Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Mikkel Andersen er uddannet
klassisk guitarist, og har gennem de sidste 10 år drevet guitarskolen Casa De
La Guitarra, der for nylig flyttede ind i egne lokaler i Østrigsgade på
Amager. Mikkel fortæller om, hvordan han begyndte at spille guitar som
9-årig, men også om sit forsøg på at fange og rumme samtiden i sit
spil.
”-Jeg tror ikke at jeg kunne undervise, hvis jeg ikke
spillede, og jeg tror ikke at jeg kunne spille, hvis jeg ikke underviste!”
Foto: Michael Svennevig.
Mikkel fortæller om, hvordan
mødet med en guitarlærer i Viby Sjælland gjorde, at han fik skabt sin egen
verden omkring sig som ung. Først bare med akkorder, men da han begyndte at
kunne læse noder, åbnede der sig endnu flere muligheder, for nu kunne han
spille de melodier han hørte i radioen, og samtidig begyndte han også at spille
små klassiske stykker. Han gik med aviser, og som 13-årig, da han gik i 6.
klasse, kunne han købe sin første el-guitar. Han spillede rock, men blev aldrig
rigtig god til det.Til gengæld opdagede
han, at han var god til at spille guitar. Derefter tog det fart, og han begyndte
at ville spille for folk. I 9. klasse kom han i erhvervspraktik på
musikkonservatoriet. Når han sad og lyttede til deres spil, tænkte han: ”Sådan
en guitar har jeg også, sådan kan jeg da også lære at spille!” Som 18-årig blev
han optaget på musikkonservatoriet. Siden har han turneret over store dele af verden
og indspillet 3 solo-cd´ere på Helikon:
”El
Llanto de la Guitarra/The Lament of the Guitar”(2009)
“Puesta
de sol/Twilight” 2012)
”Un
Buen Dia/One Fine Day” (2017)
Maleri i baggrunden er af Gittan Sarah. Foto: Michael Svennevig.
Som Mikkel også fortæller på
podcasten, så har han en ganske særlig interesse i at forsøge at fange og
rumme samtiden i sit spil. Det har han bl.a. gjort via flere uropførelser af
guitarværker, der er skrevet specielt til ham. Det kan man også høre på
podcasten – og på festivalen ÆG & HÅB til sommer, hvor han optræder både
solo og som duo med Hanne Skov.
Musikken på podcasten:
Louis Aguirre (1968-): “Eternal life” fra “A Souls Journey”
Alle fremført af Mikkel Andersen, som har uropført Louis Aguirres “Eternal life”, der er skrevet til ham. Rodriguez Ruidiaz´ “Perpetual Motion" er ikke skrevet til ham, selv om han nok er den guitarist, der har fremført værket hyppigst - bl.a. i Miami, Chile, Cuba, Danmark, England og Grønland.
og på "Apropos ÆG & HÅB" er det ligeledes Mikkels indspilning af
Agustin
Barrios Mangorés"Le Catedral,
Preludio", der går igen.
Hentet fra cd´en: "Puerta
de sol/Twilight" (Helikon, 2012).
Næste uges podcast:
Vibeke B. Arildsen: "Kats Bog"
Først kom ungdomsromanen "Hemmeligheder"
(Eudor, 2018) og nu fortsættelsen "Kats Bog" (Eudor, 2020), hvot
Vibeke B. Arildsen fortæller om den 16-årige Kat og den 29-årige Ingo. En
fortælling om tro, sex og kærlighed. Vi er taget til
stranden for at se solen stå op - ligesom i romanen.
"Der var engang en kvinde, som blev født med 3
lysende æg inde i sig, dengang var æggene noget mindre, de var faktisk ganske
små, nærmest ikke synlige. De lå derinde og hyggede sig og lunede sig og var
omsluttet af tryghed og kærlighed og var som én med den lille babypige. Nogle
gange var det svært at vide, om kærligheden strømmede fra babypigen, eller om den
strømmede fra æggene, måske gik det begge veje.
Men i løbet af barndommen og ungdommen, skete der
noget, der udviklede sig nogle dunkle æg, som lagde alt andet i skygge. Alle
æggene kom ud, da de dunkle begyndte at vokse og ikke længere kunne være inde i
kvinden. Kvinden opdagede dem slet ikke, selv om de var nær hende hele tiden. Hun
mærkede skyggen, men hun må have vidst at de lysende æg var der, på en eller
anden måde eller have haft det på fornemmelsen, for der var i hvert fald noget,
som hun gik og søgte efter uden rigtig helt at vide, hvad det var hun søgte.
Hun afprøvede om det var nye kjoler, nye kærester, nye frisurer og senere i
livet nye uddannelser og nye hobbyer, men hun var aldrig helt tilfreds. Hun
rugede og rugede, og de dunkle æg voksede, det ene større end det andet, og
samtidig begyndte hun at høre noget kalde på sig og det blev mere og mere
insisterende, og hun blev mere og mere forvirret over hvilken retning hun skulle
gå, hun snurrede rundt om sig selv og løb rundt som en hvirvelkvinde."
Sheila Andersen er talehørekonsulent med en PD i Dansk som andetsprog (Pædagogisk Diplomuddannelse indenfor børn med et andet modersmål end dansk) og offentliggjorde her på bloggen i 2018 et essay om arbejdet, dengang som sprogpædagog for tosprogede børnehavebørn på Midtsjælland. Læs mere.
Trine Runge
Skuespilleren Trine Runge har indlæst teksten.
Trine har flere gange medvirket på festivalerne.
1 2017 indledte Trine med at læse digte af Omar Khajjâm (1048-1131) i Salonen i Arash Sharifzadeh Abdis oversættelse fra ”101 Rubâî”. Sammen år til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening fremførte Trine sammen med Dea Fog Kenneth Krabats "Samtale mellem 2 og 4"(hør lydoptagelsen). I 2018 fremførte hun i Global Art Gallery sammen med Poul Storm en reading på Kenneth Krabats én-akter "Erling møder sin gamle flamme" (se video). Trine bidrog også til festivalbogen "117 Stemmer" (Epigraf, 2012, læs teksten).
Aleksandar Šajin
Læs Aleksandar Šajins digt, "Festival",
som han selv har indlæst til podcasten:
"Vi følges
ad. Du har dit smil. Solen varmer ansigtet og rynkerne leger med. Sommerskygge
og fred. Du løfter armene, du holder en gren med kvaste af mørkeblå blomster
som du løfter op mod himlens blå. ”Se, himlen er blå” - siger du, og jeg ved
ikke om det er dig eller himlen jeg skal kigge på. For I erbegge to lige vidunderlige. Og måske er det op til
øjnene der ser:En humlebi letter og
flyver mod de små mørkeblå blomster, selvom den ikke kan. Den kan umuligt lette
fra jorden. Det vederkvægende syn, en krop så stor i alle regnbuefarver, og
vingerne alt for små til at stige op i luften på. Der er en krukke af voks et
eller andet sted i det skjulte, pollenkugler overtrukket med voks og inde i
kuglerne er der æg.Der smiler vi to,
for vi ved, at livet altid vinder og vender tilbage. Meningen er ved at
forpuppe sig igen og snart flyver vi med. Det er noget enhver dronning ved:
Livets mening er livet selv. Sådan er det også med vores festival: Dens mening
stiger op til vejrs sammen med lyset i August."
Aleksandar Šajin har ligeledes medvirket flere gange på festivalerne. Senest med digtet "Regnbuen" til festivalen HVOR REGBUEN ENDER i 2020 (læs digtet). I 2018 var det med romanen "Ivan Blank" (læs anmeldelse). Aleksandar har også bidraget til flere festivalbøger: "117 Stemmer" (Epigraf, 2012), "Med og uden stemmer" (Epigraf, 2016), "Ja tak, til kaffe" (Epigraf, 2017) og "Billeder af liv" (2018),
Mikkel Andersen. Foto: Michael Svennevig
Musikken på podcasten:
Agustin Barrios Mangoré (1885-1944):
"Le Catedral, Preludio"
spillet af Mikkel Andersen
taget fra cd´en: "Puerta de sol/Twilight" (Helikon, 2012)
Mikkel Andersen er uddannet klassisk guitarist, og har gennem de sidste 10 år drevet guitarskolen Casa De La Guitarra, der fornylig flyttede ind i egne lokaler i Østrigsgade på Amager. Mikkel fortæller om, hvordan han begyndte at spille guitar som 9-årig, men også om sit forsøg på at fange og rumme samtiden i sit spil. Offentliggøres den 12. februar 2021
Læs mere om festivalen ÆG OG HÅB. Om at udklække nye drømme og håb. Forud for festivalen offentliggøres en lang række samtaler med festivalens medvirkende som podcasts. Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts. Hver fredag er der en ny. Lyt med her
Apropos ÆG & HÅB
Tekster inspireret af festivalens tema om ÆG & HÅB.
Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om æg og håb,
som læses af Trine Runge. Aleksandar Šajin har skrevet om håb, æg og festival i digtet:
Mikkel Andersen er uddannet klassisk guitarist, og har gennem de sidste 10 år drevet guitarskolen Casa De La Guitarra, der fornylig flyttede ind i egne lokaler i Østrigsgade på Amager. Mikkel fortæller om, hvordan han begyndte at spille guitar som 9-årig, men også om sit forsøg på at fange og rumme samtiden i sit spil. Læs mere. Hør podcast.
Offentliggøres den 12. februar 2021
Vibeke B. Arildsen: "Kats Bog"
Først kom ungdomsromanen "Hemmeligheder" (Eudor, 2018) og nu fortsættelsen "Kats Bog" (Eudor, 2020), hvor Vibeke B. Arildsen fortæller om den 16-årige Kat og den 29-årige Ingo. En fortælling om tro, sex og kærlighed. Vi er taget til stranden for at se solen stå op - ligesom i romanen.
I romanen "Fugleflugt" (Brændpunkt, 2020) vender Thea hjem, efter at have været bosat i USA gennem flere år. Hun har gode minder fra barndomsårene hos mormoren i Ribe ved Vadehavet. Men mormoren er i mellemtiden død, og mens Thea overvejer om hun skal blive eller tage videre indhentes hun af uvejret. Læs mere.Læs anmeldelse. Hør podcast.
Offentliggjort den 26. februar 2021.
Thulla: "Mit hoved er et radioteater"
Thulla fortæller om sin nye roman "Mit hoved er et radioteater" (BogGalaxen, 2021). Vi dykker ned på teaterscenen for at høre mere om, hvordan det er at have et radioteater i hovedet. En samtale om Facebook-paralyse, usikkerhed, forførelse og spiritualitet. Om at acceptere et autentisk, mangelfuldt selv i en verden, der lefler for perfektion, succes og vækst. Læs mere.
ØJEBLIKKET
BAG GLASDØREN er titlen på udstillingen, der bringer skitser, digte og malerier
sammen på Espergærde Bibliotek for tiden. Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og
Nynne Tworek (f. 1993) er mor og datter, og deres fælles udstilling
handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for knap 30 år siden, hvor
hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for
meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver
og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På
udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke.
Hvor ordene fra Nynne Tworeks nyudgivne digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give
slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i
højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på
billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et
blik på verden. Både
ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en
minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere
også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren,
Eva, forklarede under den indledende rundvisning, ville det være perfekt for Lea
at være tilsløret. Hun er ikke glad
for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. Det er heller ikke muligt for
hende selv at være med på udstillingen. Men det får hun alligevel mulighed for,
når hun sammen med sit bosted snart skal besøge udstillingen.
”Når hun og jeg
legede sammen
glemte jeg
hendes handicap”
Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)
af Nynne Billesbølle Tworek
Det
er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens
intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været
tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i
stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden
af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var
trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget.
”Engang lå jeg
på toppen
af en kompostbunke
med arme og ben
spredt og strakt ud
Homo Vitruvianus
kiggede mod himlen
der omfavnede kloden.
Dengang og nu
omfavnede jeg hende
hendes hyl
hendes vrede
hendes afvisninger
hendes kontrol
hendes egoisme.
Dengang og nu
omfavner jeg
de mennesker
som får mit sind
til at slå knude
på sig selv.
Nu
forsøger jeg
at slippe.”
Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)
af Nynne Billesbølle Tworek
Der
er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret
bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad
enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til
sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea
for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt,
vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de
efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I
skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det
er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne
er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med
det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til
at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der
følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea
har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad
vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder
udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og
død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har
egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworekpå sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et
værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os.
”Mange har spurgt mig
om det har været hårdt
at vokse op med en søster
der har Downs
og autisme.
Ja
har jeg svaret.”
Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)
af Nynne Billesbølle Tworek
De
ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med
Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via
digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente
plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen.
Læs
og lyt mere:
I
2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en
podcast med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN. I
år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør”,
fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”,
var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København.
Foto: Majka Bjørnager.
Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse.
*
Nynne Tworeks digtsamling, "Glasdøren", koster 149,- kr.
En sort kvinde kommer ind. Hun
smider sit overtøj og begynder at pakke, mens hun øver sig på at sige det hun
skal sige til kæresten, Morten. For det går jo ikke. Det bliver stadig sværere, og hun kan ikke mere, for en dag vil det ende galt. Der er ingen vej uden
om, og hun vil hellere selv tage beslutningen nu end at lade det udarte sig
til, at Morten en dag tager beslutningen for hende. Hun ved, hvad han vil sige:
at det bliver bedre – en dag. At de er nødt til at give det tid, og at de er nødt
til at tro det bedste. Men hun hører dem allerede tale om det på gaden, og
snart vil de komme efter hende. Det har kredset hende ind, og hun vil afsted inden hun bliver kvalt, for hun kan ikke længere trække vejret. Hun ved, at han
vil sige, at han sender hende penge, men han har ingen. Hun ved det hele, og
ser ingen andre udveje. Hun hører hjemme, hvor han er, og hun ved ikke, hvor
hun skal rejse hen, alligevel skal hun bare væk i en fart. Lidt efter står han i
døren og kigger på hendes overtøj og den pakkede kuffert. Jo, han kan godt
forstå, at hun vil tage en pause, og det er måske også meget godt, for så kan
de jo ses igen om et par uger, ikke? Men hun svarer ikke, for hun ved godt, at
det er endegyldigt, men opgiver at sige noget, for han vil aldrig kunne
forstå det. Det er forestillingens næstsidste scene. Det er en introvert scene,
hvor alt det vigtigste ikke bliver sagt, mens det er overladt til publikum selv at
udfylde de tomme huller. Det er stykkets eneste scene af den art – og den
stærkeste. Scenen forløser med en knusende klarhed alt det, der lægges op til i
de øvrige scener.
Foto: Åsmund Sollihøgda
KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER er ubærlig at se, for det
er en præcis aftegning og affotografering af den tid vi lever i. Efter et år
med coronaen er alting blevet tyndslidt indeni. Selv havde jeg måske mest lyst
til at se ”Sommer i Tyrol”, hvor jeg ikke skulle forholde mig til noget. Men med
henvisning til Bertolt Brechts ikoniske scenekatalog DET TREDJE RIGES FRYGT OG
ELENDIGHED fra 1935-38, får vi i den beskrevne scene et kik ind i fremtiden,
for nu er vi i København 2024.
Foto: Åsmund Sollihøgda
Da kvinden går ud ad døren, tager hun os med. I
den efterfølgende scene, hvor en hvid kvinde sidder i sin seng og remser alt
det op, hun ikke ser, forstår vi, hvad prisen er for alt det vi ikke vil se og
forholde os til. For det gør også os selv hjemløse. Afskedsscenen spilles meget
afdæmpet af Marie-Lydie Nokouda og BrianHjulmann, mens den fornægtende kvinde i sengen spilles afTilde Maja Fredriksen. Alle tre vender
vrangen ud på sig selv i forestillingen, og investerer sig selv fuldt ud.
Foto: Åsmund Sollihøgda
Nokouda,
Fredriksen og Hjulmann kan noget med deres mange skiftende roller i forestillingen.
Mens Nokouda er den mest uforsonlige, er de to andre hele tiden til stede med
deres sitrende nærvær. De kan spille, så alle dilemmaerne kommer helt op til
overfladen. Det kommer så tæt på, at det er umuligt ikke at identificere sig med
dem. Især når virkeligheden sniger sig ind på dem og slår dem omkuld. For vi
forstår dem så udmærket. Forstår deres svigt og snyd, når de alligevel forsøger
at redde sig i land, for det er jo det vi gør.
Foto: Åsmund Sollihøgda
Det er aktionsteater, der er
frysende klart og direkte fortalt – helt i Bertolt Brechts ånd, men der er også
en vibrering, en menneskelig nerve til stede, der gør at det ikke bare spilles
med Verfremdung, der jo var det teatergreb, som Bertolt Brecht benyttede sig af,
for han ville have at skuespillerne skulle være kolde i deres roller. Det var
ikke meningen, at vi skulle identificere os med dem på scenen, for vi skulle snarere
opleve det som anskuelsesteater, hvor vi fik et polisk statement.
Foto: Åsmund Sollihøgda
Meningen er, at vi skal vækkes. Det lykkes så fint i forestillingen, der er
skrevet af firkløveret Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel
Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen. Ide, instruktion og tekstudvikling er af
Anne Zacho Søgaard. Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher. Dramaturg:
Miriam Frandsen. Der er tre drengesangere fra Det Danske Drengekor, der på
skift medvirker i forestillingen (Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang
Qi), og det er et
meget overbevisende og smukt integreret greb, der fascinerer og overrumpler i
en forestilling om, hvordan angst, paranoia og afmagt har sneget sig helt ind i
danskernes hverdag. For måske er det dét vi trænger til: at blive vækket.
Foto: Åsmund Sollihøgda
KATALOG OVER KOMMENDE
KATASTROFER
- en musikalsk montage
på Teater Får302
28. november – 19. december 2020 (mandag – fredag kl. 20, lørdage kl.
17)
90 min.
Idé, instruktion og
tekstudvikling: Anne Zacho Søgaard
Medvirkende: Tilde Maja Fredriksen, Marie-Lydie Nokouda og Brian Hjulmann
samt drengesangere fra Det Danske Drengekor: Noah Lützen, Jonathan
Beyer-Karlshøj og Fang Qi.
Tekst: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard
og Julie Maj Jakobsen
Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher
Libretto: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen og Anne Zacho
Søgaard.
Indstudering af musik med drengesangere: Chefdirigent ved Det Danske
Drengekor Emil Ritter
Dramaturg: Miriam Frandsen
Scenografi og kostumer: Rebekka Bentzen
Skrædder: Camilla Lind
Lysdesign: Jim Falk
Lyskonsulent: Suni Joénsen
Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen
Praktikant: Henrik Thy
Instruktørassistent: Ea Maria Quaade Arnkov
Instruktørassistent/Forestillingsafvikler: Amalie Christian
