Det allerførste Sammenføringsgilde var tænkt som noget helt andet

*

15.000 har læst beretningen fra #sammenføringsgilde i december hos Paul på Amager. Men hvordan startede det egentlig? Katrine fra Nordjylland har sendt mig denne beretning, hvor også Fawaz og Mads er nøglepersoner. Så velkommen til den varme og muntre beretning om det første sammenføringsgilde, der egentlig var tænkt som noget helt andet..

*.

Katrine beretter:

"Der var en der på et tidspunkt spurgte, hvordan idéen opstod og hvordan man holdt et sammenføringsgilde... Mads bad mig svare: Ja, hvad gjorde jeg, Mads? ...der er jo sådan set ingen opskrift på det, jeg tror bare at jeg var der. Helt lavpraktisk er idéen egentlig meget-meget simpel, man inviterer nogle mennesker hjem til sig selv, spiser sammen og donerer det man, hver især kan undvære til de uledsagede mindreårige. Det er ikke en konkurrence om hvem der kan undvære mest eller hvilken middag der samler flest penge ind, det handler udelukkende om at mødes -om at være sammen om en fælles sag. Derfor bliver de individuelle beløb heller ikke offentliggjort nogen steder. Det her er nemlig noget vi alle sammen skal kunne samles om. Jeg gjorde det til "min" middag, at jeg lavede en åben invitation i venligboerne Aalborg, med #sammenføringsgilde. Jeg lavede simpelthen et opslag hvor jeg fortalte hvor mange gæster jeg havde plads til, hvilken by og hvilken dato. Derefter blev pladserne besat efter "først til mølle" princippet. Da alle pladser var væk oprettede jeg en "begivenhed" for middagen hvor jeg skrev adressen, og hvor vi kunne kommunikere med hinanden. For at undgå det akavede i at gå rundt med en raslebøsse under selve middagen blev "begivenhedsgruppen" i dag også brugt til at informere om mobilepay nummeret og kontonummeret til donationerne.

Det var det praktiske, men historien begynder egentlig for et par måneder siden.

Foto: Daniel Hjorth

 

Jeg har fulgt venligboerne på sidelinjen et stykke tid, og jeg blev pludselig opmærksom på den stramning af familiesammenføringsreglerne der betyder at børn der er tilkendt opholdstilladelse og familiesammenføring i Danmark selv skal finde ud af at skaffe penge til deres families billet. De skal betale for at være sammen med deres forældre. Uretfærdigheden i at behandle børn på den måde var overvældende for mig. Jeg er selv både datter og mor.

Nogenlunde samtidig var Mads Nygaard mfl., i gang med en stor litteraturindsamling, og jeg havde også set et opslag hvor Mads nævnte noget om nogle koncerter. Så jeg tænkte "mad og musik kører meget godt i spænd, jeg er ikke forfatter så det kan jeg ikke bidrage med, men jeg er ret god til at lave mad... og mad kan man altid sælge, det kan være min måde at hjælpe de her børn".

Jeg skrev til ham at hvis han på et tidspunkt kunne bruge en til at lave noget mad, evt. i forbindelse med en koncert, så ville jeg rigtig gerne hjælpe.

Det jeg mente med beskeden var ikke det Mads forstod, og på den måde opstod det private #sammenføringsgilde.

Det opstod ud af en lille (åbenbart dårligt formuleret) besked der blev delt i venligbo-grupperne i København og Aalborg. Beskeden blev udviklet af os alle sammen, og den fik et navn. Derfor tilhører idéen ikke nogen -der er ingen ophavsmand. Sammenføringsgildet er opstået ud af (miskommunikation) krænket retfærdigheds følelse og ren og skær medmenneskelighed.

Nu er der jo mange måder at lave mad på, sammenskudsgilde, snobrød på bål, brunch, kaffekomsammen eller hvad man nu kan finde på. Man kan vælge at invitere folk man kender, eller man kan gøre som mig og ende op med mennesker man aldrig har mødt.
Den eneste af mine gæster jeg havde bare en lille idé om hvem var, var Mads, men jeg havde aldrig mødt en eneste af mine gæster.

Jeg havde faktisk forestillet mig at jeg skulle lave maden selv (det er mit fag), men der skete bare det at Fawaz en af gæsterne meldte sig frivilligt som kok. Selvom at jeg har et meget anstrengt forhold til at dele mit køkken med nogen som helst, kunne jeg jo ikke sige nej til Fawaz (og hvor er jeg i dag bare glad for at jeg ikke gjorde det, han er en formidabel kok og et helt igennem fantastisk menneske).

Ingen af os ville træde den anden over tæerne, så ingen havde taget teten. Det betød at da jeg (45 min. for sent) samlede Fawaz op var der ingen plan for menuen. Men efter flere længere diskussioner, om hvidløg, om hvem der skulle betale og om hvem der skulle bære poserne lykkedes det at få handlet ind, og efterfølgende også at få lavet en ret fantastisk middag, der var klar da de VORES gæster ankom kl. 18.

Vi var en blandet flok... Mads og Fawaz der startede venligboerne, en ung mand fra Eritrea, en byrådspolitiker der snart skal være far, en utrolig dygtig digter der berigede arrangementet med oplæsning af sine egne digte og som lånte HC Andersens samlede værker. Et ungt ægtepar - de sødeste mennesker, der ved at Mads elsker grillkylling. En ildsjæl der brænder for musik, og som gav aftenens smukkeste donation... en brun pose med teksten sammenføringsgilde skrevet med røde blokbogstaver, den kom fra hjertet.
Men de der gjorde forskellen for middagen var Marta og Karen. De kom alene, og kendte absolut ingen, ikke engang mig, for ligesom jeg er de heller ikke "aktive" i venligboerne.

Det er de to kvinder der er de modige og som gør en forskel, Det er så vildt at deltage i en middag hvor man ikke kender nogen, hvor man udelukkende deltager på grund af formålet. Jeg sender dem al min taknemmelighed.”

***

Jeg var helt paf efter at have læst Katrines vidunderlige beskrivelse, og sad med et stort smil, mens jeg læste den - og tænkte bagefter at den må da videre ud i verden. Det var Katrine (samt Mads og Fawaz) med på. Så her er den. Tak til Katrine for denne hjertevarme og muntre beretning!

*

Læs udskrift med link til podcast på DRs hjemmeside
om Sammenføringsgildet på Amager,
fra "Klik" på DR P4 tirsdag den 9.1.2018.

 

Læs mere om de

kommende sammenføringsgilder

Sammenføringsgilde på DR P4

Hør samtalen som podcast på DRs hjemmeside - klik på programmet KLIK (det er udsendelsens første indslag).
&

Læs beretningen - der nu er læst af 14.000 -
fra sammenføringsgildet hos
                    Paul og Ditte ude på Amager                             

sammen med Lene, Inger, Majka, Nicolai og Anne 

                                       

UDSKRIFT:

-Et opslag på Facebook med ordene: ”Der sad 8 mennesker omkring et bord uden at kende hinanden.” Sådan skriver Michael Svennevig på Facebook. Hej Michael...

-Hej Maria.

-Du har været til et såkaldt Sammenføringsgilde, hvor 8 mennesker mødtes til middag –uden at kende hinanden og uden nogen bestemt samtaleagenda. De andre 7 var ankommet, da du kom. Det lyder som om at det godt kunne gå hen og blive sådan lidt akavet. Hvordan var stemningen?

-Da jeg trådte ind i rummet, blev der stille. Det gør der som regel, når man kommer ind i et rum, når der sidder nogen og kigger på én, men hvis det er nogen man kender, gør det ikke noget, men når det er 7 mennesker man ikke kender, er det næsten lige meget, hvordan stemningen er, for så føles det ubehageligt, ikk?

-Jo.

-Jeg kom ind og jeg satte mig, og jeg kiggede rundt. Det var nogle søde og smilende mennesker, der sad der, men jeg havde aldrig set dem før. Så det var da en lidt speciel stemning.

-Jeg tænker, at man skal bryde isen sådan lidt... hvad taler man med fremmede om, når man sådan lige har fået sat sig? Laver man den der sædvanlige... Nå, hvad laver du så? – eller hvad?

-Ja, det kan man gøre, hvis man sidder der to og to. Det ville virke meget naturligt, men hvis der sidder 7 mennesker omkring én og kigger på én, kan man ikke rigtig starte på dén måde.

-Hvad gør man så?

-Ja... der bliver en pause. Det blev der også dén aften. Det var ikke ubehageligt, men det var meget lyttende, for alle tænkte, hvad sker der nu? For ingen af os vidste, hvad det gik ud på. Jeg havde aldrig prøvet at være til det, der bliver kaldt et Sammenføringsgilde før. Det var i Venligbo-regi, så vi vidste at formålet var at vi bagefter donnerede et beløb til de uledsagede flygtningebørn, men inden da, var det bare meningen at vi skulle mødes, men vi vidste ikke, hvad vi skulle mødes om, og kendte ikke hinanden og havde heller ingen fælles reference overhovedet.

-Men I donnerede penge til de uledsagede flygtningebørn for at deltage i middagen, men så kunne i jo tale om det – eller hvad?

-Det kom vi også til, men du ved... inden man kom i gang med samtalen, sådan er det jo med alle samtaler – ligesom vores samtale nu – at de første sekunder afgør det hele. Er det sympatisk eller usympatisk. Hvordan føles stemningen?  Jeg er dramatiker og forfatter, så derfor er det spændende at møde mennesker. Det er dét vi alle tænker, for i løbet af et øjeblik har vi dannet os en fornemmelse af om det er én jeg kan lide eller ikke lide – ja, hvad er det for et menneske?

- Nu var I så 8, men hvad endte det med? Hvad vil du sige, når du kigger på det nu? Var det hyggeligt eller kedelige... eller bare pinligt?

-Nej, det var en FANTASTISK oplevelse. Det var fuldstændig mærkeligt at vi 4 timer efter gik fra hinanden, og følte at vi kendte hinanden. Det var så absurd, og det er jo også det der er så spændende ved at møde nye mennesker – og det der er hele kongstanken bag Venligboerne, at man møder nye mennesker. Det skal man turde!

-Skal I mødes igen, Michael?

-Det ved jeg ikke... for hele ideen var jo, at vi netop ikke kendte hinanden, men vi har snakket om det. Men det er jo lidt underligt, for så kender vi jo hinanden.

-Så er hele ideen gået fløjten?

-Ja, men der kommer selvfølgelig nogle venskaber ud af det. Det kommer der uvægerligt. Men jeg tror at det mest spændende ville være, hvis vi igen sad 8 ukendte over for hinanden – for at se, hvad der sker. For det ved man jo ikke!

-Og nu vil jeg sige dig tak for at du har fortalt om det her hos os i KLIK på P4, men jeg ved ikke om jeg tør at gøre det, efter hvad du har fortalt ...(ler).

-Det var en FANTASTISK oplevelse!

-Det var godt. Dejligt at høre – og tak for at du fortalte om det her. God fornøjelse næste gang du skal møde nogen du ikke kender!

***

Samtale om Sammenføringsgilde på DR P4 i programmet KLIK,

Tirsdag den 9.1.2016 kl. 14-15. Vært: Maria Hollænder

*

Læs også Katrines nordjyske beretning om det
allerførste Sammenføringsgilde

*

Læs mere om de
kommende sammenføringsgilder

*

Anmeldelse: ULVEHØJEN på Teater V

Fotograf: Lars Horn

Københavnerpremiere. Gæstespillende teaterkoncert fra Limfjordsteatret.

Sangene fra Sebastians 40-år gamle LP ULVEHØJEN (1977) er nyfortolket af Lasse Popp og bandet UMPASS. Egentlig er det far og søn, for bassisten Bastian Popp er søn af Lasse Popp, der giver krop og stemme til alle sangene. UMPAS, der er ungt, råt og sammenspillet så det er en fryd, er af Lene Bek Nielsen klædt på så de med deres hår og skæg giver amish-jødiske mindelser. De er sat op imod en lige så rå og grov scenografi, bestående af opretstående rektangulære tilspidsede spånplader, der gør det ud for en rolig baggrund, hvorover der forestillingen igennem opprojiceres film af Kim Fast Jensen. Ofte med Lasse Popp og UMPAS gående og spillende igennem en skov, eller hoppende i vandet fra en mole, eller afbildet fra en animeret julefrokost eller i et afsluttende gruppekram fra en fodboldkamp. Men ellers mest drivende skyer, hav i bevægelse og skove, der flyder forbi som billedmæssigt akkompagnement  til sangene.

 

Fotograf: Lars Horn

Lasse Popp er både skuespiller og musiker, og har tidligere prøvet kræfter scenisk med musik og tekster af CV Jørgensen, Sting og Tom Waits. Som sanger og skuespiller er han fascinerende at betragte og følge igennem forestillingens 11 sange. Mest af alt ligner han en krydsning mellem en pirat og garvet vindblæst Limfjordsfisker. Det vilde og barske blandes med noget androgynt. Den sorte hat kan både gøre det ud for en sydvest og kunne også have været båret af Buster Keaton. De har det fysiske til fælles. Popp har tydeligvis en hemmelighed, der gør at vi ikke ved, hvor vi har ham, men det sætter ham fri på scenen, når han fx brøler af os, sådan som han gør i forestillingens finale. Han brøler og brøler, og man får indtrykket af at han kan blive ved i det uendelige. At det aldrig stopper – og at det brøler videre inde i os bagefter.

 

Fotograf: Lars Horn

Som musikalske bølger ruller sangene ind over os. Hver sang har sin rytme og sit drive. Forestillingen, iscenesat umådelig fermt og legende af Marlene Smith, emmer af scenisk overskud. Enhver sentimentalitet er som blæst væk. Lasses lidt hæse sang er i centrum. Mange af sangene bliver næsten sunget vrængende, spottende og fyldt med en bitterhed, der også er synlig i teksterne, for ”Ulvehøjen´” er en af Sebastians mørkere, mere melankolske og samfundskritiske plader. Det passer fint sammen med bandets bastante og barske musikalske udtryk, sammensat af klezmer, balkan, blues og rock. Det er iscenesætterens store gevinst at alt det umage så fint kommer til at passe sammen. For det er straks tydeligt, at dette er den eneste mulige måde at fortolke og yde det samlede album retfærdighed på. De to flotteste numre er ”Vintervise” og ”Her er en sang”, og som samtidig er de to af albummets lyriske sange, der stadig befinder sig på Sebastians repertoire. Den sidste er meget passende også den afsluttende sang. Den er gennemkomponeret, ligesom de øvrige, i et nyt, vildt og halsbrækkende arrangement. Som en sang i vinden, men kunstnerisk mejslet ind i sten som et monument over en tid. Både dengang og nu. På samme måde som det er to generationer, der er på scenen og som mødes på den ulvehøj som musikken og sangene udgør. For ulvehøjen er et sted ude i skoven, hvis ikke det netop er et udtryk for, hvad Danmark var og er.  Betragtet fra den vinkel, fremstår det musikalske værk næsten profetisk. Som en frygtelig 40 år gammel profeti over, hvordan det netop er blevet i dag, hvor nationalromantikken buldrer omkring os, mens fascismen lurer i kulissen og ”vi forskanser os bag vores skærme i kontakt med hele verden, og ikke særlig meget med hinanden. Hvor alle er medlemmer af flere fællesskaber over nettet, end man lige kan tælle, mens de mere nære relationer afløses af tomhed, isolation og ensomhed...” (som teaterlederen Gitte Malling formulerer det i programindledningen). Sebastian supplerer det med ordene: ”Rent politisk var det en stram periode efter tiden med hippier og ungdomsoprør. Pladen indeholder lidt mere dystre og tænksomme tekster, hvor jeg prøver at forudse nogle af de ting, der vil ske i fremtiden. Der er en kulde i nogle af numrene, der handler om den højredrejning og de fascistiske tendenser, man oplevede rundt omkring i den periode, og som man også ser i verden i dag.”  

 

Fotograf: Lars Horn

Eneste skønhedsplet er i den karikerede kærlighedssang ”Laila-la-la”, hvor det virker akavet at Popp først forsøger at skjule en buket roser, som siden overrækker til en kvinde på første række, som om sangen er til hende. Men der SKAL være en skønhedsplet, så man bedre kan se og glæde sig over den professionelle perfektionisme, der hersker og præger alt det øvrige i ULVEHØJEN.

 

Fotograf: Lars Horn

Det gav en ekstra dimension til københavnerpremieren at opleve forestillingen med sangenes ophavsmand siddende blandt publikum. Han var også til stede på scenen, for på orglet var der placeret et lille fint indrammet portrætbillede af Sebastian. For måske er Kim Larsen den de fleste forbinder med en nationalskjald, men det burde faktisk i højere grad være Sebastian, for hans vid, visioner og store formåen som komponist er lysår hævet over den første. Det står klart efter at have været oppe på ULVEHØJEN sammen med Lasse Popp og UMPAS.

Der var udsolgt til københavnerpremieren i aftes, men der er stadig billetter til de øvrige forestillinger til og med søndag. Den er turen til Valby værd. Se den!
 

Fotograf: Lars Horn

 

ULVEHØJEN

Gæstespil fra Limfjordsteatret på Teater V i Valby fra den 10.-14. januar 2018.

Medvirkende: Lasse Popp og  UMPAS: Sune Pors Andersen, guitar, Simon Skov, orgel, tværfløjte, sax og klarinet, Mads Brander Fjeldvig, trommer, Bastian Popp, kontrabas.

Instruktør/koreograf: Marlene Smith,

Scenografi, teknik og animation: Kim Fast Jensen

Kostumer: Lene Bek Nielsen

Lys: Rasmus Hvilshøj Pedersen  

Billetter og hjemmeside.

Læs mere på Limfjordsteatrets hjemmeside

Fotograf: Lars Horn

 

 

ULVEHØJEN

 

Fredløse ulv

månen er fuld

synger og segner sanseløst omkuld

Fredløse ulv

jager i sult

krydser og ser sine potespor forfulgt

 

Og der er kun eet øje

og det er tand for tand

og den iskolde vind

og vildmarkens lov

gennem marv og ben

 

Fredløse ulv

de hører dig nu

de kommer fra mørket og flår din pels itu

Fredløse ulv

løber dit blod

i hjertet på dem, der før har stødt dig ud?

 

Og jeg tror, jeg har løjet

som ulvens overmand

jeg har den iskolde vind

og vildmarkens lov

gennem marv og ben

 

 

Tekst & musik:Sebastian

Titelnummeret fra lp´en ULVEHØJEN (1977)

 

 

At mødes med mennesker, vi ikke kender

 

Jeg var meget spændt, da jeg tog metroen ud mod Amager Strand efter at have tilmeldt mig Sammenføringsgildet og Venligbojulemiddagen hos Paul og Ditte på Sorrentovej. Jeg havde mødt Paul én gang før, men faktisk havde vi også været til koncert sammen. Eller rettere havde vi siddet et par pladser fra hinanden, men det var først dagen efter, at vi talte sammen, da vi mødtes til "Litteraturen samler ind" i filmbyen Zentropa.

Nu - et par uger efter - skulle vi tilbringe en aften sammen med 8 andre som vi heller ikke kendte. Paul havde lovet at lave maden, og vi skulle så hver især før aftenen var ovre, bidrage med en skærv til de uledsagede flygtningebørn. Det blev til i alt 2.500,- kr., men inden det nåede så vidt, udspandt der sig mange interessante samtaler omkring bordet.

Jeg var den sidst ankomne og nåede først frem, da alle var bænket. Det var tydeligt at vi ikke kendte hinanden, for samtalen gik til at begynde med lidt trevent. Én sagde noget, en anden sagde noget andet og en tredje bifaldt, hvad de to første havde sagt. Men der var pauser, for alle om bordet lyttede. Det var ikke ubehageligt, men vi lyttede for at afgøre i hvilken retning stemningen gik. For hvordan ville det gå?

Vi tog en navnerunde og sagde hver især lidt om, hvem vi var og hvorfor vi var der.

Vi var 3 mænd og 5 kvinder i alderen 30-60 år. Flere gav udtryk for at de gerne ville gøre noget. Gøre noget mere end det de allerede gjorde. En talte om hvor svært det var at komme i gang med at hjælpe, for hvad skulle man gøre – og hvad kunne man gøre? En anden talte om Bedsteforældre for Asyl og Kvinder i Sort. Efterhånden blev stemningen mere og mere åben og varm. Det var dejligt at sidde der i kredsen af debatterende nysgerrighed. Det gav samtalen en særlig glød, for vi var alle interesserede i at finde ud af, hvem vi sad sammen med – og hvorfor.

Ditte fortalte, at i deres familie havde de fået en venskabsfamilie, da der i sin tid kom flygtninge fra det tidligere Jugoslavien. Dengang havde det været et medmenneskeligt engagement, og egentlig ikke et politisk. Lene efterlyste ordet ”solidaritet”.
Nicolai fortalte om en rundtur til landets flygtningecentre sammen med 3 kvindelige studerende fra RUC. Selv sad jeg og nød den velvillighed og interesse, der lynhurtigt udspandt sig imellem os. Det blev til en meget hjertelig og varm stemning – og da vi skiltes et par timer senere, var det svært at tro på at vi kun lige havde mødt hinanden.

Nicolai berettede – og det var den tredje middag af slagsen han havde været med til – at det var dejligt at mødes med mennesker med gode hjerter og at det var bevægende at opleve at være sammen med mennesker, der var optaget af, hvordan man kan gøre verdenen bedre. Nicolai var klar til mange flere middage af samme slags.

Inden vi skiltes talte vi om, hvad aftenen havde givet os – og hvad den havde betydet?
Om hvordan det havde været at skulle mødes med 8 fremmede mennesker over en middag?

-Jeg synes slet ikke at jeg har været sammen med fremmede mennesker.

-Jeg synes, at det er en god reklame for Facebook. Hvor godt det kan fungere.

-Jeg synes at jeg er blevet lidt klogere på Venligboerne. Ud over at det har været dejligt selskab, så er det at møde mennesker man ikke kender, meget berigende – og så har vi endda noget til fælles. Jeg har gået og tænkt at jeg vil gøre noget, for jeg kan ikke holde ud ikke at gøre noget. Jeg synes at det er meget inspirerende at sidde i en blandet gruppe, som vi gør her, hvor vi ikke kender hinanden på forhånd.

-Jeg synes at vi skal gøre sådan noget meget mere. Især for os der sidder og ser verden bag skærmen. Det er Facebook, der gør at vi sidder her i dag. Vi ville ellers aldrig have mødt hinanden. Jeg håber at der kommer mange flere middage, hvor mennesker mødes og udveksler tanker, og så er meningen jo at ud over at være sammen, også at sende en skilling til kontoen for uledsagede flygtningebørn, inden vi skilles. Det er en slags mini-fundraising.

-Jeg har ikke set det her som en indsamling. Jeg ved godt at det er omdrejningspunktet, og jeg lægger også det jeg skal, men vi skal videre med det. Det er vigtigt at mødes og få skaffet nogle kontakter.

-Jeg er kommet for at møde andre og måske finde ud af, hvordan jeg kan gøre noget mere.

-Det er en god ide at mødes med mennesker vi ikke kender!

 

 

Efterdønninger:

DR P4´s "KLIK", den 12.1.2018:

Læs udskrift med link til podcast

 *

Læs Katrines nordjyske beretning om

det allerførste #sammenføringsgilde,

for egentlig skulle  det have været noget helt andet...

 *

Læs mere om kommende sammenføringsgilder (på Facebook).