Det er yderst sympatisk at Blaagaard Teater har til hensigt at skabe et særlig trygt (teater)rum for dem, der er psykisk udfordret. Det gør de med forestillingen "Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne". Det er et træffende citat, der fungerer godt og betegnende i forestillingens rum af Lin Melkane, der arbejder med det hun kalder "introvert scenekunst". Det er også grunden til at forestillingslederen, Signe Mehl Pedersen, indledningsvist informerer om at man sagtens kan komme ind og ud til forestillingen. Hvis man rækker en hånd i vejret under forestillingen, bliver man fulgt ud og ind igen, hvis man ønsker det. Det er en information, der gives til de psykisk sårbare, der måske er i teatersalen. For de øvrige virkede det som et varsel om at vi bliver udsat for noget, der muligvis kan virke så provokerende at vi måske kan føle os nødsaget til at forlade salen. Men det var ikke tilfældet.
Lin Melkane, der er uddannet dramatiker, har stået for ide, koncept og manuskript. Laura spottag Fog står på scenen i Camilla Kolds instruktion.
”Vidste I, at en vandmand ikke har nogen hjerne? Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne? Det minder mig om, at en skrue var faldet ud af toiletdøren på hospitalet. Håndtaget hang ikke fast, præcis som forbindelserne mellem mine to hjernehalvdele. De arbejdede bare ikke sammen, og det kan stadig være så svært at forstå, netop fordi de ikke arbejdede sammen”. Uddrag for sceneteksten.
Forestillingen varer kun en time, men det er også lang tid, for det er en meget lang tekst. Forestillingen, der er en monolog, er tekstmættet til det yderste, også selv om den flotte scenografi, lysdesignet og 3D-designet af Signe Dige, gør en del for også at give teksten et visuelt udtryk.
Det er et fascinerende møde med et sind og en krop, der slet ikke kan finde ud af at samarbejde. Vi bliver ledt ind i et diagnoselandskab, og det er først langt senere i forestillingen at det bliver præciseret, hvad vi har at gøre med. Det er klogt, dermed undgås at vi straks kategoriser, hvad vi oplever. I stedet møder vi hovedpersonen som et menneske med alt det hun rummer af modsætninger og indre kriser - og der er mange. Men vi er i øjenhøjde med hende, og kommer til at synes om hende, selv om livet går hende imod på utallige måder.
Humoren er befriende, for uden den ville det også blive alt for mørkt og tungt, for det ER DET, men ikke kun. Der er en fandenivoldskhed, der slår ud efter publikum, og det er befriende.
Hovedpersonen befinder sig i en permanent undtagelsestilstand, men det sygeliggøres ikke. I stedet får vi stor sympati for hovedpersonen, Daisy, selv om livet er umuligt for hende. Eller også er det netop derfor.
Vi kender det alle, men selvfølgelig i langt mindre målestok. Vi har alle en rem af huden, men Daisy flyder over på alle leder, måder og kanter. Det er det, der gør det til et så fascinerende møde med hendes verden. Det virker dokumentarisk. Min unge ledsager syntes, at det mere havde karakter af et foredrag eller en podcast. Det kan han i og for sig have ret i. Det er et opråb. Et udbrød, men også et råb om hjælp. Der langes ud efter psykiatrien og behandlersystemet. Ja, efter alle de systemer som omgiver og behersker os. Vi andre har måske lært at navigere i det, men for Daisy er det helt umuligt. Hun falder hele tiden igennem. Det er menneskeligt befriende at høre hendes historie, men det er også oprørende at systemerne, der omgiver os, er så ufølsomme og så skånselsløse svære at navigere i for dem, der ikke har de forudsætninger som vi andre har.
Gå i teatret og mød Daisy. Det er et charmerende møde, men det er også på alle måder overvældende - og bagefter sad jeg lidt for at forsøge at få det til at bundfælde sig. Der er mange ord, der raser rundt i rummet. Det er svært at holde rede på den mangearmede blæksprutte af en historie, men når det hele bliver kogt ned, er det et menneske vi står tilbage med og ikke en diagnose. Det er dygtigt spillet af Laura spottag Fog, der gør det så godt, at vi som publikum ikke et øjeblik er i tvivl om, at det må være hendes egen historie. Så troværdigt er det lavet og spillet.
Lyddesignet er af Christian Hørby. Forestillingen af produceret af Marie Viltoft Polly og Mie Kanø. Christina Wendelboe har været dramaturg. Alexander Gosvig Pedersen har været instruktørassistent. Jakob Folke Ivarsson er afvikler. Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond og BUPL's solidaritets- og kulturfond.- og kulturfond
