Anmeldelse: GLASMENAGERIET på Hippodromen

 Foto: Thomas Petri.

Der er en rørende enkelhed over den ydre handling i Tennessee Williams´ gennembrudsstykke,  ”Glasmenageriet”, der  foregår i sydstaterne under depressionen i 30’erne, men folder sig ud som en tidsløs historie om mennesker og deres drømme og længsler.  Man kan se konturer af alt det der i hans senere produktion skulle brede sit vingefang fuldt ud. Det er ikke hans største skuespil, men måske hans mest rørende. Det er et drømmespil om en mor og hendes to voksne børn – og den mand, Jim, der i 2. akt inviteres hjem i et forsøg på at finde en mand til datteren, Laura, hvis glashobby har givet navn til stykket. Hun er i Ena Spottags skikkelse stor og genert, og har et benhandicap, der giver hende en sær skæv gangart.  Som et såret dyr humper hun rundt derhjemme forfulgt af morens ord og øjne. Karen-Lise Mynster er Amanda, moren - den efterladte kvinde med de to børn, hvis mand bare forsvandt. Søskendeparret kender til bevidstløshed alle morens storslåede historier fra en tid, hvor alting var så meget bedre end nu. De er alle tre drømmere, der sidder uhjælpeligt fast i et klæbrigt drømmespind. Sønnen, Tom, har tilsidesat sin forfatterdrøm. Det er hans lagerløn, der betaler og opretholder deres liv, selv om moren gør hvad hun kan for at sælge abonnementer på tidens kvindeblade som telefonsælger.

 

Foto: Thomas Petri.

 

Tom, spillet så fint af Jens Frederik Sætter-Lassen, nærer en særlig ømhed for sin søster, og priser hendes kærlighed og varme. Selv er hun mest interesseret i at lytte til gamle plader og pudse sine små glasdyr, mens Tom for længst har set og gennemskuet at det er morens ambitioner på deres vegne, der holder dem fast og spærret inde. Amanda har fået den ulyksalige ide at datteren bare skal giftes bort, så skal det nok gå. Men i andres øjne er hun ”sær” og en ”krøbling”. Hårdt presset går Tom med til at invitere en kollega, Jim – spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen, med hjem fra lageret, men har ikke sagt noget om søsteren. Men de kender allerede hinanden. Fra deres skoletid var Laura vild med Jim. Men kan det virkelig være den samme Jim? Han der havde en så lysende fremtid, er det virkelig ham, der nu arbejder på samme lager som Tom?
Amanda har allerede udset Jim til at være den, der skal redde det hele. Men sådan går det ikke. Sådan går det aldrig i Tennessee Williams´ stykker. Det er samme set-up i hans mest kendte stykke ”Omstigning til paradis”/”A streetcar named desire”, hvor Blanche Du Bois også har inviteret en mand hjem. Det går aldrig godt med disse inviterede mænd hos Tennessee Williams. Heller ikke i ”Glasmenageriet”.

Foto: Thomas Petri.

 

I 1. akt er det en fornøjelse at opleve Emmet Feigenbergs meget mundrette og ligefremme danske oversættelse af de verbale træfninger mellem mor og søn. Tom kan ikke udstå hjemmets indelukkethed, og går af sted hver aften og kommer først sent hjem. Han siger at han går i biografen, men vi hører aldrig, hvad han egentlig laver. Det vigtigste er, at han er væk fra den kvælende stilstand i hjemmet.  Han affinder sig med arbejdet på lageret, men det rider ham som en mare. Der går ikke en dag, ikke en time, uden at han længes væk. For hver dag der går, svinder hans drømme. Det er ved at være sidste chance inden han selv helt forsvinder. For også han har en drøm om noget andet og bedre.

Foto: Thomas Petri.

 

2. akt består overvejende af mødet mellem Laura og Jim. De er et umage par, men de to spilles så inderligt rørende af Ena Spottag og Nikolaj Bjørn-Andersen, at deres scener sammen kommer til at afbalancere stykkets stærke 1. akt mellem mor og søn, selv om det er så stille og inderligt, og i  så stor kontrast til 1. akts stærke verbale udladninger. Iscenesætteren Kaspar Rostrup er så erfaren, at han straks har set at det gælder om at få disse to meget forskellige akter til at passe sammen, og det lykkes meget fint. Der er tale om to skuespillere, der spiller helt tæt og fint op til hinanden, så det faktisk er det, der bagefter bliver siddende hos mig, selv om stykker er stærkt og så glimrende besat med både Jens Frederik Sætter-Lassen og ikke mindst Karen Lise Mynster, der i rollen som Amanda kan fejre sit 40 års skuespillerjubilæum med endnu en fin scenepræstation.
Det er ikke første gang at Jens Frederik Sætter-Lassen og Karen-Lise Mynster spiller stærkt og insisterende overfor hinanden. I Jacob Weis´ meget velskrevne ”Diva min” (2012) på Teater V var de begge frygtindgydende, hver på deres måde, men denne gang er de endnu mere jævnbyrdige.

 Foto: Thomas Petri.

Når man holder et af de små glasdyr op mod lyset, så tindrer de og stråler. For en stund bliver virkeligheden så magisk at forestillingens Laura foretrækker at leve sit liv blandt  glasdyrene fremfor menneskene - og vi forstår hende godt. Alt for godt. For virkeligheden er grum og barsk. "Glasmenageriet" er en forestilling fuld at splintrede drømme og glasskår. Pas på at du ikke skærer dig! Velkommen til "Glasmenageriet"...

GLASMENAGERIET
INSTRUKTION (og bearbejdelse): Kaspar Rostrup
SCENOGRAFI: Stine Martinsen
KOREOGRAFI: Jeanette Binderup-Schultz
KOMPONIST: Fuzzy
OVERSÆTTELSE: Emmet Feigenberg
LYSDESIGN: Baard Nilsson                                       
LYDDESIGN:  Steen Larsen
MEDVIRKENDE: Karen-Lise Mynster, Jens Frederik Sætter-Lassen, Ena Spottag, Nikolaj Bjørn-Andersen 

Spilleperiode på Hippodromen, Folketeatret:  11.11. - 6.12.2014 - derefter turné.

LÆS MERE:

http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%2014-15/Glasmenageriet.aspx

Anmeldelse: SAMTALE FØR DØDEN på Edison

FORFØRT AF GUDER... Foto: Ulrik Jantzen

 Edison, Betty Nansen Teatrets aneksscene, er svær at have med at gøre. Der er enormt højt til loftet, og publikum kommer let til at sidde meget langt væk. Men i SAMTALE MED DØDEN, der løb over scenen for sidste gang i går, var det løst optimalt med at indsætte en skrånende loft, der nærmest hvælvede sig ud mod publikum, og da det samtidig skulle illudere fængselscelle var det visuelt flot udtænkt af scenografen Karin Betz, som om det hvert øjeblik, som en fælde, kunne klappe sammen om stykkets hovedperson: den anklagede og dømte naziforbryder, der var hovedarkitekt bag Det 3. Riges systematiske jødeudslettelse. Den mest berygtede af dem alle: Adolf Eichmann (Olaf Johannessen), der efter en 4 måneder lang skueret i Jerusalem blev dømt til døden ved hængning i 1962. Inden dommen eksekveres opsøges han i cellen af dommeren (Thomas Gabrielsson). Eichmann indvilliger i denne sidste samtale, men nu er rollerne byttet om. Under retssagen var det dommeren og retsvæsenet, der styrede forløbet, men under denne sidste samtale før døden er det Eichmann selv, der bestemmer og styrer samtalen. Så godt han nu er i stand til det, for han er ikke alene. Hans kone (Cecilia Zwick Nash) er der også, i tankerne. Hun blander sig og taler med. Giver os det fulde billede af sin mand, om hvordan de mødtes, om hvordan Eichmann blev til Eichmann.

                                                         Foto: Ulrik Jantzen

Vi kender udgangen, men som Hannah Arendt efter retssagen skrev, så var mødet med Eichmann ikke mødet med ondskaben. Han var ikke den inkarnerede ondskab. Jo, det var han måske nok på et overordnet plan, men ikke personligt. Han var mere end det. Han var som os andre. Han var et menneske som os. Dermed ville hun ikke frikende ham – slet ikke. Men hun ville sikre sig at vi andre ikke frikendte os selv. For ved at opdele verden og sagen i dem og os, i sandhed og løgn, hvidt og sort, i ven og fjende, så overså vi noget vigtigt: at ondskaben er i os alle. At den ikke findes, den helt hvide sejrsskjorte. Den vil altid være blodplettet.

                                                     Foto: Ulrik Jantzen

Det er samme ærinde som Adam Price går i den fine, præcise og meget tætte teatertekst. Teaterstykket, der slet ikke ville kunne laves på film eller tv, når langt ned i menneskepsyken, og sætter sig fysisk på én. Tungt og insisterende. Der er ingen mulighed for at undslippe. Vi er sammen om det – og ingen slipper fri.

Instruktøren Peter Langdal kan udrette mirakler med den rette tekst. Især når han holder det stramt Det er simpelthen flot og præcist, ligesom teksten. Resultatet er ærefrygtindgydende.

Temaet er uudholdeligt, for det frikender ingen. For hvor går grænset for det personlige ansvar og hvornår handler man ”bare” efter ordrer? Alvoren følger med emnet, men det er ikke noget der nødvendigvis er garant for en god teaterforestilling. Snarere tværtimod, for det forpligter i meget høj grad. Det gør det også at overvære forestillingen.

 

                                                       Foto: Ulrik Jantzen

Olaf Johannesen, som Eichmann, er fantastisk. Han fylder scenen med sit nærvær. Han er dirrende og frysende på én gang. For han er ikke bare frysende kold. Snarere pligtopfyldende og forfærdelig karrierebevidst. Han er afmålt og doseret. Han står der lige foran os, men der er alligevel sprækker,. Ingen er i stand til helt at gardere sig. Der er udsivninger af menneskelighed som da han i kælderen til villaen i Wannsee, hvor hele jødeudslettelsen blev besluttet og planlagt, møder den jødiske pige (Thea Kastberg), som han senere igen redder. Han har brug for hende for han er presset, og bliver nærmest forbløffet over at hun kan være bange for ham. I mødereferatet kalder han planen for ”evakueringen” af jøderne. Det er det samme som han fastholder over for sin kone, da hun begynder at stille spørgsmål. Han er den perfekte embedsmand. Systemets tro tjener. Selv siger han at han blev forført af guder. Af nazistiske guder. Det er det længste han går.
 

Foto: Ulrik Jantzen

For at spille en rolle som Eichmann er man nødt til at forstå ham, forsvare ham og gøre ham menneskelig. Det er imponerende som det det lykkedes for Olaf Johanessen. Identifikationen er frysende, og alligevel formår han også at vise os skrøbeligheden. Der minder os om at ondskaben ikke bare er noget som de andre er bærere af. Det ville klart være det letteste og mest bekvemme, for så kunne vi vaske hænder. Men det var netop det som Hannah Arendt efter krigen gjorde opmærksom på, ved at insistere på menneskeligheden som en måde at forstå det uforståelige og grufulde på. For ikke bare at afskrive det som noget de andre udførte – dem som ikke er os. Nej, de andre, de onde, nazisterne. For de andre er de forkerte, de dårlige, mens vi selv spiller på vinderfløjen. Det er godt at blive mindet om at det er meget mere nuanceret end som så. Det er så let at blive énøjet. Forestillinger som denne minder os om at det koster at være menneske. At ingen går ram forbi. Vi skal tage ansvar – og sige fra, når det gælder. Det er vigtigt at blive minde om, at det at være menneske ikke bare er noget man er, men noget man skal blive ved med at gøre sig bedre til at være.

 

Instruktion: Peter Langdal

Manuskript: Adam Price

Scenograf/kostumier: Karin Betz

Medvirkende
Olaf Johannessen
Thomas Gabrielsson
Christian Mosbæk
Thea Kastberg
Cecilia Zwick Nash
Troels Oxholm Thomsen

http://www.bettynansen.dk/samtale-foer-doeden.html

Spilleperiode
4. okt. - 9. nov. 2014