mandag den 1. september 2008

Om at gribe ud over sig selv – og møde andre, 2008.



Gang efter gang rejser jeg ud for at erobre - mig selv og mine historier. Jeg forsøger at erobre nyt land, og forsøger at finde hen til de fremmede og fjerne steder i mig selv. På den ene side higer jeg efter at komme hjem og efter at finde frem til mig selv, og alligevel er jeg tvunget til igen at opsøge dette ukendte. Jeg higer efter det, og stødes væk af det. Ikke meget ulig myggen omkring stearinlyset, sværmer jeg om ideer, og drømmer om helt at blive væk. Måske derved for endelig at kunne gribe og holde fast i mig selv.


Jeg har flere gange været på kamelture i den nordindiske Thar-ørken for at mærke intetheden suse omkring mig. Jeg er nødt til atter og atter at søge tilbage til den. Der er en del af mig, der er gemt derude i den uendelige sandede intethed. Jeg er fascineret af dette ukendte. Det er som om det lukker sig om mig, og løfter mig op. Jeg søger denne fremmedhed, men selv om jeg forsøger at gøre tilnærmelser til den, viger jeg tilbage – for mit mål er egentlig ikke at erobre den, men blot at betragte den og måske genkende mig selv i den.

Det er på samme måde med de skrivesteder som jeg opsøger. For at der kommer overensstemmelse imellem det indre og det ydre, skal det være på fremmed grund. Så stimulerer det noget i mig, som spirer frem, når jeg skriver og bygger historier op. Det trives ved denne fremmedhed. Ja, det ligefrem ernæres af den. Hvis jeg føler mig for hjemmevant og for veltilpas, er der noget, der bliver slapt og sløvt i mig. Jeg stræber efter den sansernes spændthed der for mig igen atter og atter skal holdes levende for at jeg kan holde mig i live.

Sådan er det vel med livet, at det spirer og rusker i os, så længe vi kan bevare vores nysgerrighed. Men livet er stort og i mødet med andre bliver det endnu større. Livet er dér, for at vi skal gribe ud efter det, for at vi skal investere os selv - og nå ud over vores egen søgen. Vi skal helt derud i det uvisse, hvor vi møder andre og også tør nærme os det fremmede, der bor i andre mennesker. I bund og grund er det ikke det store, der adskiller os. Vi er jo mennesker, og er alle drevet af det samme. Vi ønsker at elske og blive elsket. Vi ønsker at vi skal have en betydning for andre, og at andre skal have en betydning for os. Det er fællesskabet der holder os fast og bekræfter vores betydning. Livet er så enkelt, derfor bliver det hele så kompliceret.