Anmeldelse: MIN ODYSSÈ på Teaterøen

Fotograf: Ingrid Bugge

Yderst ud mod vandet ligger Magneten, der tidligere har fungeret som afmagnetiseringshal. Lige der mellem vand og land. Man kan høre vandet slå imod huset. Asterions Hus har eksisteret i 15 år, hvoraf de fleste har været ude på Teaterøen. Asterions Hus består af Peter Kirk, Martin Ammundsen og Tilde Knudsen. I ”Min Odyssé” er Tilde alene på scenen. Forestillingerne ”Minotauros” og ”Asterions Hus” var teatrets første dyk ned i det græske gudeunivers, mens ”Min Odyssé” er den seneste. Den ligger direkte i forlængelse af Tildes første soloforestilling ”Mit Rum”, der på samme måde var en afsøgning af rum og muligheder i jagten på at indkredse sig selv. Siden har der været den lige så betagende ”Leonardo”. Før det en perlerække af forestillinger, hvoraf ”Iliaden”, som teatret har spillet gennem 15 år, trak på samme mytiske stof fra det gamle Grækenland.

”Min Odyssé” er en genfortælling af Homers klassiske græske helteepos ”Odyssén”, men også en beretning om fire år med et europæisk støttet omkringsejlende teaterprojekt, “Meeting the Odyssey”, bestående af kunstnere fra en lang række europæiske lande, der mødtes og lavede forestillinger, der blev spillet rundt om i Europa, fra Skt. Petersborg til Lesbos.

Tilde Knudsen er kropslig ekvilibrist, der er lige så velfunderet i et rent sprogligt univers, hvilket hun beviste i teatrets stort opsatte opsætning af Howard Barkers ”Europa” tidligere på sæsonen. Tilde er enestående i sine skarpe kunstneriske valg, ikke mindst sekunderet af Peter Kirk, der har kigget med undervejs og støttet under forestillingens tilblivelse. Det er en dobbeltfortælling, der genfortæller den klassiske myte indlejret i fortællingen om en gruppe kunstnere om bord på et skib på rejse igennem et moderne Europa. På jagt efter den gamle myte, men også på rejse efter sig selv og de punkter, hvori de to fortællinger spejler sig i hinanden. Det bliver i Tildes optik en gnistrende fortælling om mennesker og steder, men mest og alt en forestilling om at være til i det nu som omgiver os. Det er en kropslig fortælling, der tager tilhørerne med ud på en farefuld færd. Ud over havet og dybt ind i fortællingen om 20 års udlændighed.

Publikum sidder i en kreds rundt om hende. Tilde satser det hele. Ikke mindst sig selv. Aldrig har hun taget en større chance, for her er intet til at redde hende. Af rekvisitter har hun et glas vand og et ur som hun kan orientere sig efter. Alt andet sejler – og vi tager gladelig med hende og mønstrer straks ombord på det skib, der sejler hende og Odysseus ud på jagten efter eventyr.

Som Tilde siger, ser deres fotos fra turen betagende ud. Meget mere betagende end virkeligheden egentlig var. Sådan er det altid. Det lyder så godt i referat, men består også af endeløse rundkredsdiskussioner mellem de medvirkende om, hvor forestillingen skal bevæge sig hen. En diskussion om at være og ville. Men også om forskellige måder at være menneske og kunstner på. Forestillingen er en kalejdoskopisk menneskeberetning, hvor Tilde i korte elektriske øjeblikke spiller og agerer, så vi taber vejret. Forestillingen er bundet sammen af uendelig mange små optrin og scener båret igennem af en stærk og smittende spilleglæde. Det er på én gang både medrivende, morsomt, rørende og alvorligt.

”Min Odyssé” er fortællingen om at finde sig selv, om at tage bolig i sig selv. Om hjemløshed og udlængsel. Om at tage på rejse igennem et moderne Europa, hvor mytens druknede mænd bliver til nutidens druknede flygtningebørn. Odysseus er inde i os alle, og det er Tildes fortjeneste, at det bliver den bevidsthed som vi tager med hjem.

 

 Fotograf: Ingrid Bugge

Medvirkende: Tilde Knudsen

Koncept: Tilde Knudsen

Dramatiker, forfatter: Tilde Knudsen

Producent og arrangør: Asterions Hus

Varighed: 1 time, uden pause.

Spilleperiode: 22. marts – 8. april 2017

Tid: Hverdage kl. 20.00. og lørdage kl. 17.00.

Sted: Magneten, William Wains Gade 18.

 

Teaterbussen kører ikke længere.

Der er nu kun 10 min. på cykel ud til teatret, via den ny inderhavnsbro,

alternativt kører bus 37 fra Chr. Havns Torv.

Hjemmeside og billet

Anmeldelse: SLEEPING WITH THE LIGHTS ON i Dansekapellet

 

Fotograf: Søren Meisner

På det kvadratiske dansegulv i Dansekapellet er der tegnet en cirkel, sort på hvidt. Publikum sidder hele vejen rundt om og kigger hypnotiseret på de to dansere og koreografer Kasper Ravnhøj (DK) og Stian Danielsen (NO), da de mødes inde i cirklen og udfordrer hinanden til at begynde et stort kosmisk ragnarok, den store episke finale, ved at danse.  De er inspireret af fysikeren Lord Kelvins termodynamiske teori om universets varmedød, hvor energiudladninger fører til verdens undergang. Den vil de prøve at danse frem. Egentlig er det en dødedans, en dance macabre, men når man danser ud mod den sidste og dybeste afgrund, bliver det også en sidste dans for livet. Det er livet og døden, der mødes, når de to dansere mødes i en dansende brydekamp. De tager hårdt fat i hinanden og svinger hinanden rundt, så det også bliver en overlevelsesdans. Om de er partnere eller modstandere skifter. Som partikler kredser de om hinanden. De er hele tiden sammen – også når de ikke er det. Deres fysiske brydekampe bringer mindelse om Pina Bausch´ ”Le Sacre du Printemps”, for der er en befriende råhed, der paradoksalt nok giver plads til en ligeså stor inderlighed. For nok er dansen rå og kropslig fysisk, men den er også varm og hengiven.

 

Fotograf: Søren Meisner

Dansen akkompagneres af dybe basrungende klange, der bliver stadig højere og bredere. Er det toner eller stemmer? Lyden kredser de to dansere ind. Deres stødvise åndedræt går i ét med musikken af Thomas Elfstadius, og spænder en bue hen over deres bestræbelser på at danse verden sammen, altimens lyset langsomt tændes rundt om cirklen. Mens der fra tid til anden sendes røg ind over danserne.

Mute Comp. Physical Theatres forestillings verbale indledning er kedelig og uinspirerende, og lever på ingen måde op til den store danseglæde, der udfoldes senere i forestillingen. Ud over introduktionen er der ingen fortalt historie. Det er på én gang både forestillingens styrke og svaghed. Men det er overvældende, hvad der fortælles med de to medvirkendes kroppe. De skiftevist giver og tager energi fra hinanden. Nogle gange kysser de energien og luften ud af hinanden. Andre gange banker og slår de den ud af hinandens kroppe. Kroppene glider sammen til et bevægeligt energifelt, der vokser og pulserer.   Det er utroligt, hvad de formår at udtrykke i denne historie uden nogen linje eller handling. Intensiteten holder hele vejen igennem. Det er rent ud sagt overvældende som der kommunikeres i denne ordløse beretning.
 

Kasper Ravnhøj skrev nytårsdag 2016 et brev til den norske koreograf og danser Stian Danielsen, hvor han udfordrede ham til, at de på 60 minutter skulle splintre universet med deres kroppe. ”Jeg vil ikke længere have dårlig samvittighed over at være i live. I nat sover jeg med lyset tændt, og i morgen danser vi til vi falder om.”   

Fotograf: Søren Meisner

 

 

SLEEPING WITH THE LIGHTS ON

KOREOGRAFI / DANS:
Kasper Ravnhøj (DK) og Stian Danielsen (NO)

DRAMATURGI:
Thomas Schaupp

ORIGINAL MUSIK / MIX:
Thomas Elfstadius

LYS DESIGN/PRODUKTIONS KOORDINATION:
Martin Myrvold

KOSTUME DESIGN:
Line Maher

PRODUCENT:
Annette Max Hansen (Mute Comp. Physical Theatre) og Lene Bang (Lenebang.org)

PRODUCERET AF:
Mute Comp. Physical Theatre og Lenebang.org

CO-PRODUKTION MED:
Regional Arena for Samtidsdans (NO),
Bærum Kulturhus - Regionalt Kompetensesenter for Dans (NO),
Dansareana Nord (NO),
Regionteater Väst (SV)

Spillested:
Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Spilleperiode:
Fredag den 3. marts til lørdag den 11. marts 2017

Spilletid:
tir-lør kl. 20, søn kl. 17

Varighed:
60 minutter

Alder:
12 år +

Billetter og hjemmeside.
 

Turnéplan:

MARTS 17 - Regional Arena for Samtidsdans, Sandnes (NO)

APRIL 17 - Regionteater Väst, Borås (SV)  

JUNI 17 – CPH STAGE, København (DK)  

NOVEMBER 17 - Teater Nordkraft, Aalborg (DK)