Anmeldelse: CATHARSES på Teaterøen

 

 

Fotograf: Mikkel Arnfred

Review in English.

Igennem mørket er der noget, der knitrer. Først synes lyden at komme fra et sted bag tilskuerpladserne, men det kommer fra scenen, hvor noget ruller ind fra bagscenen. Det anes gennem mørket som en udefinerlig masse, og først da lyset langsomt blændes op, bliver det tydeligt, at det er to adskilte plasmeagtige gobler, der ruller ind skubbende og puffende til hinanden. Det er to plastomsvøbne væsener, der vender og vrider sig, før de til sidst støder sig ud af deres pupper – og fødes. Snart efter er de på fødderne som væsener, der udforsker sig selv og hinanden. Det er en mand og en kvinde. Begge iført lange tynde sorte bukser og en løshængende kjortel, åben i ryggen. Det er slet ikke typiske dansedragter, og det er deres bevægelser heller ikke. De bevæger sig imod hinanden med stadig større fart. Som magneter søger de hele tiden hinanden, og alligevel når de aldrig sammen. Som om de på én gang søger og afstødes af hinanden. Nogle af bevægelserne er hurtige og abrupte. Andre langsomme og glidende. Ofte i direkte tempomæssigt kontrast til musikken, der understreger den uforløste spænding imellem dem. For de er sammen og alligevel adskilte.

Fotograf: Mikkel Arnfred

Værkets titel, ”Catharses”, er flertalsordet for det græske ord for renselse, og som første gang bruges af Aristoteles i hans poetik fra ca. 325 før Kristi, hvor han definerer tragedie og dens virkning på publikum.

ilDance er svensk. Koreografen Israel Aloni, født og opvokset i Israel før han som 18-årig slog sig ned i Göteborg, hvor han og Lee Brummer har dannet ilDance, skabte med sit forrige værk ”Forbidden Fruit” et værk om seksualitet og har i denne nye forestilling, ”Catharses” fokuseret på det feminine og på hvad det betyder. Værket giver med afvæbnende poetisk råhed og kraft mindelser om Pina Bausch´ ”Le Sacre du Printemp”. Det blev danset vidunderligt af de to dansere: Lærke Appelon & Lukas Pzytarsky. Enhver trang til og ønske om at besmykke og underholde er fjernet. Tilbage er kun ren vilje og mod til at søge og finde det nøgne og direkte udtryk. Selv da danserne midtvejs gennem værket krænger bukser og kjortler af, virkede de hverken afklædte eller nøgne, smurt ind som de var i mudder. Lige som i Bausch´ ”Le Sacre du Printemps”, der foregår i jord og mudder (som jeg oplevede det på Pariseroperaen for et par år siden) gav det mindelser om de første mennesker, der som mudderets Adam og Eva rejser sig op og træder ud af det skabelsens jord og mudder som de kommer af, for med nysgerrighed at udforske og undersøge den nye verden som omgiver dem. Eller rettere ”den første verden” de møder. Sådan føltes det også som tilskuer, for vi overværede en fødsel, et skabelsesøjeblik, der kun sjældent opstår. Noget, der gør teatret til det rum vi søger tilbage til igen og igen for netop i korte øjeblikke at opleve, når underet sker og vi møder os selv og vort eget liv. Øjeblikke, der retfærdiggør at vi bliver ved med søge tilbage igen, for det kunne jo være at vi var heldige at opleve det – og som den første bid af visdommens æble, give os mulighed for at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Det sker kun yderst sjældent.

Fotograf: Mikkel Arnfred

Det var som om som jeg så moderne dans for første gang, som om det var et helt nyt frisk sprog. Både Lærke Appelon & Lukas Pzytarsky dansede med en fælles hemmelighed, som de aldrig gav fra sig. Det var svært ikke at blive revet med. Der var ingen tilvænning, værket forplantede sig direkte til tilskuerne i en frydefuld sammensmeltning af lyd og bevægelse. Jeg kunne være blevet siddende og betragtet dem hele aftenen. De 40 minutter som værket varede føltes alt for kort.

 

Fotograf: Mikkel Arnfred

 

 CATHARSES

Koreografi: 

Israel Aloni & danserne

Dansere: 

Lærke Appelon & Lukasz Pzytarsky

Lyd: 

Didi Erez

Kostumer: 

Linnea Bågander

Lys: 

Ben Cowens

 

Fotograf: Mikkel Arnfred

 

Læs mere om Israel Aloni:

http://www.strutdance.org.au/artists/israel-aloni

http://dancemassive.com.au/delegate/israel-aloni/

http://www.ildance.se/directors/

Israel Aloni forklarer selv om sit koreografiske arbejde: “I am an independent and international choreographer, educator, theorist and performer. I operate within the broad spaces of contemporary dance as a medium and am inspired by psychology, anthropology and philosophy in the content of my practice. I am also the artistic director of ilDance, together with my associate, Lee Brummer. ilDance is an independent and international contemporary dance company and a production facilitation hub based in Gothenburg, Sweden. The company is the home to the independent creations of Brummer and myself as well as the platform for various pioneer projects and activities that we operate in order to revitalize and update the means which are available for the creation and production of exciting contemporary dance in Sweden and abroad. Our main aspirations are to bridge, link and adhere a diverse verity of artists, countries, genre and people within every project that we realize.” (https://theworkroom.org.uk/members/israel-aloni/)

Review in English.

Læs mere om Transformation Festival.

Billetter og information om forestillingerne på Bornholm den. 19.9.

- og i Sorgenfri den 21.9.2017


Andre anmeldte forestillinger samme sted:
MIN ODYSSÈ
EUROPÆERNE
LEONARDO
MIT RUM
ASTEROIDEN

 

Anmeldelse: TRÆET af Odin Teatret

Gæstespil på Teater V fra den 13.-17. september 2017

”Jeg hedder Iben og min far var digter”. Iben Nagel Rasmussen indleder forestillingen ”Træet” med at referere til sin far, Halfdan Rasmussen. Hun kan noget med sin stemme. Hun taler syngende og bruger sin stemme som var den et instrument dyppet i fremmede toner og sange. I det hele taget er Odin Teatret rundet af helt andre toner og sange. Stemmens melodier på alverdens tungemål går som en rød tråd igennem forestillingen. Odin Teatret, ledet af Eugenio Barba, er som en hellig ko, der bevæger sig rundt i teaterverdenen uden for tid og rum og er til stede alle steder og ingen steder. Det er 30 år siden at jeg så Odin Teatrets forestilling ”Marriage with God” (1984-1990). Jeg har stadig programmet. Forestillingen handlede om den russiske danser Nijinski og om hans møde/ægteskab med vanviddet. Det var en forestilling, der satte sig på tværs inde i mig – ligesom ”Træet” i går gjorde - og ligeledes med Iben Nagel Rasmussen. For er det vanvid eller genialitet? Eftersom det ikke lader sig adskille er det sikkert begge dele.

Forestillingen ”Træet” har mange handlingstråde. Rammehistorien er Iben Nagel Rasmussens møde med sit yngre jeg, der ligesom hende selv læser om fugle og reciterer eventyr. Hendes yngre jeg er iført flyverhjelm, og flyvetemaet går videre gennem forestillingen og understreger vores ønske om, som fugle, at kunne flyve. Over for det introduceres krigen og borgerkrigen, der hugger alt ned for fode. Det er på sin vis en dysfunktionel verden, der tages udgangspunkt i, men Odin Teatret giver os sangene og fortællingerne tilbage. Det bliver også en allegori om træet i verdenen og ikke mindst om de fugle, der er forsvundne fra det, ligesom fortællingerne og sangene synes at være. Det er udgangspunktet i ”Træet”. ”For hvad ved et folk, der altid har levet i fred, om krig og borgerkrig?” Forestillingen er en billedstorm, der raser.

 

Odin Teatrets forestillinger er patetiske. Eller det vil sige at de er fulde af patos, af passion, af billeder og tableauer, for de lever og ånder i deres eget parallelunivers. De er ikke rigtigt forbundne med publikum, og ønsker heller ikke at være det. På den ene side rækker skuespillerne/danserne/sangerne hele tiden ud mod os, men det er på skrømt, for det er en henvendelsesform, mere end det er et egentligt ønske om kontakt. På samme måde som de heller ikke efterfølgende stiller op til applaus. Selvfølgelig virker det krukket, og det hensætter publikum i spekulativ undren. Det illustreredes i aftes også glimrende med den teatergæst, der netop havde købt to glas rødvin som han ikke kunne få med ind til aftenens forestilling. For hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når det gælder en så ritualiseret teaterform, hvor både teaterrum og tilskuerpladser er bygget sammen til en forunderlig enhed. Det ville være synd at røbe mere her, for det er en så central del af oplevelsen, at det skal opleves og føles på egen krop. Men der er ikke plads til langstilkede rødvinsglas og heller ikke til de konventioner, der normalt omgærer andre og mere traditionelle teaterforestillinger. Odin Teateret er helt sit eget, og er teater for alle, men ikke for enhver. Men det med den udstrakte hånd er centralt, for jeg oplever ikke at det er en hånd, der ønsker at gribe fat i mig, så på den måde blev det en oplevelse, der lever og ånder i sit eget adskilte univers.

 

Selv om Odin Teateret tydeligvis ikke er beslægtet med noget andet dansk teater, indgår det i en større teaterfamilie, for der er alligevel ligheder med Théâtre du Soleil i Paris, hvor mange forskellige kunstnere fra hele verden - og de stilarter de repræsenterer - hvirvles sammen på scenen og styres af Ariane Mnouchkine (der i sin tid også lavede den mageløse ”Molière”-film fra 1978). Senest har de haft premiere på ”Une Chambre en Inde”(”Et indisk værelse”) i Cartoucherie, hvor sprog, sang, dans og alverdens diversitet smelter magisk sammen, men her oplever jeg at hånden strækkes ud. Ikke bare som en gestus. Det kommer fra hjertet, og det gør hele forskellen. Også her hvirvler de mange forskellige tungemål og kulturer rundt hurtigere og hurtigere og danner sit helt eget univers – ligesom i ”Træet”.  Men der inddrages publikum på ægte vis. Men at tale om ægte og ikke ægte er på sin vis malplaceret, for det er STADIGVÆK et privilegie at blive inviteret med på så eksklusive rejser som det sker i ”Træet”. Nogle teaterrejser er som døre ud af vores liv til omverdenen og andre som døre ind til vores indre liv.  Odin Teatret er både en dør ind og ud. Det skal de have tak for.

 

Fotograf: Rina Skeel

 

Gæstespil på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby -  fra den 13.-17. september 2017.

Skuespillere: Luis Alonso, Parvathy Baul, I Wayne Bawa, Kai Bredholt, Roberta Carreri, Elena Floris, Donald Kitt, Carolina Pizzarro, Fausto Pro, Iben Nagel Rasmussen, Julia Varley
Instruktør: Eugenio Barba
Instruktørassistenter: Elena Floris, Julia Varley
Scenisk rum: Luca Ruzza, Odin Teatret
Lysdesigner: Luca Ruzza, OpenLab Company
Lysrådgiver: Jesper Kongshaug
Trækoncept og realisering: Giovanna Amoroso og Istvan Zimmermann, Plastikart
Software programmering: Massimo Zomparelli
Kostumer og rekvisitter: Odin Teatret
Musikalsk ledelse: Elena Floris
Teknisk leder: Fausto Pro
Dukker: Niels Kristian Brinth, Fabrio Butera, Samir Muhamad, I Gusti Made Lod
Dukkehoveder: Signe Herlevsen
Dramaturg: Thomas Bredsdorff
Litterær rådgiver: Nando Taviani
Tekst: Odin Teatret 

Produceret i samarbejde med Nordisk Teaterlaboratorium (Holstebro), The Grotowski Institute/Wroclaw European Capital of Culture 2016 (Polen) og The Hungarian National Theatre (Budapest).

Premiere: 23. 9. 2016 i Holstebro

Hjemmeside og billetter

Læs mere om Odin Teatret.

 

Andre anmeldte forestillinger på Teater V:

JÆGERNE
FANDENS OLDEMOR
VON TRIER, PERSONA NON GRATA
SPARTA
SKETCH SJOV

Anmeldelse: JÆGERNE på Teater V

_{Foto: Morten Fauerby // Montgomery}

Gæstespil af Teater O.

I ”Jægerne” møder vi de tre mænd, Ernst, Joseph og Makmut, der er draget ud i skoven for at jage, men mest for at finde sig selv (igen), og det de har tabt. Skoven kommer til at repræsentere den maskulinitet som det kan være svært at holde fast på i et moderne samfund, hvor den moderne mand modelleres efter kvinden – eller det er i hvert fald sådan som de tre er blevet enige om at opleve det. De indgår en pagt om at nu skal de være til stede i nuet og for hinanden. Men nissen er flyttet med. Dialogerne de tre imellem er sprudlende, morsomme og på samme tid nøgne og ærlige, selv om det også ledsages af en masse grovkornet komik. For det er også en pointe, at ligegyldigt hvor langt vi kommer ud i skoven, så er det ikke let at lægge fra sig – og heller ikke for de tre.

Forestillingen driver af mandehørm, men det er sikkert fordi det er manden der er den jagede i forestillingen. Det er nok mere end en tilfældighed, at Det Kongelige Teater også pt. spiller Bergmanns ”Scener fra et ægteskab”, hvor rollerne er byttet rundt, sådan så kvinden har mandens replikker – og omvendt.

Det er ikke en tilfældighed, at den umiddelbart svageste af de tre samtidig bliver den eneste, der formår at leve ideen fuldt ud – og med rystende konsekvenser.

Nogle gange kan det være svært at se skoven for bare træet – eller gummistøvler, som det er i forestillingen. Scenografien af Claus Hebo er smuk og udtryksfuld. En masse grønne højskaftede (mande)gummistøvler er sat parvist over hele scenen. Da de tre entreer scenen, medbringer de hønen Leif, der bliver en slags totem for dem alle. De er som hønen i kassen buret inde i deres egne forestillinger om sig selv og hinanden. Det kan godt være, at de stræber efter den store maskulinitet, men de er faktisk bare høns, og det gør forestillingen tragikomisk, men samtidig er deres søgen reel. Det samme er forestillingen, der tydeligvis er skrevet med hjerteblod. Den er ærlig og reel, og bliver derfor både vedkommende og nærværende.

Figurerne er mildest talt stereotype og firkantede, og alligevel bliver de fremstillet og løftet så let og levende af Rasmus Reiersen, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam, at det bliver til noget meget større end det egentlig er. Det er teatrets magi, og den formår de at overføre til publikum med deres gnidningsløse samspil. Der er meget børne- og ungdomsteater i tilgangen, men hvad gør det, når bare det virker efter hensigten.
Stykkets anslag med et kampråb mod kvinderne og for det maskuline og mandige bliver undervejs til et næsten ironisk statement, for der sættes ikke andet i stedet – og den mandighed, der præsenteres på scenen har ingen videre grokraft. Det er samtidig drømmen om det naturlige og om at vende tilbage til en tidligere naturlighed, der skydes ned af de tre jægere. For det er ikke let at skyde sig ind på noget bedre, når man bliver sin egen skydeskive. Det er smukt at åbne teatersæsonen med at se denne lille fine forestilling, der stiller krav til tilhørerne og som lægger op til en væsentlig samtale om, hvad det vil sige at være menneske. Hvorfor er vi her – og hvad er egentlig meningen med livet?

 

_{Foto: Morten Fauerby // Montgomery}

Medvirkende:

Rasmus Reiersen, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam

Idé og manuskript:

Lars Dammark og Anders Valentinus Dam.
Instruktion: 

Morten Lundgaard og Anders Valentinus Dam
Instruktørassistent:

Kathrine Kihm
Scenografi:

Claus Helbo
Lys:

Kisser Rosenquist
Byg og Teknik:

Klement Thorst og Jesper Folke Olsen
Lyd:

Anton Bast

Varighed: 90 min.

Hjemmeside og billetter. 

*

Andre anmeldte forestillinger på Teater V:
FANDENS OLDEMOR
VON TRIER, PERSONA NON GRATA
SPARTA
SKETCH SJOV

*