torsdag den 7. september 2017

Anmeldelse: JÆGERNE på Teater V


Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Gæstespil af Teater O.
I ”Jægerne” møder vi de tre mænd, Ernst, Joseph og Makmut, der er draget ud i skoven for at jage, men mest for at finde sig selv (igen), og det de har tabt. Skoven kommer til at repræsentere den maskulinitet som det kan være svært at holde fast på i et moderne samfund, hvor den moderne mand modelleres efter kvinden – eller det er i hvert fald sådan som de tre er blevet enige om at opleve det. De indgår en pagt om at nu skal de være til stede i nuet og for hinanden. Men nissen er flyttet med. Dialogerne de tre imellem er sprudlende, morsomme og på samme tid nøgne og ærlige, selv om det også ledsages af en masse grovkornet komik. For det er også en pointe, at ligegyldigt hvor langt vi kommer ud i skoven, så er det ikke let at lægge fra sig – og heller ikke for de tre.

Forestillingen driver af mandehørm, men det er sikkert fordi det er manden der er den jagede i forestillingen. Det er nok mere end en tilfældighed, at Det Kongelige Teater også pt. spiller Bergmanns ”Scener fra et ægteskab”, hvor rollerne er byttet rundt, sådan så kvinden har mandens replikker – og omvendt.
Det er ikke en tilfældighed, at den umiddelbart svageste af de tre samtidig bliver den eneste, der formår at leve ideen fuldt ud – og med rystende konsekvenser.
Nogle gange kan det være svært at se skoven for bare træet – eller gummistøvler, som det er i forestillingen. Scenografien af Claus Hebo er smuk og udtryksfuld. En masse grønne højskaftede (mande)gummistøvler er sat parvist over hele scenen. Da de tre entreer scenen, medbringer de hønen Leif, der bliver en slags totem for dem alle. De er som hønen i kassen buret inde i deres egne forestillinger om sig selv og hinanden. Det kan godt være, at de stræber efter den store maskulinitet, men de er faktisk bare høns, og det gør forestillingen tragikomisk, men samtidig er deres søgen reel. Det samme er forestillingen, der tydeligvis er skrevet med hjerteblod. Den er ærlig og reel, og bliver derfor både vedkommende og nærværende.
Figurerne er mildest talt stereotype og firkantede, og alligevel bliver de fremstillet og løftet så let og levende af Rasmus Reiersen, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam, at det bliver til noget meget større end det egentlig er. Det er teatrets magi, og den formår de at overføre til publikum med deres gnidningsløse samspil. Der er meget børne- og ungdomsteater i tilgangen, men hvad gør det, når bare det virker efter hensigten.
Stykkets anslag med et kampråb mod kvinderne og for det maskuline og mandige bliver undervejs til et næsten ironisk statement, for der sættes ikke andet i stedet – og den mandighed, der præsenteres på scenen har ingen videre grokraft. Det er samtidig drømmen om det naturlige og om at vende tilbage til en tidligere naturlighed, der skydes ned af de tre jægere. For det er ikke let at skyde sig ind på noget bedre, når man bliver sin egen skydeskive. Det er smukt at åbne teatersæsonen med at se denne lille fine forestilling, der stiller krav til tilhørerne og som lægger op til en væsentlig samtale om, hvad det vil sige at være menneske. Hvorfor er vi her – og hvad er egentlig meningen med livet?

 
Foto: Morten Fauerby // Montgomery

Medvirkende:
Rasmus Reiersen, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam
Idé og manuskript:
Lars Dammark og Anders Valentinus Dam.
Instruktion: 
Morten Lundgaard og Anders Valentinus Dam
Instruktørassistent:
Kathrine Kihm
Scenografi:
Claus Helbo
Lys:
Kisser Rosenquist
Byg og Teknik:
Klement Thorst og Jesper Folke Olsen
Lyd:
Anton Bast
Varighed: 90 min.
Hjemmeside og billetter

*

Andre anmeldte forestillinger på Teater V:
FANDENS OLDEMOR
VON TRIER, PERSONA NON GRATA
SPARTA
SKETCH SJOV

*

Ingen kommentarer: