søndag den 17. juli 2022

FORVANDLING: Karen Siercke: Om tændstikker, poesi - og sorg

 "Det er helt perfekt og mere relevant end du måske lige tror: For den 7. august har jeg 20-års jubilæum som forældreløs, og jeg er i gang med at lave en bog. Som lige præcis hedder tændstik." Sådan skrev Karen Siercke, da jeg gensendte vores ubrugte samtale til hende fra 2016, hvor den skulle have været med i festivalbogen MED OG UDEN SMYKKER, men nu er kontakten genoprettet - og Karen fortæller til festivalafslutningen om den kommende bog, om Poesiens Hus (som hun nu er leder af), om tændstikker, poesi og sorg. Her er teksten, der aldrig nåede med i bogen!


Foto: Jacob Boserup.

Én gang pirat – altid pirat!

            Karen Siercke i samtale med Michael Svennevig                           

om at forfølge sine drømme og få dem realiseret.                  

Om tændstikæsker og piratklapper


Vi kendte ikke hinanden på forhånd. En fælles ven havde foreslået, at vi skulle mødes. Karen havde skrevet, at hun var i København den og den dag, og vi aftalte at mødes, og så stod jeg der i et stort fælleslokale tilhørende et arbejds- og kontorfællesskab kaldt KLUB i indre by ved Torvehallerne. Af nogen beskrevet som en ”skandinavisk countryclub for stræbsomme og ambitiøse mennesker”. Jeg vidste ikke, hvordan Karen ville se ud, men da jeg så én sidde ved et lille bord i det ellers hyggelige rum, var jeg ikke i tvivl, om at det var hende. Vi var begge iført trøjer med striber. Her er vores stribede samtale om at møde mennesker og få dem til at fortælle deres historier – og lave bøger om det.

Karen Siercke (KS): En dag lå der bare sådan en tom tændstikæske i min lomme. Det var i 2002, at jeg fandt denne her lillebitte tændstikæske i lommen på min vinterjakke. Den gik mine fingre og fnuldrede lidt med i det efterår, og jeg begyndte også at komme små ting ned i den.

Michael Svennevig (MS): Hvad kunne der være i den?

KS: Der kunne lige være otte labre larver og en tot vat eller forskellige ting jeg fandt. Jeg blev helt fascineret af dette lillebitte tomrum, som jeg kunne finde ud af at fylde ud og fik ideen om at ville lave 100 stk. 100%-hjemmelavede tændstikæsker i julegave til alle, jeg kendte. Derfor gik jeg hele tiden i Netto for at købe flere. De må have troet, at jeg var pyroman, for jeg skulle have 400 æsker, men var studerende og havde ikke råd til alle de her tændstikæsker, så jeg bagte boller og inviterede alle mine venner – og bad dem om at tage tændstikæsker med til mig. Hele lejligheden var fyldt op med de hersens ting, som jeg fyldte de her små æsker op med. Filt og strikkepinde m.m. Det var dengang, at jeg begyndt at kalde det for hyggefactory.

MS: Hvad var det for noget med det tomrum?

KS: Det lillebitte tomrum var det eneste, jeg kunne overskue og rumme, for jeg var blevet slynget ind i et kæmpemæssigt tomrum, da min mor var død i august. Det var det tomrum, jeg overhovedet ikke kunne finde ud af at fylde, og så føltes det som en lille foræring med et klart afgrænset tomrum, som jeg var i stand til at fylde ud. Det gav på ingen måde nogen mening - i rigtig lang tid, eller rettere var det det eneste, der gav mening for mig.  Men hele tiden blev jeg spurgt, om det var det, jeg havde taget min uddannelse for?

Michael Svennevig (MS): Hvad er du uddannet som?

KS: På det tidspunkt var jeg ikke færdig endnu. Nu har jeg en bachelor i antologi, og så har jeg læst Børne- og ungdomsformidling på bibliotekarskolen, eller EVO som det hedder nu. Jeg har en totalt krøllet uddannelse. Jeg havde gået på universitetet ét år, da min mor døde den sommer. Jeg følte mig helt blæst og tænkte, at hvis jeg skulle læse alle de her store tykke bøger, måtte jeg i hvert fald også give mig selv lov til at læse skønlitteratur, så en gang om ugen købte jeg en bog, der bare var til mig. Den september, hvor jeg fandt den her tændstikæske i lommen, læste jeg:  ”A hard working book of a staggering genius” eller ”Et hjertegribende værk af overvældende genialitet”, som den hedder på dansk af Dave Eggers, der som 22-årig mistede begge forældre inden for 28 dage, og som havde en lillebror på 8 år, som han skulle tage sig af. Den landede i mine hænder, da jeg som 22 årig blev forældreløs og havde en lillesøster på 16 år. Det var den absolut største læseroplevelse, jeg nogensinde har haft. Det kan jeg slet ikke på nogen måde vurdere andet end rent subjektivt. Jeg læste den helt uden at blinke. Der var en kæmpe energi i bogen, der ramte mig som livslyst. Det var det, jeg først og fremmest mærkede. Det var som at blive mødt af et sorgfyldt blik.

MS: Hvad mener du med det?

KS: Jeg havde oplevet det værst tænkelige, og det var forfærdeligt, men der var ingen, der turde gå ind i det og tale om det. Der var ingen, der tog sig af, at jeg havde det sådan og spurgte, om jeg ikke ville tale om det. Det føltes, som om alle min sanser befandt sig på ydersiden af huden, og det gjorde, at jeg mærkede og fornemmede alting med en knivskarp intensitet. Lidt som at se og opleve verden i technicolor.

MS: Som når man er overtræt, og alle sanserne er ekstra vakte og pirrelige?

KS: Ja, præcis. Det er både alt det værste og alt det bedste, der forstærkes. På en mærkelig måde var det den største gave i mit liv. Automatpiloten blev fuldstændigt afmonteret. Fra at gå i min egen verden af skole og opgaver, føltes det, som om mit blik blev kastet langt, langt ud i universet. Jeg kan ikke forklare det bedre, end ved at det var en fornemmelse af, at der var noget der gav mening, og der var også meget, der ikke gjorde. Det, der gav mening, var tændstikæskerne. Det var det modsatte blik jeg fik af dem omkring mig, der funderede og undrede sig over, hvad jeg mon lavede med de der tændstikæsker. Men i dag er det netop det jeg laver.

MS: I dag giver det logik?

KS: Ja, i dag er der en lige vej til det, jeg gør for de her unge mennesker. Men der er ikke så mange, der ved det her med tændstikæskerne…

MS: Hvad handlede det om?

KS: Jeg ønskede bare at få alt det her forfærdelige rod ud og væk. Jeg ville forsøge at skabe et eller andet med det. Det eneste jeg tænkte var, at jeg ville skabe noget smukt med det, for jeg tænkte, at der må være noget afsindig smukt, der kan komme ud af det. Det var drivkraften.

MS: Hvad gjorde du så?

KS: Jeg var super flittig med tændstikæskerne, og jeg begyndt at male, fotografere og tegne. Jeg havde papir, så jeg kunne lave tændstikæsker, der var så store, at jeg kunne stå i en af æskerne sammen med en af mine venner.

MS: Hvad kunne du?

KS: Jeg lavede dem så store, at jeg kunne stå i dem sammen med en af mine venner. De var meget store. Jeg lavede dem i et rum, der var endnu større. Det kræver plads, for man skal folde papiret med kroppen og lægge sig på gulvet og bruge kroppen til at få det foldet.

MS: Hvordan bar du dig ad med det?

KS: Jeg brugte tapet, som jeg havde klistret sammen, for ellers kan man slet ikke få papir i så stort format. Og så tror jeg bare at jeg tænkte, om der ikke snart kom nogen og ”opdagede” det her? For hvor er de, som jeg skal lave det her sammen med? Jeg gik jo bare rundt sammen med dem, jeg laver ting sammen med i min egen lille lejlighed – i min egen lille verden. Det var som om jeg faldt lidt ved siden af, for hvor var mit miljø? 

MS: Hvad gjorde du så?

KS: Jeg rejste meget, for jeg følte mig ankerløs. Jeg tog til Island, San Francisco og Paris. I alle mine 20´ere har jeg boet i udlandet. Men mens jeg boede på Island sendte en af mine venner mig med posten sådan en piratklap, man kan have for øjet. Og skrev, at Dave Eggers lavede det her skriveværksted i San Francisco for børn og unge og solgte de her piratklapper. Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det hang sammen.  Og så tog jeg derover.

MS: Bare sådan!

KS: Ja, der var sket det, da bogen blev en international bestseller, så han fik mange flere penge og derfor også mange nye muligheder end han havde haft før. Han havde et forlag, der havde hovedkontor i hans køkken, og det var i nogle lokaler, hvor han tænkte, at det kunne give mening at flytte ud i nogle andre lokaler, det gav mening at arbejde videre med noget. Hans ide var, at der skulle være forlag fra kl. 9-14, og derefter blev alle børn og unge i kvarteret inviteret til at få skriveundervisning. Så om eftermiddagen holdt forlaget op med at være forlag, og så rykkede børn og unge ind, så de kunne få hjælp og støtte til at skrive. De fik hver tilknyttet en mentor og fik hjælp én til én. Hans lokaler lå i en slags latino-kvarter, hvor der er mange, der har amerikansk som andet sprog. Så det gav god mening med skriveundervisningen. Lokalerne vi fik, lå i et ’retail’-område, hvor der var den klausul på lejemålet, at man skulle sælge et eller andet, så det var grunden til piratklapperne. Det havde tidligere været et gammelt lægekontor, hvor der var linoleum på gulvene og skabe på væggene fra gulv til loft, og da vi fjernede alt, åbenbarede der sig store tykke træplanker på vægge og gulve og solide træbjælker i lofterne. Det fik én til at tænke, at man befandt sig inde i bugen på et sørøverskib. Det var et komplet piratunivers, man kom ind i, og jo altså længe inden ”Pirates of Carribien”-filmene. Alle tog ud og købte svuppere og lavede dem om til træben. Tilgangen var meget enkel: Hvad har vi – og hvad kan vi finde på?

MS: Hvad er det man ser, når man kommer ind udefra?

KS: Ja, så kommer man først igennem piratdelen og ind til et stort rum med en masse plankeborde, og det er så der man sidder og skriver. Nu er det siden vokset godt til, og der er vist otte forskellige locations nu.

MS: Hvad gjorde opholdet ved dig?

KS: Jeg arbejdede der i 2008 og var med til at udgive bøger af børn og unge - og også med i skriveprocessen. For mig gav det god mening at være med. Det var samtidig sidste år af min uddannelse, og kom til at indgå i den, så da jeg kom tilbage, havde jeg et halvt år til at skrive en rapport om det til min skole. Gid jeg dog kunne lave det her hver dag! Men jeg tænkte også: Hey, hør lige… jeg skal være ’voksen’ om et halvt år, når jeg er færdig, så jeg kan da sagtens fortsætte med at lave det her. Så jeg tog tilbage til San Francisco og tænkte, hvordan kan jeg gøre det her? Det er så det, der er blevet til ORDSKÆLV og på mange måder noget helt andet og på andre måder netop det samme. Noget af det jeg elsker ved mit arbejde er, at man kan dykke ind i det enkelte menneske og folde deres historie helt ud og opdage at de rummer så meget mere, end man lige umiddelbart kan se. Sådan er det også med mig selv. Og med alle andre mennesker.

MS: Jeg tror også, at det handler om at flytte sig og møde andre mennesker og miljøer. Det er vigtigt, at få andre impulser end bare dem fra vandkanten, hvor man er vokset op.

KS: Ja, for mig ville det bare have været så let og så godt at have været blevet hos gruppen i San Francisco, for det var det helt rigtige for mig. Jeg havde det som en fisk i vandet, for der var mit miljø. Men der manglede også noget.

MS: Det er vigtigt at gøre det der, hvor man hører til.

KS: Ja, det er vigtigt at stampe noget op af sin egen muldjord.

MS: Og hvis man har åbne hænder, så kan man gribe.

KS: Det er den store øvelse, at turde give slip og være åben for verden.

MS: Det er i hvert fald en god inspiration at give videre til andre, for det kan måske inspirere til at slappe lidt af i de knyttede hænder. For når man har travlt, så er det let at tillægge sig en slags sammenknyttethed. Det kan godt være, at man lige akkurat når det man vil, men man når måske ikke der, hvor det ville kunne gøre én godt.

KS: Ja, det handler også om at turde gå ind i noget uden at vide, hvad det er man går ind til.

MS: En helt anden ting… hvorfor foreslog du, at vi mødtes her? Er du en af dem, der bruger det som arbejdsplads?

KS: Næe, det er jeg ikke. Jeg startede med at have hovedkontor i mit køkken på Nørrebro, men så flyttede jeg ud på landet for 2 år siden. Nu er ORDSKÆLV flydt lidt over sine bredder, så nu er vi 3-4, der arbejder med det. En af dem mødes jeg med her rundt om i byen. Vi er en totalt krøllet fabrik, der ikke rigtig findes noget sted, men er lidt overalt. I hele norden – og ingen steder.

MS: Men hvad laver ORDSKÆLV?

KS: Alt muligt forskelligt. Det er skriveværkstedet og non-profitforlaget, der har udgivet ”I morgen er aldrig en ny dag”, der udkom den 29.11.2016 og som er en samling af nordiske unges livsberetninger.

MS: Men hvad med dig selv?

KS: Jeg er lige startet på forfatterskolen for børne- og ungdomslitteratur. For nu har jeg haft så travlt med at skabe skriverum og rammer for alle mulige andre, nu er det min tur. For det er noget, som jeg har svært ved at få gjort, i hvert fald når det gælder mig selv, men nu skulle det være.

MS: Når du animerer andre til at skabe deres egne skriverum, lægger du så også mærke til, hvilke rum de skaber og hvordan de skaber dem? Har det inspireret din egen skrivelyst?

KS: Ja! Når man puster til børn og unges fortællelyst og kreativitet, får det dem til at tro på, at de kan gøre noget. At de kan skabe og få magten over deres eget liv. 

MS: Og det forpligter! Men hvad er sprog for dig, og er du selv ved at skrive noget?

KS: Ja, det er jeg. Men jeg ved endnu ikke, hvilken slags forfatter jeg er. Sprog har altid fyldt i min hverdag og været polyfillaen i mit liv.


Foto: Jacob Boserup.


-----------


Mød Karen Siercke til festivalafslutningen,

søndag den 14. august 2022 kl. 13-16

i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,

Dronningensgade 14 på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet flyttet til 

Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 

- et par gader derfra.

Læs mere om festivalen

FORVANDLING eller ej.


----------


Ingen kommentarer: