Anmeldelse: SMUKKE HERMAN af Elizabeth Japsen (Attika, 2020)

  

Omslagsillustration: Maj Olika.

Elizabeth Japsen skriver som indledning til sin debutroman SMUKKE HERMAN: 

”En kærlig hilsen til min mormor, med tak for historierne om hendes forældre Annie og Smukke Herman. Denne roman er frit skabt ud fra de stumper jeg husker, hun fortalte.” 

På titelbladet har hun anført et Bob Dylan-citat, der anslår det drømmende og forførende. Om at kigge ind i et forjættende rige – og at blive ét med sine drømme. Ja, om at træde ind i sin egen manege. 

Det er en fascinerende og veloplagt cirkusroman, som hun har begået, hvor hun selv med fortællingen træder ind i en manege, der fra starten vrimler med natmænd, farende folk, kræmmere, kedelflikkere, glarmestre og skærslippere.

 ”Man siger, at de i gamle dage havde til huse rundt om i kæmpehøjene, og at de boede der, som en slags dyr. Nogle af dem bor stadig ude på heden, skøjere og kæltringe. Nogle kommer der også med tiggerbørn, med deres tiggerpose over skulderen. Madmor giver dem altid godt med brød, men de kommer ikke ind i huset,” (s. 22) 

Hovedpersonen Herman er tater og værgerådsunge. Begge forældre er døde, og han og broren, Lars, bor alene i forældrenes forfaldne hus, indtil de bliver skilt ad og givet bort til hver sin bondefamilie. Som 5-årig kommer han ud at tjene på en gård.  Han glæder sig sådan til at skulle begynde i skole, for så skal han se broren igen, men han er der ikke.  I stedet knytter han sig til gårdens barnløse tjenestepige, Ane, der tager hånd om ham, men da hun forlader gården, stikker Herman af for at prøve at finde hende i byen. Men det lykkedes ikke, og han driver om og er med i en drengebande, der løber ud til cirkus. Da Herman er den største af dem, bliver han bedt om at hjælpe. Belønningen er, at han får lov til at se forestillingen fra bagerste række. Da cirkus rejser videre om aftenen, smutter han ind mellem teltdugen og bliver næste morgen fundet af cirkusdirektøren, der skælder ham ud, men uden at være rigtig gal. Herman får lov til at hjælpe til igen og bliver han optaget i det lille cirkus, hvor Lasse tager sig af ham. Lasse er stærk mand i cirkus og bliver som en bror for Herman. Han opfordrer Herman til at få sig et kostume og blive   hans lille medhjælper, hvor han hele tiden skal falde over egne ben og ikke kunne finde nogle af de ting, der ligger lige foran ham. Publikum er begejstrede, og cirkusdirektøren giver ham en 10-øre. Hans første løn nogensinde. Lasse fortæller om, hvordan han selv blev stærk mand i cirkus. En historie der har mange fællestræk med Hermans egen historie.  Der er rørende skildringer af historierne, der binder dem sammen. Bagefter står der: ”Lasse siger ikke mere. Det gør Herman heller ikke. De sidder bare der i solen. Helt stille.” (s. 56) 

Romanen har varmen og glæden ved at være lille i verden, sådan som den også er beskrevet i ”Emil fra Lønneberg”, men virkeligheden er rå, så det er også fortællingen om ”Oliver Twist”, der melder sig. På mange måder er det en ”Pelle Erobreren ”-historie om at komme ud i verden og formå at rejse sig trods alt. SMUKKE HERMAN ender som stærk mand i cirkus. Det er i beskrivelserne af det hårde, men spændende manege-liv, at bogens fortælling finder hjem. Det er også dér, hovedpersonen kommer til at føle sig mest hjemme. Men alting har en ende, og der venter en ny begyndelse efter det. En ny og kærlig begyndelse. Hvad det er, må man selv læse sig til. 

Romanen er velskrevet og godt fortalt og har en varme som læseren sidder tilbage med efter endt læsning. Den har en særlig glød i beretningen om, hvordan livet leves og spirer, hvor besværlighederne er størst. På den måde er det en hyldest til livets mangfoldighed. F.eks. er det en rørende beskrivelse af cirkus´ underfulde og mystisk smukke Mis Ella, der som en del af finalenummeret smider sine kvindeklæder og træder frem som cirkusdirektørens kønne søn – til endnu større applaus. Men det er et vovet nummer, og det er ikke alle steder, de kan optræde med det. Alligevel lever figuren fint på siderne uden at ordet ”transkønnet” bliver nævnt overhovedet. Romanen kunne godt have brugt en ekstra gang korrektur, men det hæmmer ikke fortællerglæden. 

Det er en hjertevarm beretning, renset for enhver sentimentalitet, selv om det er fortalt med engagement og vitalitet. Livet er hårdt og råt, men ikke uden poesi og spænding. Når lyset tændes i manegen, får livet den mest fantastiske glød. 

Læs med i SMUKKE HERMAN, der er meget at glæde sig over, selv om livet er hårdt. 

Foto: Christina Solberg Hansen. 

Elizabeth Japsen: SMUKKE HERMAN 

208 sider, Forfatterforlaget Attika, 2020.