Af fotograf og havemand, Jan Grönholm
oversat fra svensk af Rose Marie Tillisch
Alle fotos: Jan Grönholm.
(hvis andet ikke er anført)
Livet fremstår på samme tid ubevægeligt og ustoppeligt. Man kan ikke sige stop – nu er de roser allersmukkest. Næste morgen kan man se de første tegn på, at de er ved at visne.
Der er ikke noget tragisk i det. Livet i sig selv er uforgængeligt på samme måde, som energi er. Det skifter bare form. Det manifesterer sig i alle mulige forskellige former, og det trækker sig tilbage i hvile for at vende tilbage i en evig cyklus. Der er noget betryggende i at være opmærksom på al naturens vidnesbyrd om netop dette.
Jeg begyndte at fotografere. Det begyndte i årene fra 2019 og frem. Under indflydelse af mit bondeblod havde jeg indtil da været fuldstændig fokuseret på, hvad der skulle gøres. Hvis jeg gik en tur i haven, var det for at lave en intern prioriteringsliste over alt, der skulle laves og i hvilken rækkefølge. Det til trods for, at jeg for 20 år siden havde skrevet en bog med titlen Tid til at gøre – tid til at være. I mit eget liv var det åbenbart alligevel gøren, der betød noget.
Min ryg begyndte at have meninger om, hvor meget der rent faktisk ville blive gjort. Kameraet kom til at erstatte de haveredskaber, som jeg bogstaveligt eller billedligt talt havde ved hånden, når jeg gik ud i haven.
Fotografering er en mærkelig mellemvej mellem at gøre og at være. Fotografens øje er et vågent øje – med en bagtanke. Den leder efter motiver at tage billeder af. Det er et æstetiserende look. Alligevel er det planters og andre skabningers opgave at være nyttige – i dette tilfælde var nytten at tilfredsstille min skønhedssans. Og for at jeg kan få påskønnelse for mine billeder.
Når jeg i løbet af mit liv har taget livtag med en ny have, har bondens blod i mine årer præget min tilgang: Jorden skal lægges under ploven, spaden sættes i jorden, og det, der skal dyrkes, skal være spiseligt. Mad skal kunne stilles på bordet. Familien blive ernæret og få sin føde fra den.
Når jeg nu for tiden går ud i haven, prøver jeg først at møde den og alle dens skabninger som et ”du”. Jeg forsøger at møde alle planter, blomster og buske ansigt til ansigt. I stedet for at lade blikket feje hen over en udifferentieret grøn masse, går jeg nu hen til de enkelte planter og bukker mig ned, bøjer mig frem for at komme tæt på, i en afstand af et par decimeter.
Så er jeg tæt nok på til at fornemme essensen af den pågældende plante eller busk. Jeg er overbevist om, at der er nogen dér, at der er en bevidsthed, et subjekt. Det betyder måske noget for min måde at fotografere på. Jeg prøver på at få mine billeder til at blive sådan. Men det er svært. Det er ikke let at fotografere et motiv så subjektet træder frem. Men måske er det muligt at fange tilstedeværelsen af bevidst liv.
Jeg kan ikke påstå at have nogen samtaler med devaer, planternes ånder eller andre personifikationer af planternes essens. Fuglene taler ikke direkte til mig, men nu kan jeg høre, hvordan de samtaler med hinanden. Før var deres sang bare en slags udifferentieret muzak i mine ører. Når jeg nu går rundt i vores have, giver min ryg mig god grund til af og til at sætte mig ned og bare kigge på. Hvad er det, jeg ser, hvad er det, jeg hører, hvad er det, jeg fornemmer.
Naturen har mange stemmer, naturen har mange sprog. Nogle kan vi opfatte, andre er uden for vores sanser. Naturen er i konstant kommunikation: Inden for arter, mellem arter, mellem planter og insekter, mellem planter og svampe, mellem fugle og planter.
En bikube med en familie på flere titusindvis af bier er afhængig af kommunikation mellem alle disse bier og deres dronning. De enkelte bier er ikke velprogrammerede små robotter. De er individer, der lærer, som træffer beslutninger på egen hånd og i harmoni med de andre. De har subjektivitet. Nogle er klogere, andre er dummere. Uden den konstante kommunikation ville der slet ikke være nogen bifamilie.
Når jeg sidder og ser på, betragter, prøver jeg at åbne mit sind så meget som muligt. Gøre så lidt som muligt, være så meget som muligt. Det, jeg i stigende grad oplever, er, at haven er fuld af liv. For mig er livet blevet det samme som bevidsthed. Alle levende ting har bevidsthed eller er bevidste. Alt, der er bevidst, har en form for subjektivitet. De er subjekter, der alle har deres subjektive omgivelser. Haven er derfor en verden med mange verdener.
Menneskets verden er kun én af en mængde. Og ikke mere sand end nogen anden. Det nærvær, jeg kan fornemme med havens særlige forhold, er det mon også en måde at komme i kontakt med det, vi deler?
Deler vi den samme værensgrund, som teologen Paul Tillich siger det, eller er det som i indisk visdomstradition: Tat Twam Asi: Du er det. Din sjæl, Atman, og verdenssjælen, Brahman, er ét. Men ord er bare ord, uanset hvilken kultur de kommer fra.
Vi har en stor have - 3.500 kvm. Den har været en del af mit liv i de sidste 20 år. Efterhånden har jeg fået mere og mere ansvar for den. Da jeg kom til denne have, Billeshave, først i 2002 og så mere og mere fra 2008, var store dele af haven ret vild. Planterne som flest stod i skyggen af store, gamle egetræer eller måtte klare sig selv af andre årsager.
Et par årtier senere og med en hårdt slidt ryg var mit bondeprojekt næsten lykkedes. Kun ét skyggehjørne havde jeg ikke fået kontrol over. På dette tidspunkt begyndte nye tanker og en anden opfattelse af naturen at gøre sig gældende i mit forhold til haven. Det var heldigt. Med det nye syn på naturen var det ikke længere min pligt at dyrke hver kvadratmeter.
Det der skete på dette tidspunkt var, at jeg fik en interesse fra min ungdom; fotografiet.
*
Oplægget blev oprindeligt skrevet og holdt til åbent hus og have på Billeshave lørdag den 19. august 2023, men er omredigeret og forkortet for at passe til festivalen 2024.
*
Litteratur:
Bernardo Kastrup: Science Ideated - Materiens fald og konturerne af det næste mainstream videnskabelige verdensbillede
Mark I. Wallace: When God Was a Bird - Christianity, Animism and the Re-Enchantment of the World af.
Paco Calvo: Planta Sapiens - Afsløring af planteintelligens
Emanuele Coccia: The Life of Plants - A Metaphysics of Mixture
Matthew Hall: Plants as Persons - A Philosophical Botany
Stefano Mancuso og Alessandra Viola: Brilliant Green - The Surprising History and Science of Plant Intelligence
Stephen Buchmanns: What a Bee Knows - Udforskning af tanker, minder og personligheder hos bier
Lars Chittka: The Mind of a Bee
Jan Grönholm & Rose Marie Tillisch.
Foto: Michael Svennevig
Festivalmaleri: Hanne Svennevig.
VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende
Læs mere om festivalen på hjemmesiden:
#verdenerfuldafveje
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar