Anmeldelse: WIT på Bådteatret

 Foto: PanCakeBeavercom

Hvem skulle tro at døden kunne være så morsom? 

Men det er den i Margaret Edsons velskrevne skuespil ”WIT” der spiller på Bådteatret med Sue Hansen-Styles i den altdominerende hovedrolle instrueret af Peter Dupont Weiss. 

At engelsk er så smukt kommer hver gang bag på mig, når jeg ser Why Not Theatre Company´s forestillinger. Det er et sprog der bliver båret frem af teater. Det ligger simpelthen godt i munden. Ikke mindst når det scenisk står så stærkt i Sue Hansen-Styles fremførelse som det er tilfældet i forestillingen. 

Scenerummet er enkelt og består af hvide forhæng der trækkes for og fra, og leder os ind i en hvid og steril verden med en seng og en kørestol. Så enkelt er det scenisk, selv om det er en historie med mange lag. 

 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Hovedpersonen Dr. Vivian Bearing er en frygtet og beundret litteraturprofessor i engelsk renæssancedigtning der er vant til at forelæse om livet og døden. I forestillingen bliver det ikke ved døden på dette abstrakte poetiske plan, for professoren indhentes af en dødelig cancer, der breder sig med ekspresfart gennem kroppen. I prologen siger hun ligefrem at hun har to timer tilbage og vi forstår at forestillingens længde er den faktiske tid hun har tilbage at leve i. At dette er hendes afvikling, hendes møde med døden. Det er skæbnens ironi - og den er der heldigvis meget af i forestillingen - at en af hendes læger netop er en tidligere elev, der har sukket og pustet under hendes regeringstid på universitet, hvor der ingen blødsødenhed blev udvist. Nu er hun til gengæld fuldstændig underlagt ham. Veloplagt spillet af Bennet Thorpe.
Sarkastisk siger hun at hun ville have ønsket at hun havde givet ham en lidt bedre karakter. Han er derimod i topform. Litteraturforelæsningerne, der var langt fra hans medicinstudie, fulgte han kun fordi det pyntede på hans CV. Nu er han på vej med en større research, og hans tidligere litteraturprofessor blevet en del af hans researchmateriale, hendes æggestokcancer er så fremskreden at hun siger ja til hans eksperimenterende behandling, da det er det eneste, der endnu kan gøres. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Der kommer ingen besøgende. Der er sikkert ikke fordi de er uønsket, men der er ingen til at besøge. Det ville normalt virke lidt sølle, men vi får et indtryk af et meget stærkt, meget egenrådigt menneske, der har viet sit liv til litteraturen i en grad så hun næsten er blevet til en bog selv. Hun er frysende klar og ildsprudlende inden for sit forskerområde - næsten ligesom lægen hun nu står overfor. Kun sygeplejersken (spillet af Miriam Yeager) tilfører stykket noget af den menneskelighed som de andre ikke udviser. Jo, de lever og ånder, men gør det for hver deres videnskab. Mødet eller måske snarere konfrontationen mellem dem er særdeles gnistrende på den særlige underspillede måde, der klinger så godt på engelsk. De er for så vidt hinandens værdige modstandere, men kampens resultat er på forhånd givet. Der er en vinder og en taber. Det er taberen vi følger. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Vi møder Vivian Bearing undervejs i sygdomsforløbet. I starten, under prologen, står hun gævt iført hospitalstøj og slynger tirader ud mod publikum. Hun indtager hele salen. Vi er simpelthen i godt selskab med hende, og vi forstår at det samme har hendes studerende været, så længe de har mødt velforberedte til hendes undervisning. Men døden puster hende i nakken, og lidt efter lidt må hun give op, men ikke uden kamp. Spørgsmålet er om hun egentlig giver op, hun kæmper en brav kramp med fuld værdighed. 

Det lykkes at give forestillingen en fin komik, ikke mindst i scenerne hvor hun afgiver noget af sin suverænitet, da hun går fra at være frygtet professor til forsvarsløs patient. 

Disse gradvise ændringer i status spilles rørende og fuldt dækkende. Det er i det hele taget et studie i hvad et menneske er. Det er ikke til at holde ud af se. Det er ikke til at holde ud af møde os selv så nøgne, som det sker på Bådteatret lille scene nede i skroget på et skib opankret i Nyhavn. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Fra tid til anden kan vi høre, hvordan båden slår sig i tøjret og i den ganske stille forestilling indgår disse lyde fra bådens trosser som et fint akkompagnement til den flot instrumenterede og iscenesatte forestilling. Det er praktisk taget en monolog, men de fem øvrige medvirkende er så veloplagte at det bliver til mere end det. Det er en meget nøgen forestilling. Det er smertefuldt at se den. Det gør ondt at møde døden. Også for os, der kigger på. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

 

Men det er ikke for ingenting at Margaret Edsons Pulitzerprisvindende drama har titlen WIT. Forestillingen er fuld af humor. Dødsensfarlig humor. Det er forløsende. Ellers ville det heller ikke have været til at holde ud.

WIT er baseret på dramatikerens egne erfaringer fra et studiejob som sygeplejer for kræft- og AIDS-ramte patienter. WIT er fra 1995, og da den rykkede ind på Broadway i 1998 valgte The New York Times at trykke en del af teksten fra stykket, hvilket gav forestillingen så meget opmærksomhed at det udløste en debat om hvordan patienter behandles og omtales af hospitalsvæsenets læger og plejepersonale.

For publikum der tør udsætte sig for Why Not Theatre Company´s kemobehandling, fint doceret af iscenesætteren Peter Dupont Weiss, er der meget at hente. Alene lyden af det smukt talte engelske sprog burde være en anbefaling i sig selv. Det er så smukt at det gør ondt.

 

Instruktør: Peter Dupont Weiss

Dramatiker: Margaret Edson

Skuespillere:

Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Eira Pryce, Miriam Yeager og Rasmus Knutzen Nielsen

Forestillingen spiller fra den 6.-22. marts 2014 på Bådteatret

Gæstespil af The Why Not Theatre

Anmeldelse: SPARTA! på Teater V

 

 

 

Scenerummets vægge er tapetseret med blomstrende lavendelmarker, både indenfor og udenfor. Der er også lagt små duftposer med lavendel på tilskuerpladserne. Der er en svag duft af nybagt brød eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds? I hvert fald er der dækket op til familiesammenkomst i Benjamin Kitters dramatikerdebut ”Sparta!” på Teater V.

Vi befinder os i Provence, hvor moren, Lily (Ditte Gråbøl), og faren, Herbert (Kristian Halken) venter på de to sønners besøg. Storebroren, Elias (Carsten Bjørnlund), står foran at blive indvalgt i folketinget, mens lillebroren, Sebastian (Brian Hjulmann), er blevet anbragt på en institution for udviklingshæmmede. Moren er oprørt over at faren har insisteret på at de begge skal komme på besøg.

I begyndelsen virker dialogen mellem de ventende forældre hverdagsagtig og intetsigende, sådan som almindelig dialog er, når man ikke længere taler sammen, men bare taler for at fylde tavsheden ud imellem sig. Det er den tavshed som stykket handler om, selv om det bliver talt i ét væk.

Moren har planlagt det hele og er stolt af den ældste søn, Elias, og vil helst helt undgå kontakt med den udviklingshæmmede søn, Sebastian. Mens det er omvendt for faren. I indlagte monologer, vendt ud mod publikum, beretter han om sig selv og det liv, der er gået galt. Om alt det der har sat sig på tværs inde i ham. Om lort, kort og godt. Opløftende er det ikke, men når det bliver lagt i hænderne på så rutinerede skuespillere, løfter det sig og bliver til noget større.

 

                                                                   Foto: Lars Nybøll

Det er ikke nogen større billedskabende tekst, og som publikum føler man sig sært uforløst bagefter, som om man har været på toilettet, og så alligevel ikke kunne noget alligevel – for at blive i forestillingens sprogbrug. Men alligevel går forestillingen med hjem, hvor den rumsterer videre i kroppen. Den kan ikke finde til hvile, ligesom forestillingen heller ikke gør det på scenen. Men spørgsmålet er, om det ikke er netop det, som den skal. Det er ingen feel-good forestilling, og hurra for det, for mens det behagesyge teaterliv smyger sig ubekymret ind på (alt for) mange teaterscener, er der brug for at der bliver stillet spørgsmål og bliver givet billeder af alt det svære. Alle de valg vi ikke tager – og dem vi tager og bliver hjemsøgt af. For nok er ”Sparta!” en kolos på lerfødder, men det er ikke meningen at den skal være let. Den skal være ubehagelig, den skal kradse og insistere på at stille de ubehagelige spørgsmål. Et behagesygt publikum vil straks forkaste den, for hvad skal vi med det? Det er ubehageligt og konfronterende. Hvorfor skal vi dog sidde og kigge på os selv på en scene? Hvorfor skal vi opleve alt det hykleri og den forstillelse?

Det skal vi, fordi vi bevarer os selv ved at blive stillet til regnskab – især når det sker så lidt fordømmende som det sker i ”Sparta”. Det bliver lagt åbent frem foran os, og så er det op til os selv, hvad vi vil stille op med det. Det er blot en demonstration af levet liv, der er gået i knude. Det ender fatalt, og det aner vi allerede fra starten af. Al den scenografiske hygge (dejligt overgjort af Louise Beck) og den franske musette-musik gør det straks klart, at dette bliver dødeligt.
 

                                                                    Foto: Lars Nybøll

Ditte Gråbøl kommer senere i forestillingen sommerligt til syne iført sommerhat og med en vandforstøver som hun går rundt og sprøjter på lavendlerne med. Musikken er fransk og det er et billede på idel lykke, men vi ved alt for godt at det er på lånt tid, at idyllen er skrøbelig. Egentlig sker der ikke noget, der er blot et lille scenisk intermezzo, men samtidig bliver det et billede på alt det, der KUNNE have været. Alt det man drømte om, alt det man håbede at finde i Sydfrankrig. Men alting fortsætter, bare i nye omgivelser, indtil det går under.

Stykket vinder på sin store menneskelighed, alle fire skuespillere forsvarer deres figurer bravt. Vi forstår dem godt, men irriteres over deres manerer og deres hoppen på stedet. Stykket er klart og gennemarbejdet i sin logik. Ikke mindst i sin afklædning af, hvorfor den ældste søn er blevet som han er. Logikken er voldsom, men meget naturlig. Det handler om kærlighed. Alting handler om kærlighed. Både den man får og især den man ikke fik. Det er typisk at der i stykket slet ikke bliver talt om noget, der betyder noget. Ikke omkring familiens bord i de underfulde smukke omgivelser. Det er først i ly af mørket, når de mødes i køkkenet at faren og sønnerne akavet rækker ud efter hinanden, men uden at de kommer hinanden nærmere af den grund. Carsten Bjørnlunds Elias har ikke megen karakteriserende dialog. Det er i stedet lagt i munden på faren, der igen siger alt det der skal siges om sønnen. Og på samme måde er det sønnen, der siger alt om faren. Det er udleverende og virker afvæbnende – og fungerer godt.

 

                                                                     Foto: Lars Nybøll

 

Mens moren taler med Elias, kommunikerer faren med den handicappede Sebastian, der bliver en slags billede på farens eget forkrampede indre. Det er helt efter bogen at det netop er de to, der mødes i stykkets sidste scene, hvor farens hjælpeløshed rører ved noget i sønnen, der får ham ud af sin stereotype og formørkede adfærd, da han for første gang kigger direkte på faren. Han mærker farens desperation – og reagerer instinktivt på den, og giver ham en ”krammer”. Det sker ved at Sebastian ganske let lægger sit hoved ind mod faren. Det er så flygtigt, men alligevel en så rørende og overraskende tilkendegivelse. Men netop det som faren gennem hele forestillingen har længtes efter. Der er en stille desperation i farens hjælpeløse formaning til sønnen om at han skal gå i seng. Men det som virkelig sker forbliver usagt som et nødråb fra sjælen inden den kuldsejler og forliser. Det gør Kristan Halken godt. På den måde lykkes det iscenesætteren, Frederik Arntzen Neergaard, at give stykket en mindre - og hårdt tiltrængt - opblødning, inden alting går under. Som i Ibsens ”Gengangere”, hvor personerne også fra starten af et tungt lastet af deres egne skygger. De bevæger sig rundt uden at komme nogen vegne - som gengangere. Selvfølgelig er der langt fra Ibsen til Provence. Men mennesker er stadig mennesker.  Også i Provence og i Valby, hvor forestillingen spøger indtil 23. marts.
Det er ikke behageligt, det er ikke rart, det er ikke sjovt, men det er nødvendigt. Forestillingen fortjener at få sit publikum.

 

                                                              Foto: Lars Nybøll

 

SPARTA!

Manuskript: Benjamin Kitter (Vinder af Dramatisk debut 2014).

Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard

Scenografi: Louise Beck

Medvirkende:

Carsten Bjørnlund, Ditte Gråbøl, Kristian Halken og Brian Hjulmann

Teater V.

Spilleperiode: 23. februar – 23. marts 2014.