Anmeldelse: LIVSTIDSGÆSTERNE på Betty Nansen Teatret

 

Foto: Sara, Peter & Tobias.

Det er utroligt, hvad hun kan, Line Knutzon. Hun afklæder os rapt og behændigt, mens vi ler af os selv i Elisa Kragerups vellykkede instruktion af ”Livstidsgæsterne” på Betty Nansen Teatret. Det er noget af det bedste jeg længe har set. Det er som at lægge sig på briksen og fortælle om sit liv. ”Livstidsgæsterne” annonceres som: ”en nyskreven komedie om alle dem, der er dig”. Det er fornemt og meget træfsikkert. Jeg har sjældent grint så meget - af mig selv. Som altid er det bedste grin, når der slet ikke er noget at grine af. Fordi vi i bund og grund ikke aner, hvordan vi ellers skal reagere. Fordi det er så tragisk.

Foto: Emilia Therese

Jeg vidste ikke, at jeg havde savnet teatret så meget. Men det var pragtfuldt at synke forventningsfuldt ned i sædet i det gamle teater og lade drømmene tage over. Eller var det virkeligheden, dén virkelighed, der er mere virkelig end virkeligheden selv, der tager over? I Line Knutzons dramatik er man ikke sikker, det hele kører rundt, men der er alligevel sket noget gennem de sidste år, for fra at tage os helt ud i galaxerne, er det blevet et tættere og mere stramt univers. Det fornemmes, at stykket er blevet til under coronaen, det er første gang at vi er kommet så tæt ind på livet af personerne. Som om galaxerne er suspenderet, dramatikken er rykket helt tæt på, vi er helt inde i sindet – og bliver der. Der er ingen nåde – og ingen vej ud. Døren ud til verden er lukket hermetisk. Det er den måde, at personerne i forestillingen overlever på, men det er også det, der får dem til at bukke under. Det lyder måske ikke særlig lystigt. Men det er det. Død morsomt.

Foto: Emilia Therese

Der er seks på scenen, anført af Niels Ellegaard og Maria Rossing. Ellegaard er sjælens triste vicevært. Rossing er sindets sanselige småborger. Ena Spottag er den temperamentsfulde fortrængnings-mester. Tryggvi Sæby Björnsson er den ambitiøse. Elliot Crosset Hove er voksenlivs-mimeren og Xenia Noetzelmann er kynikeren. Det er stærkt ensemblespil.

I starten møder vi dem til en slags beboermøde i deres bofællesskab eller kollektiv. De kommer spredt dumpende til det, der mest af alt ligner et trist undervisningslokale. Det er tomt, forstemmende og sjælløst, men meget virkningsfuldt kreeret af Karin Gille. Det varer lidt, inden vi bliver klar over, at vi er inde i hovedet på dramatikeren. At de seks stemmer udgør én person og er sider af én og samme person, at de er vore egne stemmer inde i hovedet. Først da bliver det for alvor morsomt – og farligt. For vi kender det. Vi kender stemmerne og fornemmelsen af, at det til daglig er de samme stemmer, der kæmper for at sætte sig igennem inde i os.

Foto: Emilia Therese

De fortæller om mødet med verden. Den verden som de har forsøgt at redde sig i skjul fra. De venter på besøg – og de HADER det. Holdnings-Claus vil komme på besøg, og der er ikke noget værre, bagefter føler de sig så dårligt tilpas, alting blegner, når han har været på besøg. De gennemspiller hans besøg og forsøger at spille op til ham og trumfe sig selv igennem, men det er svært, når ingen af dem vil noget med livet. Ingen af dem har ambitioner – og de ved det, og hader at blive mindet om det. En af forestillingens morsomme scener viser, at de desperat forsøger at blive klogere ved at læse en kinesisk nobelprisbelønnet forfatter. Det er dømt til at mislykkes, de er mere optaget af ugebladenes glitrede universer, der bare er så meget nemmere at kapere og gå til. Måske lyder det karikeret, og det er det også. Men det ændrer ikke, at det er ramt lige på kornet, dovenskaben har sneget sig ind. Og det er det værste. Sandheden er, selv om den er ilde hørt, at de kun interesserer sig for sig selv og deres. Det er ikke til at holde ud, når de skal lytte til andre og deres liv. Det interesserer dem ikke en døjt. Men de beslutter sig for at leve i nuet. NU skal det være. Lidt efter bliver de klar over, at der er gået først to og så syv år, men de aner ikke, hvad der er sket i mellemtiden, hvis der da over hovedet er sket noget? Det er slet ikke sikkert. Ikke i Line Knutzons vidunderlige ”Livstidsgæsterne”. Men for os i teatret er der pludselig gået to timer.

Foto: Emilia Therese

Alene titlen siger det hele. Det er noget med at få livstid og være gæst. På Betty Nansen Teatret kan man opleve det hele. Der er ingen tid at spilde, hvis man vil møde ”alle dem, der er dig”. Det er et godt sted at starte, for jeg var en anden, da jeg bagefter forlod teatret. På vejen ud var der en dame, der sagde: ”Det med at der pludselig er gået 2 år, det kender jeg godt!”

LIVSTIDSGÆSTERNE

120 min.

Betty Nansen Teatret

25. september til 24. oktober 2020

Medvirkende: Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing

Manuskript: Line Knutzon

Instruktion: Elisa Kragerup

Scenografi: Karin Gille

Lysdesign: Christian Alkjær

Lyddesign: Troels Møller

Dramaturiske konsulenter: Solveig Gade og Lau Tobias Tronegård-Madsen

Koreografkonsulent: Signe Fabricius

Hjemmeside og billetter

Teaser

Trailer

Forestillingen er skabt som en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden. Her udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker.  

---

 Se listen over de øvrige 117 teateranmeldelser

---

Anmeldelse: EN HISTORIE OM VOLD på Aveny-T

 

Foto: Emilia Therese.

Den unge franske forfatterkomet Édouard Louis´ anden bog er blevet dramatiseret til teater. Den har været en kæmpe succes i Frankrig, både som bog og teater efter debuten ”Færdig med Eddie”, der også spillede på Edison i 2018 med Morten Hee Andersen alene på scenen, instrueret af Anna Balslev, mens denne efterfølger er instrueret og dramatiseret af Anders Lundorph. ”Færdig med Eddie” var et uafrysteligt, stærkt psykologisk portræt af outsiderens position i provinsen og kamp for at finde fodfæste. Det er selvbiografiske skildringer i begge bøger/forestillinger, hvilket selvfølgelig gør dem endnu mere autentiske. I den første skildres kampen for at finde sig selv og sin seksualitet i den franske provins, men det kunne foregå alle steder, og gør det også.  Det er hudløse skildringer, der i iscenesætternes stærkt fysiske opsætninger ikke overlader meget til fantasien. I ”En historie om vold” er hovedpersonen, imponerende frygtløst spillet af Andreas Jebro, flyttet til hovedstaden. Vi møder ham julenat, hvor han er på vej hjem fra byen med tre bøger i favnen, da han på gaden antastes af Reda, indfølt og passioneret spillet af Patrick Baurichter, og inviterer ham med hjem. De kredser om hinanden som magneter. Mødet er skildret varmt og nysgerrigt. Der er intet i det, der umiddelbart lægger op til den vold, der nævnes i stykkets titel. Det seksuelle mellem de to mænd i lejligheden er også skildret med varme og glød, selv om det bliver tydeligt at Reda bærer på en stor vrede, der pludselig kan slå ud i lys lue, selv om han både er varm og empatisk. Det hele kommenteres løbende af hovedpersonens søster, spillet af Karin Bang Heinemeier, i en noget utaknemmelig rolle, hvor hun fra forscenen er tvunget til at sige alt det, der ligger under handlingen, sådan som hun ser og oplever det, og gør det i en hurtigt rivende talestrøm, der er lillebyens bornerte stemme, som måske stadig er til stede inde i hovedpersonen, selv om han ved at flytte til hovedstaden bevidst har forsøgt at lægge alt det bag sig ved at distancere sig fra opvæksten, familien og provinsen. Eller som han selv siger til Reda, så er det ved at uddanne sig, at han bedst kan udskille og adskille sig fra familien. De elsker flere gange den nat, men er stadig ukendte for hinanden. Det er bare en gnist, der antænder lunten, der får det hele til at eksplodere. For det ender med, at Reda tager kvælertag på ham, truer ham på livet med en pistol, før han til sidst voldtager ham.

Foto: Emilia Therese

Forestillingen indledes med politibetjenten, der forsøger at få ham til at rekonstruere forløbet for at optage rapport over voldtægten og drabsforsøget. Han forsøger at tilbagekalde anmeldelsen for at beholde sin historie, men det er for sent.  Den er allerede blevet taget fra ham og ud af hans hænder. Bagefter opremses historien fra begyndelsen og indtil voldtægten.

Det er en stærk psykologisk skildring. Alting er skildret nuanceret, og der er ikke plads til stereotyper, hvilket kun gør beretningen endnu mere insisterende. For det handler om at kunne rumme skildringen af elskeren som både engel og bøddel i én og samme person.

Foto: Emilia Therese

I den lange nonverbale indledende scene er det først morsomt, at han rengør lejligheden manisk, men da det bliver ved så længe, skifter det undervejs karakter, fordi vi som tilskuere begynder at fundere over, hvad der følelsesmæssigt ligger til grund for den stadig mere maniske rengøring af alt i lejligheden. I starten kunne det bare være oprydningen før en fræk aftale, men langsomt går det op for os, at det er den traumatiske oprydning efter en sexforbrydelse. Det er en skildring af, hvad der sker, når man tager magten fra et andet menneske, når man undertvinger det sin vilje og fratager det dets egen vilje. Både betjenten og lægen, begge fint spillet af Anders Budde Christensen, er skildret forstående, da de optager deres rapporter af det hændte.

Foto: Emilia Therese

Han beretter, at der kun er én tanke i hovedet på ham under selve voldtægten: ”At han begærer mig!” Men tilføjer, at Reda hader sit begær, og med voldtægten ønsker at udviske det, der har været imellem dem. Det er komplekst og svært at tage ind, men samtidig fuldt forståeligt.

Foto: Emilia Therese

Alle i salen holder vejret under voldtægten, for det er ubærligt. Bagefter er der helt stille. Alle sidder som lammede, og det er i de efterfølgende scener, at instruktøren viser sit mesterskab, for han har en særlig evne til at håndtere den slags overgange. Det viste han også i den endnu stærkere (Reumert-nominerede) forestilling ”Boys don´t cry” (et samarbejde mellem Eventministeriet og Mungo Park), der ligeledes var en pågående og hudnær skildring af overgreb og sjælelig afstumpethed, men også en rystende kærlighedsskildring af umulig kærlighed, der samtidig var en indsigtsfuld skildring af menneskers mest basale drifter, der tager over og giver kærlighedsdriften et skær af mytologisk drama, hvor begæret bliver til rovdyrsdybe drifter, men også om vores ønske om at række ud og favne kærligheden, som jo altså havde en dødelig udgang i ”Boys don´t cry”. For selv om ingen dør i ”En historie om vold”, så er der noget, der går under og dør inde i hovedpersonen.  Inden den afsluttende blackout er de sidste ord: ”Jeg kan godt være alene!”, og vi tror ham ikke et øjeblik.

Foto: Emilia Therese

Det er svært at klappe efter forestillingen. Det gør næsten ondt, og de forsigtige første klapsalver sniger sig kun prøvende frem. Det er en konvention, at vi klapper efter en forestilling, men det virker helt forkert at gøre det efter ”En historie om vold”, for det føles som om at vi med applausen bifalder det passerede.  Efter de to andre forestillinger var applausen tordnende, men ikke efter ”En historie om vold”. Det er som om jeg bare ønsker mig væk, men det forestillingen ønsker er, at historien går med os hjem, og det gør den. Nådesløst. Selv om den  ikke er så god som de to omtalte forestillinger, der var enestående og exceptionelle, så er ”En historie om vold” stadigvæk en meget fin og klog forestilling, der ikke lader sig affeje. Chokerende, men genkendelig og meget forståelig. Det er grunden til, at jeg bare ønsker mig at komme væk bagefter. Den virker.

EN HISTORIE OM VOLD

Baseret på Édouard Louis´roman "Voldens historie"

Dramatiseret af Anders Lundorph

11.9.-3.10.2020 på Aveny-T

90 min.

Medvirkende: 

Andreas Jebro, 

Patrick Baurichter, 

Anders Budde Christensen 

og Karin Bang Heinemeier

Instruktør: Anders Lundorph

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Kostumedesigner: Michael Nøhr

Lysdesigner: Malte Haugaard

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Producent & arrangør: Aveny-T

Hjemmeside og billetter 

* 

Anmeldelse: NATTENS PIBERE af Teater Ord/Blindt

 

Når man går på gaden – skridt for skridt – glider man ind i en tilstand, hvor alting omkring én bliver en del af forestillingen. Det bliver et billedspor, der følger det allerede optagede lydspor. En mand, der kommer løbende ud fra en opgang og bremser lige foran én, bliver til en potentiel skuespiller, der lige så godt kunne være en del af forestillingen. En kvinde, der råber til en mand, der vender sig lige som jeg passerer forbi, er måske også med i forestillingen? En ambulance, der suser forbi, og hvis udrykningsblink reflekteres i vinduerne overfor, er måske også med? Med ét er den vante virkelighed ophævet, og man træder ind i en slags dokumentar om hjemløse i København før og nu. Det er ikke for ingenting, at forestillingens musikalske guide som optakt minder os om, at selv om vi nu skal opleve en forestilling, så eksisterer virkeligheden stadig – for vi går rundt ude i den, så pas på bilerne – og hinanden!

Fortællingen på de udleverede små MP3-afspillere er delt op i 5 dele, afbrudt af live-performede sange og vandreture gennem mørket. Der er digte fra Nis Petersens ”Nattens Pibere”, skrevet for mere end 100 år siden, men det mærkes ikke. Livet for de hjemløse har ikke ændret sig stort siden dengang. Jo, måske i det ydre, men ensomheden er stadig den samme.

Flere af digtene bliver læst af hjemløse. Der er flere ord, der er dem fremmede, men ikke indholdet. Det er tydeligt, at de forstår digtene. Det er et genialt greb, der giver en stærk autencitet, der går igen i de hjemløses egne beretninger, der blev leveret med fandenivoldsk humor. Samme humor går igennem de indsatte passager fra deres øllede samtaler på bænken, afbrudt af sjofle vittigheder og fyndige udråb. Men alt sammen flot afstemt efter hinanden. Uden at det på noget tidspunkt tipper over.

Mit blik går på vandring, og jeg ser ting som jeg ikke har lagt mærke til før. Heller ikke selv om jeg kender mange af stederne vi passerer. Verden bliver en anden. Måske skyldes det tempoet, der giver mulighed for at nå at se sig omkring og orientere sig på ny. Men selvfølgelig også, fordi optikken er blevet en andens: den hjemløses.

Første stop på turen er i en tunnel under Jagtvej, som jeg aldrig har lagt mærke til før. Den syngende og spillende guide (Rasmus Rhode) slår ud med hånden og fortæller, at det er et af byens gode steder, hvor der er ly og læ. Derefter er det tid til udvortes og indre afspritning. Det sidste sker med russisk vodka, der ødselt skænkes op i små snapsebægre.  Rhode synger om gaderne, om natten, om vandringen gennem byen. Stemmen får mig til at tænke på Benny Holst´ protestsange. Det er et genhør fra en svunden tid, der er vakt til live igen. Selv ligner han både en poet og en hjemløs, der får mig til at fundere over, om alle digtere ikke inderst inde er hjemløse... 

Sammen med de indsamlede hjemløseberetninger på lydsporet, der er optaget og redigeret af selvsamme Rhode, hører vi de hjemløses egne beretninger om, hvad der har gjort dem hjemløse. Det er beretninger om svigt – og om at dø. Både om at dø en lille smule for hver dag, men også om de kammerater, der døde på vejen af en overdosis.

Fra Nørrebrogade 155 fører en port ind i gården. Det bliver indgangen til en lang rigt graffiti-udsmykket passage, og med lydsporet i ørerne bliver det som at vandre igennem en udsmykket kulisse. Det hele bliver på én gang filmisk surrealistisk, men også endnu mere virkeligt.

Vi gør holdt på tomten ved Jagtvej 69, hvor det gamle ungdomshus lå. En ambulance kører forbi, dens blå blik rammer os, mens vi lytter til endnu en sang, der træffer os dér i mørket. Stemmen er lavmælt, men kraftfuld. Akkompagnementet er stille. Det får os til at spidse øren. 

Forestillingens højpunkt er, da vi gennem mørket bliver ledt op ad en stejl trappe, op på en bakke. Trin for trin bevæger vi os længere og længere op mod himlen, der hvælver sig over os. Som var det en himmelstige vi bevæger os ad. Helt op, hvor der venter os et imponerende udsyn ud over de omgivende bygninger, mens vi lytter til en smuk sang om stjernerne, der tindrer lige over os. I digtene og sangene var der en stræben efter stjerner, men også en stærk jordbundenhed. Kombinationen er fængslende. Smukkere og mere enkelt bliver det ikke. Måske er det grunden til, at det kommer til at virke så fortryllende. Mørket, der lukker sig mere og mere om os, og gør det endegyldigt, da vi til sidst går ind på Assistens Kirkegård. Hvad der sker der, er ikke mindre magisk og dragende end det øvrige, men det skal ikke røbes her. 

Forestillingen er dygtigt og præcist instrueret af Jeremy M. Thomas. Rasmus Rhode og Jeremy M. Thomas udgør som makkerpar Teater Ord/Blindt.

Den langsomme gang ind i historien - skridt for skridt - gjorde, at historien satte sig uafrysteligt fast i mig, og blev en del af mig - og endte med at frisætte noget i mig selv.

"Nattens Pibere”

Teater Ord/Blindts vandreforestilling og audiowalk om hjemløsheden med tekster af digteren Nis Petersen fra digtsamlingen af samme navn

Spiller kl. 20.00, Ons.-Lør.

Fra den. 26.8-26.9.2020

Mødested: LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 Kbh N. 

Medvirkende: Rasmus Rhode
Instruktør: Jeremy M. Thomas
Idé: Rasmus Rhode
Producent: Teater Ord/Blindt
Arrangør: Teater Ord/Blindt

 Hjemmeside og billetter  

Trailer  og  en sang fra forestillingen (via FB).

Nis Petersen (1897–1943) debuterede 1926 med digtsamlingen »Nattens Pibere«. Senere fulgte digtsamlingerne »En Drift Vers« (1933) og »Til en Dronning« (1935). Petersens egentlige litterære gennembrud fandt sted med romanen »Sandalmagernes Gade« (1931), der kom i mange oplag og også blev oversat til mange andre sprog. 

Her er uddrag fra digtsamlingen, hvoraf flere bliver gengivet i forestillingen. Digtene er alle skrevet efter en periode, hvor digtren selv levede som hjemløs:

 Til en ven, der tog det hvide pulver

Nattevandring

Nattens Pibere

Stjerneskud

Elsker du mennesket

De små børns smil

*