Anmeldelse: PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir (roman)

 

”Tænk, hvis man kunne blive så lille igen, så kunne man måske slippe for at tænke så meget.” (s. 26). Det er sådan PIGEN I VERDEN tænker. ”…hun ved med sig selv, at faren også er forelsket i moren, det kan hun mærke på ham. Og derfor har moren og faren brug for at være alene sammen. De har brug for ikke hele tiden at have et barn på slæb. De ved det bare ikke selv.” (s. 34).

Pigen bor med sine forældre i Tórshavn, men er på sommerferie hos sin mormor og morfar, moster og tante, der alle bor under samme tag i en lille bygd langt fra hovedstaden. Vi hører om hendes ophold og især om de tanker hun gør sig over det hun hører de voksne sige. Hun er et genert barn, der helst helt vil forsvinde og bare være der uden at blive lagt mærke til.

Det er kun drypvist, at vi hører om hendes dagligdag i Tórshavn med forældrene. Det er nærmest fortielser, der slipper ud i bogens tankespor, når hun uforvarende kommer til at nævne forældrene 15 gange i løbet af den 289 siders lange roman. Til gengæld lægger man som læser vitterlig mærke til det, når vi i små bidder bliver præsenteret for det, hun er rejst fra. Hun trænger tydeligvis til en pause, men hvor meget pause hun får under ferien på landet, er spørgsmålet, for huset er sat på den anden ende. Morfarens temperament har sat sig på næsten alle i familien.

Ikke mindst moren, der er så humørsvingende, at det er svært ikke at få medlidenhed med faren, der vitterlig skal lægge ryg til meget. Men allermest er det nok hovedpersonen, datteren, der skal trække det store læs, ligegyldigt hvor hun er henne. Det er ikke let at være barn i den verden hun lever i.

Hun tænker meget på at hjælpe andre, det er dét, hendes liv består af. Hun skal få de voksnes verden til at fungere – og det kan hun, men bliver der overhovedet noget til overs til hende selv? Noget tyder på, at det ikke kan være meget. Da hun i bogens slutning rejser tilbage til forældrene, er det da også med blandede følelser, for hun vil både blive og væk derfra.

Det er ikke mindst menneskers følelsesliv, der fylder i hendes tanker. Morfaren elsker tanten, der elsker morfaren, men han er lærer og degn, så det går ikke. Da tante forlader familien for en mand oppe nordpå, falder familien næsten fra hinanden. Snart efter forlader også mosteren familien. Og da pigen i slutningen kører af sted med ”Stubbekøbing” (som den lokale bus bliver kaldt), står mormoren og morfaren tilbage som to ensomme mennesker forladt af alle. Men måske tager de hinanden i hænderne, da de går hjem. Så et lille håb bliver vi trods alt efterladt med. Men det er også alt vi har at klamre os til.

Det hyper sensitive barn har svært ved at klare sig igennem verden, for hun bliver hele tiden væltet omkuld af bølgerne fra andre mennesker. Allerhelst vil hun give slip og blive til havskum, der bare føres væk af bølgerne, men så let går det ikke for menneskene.

”Om lidt bliver det blide og lune vand blandet sammen med det salte havvand. Til sidst vil det forsvinde helt og blive til et svagt minde om sig selv i det kolde, dystre hav, der omfavner hele verden. Hun synes, at verden er alt for stor. Hun kan bedst lide, når verden er som nu, lige nu: til at rumme, til at forstå for en lille pige i en bygd på Færøerne. Hun vil ikke lade sig opsluge af verden på en gang, hun vil kun opdage et lillebitte stykke ad gangen.” (s. 73)  

Katrin Ottarsdóttirs første roman på dansk er udgivet på Lindhardt & Ringhof sidste år. Den er umiddelbart let læselig, men at fortælle så gennemført i børneperspektiv er ingen let opgave. Det er følelsesmæssigt hårdt og krævende, når hovedpersonen er så reflekterende. Det giver mulighed for mange sjove funderinger over livet og sproget, men mest over menneskenes mystiske adfærd over for hinanden. Som læser synker man let ned i historien og vugges i starten til ro i den tilsyneladende fredsommelige fortælling, men det skal man ikke lade sig narre af, siden blæser det op til orkan, livet er ikke for nybegyndere.

Romanen er en ny genre for forfatteren, der tidligere har skrevet både digte, noveller og kortere prosatekster. Den forrige udgivelse, den spændende ”43 Bagateller”(Torgaard, kortprosa, 2018), har fungeret som bro for romandebuten. Katrin Ottarsdóttir (født 1957) er også uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i København, og har været pioner som den første færøske filmskaber, der har sat færøsk film på det internationale filmlandkort. Debuten var med spillefilmen, ”Atlantic Rhapsody” (1989), siden fulgte ”Bye bye Bluebird”(1999), den første færøske roadmovie og den opnåede at blive vist i biograferne  herhjemme. Senest fulgte den intense spillefilm ”Ludo” (og den vender vi tilbage til). Derudover er det blevet til tre filmiske kunstnerportrætter: ”Ingen kan lave det perfekte” (2008) om billedhuggeren Hans Pauli Olsen. ”En linje om dagen må være nok!” (2008) om digteren og multikunstneren Tóroddur Poulsen. Den tredje om forfatteren Jóanes Nielsen havde premiere i 2009.

Spillefilmen ”Ludo” (2014) er baseret på Katrin Ottarsdóttirs først digtsamling, ”Er der kobberrør i himlen”(Torgaard, 2016). Det er de samme stemninger, der går igen i romandebuten. Vi er tilbage i en nådesløs verden, hvor et barn er prisgivet de voksnes skalten og valten. Det er Katrin Ottarsdóttir en smertelig, men meget præcis skildrer af. ”Ludo” er et kammerspil for to voksne og deres datter. Den virker meget Bergman-inspireret, og er næsten ordløs, men stærkt understøttet af stærke billeder og spændstig musik. I PIGEN I VERDEN er der hverken musik eller billeder, men til gengæld fortælles der med brede stærke strøg fra en meget følsom pen. Det kan umiddelbart virke som naive beretninger. Men lige bag det dagligdags gemmer der sig en barsk verden for en sårbar barnesjæl. Det er en meget lovende romandebut.

 

PIGEN I VERDEN af Katrin Ottarsdóttir

Lindhardt & Ringhof, 2021

289 sider. Roman.