Eventyrprolog til
DE BRÆNDTE BROERS LAND
i Apostelkirken, lørdag den 17. januar 2009
skrevet af Michael Svennevig
læst af Ulla Henningsen

Der var engang et lille land, der bestod af en masse øer. Hele landet var holdt sammen og forbundet af broer. Broerne var simpelthen det lille lands hjerte- og pulsslag, men så skete det hverken værre eller bedre end at den første bro gik op i flammer.
Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Det kom fuldstændigt bag på os. Og det var ikke bare en enkelte bro. Nej, der var flere.
Der var ikke nogen, der decideret satte ild til dem. De stod bare der og brændte. Lige meget, hvad vi gjorde, så var den der, lugten. Det var ikke kun lugten, der blev siddende i næsen på os, og satte sig i tøjet. Det værste var, at noget gik i stykker inde i os. Det skete gradvist, og da vi først blev klar over det, var det for sent. Vi kunne ligeså godt vænne os til det. Vi var indbyggere i De Brændte Broers Land.

Forbindelsen mellem øerne var blevet kappet, og det var blevet sværere at kommunikere. En muthed sænkede sig over landet. Befolkningen havde alt for længe været lullet ind i deres eget beroligende billede af sig selv. Opvågningen var brat. Der var mange ting som vi ikke havde tænkt på før. Det fik nogle til at længes tilbage til tiden inden, dengang det hele var langt mere overskueligt. Dengang, der var orden i tingene - og i begreberne. Dengang, hvor verden var mere enkel og venligere, sådan huskede de det i hvert fald. Nu trådte de ud i en ny verden og væk var venligheden. De havde næsten glemt den. Ingen holdt længere dørene for hinanden. Alting var så forandret.

Frygten for det ukendte rykkede nærmere, da mennesker med andre skikke og fremmede tungemål bankede på vore døre. Vi tøvede, og kiggede spørgende på hinanden. Hvad ville der ske, hvis vi åbnede? Det virkede så overvældende, at have dem her i vores midte. Nogle ville gerne åbne, men andre tænkte, at det alligevel var bedst helt at lade være, men det fik det jo ikke til at holde op med at banke.
Livet var kommet os på tværs. Livet i al sin fandenivoldskhed var sluppet ind imellem os, og det forpligtede.
Det tog tid at vænne sig til at vi nu selv boede i De Brændte Broers Land.

De Brændte Broers Land, 2009.

Dansk Forfatterforenings Internationale Udvalg, Apostelkirken og Dansk PEN præsenterede:
De Brændte Broers Land
Apostelkirken
Saxogade 13, København V
Urfortællinger og Overlevelsesberetninger
Lørdag den 17. januar 2009 kl. 10-21

11 timer med over 50 medvirkende
med samtaler, mad, sang og musik, oplæg, teater, dans og historiefortælling
om at være menneske og om at være på flugt

En række forfattere i eksil fortalte om hvordan det har præget dem at komme fra een kultur til en anden, om hvad det har kostet, men også om det de har vundet ved det. Om drømme og visioner. Om forskelle og ligheder - og om at være på flugt.

Det er utroligt, hvad man kan løfte, når der er den rette lyst og vilje til stede.
At så mange mennesker både medvirkende, medhjælpere og publikummer kan samles om det at være menneske, giver håb og lyst til at arbejde videre for at forbedre verden omkring os. Det var ganske overvældende at der var så mange mennesker. Helt fra morgenstunden og gennem resten af dagen. Det lykkedes at præsentere et program, der både var sprudlende festligt, men også rummede den alvor som emnet kræver. Der var i det hele taget en smuk bro mellem det festlige og det alvorlige, så det ene nærede det andet, smeltede sammen og skabte rum til hinanden. Det er det som er vigtigt: at skabe rum og at bygge broer. Fortællinger, livsberetninger, dans, sang og musik, mad, oplæsning, teater, oplæg og samtaler er det som bygger bro mellem mennesker. Det skaber fællesskab og giver rum til forskellighed – ja, plads til at være menneske. De Brændte Broers Land var en påmindelse om at vi aldrig må lukke døren bag os og have nok i os selv. Den åbne dør er ikke kun en nødvendighed for dem, der kommer udefra, men også for os selv. Det handler om at bevare åbenheden over for andre, men også at bevare en rummelighed overfor livet. Det er den åbenhed, der sikrer at vi i sidste ende ikke bliver fremmede overfor os selv.

Se Bjørn Bensby billedserie:

http://picasaweb.google.dk/bjorn.bensby/20090117DeBrNdteBroersLand

Medvirkende:

Anders og Benjamin Koppel, Ulla Henningsen, Hanne Marie Svendsen,
Bent Melchior, Trisse Gejl, Knud Vilby, Maria Giacobbe, Adil Erdem,
Maria Stenz, Kenneth Krabat, Charlotte Strandgaard, Ann Mari Urwald, Susie Haxthausen, Rose Marie Tillisch, Bjørn Bensby, Dwight Powell, Esben Just, Anne-Mette Nielsen, Ole Bundgaard & Saxi, Klaus Mogensen & Marianne Jakobsen, Pernille Overø og Cengiz Cevik, Jens Balder, Doris Bloom, Niels Bender, kurdisk dansetrup og Teatergruppen Batida - samt de fire eksilforfattere/journalister/digtere:
Jun Feng (Kina), Bronislaw Swiderski (Polen), Dina Yafasova (Usbekistan) og Alan Pary (Irak) + deres gæster

To dage inden blev Doris Blooms store maleri ved en happening båret igennem byen og ud til kirken. Det var en både festlig og overraskende optakt. Bjørn Bensby fotograferede:

http://picasaweb.google.dk/bjorn.bensby/CitydanceInBlueWithDorisBloomDeBrNdteBroersLand

Michael Svennevig
tovholder og koordinator