Idor, Stine, Torben, Maj-Britt, Katrine og Max. Fotograf: PR-foto FAMILIEN
Spørgsmål
trænger sig på fra starten: Kan man anmelde andres liv?
Vi
bliver ledt udenfor i regnen og står så vi har frit udsyn til det 15 etagers højhus
på Peder Lykkes Vej 61 på Amager. To farvestrålende udklædte skuespillere (Rosa
Sand Michelsen og Gry Guldager) fra Kunstkollektivet FAMILIEN råber os op med
megafoner, og giver signaler til folkene i højhuset, så lyset på skift bliver
tændt, hvor husets beboere venter på at få besøg af os. Selv er Kunstkollektivet
flyttet ind i huset for 2 måneder siden. Rammen omkring fortællingerne er at
huset står foran nedrivning. Det er erklæret uegnet til menneskelig beboelse.
Nogle synes at højhuset er en skændsel. Andre har det som deres hjem og har
haft det igennem så mange år, at det er blevet en landsby på højkant. Kommunen
kan tydeligvis ikke bestemme sig. Det er allerede flere år siden at det skulle
have været pulveriseret til betonstøv.
Idor. Fotograf: PR-foto FAMILIEN
Sucker for solnedgange
Vi
deles op i 7 grupper med op mod 9 personer i hver. Vi er i gruppe 3, der ledes
indenfor af musikeren Nils Foss. På 12. etage åbner Maj-Britt døren og byder os
indenfor. Det føles som at træde over
tærsklen til et liv, til en lejlighed, til en svimlende udsigt ud over byen. ”Jeg
er en sucker for solnedgange”, siger Maj-Britt, før hun fører os gennem
lejligheden og ud på terrassen, der fører hele vejen rundt om huset. Det er lidt
diset i vejret, men udsigten er mageløs. Alene udsigten gør noget ved én. Midt
i det der kan synes som amagerkansk betonørken føles det eksklusivt at
kunne have adgang til en sådan udsigt. Det giver et sug i maven, når jeg kigger
ned. Indenfor fortæller Maj-Britt om hvordan lejligheden er det første sted
hun har boet, der er hendes eget. Om rusen over at flytte ind. Bare det at
have en yderdør som man selv kan bestemme om man vil åbne eller ej, når
det banker på. Maj-Britt fortæller også om fyren som hun møder her. Om hvordan
de langsomt nærmer sig hinanden. Indtil hun en dag sætter sig ved siden
af ham, for at finde ud af, hvad han er for én. Senere erklærer hun sig for ham med et: ”Jeg er altså blevet smaskforelsket i dig!”.
Hvortil han svarer: ”Så må vi se, hvad vi kan finde ud af!” Afslutningsvist akkompagnerer
musikeren på et lille transportabelt klaviatur
Patsy Cline-melodien ”Crazy”. Det kan godt være at der smutter en tone
hist og pist. Det kan godt være at der er skønhedspletter i sangen, men det
ændrer ikke at en rørende følelse breder sig indeni over at få lov at sidde
der, mens Maj-Britt synger sin egen ”Crazy”. Patsy Cline er for længst
forsvundet, og tilbage står et unikt øjeblik i et højhus på Peder Lykkes vej –
på 12. etage. Eller også har Patsy Cline aldrig været mere til stede end netop
nu.
Udenfor
på gangen får jeg udleveret en nøgle, og vi bliver bedt om at gå 3 etager op,
hvor vi skal låse os ind i en lejlighed. Indenfor bliver vi ringet op
og bedt om at gå ud på terrassen, hvorfra vi bliver vinket hen til Idors
lejlighed. Igen er udsigten noget, der suger blikket til sig, og også det som
han beder os kigge på - i stedet for på ham, mens han beretter om hvordan
kærligheden skal have to sider, for ellers går den i stykker for ham. Da han
ikke har flere ord afspiller han Poul Krebs´ a capella-sang ”Brudebuketten”, før han viser os ud til Katrine, der står ventende udenfor - og
som er nyindflyttet studerende fra KUA. Hun fører os til sin lejlighed, hvor hun
viser os planen for det kommende byggeri. Hun kommer fra en landsby på Fyn, og
genfinder her et kammeratskab og en hjælpsomhed som hun ellers kun kender fra
landsbyen derhjemme. Katrine kalder højhset for ”en landsby på højkant”.
Stine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN
Udenfor
står Stine og venter på os – iført badekåbe. Stine gnistrer af energi. Hun leder
os til 1. etage hvor hun beder min ledsager om at læse det
brev højt som hun har efterladt til ham i brevsprækken, hvori hun takker ham
for at han altid er der for hende. Min ledsager får en klump i halsen under
oplæsningen.
Cirkelspark og museofring
Stuen
er domineret af en række videoskærme og en stor tv-skærm, hvorpå en kvindelig
hærleder, der er Stines alter ego, øver cirkelspark og er placeret i et
computeranimeret landskab i et utopisk rige, hvor Stine leder 200 undersåtter,
der er placeret rundt over hele verden. Hun spiller to timer om dagen. Brevet
til naboen har allerede indikeret at der er en særlig grund til at Stine har
brug for nabohjælp. Det skyldes alle de sygdomme som hun har. Hun remser dem
hurtigt op, og det er et under at hun kan holde sig oprejst, og hun fortæller
da også at det tager timer for hende at stå op hver morgen. Bare det at komme
ud af sengen og komme i bad. Bagefter er det svært for os at komme derfra. De intime
betroelser får os til at ville blive. Men videre skal vi, for
vi skal op til Max, en yngre fyr med et fascinerende markant ansigt.
Indledningsvist spørger han, om der er nogle der er bange for slanger? Senere
afslører han at det er han selv, og at de to terrarier skyldes at en anden i
højhuset skulle flytte sammen med kæresten – på dén betingelse at det blev UDEN
slanger, så en dag bankede det på døren og en ½ time senere flyttede de
to slanger ind. Max spiller Chopin, mens han på en stor videoskærm afspiller video-optagelse
af en ”museofring”, og så er det op til os om vi vil kigge på det eller
se på Marx, mens hans fingre flyver legende henover klaviaturet. Jeg kan ikke få
øjnene fra museofringen, men vælger dog Max og Chopin, da musen endelig er
fanget og langsomt forsvinder ind i slangens gab.
Torben. Fotograf: PR-foto FAMILIEN
Torben
er ejendommens bestyrelsesformand, der fortæller os mere om husets historie. Bagefter
samles vi alle i husets café. På et tidspunkt fejes gardinerne nede for enden
til side, så vi kan se alle beboerne stå udenfor i
mørket med tændte neonrør i hænderne som et menneskeligt tableau. De bliver klappet
indenfor til et stående varmt bifald.
Som
svar på det indledende spørgsmål, om man kan anmelde andres liv, er det så ikke
hvad vi allerede gør, når vi møder et menneske første gang? Men hvor går grænsen
mellem teater og virkelighed? Kunstnerkollektivet FAMILIEN balancerer midt imellem.
På den ene side er der intet, der kan konkurrere med virkeligheden. Ingen
teatralske virkemidler når bare tilnærmelsesvist op på siden af livet selv (og er
heller ikke medtaget i beskrivelsen her). Men på den anden side havde vi aldrig
kunnet opleve dette, hvis det ikke netop var blevet organiseret, udviklet og
tilvirket så fint af instruktøren Lene Skytt. For i bund og grund handler det
om at gribe ud og holde fast i verden omkring os, så den ikke glider os af
hænde. At vi tager ejerskab og insisterer på at få verden og menneskene i tale.
”En
landsby på højkant” vender alle de gængse forestillinger på hovedet, så man
bliver svimmel af udsigten. For det er udsigten til livet og menneskene omkring
os. For kun ved at fokusere på andre, ser vi også os selv klarest. Tak for det
til beboerne på Peder Lykkes Vej 61 og ikke mindst til Kunstkollektivet
FAMILIEN for at bringe os øjenhøjde med livet på de mange forskellige etager.
Stine, Torben, Max og Katrine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN
***
Idé + koncept: Kunstkollektivet FAMILIEN
Medvirkende beboere: Torben, Maj-Britt, Jarl, Stine, Bjarne, Max, Katrine, René og Idor
Medvirkende skuespillere: Rosa Sand Michelsen og Gry Guldager
Musik, komponist og lyddesign: Nils Foss
Scenograf: Katrine Gjerding
Dramaturg: Tine Byrdak
Lysdesign: Martin Danielsen
Video: Ribka Coleman
Rekvisitør og forestillingsleder: Anka Holm Sørensen
Instruktør: Lene Skytt
***
FAMILIEN er et kunstkollektiv, der arbejder som et praksis-fællesskab, hvor alle erfaringer og kunstneriske overvejelser bliver samlet i en fælles vidensbank
Tid og sted: 1.-10. marts (man-fre kl. 19, lør kl. 17.) + Golden Days 15.-24. september 2016: Højhuset, Peder Lykkes Vej 61, 2300 København S
"
En landsby på højkant" er en gæsteforestilling under Teatergrad. Læs mere
Læs også anmeldelser af andre forestillinger under Teatergrad: "Husker du?" & "Forført"
