Anmeldelse: ULEDSAGET på Mungo Park

Foto: Mikkel Russel

De tre medvirkende starter med at sidde nede blandt publikum, hvor de fremsiger ord og sætninger i næsten digterisk form. Henrik Prip, Marianne Mortensen og Anders Budde Christensen giver krop og mæle til et hav af stemmer som vi følger fra de bryder op fra deres hjemlande og på rejsen til lands og til vands for at nå frem til Europa, hvor de kæmper sig videre fra land til land indtil nogle af dem når helt op til Skandinavien. Deres stemmer glider sammen til én historie, der er så bred at det bliver alle flygtninges historie. Iscenesættelsen er ferm og hurtig. Flere passager er arrangeret knivskarpt og kræver meget af de tre skuespillere, der gør det glimrende. Det kunne hurtigt blive overarrangeret og manieret, men det er træfsikkert lavet og udført. Det pisker forestillingens rytme og tempo betydeligt i vejret, selv om det faktisk er en meget stille og rolig forestilling – det barske emne til trods. For det har ikke været let at skulle lave teater baseret på den virkelighed, der eksisterer lige uden for Allerød, hvor Sandholmlejren er placeret.

 

Foto: Mikkel Russel

 

Alle historierne er orkestreret med stor finfølelse. Som tilskuer bliver man trykket dybt ned i sædet. Mængden af menneskelig smerte er så stor, så det er godt at den samlede fortællingen er blevet så bred, at der også er blevet plads og rum til fortællingen om fx den syriske svømmer, der selv når uskadt i land, men som alligevel svømmer ud 5-6 gange for at redde andre fra at drukne. Ulykkeligvis mister han derved den pose som han har haft om halsen med pas, papirer og mobiltelefon. Han bliver ved med at svømme rundt derude i et forsøg på det umulige: at genfinde den pose, der rummer hele hans liv. Og det lykkes. Han finder den. Det er historier som denne, der gør det muligt at tage forestillingen til sig.

Foto: Mikkel Russel

For vi ved det jo godt. Det er en umulig situation. Alene at få ordentlige vilkår til dem, der når helt op til os i Skandinavien og til Danmark holder hårdt. Vi tænker på hvad vi kan og hvad vi bør. Vi tæller på knapper og har svært ved det. Men menneske til menneske er det nok de færreste, der er i tvivl, for det er noget urmenneskeligt at selvfølgelig hjælper vi menneske i nød. Når vi står i situationen så træder civilsamfundet til, mens politikerne gemmer sig på Borgen og udstikker love og paragraffer, der skal virke afskrækkende og besværliggøre enhver integration af de nyankomne. Men alt dette er forestillingen fuldstændigt renset for, men det kører alligevel som undertekster til Mungo Parks fine og tætte forestilling.

 

 Foto: Mikkel Russel

I forestillingens trykte program beskriver teatret, hvordan billederne i medierne af flygtninge der gik på motorveje i Danmark fik dem til at ville lave forestillingen. Teatret kontaktede Khaterah Parwani, der selv er flygtning og som har arbejdet med flygtninge gennem mange år, og hun indvilligede i at hjælpe med researchen til forestillingen, hvorpå de talte med en masse mennesker, der alle blev lovet at deres historie kun ville blive brugt i anonymiseret form. Eller som Mungo Park selv beskriver det: ”Vi søgte ord. Vi søgte situationer, tanker og drømme.” Først lavede skuespillerne en række scener baseret på researchen, hvorefter instruktøren Kamilla Wargo Brekling bearbejdede, forkortede, forlængede og barberede teksten, så den fremsår i en montageform, der giver luft og plads til at favne de mange menneskelige stemmer fra alverdens lande, der bliver ført sammen på scenen og som giver afsæt for en meget fin og bred menneskelig beretning om at lade alt bag sig og flygte. Det er historier fra Afghanistan, Iran, Eritrea, Congo, Irak, Syrien, Tyrkiet, Kosovo og Albanien. Vi forstår hvilken pris de har betalt såvel økonomisk som menneskeligt for at nå frem.

I den afsluttende scene, smukt og inderligt fremført af Marianne Mortensen, skildres hvordan nogle af de uledsagede børn og unge undervejs oplever at de får fravristet deres menneskelighed. Mange drenge og piger bliver røvet og misbrugt undervejs, og mærker hvordan de langsomt bliver forvandlet til vilde dyr – for at overleve. For at nå frem. Mange bukker under. Det er kun de stærkeste der når frem.

Foto: Mikkel Russel

 

Instruktør og dramatiker:
Kamilla Wargo Brekling

Efter research af:
Khaterah Parwani
 

Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen og Anders Budde Christensen

Konsulenter:
Karina Dichov Lund og Martin Lyngbo
 

Scenografisk konsulent:
Helle Damgård
 

Lysdesign:
Jacob H. S. Rasmussen
 

Lyddesign:
Emil Bøll

Instruktørassistent:
Malene Begtrop

 -------------

Spilleperiode: 27. april - 25. juni 2016

"Uledsaget" spiller på Mungo Park, 
Fritz Hansens Vej, 23, 3450 Allerød

Læs mere.

 

Anmeldelse: SIDST PÅ DAGEN ER VI ALLE MENNESKER på Edison

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Vi kender dem alt for godt, alle eksperterne og konsulenterne, der forvalter vores liv uden at vi kan sætte ansigter på dem. De befinder sig i en gråzone rundt om os og tager de beslutninger, der styrer livet omkring os. I Kasper Colling Nielsens kraftfulde og empatiske teatertekst møder vi dem, når de skal forklare sig over for en psykolog. Psykologen sidder midt på første række og udspørger dem på skift. Alle er de blevet bedt om at tage en ting eller en genstand med som har en særlig betydning for dem. For én er det kæreste eje en computer, for en anden barndommens hunds sutteklud, for en tredje en lille plastik høne, for en fjerde en snetinde i en vandkugle, der kan rystes, så det hele dækkes af hvirvlende snefnug, for en femte en AC/DC T-shirt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

På scenen er der opbygget en gigantisk knaldrød, lakblank pyramideagtig scenekonstruktion af Christian Albrechtsen, hvor vi i løbet af forestillingen bevæger os højere og højere op igennem jobpyramiden indtil vi ender øverst oppe hos den øverste chef, der ligesom de øvrige er blevet sat stævne af psykologen. Nicolei Faber har instrueret Claes Bang, Marijana Jankovic og Simon Sears i en stram iscenesættelse, der mest af alt minder om træk på et skakbræt. Den overdådige scenografi er et visuelt scoop, der giver mindelser om myretuen eller termitboet som en af forestillingens konsulenter beretter så begejstret om. Belysningen får det optimale ud af scenografien og lader forestillingens største visuelle billeder opstå ved noget så enkelt som papir, der smides op i luften, for at dale ned og antage grønne og røde mønstre i det farvede scenelys. Så enkelt og så raffineret kan det gøres. Det lyder ikke af meget, men i Mammutteatrets stramme opsætning virker det overdådigt. Historien omsættes i en så enkel scenegang at den næsten overflødiggør sig selv. Bedre kan det ikke gøres. Det er teatrets største illusion, når den næsten forsvinder for øjnene af os. Når den formår at ramme en enkelhed, hvor ingen hurtige ideer eller sjove indfald har fået plads, men i stedet er omfattet af en klart udarbejdet masterplan i en halsbrækkende scenografi, der giver os fornemmelsen af at bevæge os op ad et bjerg og at vi hvert øjeblik kan blive kastet i afgrunden, hvis vi et øjeblik taber koncentrationen og mister fodfæstet, hvis og når vi bliver fundet for lette under de igangværende psykologsamtaler.

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Under de første samtaler er det let at opretholde et ”dem” og ”os”, men fra og med den tredje samtale smuldrer det og bliver umuligt at opretfolde den skelnen, der tidligere har været garant for adskillelsen. Det udligner sig, så det fra at handle om forskelle, kommer til at dreje sig om ligheder. Langsomt træder vores nysgerrighed længere og længere ind på scenen og menneskeliggør eksperterne og konsulenterne. Måske fordi vi bliver klar over at vi selv er blevet sådan, og derfor ikke længere formår at adskille os fra dem. Det er skræmmende - og mesterligt gjort.

Hvert et ord og hver en bevægelse arbejder så godt og synkront sammen at det fremstår med en betagende enkelhed. Det sceniske udtryk er renset for alt overflødigt, så den næsten forsvinder. Fjerlet er det ved at svæve væk, indtil det sparker os og vort eget selvbillede omkuld. Moralen kan glimrende opsummeres med forestillingens titel: Sidst på dagen er vi alle mennesker.

 

Det er ikke for ingenting at Mammutteatret inden for dansk teater er blevet til den Rolls Royce som det er. Teatrets forestillinger kan være underlige og mærkelige, men de er aldrig ligegyldige. De sætter sig fast i tilskuernes bevidsthed og arbejder videre. Teatret har en stolt 33 års historie og er stadig bannerfører inden for sit felt. Mammutteatret er skuespillernes teater, og det er en undtagelse at denne forestilling kun har tre medvirkende for som oftest plejer scenen at være tæt befolket af  skuespillere.

Teatrets seneste forestilling ”Catering” var ligesom denne en co-produktion mellem Mammutteatret og Betty Nansen Teatret, og spiller i Siloen på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison. ”Catering” var lige som denne et lige så frisk bud på teater i tiden. Selv om ”Catering” var væsentlig farligere og langt mere chokerende. (Læs anmeldelsen).

Spilleperiode: 12. april – til 7. maj 2016.

Læs mere.

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Mini-anmeldelse: MIN FAR OG VREDE MAND på Teater ZeBu

 

 

Foto: Jens Hemmel

Det er slet ikke til at have med at gøre, for hvordan håndtere et tema om voksne, der slår og mishandler børn?

Det er en umulig forestilling, der med operasang, musik, dukkespil og skuespil går lige til hjertet. Umiddelbart en det en underlig titel, men den giver fin mening efter at have set den gysende flotte børneopera, der på én gang er krystalklar og enkel, og samtidig kompleks og flerstrenget - ligesom emnet er.

 

 

Foto: Jens Hemmel

 

 

Det er modigt teater, der virker både knugende og engagerende.

Der foregår en masse nede i kælderen. Husets kælder og den menneskelige kælder bliver ét i denne sugende flotte opsætning. Musikken og sangen smyger sig rundt om forestillingens tema. Det er en nødvendig forestilling, der forløses mesterligt af instruktøren Marc van der Velden.

Scenografien af Rikke Juellund er en aktiv medspiller, der visuelt er i fint samspil med den øvrige forestilling, der er baseret på en børnebog af den norske forfatter Gro Dahle. Mårten Axel er lysdesigner. Musikken er af Steingrimur Rohloff. Ordene er af  Jesper B. Karlsen.

Sangen bliver fremført både smukt og voldsomt af Ingeborg Fangel Mo og Jens Søndergaard. Sidstnævnte spiller og synger "dobbeltrollen" som Min Far og Vrede Mand fuldt dækkende. På én gang tillidsvækkende og skræmmende i en fint mestret balance.

Lene Hummelshøj er dukkespiller. Paul Arne Kring er dukkemager.

Musikken, der er manende og lokkende, fremføres af Live Johansson (cello) og David Hildebrandt (slagtøj).

 

Foto: Jens Hemmel

 

Forestillingen, der er en co-produktion mellem ZeBu og Musikteatret Saum, fortjener at komme ud på en omfattende turné.

Forestillingen spiller frem til 21. april. i København. Læs mere her:
 

Anmeldelse: LOVE AND MONEY på Bådteatret

 

 Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

 

Det engelsk sprog er vidunderligt til teater. Det affyres som pistolskud fra de fire medvirkende, og vi sidder der i mørket og føler os trufne. Vi vil helst ikke vide af det, for det er pinligt. Pinligt at det er blevet sådan. Vi er gået ned ad en vej, hvorfra vi ikke kan komme væk og er nødt til at slås med os selv, hinanden og vores egen manglende menneskelighed for at komme videre.

Vi ler fordi det kommer så tæt på os, og fordi vi ikke ved hvordan vi skal forholde os til det. Vi gruer, fordi det er grumt. Det er ondt. Det er sådan det er. Det er sådan som vi ikke ønsker at se os selv.

I første scene møder vi David (Malte Frid-Nielsen), der læser mailkorrespondancen op til og fra en kvindelig kursusdeltager på et netop afsluttet kursus i marketing. Pigen, Sandrine, er fransk og er ikke fra det buisness-miljø hvorfra de andre kommer. Hun beder ham vælge. Enten beretter han om arbejdet eller om sine følelser, men hun gider ikke hans sammenblanding af det hele. Han må vælge. Hun beder ham fortælle om hvordan han har det og vil høre om hans kone. Først undslår han sig, men hun bliver ved indtil han fortæller at hun tog sit eget liv. Han kom hjem og finder hende halvdød. I stedet for at tilkalde en ambulance og redde hende, beslutter han sig for at sikre at hun dør, da det er langt lettere for ham (og den gæld de har), hvis det slutter der. Efter den tilståelse slutter korrespondancen, for Sandrine svarer ham ikke på mailen...

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver



I næste scene møder vi det ældre ægtepar, der sagtens kunne være Jess´ sørgende forældre (Bennet Thorpe & Sue Hansen-Styles), der har set sig sure på nabogravstedet, der rejser sig som et helt mausolæum, og kaster en skygge over deres datters friske grav. Det er både en af forestillingens mest bidske, men også mest musikalske scener, hvor forældrene venter på at gravjorden skal blive fast nok til at der kan komme gravsten på. Irritationen vokser og vokser og de beslutter at tage sagen i egen hånd. De hjælpes ad med at få mukkerten over kirkegårdsmuren. Snart er nabogravstedet helt pulveriseret. Det er overdådigt spillet og instrueret, men først og fremmest er det skrevet så grotesk, sådan som Dennis Kelly netop gør så rammende, så det både bliver for meget og rammer fuldstændigt plet.

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

I en efterfølgende scene søger David arbejde i et marketingsfirma. En noget akavet situation, da den ældre kvindelige boss (Sue Hansen-Styles), der skal ansætte ham er hans tidligere kæreste. Det er en scene, der tydeligvis viser de mekanismer, der arbejder i det skjulte og som alligevel er yderst åbenlyse, for det kan reduceres til elementær dyrepsykologi om hvem der er over- og underhund.

Vi møder Jess (Sira Stampe) i en scene, hvor hun sttår foran et butiksvindue og næsten føler sig hypnotiseret af udstillingsvinduets lyksaligheder. Især en alt for dyr dametaske bemægtiger sig hende. Hun bliver næsten ét med tasken som hun står der og længes og længes og bliver slidt helt i stykker af bare længsel efter at komme til at eje netop dén taske. Først da hun køber tasken, bliver hun til. Først da bliver hun levende og bliver fyldt af meningsfuldhed -  så længe det varer. For allerede samme aften må hun le af sig selv, for hvad skulle hun egentlig med den taske?

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

Det hele tilspidses i scenen, hvor hun har overværet at en mand har dolket en anden mand lige foran hende på Oxford Street. Uden nogen egentlig grund udover at den ene mand var kommet til at skubbe den den anden, så dennes mobil blev slået ud af hånden på ham og knustes under en forbipasserende bus. David udfritter hende om hendes færden, og får et raserianfald, da hun bekender dagens shopperi. De har forlængst stiftet bundløs gæld.

En forestilling om tilværelsens manglende mening, der foregår i et undergangsunivers, hvor humoren er begsort og lynende klar og skarp.

LOVE AND MONEY (2006) af Dennis Kelly - og fermt iscenesat af Mia Lipschitz - spilles på en hel tom og bar scene. Da vi kommer ind er en dametaske sat op ad bagvæggen det eneste, der giver et praj om den historie som vi skal opleve.

 

Why Not Theatre Company har tidligere spillet "A tender thing", "The City" og "Wit" på Bådteatret, men også bl.a. "O, for the love of Shakespeare" i Kongernes Lapidarium.

 

Spilleperiode: 7.-29. april 2016.