Anmeldelse: SLAG på Bådteatret

Fotograf: Miklos Szabo

Det kommer krybende og pludselig slår det til. Som et lyn slår det ned – og med ét ligger vi der. Det berøver os førligheden, talens brug og efterlader os lammede. Såvel fysisk som psykisk. Men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der.... I løbet af et års tid...

I forestillingen SLAG med undertitlen ”Når hjernen bløder”, der er et gæstespil på Bådteatret, præsenteres vi for hvad der sker, når lynet slår ned, og mennesker rammes af en blodprop i hjernen og får en hjerneskade.

Det sker for 40.000 årligt i Danmark. Det er ikke noget rart emne. Ligesom døden er det ikke noget, der er mange teaterstykker om.  Bådteatrets gæstespil skal have ros for denne utraditionelle satsning. Det er ikke let at lave teater om noget som alle allerhelst undgår.

Fotograf: Miklos Szabo

 

Bådteatret har tradition for at lave dukketeater, og det er på mange måder en dukketeaterforestilling. Og måske en af de mest vellykkede – bare uden dukker, hvor instruktøren Rolf Heim fører de to medvirkende, Helene Kvint og Jacob Stage, som var de viljesløse dukker i et spil som ingen af dem kan kontrollere. Forestillingen er stærkest i de ordløse scener, hvor hverdagsagtige scener gennemspilles i ”loop” i en uendelighed. Scener, hvor afmægtigheden udstilles knivskarpt. Det er hjælpeløse fald ud af sengen. Påklædningsseancer, der går én lige til hjertet.  Helene Kvint og Jacob Stage er på scenen nogle gange alene, andre gange sammen. Ofte sammen uden alligevel at være det, mens hjælpeløsheden breder sig imellem dem som en adskillelse som det synes umuligt at overskride.

I forestillingen fremstår de som et ægtepar. Han er sig selv, hun er forandret. Scenerne fra deres samliv afløses af scener fra et dukkehus, hvor mini-kameraer filmer alt det vi godt ved, men ikke ser udspille sig på scenen. Det mixes med drømmende og klaustrofobiske videooptagelser af Helle Lyshøj. Dukkehus-scenerne bliver billeder på det indre liv, der langsomt opløses og forsvinder. Som små mus, der æder sig gennem underbevidstheden. Til sidst forvandles de to medvirkende til mus (med livagtige musemasker af Camilla Lind). Det virker på én gang rørende og forfærdeligt nøgent.  

Skuespilleren Helene Kvint har taget udgangspunkt i sine egne oplevelser som nærmeste pårørende. SLAG er ikke historien om hendes egen far, men den bygger på virkeligheden. For hvem er vi, når hjernen krakelerer? Hvad gemmer sig bag personlighedens facade?

Fotograf: Miklos Szabo

 

Under en stor del af forestillingen sad jeg musestille med tilbageholdt åndedræt. Det virkede så voldsomt, fordi det vi oplevede på scenen ikke var det. Jo, selvfølgelig var det voldsomt, men det var orkestreret så tilbageholdt og så underspillet, at det forplantede sig direkte til os. Det virkede som et SLAG, som noget det var umuligt ikke at forholde sig til. Heldigvis varede forestillingen ikke meget længere end en times tid, for det havde heller ikke været muligt at opholde sig i stemningen længere. På sin vis er det uudholdeligt – ligesom sygdommen, men alligevel er forestillingen fuld af håb. Fuld af billeder, overraskende scener og endda humor. Hvem skulle have troet det? Ovenikøbet sluttede den håbefuldt med en lang poetisk dans, hvor parrets raske lemmer blev bundet sammen med de lammede, og derved gjorde en vals mulig. På samme måde som når der danses med en fastbundet kludedukke, der viljesløst bare følger med. Men forestillingen har en sødme og et stille indre liv, der virker så meget desto stærkere i al sin tysthed. Der er heldigvis ingen store armbevægelser, men i stedet megen akrobatik, megen slapstick-komik, for parret kaster rundt med hinanden – eller rettere er det den store mand, der kaster rundt med den syge kvinde. De er forbundsfæller, men også modstandere, når der skal genoptrænes, og vi forstår at begge er ramt, når slaget falder. Det er mesterligt at lave en forestilling om et så tabubelagt emne, som alle helst undgår at tale om – og forholde sig til, og endda gøre det med så få ord, så megen varme og en så afvæbnende glød.

Det er frygteligt, men i løbet af et års tid er der mange, der genvinder deres førlighed. Men i løbet af et års tid er der mange der... I løbet af et års tid...

Fotograf: Miklos Szabo

SLAG

Når hjernen bløder

Spilleperiode: 24. august – 14.- september 2017

Gæstespil

Efter idé af Helene Kvint i co-produktion med Bådteatret

Instruktion: Rolf Heim

Medvirkende: Helene Kvint og Jacob Stage

Video: Helle Lyshøj

Scenografi/kostumer: Camilla Lind

Lysdesign: Jón Gelting

Hjemmeside og billetter

 

 Fotograf: Miklos Szabo

Anmeldelse: DRØMME OG NYE SANGE af Iben Hasselbalch

 

”Tilværelsen er så fornyende smuk”, synger Iben Hasselbalch på sangen ”Skoven står majgrøn” fra hendes cd-udgivelse fra sidste år, der er hendes nr. to. Jeg kan godt lide viser, og er især glad for Birgitte Grimstads ”Din vise - min sang” og der er noget i Ibens måde at foredrage sangene på, der minder mig om den anden store visesanger. Der er en frisked og et vemod, der går hånd i hånd ... ad skovens stier.

Det er som om sangene synges ind i et univers, hvor tiden standses. Det dufter solvarmt, og jeg ser de kornbølgende marker for mig, og ellers er de gengivet som baggrund for de optrykte tekster i det tilhørende lille hæfte. Der er en evig følelse af sommer, men også af sensommeren, der er ved at tage over. Forude venter efteråret og siden vinterens mørke. Det ligger altsammen som en tone under sangene og måske især i Ibens klangfulde mørke, modne stemme. Det er sange, der egner sig til at blive sunget udendørs til hendes eget guitarakkompagnement, selv om det sagtens også går an indendørs, så smukt som det er tonesat på cd´en af Stanley Samuelsen, der spiller guitarer, bas, harmonika, mundharpe og keyboard, mens Iben synger.

At rime ”forvokset” med ”kokset” er ikke særlig elegant. I sangen ”Den knaldrøde hat” bliver det fine i cd´ens to første sange lidt mere plumpt. Så er der mere swung over linjerne ”Jeg er kun et støvgran, en lille brik/i verdenshistoriens grammatik./Et helt univers af fjerne galakser/påvirker alle mit livs syntakser” fra den efterfølgende sang : ”Skabelsen”.

 

 

I ”Jeg har et hus ved havet” kan man høre bølgerne. Det sprøde guitarfingerspil klinger og funkler som solstrejf i havet. Det er smukt med verset: ”Og her i guders nærvær/vil vi sidde på klippens rand/og tale med vore kære/om alt det vi vil og kan,/og digte os til visioner/om den verden, vi synes er bedst” og endnu bedre når sangen sluttes med ordene: ”Jeg har et hus ved havet/det er mit livssalt, mit hjertested/Jeg bliver selv velkonserveret/og har altid salt til mit æg!”

Det er i sådanne sange, når det storladne og humoren går hånd i hånd, at Iben er allerbedst.

Den meget melodiøse ”Godt og skidt” er fuld af livsvisdom og endda med et velklingende omkvæd – og virker meget (bonde)dansk i modsætning til den efterfølgende ”Under Paris´ broer”, der både synges på fransk og på dansk (i Ibens egen fine oversættelse).

”...når forårets brise bliver livsfarlig storm” er sidste linje i sangen ”Slipsene sidder præcis som de skal”. En sang om at ”Man kan ikke længere regne med vejret,/Vi trækker det dagligt, men er det det værd?”

Faktisk er det noget af det som Iben er dygtig til, netop at skrive sange, der langsomt bliver politiske og sandelig kan slå til, selv om det stadig lyder så gemytligt.

Min favorit er ”Brev til mor”. Den skal høres. Den vil jeg ikke citere fra her. Men den er fuld af overraskelser og djævelsk sjov.

Humoren blomstrer videre i ”En super investering”, der måske ikke er den allerbedste investering alligevel.

”Bellevue” er en fint skrevet og smukt sunget sang om alderens glemsel. Og morsom er den.

”Jeg vil ha´” er den perfekte afslutningssang på denne fine samling sange fra Iben Hasselbalch og hendes cd ”Drømme og nye sange”.

 

Fotos : Anna Holte

Læs mere på Iben Hasselbalchs hjemmeside.

Iben Hasselbalchs første cd "Tankens magt" udkom i 2009 og bestod også af 14 sange som hun selv havde skrevet tekst og musik til. Den var ligeledes et samarbejde med Stanley Samuelsen, men hvor også Jens Madsen (harmonika) og  Nicolai Engstrøm (guitar) medvirkede. Hør titelnummeret.