Foto: Rumle Skafte (Tronfølger) og Aaben Dans (De fortabte).
Tre spændende forestillinger om liv, død og erkendelse.
Om passion og destruktion.
Tre stærke musikalske oplevelser, hvor levet liv, dans og musik flyder sammen og viser vej ind til nye erkendelser.
TRONFØLGER
af Alexander Mayah Larsen
Mungo Park, Allerød
Premiere: 14. september 2024
Foto: Rumle Skafte.
Én ting er at berette om et livsforløb. En anden ting er at lave teater. Men i TRONFØLGER på Mungo Park finder det sammen i Alexander Mayah Larsens selvbiografiske forestilling. Han står selv på scenen i Thomas Hwans billedrige og musikalske instruktion. Alexander Mayah Larsen er en del af Mungo Parks ensemble, og han bliver på scenen assisteret af Nanna-Karina Schleimann, der har komponeret forestillingens musik og som selv synger og spiller live oven på et backtrack. Samtidig glider hun ind og ud af forestillingen både som musiker og medspiller. Forestillingen spændes ud imellem de to på scenen.
Foto: Rumle Skafte.
Det fungerer som et billeddigt, der berettes med stærk rytme og puls med sikker sans for, hvor fortællingen ligger. Det er en fryd at opleve, hvor godt skrevet, fortalt og spillet forestillingen er.
Det er historien om en far, der er født i Persien, Iran. Det er skildringen af en stor familie, hvor faren som den ældste ud af en søskendeflok på otte, er forpligtet til at blive hjemme og arbejde på familiens daddelplantage, mens de øvrige søskende alle er rejst til udlandet for at videreuddanne sig. Kun faren og lillebroren er tilbage. Faren skal passe arbejdet på familiens plantage og tage sig af lillebroren.
Foto: Rumle Skafte.
Vi er i 70´erne, hvor Iran stadigt er et kongedømme regeret af Shahen. Landet er sekulariseret og vestligt orienteret. Faren er splittet mellem sine to idoler: fodboldspilleren Pelé og skuespilleren James Dean. Men der er uroligheder, og en revolution er på vej, da præstestyret og Khromeini tager over. De vil lukke nattelivet, og under en razzia på et diskotek bliver faren taget til fange og fængslet. Han bliver torteret og tvunget til at angive sine venner. I fængslet bliver han også tvunget til at overvære en masse henrettelser. Efter fængslet flygter han til Tyrkiet og videre til Europa, hvor han ender i Sandholmlejren i Allerød - et par kilometer fra Mungo Park.
Foto: Rumle Skafte.
Danmark er et paradis for ham. I en rørende scene ved et busstop møder han sin kommende danske kone, der også senere bliver hans børns mor. Sammen får de to sønner. Det er lillebroren, Alexander, der beretter fortællingen om sin far. Alexander Mayah Larsen spiller godt. Der er en tøven i hans spil, som om historien ikke rigtig vil slippe ham. Det er denne tøven, der giver det liv og som gør ham fuldt troværdig som fortæller. Det giver en distance til historien. Der er ingen sentimentalitet. Vi får historien som den er. Det er i hvert fald det indtryk, vi sidder tilbage med. Det farlige ved selvoplevede fortællinger på en scene er altid, at det let bliver for rørende og for følelsesladet, men her holdes det ud i strakt arm. Der er distancen, der fremhæve historien. Man kan næsten sige, at den fortælles med en godgørende tilbageholdenhed. Det er denne skyhed, der gør, at fortællingen aldrig bliver for meget. Distancen gør, at der bliver plads til publikum. Vi bliver ikke befamlet, og det gør historien heller ikke.
Foto: Rumle Skafte.
Det vigtigste er, hvorfra historien fortælles - og til hvem. Det er vigtigt at positionerne er klare og præcise, for at det hele ikke taber fokus. Især i en historie, der spænder så vidt og er så kompleks som denne.
Den danske del af historien starter lovende. Faren påtager sig alle mulige forskellige arbejder. Det er han tvunget til, da han ikke kan bruge sin iranske ingeniør-uddannelse i Danmark. Han sparer op til kebabboden "Golden Shawarma" på Nørrebrogade. Det er en drøm, der går i opfyldelse - og det går rigtig godt, indtil der i medierne dukker historier op om stening af iranske kvinder. Kunderne trækker sig, selv om faren sætter støtteskilte op til fordel for de undertrykte iranske kvinder. Skilte, der protesterer imod præstestyret. Men det fjerner ikke modstanden, og kunderne forsvinder. Da butiksruden bliver overmalet med slagord om "Rottekød", slutter drømmen. Butikken lukker, og faren trækker sig ind i sig selv. Han synker til bunds i sig selv, installerer parabol og ser iransk tv dagen lang, mens hans danske familieliv smuldrer omkring ham. Han begynder at opsøge moskéen på Vibevej, hvor han bliver taget imod med åbne arme. Da han også vil tage sin danske kone med, nægter hun at klæde sig anderledes for at passe ind. Den ældste søn tager den nye religion til sig som noget nyt og spændende, mens vores fortæller, lillebroren, stiller sig mere tøvende over for det. Forældrene skændes og bliver til sidst skilt. Faren køber en ny iransk kone, der kan lave al den iranske mad, han savner, men hun siger ikke noget, og det er tydeligt, at hun mistrives, så hende skiller han sig af med igen. Den ældste søn kommer ud i kriminalitet. I hemmelighed forsøger faren at opdrager den yngste søn i den nye religion, men sønnen er fuld af spørgsmål, ligesom den danske kone var. Den sidste gang de mødes slår faren ham. Han slår og slår. Bagefter forsvinder han. Han rejser tilbage til Iran. Tilbage til det præstestyre, der i sin tid torterede ham - og som han flygtede fra.
Foto: Rumle Skafte.
Sønnen ved blot, at han bor i nærheden af Teheran, men de har ikke længere kontakt, selv om han savner faren. Forestillingen slutter med ønsket om at genoptage kontakten. Han rækker hænderne ud mod den forsvundne far. Her kunne forestillingen for så vidt godt begynde igen. Det er elegant historiefortælling at slutte med at introducere en ny fortælling.
Virkelighedens veje og vildveje er ofte meget mere kringlede end fiktionens. Der er intet, der overgår virkeligheden. Livet er den største historiefortæller af alle. Det må have været svært at navigere i denne historie. Det hører vi kun lidt om, men den stående applaus efter forestillingen viste med al tydelighed, at alle i salen var grebet af den komplekse og kringlede fortælling.
Foto: Rumle Skafte.
I programmet til forestillingen udtaler Alexander Mayah Larsen: "-Men når jeg først står på scenen, er det en rolle som enhver anden, og jeg tænker ikke over, at det er mig selv, der spiller. Det er først bagefter, at jeg stopper op og tænker: "Det er jo min families historie".
Men det er ikke en skelnen, publikum laver. Historien er overordentlig nærværende og gribende. Det er svært, men det lykkes Alexander Mayah Larsen at afbalancere historien - både som dramatiker og skuespiller. Det er en svært at skildre levet liv fra en teaterscene, men det lykkedes over al forventning på Mungo Park. Ikke mindst takket være den fine instruktion af Thomas Hwan. Det er en fryd at opleve.
Foto: Rumle Skafte.
TRONFØLGER
af Alexander Mayah Larsen
Mungo Park, Allerød
Premiere: 14. september 2024
Medvirkende:
Alexander Mayah Larsen
& live-musiker Nanna-Karina Schleimann
Idé & manuskript:
Alexander Mayah Larsen
Instruktion: Thomas Hwan
Scenografisk konsulent:
Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann
Dramaturgisk konsulent: Trine Wisbech
Lysdesign: Casper Døi
Lyddesign: Emil Sebastian Bøll
Komponist: Nanna-Karina Schleimann
Varighed: ca. 1 t. 30 min.
Teatret anbefaler forestillingen fra 14 år og op.
Forestillingen spiller på Scene 1.
DE FORTABTE
i Hal 9, Musicon, Roskilde
14. - 28. september 2024
Af Thomas Eisenhardt,
Aaben Dans
og Dreamers´ Circus.
Der er nogle oplevelser, der lejrer sig i kroppen. De lægger sig til rette og bliver liggende, som om de altid har været der. De bliver en del af én - og vil ikke ud igen. Sådan havde jeg det med SPRÆKKER, som jeg så i Hal 9, Musicon i Roskilde i 2021 - og sådan har jeg det igen med DE FORTABTE, der spiller samme sted.
Den færøske forfatter William Heinesens roman "De fortabte spillemænd" har inspireret Thomas Eisenhardt til i samskabelse med de involverede at skabe dette store pulserende værk. Selv står han for koreografi, iscenesættelse og scenografi og har med 5 dansere fra Aaben Dans skabt en visuel diamant af en forestilling, der musikalsk er lagt i hænderne på Dreamers´ Circus, der spiller ny nordisk folkemusik - og som spiller live til forestillingen.
Det er både en live koncert og en danseforestilling. Det er så stort tænkt, ekvilibristisk udført, og resultatet er så betagende, at oplevelsen ikke vil slippe mig. Det gør næsten ondt at skulle berette om det, for værket er så dragende og imponerende, at det består i sin egen ret. Det ER slet og ret - og ligner intet andet.
Jo, det ligner havet i al sin skøre og dragende vildskab. Det bruser os i møde, og musikken og dansen bærer det ind i os, hvor det bruser videre. Snart stille, snart voldsomt. Det daler ned og bliver så stille, at det helt forsvinder og opløser sig selv, men snart efter svulmer det op igen - lige som forestillingen - og så giver det faen i alt og alle og slår gækken løs. Det bliver vildere og vildere og rejser sig i ekstatiske bølger. Det beskriver essensen i romanen uden et eneste ord. Jo, der var sentenser fra romanen ude i forhallen, inden vi ventede på at blive lukket ind. Det var poetiske ordbilleder, der satte sig fast i kroppen og som slap tankerne løs og skabte en luftlomme omkring os, hvor poesien lokkede os til at træde op til en besættende dans. Sådan virker forestillingen, hvor livemusikken og dansen fører os helt derop i det nordligste, til en fjernt beliggende ø, helt indhyllet i sig selv.
Det er beretningen om vildskab, om liv og død. Om beruselse, om vanvid og om at træde ud i ingenting, hvor musikken og dansen tager over og får os til at give slip. Vi er helt derude, hvor livet står på spil, og hvor vanviddet og elskoven tager over. Men lad os hellere starte med begyndelsen.
Hal 9 befinder sig i Rabalderstræde i Musicon i udkanten af Roskilde. En kæmpestor sorttjæret fangerbåd ligger på pladsen foran den 90 meter lange lagerhal. Vi står tæt sammen i den sorte foyer. Som sagt er der opprojicerede sentenser fra romanen på væggen. Eller rettere på det sorte stof, der adskiller os fra resten af hallen. Midtfor hænger en masse sortbejsede tykke tove ned fra loftet. De er lyssat, så vi ved, at det er derigennem vi skal ind til forestillingen. Allerede da den indledende velkomst bruser imod os, kan man høre det. Lyden er fantastisk. Den klinger dybt ind i én. Lidt efter bliver vi lukket ind og bevæger os forbi det nedhængende tovværk. Vi kan ikke undgå at komme i berøring med dem. De lugter af tjære. Straks efter træder vi ned på stranden, for det knaser under fødderne på os. Vi træder ind på småsten, muslingeskaller og tangrester. På forhånd var vi blevet bedt om at klæde os godt på, da hallen er uopvarmet, men sådan virkede den nu ikke. Måske fordi stedet er tætpakket.
Da vi er blevet placeret, begyndte drømmen. Sådan kan det bedst beskrives. Det ER en drøm! Vi er langt oppe nordpå i et isoleret ørige, hvor menneskene drikker, elsker, lever og dør. Nærmest som døgnfluer, der lyser op i gigantiske lysglimt eller synker ned i alkoholens bundløse flaskedyb.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg får disse indtryk, men det er det, Thomas Eisenhardt formår ved at sætte musik og bevægelse sammen i det enorme rum. Musikken er fantastisk og sikke en lyd! Dreamers´ Circus bliver til de fortabte spillemænd, der spiller os alle til døde - eller måske genopstår vi netop til den musik, som de tre gutter sender vibrerende ind i os. Musikken er - ligesom dansen - grænseløs vild og dybt melankolsk. Der er en længsel i den, der beruser. Selv når den er vildest, har den en indkapslet melankoli, der sætter sig fast indeni. Det får mig til at tænke på store filmkomponister som Eleni Karaidrou og Zbigniew Preisner. Deres musik er umiddelbart genkendelig, og selv om man måske ikke genkender navnene, skabte de hver især uforglemmelige filmmusik til den græske filmskaber Theo Angelopoulos og til den polske filmskaber Krzysztof Kieslowski. Der er den samme indbyggede længsel i forestillingens musik. Selv når musikken er gladest og mest sprudlende, har den denne dybe iboende længsel. Måske er det netop noget, der kendetegner stor kunst, for det samme gælder Heinesens romaner. Denne tunge dansende lethed, der betager og besvangrer os.
Vi træder ind i dansen, der fører os ud midt i det vildeste hav, hvorfra man måske aldrig vender tilbage. Musikken siger det ganske ordløst ligesom dansen. De fem dansere: Antoinette Helbing, Alvilda Faber Striim, Jan Vesala, Ole Birger Hansen og Ruth Rebekka Hansen blander sig med musikerne. Dreamers´ Circus består af Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen. Det er betagende, hvordan de stadig kan spille og indgå i den koreografiske verdensorden, der besætter os alle og tager os med på rejse til et fjernt beliggende nordligst ørige.
Mette Kruse har været dramaturg og iscenesætter. Ligesåvel som danserne også har medkoreograferet. (Vel)lyden er lagt i hænderne på Julian Falck. Lysdesignet er af Thomas Bek. Olivier Guillemain har været videodesigner. Lys, lyd og video arbejder sammen på fineste vis, så bølgerne bogstavelig talt slår sammen om os i det kæmpestore rum. Hillary Mugen Adler har været landskabskonsulent. Franciska Toubro har designet kostumerne. Elke Laleman står for teknikken og afvikling, og det kan ikke have været nogen nem opgave.
Jeg føler slet ikke, at jeg verbalt kan yde denne pragtforestilling fuld retfærdighed. Men måske handler det lige som musikken og dansen om at sige alt og intet. Derved kommer vi direkte til det fjernt beliggende ørige ved navn Færøerne. Det er langt, langt væk - og helt tæt på os selv.
DE FORTABTE
i Hal 9, Musicon, Roskilde
14. - 28. september 2024
Af Thomas Eisenhardt,
Aaben Dans
og Dreamers´ Circus.
Holdet bag:
På et koncept af Thomas Eisenhardt er De fortabte…
blevet til i samskabelse mellem:
Koreograf, iscenesætter og scenograf: Thomas Eisenhardt
Dramaturg og iscenesætter: Mette Kruse
Dansere og koreografer: Antoinette Helbing, Alvilda Faber Striim,
Jan Vesala, Ole Birger Hansen og Ruth Rebekka Hansen.
Komponister og musikere: Dreamers´ Circus:
Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen
Lysdesigner: Thomas Bek
Videodesigner: Olivier Guillemain
Kostumedesigner: Franciska Toubro
Landskabskonsulent: Hillary Mugen Adler
Teknik og afvikling: Elke Laleman
Lyd: Julian Falck
Produktionsledelse: Madeleine Lind Hoppe
Produktionsledelses-praktikant: Christian Henckel Lund Nielsen
Grafisk design: Line Thornberg
Videotrailers: Adam Laver Film og Monokel Studio
Produceret af Aaben Dans
Foto: Alexandra Bergman.
DANCING WITH THE DEAD
af Lava Markusson & Michael Tang
Bobbi Lo Produktion AB
19. september 2024 i Dansekapellet
21. - 28. september 2024
på turné i Danmark
Straks jeg læste om forestillingen, tænkte jeg, at dén måtte jeg se. Teater har en enestående evne til at åbne døre og vinduer op til andre verdener. At gøre det i en danseforestilling om døden for de 10 årige og opefter, er prisværdigt. Aldersgruppen er bestemt ud fra at instruktøren selv mistede sin far som 10-årig, derfor skulle der med forestillingen skabes et rum, hvor man kunne gå følelserne i møde - næsten ordløst. Koreograf og kunstnerisk leder, Michael Tang, bød velkommen og opfordrede 20 modige til at melde sig til at være de første til at gå ind. De skulle blot stå midt på scenen de første 5-10 minutter. Andet ville der ikke ske!
Da de var forsvundet ind i salen, blev de resterende 40 bedt om at assistere med at lave tungeklik, når danserne gjorde det - og forsøge at holde rytmen.
Derefter bliver vi også lukket ind i salen.
Der var siddepladser på tre sider af scenen.
I midten stod de første 20 i en cirkel omsluttet og oplyst af lysstofrør. De fem dansere: Moa Autio, Matilda Bjärum, Mikkel Alexander Tøttrup, Giorgia Reitani og Yiorgos Pelagias cirklede langsomt rundt om dem. Først i slowmotion, derefter stadigt hurtigere. De trak eksploderende impulser ud af kroppen og sendte dem videre fra person til person, mens de bevægede sig stadigt hurtigere rundt om gruppen i midten. Snart efter spurtede de rundt i et forsøg på at indhente hinanden. Bagefter overrakte de hver af de 20 en rose, og fik dem til at give den videre til de andre siddende rundt om scenen. Derefter brød danserne ud i dans, mens de blev ved med at holde en af de 20 i hånden. Det gav en stump akavet danserytme, eftersom energien ikke forplantede sig og bliver ført videre. De ikke-dansende blev bagefter ført rundt og placeret på tomme pladser rundt om scenen i. Det skabte fornemmelsen af, at vi som tilskuere også blev involveret. Der var ikke kun et "os" og "dem", men et "vi". Det blev gjort på en imødekommende og accepterende måde med plads til improvisation. Ikke meget, men lige nok til at det gav forestillingen sit eget impulsive forløb. Afhængig af, hvor meget publikum gik med på ideen. Nogle dansede lidt med, mens andre undlod det. Begge dele fungerede fint - og var spændende at betragte.
Musikken af Hans-Ole Amossen var nogle steder manende og andre steder rytmisk massiv, og snart faldt danserne ind i synkrone bevægelser. Energien forplantede sig, og det var let at glide med på den dansende eufori. Indimellem kom der indtalte tekster, der handlede om at befinde sig i tomrum og skulle (gen)finde meningen med livet. Der var historien om den døde søster, der ønskede at forsvinde og blive til et spøgelse. Hendes bror var ikke længere bange for mørket, for derinde gemte søsterens spøgelse sig - og han savnede hende.
De udleverede roser blev vi inviterede til at lægge på den døde i midten. Måske var det søsteren eller en hvilken som helst anden død, som vi hver især ønskede at lægge en blomst for. Igen foregik det i et åbent rum, hvor man var med på hver sin måde, sådan som man hver især selv ville og kunne.
Foto: Alexandra Bergman.
Der var en stram enkelhed over koreografien og opsætningen skabt af Lava Markusson og Michael Tang. Der er ingen distraherende rekvisitter eller scenografi. Kun danserne, energien imellem dem, deres bevægelser og mørket, der svøber sig om dem og så lyset, der skiftevist løftes og holdes besværgende frem mod dansernes kroppe. Det hele var lyssat af Tanya Theo Johansson med scenografi af Åsa Gjerstad.
Der siges ikke meget - og det er heller ikke nødvendigt. Vi er budt indenfor i et rum, hvor alt kan ske - og hvor vi kan føle os trygge. Det er tydeligt, at der bliver taget hånd om os, men det er også lige så tydeligt, at alt kan ske herinde i det indre grænseløse rum mellem os.
Det er et særligt rum, som det ikke er alle forundt at betræde, men vi har fået invitationen - og nysgerrigheden driver os videre. Alles opmærksomhed er fangen fra start til slut. Det er en god, men for så vidt udmattende oplevelse. Som publikum klæder vi selv danserne på med en historie om liv, død og savn. Alt efter, hvad vi hver især har oplevet og har brug for at bearbejde.
Jeg tager hatten af for denne type forestillinger, der er forsøg på at skabe adgang ind til lag i bevidstheden. En slags passage, hvorigennem vi kan passere ind til nye erkendelser - hvis vi ellers kan, vil eller tør. Muligheden er der.
.
Det står åbent for enhver. Det er frit, hvad vi vil hente ud af det. Måske slet intet - eller også lige det, vi har brug for på det givne tidspunkt.
Det lykkedes at skabe det trygge rum, hvor alt kunne ske. Resten er op til hver enkelt. Hvis man vil, kan man befolke det med lige netop den historie, man selv har behov for at få fortalt eller bearbejde.
Tak for opfodringen til at følge med. Den er værdifuld - og nødvendig.
DANCING WITH THE DEAD
af Lava Markusson & Michael Tang
Bobbi Lo Produktion AB
19. september 2024 i Dansekapellet
21. - 28. september 2024
på turné i Danmark
Fra 10 år og op
Koreograf: Lava Markusson og Michael Tang
Dansere:
Moa Autio, Matilda Bjärum, Mikkel Alexander Tøttrup, Giorgia Reitani og Yiorgos Pelagias
Komponist: Hans-Ole Amossen
Scenograf: Åsa Gjerstad
Lysdesign: Tanya Theo Johansson
Trailer: Diego Monsiváis
Foto: Alexandra Bergman
Forestillingen produceres af Bobbi Lo Produktion med støtte fra: Statens Kunstfond, Kulturrådet, Augustinusfonden, Dansk Skuespillerforbund, Den A.P. Møllerske Støttefond, Malmö Stad og Region Skåne. Co.produceret af Teaterhuset Filuren, Rum för Dans og Dansinitiativet.
