Anmeldelse: THE WOMAN WHO WISHED TO DIE på Teater Play.

Foto: Roberta Monnerat
 

Der en let tåge hen over flere af scenerne i det brasilianske  stykke ”The woman who wished to die”, der er en fri bearbejde af Nelson Rodrigue´s ”A falecida” af landsmanden Marcello Bosschar, der også har instrueret. Tåge er der også mellem personerne for ingen af dem ser hinanden klart. Selvom de lever side om side er de fremmede for hinanden. Kun forenet i deres higen efter nærhed, efter at leve og efter at føle noget. Bare et eller andet. Han strækker hånden ud efter hende, men hun viger bort og vil ikke vide af ham. Hun er allerede ved at sige farvel til livet og har planer, der vil ændre alting. Planer som hun indvier sin mand i, før hun dør.

Foto: Roberta Monnerat

Måske er det den truende intethed der får den kvindelige hovedperson, Zulmira (Ann-Charlot Amann), til uden grund at kaste sig over en tilfældig mand ude på toilettet på en isbar, mens hendes mand, Tony (Anders Glud Jensen), sidder ventende udenfor. Tony får lov til at vente og aner intet om det, der sker mellem hans hustru og David Petersen (Dan Schlosser). Han vil heller ikke kunne forstå det. Måske forstår hun det heller ikke selv. I hvert fald er det et råb om hjælp, mens hun krampagtigt forsøger at holde fast i livet, der er ved at glide hende af hænde.

Foto: Roberta Monnerat

I starten møder vi hende som en maske. Hun ser sig rundt, men synes underligt fortabt, som om hun allerede har sluppet taget og ladet sig glide, mens alt det ulevede liv siver ud af kroppen på hende. Hun er et land af omvandrende intethed.  I modsætning til sin supernormale mand, der bare synes opslugt af hverdagslivet og sin egen arbejdsløshed,  bliver hun stadigt mere og mere utilnærmelig og fjern.
I en scene møder vi døden (Hamun Maghsodlo) og senere igen hans håndlanger, bedemanden, der skræmmende og snigende spilles af Erik Massa Mathiasen. Han er mere uhyggelig end døden selv. En slags moderne færgemand, der er bindeleddet mellem denne verden og det hinsides. Forestillingen indledes og afsluttes meget sigende med et møde med en sandsigerske (Fabiola Gonzales), der måske bare er en svindler. Det får vi aldrig svar på. Forestillingen giver ingen svar – og det er faktisk det allerbedste.

 

Foto: Roberta Monnerat

Handlingen er bizar, frastødende og fascinerende. Nær og fjern smelter sammen til et skælvende nu, mens livet ebber ud af kroppen på Zulmira. Forestillinger lever og ånder i sit eget tågede univers. Den bølger ud og ind mellem personerne og er umulig at fastholde. Som om den slet ikke er der. Som om det hele bare er teaterrøg, der om lidt er væk igen. Det er både underligt og forunderligt.

 

Foto: Roberta Monnerat

 

”The woman who wished to die”

Marcello Bosschar´s frie bearbejde af Nelson Rodrigue´s ”A falecida”

 

Instruktion:

Marcello Bosschar

Med:

Ann-Charlott Amann

Anders Glud Jensen

Dan Schlosser

Fabiola Gonzales

Erik Massa Mathiasen

Hamum Maghsodlo
 

Lydteknik:
Ármann Ingunnarson

 

Spiller under CPH STAGE på Teater Play,
Strandlodsvej 7, på Amager

– og bagefter på Bådteatret.

Læs mere.

 

Anmeldelse: NORDSKOVEN på Aveny T.

 

Gæstespil af Mungo Park.

Det gælder om at løbe. Løbe og løbe. At blive ved med at løbe. At løbe fra det hele, når det bliver for svært. Jeppe ville helst være hos faren, men har svært ved at slippe forbi moren. Storebroren beskytter ham, men det er ikke let og blev ikke lettere med årene. Moren er fuld. Hun får overbalance til festen. Hun er festlig, drikkende og iført pels, for festligt skal det være. Jeppe venter bare. På faren og på at komme væk. Når det bliver for svært så løber han. Løber afsted fra det hele. Men han kan ikke løbe fra det. Nordskoven omkring barndomsgården bliver en tilstand, der aldrig forlader ham. Heller ikke selv om han skifter fornavn til Kasper. Det hjælper ikke. Ikke spor. Heller ikke da han begynder at spille teater og kommer ind på skuespilleruddannelsen i Århus. Han bliver forelsket på skift i sit fag og i de piger der er omkring ham. Især hende, der bliver gravid med hans barn. Kasper er identisk med skuespilleren, der står foran os. Han hjælpes fermt på vej gennem sin fortælling af Henrik Prip. De to fortæller levende og fortættet om en opvækst og et liv fuldt af bakker, der skulle løbes opad.

Fotograf: Mikkel Russel

Forestillingen rammer lige i mellemgulvet. Det er en regulær mavepuster. Det handler om alt det man ikke kan løbe fra. Heller ikke selv om man løber hele natten gennem mørket. Det kredser én ind og griber fat uden at man har mulighed for at forsvare sig imod det. For hvad sker der, når man ikke længere kan forsvare sig mod sig selv? Selv om det er ubærligt, er den sceniske iscenesættelse af Tue Biering garant for at det berettes med den distance som det giver, når der er to fortællere, sådan at det sværeste kan fortælles pr. stedfortræder, sådan så det lige præcis ikke bliver mere ubærligt, for det er ikke for smertens egen skyld. Forløbet er styret og spillet med stor fortællemæssig dygtighed, så det går lige til grænsen, men heller ikke længere, så historien stadig kan reddes på målstregen og ende i en slags forløsning. Ingen stor forløsning, men trods alt en slutning, der lover både håb og bedring, så hovedpersonens liv kan føres videre på en troværdig og enkel måde. Mere kan man ikke forvente efter at have været ført igennem fortællingen. Det er modigt at stille op med sin egen historie, men det vil altid være en versionering, sådan som alle beretninger er. Alt teater og al kunst er i høj grad ofte selvfortælling, men det autentiske tilfører et ekstra fascinerende lag, ligesom i forestillingen om ”Nordskoven” og hvad der gemte sig derinde i mørket.
 

 

Instruktøren Tue Biering har gjort det til sit særkende at han placerer sig lige mellem virkelighed og fiktion. Han arbejder i fast makkerskab med forestillingens scenograf, Marie Rosendahl Chemnitz. Han har taget filmiske livtag med ”Guldfeber og ”Viljens Magt” (der begge var i Fix & Foxys regi), men også i flere fascinerende forestillinger i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Han er i høj grad dokumentarist, og har et sikkert greb om historien, der fortælles effektivt og præcist uden unødvendige svinkeærinder. Der er mørkt i skoven, men det er nødvendigt at gå igennem den for at komme ud på den anden side.

 

Instruktør: Tue Biering
Medvirkende: Kasper Leisner & Henrik Prip
Scenografisk konsulent: Marie Rosendahl Chemnitz
Rekvisitør/kostumier: Katrine Bunton
Lyddesign: Rasmus Overgaard Hansen
Lysdesign: Jacob Rasmussen
Instruktørassistenter: Tabita Friis Kristensen/Ida Marie Bille
Producent: Anne Sophie Fogedby
Varighed: 100 minutter uden pause
Alder: Anbefalet fra 13 år

Gæstespil af Mungo Park, Allerød, der frem til og med den 14. juni viser 12 forskellige forestillinger på Aveny T.

Læs mere.

Anmeldelse: A TENDER THING på Bådteatret

 

Romeo og Julie er blevet ældre. 40 år ældre.

Når vi kommer ind ligger hun der allerede, Julie. Det er et smukt scenebillede, så enkelt med det opsatte fotostat af havet. Sengen er bare et par euro-paller med en opredning på. Gulvet er tykke rustikke planker, der med sin egen råhed taler sammen med pallerne. Enkeltheden er slående og talende. Det kunne også være en ligbrænding, for det er det, det er. Vi ved at hun dør, ligesom i den oprindelige Shakespeare-tekst. Hun tager gift og dør og vågner op igen i en ny verden, hvor de igen er sammen – på ny. Vi kender historien og alligevel er alting nyt. Det er både en livs- og en dødsrejse.

Why Not Theatre Company har tidligere gæstet Bådteatret med stor succes. Den første forestilling jeg så var ”The City” (2013), bagefter fulgte den Reumert-prisbelønnede ”WIT” (2014). Siden har de gæstespillet i Kongens Lapidarium med ”O, for the love of Shakespeare” (2015).

 

”A tender thing” er tung i sit afsæt, indtil sygedommen tager fart, så bliver den paradoksalt lettere, mere gribende og psykisk helt tilintetgørende. Det er et voldsomt emne, for hvad sker der med os, når det lakker mod enden, og enden bare bliver værre og værre. Vi tilhører en kultur, der er så dødsfornægtende, at det er et chok at se forestillingen. På trods af de smukke ord, så ved vi det godt, men vi vil bare ikke vide af det. Det er ikke til at rumme at livet og dets afslutning kan være så forfærdelig. Så umenneskelig. Vi har godt af at se det. I forestillingen sættes alle sejl til, og kursen er klar. Ingen kommer til at overleve dette. Heller ikke publikum.

Vi er stævnet ud på en dødsrejse og i Ben Powers ”A tender thing”(2009) er der ingen pardon. I pressemeddelelsen beskrives stykket som bestående af ”en sensationel twist af Shakespeares originale ”Romeo og Julie”-tragedie med et remix af Shakespeares andre velkendte tragedier og Sonetter”. Oprindelig skrevet til The Royal Shakespeare Company og er siden opført over hele verden med succes.

Ingen sentimentalitet. Ingen blødsødenhed. Langsomt klinger livet ud. Det er sådan vi forventer det og er indstillet på det. Men det er ikke langsomt og smukt. Det er voldsomt og hidsigt. Det er ganske enkelt tilintetgørende. Hele skakbrættet ryddes i forestillingen, der kun langsomt sneg sig ind på mig, og endte med at få mig til at sidde ude på kanten af stolen, med tårerne løbende ned af kinderne. Ikke bare en enkelt våd øjenkant, men tårer, der dryppede lige ned, og jeg antager at det igen er kulturbestemt. At vores dødsfornægtelse sidder lige under overfladen i kroppen på os. Livet ER fantastisk, men det er også uhyggeligt kort. Pludselig har vi opbrugt tiden. Den udmålte tid er ovre. Vores tid er ovre – og det er forbi.

I forestillingen taler Julie om selv at ende livet, inden det er slut, men Romeo viger bort, og hun taler til ham om, hvor meget han vil komme til at elske andre. At hun til sidst ikke vil være andet end en gammel krage, og at livet og kærligheden stadig venter på ham, at han vil elske andre ligeså meget som han har elsket hende. Det lyder umuligt i referat, men det er Sue Hansen-Styles´ store scene. Der er ikke en sprække i hendes fremstilling. Forestillingen er fuldstændig renset for sentimentalitet, så snart den dramatiske handling tager fart. Den tunge opbygning er selvfølgelig nødvendigt som fundamentet , der skal kunne bære den videre handling. Det er stykkets svaghed at den bygger så omstændeligt op, men til gengæld, når den først tager fart, er den uafrystelig.
 

De to spillere, Andrew Jeffers og Sue Hansen-Styles brager gennem teksten i Barry McKennas imponerende instruktion fint og indfølt understøttes af Christiane Bjørg Nielsens lydcollager. Det er en tekst der lever af den smukke engelske klang. Tror slet ikke at den ville fungere på dansk. Vi er så nøgterne, så sprogligt hårde og realitetstro på dansk, men det engelske sprog tilfører os en poesi, der får det tunge emne til at løfte sig. Det bliver spilleligt, poetisk, uafrysteligt og aldeles tilintetgørende. Det er dødsnødvendig forestilling.
 

Det gav måske nok forestillingens illusion et knæk, da pinsekarnevallets lastbiler med dansende sambafolk meget langsomt kørte forbi inde på kajen, mens døden bredte sig i kroppen på Julie, men det hørtes også som et ekko af den verden som hun nu forlod for sidste gang. Den flotte tekst lader dem mødes igen. Er det i deres erindring, er det i dødsriget, er det sådan som det sker igen – i den næste verden? Vi ved det ikke, men livet vågner igen. Det sammen gør kærligheden og passionen og lige i det punkt og med den glæde slutter forestillingen værdigt. Det er kærligheden der vinder, også i livet og døden. Det er stor og nødvendig teaterkunst. Se den, hvis du tør!
 

Dramatiker BEN POWER
Instruktør BARRY MCKENNA
På scenen ANDREW JEFFERS & SUE HANSEN-STYLES

Varighed: 90 min. (uden pause)

Spilleperiode: 22.5.-13.6.2016

 

Læs mere.

 Fotos: PanCakeBeaver.com

Anmeldelse: VON TRIER, PERSONA NON GRATA på Teater V.

 

 

Nogle teateroplevelser sætter sig oppe i hovedet, som tilskuer ved du hele tiden hvor du er på vej hen, hvorfor og hvordan, mens andre forestillinger udfordrer de forudfattede meninger. Sådan er det med ”Von Trier, Persona non grata”, der er tredje og sidste del af Jakob Weis´ og Teater Vs "nationale faktions trilogi" der indledtes med "Udslet Hornsleth" og videreførtes med "Casper Christensen Komplekset". Det er en forestilling der sætter sig i kroppen, og som det er svært at ryste af sig. Det er svært at sige noget om manuskriptet, for umiddelbart virkede det uforløst. Men teksten smelter sammen med instruktionen af Pelle Koppel og skuespillernes rørende præstationer. Og denne treklang klinger forunderligt. Sært forunderligt. Teksten fungerede som et flot afsæt for instruktøren og skuespillerne. I hver fald sætter det sig samlet i kroppen på mig som en lang række billeder jeg bagefter tager med mig.

 

Foto: Søren Kuhn

Teksten er ikke skrevet frem mod nogen forløsning. Den vikler sig snarere mere og mere ind i sig selv, som et indre billede på hovedpersonens tankevirksomhed. Alligevel rammer den mig. Det er en forestilling, der sætter sig på tværs, så hvis du godt kan lide at blive udfordret, så kan jeg anbefale ”Von Trier, Persona non grata”.

 

 Foto: Søren Kuhn

Forestillingen skaber utryghed og tvivl. Hovedpersonen, mesterligt spillet af Jens Jørn Spottag, er usympatisk, og alligevel så forsvarer Spottag rollen så overbevisende at der opstår øjeblikke, hvor vi er med i selve skabelsen, sådan som det måske forekomme i en knallerthjerne som Lars Von Triers. Hans ludende gangart, hans nærmest ikonografiske påklædning og baggrundsprojektionerne af interviewet fra Cannes Festivalen, hvor han udtaler ordene ”I´m a nazi”, og derved gør sig selv til Persona non grata. Provokation eller joke...? Vi ved det ikke. Ingen ved det. Måske begge dele eller ingen af dem? Måske ved hovedpersonen det heller ikke selv. 

Det er faktisk et dækkende billede af en skabende kunstner, der altid er i tvivl og som bruger tvivlen som drivkraft i sine værker.  Det vises overbevisende scenisk i skildringen af de første læseprøver, der vises sig at være filmoptagelser i sig selv. Vi glider hele tiden ind og ud mellem virkelighed og fiktion. Det ene ophæver det andet, og som publikum gælder det om at hænge på, for ingenting er som det ser ud. Selv afbrydelserne er en del af værket. Hvad er sandt og falsk, hvad er virkelighed og fiktion, hvad er rigtigt og forkert - og etisk forsvarligt?
 

 

Den utryghed som er en væsentlig del af Triers værker visualiseres scenisk ganske overbevisende. Der er en munter kontrast fra de to udviklingshæmmede håndværkeres bramfrie kommentarer til de selvbevidste skuespillere spillet af Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier i muntre og veloplagte dobbeltroller. Hans Henrik Clemensen er "Ålen". Hvem der spiller og hvem der bliver spillet er aldrig rigtig klart, hverken i fiktionen eller virkeligheden og er en præmis for forestillingen. Skuespillerne i stykket synes at Von Trier i bund og grund er usympatisk, selv om han kan være nok så genial som kunstner. Det er Spottags fortjeneste at det lykkedes både at gøre hovedpersonen usympatisk og alligevel til at holde ud. Midt i sit galoppende vanvid har han sprækker, der gør ham menneskelig og delvist forståelig. Og hvad er det så som Von Trier kan, og hvad er det som også forestillingen formår? Måske at få os ud over vore grænser og mærke hvor det gør ondt. Måske er han det fremmede i os, som vi både kan være tiltrukket af og som vi alligevel ikke ønsker at komme alt for tæt på?

 

Foto: Søren Kuhn

Jakob Weis formår elegant at afslutte sin triologi med dette fascinerende menneskeportræt, der samtidig er et billede på vores kultur. På dens lethed og dybde. På overflade og tyngde. Så hatten af for Teater V, der har lavet en mystisk, mystisk forestilling, der både er underlig, forunderlig og meget fascinerende.   

 

 

 

Medvirkende:

Jens Jørn Spottag, Karin Bang Heinemeier, Caspar Phillipson og Hans Henrik Clemensen.

Instruktion: Pelle Koppel

Manuskript: Jakob Weis

Scenografi: Rikke Juellund

Læs mere

Varighed: ca. 130 min. inkl. pause

Spilleperiode: 3.-31.maj 2015 

Gammelfestivalen II - refleksioner

Gammelrapportering (fra Paris, oktober 2014)

Se også de færdigproducerede film fra festivalen.

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.

 Jeg er stillet op med min nysgerrighed og har inviteret kunstnere med på festivalen med samme nysgerrighed. Nogle af dem har jeg været i samtale med og andre har selv holdt oplæg baseret på bøger, film, teater og musik. Det har udgjort en kæmpestor broget buket med blomster i alle farver. Der har været forfattere med én bog, nogle der har talt om kommende bøger og andre med hele livsværk bag sig bestående af værker, der for længst er indskrevet i litteraturhistorien. Der har været brand- og båltaler. Nogle har fortalt om det de ikke vil finde sig i og affinde sig med, bare fordi de er blevet gamle. Det har givet mulighed for at kaste blikket ind over skjulte steder. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig i demensen? Hvad er det som gemmer sig i livet?

 Jeg lavede festivalen, fordi jeg syntes at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af. Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet som det også er. Også når det skræmmer os.

Som en oplægsholder sagde, så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden, der er syg og sammenlignede det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde sig i noget. Hurtig og overfladisk.

Med Gammelfestivalen lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det, trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig at meget var generelt og slet ikke så privat som vi troede. Det var noget som mange var fælles om. Det er nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os? Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive afslutning.

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop giver det liv – sådan som vi lige har oplevet det.

Det samme skete også med sang og musik på festivalen. For musikken trænger på samme måde ind i bevidstheden og frisætter noget af alt glemte. Noget af alt det vi troede var forsvundet.

Til bearbejdelse af tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig selv i spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.

Det har været væsentligt at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.

Det var fx teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min tekst ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden at hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen var det Bozenna (som I lige har hørt), der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en regulær kamptale.  Forfatter Anne Hjælmsø fortalte hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik.

Skuespiller Ghita Nørby fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.

”Gammelfilmen” blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du gammel?”

I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmet beboere, der højt sagde:

-Har jeg ikke set den før?

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:

-Så du filmen i går?

-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

 

---

 

På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabueret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival. Især en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på plejehjemmet.

Refleksioner og film fra GAMMELFESTIVALEN II.

Foto: David Blazek - af rustskulpturer af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen

Med en samlet spilletid på 3 timer udgør de færdigproducerede 6 film en righoldig dokumentation af interviews, samtaler, oplæg, skuespil, film, fotos, sang og musik fra Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet 2014.

Filmene er nu tilgængelige på nettet.
https://www.youtube.com/channel/UCM2Dci4XjK8IUa7G-lxLTeA

Sammen med en række refleksioner (fra Paris) lige efter Gammelfestivalen II:
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/05/gammelfestivalen-ii-refleksioner.html

FILMOVERSIGT:

 

 ”Om at være med på Gammelfestivalen. Reaktioner” (22:49)

Bozenna Partyka, Alice Maud Guldbrandsen, Egon Clausen, Kirsten Thorup, Lise Warburg, Exit-Hans, Louise Adrian, Vibeke Marx, Pia Raug, Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Charlotte Strandgaard, Anne Hjælmsø, Stine Bitsch-Larsen, Marie Thøger, Per Lykke, Lisbeth og Torben Skjødt Jensen, Susanne Lana, Lars Knutzon, Judy Gringer, Sten Hegeler, Ghita Nørby og Laust Sørensen.

https://www.youtube.com/watch?v=id4uRiQi_dE

 

”Sammendrag fra Gammelfestivalen 2014” (47:08)

Bozenna Partyka (tekst: Michael Svennevig), Kirsten Thorup, Anne Hjælmsø (med novellen ”Pilleæsken”), Palle Kjærulff-Schmidt, Bent Melchior, Susanne Lana & Armager Harmonien (”Hvis tårer var guld”, tekst og musik: Fältskog/Lana ), Ghita Nørby & Michael Noer.

 

”Hele oplæg fra Gammelfestivalen 2014” (84:20)

Egon Clausen, Ebba Nørager (tekst: Jens Blendstrup), Stine Bitsch-Larsen
(med film af Ole Bundgaard) og Charlotte Strandgaard.
https://www.youtube.com/watch?v=iJWugothLfo

 

”Bonusmateriale fra Gammelfestivalen 2014”(17:14)

Sang og musik fra festivalen af Sten Hegeler, Krisztina Vas Nørbæk & Naja Månsson (”Jacobsen”, tekst & musik: Stentoft/Müller) og Fangekoret (”Brian, Bill og Benny”, tekst & musik: Louise Adrian). Samt en varm historie fra Cairo af Alaa Gamal (Egypten) inspirere af festivalens rustskulpturer kreeret af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen.

"Fotos fra Gammelfestivalen 2014" (2:05)

Metalfigurer af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen, Fangekoret, Paul Hüttel, Kirsten Thorup&Michael Svennevig, Ebba Nørager, Pia Raug, Alan Pary, Sam & Alfred, Stine Bitsch-Larsen & Lise Warburg, Egon Clausen, Sten Hegeler, Lars Knutzon & Judy Gringer, Anne Hjælmsø, Charlotte Strandgaard, Palle Kjærulf-Schmidt, Marie Thøger, Torben og Lisbeth Skjødt Jensen & Per Lykke, Vibeke Marx, Hanne Marie Svendsen & David Blazek, Bent Melchior, Susanne Lana& Laust Sørensen og Ghita Nørby.

https://www.youtube.com/watch?v=VwVvk72iuXQ

 
”Gammelfilmen 2014” (9:38)
Er du Gammel? Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup besvarer spørgsmålet. Lise Bidstrup læser sin novelle ”Ansigt” fra Gammelbogen II (Forlaget Epigraf, 2014.
https://www.youtube.com/watch?v=c179lGM6kiI 

 

Filmproduktion & tilrettelæggelse:
Michael Svennevig : interview og tilrettelæggelse
& David Blazek : kamera, klip, musik og produktion
Produceret for Betania Film 2015