Hør podcast
Farverne
er vilde, glade og meget optimistiske, og de står i stor kontrast til teksterne
i Camillas tre bogudgivelser: ”Balancegænger” (2013, Mellemgaard), ”Bare
hverdag” (2018, Brændpunkt) og ”Hvad er meningen?” (2022, Mellemgaard). Inspirationen
kommer fra det skæve, det svære og det helt almindelige.
Camilla
Guldager Troelsøs HVAD ER MENINGEN? Er en tekstcollage. En række
kortprosastykker. Små noveller og enkelte digte, der alle kredser om at finde
en mening. Eller genfinde den. Der er megen venten og stilstand i de korte
tekster. Smerterne bliver blotlagt med raske hug. Der bliver ikke skubbet noget
ind under tæppet. Alt lægges frem, og det virker befriende.
Uddrag
fra festivalanmeldelse:
”Forvirring”
er den afsluttende historie i bogen. Den siger det hele. Jo., det er
forvirrende. Også for hovedpersonen, for hun ringes op af Anna, der fortæller,
Frank skal bisættes næste dag. Hovedpersonen aner ikke, hvem de to er, men
siger alle de rigtige ting – og går med til bisættelsen, for at få den historie
”på plads” – som der står. Hun går ikke med til den efterfølgende kirkekaffe,
men lyver sig undskyldt med et lægebesøg – og skynder sig væk derfra. Da hun
vil låse sin cykel op, passer nøglen ikke. Det er alligevel ikke hendes cykel.
Hun ved ikke, hvor den er. Hun vil bare væk og ”lægge afstand til den kirke.
Til fortiden.”
Læs hele festivalanmeldelsen
Humoren
er den forløsende faktor, ellers havde det heller ikke været til at holde ud.
Det bliver aldrig larmende morsomt, men lige akkurat muntert nok til at de
sukrede bitre drops glider ned.
Det
er en smal udgivelse – på mange måder. Også af omfang. Blot 83 sider, men til
gengæld er de komprimerede følelser, så kompakte og smertelige, at de 83 sider
er alt rigeligt – eller faktisk er de alligevel ikke nok. Jeg glæder mig
allerede til næste bogudgivelse.
Musikken på podcasten er af og med trioen
Rosenvinge, Christensen & Svennevig
*
Karin Feit Almberg: TOMRUM
Et pludseligt og for tidligt dødsfald er noget af det sværeste at komme sig over, fortalte præsten. Man er i chok. Man forstår ikke. Man fik aldrig sagt farvel. Og man savner ud i det ekstreme. Karin krammede sin ægtefælle om morgenen, og han sagde ”Jeg glæder mig til i eftermiddag,” fordi de to havde planlagt en tur sammen. Men selvsamme eftermiddag fik hun hans vielsesring og ur i en plasticpose af sygeplejersken på hospitalet. Det er nu 8 år siden Karin Feit Almberg oplevede det, som hun året efter skildrede i den essayistiske bog ”TOMRUM. I chok – og tiden efter et dødsfald” (Eksistensen, 2016).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar