Viser opslag med etiketten Brændpunkt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brændpunkt. Vis alle opslag

onsdag den 10. juli 2024

Anmeldelse: DEN AFRIKANSKE ARV af Jim Højberg, roman (2023)

 


”Den, der ikke har tid til at hjælpe en, der er død, har ikke forstand på at leve.” (s. 41)

Jim Højbergs DEN AFRIKANSKE ARV er en slægtshistorie, hvor vi møder Mads Munk, der er i Ghana på en studietur som lærer. Hans far, Jens Christian Munk, har også været i landet, og lidt efter lidt går det op for sønnen, hvor vigtig landet har været for deres familie. Det gentager sig på en ny måde, da Mads´ datter sammen med en veninde får arbejde på et børnehjem. Også i Ghana. Det er tre generationers historie, der sættes op imod hinanden med Ghana som omdrejningspunkt. De tre fortællinger fortælles forskudt. Det kræver, at man som læser skal holde tungen lige i munden for ikke at blive slynget af i farten.

Forfatteren Jim Højberg er børnebibliotekar og har rejst meget i Afrika.  

I ”Den afrikanske arv” handler den ældste del af historien om Jens Christian Munk, der kommer til Ghana sammen med hustruen. Vi møder dem, lige efter at hustruen, Nina, har født sønnen Mads. Men barnepigen, Hannah, er meget bedre til sønnen end den nybagte mor. Hun er vist også bedre til at håndtere Ninas danske mand. I hvert fald bliver hun gravid og flytter væk, og overlader pladsen til sin efterfølger, Cathrin, der bliver som en anden mor for Mads.

I den sideløbende historie er Mads blevet voksen og kommer tilbage til Ghana, hvor han hvirvles ind i en masse, som ender med, at han uretfærdigt bliver beskyldt for et mord, dog lykkes det ham på et hængende hår at få bevist sin uskyld.

I den sidste af de tre parallelle historier møder vi Mads´ datter Stine, der sammen med en seminariemedstuderende, Sofie, er kommet dertil for at arbejde på et børnehjem.

Det er tre forskellige blikke på landet og kulturforskellene. Vi får tre forskellige førstegangsindtryk af Ghana fra henholdsvis 1964, 2009 og 2010. Men det handler også om logik og overtro. Om liv og død og forskellige måder at nærme sig det på. Det er ganske tankevækkende.

Forfatteren har tydeligvis et dybt kendskab til kulturen og fortæller med et glimt i øjet. Det hele spindes sammen til en historie, hvor der ofte fokuseres på forskellene mellem den europæiske/hvide måde og den afrikanske tilgang til mange ting. Det er fortalt kækt. Sproget er godt og melodiøst, men der fortælles så rapt, at teksten egentlig ikke rigtig når at falde til ro. Det er et spændende afrikansk ridt. Vi er hele tiden på farten. Det går over stok og sten. Det handlingsorienterede sker på bekostning af de mere karakterdrevne beskrivelser, men spændende fortalt er det.

 

”Hvordan går det med…”

”Fint”, afbrød hun inden han fik færdiggjort sætningen. ”Hun har det helt fint. Skal vi komme afsted?”

Han nikkede og kastede et blik på Maria. Pludselig stivnede han. Der var noget galt. Hun var bleg på en meget speciel måde.

”Tror du ikke…?”

”Hold fingrene for dig selv”, hvæsede Abinar. ”du passer kørslen, så passer jeg Maria! Okay?”

”Jo, men...”

”Lad os nu komme afsted”, bad hun.

Trods Abinars protester bøjede han sig ned over Maria og mærkede på hendes pande. Hun var helt kold! Han hev hånden til sig.

”Jamen…”

”Vil du ikke bare køre?”

Han forsøgte at finde hendes puls. Der var ingen! Hanså vantro på Abinar. Han mærkede angsten brede sig. Han kørte rundt med en død. Der lå et lig bag i bilen.

”Hvad foregår der. Hun er jo død?»

(side 12-13)

 

Forfatteren Jim Højberg debuterede som forfatter i 1981 med ”Kampen for et frit land”, hvor han beskriver frihedskampen i Guinea-Bissau oplevet fra et barns synsvinkel. Siden har han udgivet over 100 børnebøger, hvoraf flere af er inspireret af hans rejser, heriblandt ”Min farfar er høvding i Ghana”, og ”Hvis livlinen brister” om gadebørn i Portugal.


 


Jim Højberg

DEN AFRIKANSKE ARV

Roman

Brændpunkt, 2023.

  


*

Mød forfatter Jim Højberg  

til festivalafslutningen

søndag den 11. august kl. 13-16

på Christianshavn

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 -

hvis det ikke er udevejr flyttes det til

Dansk Forfatterforening,

Strandgade 6 - et par gader derfra.


*


Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser:

Festivalanmeldelser (1:2)

Festivalanmeldelser (2:2)


Festivalmaler: Hanne Svennevig.

Læs mere om festivalen.

mandag den 13. maj 2024

Anmeldelse: BALALAS FEST af Anne Zenon, tweenroman (2024)

 

Bogforside-illustration: Mette Lehmann.

”Balalals Fest” er skøn. Så enkelt kan det siges. Silles mor drikker og har fået sit liv slået i stykker, efter at en marokkansk kæreste droppede hende. Sille prøver så godt hun kan at få det til at glide. Kommunen blander sig og kommer med et ultimatum: hvis moren ikke opgiver drikkeriet, kommer hun, Sille, i familiepleje. I skolen er Sille en af de seje. Faktisk så sej, at det er svært for hende at nå frem til sine mere menneskelige sider, og hun chikanerer nogle af de andre. Mia, hendes bedste veninde, er den eneste som hun tør tage med hjem, for rodet og de tomme flasker vil hun ikke have andre til at se. Tarik, går en klasse over dem, i 7. og han kan spille på alt, så Sille får ham med i deres band, hvor han er en stor gevinst at have med, selv om hans danske ikke er godt. Der springer forelskede toner frem imellem dem, men da Sille bliver overrumplet og tager Tarik med hjem, skammer hun sig over moren, og hun og Tarik skilles uforløste. Da Sille bagefter tror, at Tarik er kæreste med klassens nye pige fra Irak, prøver hun at forhindre at klassen skal til fest hos Balalal efter byfesten, hvor Sille skal fremføre den sang, hun har skrevet til byen. 

Anne Zenons skildringer af deres forskellige tilværelser er så nuancerede og mangefacetterede, at det er en fornøjelse at følge Sille og hendes klassekammerater frem mod koncerten og festen.

Selv om Sille drager nogle forhastede konklusioner, så er hun også modig og tør spørge om det, hun ikke er sikker på – og derved er der håb for morgendagen. Det er alt sammen beskrevet med en stor loyalitet over for både de skildrede personer og de miljøer, de kommer fra. Det er en ungdomsroman, som jeg spår et lykkeligt læserliv i hænderne på mange teenagere. Det fortjener den.

Uddrag fra romanen.

Side 26:

””Vi klarer det her selv.” Mor holdt ekstra hårdt om hende og begyndte at græde igen. Til sidst lagde Sille mor i seng og holdt hende i hånden, indtil pillerne virkede. Den gullige persienne var halvt lukket ned. Gennem hullet kunne hun se parkeringspladsen, og længere ude var stranden. En dag ville hun væk herfra.”

Side 54-55 (Balala tænker tilbage på flugten fra Mosul):

”Balala sipper af teen igen. Den er ikke så varm mere. Hun når kun at læse et par linjer, før hun igen retter blikket op og ser på de frosthvide grene og biler. Som barn nåede hun at lege med sne i Mosul, men hun husker bedst varmen. Det var også varmt den aften, de skyndte sig op på ladvognen, der hurtigt startede motoren, og de flygtede væk fra deres by i hvirvlende grus og støv. Der var høje lyde fra andre biler, og endnu højere lyde fra mennesker, der råbte og skreg. Først da de kom ud på en større vej, opdagede hun, hvor hårdt hun og mor holdt hinanden i hånden. De talte ikke sammen og kiggede heller ikke på hinanden. Når Balala ser mors øjne i dag, kan hun se, at hun nogle gange er rejst tilbage til Irak. Som om hun ikke helt er her. Det sker også, at hun selv drømmer sig tilbage. Hun 55 prøver at finde minder fra tiden, før hun så Zana ligge på hospitalet på et stort underligt guldpapir. Hun husker alt for tydeligt mor, der græd og ikke ville slippe sengen, mens lægerne foldede guldpapiret hen over ham og lukkede med tape. Når minderne kommer, forsøger hun at trylle sig hen til haven med daddeltræet. Så prøver hun at forestille sig, at alle er inde i huset. At mor laver mad, og de andre dækker bord, og om lidt skal de alle spise, og alt er trygt og godt. Flugten til Danmark var lang. Balala huskede kun meget lidt, og husker, at det var godt at komme frem til den danske lejr, men det var først, da de flyttede ind i deres egen lejlighed i blokken, at hun begyndte at føle sig tryg.”

 

Anne Zenon

BALALAS FEST

Brændpunkt, 2024

tweenroman, 129 sider

Udgivelsesdato: 18. april 2024

 

*

Læs flere festival-anmeldelser



Læs mere om festivalen.

tirsdag den 27. juni 2023

Reza Farmand: DET ER BLODET DER ELSKER

 

Bogomslag: Grafiker Søren Klok.


Den dansk/iranske digter Reza Farmand
udgav i foråret 2023 digtsamlingen
DET ER BLODET DER ELSKER

Forskellige uddrag fra digtsamlingen kan høres alle festivaldage.
Skuespilleren Mette Frank læser uddrag til festivalåbningen
Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser uddrag 
på 2. og 3. festivaldag i Vanløse og på Østerbro.
Skuespilleren Rebecca Langley læser uddrag 
til festivalafslutningen på Amager.
Skuespilleren Laura Kamis Wrang læser uddrag 
til festivalens Nachspiel i Husum.

Kærlighed kaster
livets betydning op i himlen

*

Når man elsker bliver man føjelig
og tager sin skønneste form

*

Kærlighed
er projektet for at redde ungdommen
for at redde skønheden

*

Rynker er dødens klare geografi
kærlighed redder kroppen
fra dens uundgåelige blindgyde

*

Omslag: Grafiker Søren Klok.



Reza Farmand fortæller om sin digtning:

"Jeg skriver på persisk. 

Jeg skriver frie vers eller moderne poesi som også bliver kaldt den nye poesi. 
Den moderne persiske poesi blev grundlagt af Nima Yushij (1895-1960). Han brød med den klassiske persiske digtning både formmæssigt og indholdsmæssigt Han benyttede metrik og rim på en ny måde og gjorde oprør mod klichér ved at skrive levende om ting, der omgav ham. Sidenhen er der opstået forskellige digtretninger i den persiske poesi. 

Jeg er ikke optaget af rim og versmål når jeg skriver, men min poesi har en form for melodi, som formes når jeg skriver. Kimen af en idé opstår i et splitsekund og den trækker som en magnet de passende ord til sig. 

I mine seneste digtsamlinger, som jeg har oversat til dansk, har jeg arbejdet tematisk. Sådan at jeg dvæler ved et emne, laver en slags poetisk brainstorm og udforsker det i fred og ro. 

Digtsamlingerne ”Min mor blev ikke smuk”, ”Parisiske digte”, ”Polardigte” og ” Duas stening” er således tematiske. Dette gælder også min seneste bog ”Det er blodet der elsker”. 

Gnisten, der tændte bålet var en forelskelse, så begyndte jeg langsomt at udforske kærlighedens synlige og usynlige aspekter."




Kærlighed er kroppens nøgle til ungdom
kroppens nøgle til befrielse

*

Kærlighed er vogter for elskovens ild
vogter for kroppens forår

*

Kærlighed sprænger traditionernes og
kulturernes grænser
for at skabe sin egen grænseløse verden
i dybet af blod og sprog

*

Kærlighed er den metafor
der lyser din poesi op
det højdepunkt
der fuldender din historie

*

Kærlighed bliver til enhver nøgle du vil
enhver vej du ønsker

*

Kærlighed er hjertets omdannelse til fugl
hjertets omdannelse til storm
hjertets omdannelse til sommerfugl

*




Digtsamlingen indgår også i den digitale festivalserie

*

Kærlighed er hormonernes skønneste poesi

*


Kærlighed er allerfineste visdom

*


Kærlighed er når
alle ens drømmefugle letter sammen

*


kærlighed er et vindue der med et
åbner mod alle udsigter

*
kærlighed
er tidens uventede lynnedslag i ordene

*


kærlighed er en moden tid
et modent svar

*


kærlighed er en mild profet
en mild gud
et blidt univers

*


Kærlighed er fredens andet navn
fugleflugtens andet navn
skønhedens andet navn

*


Kærlighedens betydning er altid på vingerne

*


kærlighed slynger sine gloser op mod himlen
lynhurtigt bør du læse dem

*


kærlighed er et digt
som skrives på hastigheden

*


kærlighed er sprogets
og hormonernes fælles vers

*


kærlighed er et oplyst hus i sproget
en frodig have i sproget
en blå himmel i sproget


*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

torsdag den 1. juni 2023

Camilla Guldager Troelsø: HVAD ER MENINGEN?

 

Foto: Michael Svennevig. Forsideillustrationer: Camilla Guldager Troelsø.


Hør podcast

YouTube

Farverne er vilde, glade og meget optimistiske, og de står i stor kontrast til teksterne i Camillas tre bogudgivelser: ”Balancegænger” (2013, Mellemgaard), ”Bare hverdag” (2018, Brændpunkt) og ”Hvad er meningen?” (2022, Mellemgaard). Inspirationen kommer fra det skæve, det svære og det helt almindelige.


Illustration: Camilla Guldager Troelsø.

Camilla Guldager Troelsøs HVAD ER MENINGEN? Er en tekstcollage. En række kortprosastykker. Små noveller og enkelte digte, der alle kredser om at finde en mening. Eller genfinde den. Der er megen venten og stilstand i de korte tekster. Smerterne bliver blotlagt med raske hug. Der bliver ikke skubbet noget ind under tæppet. Alt lægges frem, og det virker befriende.

 

Illustrationer: Camilla Guldager Troelsø..


Uddrag fra festivalanmeldelse:

”Forvirring” er den afsluttende historie i bogen. Den siger det hele. Jo., det er forvirrende. Også for hovedpersonen, for hun ringes op af Anna, der fortæller, Frank skal bisættes næste dag. Hovedpersonen aner ikke, hvem de to er, men siger alle de rigtige ting – og går med til bisættelsen, for at få den historie ”på plads” – som der står. Hun går ikke med til den efterfølgende kirkekaffe, men lyver sig undskyldt med et lægebesøg – og skynder sig væk derfra. Da hun vil låse sin cykel op, passer nøglen ikke. Det er alligevel ikke hendes cykel. Hun ved ikke, hvor den er. Hun vil bare væk og ”lægge afstand til den kirke. Til fortiden.”

Læs hele festivalanmeldelsen

 

Foto: Camilla Guldager Troelsø,


Humoren er den forløsende faktor, ellers havde det heller ikke været til at holde ud. Det bliver aldrig larmende morsomt, men lige akkurat muntert nok til at de sukrede bitre drops glider ned.

Illustrationer: Camilla Guldager Troelsø..


Det er en smal udgivelse – på mange måder. Også af omfang. Blot 83 sider, men til gengæld er de komprimerede følelser, så kompakte og smertelige, at de 83 sider er alt rigeligt – eller faktisk er de alligevel ikke nok. Jeg glæder mig allerede til næste bogudgivelse.


Musikken på podcasten er af og med trioen

Rosenvinge, Christensen & Svennevig

 

Foto: Michael Svennevig..


 Mød Camilla Guldager Troelsø på den kommende festival

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

i GLOBAL Art Gallery, Skelbakken 8A i Vanløse

 

Strik & foto: Camilla Guldager Troelsø.


 *


Hør også
med uddrag fra de første 5 podcasts.

med uddrag fra de næste 5 podcasts.

med uddrag fra de kommende 5 podcasts


*

  Næste uges podcast:

9/6/2023

Selvportræt: Karin Feit Almberg.

Karin Feit Almberg:  TOMRUM

Et pludseligt og for tidligt dødsfald er noget af det sværeste at komme sig over, fortalte præsten. Man er i chok. Man forstår ikke. Man fik aldrig sagt farvel.  Og man savner ud i det ekstreme. Karin krammede sin ægtefælle om morgenen, og han sagde ”Jeg glæder mig til i eftermiddag,” fordi de to havde planlagt en tur sammen. Men selvsamme eftermiddag fik hun hans vielsesring og ur i en plasticpose af sygeplejersken på hospitalet. Det er nu 8 år siden Karin Feit Almberg oplevede det, som hun året efter skildrede i den essayistiske bog ”TOMRUM. I chok – og tiden efter et dødsfald” (Eksistensen, 2016).  



*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*