”Balalals Fest” er skøn. Så enkelt kan det siges. Silles mor drikker og har fået sit liv slået i stykker, efter at en marokkansk kæreste droppede hende. Sille prøver så godt hun kan at få det til at glide. Kommunen blander sig og kommer med et ultimatum: hvis moren ikke opgiver drikkeriet, kommer hun, Sille, i familiepleje. I skolen er Sille en af de seje. Faktisk så sej, at det er svært for hende at nå frem til sine mere menneskelige sider, og hun chikanerer nogle af de andre. Mia, hendes bedste veninde, er den eneste som hun tør tage med hjem, for rodet og de tomme flasker vil hun ikke have andre til at se. Tarik, går en klasse over dem, i 7. og han kan spille på alt, så Sille får ham med i deres band, hvor han er en stor gevinst at have med, selv om hans danske ikke er godt. Der springer forelskede toner frem imellem dem, men da Sille bliver overrumplet og tager Tarik med hjem, skammer hun sig over moren, og hun og Tarik skilles uforløste. Da Sille bagefter tror, at Tarik er kæreste med klassens nye pige fra Irak, prøver hun at forhindre at klassen skal til fest hos Balalal efter byfesten, hvor Sille skal fremføre den sang, hun har skrevet til byen.
Anne Zenons
skildringer af deres forskellige tilværelser er så nuancerede og mangefacetterede,
at det er en fornøjelse at følge Sille og hendes klassekammerater frem mod
koncerten og festen.
Selv om Sille
drager nogle forhastede konklusioner, så er hun også modig og tør spørge om det,
hun ikke er sikker på – og derved er der håb for morgendagen. Det er alt sammen
beskrevet med en stor loyalitet over for både de skildrede personer og de
miljøer, de kommer fra. Det er en ungdomsroman, som jeg spår et lykkeligt
læserliv i hænderne på mange teenagere. Det fortjener den.
Uddrag fra
romanen.
Side
26:
””Vi klarer
det her selv.” Mor holdt ekstra hårdt om hende og begyndte at græde igen. Til
sidst lagde Sille mor i seng og holdt hende i hånden, indtil pillerne virkede.
Den gullige persienne var halvt lukket ned. Gennem hullet kunne hun se
parkeringspladsen, og længere ude var stranden. En dag ville hun væk herfra.”
Side
54-55 (Balala
tænker tilbage på flugten fra Mosul):
”Balala
sipper af teen igen. Den er ikke så varm mere. Hun når kun at læse et par
linjer, før hun igen retter blikket op og ser på de frosthvide grene og biler.
Som barn nåede hun at lege med sne i Mosul, men hun husker bedst varmen. Det
var også varmt den aften, de skyndte sig op på ladvognen, der hurtigt startede
motoren, og de flygtede væk fra deres by i hvirvlende grus og støv. Der var
høje lyde fra andre biler, og endnu højere lyde fra mennesker, der råbte og
skreg. Først da de kom ud på en større vej, opdagede hun, hvor hårdt hun og mor
holdt hinanden i hånden. De talte ikke sammen og kiggede heller ikke på
hinanden. Når Balala ser mors øjne i dag, kan hun se, at hun nogle gange er
rejst tilbage til Irak. Som om hun ikke helt er her. Det sker også, at hun selv
drømmer sig tilbage. Hun 55 prøver at finde minder fra tiden, før hun så Zana
ligge på hospitalet på et stort underligt guldpapir. Hun husker alt for
tydeligt mor, der græd og ikke ville slippe sengen, mens lægerne foldede
guldpapiret hen over ham og lukkede med tape. Når minderne kommer, forsøger hun
at trylle sig hen til haven med daddeltræet. Så prøver hun at forestille sig,
at alle er inde i huset. At mor laver mad, og de andre dækker bord, og om lidt
skal de alle spise, og alt er trygt og godt. Flugten til Danmark var lang.
Balala huskede kun meget lidt, og husker, at det var godt at komme frem til den
danske lejr, men det var først, da de flyttede ind i deres egen lejlighed i
blokken, at hun begyndte at føle sig tryg.”
Anne Zenon
BALALAS
FEST
Brændpunkt, 2024
tweenroman, 129
sider
Udgivelsesdato: 18. april 2024
Læs flere festival-anmeldelser
Ingen kommentarer:
Send en kommentar