onsdag den 14. januar 2026

Anmeldelse: BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL af Gustav Foss

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.


Gustav Foss romandebuterer i dag med BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL på Forlaget Gutkind. I 2023 udkom hans novellesamling LÅN MIG DINE TÆNDER på Forlaget Rød Panda.

Hvis du holder af at læse noget, som du aldrig er stødt på før, så skal du læse, hvad Gustav Foss skriver, for det, der strømmer fra hans pen, ligner intet andet. Det er vildt, utæmmet og fandenivoldsk. Der er ingen bagkant på hans frit fabulerende tanker og ideer. Det er sjældent at møde en så uspoleret forfatter, der er sprunget ud i fri fantasi og jernhård grammatisk fylde.


Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 


”Der er længe til fyraften. Der er flere timer til frokost, og jeg er allerede sulten. Ved de andre kontorøer klaprer tastaturerne, og jeg splitter det ad, som ligger foran mig. Jeg piller tasterne ud, begynder at spise dem en for en.” (s. 10)

Foss bevæger sig fritsvævende i et meget kropsnært univers. Det gør han såvel i novellerne som i hans nye roman. Han virker ustoppelig og det er netop det fine ved ham. Han er totalt uforudsigelig – og hans fantasi slår flikflak hen over alt andet. Det er højt, vild og uhæmmet. Han er god til at bygge stemninger op og til at narre læseren helt tæt ind i sit univers – og er endnu bedre til at forløse det på overraskende måder.


Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. Foto: Alexander Banck-Petersen.


”Billederne efter gymnasietiden er anderledes, jeg kan ikke forklare hvordan. Især dem fra vores rejse og dem efter dem. Det er, som om vi forsøger at holde fast i noget, som ikke er på billederne. For siden at give slip på alt, vi havde sammen.” (side 28)

Jeg må tøve, når det gælder om at genfortælle handlingen i hans bøger – ikke mindst i dagens romanudgivelse, selv om udgangspunktet er enkelt og let at håndtere: den ca. 35-årige hovedperson er gennemtræt af sit kontorarbejde, hvor han snylter sig igennem. Han er en total fiasko, der er ingen som helst succes nogen steder. Sådan er det i Gustav Foss´ universer. Det er sort med sort på, men når det er allermest sort, er der alting stjerner til at lyse op. I det her tilfælde er det fantasien, der kommer krybende ind og torpederer normaliteten. I romanen bliver det for meget for hovedpersonen. Hans Kafkaske univers bryder sammen og i en hævnakt myrder han sin plageånd – eller gør han? Da han senere søger tilbage til åstedet, finder han i stedet en ”skabning”, som han tager til sig. Er det et menneskeligt væsen, er det et dyr eller blot noget i hans egen fantasi? Det ved læseren ikke, men langsomt bydes vi indenfor i den verden, der opbygges mellem skabningen og hovedpersonen. Det ene fører til det andet og de rejser afsted – eller rettere flygter til Rudkøbing, men ikke til det eventyrlige, historiske Rudkøbing på det idylliske Ærø, men snarere tilbage til det Rudkøbing, som hovedpersonen forlod for aldrig at ville vende tilbage, men det er netop dertil, han rejser hen med skabningen. Alting er groet til, naturen har tage over og det forladte sted vrimler med skabninger. Det bliver til et opgør med barndommen og opvæksten. Det er alt sammen holdt i en sort, sort meget humoristisk tone, der fint matcher det bagvedliggende drama. På overfladen er det en rejse tilbage til det rene ingenting, men et tilbageskuende afsnit viser med al tydelighed, at det samtidig er mødet med en umulig opvækst, der næsten har været ved at tage livet af hovedpersonen. Man kan hævde, at den faktisk gjorde det - og at det er den døde, der vender tilbage til døden. Ja, hvis det lyder tungt, så tilføj en djævelsk humor, der slår alt omkuld.


Omslag: Simon Lilholt/Imperiet. 



”Gadelygterne brænder, og der er næsten ingen mennesker på gaden. De spiser alle indenfor, simreretter med alt godt fra havet. Madosen siver fra bliktagenes bukkede skorstensrør, ruderne dugger. De små fiskerhuse ligger hulter til bulter som legoklodser på et børneværelse, som inkaruiner på en bjergside, og er karakteristiske for denne del af øen.” (s. 94)

Vi er, som læsere, draget ud på en uendelig rejse, hvor hver side er en fryd, for denne gennem-redigerede historie emmer af stemning og mysterium. Læseren er ikke den samme efter at have bevæget sig gennem bogens univers. Det er for meget. Alting er for meget – både for hovedpersonen og for læseren. Det er netop det skønne ved det. Sproget er meget stramt og humoren er sort som natten, men uhyre præcis og rammende. Man har lyst til at le, hvis det ikke gjorde så ondt, men både humoren og alvoren danser en danse macabre på fineste vis. Det går lige lukt ned ad bakke, men det sker så veloplagt og velturneret, at det er en fornøjelse at danse med.


”Her sidder jeg så og tysser på mig selv, og inden jeg ved af det, er jeg sunket ned i en komalignende tilstand, der minder om velvære, men ikke er det.” (s. 14)


Rejs med på denne rejse ind i mørket. Humoren slår gnister og lyser det hele op. God fornøjelse - og tillykke til den romandebuterende forfatter. Det en imponerende roman!

 

Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.  

Gustav Foss

BOBLEN ER ET HELLIGT SYMBOL

Roman, 289 sider. 

Gutkind 2026

Udkommer i dag, 15. februar 2026


*


Hør podcasten med Gustav Foss (fra 2022), hvor han fortæller om det, der året efter udkom som LÅN MIG DINE TÆNDER på Rød Panda.

Se listen over de øvrige 348 anmeldelser.

*