Foto: Ditte Valente (NABO) med indsat foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson
/Hofdamerne v. Lea Rathnov (FÆDRE & SØNNER).
Virkelighedsteater og performanceteater. To forestillinger om mødet mellem fædre & sønner og om mødet med naboen. Begge forestillinger lokker med, at vi kan møde virkeligheden, men gør det på to diametrale modsatte måder. FÆDRE & SØNNER af C:NTACT på Edison og NABO af Public Performance i samarbejde med Aaben Dans, Musicon (Roskilde) og Folketeatret.
Foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson/Hofdamerne v. Lea Rathnov.
FÆDRE & SØNNER
af C:NTACT
på Edison
22. februar til 9. marts 2026 - på Edison
De syv mænd sidder omkring et bord midt på scenen, da vi kommer ind i salen. De sidder på havestole og bordet i midten ligner et havebord. Der er glas og en ghettoblaster på bordet. Det kunne være en formiddag i kolonihaven. De er veltilpasse og nyder hinandens selskab. Musikken spiller op, før hver enkelt slukker for den og rejser sig op og tager ordet - og fortæller deres historie. Forestillingen hedder "Fædre & sønner" og spiller på Edison. C:NTACT arbejder med virkelighedshistorier og præsenterer 7 fortællinger om at være Fædre & Sønner. De syv er fra 30-70 år. De 5 er både sønner og fædre, mens de to yngste kun er sønner. De har alle flygtningebaggrund - eller deres familie har.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
De er vokset op i et dansk samfund, men er rundet af andre kulturelle baggrunde. Hvordan har det været for dem - og hvordan har det været at skulle finde sin egen identitet som søn og far? Efterhånden som de syv fortæller deres historier, bliver det mindre vigtigt, hvor de kommer fra, for i stedet aftegner der sig forskellige opvæksthistorier præget af nærvær eller manglende nærvær. Af kærlighed eller mangelende kærlighed.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
De mest barske af de 7 fortællinger er beretningerne om de manglende fædre. Nok er det svært at vokse op med fædre, der ikke ved, hvordan de skal gebærde sig, men endnu sværere er det at voksne op uden. Den sidste af fortællingerne handler om det brev, der er skrevet til den afdøde far, der aldrig har været der. Det er den mest knugende fortælling af dem alle, for hvordan tage et opgør med en, der aldrig har været der?
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
Det samme går igen i den anden faderløse beretning, hvor vi får beretning om en voldelig far, der slet ikke vil tale om, hvad der er sket. Han har altid haft forskellige masker på, men aldrig en far-maske. Det er også de eneste af alle fortællingerne, der slår over i oprørsk vrede, hvor vi som publikum bliver skældt ud over de manglende fædre. Det virker så voldsomt, og samtidig så sårbart, at jeg kigger væk, for smerten er så åbenlys.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
I den efterfølgende spørgestund, er det netop hvad en fra publikum spørger Ali om: "Fortrød du at du ikke ville tale med din far og at du ikke tog med til begravelsen?" Svaret var hverken eller, for sådan er det. Nogle dage - ja- og andre dage - nej. Sådan var det også med de øvrige fortællinger. Alt afhænger af øjet, der ser - og hvordan vi selv oplever og fortolker det, som vi oplever.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
Det rejser flere spørgsmål, end det besvarer. Bagefter sidder jeg tilbage med spørgsmålet om det er arv eller miljø, der bestemmer, hvordan vi klarer os som fædre og sønner? Hvorfor er der nogle, der klarer sig, mens andre ikke gør? Det er der ingen enkle svar på, men det er også spørgsmålene, der er de mest interessante.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
C:NTACTs forestillinger stiller en masse spørgsmål. Deres forestillinger er en berigelse. De kan være svære at sidde igennem, for historierne er altid stærke og hudflettende, og de efterlader tilhørerne meget berørte, men eftersom det er de fortællendes egne historier, der via workshops er bearbejde, så de kan fungere i en teatermæssig sammenhæng, er det altid vedkommende og meget engagerende. Det giver indblik i mange forskellige verdener af forskellighed - og tak for det.
Foto: Jon Bjarni Hjartarson.
"Fædre & Sønner" er instrueret af Youssef Wayne Hvidfeldt, der er uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole. Forestillingen blev også opført for 20 år siden. Dengang var Youssef med som ung, men siden er han selv blevet far - og har nu instrueret denne nye version af forestillingen. Det har han haft en yderst heldig hånd med. Shahin Aakjær & Runi Lewerissa har været historieudviklere på de 7 fortællinger.
Foto/plakat: Jon Bjarni Hjartarson/Hofdamerne v. Lea Rathnov.
FÆDRE & SØNNER
af C:NTACT
på Edison
22. februar til 9. marts 2026 - på Edison
25. & 26. marts 2026 - på Turkis, Århus
5. juni 2026 - Cph. Stage
Medvirkende: Adam, Ali, Hans-Hossain, Hikmat, Mohamad, Mohamed & Omar
Instruktør: Youssef Wayne Hvidtfeldt
Historieudviklere: Shahin Aakjær & Runi Lewerissa
Instruktørassistent: Sarah Carlsen
Lysdesign og teknisk afvikling: Fabian Carvallo
Projekt- og forestillingsledelse: Mary Tesfay
Fotograf: Jon Bjarni Hjartarson
Trailer: Sarah Carlsen
Plakat: Hofdamerne v. Lea Rathnov
Presse- og kommunikationsansvarlig: Victoria Bjertnæs Maegaard
Kommunikationsmedarbejder: Freja Sofie Michaelsen
Projekt- og eventmedarbejder: Sevinç Uludağ
Direktør: Helle Haagen
Samarbejdspartnere: Baba – Fonden for Socialt Ansvar & NørrebroByggerne – Den boligsociale helhedsplan på Nørrebro
Tidligere anmeldte forestillinger med C:NTACT::
NABO
af Public Performance
i samarbejde med Aben Dans,
Musicon, Rabalderstræde 15, Roskilde
- og Folketeatret
4.-6. februar 2026 på Musicon
29. april på Folketeatret
Efter at have oplevet to vidunderlige forestillinger, "De Fortabte..." (2025) og "Sprækker" af Thomas Eisenhardt og Aaben Dans i Musicon i Roskilde, er jeg ikke i tvivl om, at jeg også vil se "Nabo" af Public Performance produceret i samarbejde Aaben Dans. Ud af teatrets pressemateriale er det lidt svært at lodde, hvad det egentlig er, men jeg lader mig lokke af, at det er en undersøgelse af, hvad naboskab er. Vi er omgivet af naboer og naboerne kan være dem vi interagerer med i det daglige. De bor lige ved siden af os. Hvis vi bor i lejlighed bor vi endda dør om dør. Måske kan vi dagligt følge hinanden gøen og laden. Måske noterer vi os, hvornår de går og kommer. Måske lytter vi til lydene af hinandens liv. Vores nabo er med andre ord - eller kan i hvert fald være - vores nærmeste.
“Vi laver reelle møder i øjenhøjde med de mennesker, vi bor lige ved siden af, men måske undgår at forholde os til i dagligdagen. Man kan undgå, at konflikter brænder på, hvis man tør gå ind i en direkte dialog med mennesker, man måske ikke forstår eller er uenige med. Det er den grundlæggende humanistiske tanke, som er en stor del af det, vi vil med scenekunsten i Public Performance lige nu.”
Foto: Ditte Valente.
Vi bliver ledt ind i et sortmalet teaterrum, der mest af alt ligner et tv-studie. Der er en stor skærm på bagvæggen. En vært, Erik Pold (der også er forestillingens instruktør), to teknikere, der sidder i siden og styrer slagets digitale gang, når der livestreames ude fra den omgivende virkelig. To reportere, Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild, introduceres, før de bliver sendt ud med smartphones på selfie-stænger for at rapportere tilbage til studiet/teatret i jagten på livet rundt om i bydelen. Det hele krydres med allerede optagne interviews med bydelens arkitekt om samspillet mellem individ og arkitektur, mens en livsstilsspecialist fortæller om, hvordan vi forholder os til hinanden og hvad det fortæller om os og vores trivsel eller mangel på samme.
Der er en heftig energi. Vi er alle med i en live-oplevelse og publikum hujer, vinker og er med på legen. Det tegner til at blive sjovt, for lige udenfor er der liv at opsøge. De to reportere rapporterer løbende tilbage til studiet, og vi ser dem samtidig opprojiceret på den store skærm i midten, mens deres færden markeres på et mindre kort, der også bliver vist på skærmen.
Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild gør det godt. De er draget ud for at opsøge livet i bydelen og for at undersøge, hvor der er energi, der binder folk sammen. Det hele bæres af en lidt oppustet, forceret, men alligevel glad energi. Det er faktisk morsomt - i starten i hvert fald, hvor de to er fulde af uopfyldte ønsker om at opleve alt muligt, men stadig bare går rundt i tomme gader og rapporterer om ... ingenting. Det kunne i sig selv være vigtige statements om at vi rækker ud, uden rigtig at formå at favne. Senere bevæger Annika Lewis sig indenfor i et galleri og hos et par privat ægtepar, der bor nær ved. Vi er med hele vejen. Der er mange muntre episoder undervejs, når hun spørger om og leder efter steder, hvor der kan være stævnemøder og erotiske udfordringer i luften. Hun spørger dem hun møder på en interesseret og underholdende måde. Det opbygger en masse, fordi det er jo gode billeder på liv og ikke-liv. Nicolai Duckert Perrild er også interessant at følge, når han rapporterer om de fester, den intens energi og de gode vibrationer, han leder efter, men lidt skuffet i stedet rapporterer om at ham mest har en fest med sig selv.
Begge er draget ud med de bedste intentioner, og deres rapporteringer fra den tomme parkeringsplads, som de i starten befinder sig på, giver en skøn kontrast mellem deres intentioner og det, de reelt oplever. Hele formatet er muntert holdt sammen af Erik Pold fra studiet, hvor vi som publikum henholdsvis skal knipse, klappe eller råbe for at lodde stemningen på et barometer, der da også ender med at at ryge til tops lige inden det slutter.
Annika Lewis får sig også en dans med en gæst på en café. Nicolai Duckert Perrild dumper ind i en container, hvor en masse unge fester. Der er musik, høj stemning og drinks. De unge og ægteparret vender tilbage til studiet, hvor vi alle jubler, for rent dramaturgisk (og det er Adelaide Bentzon, der er dramaturg på forestillingen), sker der noget, når virkeligheden træder indenfor og konfronteres med det, vi har oplevet på anden hånd i studiet.
Jeg sidder lidt usikkert på sædet. Det er i og for sig et sjovt set-up. Talkshow-formatet er ikke ukendt i den verden vi lever i, hvor vores liv er omgivet af skærme. Men jeg venter forgæves, for alle de skønne spildte kræfter fletter sig aldrig sammen. Jo, det gør det i den skærmbårne verden, vi er trådt ind i, men jeg står bagefter tomhændet tilbage, for jeg troede, at jeg var med til en undersøgelse og sad spændt ventende på, at det hele skulle flette sig sammen til noget, jeg kunne tage med hjem. Alle andre syntes meget begejstrede og jeg hørte andre sige, at det var "noget af det bedste, de havde oplevet" og at det "virkelig havde været sjovt", men jeg gik skuffet derfra. Irriteret og tomhændet. Meget skuffet over at have spildt en aften med det rene ingenting.
Bagefter funderede jeg over, om det var meningen? At det netop var det, jeg skulle stå tilbage med. At jeg selv var offer for den energi og den højstemte energi, jeg selv havde været med til at at skabe? Måske var alle disse skønne spildte kræfter blot for at gøre mig opmærksom på, hvor let et offer jeg var? Var det hele blot for at udstille, hvor overfladisk og kaloriefri en form for underholdning, der omgiver os - og som vi suger til os i desperate forsøg på at møde virkeligheden? Det er den letteste sag af verden selv at række ud efter virkeligheden, der befinder sig lige rundt om os, men alt for ofte tænder vi i stedet for skærmen og lader andre undersøge verden for os. Måske havde jeg blot været offer for mit eget bedrag? Jeg havde selv følt og nydt spændingen og det dragende - i hvert fald i begyndelsen. Det er lidt som at spise candyfloss. Det ser fantastisk ud, men nogle gange ender man med at få det i håret. Så det, der startede så godt, ender med at sætte sig fast, som noget sødt klistret stads, jeg helst ville have været foruden.
Foto: Ditte Valente.
NABO
af Public Performance
i samarbejde med Aben Dans,
Musicon, Rabalderstræde 15, Roskilde
- og Folketeatret
4.-6. februar 2026 på Musicon
29. april på Folketeatret
Instruktør Erik Pold
Medvirkende Erik Pold, Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild
Visuals udvikler Søren Knud Christensen
Videodesigner Helle Lyshøj
Komponist Tobias Shaw
Lyddesigner og afvikler Brian Larsen
Lysdesign Elke Laleman
Scenograf-konsulent Nicolaj Spangaa
Dramaturg Adelaide Bentzon
PR Frederikke Rønne Westergaard (prfrm)
Foto Malle Madsen
Co-produceret af Public Performance og Aaben Dans
Tidligere anmeldte forestillinger med Aaben Dans:
*
over de øvrige 257 teateranmeldelser.
