Jeg føler
stor taknemmelighed. Jeg er omgivet af mennesker, og der er en masse af dem,
der har hjulpet mig på min vej. Jeg har aldrig været bange for at spørge andre
om råd og vejledning. Jeg har altid vidst, at mange andre har gået af samme
veje – og der er ingen grund til at gøre de helt samme opdagelser, hvis andre
kan fortælle om, hvordan de er nået frem. Jeg har altid været nysgerrig – og
det er jeg stadig. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er at være
menneske. Hvad er det, der binder os sammen og driver os. Vi er alle forskellige
og alligevel ens. Vi tror, at alting er så personligt, men det vigtigste er
fælles for alle. Det er det, der gør det så spændende at møde nye mennesker.
Pludselig opdager man alle de ligheder og forskelle, der er. Det er berusende. Jeg
har altid været drevet frem af nysgerrighed og så har jeg været ærgerrig, for
der var så meget, jeg ville nå og opnå. Jeg skriver ”var”, for sådan er det
ikke længere. Jeg mærker ikke længere ilden indeni for at opnå og blive noget
særligt. Det er det spændende, for nu er jeg ved at udforske hvem jeg er, når
ilden ikke er der mere. I hvert fald ikke den ild, der fik mig til ar arbejde
nonstop fra jeg var 24 år og endelig fandt min retning. Det var dengang jeg
flyttede til Grækenland og et år senere kom hjem igen og havde fundet ud af, at
jeg ville være dukkemager og dukkefører – og at dukketeatret skulle være min vej.
Bagefter kom litteraturen og dramatikken til. Senere igen forlaget og
festivalerne. Så kom alle podcastene – og nu er jeg komme gennem skoven og ud
til det åbne landskab på den anden side. Herfra kan jeg se milevidt til alle
sider. Udsigten er uendelig, og jeg er ikke længere tvunget til at arbejde og
arbejde. Min ærgerrighed er væk og jeg føler mig fritaget for at knokle afsted.
Jeg har været
meget spændt på, om det over hovedet ville lykkes. Vi er alle vanemennesker.
Jeg er – og ville det overhovedet være muligt, at leve videre befriet for denne
indre motivation? Nu er de ikke længere en masse jeg skal. Der er i hvert fad
ikke noget jeg nødvendigvis skal. Hvad er livet uden det? Er det
overhovedet værd at leve? Hvem er jeg, når jeg affører mig den klædning? Det
har været det, jeg skulle undersøge og nærme mig. Pludselig har jeg al den tid
i verden, jeg kan ønske mig. Hvordan ville det være? Ville det være skønt eller
forfærdeligt - eller måske bare tomt? Det er det, jeg er gået i møde. Jeg
tænker at det, er det hele. Det er på én gang både skønt og forfærdeligt. Men
først og fremmest er det befriende og berigende. Det er en kæmpe luksus. Det,
at kunne disponere helt frit, er en forrygende følelse. Gennem alle årene, er
det ofte at jeg har gemt noget med tanke for, at når jeg engang fik tid og
mulighed for det, var det noget, jeg ville dykke længere og dybere ned i. Det er
der, jeg er nu. Det er her, lige her, hvor livet bruser imod mig på en ny måde.
Jo, det er muligt stadig at holde det helt frisk og nyt. Det har jeg altid
insisteret på, men det kræver sit, for at lykkes.
Det er her den
store taknemmelighed viser sig. Der er så mange, jeg har passeret på vejen. Så
mange jeg har danset med og ladet mig inspirere af. Både før, under og efter
festivalerne har jeg været tæt omgivet af mennesker. Jeg har fået lov til at
spørge dem om deres liv, værk og virke – og har forsøge at forstå deres vej
gennem livet. At finde ud af, hvad der har formet dem og hvorfor de er blevet,
som de er. Det har også været samme spørgsmål, jeg har stillet mig selv, men
det har altid været langt mere udfordrende og spændende at spørge andre om det,
for deres svar har været så uforudsigelige og overraskende – og det har næret og
inspireret mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar