Anmeldelse: CLARA på Bådteatret

Fotograf: David Bauer Lønstrup

 

James Iron er af sin ven, Edward, blevet anbefalet at tage ophold på Drownhill for at kunne slappe af fra alt det, der plager ham. Drownhill hed oprindelig noget helt andet, men er blevet omdøbt i folkemunde. Nu ligger det tomt og øde hen. Det er der god grund til. I enhver gyserfortælling gemmer stedet på en hemmelighed. Således også Drownhill.

Om forestillingen, der er af og med Anders Glud Jensen, står der bl.a. at den bygger på ”publikums egen fornemmelse for frygt, uhygge og kontroltab”.

På scenen er det Anders Glud der fortæller historien. Hjulpet på vej af en fin og stemningsfuldt indtalt speakerstemme af Anders Zoffman. En 7-årig pige går tværs gennem tiden og er både hovedpersonens afdøde datter og den datter på Downhill der ikke nåede ud i tide.

Speakerstemmen virker så tilpas afbalanceret og kommenterende at den afdramatiserer og runder af. Det er stemmens normalitet, der bliver den tynde sti vi som publikum følger gennem historier, mens alting stadig ånder fred og ro. Det er kun et spørgsmål om tid. Det ved vi. For sådan er det altid.

CLARA er både skræmmende og fascinerende, men først og fremmest gysende. Forestillingen er nytænkende på en finurlig gammeldags måde. En teatergyser, der er værd at opleve for sin elegante leg med stilen og konventionen. Det er gysende flot, underligt og manende. For hvad er det, der gemmer sig i mørket? Hvad er det i os, der søger gyset og forskrækkelsen? Tilværelsen kan være grum nok, hvorfor opsøge det kunstige gys? Hvad er det vi søger i gyset, hvor leder det os hen – og hvorfor? Er det vores egen dødsangst som vi stirrer ind i øjnene? Er det vores måde at prøve at forholde os til at det vi ikke kan forholde os til i virkeligheden og så opsøger beskyttet af fiktionen, så vi kan gennemleve gyset som et uskadeligt ritual? Skal vi forskrækkes for at føle os i live? Er det bare en måde at udfordre og udvide vore grænser på?

Forestillingen giver os mulighed for det hele.

Fotograf: David Bauer Lønstrup

Lyd- og lyssætningen af  Morten Hembo er imponerende, og Anders Glud Jensens spiller med stor timing. Han overbeviser, foruroliger og skaber sympati for den afvigende, angrende og hårdt prøvede James på Drownhill.  Derfra er der ingen der slipper ud i live. Slet ikke publikum.  

Jeg er ikke gammel nok til at have hørt ”Mordets Melodi” i Radioteatret, da den første gang blev sendt, men jeg har hørt den flere gange siden – og også set filmen. ”Clara” minder på mange måder om min oplevelse af "Mordets melodi". Bare omsat til en scene. Det virker gammeldags og lidt gotisk, men er en stemningsfuld og skræmmende skæbnefortælling. Om tab, hallucinationer og om tiden der forsvinder.

 

 

Forestillingen spiller under Bådteatrets sommerprogram Ubåden (se også JEG GAV DIG AVISEN) fra den 11.-15. august 2015.

Medvirkende:

James Iron - Anders Glud Jensen

Edwards stemme - Anders Zoffman

Lyd og lys - Morten Hembo

Introducerer Karla Vej Catalan

Producent AGJ Theatre

 

 Læs mere.

Bådteatrets hjemmeside.

Anmeldelse: EN LILLE BÅD DER GYNGER på Edison.

 

 

Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer og ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da en flagstang med Dannebro bæres ind og lige akkurat kan stå oprejst i det højloftede rum, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen. Bamses landeplage synges både fra scenen og blandt publikum. Det kommer til at virke som en sukret bitter pille efter alle de livshistorier som vi har været vidne til denne eftermiddag på Edison.

Der er den syriske officer, der med skarptskårent ansigt som mejslet i sten, beretter om at han gik ind i militæret for at forsvare landet og kæmpe for det gode, men da hæren bliver sat ind mod befolkningen og dræbte hans egen familie efterlod det ham med bare to muligheder: at blive i hæren eller at desertere og risikere livet ved at flygte.

 

Når de træder frem til mikrofonen aflæser vi dem intuitivt. Vi ser det i deres ansigter, vi hører det i deres stemmer. Det behøver ingen oversættelse. Det ligger som en trækning i kroppen og en skygge hen over ansigtet. Vi ser og fornemmer deres kamp. Det er overlevere vi er sammen med. Det er dem der klarede flugten. Dem der rejste sig og gik videre. Dem der aldrig nåede frem er også med. Som skygger er de der. Men det er også et møde med os selv. Vi, publikum, kigger på dem, som ser vi ind i et spejl. Vi sidder trygge og velnærede i salen, mens flygtningene på scenen optræder som sig selv. De danser, synger og agerer. Deres historier kræver ingen dramatisering, men et blik for, hvordan man bygger et forløb op for så mange mennesker, sådan så den 5 ugers workshop, der har ligget til grund for forestillingen, leder frem mod det vi nu kan se og opleve på scenen.

         

Det 50-årige ægtepar, Amal og Khalid, er statsløse palæstinensere fra Syrien. De fortæller om hvordan de mødtes. En historie, der kunne have foregået alle steder og til alle tider. Deres tre døtre musicerer til forestillingen. Den 16-årige datter rejser sig fra sit strengeinstrument for at synge en rørende smuk arabisk sang. Teksten bliver samtidig vist på bagvæggen. Den handler om Sara. Lille Sara med et skudhul i hovedet. Sara som snigskytten får ram på.

Maher fra Syrien er i 20´erne og ville være flygtet alene, men naboen betalte ham for at tage den 15-årige søn med. Det havde han ikke råd til at sige nej til. Før sejladsen blev de tilbudt at købe redningsveste til 50 euro stykket, men det havde de ikke råd til. De var 20 i gummibåden. Ham der styrede var elendig til det, så de kom ud af kurs og havnede, hvor der var en ekstra tæt og streng kystbevogtning. De måtte punktere gummibåden, da de blev opdaget og et kystfartøj nærmede sig, for hvis de var ved at drukne ville kystpatruljen være forpligtet til at bjerge dem i land. Alle i området havde fået strenge instrukser om ikke at hjælpe flygtningene.

18-årige Hafiz fra Afghanistan er gudesmuk, og ligner mest af alt en mørklødet Prins Valiant. Han drømmer om at blive enten skuespiller eller politibetjent. Det skal nok lykkes. Sammen med Shirin, en jævnaldrende ligeså smuk pige, illustrerer de muntert ”Kærlighed i Afghanistan”, hvor fyren lader en seddel falde på jorden til pigen, der skjult og rødmende samler den op. I ”Kærlighed i Syrien” er det pigen, der kaster en seddel til fyren, der triumferende griber den. Mens i ”Kærlighed i Danmark” var de begge vildt dansende og drikkende – og helt uden sedler.

Mohannad er 24 år og fra Syrien. Han hjalp med at købe medicin og bringe det til de belejrede områder udenfor Damaskus. Da hans kontaktperson blev afsløret er Mohannad nødt til at flygte. Han taler efter 9 måneder er overraskende flot og nuanceret dansk, og drømmer om at tage en PHD i kemi i Danmark. Hans elegante danske sprogbeherskelse viser med al tydelighed at det nok skal lykkes for ham. Men han savner sin kat og håber og længes efter at få en ny kat som uden tvivl også ville kunne bliver verdens klogeste kat i kemi.

Den transkønnede Brenda blev fængslet 9 gange i Uganda for at være den hun er. Mens hun var fængslet den sidste gang blev loven om at forbyde homoseksualitet vedtaget og derfor måtte hun flygte. Men hun er glad for at være i DK og især for hotellet, hvor hun er indkvarteret, hvor hun oven i købet bliver behandlet godt. I hendes hjemland er det forbudt for en som hende overhovedet at bo på hotel.  

Alle 60 medvirkende har været i Danmark fra 2 måneder til 1½ år. Det er overvældende så godt flere af dem taler dansk. De er fra Eritrea, Syrien, Afghanistan, Congo, Uganda og Iran og har tilbragt de seneste fem uger i selskab med professionelle instruktører og coaches inden for teater, rap, sang of dokumentarfilm. Mange frivillige har medvirket for at det praktisk har kunnet ladet sig gøre. De dygtige workshopledere har været Zaki Youssef, Wahid Mahmoud, Young, Helle Rossing, Jonas Rohold og Torben Simonsen. Josephine Nørring var skuespillercoach. For instruktørerne Kasper Sejersen og Mia Lipschitz er det en personlig sejr og en professionel bedrift at det er lykkedes at få forestillingens mange medvirkende og deres endnu flere historier til at blive til et organisk samlende hele.

EN LILLE BÅD DER GYNGER er en forestilling, der sætter ansigter, navne og historier på de nyankomne. De drømmer om demokrati og menneskerettigheder. Om at få et liv uden krig, hvor de kan studere og arbejde, forelske sig og stifte familie. De drømmer om at blive en del af Danmark.

Som en af de medvirkende sagde i den efterfølgende Q&A, så stoler de på os, men det er svært at finde vej ind i et for dem helt nyt samfund. Det kan de ikke gøre alene. Vi er nød til også at stole på dem.

 

Summercampen for flygtninge i 2015 og forestillingen EN LILLE BÅD DER GYNGER er skabt i et samarbejde mellem C:NTACT og Integrationsnet. C:NTACT er en selvstændig fond, der med den personlige historie i fokus har skabt levende møder mellem mennesker siden 2004. Integrationsnet har specialiseret sig i at laver sommerskoler for flygtninge. Er en del af Dansk Flygtningehjælp og har de sidste 3 år med stor succes afholdt sommercamps. Projektet er støttet af Bikubefonden, Gentofte, Tårnby og Frederiksberg kommune. Sideløbende med teaterprojektet er der blevet produceret 3 film, der blev vist før og efter forestillingen i et tilstødende lille filmlokale, hvor man kunne høre endnu flere personlige beretninger.

 

Forestillingen kunne opleves ved 2 forestillinger den 30. og 31. juli 2016 på Edison.

Anmeldelse: JEG GAV DIG AVISEN på Bådteatret

 

Gæstespil af Teater Hvis.

Dramatiker Tomas Lagermand Lundme fortæller at alt hvad han skriver er noget han drømmer om natten. Det tror man gerne efter at have set JEG GAV DIG AVISEN, der er et dramatiseret scenedigt for to stemmer. De står allerede stivnede og forstenede foran os, da vi kommer ind i Bådteatrets sorte lukkede teaterrum. Det er to kvinder. Begge iført sorte pageparykker og art deco-kjoler (af Maria Louise Suhr).

 

 

 

Deres gentagne robotlignende armbevægelser bliver til en trinvis sang, der accelererer til et skrig, for den ene af de to kvinder. Hun bryder af og bryder ud. Men kommer egentlig aldrig videre. Hun er holdt fast i et fintmasket net af intethed og stilstand. Den har taget bolig i hende og knuger sig tættere og tættere om hende. De to stemmer i det øde scenerum taler op imod hinanden. Nogle gange som et ekko af hinanden. Andre gange er de hinandens modstandere, mens mest er de lidelsesfæller i et spil som de ikke kender, og som udspiller sig i og omkring dem uden at de har indflydelse på det. De er hverken børn eller voksne, men snarere menneskebørn. Hovedrollen spilles egentlig af instruktøren Lotte Arnsbjerg, der med sine fine sceniske arrangementer hermed får en glimrende instruktørdebut. Hun er selv langtfra uvant med at optræde og skrive. Men dette ligger godt for hende. Allerførst synes teksten at være overinstrueret, men den bæres alligevel overbevisende igennem af Anja Nielsen og Anne-Sofie Krogh Jensen, og danner en smuk helhed, hvor tekst, instruktion og spil passer sammen. Det er en visuelt stærk forestilling, hvor de to kjoler langsomt mister deres farver og næsten forsvinder. Sjældent har Bådteatrets lille scene været smukkere, og alligevel er der næsten intet, men der er det der skal være. På forscenen to sorte vaskebaljer. En tørresnor i loftet, hvor vasketøjet hænges til tørre, skaber forbindelsen til den grå hængesofa på bagscenen. Det er trøstesløst, men virker poetisk dragende. Det er alt og intet.

 

 

Teksten er luftig, men fungerer godt som trampolin for både spillere og instruktør. Ordene er som edderkoppespind, der klistrer til kroppen. Som de blødende knoer under den ene af de to medvirkendes tvangsmæssige og endeløse vaskerutiner. Ikke engang sneen i haven bringer lindring. Sneen nærmest klæber til kroppen. Der sker ingenting og alting, mens luften langsomt presses ud af rummet. Der er mindelser til Strindbergs ”Et Drømmespil”, hvor døre og vinduer klistres til og personerne gisper for at få vejret og til Sartres ”Lukkede døre”, hvor helvede er at befinde sig i et limbo, hvor ingenting ændres og hvor alting bare fortsætter uden at der alligevel sker noget, men i JEG GAV DIG AVISEN er der alligevel et lille håb, en lille åbning om at vi alligevel kan nå hinanden til sidst. Ikke meget, men lige akkurat nok til at vi har noget at gå hjem med, mens vi bærer smerten med os videre. Det gør ondt og det svier, men det er scenisk smukt og visuelt spændende forløst i JEG GAV DIG AVISEN.

  

Foto: Jonas Krogh Jensen

 

 

JEG GAV DIG AVISEN

Spilleperiode: 9.-12. juli 2015 på Bådteatret 

Dramatiker: Tomas Lagermand Lundme

Instruktør: Lotte Arnsbjerg
Medvirk.: Anne-Sofie Krogh Jensen, Anja Nielsen
Tekniker: Christoffer Pihl
Kostumer: Maria Louise Suhr

Varighed: Cirka 50 min.

Bådteatret, Nyhavn 16 Z, 1051 København K

Læs mere.

 

TEATER HVIS i samarbejde med BÅDTEATRET/UBÅDEN 2015

 

Anmeldelse: UNDERSKOVEN i Pinseskoven

Foto: Søren Meisner

Det er sjældent at en teaterforestilling starter hjemme hos tilhørerne selv.  Sådan er det med UNDERSKOVEN af nycirkusgruppen GLiMT, fordi det kræver mod og gå-på-mod at finde frem til Naturcenter Vestamager. Ligesom det gør for forestillingens teenager, Molly, og hendes naturvejlederfar, der tager os med cyklende ud til Pinseskoven. Han er svensk, og hun skammer sig over hans naragtigheder. Retter hans svenske udtale, vil have ham til at tage cykelhjælmen af og helt galt går det da han vil have sit lille ”birkefrø”, altså Molly, til at synge. Molly spilles sødmefuldt og fuldt dækkende af skuespilleren Filippa Suenson Elsig. Der var direkte identifikation for de 80 5. klasses elever som jeg overværede forestillingen sammen med en eftermiddag i højt solskin – langt ude i skoven og dybt inde i underskoven.   

Mollys far trækker os ind i skovbrynet, opdager noget udspændt tovværk, der på bedste spindevævsagtige måde slynger sig fra træ til træ. Da han forgæves forsøger at løse det op, høres der truende brøl. En usynlig kraft suger ham med sig, og han begynder at rulle baglæns væk fra os – og lidt efter er han forsvundet. Vi følger efter Molly i søgningen efter faren.  Vi trænger dybere og dybere ind i skoven. Underskoven præsenterer os for forskellige væsener, der går fra det forunderlige og legende til det voldsomme og skræmmende, men mest af alt bliver vi fanget i et poetisk net, hvor skoven agerer levende scenografi for en række af forunderlige og fascinerende optrin som bliver en del af rejsen frem mod genforeningen med faren. Det er som at træde ned i et eventyr, og det vil være at ødelægge forestillingens magi på forhånd at afsløre, hvad der venter dybt inde i underskoven. Men det er et fascinerende møde med forestillingens 5 fine performere: Filippa Suenson Elsig, Glenn Ziqver Xavier, Lars Gregersen (der også har instrueret – og gjort det med stor dygtighed), Camila Sarrazin (der også har stået for  den iderige scenografi og de flotte kostumer), Hanne Raffnsøe (der også har stået for den betagende lyd og musik) og Henriette Groth.

Foto: Søren Meisner

Men én ting kan måske tjene som en beskrivelse af hvor sindrigt og fint udviklet det er, for da vi ledes over en dyb kløft, sådan virker det, selv om det bare er en spalte i terrænet, ledes vi enkeltvist over en smal træbro. Trinene på broen giver efter, og der er fastgjort snore til hvert enkelt trin, forbundet med et finurligt grenesystem, der igen er sat sammen med store hjortegevirer, der sættes i bevægelse, når der gås på broen og det får dem til at svinge ned mod de 4 flygelstrengesystemer, der er lagt under broen, sådan så det er vores egne trin og tyngde, der akkompagnerer en af forestillingens mest gribende scenerier, hvor lyd, installation og bevægelse forenes dybt inde i skoven på Amager. Dybt inde i Underskoven, hvor alting kan ske, og hvor oplevelsen bare bliver større ved at opleve den sammen med 80 5. klasses elever fra Amager.

GLIMT blev startet i 2002 af Lars Gregersen og Camila Sarrazin, og har siden produceret 15 forestillinger. Deres forestillinger er et samarbejde mellem en bred vifte af kunstnere, der alle arbejder på nycirkus-vis, hvor musik, lyd og bevægelse sættes sammen med skuespil. Det giver en særlig smag og fylde. Det er slet ikke så let som det ser ud, når 80 unge skal trækkes med ud i skoven. Forestillingen kan opleves og tolkes på mange niveauer. Som i eventyrene er det en både farefuld og skræmmende oplevelse, der samtidig er så smuk at man må gribe sig selv i armen. De medvirkende kunstnere bevæger sig ekvilibristisk rundt i terrænet. Der synges, spilles, danses og klatres, så historien glider helt i kroppen på os, hvor den bliver siddende. Tak for en magisk dragende eftermiddag i Underskoven ude i Pinseskoven ved Naturcenter Vestamager.

                                                                Fotografik: Søren Meisner                                                                       

Instruktør: Lars Gregersen

Performere:                                                                                                                             
Filippa Suenson Elsig, Glenn Ziqver Xavier, Lars Gregersen, Camila Sarrazin, Hanne Raffnsøe og Henriette Groth

Scenografi og kostume: Camila Sarrazin

Musik og lyd: Hanne Raffnsøe & Johan Segerberg

Samarbejdspartnere:

Tårnby Naturskole, Tårnby Bibliotek, Pædagogisk Udviklingscenter og Amager Skovhjælpere

Læs mere: http://www.glimt.info/dk/dk_velkommen.html

Anmeldelse: THE WOMAN WHO WISHED TO DIE på Teater Play.

Foto: Roberta Monnerat
 

Der en let tåge hen over flere af scenerne i det brasilianske  stykke ”The woman who wished to die”, der er en fri bearbejde af Nelson Rodrigue´s ”A falecida” af landsmanden Marcello Bosschar, der også har instrueret. Tåge er der også mellem personerne for ingen af dem ser hinanden klart. Selvom de lever side om side er de fremmede for hinanden. Kun forenet i deres higen efter nærhed, efter at leve og efter at føle noget. Bare et eller andet. Han strækker hånden ud efter hende, men hun viger bort og vil ikke vide af ham. Hun er allerede ved at sige farvel til livet og har planer, der vil ændre alting. Planer som hun indvier sin mand i, før hun dør.

Foto: Roberta Monnerat

Måske er det den truende intethed der får den kvindelige hovedperson, Zulmira (Ann-Charlot Amann), til uden grund at kaste sig over en tilfældig mand ude på toilettet på en isbar, mens hendes mand, Tony (Anders Glud Jensen), sidder ventende udenfor. Tony får lov til at vente og aner intet om det, der sker mellem hans hustru og David Petersen (Dan Schlosser). Han vil heller ikke kunne forstå det. Måske forstår hun det heller ikke selv. I hvert fald er det et råb om hjælp, mens hun krampagtigt forsøger at holde fast i livet, der er ved at glide hende af hænde.

Foto: Roberta Monnerat

I starten møder vi hende som en maske. Hun ser sig rundt, men synes underligt fortabt, som om hun allerede har sluppet taget og ladet sig glide, mens alt det ulevede liv siver ud af kroppen på hende. Hun er et land af omvandrende intethed.  I modsætning til sin supernormale mand, der bare synes opslugt af hverdagslivet og sin egen arbejdsløshed,  bliver hun stadigt mere og mere utilnærmelig og fjern.
I en scene møder vi døden (Hamun Maghsodlo) og senere igen hans håndlanger, bedemanden, der skræmmende og snigende spilles af Erik Massa Mathiasen. Han er mere uhyggelig end døden selv. En slags moderne færgemand, der er bindeleddet mellem denne verden og det hinsides. Forestillingen indledes og afsluttes meget sigende med et møde med en sandsigerske (Fabiola Gonzales), der måske bare er en svindler. Det får vi aldrig svar på. Forestillingen giver ingen svar – og det er faktisk det allerbedste.

 

Foto: Roberta Monnerat

Handlingen er bizar, frastødende og fascinerende. Nær og fjern smelter sammen til et skælvende nu, mens livet ebber ud af kroppen på Zulmira. Forestillinger lever og ånder i sit eget tågede univers. Den bølger ud og ind mellem personerne og er umulig at fastholde. Som om den slet ikke er der. Som om det hele bare er teaterrøg, der om lidt er væk igen. Det er både underligt og forunderligt.

 

Foto: Roberta Monnerat

 

”The woman who wished to die”

Marcello Bosschar´s frie bearbejde af Nelson Rodrigue´s ”A falecida”

 

Instruktion:

Marcello Bosschar

Med:

Ann-Charlott Amann

Anders Glud Jensen

Dan Schlosser

Fabiola Gonzales

Erik Massa Mathiasen

Hamum Maghsodlo
 

Lydteknik:
Ármann Ingunnarson

 

Spiller under CPH STAGE på Teater Play,
Strandlodsvej 7, på Amager

– og bagefter på Bådteatret.

Læs mere.

 

Anmeldelse: NORDSKOVEN på Aveny T.

 

Gæstespil af Mungo Park.

Det gælder om at løbe. Løbe og løbe. At blive ved med at løbe. At løbe fra det hele, når det bliver for svært. Jeppe ville helst være hos faren, men har svært ved at slippe forbi moren. Storebroren beskytter ham, men det er ikke let og blev ikke lettere med årene. Moren er fuld. Hun får overbalance til festen. Hun er festlig, drikkende og iført pels, for festligt skal det være. Jeppe venter bare. På faren og på at komme væk. Når det bliver for svært så løber han. Løber afsted fra det hele. Men han kan ikke løbe fra det. Nordskoven omkring barndomsgården bliver en tilstand, der aldrig forlader ham. Heller ikke selv om han skifter fornavn til Kasper. Det hjælper ikke. Ikke spor. Heller ikke da han begynder at spille teater og kommer ind på skuespilleruddannelsen i Århus. Han bliver forelsket på skift i sit fag og i de piger der er omkring ham. Især hende, der bliver gravid med hans barn. Kasper er identisk med skuespilleren, der står foran os. Han hjælpes fermt på vej gennem sin fortælling af Henrik Prip. De to fortæller levende og fortættet om en opvækst og et liv fuldt af bakker, der skulle løbes opad.

Fotograf: Mikkel Russel

Forestillingen rammer lige i mellemgulvet. Det er en regulær mavepuster. Det handler om alt det man ikke kan løbe fra. Heller ikke selv om man løber hele natten gennem mørket. Det kredser én ind og griber fat uden at man har mulighed for at forsvare sig imod det. For hvad sker der, når man ikke længere kan forsvare sig mod sig selv? Selv om det er ubærligt, er den sceniske iscenesættelse af Tue Biering garant for at det berettes med den distance som det giver, når der er to fortællere, sådan at det sværeste kan fortælles pr. stedfortræder, sådan så det lige præcis ikke bliver mere ubærligt, for det er ikke for smertens egen skyld. Forløbet er styret og spillet med stor fortællemæssig dygtighed, så det går lige til grænsen, men heller ikke længere, så historien stadig kan reddes på målstregen og ende i en slags forløsning. Ingen stor forløsning, men trods alt en slutning, der lover både håb og bedring, så hovedpersonens liv kan føres videre på en troværdig og enkel måde. Mere kan man ikke forvente efter at have været ført igennem fortællingen. Det er modigt at stille op med sin egen historie, men det vil altid være en versionering, sådan som alle beretninger er. Alt teater og al kunst er i høj grad ofte selvfortælling, men det autentiske tilfører et ekstra fascinerende lag, ligesom i forestillingen om ”Nordskoven” og hvad der gemte sig derinde i mørket.
 

 

Instruktøren Tue Biering har gjort det til sit særkende at han placerer sig lige mellem virkelighed og fiktion. Han arbejder i fast makkerskab med forestillingens scenograf, Marie Rosendahl Chemnitz. Han har taget filmiske livtag med ”Guldfeber og ”Viljens Magt” (der begge var i Fix & Foxys regi), men også i flere fascinerende forestillinger i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Han er i høj grad dokumentarist, og har et sikkert greb om historien, der fortælles effektivt og præcist uden unødvendige svinkeærinder. Der er mørkt i skoven, men det er nødvendigt at gå igennem den for at komme ud på den anden side.

 

Instruktør: Tue Biering
Medvirkende: Kasper Leisner & Henrik Prip
Scenografisk konsulent: Marie Rosendahl Chemnitz
Rekvisitør/kostumier: Katrine Bunton
Lyddesign: Rasmus Overgaard Hansen
Lysdesign: Jacob Rasmussen
Instruktørassistenter: Tabita Friis Kristensen/Ida Marie Bille
Producent: Anne Sophie Fogedby
Varighed: 100 minutter uden pause
Alder: Anbefalet fra 13 år

Gæstespil af Mungo Park, Allerød, der frem til og med den 14. juni viser 12 forskellige forestillinger på Aveny T.

Læs mere.

Anmeldelse: A TENDER THING på Bådteatret

 

Romeo og Julie er blevet ældre. 40 år ældre.

Når vi kommer ind ligger hun der allerede, Julie. Det er et smukt scenebillede, så enkelt med det opsatte fotostat af havet. Sengen er bare et par euro-paller med en opredning på. Gulvet er tykke rustikke planker, der med sin egen råhed taler sammen med pallerne. Enkeltheden er slående og talende. Det kunne også være en ligbrænding, for det er det, det er. Vi ved at hun dør, ligesom i den oprindelige Shakespeare-tekst. Hun tager gift og dør og vågner op igen i en ny verden, hvor de igen er sammen – på ny. Vi kender historien og alligevel er alting nyt. Det er både en livs- og en dødsrejse.

Why Not Theatre Company har tidligere gæstet Bådteatret med stor succes. Den første forestilling jeg så var ”The City” (2013), bagefter fulgte den Reumert-prisbelønnede ”WIT” (2014). Siden har de gæstespillet i Kongens Lapidarium med ”O, for the love of Shakespeare” (2015).

 

”A tender thing” er tung i sit afsæt, indtil sygedommen tager fart, så bliver den paradoksalt lettere, mere gribende og psykisk helt tilintetgørende. Det er et voldsomt emne, for hvad sker der med os, når det lakker mod enden, og enden bare bliver værre og værre. Vi tilhører en kultur, der er så dødsfornægtende, at det er et chok at se forestillingen. På trods af de smukke ord, så ved vi det godt, men vi vil bare ikke vide af det. Det er ikke til at rumme at livet og dets afslutning kan være så forfærdelig. Så umenneskelig. Vi har godt af at se det. I forestillingen sættes alle sejl til, og kursen er klar. Ingen kommer til at overleve dette. Heller ikke publikum.

Vi er stævnet ud på en dødsrejse og i Ben Powers ”A tender thing”(2009) er der ingen pardon. I pressemeddelelsen beskrives stykket som bestående af ”en sensationel twist af Shakespeares originale ”Romeo og Julie”-tragedie med et remix af Shakespeares andre velkendte tragedier og Sonetter”. Oprindelig skrevet til The Royal Shakespeare Company og er siden opført over hele verden med succes.

Ingen sentimentalitet. Ingen blødsødenhed. Langsomt klinger livet ud. Det er sådan vi forventer det og er indstillet på det. Men det er ikke langsomt og smukt. Det er voldsomt og hidsigt. Det er ganske enkelt tilintetgørende. Hele skakbrættet ryddes i forestillingen, der kun langsomt sneg sig ind på mig, og endte med at få mig til at sidde ude på kanten af stolen, med tårerne løbende ned af kinderne. Ikke bare en enkelt våd øjenkant, men tårer, der dryppede lige ned, og jeg antager at det igen er kulturbestemt. At vores dødsfornægtelse sidder lige under overfladen i kroppen på os. Livet ER fantastisk, men det er også uhyggeligt kort. Pludselig har vi opbrugt tiden. Den udmålte tid er ovre. Vores tid er ovre – og det er forbi.

I forestillingen taler Julie om selv at ende livet, inden det er slut, men Romeo viger bort, og hun taler til ham om, hvor meget han vil komme til at elske andre. At hun til sidst ikke vil være andet end en gammel krage, og at livet og kærligheden stadig venter på ham, at han vil elske andre ligeså meget som han har elsket hende. Det lyder umuligt i referat, men det er Sue Hansen-Styles´ store scene. Der er ikke en sprække i hendes fremstilling. Forestillingen er fuldstændig renset for sentimentalitet, så snart den dramatiske handling tager fart. Den tunge opbygning er selvfølgelig nødvendigt som fundamentet , der skal kunne bære den videre handling. Det er stykkets svaghed at den bygger så omstændeligt op, men til gengæld, når den først tager fart, er den uafrystelig.
 

De to spillere, Andrew Jeffers og Sue Hansen-Styles brager gennem teksten i Barry McKennas imponerende instruktion fint og indfølt understøttes af Christiane Bjørg Nielsens lydcollager. Det er en tekst der lever af den smukke engelske klang. Tror slet ikke at den ville fungere på dansk. Vi er så nøgterne, så sprogligt hårde og realitetstro på dansk, men det engelske sprog tilfører os en poesi, der får det tunge emne til at løfte sig. Det bliver spilleligt, poetisk, uafrysteligt og aldeles tilintetgørende. Det er dødsnødvendig forestilling.
 

Det gav måske nok forestillingens illusion et knæk, da pinsekarnevallets lastbiler med dansende sambafolk meget langsomt kørte forbi inde på kajen, mens døden bredte sig i kroppen på Julie, men det hørtes også som et ekko af den verden som hun nu forlod for sidste gang. Den flotte tekst lader dem mødes igen. Er det i deres erindring, er det i dødsriget, er det sådan som det sker igen – i den næste verden? Vi ved det ikke, men livet vågner igen. Det sammen gør kærligheden og passionen og lige i det punkt og med den glæde slutter forestillingen værdigt. Det er kærligheden der vinder, også i livet og døden. Det er stor og nødvendig teaterkunst. Se den, hvis du tør!
 

Dramatiker BEN POWER
Instruktør BARRY MCKENNA
På scenen ANDREW JEFFERS & SUE HANSEN-STYLES

Varighed: 90 min. (uden pause)

Spilleperiode: 22.5.-13.6.2016

 

Læs mere.

 Fotos: PanCakeBeaver.com