Tag dig sammen, Louise!

 

Louise Issi Nyrup Jensen fortæller om,

hvordan en sorg gennem flere år har hindret hende

i at synge, men nu er hun ved at gøre klar til en kommende cd-indspilning og afrunder festivalåbningen i Apostelkirken med at synge Leonard Cohens hymne ”Halleluja” á capella.

 

 

Louise har lavet en blog med titlen "Hej mor",

hvor hun for en uge siden delte denne tekst:

Tag dig sammen, Louise!

Åh der er intet jeg hellere vil! Tro mig.
Jeg har tit hørt folk der direkte eller indirekte referere til min sorg, og min angst som noget man kommer over, og som noget man kan styre.. Det er altså ret forkert, min mor forlod kloden for 1 år og 5 måneder siden, og min angst har boet i min krop i snart 3 år. De to ting, både sammenlagt og hver for sig er udfordrende for at sige det mildt.
Og når folk henstiller en lille kommentar om at "Det er også længe siden nu var Louise" så bliver jeg med et både ked af det, vred og komplet magtesløs. Fordi hvordan skal jeg have et comeback klar til en kommentar af den kaliber? Jeg syntes ikke det er længe siden, jeg syntes faktisk det stadig er så tæt på at jeg mærke alt indeni mig slå knuder når nogle nævner hendes navn, eller jeg ser et billede af hende. Og det betyder ikke jeg ikke har lyst til at tale om det, tværtimod betyder det at der bliver snakket for lidt om det. Og at alt det der slår knuder er vigtigt.

Jeg har hørt folk sige jeg skal komme mere ud, drikke mig fuld, eller danse hele natten. At jeg skal få et barn og komme videre og at min far skal have noget at leve for så jeg skal få det bedre.
Men jeg skal ingenting. Jeg skal være mig, uden undskyldninger eller dårlig samvittighed. Jeg skal sige NEJ til aftaler når jeg ikke kan slæbe mig selv ud af sengen, og jeg skal lytte til min krop.
Fordi den fortæller den rigtige historie, om hvor meget jeg IKKE skal tage mig sammen. Min krop reagere stadig ved både at kaste op, få migræne, angst anfald og sove i 18 timer i streg. Og sådan skal det være.
Når man er i sorg så bruger hjernen 70% af sin kapacitet på dagligdags ting. Så som at børste tænder, gå i bad og lave lidt frokost. Så forestil dig i et kort øjeblik at have så lidt hjernekapacitet tilbage at lege med at de 30% måske bliver brug på at smile på arbejdet, være tålmodig overfor din partner eller lave en aftale med en veninde. Jeg siger det bare.. Det er ikke skide nemt.
Så hvor meget jeg end gerne ville tage mig sammen. Så bliver det ikke lige nu. Det bliver faktisk aldrig.
Så nu er jeg som jeg er, med de ting jeg har med mig i min rygsæk, og måske er mit barometer lidt mere sensitivt men lets just roll with it.

Om ikke andet så ved jeg da i hvertfald st jeg aldrig bliver mere ægte end hvad jeg er. Mere rå og mere ødelagt.
Men jeg ved du kigger med deroppe og forhåbentlig er du stolt!

Jeg savner dig hver dag

Læs mere på Louises blog "Hej mor":

Og lyt til Louises sange her - og til åbningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
hvor hun afslutter aften med Leonard Cohens "Halleluja"
- og fortæller om, hvordan hun arbejder med at komme igennem sorgen - og nå tilbage til sin sang.

Anmeldelse: IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Ivan Blank er en besværlig mand. Han er titelpersonen i en besværlig roman.

Ivan flygter til Danmark i forbindelse med Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år senere – og tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark.

I romanen møder vi både ham og kvinderne omkring ham. Alle fortæller i første person om besværlige Ivan. Det er ikke noget skønmaleri. Det er tilsyneladende ingen forsøg på at smuksere beretningen, der formodentlig har mange træk til fælles med forfatteren selv. Det fornemmes på den ærlige tone, for romanen er tydeligvis skrevet på hjerteblod. Den har en betagende ligefremhed, der er let at forholde sig til, men den er også for meget. Og det er svært at afgøre om det er godt eller skidt. Sikkert begge dele. Da jeg var halvvejs lagde jeg bogen fra mig, for jeg orkede ikke mere. Ikke fordi den var dårlig skrevet eller tænkt, men simpelthen fordi den blev for meget. Men jeg vidste at jeg ville vende tilbage, for selv om den blev for meget – havde jeg ikke fået nok.

 

Som en af kvinderne fortæller om Ivan: ”Men der lurede også lige fra begyndelsen en stor smerte i forholdet til Ivan” (s. 198)

Aleksandar Šajin har med sin nye roman endelig fundet sin helt egen tone og stemme. Han har ganske vist allerede skrevet mange bøger (både på dansk og på serbokroatisk), men der har altid været en akademisk tone, der for mig har givet en afstand. Undtagelserne har været de bidrag han har leveret til to antologier som han har bidraget til i 2016 og 2017. I de tekster fandt han ind i et nyt sprogligt hus, hvorfra han talte meget mere direkte og også – sådan synes det i hvert fald – har haft en konkret modtager – ligesom i denne seneste roman, hvor sproget bobler og syder, så det er en fornøjelse. Der er ikke noget smukkere end når forfattere finder hjem – til sig selv og deres egen stemme, for først da, kommer de egentlige værker fra deres hånd. Det siger sig selv at det kræver så meget desto mere, når det skal opnås på et sprog, der ikke engang er modersmålet. 

Vi ved, eller burde vide, at det er traumatisk at flygte fra et liv og slå sig ned og forsøge at finde hjem i en fremmed kultur, men hvor svært det egentlig er, giver romanen et voldsomt indblik i. Beskrivelserne af, hvor hårdt det er for hovedpersonen er skildret nøgternt. Der er intet føleri, ingen følelsesafpresning. Blot den konkrete skildring af, hvordan kroppen stritter imod. Det er knugende passager, men samtidig også nogle af romanens stærkeste. Selv om jeg pauserede i min læsning midtvejs (og læste to andre romaner, inden jeg fortsatte) er disse skildringer det hele værd. Men selvfølgelig også en af grundeden til at det blev for meget. For måske SKAL det være for meget, for at det bliver nok?

 *

”Han afbrød forbindelsen, men virkeligheden var stadigvæk den samme. Et uafbrudt og mareridtsagtigt forhold til kvinden, han aldrig havde været forelsket i. Og nu var hun ovenikøbet godt gravid igen. Vi er som to små, forladte børn, tænkte han, - der helt alene har forvildet sig dybt ind i den tætte skov en ravnsort nat.” (s. 299)

Der er ikke meget håb for de to, men alligevel ender romanen både opløftende og optimistisk. Det er faktisk en overraskelse. Hvordan kan man finde ud af, ved at læse den veloplagte roman ”Ivan Blank”.

 

Læs mere om romanen og forfatteren på forlagets hjemmeside

Romanen udkom på forlaget Gladiator tidligere på året.

Læs et uddrag fra romanen
 

*

 

Mød forfatteren til afslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,

10.-19. august 2018, hvor han fortæller om romanen.

Aleksandar Šajin er også med i festivalbogen
”Billeder af liv. Samtaler & digte”,

der udkommer til festivalåbningen.

 

Om forholdet mellem maleri og digt

Mød digteren og maleren

Hans Tyrrestrup

 

Hans Tyrrestrups atelier

 

Egentlig havde jeg aldrig mødt ham før, men velsagtens set forfatterfotoet af ham bagest i den store mindebog, for da vi mødtes i pausen til et arrangement i Dansk Forfatterforening, var jeg sikker på, at jeg stod over for Hans Tyrrestrup.

”Grøn Solfisk” (Attika, 2007) var titlen på det digteriske billedværk, som han skabte til minde om sin afdøde hustru. Det er et stort værk. A3-formatet er i sig selv ekstraordinært, og tekst og billeder går umanerlig flot i spænd sammen. Om han var digter eller maler havde jeg ikke funderet over, for han var tilsyneladende begge.

I kølvandet på vores møde sendte vi bøger til hinanden. På mit skrivebord ligger der nu en anseelig bunke Tyrrestrup-publikationer.

Han er en kunstner med en stolt sjæl, og af en solid jysk støbning. Hans ord er slebne af digterisk flid og intens sproglig opmærksomhed. Man føler sig simpelthen i godt selskab sammen med ham - og hans værker.

*  

 

Hans Tyrrestrup: (Vingefang) African, litografi 32x28
 

For Hans er der ingen adskillelse mellem ord og billede, det er alt sammen farver og sproglige klangflader på hans palet. Det understreges yderligere, da han begynder at fortælle om det overraskende og yderst frugtbare samarbejde med jazzsaxofonisten Marc Bernstein. Et samarbejde der siden blev foreviget i Astrid Lund Østrups fine og meget musiske dokumentarfilm ”Our Colours” (13 min.)

Astrid Lund Østrups ”Our Colours” (13 min.) Marc Bernstein & Hans Tyrrestrup

Hans Tyrrestrup (HT): Marc Bernstein underviser på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor jeg har udført udsmykningen af koncertsalen med 22 friser (Nocturnes), så derved kom vi i kontakt med hinanden, og han spurgte om han måtte komme ud til mig søndage aftner, så vi kunne ”jamme” lidt. Han kom ud til mig med sine saxofoner, for han spillede nogle gange flere på én gang. Vi havde også en flaske rødvin og en stor kande kaffe. Jeg stod ved lærredet, mens han spillede og så... skete det... det, som nogle gange sker, at vi går i dialog med hinanden. Når jeg gjorde ét med penslen, så modsvarede han det med at gøre noget tilsvarende med saxofonens toner og viceversa. Det blev til en fin og udbytterig dialog. Vi havde egentlig aftalt at det bare skulle være noget mellem ham og mig, men det endte alligevel med at blive foreviget på film.

Michael Svennevig (MS): Tegner du hurtigt?

HT: Jeg KAN slet ikke tegne. Marc optog lyden af sine saxofoner, og tog det med hjem og komponerede videre på det. Jeg malede videre på det jeg havde påbegyndt, mens vi var sammen. For mig tog det et halvt år at male færdigt, for jeg er meget langsom. Men jeg kan godt tegne med forskellige farver – og det bliver bedre og bedre med akvarellerne. For jeg går ikke ”til øvning”, men jeg kan opfatte en stemning, og det kan jeg oversætte til farver og ord. På filmen siger jeg: ”For mig er der ingen forskel på en lyd og en farve”, og Bernstein svarer med spørgsmålet: ”Hvordan lyder så farven gul?”, og jeg svarer: ”Den er flot!”(ler)

  *

Til en afdød ven

Med Spoon River i vandrestøvlerne


rejste vi verden levende 

over strædernes dybder læste vi

 

i det parisiske 68-hjerte på londons løver

 

i det spanske strandsand og på palmebladene

hvor vi skrev “ned med Franco” og i

arenaen hvor vi holdt med tyrene

og forstod Hemingway og Tom Kristensen

fulgte Spoon River os

i jazzmosfæren ledte du os rundt

og helt ind til begyndelsen -

forleden i New Yorks underground

kørte jeg med the A train og forstod

hvordan liv og død forbindes

Spoon River

 **
 

Foto: Michael Svennevig

 

Mød Hans Tyrrestrup på
jubilæumsfestivalen
BILLEDER AF LIV,

til festivalafslutningen,
søndag den 19.8. kl. 13-16
i gårdhaven ved Dansk PEN*,

Dronningensgade 14, på Christianshavn,
hvor han vil læse sit ovenstående digt til
akkompagnement af Ole Bundgaards saxofonspil.
Bagefter vil han fortælle om sit første møde med Rom,
og hvad det afstedkom. Eller om forholdet mellem
ord og farve – eller om noget helt tredje.
Alt efter hvad inspirationen vil.

* I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet et par gader derfra i
Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6.

*

Læs om festivalen og se programmet for de enkelte dage:
https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv.html
Facebook: https://www.facebook.com/MichaelSvennevig/events/
Festivaltrailer: https://vimeo.com/270663580
Festivalens podcastkanal: https://svennevig.podbean.com/

 ***

 

Anmeldelse: ”Rygtet om hendes død” af Kasper Hoff

 

Med en baggrund som B&U-forfatter og dramatiker er der ikke noget at sige til at Kasper Hoffs ”Rygtet om hendes død” er blevet en storslået roman. Den er umiddelbart let formuleret, flydende og meget mundret, men samtidig er de konflikter og ikke mindst de etiske problemstillinger, der ligger under stoffet, voldsomt omsiggribende.

På omslaget er der en rød læderlænestol, og hvad man ikke ser allerførst, og først rigtigt forstår efter at have læst bogen, er den urne, der er placeret midt på stolen, for det ER bogens hovedperson: Beate Nielsen. I romanen er der sat en højtaler fast til urnen, så man kan høre hendes stemme.

Jo, hun er godt nok død og kremeret. Men heller ikke mere end det, for digitalt lever hun - videre. Beate er en 65-årig hjerneforsker, men hun er også en medie celebrity. Hun mestrer kunsten at tale umiddelbart, let forståeligt og direkte. Hun kan noget med andre mennesker. Hun kan aflæse dem, og give dem, hvad de vil have. Hun kan overraske og kan først og fremmest begå sig i den flimrende medieverden. Det er straks sværere og mere kompliceret i forholdet til sønnen, Morten, der er vokset om med en far, der skød sig og en mor, der tager på arbejde og glemmer den 5-årige søn, mens han er ude på toilettet. Da hun vil hente ham om eftermiddagen i børnehaven, så er han væk. Hun insisterer på selv at have afleveret ham samme morgen, og tror så fuldt og fast på sit eget (selv)bedrag at andre også tror på hende. Men ligegyldigt om det et er det ene eller det andet, så er og bliver han væk. For han er fortrukket ned til skuret i baghaven. Samme sted, hvor faren forsvandt. Der er stadigvæk et knytnævestort hul i væggen fra skuddet. Sønnen finder en hulning under nogle brædder og der lægger han sig. Himmel og hav bliver sat i bevægelse for at finde ham. Men det er først da hundene snuser sig frem til at der alligevel er noget derinde, som de har overset, at han bliver fundet. Referatet af netop den begivenhed får en meget vigtig betydning senere i romanen.

Det er en vidunderlig roman, der virker transparent, fordi den er skrevet med glimt i øjet. Sproget er friskt. Så friskt at det faktisk kan camouflere at romanen egentlig handler om nogle meget, meget komplekse problematikker omkring liv og død – og digital virkelighed. Det er alt sammen skrevet vældigt underholdende ind i bogens plot. Det er imponerende som Hoff evner at holde alle disse snore udspændt uden at de vikler sig ind i hinanden. At han er dramatiker fornægter sig ikke, for bogen består af flot opsatte spektakulære begivenheder. Men det hele ville falde omkuld, hvis det netop ikke var forankret i den meget stærke akse, der udspiller sig mellem Morten, den forsmåede søn, og moren, den celebre medie-darling. For moren har store forventninger til sønnen, der for at komme langt væk fra det som han ikke kan indfri, har installeret sig i en kælder, hvor han sælger tegneserier under overskriften: ”Bad Taste Company”. Det er helt efter bogen, vældig morsomt, meget problematisk – og simpelthen gribende læsning.

Romanen har en forførende champagne-agtig brusen, altimens den blotter de eksistentielle dilemmaer lige nede under tekstens overflade. For hvor går grænsen mellem liv og død – og det digitale liv? Det er vel noget vi alle tænker over, mens vi sidder der foran vore skærme? Hvornår er vi levende, og hvornår er vi døde? Og hvad er det, der gør os til dem vi er. Romanen efterlader en masse spørgsmål – og formår at formulere dem på en både kæk og spidsfindig måde.  

”Rygtet om hendes død” udfordrer vore vante forestillinger om liv og død, og gør det så underfundigt at man affinder sig med romanens præmisser uden at kny, selv om de er monstrøse og vilde. For hvordan overlever man sin egen død? Romanen giver et spændende og skræmmende bud på det. Det burde være helt usandsynligt, og alligevel virker det så ligetil, at det er snublende sandsynligt, selv om det bare bliver vildere og vildere i romanen. Det er en både forførende og sanseligt spændende roman.

Læs mere på Kasper Hoffs hjemmeside.

 

Romanen er udkommet på Forlaget Modtryk i 2016.

 

Hør Kasper Hoff fortælle om romanen og kunstig intelligens

til festivalafslutningen af  jubilæumsfestivalen

BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018.

 

 

 

Man kan godt få øje på havet, hvis man vil...

 

Omslag: Shohreh Shahrzad. Maleri: Hanne Svennevig

Samtale med den 61-årige debutant Hanne Karin Garborg alias Madame Garborg.

Michael Svennevig (MS): Hvorfor hedder din debutbog ”Alt var kun en drøm”?

Madame Garborg (MG): Det er en skjult hilsen til min mor. Hun sang altid – og jeg fik aldrig sagt farvel til hende. Men det gør jeg så alligevel med bogen nu. Den sangtitel tegner faktisk mange af bogens tekster, og er forbundet med mange af de forestillinger man har om en lykkelig barndom, og lige så lykkelige parforhold.

MS: Det er en titel, der både er meget smuk, men samtidig også er drømmende og meget vemodig. Som om livet bliver set på som noget, der befinder sig et andet sted end der, hvor hovedpersonen er. Den rummer et fravær af liv.

MG: Måske er det derfor at Tove Ditlevsen er en inspirationskilde for mig.

MS: Du skriver meget betegnende: ”Man kan godt få øje på havet, hvis man vil”.

MG: Det kan man faktisk sige om hele livet.

MS: Det rummer en dobbelthed – der går igen i dine tekster.   



 

Foto: Michael Svennevig

Madame Garborg bladrer i bogen og slår op på en af bogens første historier.

MG: I den her opsøger jeg mit barndomshjem. Når jeg tænker på den tekst, opfatter jeg den som sorgfuld, men jeg har flettet meget nutid ind i den – f.eks. min kærlighed til planter. Den beskriver mit gensyn med barndommens gård – for den står der endnu. Det tog mange år, før jeg turde køre derhen, og det tog seks besøg før jeg turde at kigge op på vinduerne. Jeg har taget så meget tilløb, og så får jeg et job, hvor jeg kører forbi vejen hver dag.

MS: Hvordan har du forberedt dig på at fortælle din historie, for det er ikke nogen hemmelighed at den er baseret på egne oplevelser, der selvfølgelig er gengivet i et skønlitterært univers, hvor drøm og virkelighed væves sammen med populære sange fra tiden dengang. Man kan næsten sige at fortællingen synges ud, selv om det også bliver til en voldsom sang. En nødvendig sang.

 

Vignet fra bogen. Tegnet af Michael Svennevig 

MG: Jeg har forberedt mig på den måde, at de mennesker der med rette ville kunne spørge, hvorfor jeg ikke lige har fortalt om bogen, dem har jeg kontaktet, og sagt at det er sådan jeg husker det, at det er MIT syn, men at jeg selvfølgelig også respekterer andres syn på dén sag.  (tænker lidt) Jeg føler mig både rolig og lykkelig. Jeg har været lykkelig mange gange i mit liv, men kun i korte stunder, forbundet med at jeg ikke havde jordforbindelse. Den er jeg ved at generobre nu.

MS: Der er nogen, der har det bedst i stormvejr. Er det sådan du har det?

MG: Sådan har jeg haft det. Jo værre, des bedre. Det er helt vildt og meget nyt at jeg ikke har det sådan mere og heller ikke har brug for det – længere. At jeg også kan trives i det stille, og at jeg ikke behøver at vælte alt og alle omkring mig omkuld.

MS: Hvis man er træt af at være fanget i andres fortællinger om én, kan det være fantastisk at træde ind i sin egen fortælling – og med sine egne ord, blive sig selv.

MG: Det kan du tro at jeg er parat til. Det er sådan jeg har det. Det er der jeg er nu – takket været bogen.

 Foto: Michael Svennevig

Madame Garborgs ”Alt er kun en drøm” udkommer på Forlaget Epigraf til festivalen BILLEDER AF LIV, fra den 10.-19. august 2018 – og fejres på Global Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 14.8. kl.18-19, hvor uddrag fra bogen bliver fremført af forfatterinden akkompagneret af Ole Bundgaard på saxofon. Der vil i den anledning være en let bespisning med bobler til. Alle er velkommen, men kom i god tid, da der kun er begrænset plads. Et mindre uddrag kan også opleves et par dage forinden, på festivalens 2. dag, lørdag den 11. august i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om arrangementerne og festivalen

Læs mere om bogudgivelsen 

Lyt også til podcasten "Alt var kun en drøm"



***

Anmeldelse: ULVEKVINTEN af Trisse Gejl

                                                  2016 (People’s Press), omslag Ida Balslev Olesen

Allerede på den første side af Trisse Gejls seneste roman ”Ulvekvinten” (People´s Press, 2016) er jeg fanget ind, og efter det første kapitel har forfatteren taget fat i mig og slynget mig højt op i luften, og mindet mig om den uperfekthed, den ulvekvint, den tone der aldrig går op i den menneskelige kabale. Det er som om bogen gør plads til det at være menneske, til det ufuldkomne menneske og til den ufuldkommenhed, der gør os hele som mennesker. Der er plads til det hele menneske i bogen og forfatterskabet. Bogens lidt vemodige tone kryber ind i sprækkerne og gør at jeg - som læser - bliver menneske. Personernes ufuldkommenhed smitter af og gør noget ved mig – som læser. Det er som om vi får en sidste chance for at kigge ind i spejlet før det er for sent. For Trisse skriver om kap med døden - eller katastrofen. Den hvisker hele tiden bag os. I romanen gengivet ved de gange Zoé bryder sammen ved tanker om det udefrakommende som hun ikke kan afværge. Det er krigen i Syrien. Det er børn, der bliver mishandlet. Alverdens gru hopper på hende, og hun forstår ikke at værge for sig. Hun zapper sågar efter katastrofer på tv´et, og den som leder skal finde...

Først opridses den perfekte idyl. Det er så smukt og så harmonisk at vi VED, at det kun er et spørgsmål om tid, før det går galt og overfladen krakelerer og livet kommer til syne. Det liv, der hele tiden har været skjult for os, nedenunder. Det vi af al magt forsøger at holde væk, for at kunne være til. Vi kan ikke rumme det. Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal håndtere det og stille op med os selv, hvis vi lukker det ind.. Det er noget fremmed som vi støder fra os. Ja, man kan næsten sige at det er ”den fremmede” vi dermed afviser.
 

Forlagets pressefoto

Langsomt skubber forfatteren os længere og længere ud mod kanten, og så PUFF... Vi bliver skubbet så langt ud, at vi næsten ikke kan finde tilbage, for forfatteren vil have os til at se – det andet. Det, der også er. Det, der hele tiden er. Det, der lurer bag det vi vælger at se. Det er i skyggernes land at romanen bliver til og folder sig ud. I mørkningen sker der ting og sager, for der antager alting nye konturer og former. ”Ulvekvinten” er om den lyd der ikke er der, og alligevel er der hele tiden. Om den tanke der ikke er der, og alligevel er der hele tiden. Om det vi ser og alligevel ikke ser. Om det der sætter sig på tværs inde i os og som vi prøver at ignorere. Om den lille tvivl og den lille frygt og usikkerhed der altid er der og som forfatteren insisterer på at holde frem imod os.

Det største og meget anmassende spørgsmål som romanen rejser: hvordan kan vi overhovedet leve vores rolige og velfungerende liv i bevidstheden om, at der er så mange andre mennesker, der lige nu tørster og sulter eller er på flugt fra krig og ødelæggelse? Hvorfor overhovedet blive ved med at slå græsset og luge i haven, når så mange andre er på flugt fra hus og have, hvis de overhovedet har haft det? I romanen er det den psykisk ustabile og nervesvækkede Zoé, der pludselig ikke længere formår at holde verdens ulykker fra sig. Jo, hun er ustabil og nervesvækket, men hendes impuls til at ville gøre noget er sund nok, og det ændrer ikke det fundamentale spørgsmål: hvordan kan det nogensinde give mening? Romanen giver ikke nogen svar, og det er heller ikke dens opgave eller formål, men netop at stille de umulige spørgsmål som vi så efter endt læsning må tumle videre med hver især. For det er dét de bedste bøger formår. Trisse Gejl skal i hvert fald have tak for at hun så insisterer - og endda gør det så overbevisende. Om nogen tager hun en af litteraturens fornemmeste opgaver på sig: at sætte spørgsmål ved vores alles selvfølgeligheder og insisterer på at vi skal tænke over det. Det er fornemt!

Trisse Gejl (1968) debuterede med romanen "Hvor mælkebøtter gror" i 1995, og har siden skrevet en lang række romanen. Hun fik sit gennembrud med "Patriarken" i 2006. "Ulvekvinten" er hendes 8. roman. Hun er opvokset i Århus, men bosat i København. 

Trisse Gejls næste roman burde hedde ”Hamskifte”, for det er dét, der går igennem forfatterskabet, for romanpersonerne skifter ham. Det yderste lag af huden bliver skrællet af. Solen og alt det glade svitser den yderste tynde hud af, så vi er inde ved kødet. Derinde hver enhver pirring og sansning gør ondt, fordi det er så ubeskyttet og så nerveblottet. Personerne i romanerne ER ubeskyttede af livet og tilværelsen. De bliver masseret i livets malstrøm og kommer i klemme. De skal lære at svømme og bjerge sig selv i land. De bliver frataget deres skrøbelige sikkerhed og deres selvfølgeligheder, for bagefter at erfare at det bare har været en tom skal eller et ydre man faktisk ikke kan bruge til noget. Så det er ikke forkert at sige at Trisse som forfatter tager fat, hvor andre forfattere ofte slutter, og det gør læsningen af romanerne til noget ganske særegent og givende. Tak for det, Trisse!

Mød Trisse Gejl på den kommende festival BILLEDER AF LIV. Trisses seneste roman ”Ulvekvinten” er om noget et billede af liv. Af mange liv. Men et besværligt billede som det er svært, men det gør det ikke desto mindre så meget desto mere spændende,  at forholde sig til. Jeg glæder mig til at diskutere romanen med Trisse til festivalafslutningen, søndag den 19. august 2018.  Facebook-opslag.

 Trisse Gejls hjemmeside

 

 

Anmeldelse: EN GOD FLYGTNING af Vibeke Marx

 

Romanen indledes med skildringen af flygtningene, der går over grænsen til Danmark. Men umiddelbart fremstår romanen som et dobbeltportræt eller måske rettere som et skæbnesammentræf.

Benjamin er en 20-30 årig fyr, der er på Lampedusa. Vi får ikke meget at vide om hans baggrund, i starten. Han er der, fordi han skal være der. For han skal jo være ét eller andet sted, så hvorfor ikke dér? Han flyder og er uden retning i tilværelsen. Nærmest i kontrast til Vahid, der er en flygtning, der driver i land, alene, i bunden af en båd. Det er der Benjamin finder ham. Han er mere død end levende, og Benjamin skønner at hvis han ikke tager sig af ham, så dør han. Han bugserer den fremmede ind i sin bil – og kører afsted med ham. De kører op igennem Europa – til Danmark.

Vahid skildres som Benjamin. De er begge mænd uden fortid – tilsyneladende. Men selvfølgelig har de hver især deres egen forhistorie, der begrunder at de lige præcis befinder sig der, hvor de mødes. Men det er en fortid som de fortier og som ingen af dem kan eller vil vedkende sig.

Vahid siger ikke noget, men om natten drømmer han drabelige drømme og taler i søvne, mens han slår omkring sig for at holde det på afstand, der gør nætterne til overlevelseskampe for ham.

Både Vahid og Benjamin er overlevere. Den ene efter krig. Den anden efter velstands-vanrøgt. Men begge lever de i undtagelsestilstande.

Benjamin er søn af en stor dansk filminstruktør og en af de mange kvindelige skuespillere, der har spillet en hoverolle i en af hans film, og som faren elsker med for at få hende til at blive så god som mulig - og efterfølgende gifter sig med. Farens filmarbejde betyder alt og alt andet underordnes det. Også hustruen og børnene: Clara og Benjamin. Moren opgiver sin skuespillerkarriere og bliver hjemmegående. Hun spiller sin nye rolle til perfektionisme. Oprindelig var hun et balletbarn, der blev vraget, og som bliver samlet op af instruktøren, som 17-årig, der gjorde hende til stjerne og kvindelig hovedrolleindehaver i sine film. Da hun ikke længere er interessant for ham som filmisk materiale, hjælper hun til med manuskripterne ved at snakke om det der ligger bag filmene, men det kan ikke skjules at hun langsomt også er ved at glide ud af den funktion. I stedet begynder hun at drikke. Børnene kommer til at udgøre det nye centrum i hendes liv, men sønnen gør sig stum, og melder sig på den måde ud af familien. Efter en skilsmisse bliver børnene skilt ad. Clara skal bo hos moren, mens Benjamin skal bo hos faren, der installerer ham i en ny tilbygning til huset, hvor huslæreren, Chriss, underviser ham og i det hele taget forsøger at nå ind til ham. Men tager sig meget dyrt betalt for det senere i historien.

Faren tager alt omkring sig og gør det til filmiske værker. Det gælder også sønnens stumhed, da han begynder at lave en film om ham. Moren nægter at den skal vises offentligt, så faren er ikke sen til at gøre det til et projekt, der først skal offentliggøres, når Benjamin bliver 18, og dermed selv kan bestemme.  Men faren har forregnet sig, for sønnen er netop søn af en far som han har set behandle andre så dårligt, at han tager sine forholdsregler - og kræver en million kroner af faren for tilladelsen til offentliggørelsen af filmen, for han ved, hvad faren plejer at betale sin hovedrolleindehaver. Det er med den million i baglommen at han rejser ned igennem Europa og ender på Lampedusa. Han er selv en flygtning, så dermed bliver det den ene flygtning, der tager sig af den anden. Dermed er scenen sat til hvad der efterfølgende sker i Danmark – og det skal ikke afsløres her.

Det er en historie, der på mange måder giver mindelser til Ibsens ”Gengangerne”, hvor familiens skæbnefællesskab også tages under behandling. Noget lignende sker i filmmiljøet, hvor Benjamin vokser op. Det er en fuldstændig bizar historie, der stadigvæk er yderst troværdig, selv om den er overdreven.

Forfatteren tager os med i meget forskellige miljøer, hvor vi hører skråsikre og navlebeskuende påstande om flygtninge – om de andre: DEM, der ikke er OS, der flettes ind med de politiske begivenheder, der foregår samtidigt: terroranslaget mod Charlie Hebdo i Paris, de påståede massevoldtægter i Köln, ildpåsættelserne af asylcentre i Sverige og Tyskland - og de politiske stramninger i Danmark.

Når det kommer til stykket er det måske ikke så væsentlig hvem Vahid er, for han er her måske bare for at VI skal opdage, hvem vi selv er.

Det er en flot, barsk og besk pointe i en roman, der holdt mig fast fra start til slut. Jeg læste den i ét stræk. Det er længe siden at jeg har læst en roman, der på den måde drev mig videre fra kapitel til kapitel. Romanen er både velkomponeret og velskrevet. Sproget er smidigt og levende. Persontegningerne er interessante og flertydige, og fulde af så mange forståelsesmæssige sprækker, at det giver et leben uden lige på siderne. Det er en oprørende fortælling fuld af nuancerede skildringer. Men det er også en frygtelig historie, fordi den netop er så troværdig.


 

 

 

***

 

Læs mere på forfatterens hjemmeside

Roman udkom på forlaget Modtryk, 2017

Hør Vibeke Marx læse op fra romanen og fortælle om den til

åbningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,

lørdag den 10. august 2018 kl. 19-22 i Apostelkirken.

FB

 

***