Anmeldelse: UNG BLOND PIGE på Bådteatret

Foto: Per Morten Abrahamsen

Gæstespil af Teatret st. tv.

Scenerummet er nøgent og tomt. Det er indrammet af en hvid firkantet trækonstruktion, der bærer det meste af lyssætningen. Rekvisitter er der ingen af, medmindre man medregner de to instrumenter, violinen og guitaren. Kostumeringen er begrænset til kropsfarvet trikot, to hvide nederdele og to par hvide læderbukser. Bagest på scenen står en computer eller et keyboard, hvorfra en af de tre medvirkende kan starte det bagvedliggende beat, der fungerer som akkompagnement til deres sang. Midt på scenen er to podier, der kan skubbes sammen til ét. Når de stables oven på hinanden illuderer de en lukket toiletdør og vinduet som den ene af de tre medvirkende kravler ud af, for at slippe ud og væk. Ellers er der intet. Men der er lige præcis det, der skal til for at forløse historien om de to søstre, April og Maj, der har lavet en sang sammen, der er blevet bevægelsens slagsang. Det er en sang om sommersol, kvidrende fugle, ren luft - og rent blod. Musiklæreren synes at den er ekskluderende og vil ikke lade dem fremføre den til skolens forårskoncert. Klassens nye pige, Frida, vil gerne hjælpe med at ændre teksten til en kærlighedssang, så de kan optræde med den sammen. Pigernes mor og bevægelsens leder ønsker ikke nogen ny tekst. Og slet ikke den kærlighedstekst som Frida har skrevet, men hun får musiklæreren til nølende at gå med til at de tre kan fremføre sangen med den nye tekst.  

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er meningen at søstrene skal fremføre sangen til bevægelsens næste møde, men April stikker af for at mødes med Frida, og de to forelsker sig. Maj sladrer til moren, og helvede bryder løs. April låser sig inde på toilettet og kravler ud af vinduet og flygter over til Frida. Maj forsøger forgæves at få hende med hjem. På skrømt lader hun som om hun vil være med til at de alle tre skal synge kærlighedssangen sammen, men da de cykler hen for at mødes med April, stikker Maj violinbuen ind i Fridas forhjul, så hun vælter. Maj slår Frida i hovedet med en sten. Slår og slår, og efterlader hende blødende og døende, mens hun cykler videre til koncerten. Forgæves forsøger hun at overtale søsteren til at synge den originale tekst. Men uden Frida nægter April, så Maj synger den alene. Efter sangens sidste toner løfter hun som hilsen til bevægelsen en knyttet næve ud mod publikum.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Her er intet overflødigt. Hvert et ord er, hvor det skal være. Hver bevægelse er koreograferet ned til det mindste. Hver tone og betoning er afstemt efter hinanden. Det er så skarpt og så enkelt, at det sætter historien fri.  Det var lige så det isnede ned af ryggen på mig. Det er en udadtil meget smuk lille mini-musical af Line Mørkeby, hvor pigerne smilende afsynger deres nazistiske slagsang. De smiler og smiler så det gør ondt i maven. Det er discount-drama. Teksten er vidunderlig stram og tæt. Instruktionen af Rolf Heim er ypperlig, og de tre piger spiller og synger så det er en fryd. Det er en fornøjelse at opleve dette fuldstændigt afpillede stykke, der har det hele. Det er så enkelt at det egentlig slet ikke burde kunne lade sig gøre. Det er som en drøm – en ond drøm, der holder sig oppe fordi de medvirkende spiller det så stærkt og overbevisende hjem. Forestillingen er lavet af nødvendighed, og som en kniv finder den vej lige ind i hjertet, hvor den hugger til. Så enkelt og godt kan det gøres!

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Instruktør: Rolf Heim

Dramatiker: Line Mørkeby

Komponist/santekter: Sune Skuldbøl Vraa

 

Medvirkende:
Kitt Maiken Mortensen
Betina Grove Ankerdal
og
Marianne Søndergaard Madsen

Scenograf: Ingvild R. Grande

Lysdesigner: Raphael Solholm

Gæstespil
af
Teatret st. tv
på
Bådteatret
fra den
25.4.-8.5.2013

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=76

Anmeldelse: THE CITY på Bådteatret.

Gæstespil med Why Not Theatre Company.

Det ligger i betoningen af det usagte. I starter er det bare enkelte ord, der klinger forkert. Ægteparret taler til hinanden, men aldrig med hinanden. De er så tæt på, at de ville kunne række hånden ud og røre hinanden, men gør det ikke. Snart er det et par ord, der falder ud af munden på den ene, og lander ned på havegangen foran den anden og splintres. Og en nøgle, der bliver væk. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er sådan noget, der sker. Selv i de bedste familier, sker det. Det er tilsyneladende ingenting.

Parret bor i en idyl. Deres lille have midt inde i byen er den perfekte ramme omkring deres samliv. Kvinden er oversætter. De mødes efter arbejde og udveksler tanker om dagen, der er gået. Hun, Clair (Sue Hansen-Styles) fortæller ham om mødet med en mand, der beretter om sin forsvundne datter. Hun har allerede set hende. Datteren blev hjulpet bort af en sygeplejerske. Den fremmede mand viser sig at være forfatter. En af dem, der aldrig giver interviews og som nøder kvinden til at høre sin beretning. Det viser sig at hans fortid rummer en torturhistorie, men også at pigen ikke bare er forsvundet, for hun er død. Dræbt af hans ligegyldighed og uformåen som far. Senere inviterer forfatteren oversætteren med til en konference i Spanien. Hun kommer glædesstrålende hjem og beretter om den til sin mand.

De får besøg af naboen, Jenny (Vanessa Poole). Hun spørger om der dog ikke er mulighed for at de kan låse børnene indenfor, for deres råb og skrig gør det umuligt for hende at sove, når hun kommer træt hjem fra arbejde. Men børnene leger ikke længere udenfor. De har leget med dørens lås, og har låst sig inde. Og de er ikke de eneste i stykket, der har smidt nøglen væk.

Manden, Chris (Andrew Jeffers), der imellemtiden er blevet arbejdsløs, beretter om mødet med en gammel skolekammerat. Der skete henover køledisken i det lokale supermarked. Skolekammeraten er slagter. Han insisterer på at Chris skal huske deres fælles fortid. Han var den de andre lagde for had og drillede. Især Chris.

Clair er vant til at bruge ord, og lever af dem. Måske er det det daglige arbejde med andres tekster, der giver hende lyst til at skrive sine egne, så hun begynder at skrive sig selv. Hun opfinder virkeligheden omkring sig. Det er det hun skriver, som vi oplever på scenen.  

”The city” er et konversationsstykke, der umiddelbart virker såre tilforladeligt. De fire medvirkende kæmper for at opretholde ro og orden, og alligevel bliver sprækkerne mellem dem stadig større. Ligesom byen, der er gengivet på teaterplakaten og som pryder scenens bagvæg. Det er et nærmest futuristisk bylandskab. Det lyner med ild fra himlen, og flammer slikker hen over bygningerne i forgrunden. Det er jo en storby, og selvfølgelig er der ild. Der er vel altid lidt ild i en storby. Men der kan også være ild i mennesker. Inde i byen. Midt inde i den. Det er det, vi oplever i ”The city”, mens ilden tager fat og vi hygger os med en lille passiar efter arbejdstid. Hvad er virkelighed og hvad er fantasi? I byens smeltedigel ophæver det ene det andet.

”The city” er fermt skrevet dramatik, om at være menneske. Det er godt instrueret og velspillet. Hvor kan det engelske sprog dog lyde smukt, sådan som det ligger i munden på stykkets fire medvirkende. Bådteatrets grå indre er som skræddersyet til denne grå fortælling om at være menneske omspændt af byens flammer. Lukket inde i skroget af en båd. Omgivet af koldt vand, der ville kunne oversvømme hele sceneriet hvert øjeblik det skulle være. Når man som tilskuer bagefter træder ud på dækket og skuer ud over byens lys, virker stykket endnu mere som en grum fortælling fra byens indre, om mennesker der sætter ild til sig selv og deres omgivelser.

 

Manuskript: Martin Crimp

Instruktion: Barry McKenna

Lys: Katja Andreassen

Scenografi: Andrew Jeffers/Barry McKenna

Medvirkende: Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Vanessa Poole og Emilia Poole Jönsson

Spilleperide: 2.-20. april 2013

Gæstespil på Bådteatret af Why Not Theatre Company

http://www.baadteatret.dk/opslag.asp?page=1&id=79