Anmeldelse: BRECHT OG DØDSSYNDERNE i Krudttønden

 

 

Det er svært ikke at blive imponeret over ambitionsniveauet i ”Brecht og dødssynderne” som Copenhagen Chamber Performance præsenterer i teatersalen i Krudttønden af Bertolt Brecht og Kurt Weill.

Det starter med en sortmalet scene, hvor gulv, vægge og loft synes at gå ud i ét. Tre stole og tilhørende nodestativer står alene midt i rummet. På væggen bagerst hænger et Madonna-billede med påsatte amerikanske flag. Det hænger mellem de tre sorte døre, hvorigennem de tre musikere kommer ind. Først accordeonspilleren Adam Ørvad, der også har arrangeret musikken. Han sætter sig i midten. Dernæst cellisten Mattias Rodrick og over for ham klarinettisten Bo Skjold Christensen, der istemmer prologen til syngespillet, hvorefter de 4 sangere: Martin Palsmar (bas), Jakob. K. Pedersen (1. tenor), Rene V. Bjerregaard (2. tenor) og Jonas Holst (bariton) kommer tumlende ind. De ser aparte ud. En af dem er en mand forklædt som kvinde (Palsmar). En anden er perfekt som idiot (Knudsen Pedersen). Han er ikke til at få øjnene fra. Lige som de andre er han iført snavset hvid ærmeløs undertrøje, blå jeans og har et blåt stjernet pandebånd på. Han er uhyggelig tynd og ser helt vild ud. Det er som om vanviddet vælder ud af ham. Det gør det også i teksten…

Anna I og II synges af Radmila Rajic, der både kan føre sig og synge så det er en fryd. Hendes stemme slår ud i lys lue og brænder højt og klart gennem forestillingen. Hun er forførende smuk i denne historie om fortabelse og om pengesamfundets endeligt. Noget som Brecht havde et skarpt blik for. Fra tilskuerrummet lyder Chresten Speggers stemme som Bertolt Brecht. Han fremfører de optrykte tekster gengivet i forestillingsprogrammet, der i Otto Gelsteds originale metriske oversættelse klinger klart og præcist gennem rummet. Det er samme oversættelse, der også blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før den blev stoppet.  Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som ”propagandistisk og kommunistisk” (sådan som programmet citerer fra Harald Engbergs ”Brecht på Fyn”).

 

 

Radmila Rajic er kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der blev stiftet i 2011 og har som sit erklærede mål at etablere en alternativ platform for musikere, hvor musikdramatiske projekter, nyskreven musik, kendte operaer i nye former og kammerkoncerter er kernen i foreningens virke. Det lever forestillingen med sit imponerende kunstneriske niveau i høj grad op til. Radmila Rajic har også stået for scenografi og iscenesættelse.  Iscenesættelsen er flot og enkel. Det gælder også scenografien. Man kan selvfølgelig indvende at scenografien faktisk er fraværende, men det er ikke sandt, for den sparsomme staffage er alt hvad forestillingen kræver og har brug for. Intet andet end det allerhøjst nødvendige. Intet andet. Til gengæld er gennemgangen af de 7 dødssynder et så righoldigt musikdramatik værk og her opført med et så stort kunstnerisk overskud at man er ved at tabe vejret.

Brecht havde et så klart kulturkritisk syn på sin samtid at det stadig kan chokere, for vi er tilsyneladende ikke blevet stort klogere siden. Lån Brechts blik og se ordentlig på det der omgiver os i dag. Tonen er straks slået an i refleksionen ”Hvorfor skal mit navn nævnes” og brænder videre i ordene fra Bogbrændingen: ”Jeg befaler jer: Brænd mig!” og bliver til aske i passagen: ”At tale om reb i den hængtes hus er ikke passende…”.

Der er så meget, der ikke er passende.
Brecht gjorde sit til at det fik både mål og mæle.

 

Medvirkende:

Anna I & II: Radmila Rajic

Brecht: Chresten Speggers

Familien:

Jacob Knudsen, René Visgaard Bjerregaard, Jonas Holst og Martin Palsmar

Musikere:

Adam Ørvad, Bo Skjold Christensen og Mattias Rodrick

Arrangement: Adam Ørvad.

Scenografi og Iscenesættelse: Radmila Rajic.

Lysdesign: Yaw Darco,

Dramatisk konsulent: Helge Reinhardt

 

Spilleperiode:

19.-21. maj 2016 i Teatersalen i Krudttønden

Læs mere

Anmeldelse: ELSIE & NORM´S ”MACBETH” af Down the Rabbit Hole Theatre

 

Foto: Nathan Woods

I anledning af 400-året for Shakespeares død var den røde løber fremme da Københavns nyeste engelske teater ”Down the Rabbit Hole” i aftes havde premiere på John Christopher-Woods komedie ”Elsie & Norm´s ”Macbeth”. Det var ikke bare premiere, men også teatrets åbningsforestilling. De holder til i A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, i indre by. Fra gaden går man et par trin ned og befinder sig i en hyggelig dagligstue. Der var fuld ”stue”, da de 26 tilskuere havde sat sig på alt siddeligt i det lille lokale, men selv om det er småt, så er det heller ikke så småt. Jeg var så heldig at blive bænket i en blød sofa, hvor der egentlig var beregnet plads til tre, men en rund trivelig dame fortrak fornuftigvis, da hendes størrelse umuligt kunne presses ned imellem os, der allerede sad der.
 

 Foto: Nathan Woods

De to spillere Jens Blegaa og Vanessa Poole var ægteparret, der i stedet for at forfalde til deres sædvanlige Trivial Pursuit-vane havde sat sig for at bibringe os noget kulturelt. Intet mindre end Shakespeare havde de kastet sig over. ”Macbeth” udsat for 2 personer i en dagligstueteater-udgave. Men de havde besluttet at hjælpe den stakkels Shakespeare lidt på vej, for det var jo alt for langt, for usjovt og aldeles forældet med den originale tekst. Så i al beskedenhed havde de moderniseret, nyskrevet og omskrevet den gamle tragedie. Og hvad blev det så til?

Resultatet var aldeles ”over the top”. Egentlig var det for meget af det hele, men man må lade dem at de løb linen ud. Der er ingen fine fornemmelser, og det er ganske befriende. Forestillingen er ikke for kostforagtere. Det er ævl, bævl og slapstick fra ende til anden, men det er fint i pagt med sommeren, der banker på udenfor. Det er morsomt og en aften værd, men lad de fine manerer blive hjemme, for Shakespeare må finde sig i lidt af hvert, når først Elsie og Norm tager fat.

 

 Foto: Nicolai Meilby

Selvfølgelig er det for meget (især de indledende og afsluttende heksescener, der med fordel kunne dæmpes lidt), men det er hele spillestilen, for vi skal helt ud i det ekstreme. Ville nok have krummet tæer, hvis det havde været på dansk, men det engelske sprog kan noget andet og rummer helt andre nuancer og muligheder. Ja, det levner plads til en komik, der kan bære uanede mængder af fladpandet komik. For det lyder og klinger anderledes, og giver plads til mere. Oplev de to spillere i hopla, der er skønne øjeblikke som fx da Norm laver en Marlon Brando-parodi fra ”Godfather” i 2. akt. Eller da Elsie kommer ridende ind og ser så åndsvag ud at man må overgive sig. Der er i det hele taget mange budbringerscener, og de er finurligt og sjovt grebet an. Forestillingen bumler lidt ujævnt af sted i 1. akt, men finder en strammere form i 2. akt, og det klæder forestillingen, der er iderigt instrueret af Jeremy Thomas-Poulsen. Den kulminerende vanvidsscene i originalteksten er her glimrende forløst i en scene hvor komik og gru går fint hånd i hånd. Alle dør, men Shakespeare overlever. Han har overlevet så meget andet. Det samme gør publikum med et smil på læben.

Tekst:
John Christopher-Wood

Instruktion:
Jeremy Thomas-Poulsen

 

Medvirkende:

Jens Blegaa og Vanessa Poole

Spilleperiode:
4 - 27 maj 2016, 
torsdage og fredage kl. 20:00

Sted:
A Touch of Vintage,
Badstuestræde 12, 1209 København K.

Billetter: http://www.rabbithole.dk/

hvor man kan læse mere om forestillingen.

Andre engelsksprogede forestillinger i København
(2012-2016):

O for the love of Shakespeare
Love and Money
The Woman who wished to die
A tender thing
Wit
Girl of Diamond Mountain
The City
 

Anmeldelse: HOOYO! på Edison

 Fotos: Jon Bjarni Hjartarson



HOOYO betyder mor på somalisk. Historierne i ”HOOYO! Vores mødre og deres børn” lægger sig rundt om hjertet og klemmer til. Det er en smerte der går lige til hjertet. Historierne handler om børn, om voksne, om forældre og deres børn. Om fædre og sønner. Om mødre og døtre. Om mødre og fædre, om sønner og døtre. Om måder at være menneske på. Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

Det er hårdt at høre de medvirkendes historier. For det er net ikke bare historier, men uddrag af deres liv, der med deres egne ord folder sig foran os på Edison, hvor C:NTACT holder til.

 

Vi kan se det i deres øjne. I deres berørthed. I de pauser som de må tage, når de klarer stemmen og lader en tåre løbe. De kæmper bravt for at få hold på sig selv. For at genvinde kontrollen. For at blive til mennesker. For de bliver til nye mennesker for øjnene af os. Fortællingerne ændrer dem, transformerer dem, mens vi kigger på dem. Det er noget af det smukkeste. Vi bliver vidne til hvad der sker, når hemmelighederne slippes løs. For når alt kommer til alt er vi alle bare mennesker. Det er historierne vi har til fælles. Fortællingerne om at være menneske. Historierne om hvad vi har været igennem. Om det vi gennemgik og stadig gennemgår og hvordan vi tackler det. Det er historierne om at være og blive menneske.

Det er historier som de aldrig har fortalt før. Vi lades indenfor i en kreds af hemmeligheder. Det virker så overvældende og berigende at publikum spontant og taktfast applauderer gennem forestillingen. Bagefter er der stående applaus. Selvfølgelig var der mange pårørende og venner i den fyldte sal til premieren, men sådan tror jeg at alle vil reagere på HOOYO!

 

 

Der er den 19-årige palæstinensiske dreng, der er vokset op med sin mor, der har ofret alt for at give ham et liv i Danmark, men prisen har været at hun hele tiden har arbejdet og aldrig har kunnet være der for ham.

Der er den jævnaldrende iranske dreng, der aldrig har følt sig elsket. Eller det er, hvad han først siger, men noget slider sig løs inde i ham og mens han fortæller indser han, at han alligevel altid har været elsket.

Den 22-årige mellemøstlige dreng, der er gået fra nederlag til nederlag, fra skole til skole, indtil han møder den pædagog, der formår at tale direkte til ham og som kører ham rundt de 8 dage det tager, før de endelig finder en læreplads til ham. Om hvordan det fik ham i gang med et nyt og bedre liv.

Dette er blot en kort sammenfatning af sønnernes historier, men forestillingen vrimler med endnu flere bevægende livshistorier om moderskab, om mødre og deres døtre. Se forestilling og mærk hvordan fortællingerne ændrer personerne som fortæller. Det er bevægende at opleve HOOYO!, der placerer sig et sted mellem teater og virkelighed. Vi får et dobbeltblik på os selv og hinanden, når de 14 medvirkende med deres stærke og rørende fortællinger slår en magisk cirkel omkring os. Tillykke til instruktøren Inger Eilersen og de medvirkende for denne flotte bedrift!

 

 Spilleperiode: 1.-19. maj 2016.

Forestillingen spiller på Edison, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Billetterne er gratis og kan bestilles her.

HOOYO! er produceret af C:NTACT og Indvandrer Kvindecentret og støttet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet samt Bikubefonden.

Medvirkende:

Azra, Taghrid, Nuurto, Shahia, Najma, Farhiyo, Shaado, Nawai, Awesta, Mohamed, Hassan, Arash og Ibrahim.

Instruktør:

Inger Eilersen

Idé og koncept:

Henrik Hartmann og Erman Osman

Tekst- og musikcoach: 

Babal Vakili

Projektledere:

Naghmed Mahmoudi Kashani, Eman Osman og Hafsa Jama

Lys:

Mogens Kjempff

Lyd:

Mads Stagis

 

 ----------

Anmeldelser af tidligere C:NTACT-forestillinger:

En lille båd der gynger (1.8.2015)

Ikk´ for børn (18.1.2015)

Ondt blod (9.11.2012)

----------------