Hvorfor er det så svært at få danske venner?

Foto: Michael Svennevig

- Kommentarer -

Blandt kommentarerne var der to der skilte sig ud, og jeg har fået lov til at gengive dem, så jeg giver ordet til Linda Ammitzbøll-Bach og Natalie Megard, der kommer med nye vinkler og syn på spørgsmålet, der blev rejst i diskussionsgruppen ”Mit billede af Danmark” tidligere på ugen i VerdensKulturCentret - og igen gengivet her i beretningen fra mødet. Det fortjener at nå bredere ud end i et Facebook-kommentarspor til de københavnske Venligboere.

Beretning er blevet læst af 2.500, så formodentlig har flere gjort sig lignende tanker efter læsningen.

Linda Ammitzbøll-Bach

Først Linda Ammitzbøll-Bach :

"Det er mit indtryk, at vi som danskere ofte er i venskabscirkler med andre, der ligner os socialt/socioøkonomisk. Disse kan være svære at bryde ind i og ud af. Jeg er i de senere år selv blevet meget bevidst om dette og vil gerne gøre mit til at bryde dette mønster.
En måde at møde nye mennesker er også at opsøge mennesker, som man har et værdi- og/eller interessesfælledskab med. Det har jeg flere gange set bryde de fastlåste sociale venskabscirkler (eller hvad man kalder denne måde at gruppere sig på i uformelle sociale relationer).

Natalie Megard

Hvorefter Natalie Megard skriver:

"Hvor er det rigtigt det du skriver Linda. Jeg har boet her i 50 år snart og kan genkende billedet du tegner. Men jeg tror at danskerne heller ikke lærer mange andre danskere at kende. Så måske er grunden ikke, at man er udlænding, som afholder dem fra det, men manglende overskud (fordi man vil for mange ting måske, have karriere, have lange ferier, passe børnebørn, gå til yoga, være informeret i politik og i kulturanliggender, se godt ud, have et perfekt hjem, have de rigtige lånevilkår i banken, den rigtige klapvogn til barnebarnet...) Det er tid og overskud, der mangler til at lære nye mennesker at kende. Så er det nemmere at samles med familien og med gamle skole- og gymnasiekammerater... til fødselsdage, som alle kender i forvejen..."

Linda Ammitzbøll-Bach tilføjer:

"Ja, Natalie sådan tror jeg, at mange danskeres liv fungerer. De venner man har stammer ofte fra det sted man er vokset op, ens skoletid/gymnasietid eller uddannelse. Så bliver man venner med nogen, der har den samme baggrund og man er ofte optaget af de samme ting. Og de ydre rammer betyder rigtig meget. Det hele skal være så perfekt og leve op til en bestemt norm indenfor den sfære, man bevæger sig. Det store spørgsmål er så: Ønsker den brede del af danskerne, at dette skulle være anderledes? Og hvis man ønsker at ændre på de cirkler man kommer i, hvordan så udvide disse uden at det bliver kunstigt eller påtaget? Jeg har jævnligt øjeblikke, hvor jeg i visse sammenhænge oplever, at her blev der brudt nogle sociale/socioøkonomiske barrierer. Det er som regel, når man mødes i interesses-og værdifællesskaber. Dette kan nemlig lade sig gøre. Selvom man tilhører en socialklasse, kan man sagtens mødes med en anden klasse omkring et fælles tredje. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt som fremmed i DK at finde noget at mødes med danskerne om. DK er et foreningsland og vi dyrker vores fritidsliv som noget, der ind i mellem grænser til det religiøse. Her kunne man invitere de nye ind og se, hvilke interesser, der kunne falde i deres smag. Jeg ved godt, at det i nogle kulturer er helt fremmed at dyrke en fritidsinteresse, enten fordi det koster penge eller også har man haft så mange børn og deraf forpligtelser, at der ikke har været overskud."

Natalie Megard runder af med ordene:

"I øvrigt havde Juan Mahmoud en kommentar her på venligboernes facebookside om hvor svært det er at komme i kontakt med danskerne. Der kom mange svar, blandt andet blev det foreslået at læse bogen "Living with Vikings" af Kirsten Weiss, som jeg straks lånte på biblioteket. Den ser virkelig spændende ud og er skrevet på engelsk af hensyn til ikke danske statsborgere. Jeg viderebringer hermed forslaget."

-----

Læs reportagen fra diskussionsgruppen

"Mit billede af Danmark" i VerdensKulturCentret.

-----

Kommende diskussions-arrangementer:

24. april kl. 17-19: Sabah Garasnane (Marokko)

29. maj kl. 17-19: Hikmat Hussein (Irak)

25. september kl. 17-19: Hari Prasad Neupane (Nepal)

30. oktober kl. 17-19: Jean Petersen (Malawi)

27. november kl. 17-19: Marianna Almakayeva (Sovjetunionen)

Det er gratis og alle er velkomne.

Læs mere på hjemmesiden og på Facebook.

Mit billede af Danmark

Fire kvinder - 4 forskellige billeder af Danmark. Foto: Michael Svennevig

 

Åbning af ny diskussionsklub i VerdensKulturCentret

Yolanda Maria Méndez Bello (Colombia) fortalte om, hvordan hun som ung forelskede sig i en dansk udvekslingsstudent, Ole, og bagefter giftede sig med ham, før de et år efter rejste til Danmark, hvor de har boet sammen siden. (Hør hende i videoklippet her, hvor hun både synger - og fortæller på spansk). Musikken og sangen har altid haft en særlig betydning for Yolanda. Hendes mor havde en drøm om at blive pianist, så måske er det givet videre til Yolanda, der søgte ind og blev optaget på Operaakademiet i København. Selv om hun fuldførte uddannelsen, var det svært. Hun følte sig udenfor, havde svært ved at få danske venner og kunne ikke rigtig få fat i det danske liv. Det gled hende af hænde. Hendes sang forsvandt, og hun følte sig helt alene. Det tog hende lang tid før hun var tilbage på sporet, men det lykkedes. Men først da hun indså, at det var hende selv, der måtte gøre alt arbejdet, for ingen kom hende i møde, hverken vennemæssigt eller professionelt. Men det var noget hun var nødt til. For at kunne være et eksempel for de børn som hun fik. For det er ikke mindst i familien at det hele starter.

Yolanda Maria Méndez Bello. (Foto: Alma Bekturganova Andersen).
Hør hende til sommerkoncerten i Frihavnskirken, den 12. juni 2018.

Efter Yolandas fine fortælling var det tid til at spørge. Initiativtageren Alma Bekturganova Andersen styrede samtalen med hård og kærlig hånd. En ung dansk fyr spurgte, hvordan hun havde oplevet at være så alene med følelsen af at være uden for alting?

Yolanda svarede, at hendes mand selvfølgelig var der på sin egen måde, men at han forventede, at det var noget hun selv klarede.

Alma supplerede med at fortælle, at det med at have veninder og venner afhang meget af, hvordan man definerede det, og berettede med udgangspunkt i sin egen sovjetiske baggrund, at det dengang var vennerne og deres kontakter, der både var måden at organisere sig på – og ikke mindst måden at klare sig på over for overmagten/samfundet. Det var en simpel nødvendighed. Så på den baggrund kunne det godt være, at der var mange, der alligevel havde venner og veninder i Danmark, men uden at det kunne siges at være på samme måde som derhjemme, hvor det havde en hel anden overlevende nødvendighed, for her er det anderledes.
 

 

En argentinsk kvinde berettede om ferierejsen, hun foretog sammen med sin danske mand tilbage til Argentina mange år efter, hvor manden pludselig fik stærke rygsmerter, men hvor en hel hær af hendes gamle argentinske venner straks sørgede for det hele, mens da de kom tilbage til København var det systemet, der tog over – og her måtte han vente 1½ måned før han kunne blive undersøgt og behandlet.  

En chilensk kvinde, der havde været i Danmark i 43 år fortalte, at hun i løbet af de 8 år hun læste på universitetet ingen kontakter havde fået med sine medstuderende, men at hun knækkede ”koden”, da hun indså at det er noget man helt selv skal sørge for, og det gjorde hun så.

En ung somalisk kvinde, der kom hertil i 1993 fortalte, at man som flygtning ikke har overskuddet til at skulle gøre alting selv. Og sammenlignede det med at være inviteret til en fest, hvor det jo ville være mærkeligt, hvis man som gæst skulle gøre alting selv. Der forventer man som gæst at blive vist til rette og hjulpet på plads, for at kunne føle sig hjemme. Men sådan er det ikke i mødet med danskerne, der forventer, at det er gæsten, der gør alting selv, for hvor er viljen til at gå gæsten i møde?  

En ung dansk mand fortalte, at han ingen venner havde haft hverken i skolen eller gymnasiet, og at det også som dansker blandt danskere kan være svært at få venner. For først da han senere kom på universitetet fandt han ligesindede og fik venner. Han mente, at det hang sammen med vores store behov for at positionere os og holde facaden. De var to, der lige havde været et år i Beijing og fortalte derfra, hvor forskelligt man gebærder sig. Om hvor forskelligt man opfatter tingene. De kinesiske piger i klassen var straks den første dag kommet over til ham og havde spontant sagt: ”Oh, you´re so beautiful!”, mens det at fortælle om deres søskende opfattede de som skamfuldt. Noget der slet ingen mening gav for de besøgende danskere, men at det jo kun understregede, hvor forskelligt man opfatter det man siger og gør.

En irakisk mor fortalte om, hvordan hun til datterens forældremøde på skolen havde hørt om, hvordan danske elever kom grædende hjem fra skole hver dag, fordi de ingen venner havde. Datteren, der havde russisk far, havde i starten haft mange danske veninder, men senere forsvandt de fra datterens venindekreds, og det havde moren undret sig over og spurgt datteren, hvordan det kunne være. Datteren svarede, at de danske veninder var alt for kedelige.

Selv er det min erfaring, at det er meget sjovere og mere givende at være sammen med de af mine venner, der ikke kun har samme danske baggrund som jeg selv. Jeg tror, at hvis vi kun omgås folk, der ligner os, bliver vi slappe og alt for magelige. Det er vigtigt også at være sammen med mennesker, hvor man skal være på stikkerne for at forstå, hvad de mener. Ellers bliver vi alt for dovne og snævertsynede, og taber al interesse for den omgivende mangfoldighed, der er så livgivende og vitaliserende. Nævnte som eksempel min indiske ven Ruban, der i forgårs ringede og inviterede mig på chai senere samme dag. Mens jeg var der, sagde han flere gange at han var glad for at jeg var der og at han havde savnet mig. Det tror jeg slet ikke at mine danske venner ville have sagt. Ikke på den måde. Ikke så jeg fik en klump i halsen.

Alma fortalte, at pigerne virkelig havde taget godt imod hendes søn på 13, da de kom hertil. Allerede den første dag havde han en dansk pige med hjem fra skolen, og dagen efter igen. Altså en ny. At det var pigerne, der havde budt ham velkommen. Det var noget som Alma havde ladet sig inspirere af. Sønnen har dansk far, meget dansk: sønderjysk. Når hun talte med svigermoren, talte de nærmest i munden på hinanden, selv om ingen af dem forstod hinanden, men det gjorde heller ikke noget. De lærte meget af hinanden. Alma havde blandt andet lært svigermoren at drikke vodka.

Flere gange undervejs var der en god varm latter, der rungede gennem lokalet, for det var tydeligt at de 12 kvinder og 2 mænd, der var med i Verdenskulturcentrets nye diskussionsklub og som optog alle lokalets siddepladser, havde mange oplevelser til fælles.

Ligegyldigt hvor vi kommer fra, har vi det tilfælles at være menneske – og det var værdifuldt at dele. Eller som Alma sagde i sin fine indledning, så er det vigtigt at mødes og tale sammen. Det er den eneste måde, at vi kan komme til at forstå hinanden bedre på. Det er det vi skal.

Tak til Alma Bekturganova Andersen for det fine initiativ til arrangementet.

 

--------------------------------

 

Denne beretning har haft mere end 2.500 læsere, og har fået mange kommentarer med på vejen. Jeg har fået lov til at gengive en længere meningsudveksling, der dukkede op i kommentarsporet på  de københavnske Venligboeres FB-side, hvor jeg havde lagt beretningen ud. Jeg har givet det overskriften "Hvorfor er det så svært at få danske venner?" Det er spændende læsning, og det stiller spørgsmålstegn ved om det egentlig handler om kulturforskelle, eller om det slet og ret drejer sig om at vi som danskere er blevet så sært indadvendte, så det med at vende sig ud mod andre kræver noget ekstra, som man skal øve sig i - og turde?

Hvad synes du?

 

---------------------------- 

Kommende diskussions-arrangementer:

24. april kl. 17-19: Sabah Garasnane (Marokko)

29. maj kl. 17-19: Hikmat Hussein (Irak)

25. september kl. 17-19: Hari Prasad Neupane (Nepal)

30. oktober kl. 17-19: Jean Petersen (Malawi)

27. november kl. 17-19: Marianna Almakayeva (Sovjetunionen)

Det er gratis og alle er velkomne.

Læs mere på hjemmesiden og på Facebook.

 

VerdensKulturCentret er et kulturhus, der hører under Københavns Kommunes Kultur og Fritidsforvaltning.

 

Handler skønlitteratur altid om fremmedhed?

Collage: Stephanie Caruana. Pressefotos fra Gladiator 

Hvor er det godt at gå hen,
hvis man vil høre om litteratur?

 

Kvindelige Forfattere i Dansk Forfatterforening er et af de gode steder. For mig som mand er det måske ikke umiddelbart det mest oplagte sted, og alligevel plejer jeg at holde mig til, for der er en særegen lyttende stemning, og et ønske om at nå ind til kernen af de værker som der læses op fra eller tales ud fra – og det er værd at gå efter.

Tre debuterende kvindelige forfattere blev præsenteret i torsdags i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade på Christianshavn.

Birgitte Jørkov bød velkommen.

Anne Marie Bjerg præsenterede Johanne Kirstine Fall og romanen ’Der er altid nogen at befri’

Stephanie Caruana præsenterede Marie Louise Tüxen og romanen ’Jeg ser mig selv som rytmisk’.

Birte Kont præsenterede Anita Furu og romanen ”Mit halve liv”.

Det imponerede mig, at oplæggene til de inviterede forfattere var så personlige og præcise. Faktisk havde jeg lyst til at klappe allerede efter oplæggene. Det er sjældent.

Johanne Kristine Fall valgte at læse op fra sin kommende roman, der ligesom den forrige handler om et fald i bevidstheden, og om når virkeligheden skrider, og der ikke længere er noget at holde fast i. Men også om jalousi og den svære tosomhed, der bliver endnu sværere, når det er partneren, der skal bekræfte én og holde modet oppe for én, når det hele falder.

Marie Louise Tüxen læste op fra et essay hun skrev i et livsstilsmagasin i 2013, det var det, der gav hende modet til at få skrevet den efterfølgende debutroman, hvorfra hun læste om den tilkommendes møde med hendes familie. Ingenting går som ventet, og bagefter er han ikke længere den tilkommende. Hendes sprog er stærkt, præcist og ligefremt. Hun har en evne til se og skildre komikken, så det bliver så vældig morsomt, men samtidig så det gør ondt at le af det.

Anita Furu fortalte om, hvordan hun var begyndt at skrive sin bedstemors historie. En historie som hun gennem sin barndom har hørt mange dele af, men som hun siden har samlet og dekonstrueret for at undgå at gøre det til en sentimental beretning om en gammel dame, der sidder og kigger tilbage på sin opvækst som adopteret jødisk flygtning i Danmark. I stedet har hun beskrevet de forskellige livsafsnit i nutid for at bevare nærværet og tilstedeværelsen i teksten.

Bagefter talte vi om, hvordan alle tre bøger handler om fremmedhed. Mit bud er, at vi altid skriver om fremmedhed og vores forhold til fremmedheden. Det er let at se litteratur som en håndsrækning vi giver andre, og at det kun er gennem mødet med fremmedheden, at vi har mulighed for at forstå os selv og hinanden. At det først da bliver tydeligt hvem vi er. At vore værker på den måde er en slags fremkaldervæske, som vi og læserne kan bade i.

Tak for en varm, smuk og tankevækkende aften til arrangørerne, der selv præsenterede de tre indbudte forfatteres værker, og derved lagde en stemning, som det var en fornøjelse at træde ind i og være en del af.

 *

Læs mere om:

Johanne Kristine Fall

https://forlagetgladiator.dk/products/der-er-altid-nogen-at-befri

Marie Louise Tüxen

http://www.vildmaskine.dk/marie-louise-tuxen/

Anita Furu

https://forlagetgladiator.dk/collections/anita-furu

*

Arrangør: Kvindelige Forfattere

http://danskforfatterforening.dk/events/kvindegruppe/

*

Anmeldelse: MANNING ER FRI på Mungo Park

Fotograf: Jon Kort

Selvfølgelig er det en spændende historie, for hvordan går det til at Bradley Manning lækker fortrolige militæroplysninger til WikiLeaks – hvilken historie ligger der bag den dristige beslutning og drastige handling? Først den miserable opvæksthistorie. Han passer ikke ind nogen steder. Hverken hjemme, i skolen eller ude blandt andre. Han er for lille, for klein, for utilpasset, og alligevel er han et menneske som alle andre, et menneske der lider under sin egen utilstrækkelighed. Da han ikke passer ind i samfundet, går han ind i militæret. Allerede da er hans kontakt med andre begrænset til dem, han kommunikerer med via  computer. Det bliver hans måde at komme videre på, da han heller ikke passer ind i militæret, for det går straks bedre, da han bliver sat til at sortere i de digitale militære indberetninger fra de mange militære krigsoperationer. Han er konstant omgivet af skærme, og sammen med en hær af computernørder skal han sortere alle de beretninger og afrapporteringer som de får ind fra de træfninger som de udstationerede soldater kommer ud for. I starten opretter han nærmest for sig selv en mappe på computeren, hvor han gemmer de hemmeligt klassificerede beskeder, der ikke passer ind andre steder. De mange fejl og overtrædelser, der langsomt vokser i omfang bliver til flere og flere. Bradley får dem smuglet ud og lækker dem til WikiLeaks.

 

Men historien og forestillingen brækker over på midten, og bliver først rigtig farlig, da Manning bliver lukket inde i den sorte boks sammen med os – og slangen. For selvfølgelig har det konsekvenser. Han pågribes, sættes i fængsel, stilles for retten, dømmes og føres tilbage i fængslet. En af Barack Obamas sidste gerninger som præsident er at benåde Manning. Det sker den 17. maj 2017. Nu er hun fri.

Slangen er der hele tiden – og går igen på forestillingens plakat. Vi er med i boksen lige akkurat længe nok til at forstå hans afmagt og sorg, men også hans glæde over at være fri til sidst. Derved er det en forestilling om at føle sig fri, eller rettere om aldrig at være det – og alligevel blive det til sidst. For det bliver han – gør han ikke?

Foto: Bjarke Maccarthy

Anders Budde Christensen er en kamæleon som skuespiller. Han kan uden synlig anstrengelse glide fra den ene tilstand til den anden – også fra mand til kvinde. Vi tror ham hele vejen og tilbagelægger de store afstande mellem ham og os - og vores tvivl. For selvfølgelig tvivler vi. Sådan er det at være menneske.

Både som skuespiller og dramatiker leder Anders Budde Christensen os ad mange veje frem til hjertet i den karakter, som han portrætterer så tilsyneladende ubesværet. Dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. Det er ikke nogen let opgave, men det er sikkert det som gør det så rørende at opleve. For snart fortoner freden sig, og vi er ladt tilbage i boksen, der visuelt stærkt og helt enkelt er genskabt på scenen af Nicolaj Spangaa.

Foto: Bjarke Maccarthy

Fra at være en sprængfarlig politisk cocktail bliver det til et sjæledrama, da Bradley bliver til Chelsea. I fængslet bliver han bogstavelig talt rippet for alt. Der er intet andet tilbage end hans egen kamp med sig selv.  Forestillingens andet tema er dén kamp. Kampen for at finde ind til det jeg, der ingen steder passer ind. ”Don´t ask, don´t tell” er militærets måde at håndtere homoseksualitet på, men der er ingen fortilfælde for transseksuelle i det amerikanske militær.
 

Foto: Bjarke Maccarthy

 

Jo, fængselsscenerne i boksen er for lange, men det er samtidig dem, der er bedst, så det ville ødelægge oplevelsen at få dem beskåret. Forestillingen falder i to tempi. Den første del om de lækkede militær-hemmeligheder bliver fortalt, ligesom opvæksthistorien. Det er i sig selv en ond cirkel, hvor det ene fører uløseligt til det næste. Det sætter sig ikke rigtigt som fortælling, og alligevel danner det baggrunden for den efterfølgende Jakobskamp i boksen, der til gengæld er fortalt så præcist og nøgent, at det retfærdiggør det øvrige. Det er her, at sandheden trænger tydeligst igennem.
 

Foto: Bjarke Maccarthy

Lækningen af militærhemmelighederne er sket i god tro – eller er det? Forestillingen lader det hænge i luften. Whistleblower eller forræder? Det er ubesvaret, men når det gælder kampen i boksen, er der ingen tvivl. Det rammer lige der, hvor det gør allermest ondt. Lige i vores identitet. Det er stærkt teater. Det er her at enhver tvivl fejes bort. Det er voldsomme scener. Ikke i sin ydre voldsomhed, men i skildringerne af den indre kamp, men uden at være selvudleverende, for der er ikke længere noget at udlevere, intet selv, for Bradley er udslettet, der er kun Chelsea tilbage. Som et slangeæg ruges hun ud, og bliver til den stemme, der hele tiden har talt i Mannings underbevidsthed. Endelig får han vished. Det gør vi osse.

MANNING ER FRI

Varighed: 100 min. - Monolog -  Premiere: 10.3.2018

Dramatiker og skuespiller: Anders Budde Christensen

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen

Lyskoder: Yaw Darko

Video: Nicolaj Spangaa og Rasmus Overgaard Hansen

Koreografisk konsulent: Esa Alanne

Instruktørassistent: Tamara Mathiesen

Produktionsleder/scenemester: Peter Schøning

Teknik: Oskar Jankovic og Klaus Boje Bent

Produktionsleder: Bjarne Jørgensen

Kreativ producent: Anne Sophie Fogedby

Hjemmeside og billetter

Læs også det uddybende interview mellem Anders Budde Christensen og Maria Kjærsgaard-Sunesen i forestillings teaterprogram med overskriften "Mannings metamorfose".
Ros til teatret for deres altid gode, informative teaterprogrammer.
 

Fotograf: Jon Kort

 Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Faust, Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 
& De Stuerene (Mungo Park Kolding)

 

Anmeldelse: IKKE UDEN MIN MOR i Verdenskulturcentret

 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

76 kvinders beretninger om mor/datter-forholdet er samlet og bearbejdet til teater af Camara Christina Lundestad Joof (1988) i danskdansks dokumentariske forestilling IKKE UDEN MIN MOR. Med sin direkte henvendelse har det form af vidnesbyrd, der er lavet om til små spil og tableauer. Helt fritaget enhver patos og ganske uprætentiøst. Det er befriende nært og fortalt i øjenhøjde. Tilsat en neddæmpet musikalitet, der går lige til hjertet, værdigt og nærværende. Som små bekendelser, der vokser ud af intet, men som rummer meget liv.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

De fire medvirkendes spil er varmt og registrerende. Anne-Vibeke Mogensen (1953), Lotte Munk og Siir Tilif (1986, Tyrkiet) går gnidningsfrit i spil med musikeren, komponisten og sangskriveren Marie Louise von Bülow (1975). Man føler sig godt tilpas i deres selskab. Også selv om jeg som mand ikke ligefrem tilhører kernepublikummet til en forestilling om forholdet mellem mødre og døtre.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Den fri abort kom først i 1973. Det er utroligt at det ikke er længere siden. Generationerne spilles ud over for hinanden. Ærindet er at få sagt det hele. Alt det som vi normalt ikke hører om – eller selv taler om. Alligevel er det vigtigste det usagte. Ikke mindst som det kommer til udtryk i scenen mellem moren og datteren. Moren er tydeligvis skuffet over at datteren ikke læste videre og blev læge. At datteren ikke har udnyttet sine muligheder bedre, for moren vægter ikke datterens arbejde som PR-ditten og datten som noget særligt. Det usagte hænger tungt i luften mellem dem, at moren har ofret sig, for at datteren kunne gøre det, som moren ikke selv evnede at gøre. Det resulterer i, at datterren bliver led og ked af konstant at blive målt og vejet – og fundet for let: ”Hvor meget mælk skal du have, før det er betalt tilbage?” Der er regnestykker som aldrig går op, og derfor løber mælken over og havner på gulvet imellem dem.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Forestillingens tematik og musik kunne have været indspillet på en Trille-plade. Det er meget smukt sunget i forestillingen. Renfærdigt og blottet for en  hver sentimentalitet. Det er som at være tilbage i 70´erne, og det føles varmt og stærkt – og på en måde nostalgisk, selv om de skildrede konflikter og dilemmaer er tidsløse. Dog er meget blevet lettere. Fosterfordrivelser hos tvivlsomme kvaksalvere hører fortiden til, og godt for det. Når etnicitet bliver bragt på banen står tiden stille i scenen, hvor den somaliske mor ikke længere kan kende og vil kendes ved sin danske datter. De er ikke længere til stede i det samme univers. De rækker ud efter hinanden, men er adskilt af et florlet stykke stof. Det er en scenografisk smuk visualisering af deres adskillelse (af Sir Grand Lear). I det hele taget er det visuelle set-up imponerende enkelt. Det er en forestilling, der kan sættes op og spilles hvor som helst. Det er byrumsteater, sådan som Teatergrad definerer deres virke – og danskdansk er en del af Teatergrads vidtfavnende paraply.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen
 

Sandra Yi Sencindiver (medstifter af danskdansk i 2009 og Teatergrad i 2014) debuterer her som voksen-instruktør, og sørger for en varm stemning fra start til slut. Også når tematikken problematiseres. For hvordan er det at være mor, og tør man sige højt at moderskab slet ikke er for alle? At nogle børn hader deres forældre og nogle forældre hader at være forældre? Her er der rum og plads til alle fortællinger, og ingen er på forhånd dømt bedre end andre. Dermed munder fortællingen også ud i en forsoning, om ikke andet så i døden. Liv og død. Fødsel og død. Mor og datter træder dansen i Verdenskulturcentret. Det er så smukt at jeg selv som en mand bliver (be)rørt.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

IKKE UDEN MIN MOR

Premiere den 1.3.2018 i Verdenskulturcentret

danskdansk i samarbejde med Baltoppen LIVE, Helsingør Teater, Aarhus & Malmø

 

Medvirkende:

Anne-Vibeke Mogensen, Lotte Munk, Siir Tiif og Marie Louise von Bülow

Dramatiker: Camara Lundestad Joof

Instruktør: Sandra Yi Sencindiver

Dramaturg: Sosha Teperowska

Komponist: Marie Louise von Bülow

Scenograf: Sir Grand Lear

Ide & koncept: danskdansk

Co-producenter:

Baltoppen LIVE og Helsingør Teater

 *

Spilleperiode og steder: 1. - 17. marts 2018 + 31. maj – 9. juni 2018

1. & 2. + 14. & 15. marts 2018: Verdenskulturcentret

16. & 17. marts: Grannys House i Søborg

5., 7. & 10. marts: Baltoppen LIVE

6., 8. & 9. marts: Helsingør Teater

+ juni spilles i Aarhus & Malmø + CPH Stage

 Hjemmeside og billetter

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 

Trailer 

*

Anmeldelser af tidligere Teatergrad-forestillinger:

Skjult nummer

Husker du?

Forført

En landsby på højkant

*