fredag den 27. juli 2018

MENS VI VENTER. Samtale med Alan Pary

Foto: Alan Jabbar

Samtalen er fra portrætsamtalebogen "Ude på kanten" (Epigraf 2014)
 

”Det sidder dybt i mig, for selv om jeg har fået mere rygrad, er jeg også blevet mere hudløs.”

Samtale med digteren og fotografen Alan Pary

 
                                    BARE GØR DET… OG KYS MIG  

Kys mig
Før tiden ender
Kys mig
For at slutte krigen


Kys mig
For at jeg kan være en flamme mod skyen
Og danse blødt på jorden
 

Kys mig
Fordi vi skal lære andre at kysse og tilgive


Kys mig og gør mig glad
Kom med dine røde læber
og smil… smil… smil
fordi når du smiler, hviler verden så stille
 

Kys mig
fordi der er nogle, der hader kyssene
 

Alan Pary: ”Bare gør det… og kys mig”.  
Digtet er skrevet under opholdet i Sandholmlejren og har været bragt i Politiken og Information i 2008.


 *


Michael Svennevig (MS): Man kan mærke på dig at du trives og er glad, men du er kommet langvejs fra, og din flugt fra Irak ligger nu 13 år tilbage. Du udgav en digtsamling på arabisk, mens du stadig var i Irak - og siden er der kommet én mere. Du havde været næsten 10 år i forskellige flygtningelejre i Danmark, da vi mødtes via Dansk PEN, hvor du henvendte dig - og det var mødet med dig, der fik mig til at interessere mig for møderne på tværs af kulturelle forskelle og grænser. Det var efter mødet med dig i Sandholm. Husker du? 


Alan Pary (AP): Når du taler om Sandholm, er det et sår jeg stadigvæk har inde i mig. Det er ikke lægt og bliver det nok aldrig. Før jeg kom til Denmark havde jeg også den der nervøsitet, men da jeg kom til Danmark troede jeg, at nu begyndte min fremtid, for nu ville jeg kunne gøre alt det som jeg havde drømt om. Inden jeg kom hertil tænkte jeg, at i Europa kan du gøre alt, for der er slet ingen begrænsninger. Der er ikke nogen der her siger, at der er noget som man ikke må. Der er ingen censur. Der er ingen grænser for, hvad du kan sige og gøre. Men efter et par år fandt jeg ud af, at jeg var på flugt… at jeg var flygtning. Der er forskel på at være flygtning og så komme her for at læse og studere eller arbejde. Der er meget stor forskel. Når man er flygtning, er der mange ting man ikke må. Du kan f.eks. ikke rejse som andre gør. Du skal først have et personnummerbevis og bagefter et pas, så det er ikke så let. Det er svært at beskrive, men det er let at mærke og føle, for det er der hele tiden. Du kan gøre alt, men alligevel ikke. Jeg kan være sammen med dig, vi kan gå ud og gå i teatret sammen, men hvad så bagefter? Så skal jeg tilbage til Sandholm, hvor der er en masse forskellige mennesker, der bor tæt sammen og føler sig pressede. De har ingen fremtid her. De ved dårlig nok, hvorfor de er her. Der er ingen fremtid nogen steder. Det hele afhænger af om de får asyl eller ej. Der er en politisk vind, der blæser frem og tilbage og som er afgørende for, om du får opholdstilladelse eller ej. Selv var jeg meget tæt på at blive sendt tilbage. Det var jeg virkelig bange for. Mit navn var allerede på udsendelseslisten. Men jeg ved ikke, hvad der skete. Måske var jeg heldig, eller også havde jeg været god til at undgå det. Jeg ved ikke hvordan.


Foto: Bent Dahl Jensen/Sameksistens.dk
Alan Pary & Michael Svennevig.
Fra arrangementet "De brændte broers land" (2009, Apostelkirken)
 

ET TIDLIGT DAGGRY

 
Et tidligt daggry
Jeg passerede igennem byens gader
forretningernes døre blev atter åbne
solen blev født med en skrigende glød bag husene
et tidligt daggry

jeg var i færd med at læse gadernes navne
og undrede mig over tingenes ælde 
mens gadernes støv blidt lagde sig omkring mindesmærkerne


Det var det tidligste daggry i livet
Da jeg gik alene forbi
var mine kolde hænder
fast knyttede i lommerne
Jeg gik igennem stilhedens tomme rum
mens jeg betragtede de søvnige ansigter
og ville åbne deres øjne

Jeg læste i deres hænder
og så:
at de havde begravet nattens sandhed, meget simpelt
og havde slukket skæbnens trætte stjerne
mens en trykkende klynken bredte sig
i det tidlige daggry
for med et ensomt smil,
at byde mig og regnens våde krop velkommen
 

Alan Pary: ”Et tidligt daggry” (ikke tidligere trykt) 
 
 
blev fremført af digteren ved forfatterarrangementet PENABER,
kurdisk litteratur i eksil, i PH-cafeen i København den 10. april 2010.
 
*

MS: Omstændighederne for din hjemsendelse ændrede sig. Der var ikke længere noget du kunne blive sendt tilbage til, for din familie var også flygtet fra Irak.


AP: Ja, min familie flygtede til Jordan. Jeg havde ikke længere familie i Irak. Så der var en god grund til, at jeg ikke kunne blive sendt tilbage.


MS: Men så fik du opholdstilladelse?


AP: Ja, egentlig kom jeg hertil fordi jeg var digter, der skrev på arabisk og det måtte jeg ikke. Det var grunden. Så det er lidt underligt, at jeg endte med at få opholdstilladelse af en helt anden grund.


MS: Fordi du er kristen?


AP: Okay, jeg er kristen, og er født og vokset op som kristen. (pause) Det er en meget privat sag. Det kommer jo ikke andre ved.


MS: Men når du får opholdstilladelse, fordi du er kristen...


AP: Ja, så bliver det gjort til en kristen sag. Jeg er bare menneske, og jeg behandler alle andre som mennesker. Jeg var 18 år da jeg kom hertil, og har lært meget siden. Gode ting. Her i Danmark har jeg lært, at man må sige hvad man har lyst til… 


MS: … men du skal stadig stå til ansvar for det.


AP: Ja, det skal man. (ler) Jeg har lært at sige det jeg tænker, for hvis du er vant til at skjule dine tanker, ender man med at blive aggressiv. Og hvorfor er der ikke frihed til at gøre det i Mellemøsten?


MS: Hvordan er det at komme fra et samfund uden ytringsfrihed til et dansk samfund, hvor man kan sige alt - under ansvar.


AP: Der er stadig nogle ting, som f.eks. min asylsag, som jeg ikke har fortalt om. Der er mange ting i min sag som jeg ikke har fortalt andre. Det er mit. Det er mit liv. Men det er også et sår, og et sår, der ikke vil hele. Men det handler også om mentalitet. Om måden man tænker på. F.eks. hvad danskerne tænker om én. De tænker 1-2-3. Det må ikke være 2-1-3.


MS: Det er mere firkantet?


AP: Ja, det kan man godt sige. Det handler om mentalitet. For når du kommer til en sådan verden, virker her meget åbent. For nogen, i hvert fald. Ikke for alle. Når man kommer her er det overvældende. Du kan helt selv bestemme, hvordan du vil klæde dig. Det tager man ikke så nøje. Ikke umiddelbart, i hvert fald. Du kan gå halvnøgen på gaden. Der er ikke nogen, der siger noget til det. Det er din egen sag. Jeg har læst, at udviklingen er gået meget stærkt. Før i tiden var danskerne meget gammeldags, og kønsrollemønstret meget stereotypt. Det var manden der tjente pengene, og konen der gik hjem.


MS: Ja, i 50´erne var det helt anderledes, men det er længe siden.


AP: Det er da ikke så lang tid siden, for sådan er det stadigvæk der hvor jeg kommer fra. (ler) Men i Danmark har der været en udvikling. Når der er noget som I syntes var forkert, har I ændret det. Sådan noget taler man slet ikke om i Mellemøsten. Jo, det gør man måske nok, men på en helt anden måde. I hvert fald tænker man ikke at det er forkert, så det må vi lave om. Jeg tror at det handler om religionen, for den spiller en stor og vigtig rolle. Der er ekstremister inden for alle religioner. De er meget farlige.


MS: Religionen er roden til meget ondt, men det ved jeg at mange vil være uenige i. Og det er selvfølgelig også en forenkling.


AP: Du må jo mene lige, hvad du vil. (ler)


MS: Men nu har du en mellemøstlig kæreste. Selv har du været her i mange år, og du har vænnet dig til den danske måde at tænke på, men nu er Nohara trådt ind i dit liv her i København. Jeg fornemmer at hun har al den smidighed som er nødvendig, når man tager hul på et nyt liv i et nyt land, men samtidig er hun også uvant med det hun står overfor. Det er også nyt for dig, for I kommer begge fra en kultur langt herfra. Og så skal I her i Danmark forsøge at finde jeres egen kultur sammen. Finde noget dansk, finde noget mellemøstligt. Finde en model, der både er dig og hende. Hvis det var et dansk ægteskab, ville I straks begynde at slås om det. 


AP: Ja, men vi slås også nogle gange. Fordi vi er forskellige, men det er godt at vi er forskellige.


MS: Men kommer hun så til dig og siger, at nu kan du godt tage og lette dig fra sofaen, og at du er alt for velbehagelig. Alt for dansk?


AP: Ja, så siger hun: -Du er al for dansk. Vær lige som os! Hvordan skal jeg så være? For jeg tager det bedste fra det danske og blander med det bedste fra det mellemøstlige. Ja, jeg ved ikke om det er det bedste?


MS: Nej, det vil hun jo nok ikke mene.


AP: Hun vil sige, at det er det forkerte. Men i mine tanker vil det stadigvæk være det bedste.


MS: Hun ser det med nye øjne, mens du er blevet "indoktrineret". Hvad svarer du hende så? 


AP: Det nytter ikke noget bare at sige, at sådan er det, så jeg er nødt til at argumentere for det. Jeg forklarer det med, at det danske system er sådan.


MS: Så du forsøger altså at manipulere hende på plads med det danske system?


AP: Ja. (ler)


MS: Men er hun ikke for klog til at hoppe på det?


AP: Jeg skal argumentere for det, for ellers kommer det igen. Her i det kolde land er der meget der er anderledes, og vi kommer fra et meget varmt land.


Alan & Nohara
 


MS: Danskerne er så søde og rare om sommeren...


AP: Og meget passive om vinteren. Der er mange ting, der hænger sammen. Her er ingen sol. Ingen kærlighed. Når det er koldt, dør kærligheden i hjertet. Så vi må gøre noget for at holde kærligheden i live i hjertet. Vi må komme ud og se noget nyt. Bryde vores egen cirkel og lære noget nyt.


MS: Det kan du sagtens sige, men I er da ikke lette at få lokket med i teatret.


AP: Vi kom da med.


MS: Ja, men jeg skulle blive ved med at skubbe på. Men måske var det ikke noget for jer? Selv om der ikke var nogen sprogbarriere. (Vi havde været ude i Asterions Hus på teaterøen, eller Refshaleøen som det jo er, og havde set ”In Absinthia”, en amoralsk dansende forestilling).


AP: Der var stadig ord som det var svært at forstå for Nohara. 


MS: Ja, men de var ikke vigtige, og ikke noget som ikke også blev sagt rent kropsligt fra scenen. 


AP: Hun havde i starten været desorienteret, men så havde jeg sagt til hende, at hun skulle prøve at mærke efter, hvad det gjorde ved hende. Det har noget med bevægelser at gøre. Hver bevægelse har sin egen betydning. Og så sagde hun:      -Nåe, så forstår jeg det bedre! Men nu har jeg et nyt liv. Før jeg fik asyl gjorde jeg mig en masse tanker om det, der skulle komme. Jeg ville have mit eget sted at bo, og jeg ville have en kæreste, en kone og en familie. Og nu, lidt efter lidt, kommer det. Men i starten sagde alle mine venner, at jeg skulle tage det roligt. At det ikke hastede. Jeg ville have min egen lejlighed. Og da jeg fik det, spurgte de, hvorfor jeg købte det ene og det andet, og jeg svarede dem: Fordi jeg har lyst! Jeg ville have mit eget private liv. Jeg længtes efter at være i min egen stue, så jeg kunne lægge mig og hvile mig i mit eget rum, i min egen lejlighed. Jeg ville kunne invitere mine venner og vise dem min verden og min personlighed. Og nu kommer der snart børn.


MS: Mener du barn!


AP: Det ved jeg da godt. Sådan er det danske sprog. Nu har vi et nyt liv, men det jeg har oplevet kommer tilbage… det med at være flygtning vender tilbage til mig, fordi Nohara venter på en afgørelse om hun må blive her.
 

MS: Ja, nu bliver du mindet om alt det, som du lige er sluppet for.


AP: Hvis jeg ikke havde haft den oplevelse, kunne jeg sagtens være optimistisk og sige, at det nok skal gå. Du skal nok få opholdstilladelse, men jeg har selv oplevet det sår, som forløbet gav mig, så det er svært at støtte hende, for jeg kender det alt for godt. Jeg ved alt om hvor svært det er. Så jeg siger, at heldigvis bor du her hos mig og slipper for at bo i en af lejrene. Det var så svært for mig at være alene mand, men det ville være meget, meget sværere at være alene kvinde, og det slipper hun da for i det mindste. Hun er meget følsom og bange og føler sig stadigvæk ikke tryg. Det er en ny verden for hende. Det er nye mennesker. Alting er nyt. Sproget er helt nyt. Men hun er også imponeret over danskerne. De smiler til hende nogle gange. Jeg siger, at vi skal fortsætte lige meget hvad der sker. Vi skal fortsætte med vores liv. Vi lever nu. Lige nu. Det er det eneste, der er vigtigt. Jeg vil ikke tænke på i morgen. Kun på i dag. Jeg har tænkt så meget på fremtiden og været bekymret for den. Det vil jeg ikke længere. For vi ved ikke, hvad der sker. Ingen af os ved det.


MS: Du er ambitiøs, men jo også nøjsom?


AP: Måske… betyder nøjsom at være ligeglad?


MS: Nej, det betyder, at man stiller sig tilfreds med det man har, og at være glad for det. Mange danskere ville nok lægge noget negativt i det.


AP: For de tænker mere på penge og på det, der sker senere. Ja, måske er det et godt ord… nøjsom. (smager på det) Jeg har det fint med det, jeg har, men jeg vil også gøre det bedre i morgen. Lige nu arbejder jeg som postbud i Ølstykke. Jeg cykler rundt og har en cykel med hjælpemotor. Og det er godt, for jeg vil i gang. Jeg vil ikke bare sidde her. Jeg vil i gang med en masse og prøve mange forskellige ting. Jeg er ikke bange for at tage fat. Jeg er på en tre måneders prøvetid, sådan er det for alle i starten. Men de vil gerne have at jeg bliver.


MS: Hvorfor?


AP: Fordi de synes, at jeg er kvik og hænger i, er flittig.


MS: Men når du kommer her fra København og begynder at arbejde ude på landet i Ølstykke, hvad er så værst: at være udlænding eller københavner?  


AP: Københavner er værst.


MS: Kombinationen må være svær! Der har du virkelig noget imod dig.


AP: Men de er meget mere stille og rolige. Der er ingen stress. Der er ingen action dernede.


MS: Hvordan kan du mærke forskellen?


AP: Det kan jeg mærke fra sted til sted. Der er forskellige måder at tænke og opleve på.


MS: Hvordan mærker du det konkret? F.eks. når jeg er i Jylland, siger jeg hellere at jeg kommer fra Sjælland end fra København. Men med dig, kan de jo også se, at du kommer langvejs fra, så du må opleve det dobbelt.


AP: Der er stor forskel på accenten. De siger til mig, at de kan høre at jeg har jyde-accent, fordi jeg i starten boede i Esbjerg, så det første dansk jeg lærte var i Esbjerg.


MS: Hvordan kan de høre det?


AP: F.eks. når jeg bruger ordet træls. De er meget positive, også når jeg deler post ud. Jeg ved ikke om det er sådan på alle postruter? Jeg siger godmorgen til dem og smiler, og siger: -Der er post til dig i dag! Nogle gange driller jeg dem med, at der kun er regninger, og hvis der slet ikke er noget, siger jeg at de i dag slipper for at få regninger. Så griner de.


MS: Men du har vel heller ingen begrænsninger rent sprogligt, vel? 


AP: Nej, jeg forstår humoren. Også selv om humoren nogle gange er abstrakt. Da jeg arbejdede i et pizzeria, hvor der kunne være godt varmt, kom danskerne ind og sagde: -Nå, kan du holde varmen?


MS: Ja, det er der ingen logik i. Overhovedet ikke. For vi mener det modsatte. Det er bare noget vi siger, som en slags hyggesnak.


AP: Jeg vil gerne lave forskelligt. Jeg har jo også arbejdet i restaurant.


MS: Ja, men det blev du for tyk af. Det er vist bedre at du kommer ud at cykle… og så er du sikkert også rarere at være sammen med for Nohara.   


AP: Det er fint nok, for jeg er hjemme ved 16-tiden og har fri i weekenden.


MS: Hvad så herhjemme? Er det Nohara, der laver det hele?


AP: Nej, jeg hjælper da.


MS: Med hvad? Med opvasken?


AP: Ja, selvfølgelig. I starten ville hun ikke have det, men så sagde jeg at sådan er det i Danmark, der hjælpes man om det. Det er ikke kvinden der laver det hele. Hun synes også at det er underligt, når jeg f. eks. vil vaske gulv. Det synes hun er hendes opgave, men sådan skal det ikke være. Vi skal hjælpes ad. Sådan gør man her. Men hun synes ikke at det er mandigt at jeg f.eks. vasker gulv, men det gør jeg alligevel. Der er mange ting som hun skal vænne sig til, for hun kommer stadigvæk fra en kultur, hvor manden bestemmer alting. Og så må jeg spørge hende: -Hvad vil du gøre? Du er også menneske, lige som jeg. Så hvis du gør det, gør jeg det også. Nogle ting ændrer hun, og andre ting holder hun fast i. Men jeg vil gerne lære hende, at kvinder ikke skal gøre alt. Vi skal hjælpes ad. Vi skal hjælpe hinanden. Vi deler livet med hinanden, også arbejdet. Vi er to om det. 


MS: Hvordan klarer du den danske kulde… altså de danske vintre?


AP: Da jeg kom hertil i 1999, hvor det var koldere end nu, havde jeg det fint med det, men nu er det næsten for koldt. Nu er det snart maj, og det er stadigvæk frostvejr. Men det er svært, for det jeg har været igennem gør også, at angsten bliver siddende i kroppen. Det sidder dybt i mig. På den ene side har jeg fået mere rygrad og er blevet mere sej, men samtidig også mere hudløs. Så det er svært. Man kan aldrig føle sig helt sikker, for det sidder stadigvæk i kroppen. Usikkerheden og såret, der aldrig bliver lægt. 


 *



Jeg vil helst have stilhed. Har ikke brug for lydene. 
Hvis jeg vågner midt om natten, sidder mine værelseskammerater stadig og ser fjernsyn. I mørket flimrer fjernsynslyset hen over ansigterne. De sidder sammen, men er alligevel ikke sammen. De sidder og kigger på skærmen, uden at sige noget. Som om de er blevet ladt tilbage i en verden som de ikke længere er en del af. Jeg føler mig så tung, når jeg ser dem sidde der. Et eller andet brister i mig. Det er lige så meget mig selv. Jeg er jo selv et spøgelse, der sidder foran en skærm og venter på et program, der aldrig kommer.
Jeg kan ikke holde det ud. Jeg klæder jeg mig på og går udenfor.

Der er helt stille udenfor om natten. Måske er der stadig lyde fra alle de andre værelser - musik og stemmer fra de mange tændte fjernsyn - det gør det kun værre.
Jeg går ned til hegnet og sætter mig. Nogle gange lader jeg min værelsesnøgle løbe frem og tilbage hen over hegnet. Bare for at høre lyden af metal mod metal. Lyden slår imod mig med høje smæld og breder sig i natten.

Måske drømmer jeg om at jeg står med nøglen til hegnet. At jeg selv kan lukke mig ud og komme væk fra lejren. Men hvor skal jeg tage hen?
Jeg håber, at jeg får lov til at blive i landet. At jeg endelig får tilladelse til at blive her. At jeg ikke bliver sendt tilbage.

Kulden slår sammen om mig, og jeg går tilbage og lægger mig på sengen og lader som om jeg falder i søvn med det samme, for at de andre ikke skal begynde at snakke til mig.
Jeg lukker øjnene for at glemme det trange værelse. Jeg glemmer vores el-apparat, der står på en metalvask: der er overgang i apparatet, det giver nogle gevaldige stød, når man rører ved vasken. Et ordentligt rap over fingrene, får man, men jeg glemmer det. Glemmer den trange korridor, hvor vi også laver mad. Glemmer det. Glemmer at vi har vores ting i et ganske smalt metalskab, hvor der næsten intet kan være, og resten må vi have i en taske under sengen. Glemmer det. Vores tøj hænger på et par knager ude i gangen. De er så proppede, at det er umuligt at få fat i det, man gerne vil have. Glemmer det. Og alt det andet. Det forsvinder, når jeg begynder at høre musikken. Og mærke dansen. Ikke den fra fjernsynet, ikke støjen fra de andre, ikke skrigene ude fra gangen…

Musikken kommer imod mig, og jeg hører sangen, mens alle minderne danser rundt om mig.

Vi går ned sammen igennem byen, mens jeg holder min bedstefar i hånden. Så er jeg igen den lille tykke dreng, jeg var dengang for mange år siden i et land langt herfra. Min onkel synger og råber:  ”Se, det her er min dreng. Han er noget ganske særligt. Han er min.”
 

Michael Svennevig: HEGN, monolog skrevet på baggrund af Alan Parys beretning om livet bag hegnet i Sandholm.
 
Foto: Mads Lending
HEGN blev opført på Teatret ved Sorte Hest i København i juni 2008
af skuespilleren Niels Vigil og sangeren og komponisten Thulla C. Wamberg.

Læs også Anne Middelboe Christensens begejstrede artikel i Information.

 




 

 
*
 

Siden vores samtale har Alan uddannet sig til buschauffør, for efter de tre måneders prøvetid hos Post Danmark, blev han alligevel ikke fastansat. Da han var færdiguddannet som buschauffør fik han ruten 9A der går ud til Operaen på Holmen. Han er glad for arbejdet og ruten, der er i et område som han ikke kendte på forhånd. Hans plan er senere at uddanne sig videre, så han kan begynde at køre FLEX-kørsel, der er mindre hektisk end buskørsel i byen.

I sensommeren 2013 fik Alan og Nohara af kommunen lov til at gifte sig. Det skete ved en ceremoni i Botanisk Have. Brudeparret lignede et par filmstjerner fra en Bollywoodfilm.

Foto: Lise Rønnebæk
 

I november samme år fødte Nohara deres søn Onel.



Samme måned havde Alan været her i fem år (udover årene i Sandholmlejren), hvilket gjorde at han kunne ansøge om permanent opholdstilladelse. Heldigvis faldt behandlingen af deres familiesammenføringssag ud til deres fordel, sådan så både Nohara og Onel fik opholdstilladelse inden da - samtidig med at Alan fik ansvaret for at køre på buslinjen mellem Operaen og Glostrup.

 

 ***

 

 


 Samtalen stammer fra portrætsamtalebogen
"Ude på Kanten" (Forlaget Epigraf, 2014)
Bogens foto-illustrationer var skabt af Alan Pary.
Her er dén der illustrerede samtalen med ham selv :
 

 
*
 
Dansende glæde fra den aften, hvor Alan fik opholdstilladelse. Foto: Lise Rønnebæk (2009)

 
Mød Alan til åbningen fredag den 10. august 2018
i Apostelkirken på Vesterbro
samt på 3. festivaldag
i Global Art Gallery i Vanløse
- og hør om, hvordan det er gået ham siden hen.

Til festivalåbningen er det kun et kort indslag
med et lille samtale og et lille uddrag fra HEGN,
mens det på 3. festivaldag er et længere uddrag
- og en længere samtale.
 
 --------
 


 
Se mere om festivalen

Se også  filmen om hvordan det hele startede med HEGN:


 "10 år med festivaler. Michael Svennevig fortæller"
Thulla C. Wamberg har komponeret musikken
og sat lyd og billeder sammen.

 ***
 

fredag den 20. juli 2018

Morten Ranum fortæller om mødet med Uganda




2017 - Morten Ranum - foto, Sibusisiwe Nodada 

Morten Ranum er ‘dansk’ forfatter og digter. For 15 år siden rejste han til Uganda for at bosætte sig der i to år. Det blev begyndelsen til mange rejser til ikke kun Uganda, men også Kenya, Tanzania, Mozambique, Marokko og Sydafrika, fordi der hele tiden meldte sig nye spørgsmål, undren og mere at forstå.

Uddrag fra samtalen med Morten Ranum
fra den kommende festivalbog:




Om mødet med Uganda

Michael Svennevig (MS): Hvordan husker du mødet med Afrika og Uganda?

Morten Ranum (MR): Jeg husker, at jeg pludselig befandt mig et sted, hvor jeg ikke rigtig forstod, hvad der foregik og havde fornemmelsen af, at ingen af de erfaringer jeg havde gjort mig tidligere, kunne bruges til noget. Jeg var som et lille barn, der skulle starte forfra. Det har i en eller anden forstand altid tiltrukket mig.


MS: Det skræmte dig ikke?

MR: Nej, nej. Det nærede min nysgerrighed, for så ville jeg også finde ud af, hvad der foregik. Jeg oplevede mig som en del af en detektivroman, hvor jeg skulle lede efter spor, for at finde ud af, hvem der er morderen, men bare at det her handlede om at finde koderne til den kulturelle kontekst. Det mislykkedes selvfølgelig hele tiden. For det kan man ikke.
 
 
2017 - Fashion Mukono Uganda - foto, Morten Ranum


MS: Man kan vel finde nogle...?


MR: Jo, men i løbet af de to år gik det op for mig, at det heller ikke gav mening at opfatte det som en detektivroman, for man skal have et godt indblik i konteksten for overhovedet at finde rundt. For hvis sporene bare er tilfældige udtryk, som heller ikke giver særlig megen mening, er man lige vidt. Det er måske også en reminiscens af at have været historiker, hvor man søger efter kilder, og så finder man ud af noget på baggrund af dem. Det var ret interessant, for jeg formulerede noget om, at den ugandiske kontekst faktisk forhindrede mig i at skrive digte. Det jeg skrev, var fyldt med historiefortælling, anekdoter, og lange prosa-agtige strømme, måske fordi jeg samtidig var omgivet af mennesker, der fortalte lange historier om alt muligt mærkeligt, og det var måske i de her sideløbende fortællinger om alt det, der foregik omkring os, at jeg forstod et eller andet. Jeg havde i hvert fald fornemmelsen af, at det hele var decentreret. I 90´erne ville vi have kaldt det et post-moderne parallelunivers med en hel masse parallelle historier, der kontrasterede hinanden og ikke gav mening i sig selv. Men efterhånden begyndte jeg at blive mere interesseret i de parallelle fortællinger, for jeg opdagede, at det var den eneste måde at fungere på. I hvert fald var det den eneste måde at prøve at forstå noget på, at lytte til historierne og prøve at lægge dem sammen. Ikke for at få et resultat, men bare for at lære og forstå, hvad der foregik.   


MS: Kan du give et eksempel?


MR: Ja, for jeg fandt ud af, at man specielt skulle lytte, hvis folk talte om andre mennesker, for så kunne det godt være, at den historie de fortalte var en måde at fortælle dig noget. Men den ikke så direkte måde at kommunikere på, som er typisk for meget af ugandisk, kenyansk og tanzanisk kultur, oplevede jeg meget i den østafrikanske region. Det var svært at sige tingene direkte. Især at sige nej. Der var engang, hvor vi sad på kontoret, der var i et blikskur i Kampala, hvor en af mine kolleger fortalte om en englænder, der på et tidspunkt havde arbejdet for det nationale teater, hvor han arbejdede sammen med teaterlederen, der var en ugandisk mand, og pointen var, at den ugandiske mand ikke kunne lide englænderen, men i bedste ugandiske stil opførte han sig så høfligt over for ham, at englænderen troede, at de var gode venner. I begyndelsen forstod jeg det ikke, men tre måneder senere kom jeg til at tænke på historien igen, for der var indimellem nogle kontroverser. Der var ting jeg slet ikke opdagede, og derfor kom jeg til at opføre mig på måder, som de ikke syntes om. De havde måske også nogle forestillinger om, at jeg skulle gøre noget andet, end det jeg gjorde. Så jeg ved ikke, om det var en henvendelse til mig, men det kan godt være. Det er sandsynligt. Senere tog jeg det til mig som en ide om, hvordan kommunikation fungerer. Ikke kun de gange, hvor jeg kom tilbage til Uganda, men også for hvordan jeg opfører mig generelt, så den måde at kommunikere på er jeg blevet smittet af, og jeg synes, at det har en pointe. Jeg lærte noget af deres ikke-konfrontative kommunikationsform. På kontoret var der mange eksempler på, at vi blev enige om, at en af medarbejderne skulle varetage en eller anden opgave, og vedkommende svarede: ”Ja, ja”. Han sagde altid ”Ja, ja”, men der skete alligevel ikke noget, for hvis han ikke syntes, at det var en god ide, skete der ikke noget. Så det med at sige ”ja” havde ingen effekt. Men jeg troede jo ud fra en europæisk kontekst, at vi havde en aftale, og blev irriteret, når den ikke blev overholdt. Efterhånden gik det op for mig, at der var denne sælsomme måde at sige ja på. At det at sige ja, betød forskellige ting. Det var vigtigt at lytte til, hvordan der blev sagt ja og under hvilke omstændigheder. Når man lavede aftaler var det vigtigt, hvordan aftalen blev indgået, og om den pågældende havde lyst til at indgå aftalen, for ellers sagde vedkommende måske bare ”ja”, fordi jeg forventede det, og så blev aftalen ikke til noget, og ”ja” blev til ”nej”. Det er et avanceret system, hvor man kan sige nej, ved at sige ja. Det var revolutionerende, for jeg er vokset op i et venstreorienteret miljø, hvor man lyttede til Benny Holsts ”Sangen om nej”, hvor nej er det stærkeste ord i verden. Men lige pludselig befandt jeg mig et sted, hvor ja var blevet verdens stærkeste ord.    
 
 
2011 - Love couple Uhuru Park Nairobi Kenya - foto, Morten Ranum
 
 
MS: Også selv om det var et nej?


MR: Ja, netop derfor, for det afmonterede alting. Der var også en masse lange forklaringer når ting ikke blev lavet, eller forklaringer på at man ikke kom til tiden. Når man kommer fra en europæisk horisont, ændrer det ens daglige sprog på mange måder i retningen af parallelitet i det sprogligt udtrykte – og i mindre grad kommunikationen i sig selv. Hvordan kunne man organisere arbejdet uden det konfliktmæssige, for det er den danske måde at tænke på, for først lokaliserer du konflikten og finder ud af, hvor man er uenige, for at kunne løse konflikten. Men hvad gør man så, når man ikke længere bare fokuserer på konflikten? Det skabte også en ekstrem grad af nysgerrighed.


MS: Hvad gjorde du med den?


MR: Efter at mine to kontraktmæssige år var færdig, tænkte jeg, at jeg var nødt til at tage tilbage, fordi der stadig var nogle ting jeg ikke forstod.


MS: Generelt?


MR: Helt generelt. For efter at projektet og min ansættelse sluttede, kom jeg tilbage af andre årsager, en måned eller to et par gange om året. En periode havde jeg en ugandisk kæreste, som jeg senere blev separeret fra igen. I en årrække var det hende jeg besøgte, men der var også andre ting, som jeg skulle udrede, mens jeg var der. Efter at der var gået 3-4-5 år med at rejse frem og tilbage, opgav jeg alligevel at komme til at forstå det, for det var endnu et umuligt projekt og var igen en reminiscens af detektivromanen. Men jeg vedblev med at være meget følelsesmæssigt involveret. 

MS: På hvilken måde?


MR: Jeg var grådlabil og græd altid i flyveren, fordi jeg kom til at tænkte på nogle bestemte ting, og græd altid dernede under meget bestemte omstændigheder. 

MS: Hvorfor gjorde du det?

MR: Jeg var meget berørt af situationen og havde fornemmelse af, at i de år jeg boede der, havde jeg fået givet utrolig meget af de folk jeg mødte. De havde givet mig så mange oplevelser, så megen opmærksomhed, venlighed, høflighed og gæstfrihed, og hver gang jeg kom tilbage fik jeg endnu mere, men havde også selv behov for at give noget tilbage. Men det var umuligt.


MS: Men du taler om noget, der er dybere end venlighed og høflighed, ikke? 


MR: Jo, for hele tiden blev jeg taget overordentlig godt imod alle steder.


MS: At du blev taget ind?


MR: Ja, og også fik lov til at opleve ting, som det ikke var hvem som helst beskåret, måske også fordi jeg insisterede på at holde mig lidt tilbage fra de hvide sammenkomster. De internationale NGO-ansatte er struktureret omkring en lille ghetto, hvor folk fra forskellige organisationer mødes til gin & tonic, og spiser sammen på forskellige restauranter, og så dyrker de ellers de skandinaviske, spanske, engelske, tyske venskaber, som der nu kan opstå. Så går man til grundlovsfest på den danske ambassade. Til den nordiske fest én gang om året, og alt sådan noget.  


MS: Der var du anderledes? 


MR: Jeg havde det lidt dårligt med denne hvide ghetto og forsøgte at søge ud i det lokale landskab, og fik hurtigt lokale venner. Nogle af dem var streetboys. Man mødte dem, hvis man gik rundt på gaden og på de lokale barer. De rendte rundt og gjorde tjenester og var til rådighed, og hvis der var nogen, der skulle have hentet noget et eller andet sted, blev han sendt af sted og fik nogle få penge for det, når han kom tilbage. De levede et råt og hårdt liv, men tog mig rundt til alle mulige mærkelige små barer, og jeg mødte også musikere, der tog mig med til koncerter, hvor der ikke kom andre hvide, hvor man stod der midt i det hele, og hvor alting foregik på lokalsproget. Men også på mærkelige og mystiske karokee-barer, hvor der var et line-up af sorte kvinder, der sang ABBA. Jeg gik helt i spåner over det, for det var lang tid siden, at jeg havde hørt ABBA sidst. Men de dyrkede det der popstjerneshow. På den måde blev jeg en del af musikmiljøet, og den kæreste jeg fik, var også en del af det lokale musikmiljø og arbejdede på et af byens teatre.

 Læs resten i festivalbogen
(Forlaget Epigraf),
der udkommer til festivalåbningen af jubilæumsfestivalen
BILLEDER AF LIV.

Mød Morten Ranum på festivalens 4. dag,
hvor festivalen for én dag omdøbes til


I en performance blander Morten sine digte og fortællinger med refleksioner om mødet med den ‘anden’, det som ikke umiddelbart giver mening, og hvordan det har væltet hans tidligere verdensbillede og sønderrevet enhver forestilling om tilhørsforhold.

 *** 

onsdag den 18. juli 2018

Tanker omkring læsningen af "Vahid" af Kristian Husted

Tanker omkring læsningen af 
"Vahid" af Kristian Husted



Kristian Husted læste fra  "Vahid"
på festivalen  "Med og uden smykker" i VerdensKultur Centret i august 2016
 (Foto: David Blazek

Det er en underlig bog. En mærkelig og forunderlig bog. For en dansker udgiver sig for at være flygtning, for at skildre, hvad der sker. På den måde bliver der to spor i romanen. Danskeren, der reflekterer over, hvordan det er at være dansker - og hvordan det er at være Vahid, der er flygtningeidentiteten som danskeren har opfundet og drager med sig - fra Grækenland, fra Moria-lejren på Lesbos via Balkan til Østrig og Tyskland og tilbage til Danmark.
Der er mange sproglige referencer til KZ-lejre, kapoere - og de mekanismer, der sætter ind, når mennesker bliver drevet frem som dyr i et forsøg på at skabe orden i det kaos, der virker så kaotisk så enhver form for orden bliver en fornærmelse.

Som læser bliver man med fortælleren og Vahid drevet fra lejr til lejr, fra kontrolpost til kontrolpost, som del af en navnløs mængde. En mængde, der bliver til en gruppe af indvandrer og flygtninge, der alle higer efter at komme et andet sted og bedre sted hen. De higer efter et liv, efter overlevelse - og efter at kunne klare sig i en verden de er blevet fremmed for.

Mens vi sidder i den anden ende, på den grønne gren, kan man sige, og kigger på dem, der nærmer sig. Det er lige præcis i dét punk, imellem de to positioner at Kristian Husteds roman placerer sig og bliver siddende. Den kryber ind i læseren.

Vi kommer med på rejsen, og oplever desperationen. Vi oplever vejen, når retningen forsvinder for.
Vi oplever et navnløst gab og svælg som vi suges hen imod.
Romanen giver en kraftfuld stemme til den intethed, den frygtløshed, den higen efter at bringe sig selv i sikkerhed som det hele handler om.

Vi sidder oppe nordpå - længst væk fra det hele, og føler os antastede. Vi bliver forstyrret midt i frokosten, af råb, af mennesker. Det er som om vores 50´er-idyl forlængst er gået under, mens nogle og især mange politikere lever videre i drømmen om et Danmark, der aldrig bliver multi-kulturelt, selv om vi forlængst er blevet det. Selvfølgelig mere i storbyerne end ude i provinsen.

På dén måde skildrer bogen også det som andre hele tiden italesætter. Men fra en helt anden vinkel, for romanen gør noget andet. Den starter et andet sted, og undgår derved den sædvanlige grøftegravning. Den befinder sig nede i en slukt. Derfra kan det kun gå op. Der er ingen vej ned. For nedenfor er der kun fortabelsen  - og det er den som alle de navnløse personer i romanen om Vahid kæmper sig opad og fremnmod den fremtid som de håber, der også er for dem.
Det er en flot bog. Men på sæt og vis også en desperat bog. En nødvendig bog.
Tak til Kristian Husted for at sætte ord på det unævnelige. For der ligger også noget andet under historien. For alle de her mennesker indgår i et usynligt fællesskab, hvor deres trang til overlevelse virker så påtrængende i forhold til vores egen selvglade haven-nok-i-sig-selv.
Jeg er halvvejs igennem romanen, men allerede helt fortabt i den - på en lykkelig desperat måde.
Det er god læsning.


Hør Kristian Husted læse op og fortælle om romanen 
 på festivalen MED OG UDEN SMYKKER i 2016
i VerdensKulturCentret på Nørrebro- inden bogen blev færdig.

Læs uddrag fra romanen.

Mød forfatteren til afslutningen på jubilæumsfestivalen 
BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018
 


tirsdag den 17. juli 2018

Tag dig sammen, Louise!

 
Louise Issi Nyrup Jensen fortæller om,
hvordan en sorg gennem flere år har hindret hende
i at synge, men nu er hun ved at gøre klar til en kommende cd-indspilning og afrunder festivalåbningen i Apostelkirken med at synge Leonard Cohens hymne ”Halleluja” á capella.
 
 
Louise har lavet en blog med titlen "Hej mor",
hvor hun for en uge siden delte denne tekst:


Tag dig sammen, Louise!

Åh der er intet jeg hellere vil! Tro mig.
Jeg har tit hørt folk der direkte eller indirekte referere til min sorg, og min angst som noget man kommer over, og som noget man kan styre.. Det er altså ret forkert, min mor forlod kloden for 1 år og 5 måneder siden, og min angst har boet i min krop i snart 3 år. De to ting, både sammenlagt og hver for sig er udfordrende for at sige det mildt.
Og når folk henstiller en lille kommentar om at "Det er også længe siden nu var Louise" så bliver jeg med et både ked af det, vred og komplet magtesløs. Fordi hvordan skal jeg have et comeback klar til en kommentar af den kaliber? Jeg syntes ikke det er længe siden, jeg syntes faktisk det stadig er så tæt på at jeg mærke alt indeni mig slå knuder når nogle nævner hendes navn, eller jeg ser et billede af hende. Og det betyder ikke jeg ikke har lyst til at tale om det, tværtimod betyder det at der bliver snakket for lidt om det. Og at alt det der slår knuder er vigtigt.

Jeg har hørt folk sige jeg skal komme mere ud, drikke mig fuld, eller danse hele natten. At jeg skal få et barn og komme videre og at min far skal have noget at leve for så jeg skal få det bedre.
Men jeg skal ingenting. Jeg skal være mig, uden undskyldninger eller dårlig samvittighed. Jeg skal sige NEJ til aftaler når jeg ikke kan slæbe mig selv ud af sengen, og jeg skal lytte til min krop.
Fordi den fortæller den rigtige historie, om hvor meget jeg IKKE skal tage mig sammen. Min krop reagere stadig ved både at kaste op, få migræne, angst anfald og sove i 18 timer i streg. Og sådan skal det være.
Når man er i sorg så bruger hjernen 70% af sin kapacitet på dagligdags ting. Så som at børste tænder, gå i bad og lave lidt frokost. Så forestil dig i et kort øjeblik at have så lidt hjernekapacitet tilbage at lege med at de 30% måske bliver brug på at smile på arbejdet, være tålmodig overfor din partner eller lave en aftale med en veninde. Jeg siger det bare.. Det er ikke skide nemt.
Så hvor meget jeg end gerne ville tage mig sammen. Så bliver det ikke lige nu. Det bliver faktisk aldrig.
Så nu er jeg som jeg er, med de ting jeg har med mig i min rygsæk, og måske er mit barometer lidt mere sensitivt men lets just roll with it.

Om ikke andet så ved jeg da i hvertfald st jeg aldrig bliver mere ægte end hvad jeg er. Mere rå og mere ødelagt.
Men jeg ved du kigger med deroppe og forhåbentlig er du stolt!

Jeg savner dig hver dag




Læs mere på Louises blog "Hej mor":

Og lyt til Louises sange her - og til åbningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
hvor hun afslutter aften med Leonard Cohens "Halleluja"
- og fortæller om, hvordan hun arbejder med at komme igennem sorgen - og nå tilbage til sin sang.







mandag den 16. juli 2018

Anmeldelse: IVAN BLANK af Aleksandar Šajin



Ivan Blank er en besværlig mand. Han er titelpersonen i en besværlig roman.
Ivan flygter til Danmark i forbindelse med Balkan-krigen i starten af 1990´erne. Vi følger ham fra han som 21-årig befinder sig i Bosnien med sin mor, til han 30 år senere – og tre koner og fire børn senere – arbejder som serbokroatisk tolk i Danmark.
I romanen møder vi både ham og kvinderne omkring ham. Alle fortæller i første person om besværlige Ivan. Det er ikke noget skønmaleri. Det er tilsyneladende ingen forsøg på at smuksere beretningen, der formodentlig har mange træk til fælles med forfatteren selv. Det fornemmes på den ærlige tone, for romanen er tydeligvis skrevet på hjerteblod. Den har en betagende ligefremhed, der er let at forholde sig til, men den er også for meget. Og det er svært at afgøre om det er godt eller skidt. Sikkert begge dele. Da jeg var halvvejs lagde jeg bogen fra mig, for jeg orkede ikke mere. Ikke fordi den var dårlig skrevet eller tænkt, men simpelthen fordi den blev for meget. Men jeg vidste at jeg ville vende tilbage, for selv om den blev for meget – havde jeg ikke fået nok.


 

Som en af kvinderne fortæller om Ivan: ”Men der lurede også lige fra begyndelsen en stor smerte i forholdet til Ivan” (s. 198)
Aleksandar Šajin har med sin nye roman endelig fundet sin helt egen tone og stemme. Han har ganske vist allerede skrevet mange bøger (både på dansk og på serbokroatisk), men der har altid været en akademisk tone, der for mig har givet en afstand. Undtagelserne har været de bidrag han har leveret til to antologier som han har bidraget til i 2016 og 2017. I de tekster fandt han ind i et nyt sprogligt hus, hvorfra han talte meget mere direkte og også – sådan synes det i hvert fald – har haft en konkret modtager – ligesom i denne seneste roman, hvor sproget bobler og syder, så det er en fornøjelse. Der er ikke noget smukkere end når forfattere finder hjem – til sig selv og deres egen stemme, for først da, kommer de egentlige værker fra deres hånd. Det siger sig selv at det kræver så meget desto mere, når det skal opnås på et sprog, der ikke engang er modersmålet. 
Vi ved, eller burde vide, at det er traumatisk at flygte fra et liv og slå sig ned og forsøge at finde hjem i en fremmed kultur, men hvor svært det egentlig er, giver romanen et voldsomt indblik i. Beskrivelserne af, hvor hårdt det er for hovedpersonen er skildret nøgternt. Der er intet føleri, ingen følelsesafpresning. Blot den konkrete skildring af, hvordan kroppen stritter imod. Det er knugende passager, men samtidig også nogle af romanens stærkeste. Selv om jeg pauserede i min læsning midtvejs (og læste to andre romaner, inden jeg fortsatte) er disse skildringer det hele værd. Men selvfølgelig også en af grundeden til at det blev for meget. For måske SKAL det være for meget, for at det bliver nok?

 *

”Han afbrød forbindelsen, men virkeligheden var stadigvæk den samme. Et uafbrudt og mareridtsagtigt forhold til kvinden, han aldrig havde været forelsket i. Og nu var hun ovenikøbet godt gravid igen. Vi er som to små, forladte børn, tænkte han, - der helt alene har forvildet sig dybt ind i den tætte skov en ravnsort nat.” (s. 299)
Der er ikke meget håb for de to, men alligevel ender romanen både opløftende og optimistisk. Det er faktisk en overraskelse. Hvordan kan man finde ud af, ved at læse den veloplagte roman ”Ivan Blank”.
 

Læs mere om romanen og forfatteren på forlagets hjemmeside

Romanen udkom på forlaget Gladiator tidligere på året.
Læs et uddrag fra romanen
 
*
 
Mød forfatteren til afslutningen af jubilæumsfestivalen BILLEDER AF LIV,
10.-19. august 2018, hvor han fortæller om romanen.
Aleksandar Šajin er også med i festivalbogen
Billeder af liv. Samtaler & digte”,
der udkommer til festivalåbningen.

 

lørdag den 7. juli 2018

Om forholdet mellem maleri og digt


Mød digteren og maleren
Hans Tyrrestrup
 
Hans Tyrrestrups atelier
 
Egentlig havde jeg aldrig mødt ham før, men velsagtens set forfatterfotoet af ham bagest i den store mindebog, for da vi mødtes i pausen til et arrangement i Dansk Forfatterforening, var jeg sikker på, at jeg stod over for Hans Tyrrestrup.
”Grøn Solfisk” (Attika, 2007) var titlen på det digteriske billedværk, som han skabte til minde om sin afdøde hustru. Det er et stort værk. A3-formatet er i sig selv ekstraordinært, og tekst og billeder går umanerlig flot i spænd sammen. Om han var digter eller maler havde jeg ikke funderet over, for han var tilsyneladende begge.
I kølvandet på vores møde sendte vi bøger til hinanden. På mit skrivebord ligger der nu en anseelig bunke Tyrrestrup-publikationer.
Han er en kunstner med en stolt sjæl, og af en solid jysk støbning. Hans ord er slebne af digterisk flid og intens sproglig opmærksomhed. Man føler sig simpelthen i godt selskab sammen med ham - og hans værker.

 


 
Hans Tyrrestrup: (Vingefang) African, litografi 32x28
 

For Hans er der ingen adskillelse mellem ord og billede, det er alt sammen farver og sproglige klangflader på hans palet. Det understreges yderligere, da han begynder at fortælle om det overraskende og yderst frugtbare samarbejde med jazzsaxofonisten Marc Bernstein. Et samarbejde der siden blev foreviget i Astrid Lund Østrups fine og meget musiske dokumentarfilm ”Our Colours” (13 min.)

Astrid Lund Østrups ”Our Colours” (13 min.) Marc Bernstein & Hans Tyrrestrup

Hans Tyrrestrup (HT): Marc Bernstein underviser på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor jeg har udført udsmykningen af koncertsalen med 22 friser (Nocturnes), så derved kom vi i kontakt med hinanden, og han spurgte om han måtte komme ud til mig søndage aftner, så vi kunne ”jamme” lidt. Han kom ud til mig med sine saxofoner, for han spillede nogle gange flere på én gang. Vi havde også en flaske rødvin og en stor kande kaffe. Jeg stod ved lærredet, mens han spillede og så... skete det... det, som nogle gange sker, at vi går i dialog med hinanden. Når jeg gjorde ét med penslen, så modsvarede han det med at gøre noget tilsvarende med saxofonens toner og viceversa. Det blev til en fin og udbytterig dialog. Vi havde egentlig aftalt at det bare skulle være noget mellem ham og mig, men det endte alligevel med at blive foreviget på film.

Michael Svennevig (MS): Tegner du hurtigt?

HT: Jeg KAN slet ikke tegne. Marc optog lyden af sine saxofoner, og tog det med hjem og komponerede videre på det. Jeg malede videre på det jeg havde påbegyndt, mens vi var sammen. For mig tog det et halvt år at male færdigt, for jeg er meget langsom. Men jeg kan godt tegne med forskellige farver – og det bliver bedre og bedre med akvarellerne. For jeg går ikke ”til øvning”, men jeg kan opfatte en stemning, og det kan jeg oversætte til farver og ord. På filmen siger jeg: ”For mig er der ingen forskel på en lyd og en farve”, og Bernstein svarer med spørgsmålet: ”Hvordan lyder så farven gul?”, og jeg svarer: ”Den er flot!”(ler)



  *





Til en afdød ven



Med Spoon River i vandrestøvlerne


rejste vi verden levende 



over strædernes dybder læste vi
 

i det parisiske 68-hjerte på londons løver


 

i det spanske strandsand og på palmebladene


hvor vi skrev “ned med Franco” og i


arenaen hvor vi holdt med tyrene


og forstod Hemingway og Tom Kristensen


fulgte Spoon River os




i jazzmosfæren ledte du os rundt


og helt ind til begyndelsen -


forleden i New Yorks underground


kørte jeg med the A train og forstod


hvordan liv og død forbindes


Spoon River
 **
 
Foto: Michael Svennevig
 
Mød Hans Tyrrestrup
jubilæumsfestivalen
BILLEDER AF LIV,
til festivalafslutningen,
søndag den 19.8. kl. 13-16
i gårdhaven ved Dansk PEN*,
Dronningensgade 14, på Christianshavn,
hvor han vil læse sit ovenstående digt til
akkompagnement af Ole Bundgaards saxofonspil.
Bagefter vil han fortælle om sit første møde med Rom,
og hvad det afstedkom. Eller om forholdet mellem
ord og farve – eller om noget helt tredje.
Alt efter hvad inspirationen vil.
* I tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet et par gader derfra i
Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6.
*
Læs om festivalen og se programmet for de enkelte dage:
https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv.html
Facebook: https://www.facebook.com/MichaelSvennevig/events/
Festivaltrailer: https://vimeo.com/270663580
Festivalens podcastkanal: https://svennevig.podbean.com/

 ***

 

fredag den 6. juli 2018

Anmeldelse: ”Rygtet om hendes død” af Kasper Hoff


 
Med en baggrund som B&U-forfatter og dramatiker er der ikke noget at sige til at Kasper Hoffs ”Rygtet om hendes død” er blevet en storslået roman. Den er umiddelbart let formuleret, flydende og meget mundret, men samtidig er de konflikter og ikke mindst de etiske problemstillinger, der ligger under stoffet, voldsomt omsiggribende.
På omslaget er der en rød læderlænestol, og hvad man ikke ser allerførst, og først rigtigt forstår efter at have læst bogen, er den urne, der er placeret midt på stolen, for det ER bogens hovedperson: Beate Nielsen. I romanen er der sat en højtaler fast til urnen, så man kan høre hendes stemme.


Jo, hun er godt nok død og kremeret. Men heller ikke mere end det, for digitalt lever hun - videre. Beate er en 65-årig hjerneforsker, men hun er også en medie celebrity. Hun mestrer kunsten at tale umiddelbart, let forståeligt og direkte. Hun kan noget med andre mennesker. Hun kan aflæse dem, og give dem, hvad de vil have. Hun kan overraske og kan først og fremmest begå sig i den flimrende medieverden. Det er straks sværere og mere kompliceret i forholdet til sønnen, Morten, der er vokset om med en far, der skød sig og en mor, der tager på arbejde og glemmer den 5-årige søn, mens han er ude på toilettet. Da hun vil hente ham om eftermiddagen i børnehaven, så er han væk. Hun insisterer på selv at have afleveret ham samme morgen, og tror så fuldt og fast på sit eget (selv)bedrag at andre også tror på hende. Men ligegyldigt om det et er det ene eller det andet, så er og bliver han væk. For han er fortrukket ned til skuret i baghaven. Samme sted, hvor faren forsvandt. Der er stadigvæk et knytnævestort hul i væggen fra skuddet. Sønnen finder en hulning under nogle brædder og der lægger han sig. Himmel og hav bliver sat i bevægelse for at finde ham. Men det er først da hundene snuser sig frem til at der alligevel er noget derinde, som de har overset, at han bliver fundet. Referatet af netop den begivenhed får en meget vigtig betydning senere i romanen.

Det er en vidunderlig roman, der virker transparent, fordi den er skrevet med glimt i øjet. Sproget er friskt. Så friskt at det faktisk kan camouflere at romanen egentlig handler om nogle meget, meget komplekse problematikker omkring liv og død – og digital virkelighed. Det er alt sammen skrevet vældigt underholdende ind i bogens plot. Det er imponerende som Hoff evner at holde alle disse snore udspændt uden at de vikler sig ind i hinanden. At han er dramatiker fornægter sig ikke, for bogen består af flot opsatte spektakulære begivenheder. Men det hele ville falde omkuld, hvis det netop ikke var forankret i den meget stærke akse, der udspiller sig mellem Morten, den forsmåede søn, og moren, den celebre medie-darling. For moren har store forventninger til sønnen, der for at komme langt væk fra det som han ikke kan indfri, har installeret sig i en kælder, hvor han sælger tegneserier under overskriften: ”Bad Taste Company”. Det er helt efter bogen, vældig morsomt, meget problematisk – og simpelthen gribende læsning.

Romanen har en forførende champagne-agtig brusen, altimens den blotter de eksistentielle dilemmaer lige nede under tekstens overflade. For hvor går grænsen mellem liv og død – og det digitale liv? Det er vel noget vi alle tænker over, mens vi sidder der foran vore skærme? Hvornår er vi levende, og hvornår er vi døde? Og hvad er det, der gør os til dem vi er. Romanen efterlader en masse spørgsmål – og formår at formulere dem på en både kæk og spidsfindig måde.  

”Rygtet om hendes død” udfordrer vore vante forestillinger om liv og død, og gør det så underfundigt at man affinder sig med romanens præmisser uden at kny, selv om de er monstrøse og vilde. For hvordan overlever man sin egen død? Romanen giver et spændende og skræmmende bud på det. Det burde være helt usandsynligt, og alligevel virker det så ligetil, at det er snublende sandsynligt, selv om det bare bliver vildere og vildere i romanen. Det er en både forførende og sanseligt spændende roman.

Læs mere på Kasper Hoffs hjemmeside.
 
Romanen er udkommet på Forlaget Modtryk i 2016.
 
Hør Kasper Hoff fortælle om romanen og kunstig intelligens
til festivalafslutningen af  jubilæumsfestivalen
BILLEDER AF LIV, søndag den 19. august 2018.