Anmeldelse: A TENDER THING på Bådteatret

 

Romeo og Julie er blevet ældre. 40 år ældre.

Når vi kommer ind ligger hun der allerede, Julie. Det er et smukt scenebillede, så enkelt med det opsatte fotostat af havet. Sengen er bare et par euro-paller med en opredning på. Gulvet er tykke rustikke planker, der med sin egen råhed taler sammen med pallerne. Enkeltheden er slående og talende. Det kunne også være en ligbrænding, for det er det, det er. Vi ved at hun dør, ligesom i den oprindelige Shakespeare-tekst. Hun tager gift og dør og vågner op igen i en ny verden, hvor de igen er sammen – på ny. Vi kender historien og alligevel er alting nyt. Det er både en livs- og en dødsrejse.

Why Not Theatre Company har tidligere gæstet Bådteatret med stor succes. Den første forestilling jeg så var ”The City” (2013), bagefter fulgte den Reumert-prisbelønnede ”WIT” (2014). Siden har de gæstespillet i Kongens Lapidarium med ”O, for the love of Shakespeare” (2015).

 

”A tender thing” er tung i sit afsæt, indtil sygedommen tager fart, så bliver den paradoksalt lettere, mere gribende og psykisk helt tilintetgørende. Det er et voldsomt emne, for hvad sker der med os, når det lakker mod enden, og enden bare bliver værre og værre. Vi tilhører en kultur, der er så dødsfornægtende, at det er et chok at se forestillingen. På trods af de smukke ord, så ved vi det godt, men vi vil bare ikke vide af det. Det er ikke til at rumme at livet og dets afslutning kan være så forfærdelig. Så umenneskelig. Vi har godt af at se det. I forestillingen sættes alle sejl til, og kursen er klar. Ingen kommer til at overleve dette. Heller ikke publikum.

Vi er stævnet ud på en dødsrejse og i Ben Powers ”A tender thing”(2009) er der ingen pardon. I pressemeddelelsen beskrives stykket som bestående af ”en sensationel twist af Shakespeares originale ”Romeo og Julie”-tragedie med et remix af Shakespeares andre velkendte tragedier og Sonetter”. Oprindelig skrevet til The Royal Shakespeare Company og er siden opført over hele verden med succes.

Ingen sentimentalitet. Ingen blødsødenhed. Langsomt klinger livet ud. Det er sådan vi forventer det og er indstillet på det. Men det er ikke langsomt og smukt. Det er voldsomt og hidsigt. Det er ganske enkelt tilintetgørende. Hele skakbrættet ryddes i forestillingen, der kun langsomt sneg sig ind på mig, og endte med at få mig til at sidde ude på kanten af stolen, med tårerne løbende ned af kinderne. Ikke bare en enkelt våd øjenkant, men tårer, der dryppede lige ned, og jeg antager at det igen er kulturbestemt. At vores dødsfornægtelse sidder lige under overfladen i kroppen på os. Livet ER fantastisk, men det er også uhyggeligt kort. Pludselig har vi opbrugt tiden. Den udmålte tid er ovre. Vores tid er ovre – og det er forbi.

I forestillingen taler Julie om selv at ende livet, inden det er slut, men Romeo viger bort, og hun taler til ham om, hvor meget han vil komme til at elske andre. At hun til sidst ikke vil være andet end en gammel krage, og at livet og kærligheden stadig venter på ham, at han vil elske andre ligeså meget som han har elsket hende. Det lyder umuligt i referat, men det er Sue Hansen-Styles´ store scene. Der er ikke en sprække i hendes fremstilling. Forestillingen er fuldstændig renset for sentimentalitet, så snart den dramatiske handling tager fart. Den tunge opbygning er selvfølgelig nødvendigt som fundamentet , der skal kunne bære den videre handling. Det er stykkets svaghed at den bygger så omstændeligt op, men til gengæld, når den først tager fart, er den uafrystelig.
 

De to spillere, Andrew Jeffers og Sue Hansen-Styles brager gennem teksten i Barry McKennas imponerende instruktion fint og indfølt understøttes af Christiane Bjørg Nielsens lydcollager. Det er en tekst der lever af den smukke engelske klang. Tror slet ikke at den ville fungere på dansk. Vi er så nøgterne, så sprogligt hårde og realitetstro på dansk, men det engelske sprog tilfører os en poesi, der får det tunge emne til at løfte sig. Det bliver spilleligt, poetisk, uafrysteligt og aldeles tilintetgørende. Det er dødsnødvendig forestilling.
 

Det gav måske nok forestillingens illusion et knæk, da pinsekarnevallets lastbiler med dansende sambafolk meget langsomt kørte forbi inde på kajen, mens døden bredte sig i kroppen på Julie, men det hørtes også som et ekko af den verden som hun nu forlod for sidste gang. Den flotte tekst lader dem mødes igen. Er det i deres erindring, er det i dødsriget, er det sådan som det sker igen – i den næste verden? Vi ved det ikke, men livet vågner igen. Det sammen gør kærligheden og passionen og lige i det punkt og med den glæde slutter forestillingen værdigt. Det er kærligheden der vinder, også i livet og døden. Det er stor og nødvendig teaterkunst. Se den, hvis du tør!
 

Dramatiker BEN POWER
Instruktør BARRY MCKENNA
På scenen ANDREW JEFFERS & SUE HANSEN-STYLES

Varighed: 90 min. (uden pause)

Spilleperiode: 22.5.-13.6.2016

 

Læs mere.

 Fotos: PanCakeBeaver.com

Anmeldelse: VON TRIER, PERSONA NON GRATA på Teater V.

 

 

Nogle teateroplevelser sætter sig oppe i hovedet, som tilskuer ved du hele tiden hvor du er på vej hen, hvorfor og hvordan, mens andre forestillinger udfordrer de forudfattede meninger. Sådan er det med ”Von Trier, Persona non grata”, der er tredje og sidste del af Jakob Weis´ og Teater Vs "nationale faktions trilogi" der indledtes med "Udslet Hornsleth" og videreførtes med "Casper Christensen Komplekset". Det er en forestilling der sætter sig i kroppen, og som det er svært at ryste af sig. Det er svært at sige noget om manuskriptet, for umiddelbart virkede det uforløst. Men teksten smelter sammen med instruktionen af Pelle Koppel og skuespillernes rørende præstationer. Og denne treklang klinger forunderligt. Sært forunderligt. Teksten fungerede som et flot afsæt for instruktøren og skuespillerne. I hver fald sætter det sig samlet i kroppen på mig som en lang række billeder jeg bagefter tager med mig.

 

Foto: Søren Kuhn

Teksten er ikke skrevet frem mod nogen forløsning. Den vikler sig snarere mere og mere ind i sig selv, som et indre billede på hovedpersonens tankevirksomhed. Alligevel rammer den mig. Det er en forestilling, der sætter sig på tværs, så hvis du godt kan lide at blive udfordret, så kan jeg anbefale ”Von Trier, Persona non grata”.

 

 Foto: Søren Kuhn

Forestillingen skaber utryghed og tvivl. Hovedpersonen, mesterligt spillet af Jens Jørn Spottag, er usympatisk, og alligevel så forsvarer Spottag rollen så overbevisende at der opstår øjeblikke, hvor vi er med i selve skabelsen, sådan som det måske forekomme i en knallerthjerne som Lars Von Triers. Hans ludende gangart, hans nærmest ikonografiske påklædning og baggrundsprojektionerne af interviewet fra Cannes Festivalen, hvor han udtaler ordene ”I´m a nazi”, og derved gør sig selv til Persona non grata. Provokation eller joke...? Vi ved det ikke. Ingen ved det. Måske begge dele eller ingen af dem? Måske ved hovedpersonen det heller ikke selv. 

Det er faktisk et dækkende billede af en skabende kunstner, der altid er i tvivl og som bruger tvivlen som drivkraft i sine værker.  Det vises overbevisende scenisk i skildringen af de første læseprøver, der vises sig at være filmoptagelser i sig selv. Vi glider hele tiden ind og ud mellem virkelighed og fiktion. Det ene ophæver det andet, og som publikum gælder det om at hænge på, for ingenting er som det ser ud. Selv afbrydelserne er en del af værket. Hvad er sandt og falsk, hvad er virkelighed og fiktion, hvad er rigtigt og forkert - og etisk forsvarligt?
 

 

Den utryghed som er en væsentlig del af Triers værker visualiseres scenisk ganske overbevisende. Der er en munter kontrast fra de to udviklingshæmmede håndværkeres bramfrie kommentarer til de selvbevidste skuespillere spillet af Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier i muntre og veloplagte dobbeltroller. Hans Henrik Clemensen er "Ålen". Hvem der spiller og hvem der bliver spillet er aldrig rigtig klart, hverken i fiktionen eller virkeligheden og er en præmis for forestillingen. Skuespillerne i stykket synes at Von Trier i bund og grund er usympatisk, selv om han kan være nok så genial som kunstner. Det er Spottags fortjeneste at det lykkedes både at gøre hovedpersonen usympatisk og alligevel til at holde ud. Midt i sit galoppende vanvid har han sprækker, der gør ham menneskelig og delvist forståelig. Og hvad er det så som Von Trier kan, og hvad er det som også forestillingen formår? Måske at få os ud over vore grænser og mærke hvor det gør ondt. Måske er han det fremmede i os, som vi både kan være tiltrukket af og som vi alligevel ikke ønsker at komme alt for tæt på?

 

Foto: Søren Kuhn

Jakob Weis formår elegant at afslutte sin triologi med dette fascinerende menneskeportræt, der samtidig er et billede på vores kultur. På dens lethed og dybde. På overflade og tyngde. Så hatten af for Teater V, der har lavet en mystisk, mystisk forestilling, der både er underlig, forunderlig og meget fascinerende.   

 

 

 

Medvirkende:

Jens Jørn Spottag, Karin Bang Heinemeier, Caspar Phillipson og Hans Henrik Clemensen.

Instruktion: Pelle Koppel

Manuskript: Jakob Weis

Scenografi: Rikke Juellund

Læs mere

Varighed: ca. 130 min. inkl. pause

Spilleperiode: 3.-31.maj 2015 

Gammelfestivalen II - refleksioner

Gammelrapportering (fra Paris, oktober 2014)

Se også de færdigproducerede film fra festivalen.

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.

 Jeg er stillet op med min nysgerrighed og har inviteret kunstnere med på festivalen med samme nysgerrighed. Nogle af dem har jeg været i samtale med og andre har selv holdt oplæg baseret på bøger, film, teater og musik. Det har udgjort en kæmpestor broget buket med blomster i alle farver. Der har været forfattere med én bog, nogle der har talt om kommende bøger og andre med hele livsværk bag sig bestående af værker, der for længst er indskrevet i litteraturhistorien. Der har været brand- og båltaler. Nogle har fortalt om det de ikke vil finde sig i og affinde sig med, bare fordi de er blevet gamle. Det har givet mulighed for at kaste blikket ind over skjulte steder. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig i demensen? Hvad er det som gemmer sig i livet?

 Jeg lavede festivalen, fordi jeg syntes at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af. Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet som det også er. Også når det skræmmer os.

Som en oplægsholder sagde, så er det ikke de gamle der er syge, men tidsånden, der er syg og sammenlignede det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde sig i noget. Hurtig og overfladisk.

Med Gammelfestivalen lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det, trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig at meget var generelt og slet ikke så privat som vi troede. Det var noget som mange var fælles om. Det er nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os? Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive afslutning.

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop giver det liv – sådan som vi lige har oplevet det.

Det samme skete også med sang og musik på festivalen. For musikken trænger på samme måde ind i bevidstheden og frisætter noget af alt glemte. Noget af alt det vi troede var forsvundet.

Til bearbejdelse af tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig selv i spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.

Det har været væsentligt at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.

Det var fx teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min tekst ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden at hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen var det Bozenna (som I lige har hørt), der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en regulær kamptale.  Forfatter Anne Hjælmsø fortalte hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik.

Skuespiller Ghita Nørby fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.

”Gammelfilmen” blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du gammel?”

I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmet beboere, der højt sagde:

-Har jeg ikke set den før?

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:

-Så du filmen i går?

-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

 

---

 

På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabueret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival. Især en gammelfestival med undertitlen: Død og hygge på plejehjemmet.

Refleksioner og film fra GAMMELFESTIVALEN II.

Foto: David Blazek - af rustskulpturer af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen

Med en samlet spilletid på 3 timer udgør de færdigproducerede 6 film en righoldig dokumentation af interviews, samtaler, oplæg, skuespil, film, fotos, sang og musik fra Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet 2014.

Filmene er nu tilgængelige på nettet.
https://www.youtube.com/channel/UCM2Dci4XjK8IUa7G-lxLTeA

Sammen med en række refleksioner (fra Paris) lige efter Gammelfestivalen II:
http://msvennevig.blogspot.dk/2015/05/gammelfestivalen-ii-refleksioner.html

FILMOVERSIGT:

 

 ”Om at være med på Gammelfestivalen. Reaktioner” (22:49)

Bozenna Partyka, Alice Maud Guldbrandsen, Egon Clausen, Kirsten Thorup, Lise Warburg, Exit-Hans, Louise Adrian, Vibeke Marx, Pia Raug, Hanne Marie Svendsen, Bent Melchior, Charlotte Strandgaard, Anne Hjælmsø, Stine Bitsch-Larsen, Marie Thøger, Per Lykke, Lisbeth og Torben Skjødt Jensen, Susanne Lana, Lars Knutzon, Judy Gringer, Sten Hegeler, Ghita Nørby og Laust Sørensen.

https://www.youtube.com/watch?v=id4uRiQi_dE

 

”Sammendrag fra Gammelfestivalen 2014” (47:08)

Bozenna Partyka (tekst: Michael Svennevig), Kirsten Thorup, Anne Hjælmsø (med novellen ”Pilleæsken”), Palle Kjærulff-Schmidt, Bent Melchior, Susanne Lana & Armager Harmonien (”Hvis tårer var guld”, tekst og musik: Fältskog/Lana ), Ghita Nørby & Michael Noer.

 

”Hele oplæg fra Gammelfestivalen 2014” (84:20)

Egon Clausen, Ebba Nørager (tekst: Jens Blendstrup), Stine Bitsch-Larsen
(med film af Ole Bundgaard) og Charlotte Strandgaard.
https://www.youtube.com/watch?v=iJWugothLfo

 

”Bonusmateriale fra Gammelfestivalen 2014”(17:14)

Sang og musik fra festivalen af Sten Hegeler, Krisztina Vas Nørbæk & Naja Månsson (”Jacobsen”, tekst & musik: Stentoft/Müller) og Fangekoret (”Brian, Bill og Benny”, tekst & musik: Louise Adrian). Samt en varm historie fra Cairo af Alaa Gamal (Egypten) inspirere af festivalens rustskulpturer kreeret af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen.

"Fotos fra Gammelfestivalen 2014" (2:05)

Metalfigurer af Lis Vallentin og Alice Maud Guldbrandsen, Fangekoret, Paul Hüttel, Kirsten Thorup&Michael Svennevig, Ebba Nørager, Pia Raug, Alan Pary, Sam & Alfred, Stine Bitsch-Larsen & Lise Warburg, Egon Clausen, Sten Hegeler, Lars Knutzon & Judy Gringer, Anne Hjælmsø, Charlotte Strandgaard, Palle Kjærulf-Schmidt, Marie Thøger, Torben og Lisbeth Skjødt Jensen & Per Lykke, Vibeke Marx, Hanne Marie Svendsen & David Blazek, Bent Melchior, Susanne Lana& Laust Sørensen og Ghita Nørby.

https://www.youtube.com/watch?v=VwVvk72iuXQ

 
”Gammelfilmen 2014” (9:38)
Er du Gammel? Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup besvarer spørgsmålet. Lise Bidstrup læser sin novelle ”Ansigt” fra Gammelbogen II (Forlaget Epigraf, 2014.
https://www.youtube.com/watch?v=c179lGM6kiI 

 

Filmproduktion & tilrettelæggelse:
Michael Svennevig : interview og tilrettelæggelse
& David Blazek : kamera, klip, musik og produktion
Produceret for Betania Film 2015

                

Anmeldelse: SANGE OM MOR på Teater Får302

Foto: Thomas Cato

Der er en anelse af røg i luften, da vi bliver budt indenfor. Han står i silhuet i døråbningen bagest på scenen, cowboyen. Står i klassisk westernfilm-positur med hatten på skrå. Det er ikke en leg. Det er ren overlevelse. Det var sådan han var, faren, indtil han en dag var væk igen. I fjernsynet så de McCloud, der var storbyscowboy, ligesom faren. Moren maler et lille overskæg på drengen og streger ved øjnene som rynker. Han er en rigtig cowboy, ligesom McCloud – og faren. De er altid sammen de to, moren og drengen. Til hverdag og i ferierne. Indtil moren møder grønlænderen Lot. Han var som en indianer med kniv. Han lagde aldrig hånd på drengen. Han var nærmest ligeglad med ham, men han gjorde ham ikke noget. Men moren lagde han hånd på - og tæskede. Alligevel gav moren ham altid lov til at komme tilbage. Drengen forstod ingenting og fantaserede om, hvordan han kunne slå Lot ihjel. For han ville have sin mor tilbage. De flyttede fra Amager til Måløv, hvor kommunen bød alle velkommen, men nissen flyttede med, og Lot holdt kun en uge derude i forstæderne, så var han væk. Og de var igen de to alene sammen. Moren begyndte at arbejde som hjemmehjælper. De havde det godt, drengen og moren. Først på måneden, når lønnen var gået ind, festede de, og når pengene slap fik de ikke så meget at spise, men de klarede sig, for de havde hinanden. Men det var et hårdt miljø derude, hvor volden talte sit pågående fysiske sprog. Det lærte drengen, da han voksede op som teenager. Men en dag var moren væk. Hun havde lånt penge af alle, og skyldte til højre og venstre. Hun kom tilbage efter noget tøj. Drengen stod og kiggede efter hende, indtil hun var forsvundet igen. Han blev og hun gik. En dag var hun forsvundet for evigt.

 Foto: Thomas Cato

Det er en opvæksthistorie for to. Drengen beretter om sit liv med moren. Altid sammen. Uadskillelige, og så alligevel adskilt og udskilt til sidst. Vi hører om deres liv sammen. Om moren, der er så ung at livet stadig spirer i hende og hun vil have hele verden. Om drengen, der på små trætte ben følger efter moren gennem byen og ser de samme film som hende i tv, uden at forstå meget af det.

Foto: Thomas Cato

Det er Peter Frank Khouris autofiktive beretning, og det er ham selv der fortæller. Han har et skønt kropssprog. Langlemmet og flot som han er. I Mia Lipschitz´ fine instruktion formår han at give krop til den lille bange dreng, lige såvel som til den vrede teenager og den voksne mand, der står tilbage, når forestillingen slutter. Han er fascinerende at kigge på. Og det gør man, for der er så meget han ikke fortæller. På scenen er der bare de to mænd, hvoraf den ene fortæller og den anden spiller guitar og synger. Alt er sortmalet. Scenerummet brydes af de to gynger. Gennem det sortmalede rum lyner lysbaner i loftet og på væggene gennem mørket. I stedet for egentlig scenografi er det snarere lyset, der fungere som scenografi, for den ferme lyssætning af Sonja Lea digter fint med på historien. Musikken spilles live og rapt af guitaristen Anders Birk, der står for det musikalske arrangement, der med lyddesign af Jes Thee er et lydspor, der går gennem barndommet og som består af "elektrisk guitar, loops og lydflader, inspireret af skramlet rock, westerns, amerikanske tv-serier og det ydre rum", som der står i teatrets pressemateriale.

 Foto: Thomas Cato

Kronologisk ruller historien langsomt op igennem 70´erne og 80´erne. Hvis netop ikke scenegangen og instruktionen var så smuk og helstøbt ville det være en hurtig oplæst monolog, der på papiret slet ikke ville ligne en teaterforestilling, men så klart og insisterende som forestillingen afvikles bliver den til meget mere. Det bliver et billede på en barndom, der var alt andet end kærlig. Men OGSÅ kærlig. Det der er det fascinerende omdrejningspunkt i historien er måden som den bliver fortalt på: undersøgende, tilbageholdende og forundret. Med lige dele nysgerrighed og barnlig naivitet. Det er en barsk, men kærligt fortalt historie. En kærlighedshistorie med dødelig udgang. Enten er det moren der dør eller også er det moren inde i den voksne dreng der dør. Vi får det aldrig at vide, men historien slutter afklaret.

 

 Foto: Thomas Cato

Det er en umådelig sympatisk musikalsk forestilling fortalt med stor charme. Det er ingen stor historie, men den er hvad den er, og berettes med stor følsomhed og ærlighed. Det er en opvæksthistorie om en mor, der både var festlig, spændende, umulig og grænseløs, men mest er det historien om, hvordan det former sønnen. Det er en fin lille forestilling om hvordan man bliver menneske, trods alt.

 Urpremiere og gæstespil på TEATER FÅR302 af Teater Kamikaze

MED: Peter Frank Khouri og guitarist Anders Birk

FORFATTER: Peter Frank Khouri

LYDSPOR & MUSIKALSK ARRANGEMENT: Anders Birk

INSTRUKTØR: Mia Lipschitz

LYSDESIGN: Sonja Lea

LYDDESIGN: Jes Theede

SCENOGRAFKONSULENT & KOSTUMEDESIGNER: Rebekka Bentzen

Læs mere om forestillingen.

Spilleperiode: 16.3.- 11.4.2015. Mandag til fredag kl. 20.00. Lørdag kl. 17.00

Varighed: 70 min.

Teater FÅR302, Toldbodgade 6, 1253 København K.

 

Anmeldelse: CATERING af Mammutteatret på Edison

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

I Mammutteatrets seneste forestilling ”Catering” er der en engel. Det er englen, der er forestillingens formildende omstændighed. Det er englen der gør at forestillingen er til at holde ud, for det er ubærligt at skæbnen er så ond, som den skildres for hovedpersonen Lilja (Nanna Skaarup Voss). Lilja er 17 år og opvokset midt i Estlands intethed. Faren er for længst forsvundet og moren (Tina Gylling Mortensen) er rejst til USA med sin nye mand (Ken Vedsegaard). Det er meningen at Lilja skal følge efter senere, men hun hører ikke mere fra moren. En tante tager sig af hende, selv om de ligger i åben strid. Liljas veninde (Josephine Park) lokker hende til at prostituere sig.  Sammen sniffer de lim. Vennen Volodja (Morten Holst) drømmer om at blive kæreste med Lilja, og da hun redder ham fra at springe ud fra en bro knyttes der bånd i mellem dem, og Volodja bliver ved med at gentage at nu er det ham, der skal redde hende. Men der er ingen redning. Heller ikke selv om Lilja oplever en smuk forelskelse i lokkeprinsen Andreas (Joachim Fjelstrup). Scenerne de to imellem kommer til at fremstå som en oase midt forestillingens mørke. Men det er kold beregning, for det er blot for at lokke hende med til Danmark, hvor hun prostitueres i endnu værre grad. Derved sluttes den cirkel, der indledes ved at Nicolas Bro i forestillings begyndelse onanerer til gratis sexfilm med Lilja på nettet. Til sidst er han blot en af de mange, der selv køber sig tid hos Lilja. En blandt mange mænd. Så mange at hendes underliv bliver så ødelagt at hun skal sys sammen. Det er det man kan se på plakaten til forestillingen, der bærer undertitlen: ”Vi leverer dine fantasier”. Nogle fantasier er andres mareridt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Mammutteatret har eksisteret i over 30 år. Mammutten er husvild og omflakkende. Måske er det en af grundene til at dens produktioner altid er skræddersyet til de skiftende lokaliteter, hvor de spiller. På billetten stod der ”Edison, Siloen”. Siloen er for mig et nyt spillested. Jeg antager at det er Edisons lille prøvesal, der med stor opfindsomhed og enkelhed bruges i forestillingen med scenografi af Katrine Gjerding, effektfuldt belyst af Mads Nielsen.

Mammutten er en Mercedes indenfor dansk teaterliv. Det er ensembleteater, selv om det aldrig er samme spillere. Men ofte med de bedste skuespillere – og så er der altid mange med i forestillingerne. Her er ingen monologer eller opsætninger med to på scenen. Der spilles på hele klaviaturet. Den kunstneriske fane er blevet holdt højt gennem hele teatrets historie. Mammutten formår at give livet tilbage til teatret. Den er et pejlemærke i en tid, der bliver stadig mere overfladisk.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Historien om Liljas liv og undergang er en slags moderne Lulu-skildring. Den planter en issyl midt i panden på publikum, men formår at gøre det med så stor og rig kunstnerisk forløsning, at det løfter sig. Det er et under at det kan lade sig gøre, for temaet er kulsort, men endnu engang formår mammutten at trampe lige ind i hjertet af problematikken. ”Catering” er skuespillernes teater, der viser hvad en god tekst kan forvandles til, når den gives videre til de bedste spillere i den dygtige instruktør Maria Kjærgaard-Sunesens hænder. Det er forbløffende, hvordan forestillingen løfter sig. Volodja, der dør, bliver til englen, der fører både publikum og Lilja væk fra den barske virkelighed. Han bliver selve forløsningen i historiens trøstesløse univers selv om han i Mortens Holsts skikkelse, engel eller ej, aldrig bliver til andet end en omvandrende smertebærer. Det flot og smertefuld spillet, og helt i pagt med historiens iboende trøstesløshed.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Alt vi ser er lavet så enkelt som overhovedet muligt. Her er ingen smarte eller billige teatertricks og effekter. Historien er forløst med stor teknisk kunnen. Alting er stramt og så fint styret, at det aftvinger respekt. Det er svært at tale om forestillingens humor, men den glimter og lyner forløsende  i det kulsorte univers og kaster på nogle måder et forsonligt skær over forestillingen. Det gør at man som publikum kan holde det ud og står det igennem.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

”Catering” er en tour de force i hvad teatret formår, når det er lagt i hænderne på de bedste både foran og bag ved scenen. ”Catering” er en grum, men kunstnerisk meget vellykket og smukt forløst forestilling om udløsning og mennesker der er kommet i klemme i livet. En nødvendig og kulsort forestilling nedsunket i sit eget mørke.

Se den, hvis du tør!

Foto: Per Morten Abrahamsen

Gæstespil på Edison fra den 12.3.-1.4.2015.

Medvirkende: Josephine Park, Nanna Skaarup Voss, Joachim Fjelstrup, Morten Holst, Ferdinand Glad Bach, Ken Vedsegaard, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro og Claus Flygare.

Med tekster af: Nicolas Bro og Julie Maj Jakobsen samt Maria Kjærgaard-Sunesens bearbejdelse af LILJA 4-EVER af Lukas Moodysson (Teaterforlag: Nordiska Aps – København)

Idé og koncept: Mammutteatret
Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenografi: Katrine Gjerding
Lyddesign: Ida Jacobsen
Lysdesign: Mads Nielsen
Korarrangement: Rosa Lux
Instruktørassistent: Nicole Johansen

Mammutteatrets kunstneriske ledelse: Nicolas Bro, Maria Kjærgaard-Sunesen, Tina Gylling Mortensen og Claus Flygare.

Læs mere om forestillingen: http://www.mammutteatret.dk/forestilling/catering/
Køb billetter: http://www.teaterrabat.dk/index/eventdetails/eventno/44015

Forestillingens trailer:
ttps://vimeo.com/120463181

Foto: Per Morten Abrahamsen

Anmeldelse: O, FOR THE LOVE OF SHAKESPEARE i Kongernes Lapidarium

 

 

 

Så snart de tre skuespillere – Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers og Barry McKenna - åbnede munden og lod de rimende engelske Shakespeare-vers glide gennem de kolde lokaler i Kongernes Lapidarium, begyndte jeg at smile. Ikke allerførst, for jeg nåede at tænke: ”Øv, det er så mange ord jeg ikke helt forstår. Så meget underforstået, så mange spidsfindigheder, ord og enderim, som går hen over hovedet på mig” Men så kom overraskelsen, for det gør ikke noget, fordi Shakespeares sprog er så rigt og smukt, sproget så musikalsk og velklingende, skuespillerne så eminente gode til at udtale hver en stavelse og hver en sproglig nuance, at jeg ikke gik glip af noget. Men det er lutter illusion, for selvfølgelig gør jeg det, MEN DET GØR IKKE NOGET! Hank op i det varme tøj, slå ørene ud og gør klar til en stor oplevelse. For det er en fornøjelse som man skal unde sig. Det er koldt, det ER det, men trods kulden og mød op til de resterende opførelser af: ”O, for the love of Shakespeare” af Why Not Theatre Company.

 

Foto: Sarah Coghill

 

Sjældent har det engelske Shakespeare-sprog klinget og lydt så forførende. Det er svært ikke at blive grebet af de tre skuespilleres smittende formidlingsglæde. Det forjager kulden, når deres præcise og velanbragte betoninger og pointer træfsikkert suser gennem lokalet. Ordene svirper gennem luften og det er umuligt ikke at føle sig truffet, sådan som de tre skuespillere turnerer teksten, der består af sonetter og uddrag fra en lang række af Shakespeares mest elskede skuespil. Det er en lystvandring. Ikke bare imellem de smukke, vilde, mastodontiske og rørende aflagte skulpturer, der står opmagasineret side om side. Som forrevne og overrevne livstråde står de stivnede i alskens positioner, og fungerer glimrende som staffage for uddrag fra ”Romeo og Julie”, ”Stor ståhej for ingenting”, ”Trold kan tæmmes”, ”Købmanden i Venedig”, ”En skærsommernatsdrøm” og ”Othello” m.fl.

 

Foto: Sarah Coghill

Ganske vist er Niels Brunse i fuld gang med sin oversættelse af Shakespeares samlede værker, men det er nu dejligt at der også er mulighed for at møde teksterne (eller uddrag af dem) på originalsproget. Det fortjener de. Fra Why Not Theatre Company´s side er det et eksperiment, og meget vellykket. Teksterne er sammensat med et stort gehør og det er båret igennem med stor lethed og enkelhed. Det er i form af en ”staged reading”, så teksterne bliver læst op, og spillerne inviterer os på skift til at følge efter dem, for det er walking Shakespeare. Med sang, recitation og skuespil lokkes vi indenfor i en fortryllet verden. En verden der både er bedre og smukkere end vores, men som også styres af had og kærlighed, af sorg og glæde, af nedtrykthed og ekstase. Shakespeare rummer det hele – og det er en fryd at følge efter de veloplagte skuespillere på en fængslende odysse af vellyd og klingende blankvers.

 

Foto: Sarah Coghill

Måske lyder det ikke spor lokkende, men prøv det. Prøv det! Det er det hele værd. Tidligere har The Why Not Theatre fængslet og fortryllet publikum på Bådteatret. Først med ”The City” og senest med ”Wit”. Det har været store oplevelser hver gang. Så hvis nogen spørger mig om jeg er interesseret i teater på engelsk i Danmark, vil jeg normalt svare blankt NEJ, men sådan er det ikke længere, for i hænderne på Why Not Theatre Company sker der noget. Noget som pirrer min interesse og som vækket mine sanser og krydrer min nysgerrighed. Deres entusiasme er så smittende, og jeg hænger på hvert et ord, Også selv om det er på engelsk. Ja, måske især fordi det er på engelsk.

 
Forestillingen, der varer knap én time, opføres frem til den 8. marts 2015:
27./28. februar kl. 13:00 & 15:00
1./3./4./6./7./8. marts kl. 13:00 & 15:00

Sted:
Kongernes Lapidarium, Christian IV’s Bryghus
Frederiksholms Kanal 29
1220 København

Entré:
Voksne: 100 kr.
Studerende: 80 kr.
Børn (4-17 år): 50 kr.

 Om Why Not Theatre Company:
Why Not Theatre Company was established in 2007. We provide audiences in Denmark with small-cast, professional theatre performed in English. Our productions are carefully selected to appeal to a diverse audience, cutting across international and cultural barriers. We only work with professional, English speaking actors. We love the English language, are proud of it and want you to enjoy it at its very best.

Læs mere på teatrets hjemmeside: http://www.whynottheatre.dk/o-for-the-love-of-shakespeare/

 

Leksikalt: lapidarium kommer af det latinske lapis, så det betyder stenenes sted.

Alle fotos - af Sarah Coghill - er fra teatrets forrige forestilling REMEMBRANCE (september 2014), der også foregik i Kongernes Lapidarium.