Mød Trine Andersen

Mødet med Afrika. 

Trine var bare på research til en roman, hvor hovedpersonen blev opslugt af Afrika, men det skete i stedet for hende selv. Trine er en ildsjæl, der involverer sig i at afrikanske forfattere skal kunne udgive bøger skrevet af dem selv, så det satte hun sig for at finde en løsning på. Det lykkedes. Hør hendes beretning på denne 22. festivalpodcast om mødet med det fremmede - og især om hvad mødet med Afrika kom til at betyde for hende selv.

"Jeg vidste allerede som barn, at jeg ville bruge mit liv på at skrive. Mærkede horisonten åbne sig, da jeg skrev mit første digt som 10-årig, og proklamerede derpå, at jeg var blevet digter. Siden har jeg kun turdet drømme om en sådan selvsikkerhed." (fra Trine Andersens hjemmeside)

Men Trine ønskede senere at det ikke bare var noget hun selv skulle kunne, men også at det skulle være muligt for andre - fx. for afrikanerne. Hun havde en plan. Eller rettere det fik hun efter mødet med den afrikanske forfattter Shadreck Chikoti.

Det var en øjenåbner, da Trine læste, hvad en anden afrikansk forfatter skrev om de stereotyper vi får af afrikanerne på film - og i bøger. Binyavanga Wainaina skrev bl.a.:

“Your African characters may include naked warriors, loyal servants, diviners and seers, ancient wise men living in hermitic splendour. Or corrupt politicians, inept polygamous travel-guides, and prostitutes you have slept with. The Loyal Servant always behaves like a seven-year-old and needs a firm hand; he is scared of snakes, good with children, and always involving you in his complex domestic dramas. The Ancient Wise Man always comes from a noble tribe (not the money-grubbing tribes like the Gikuyu, the Igbo or the Shona). He has rheumy eyes and is close to the Earth. The Modern African is a fat man who steals and works in the visa office, refusing to give work permits to qualified Westerners who really care about Africa. He is an enemy of development, always using his government job to make it difficult for pragmatic and good-hearted expats to set up NGOs or Legal Conservation Areas. Or he is an Oxford-educated intellectual turned serial-killing politician in a Savile Row suit. He is a cannibal who likes Cristal champagne, and his mother is a rich witch-doctor who really runs the country.”

Tekstuddrag fra essayet How to write about Africa, af Binyavanga Wainaina.

Da det senere endelig lykkedes Trine at skrive en afrikansk roman, blev det til "Den røde jord". 

Om danske Alice, der bosætter sig i en fjern flække i Malawi og må se sig selv i øjnene i mødet med det fremmede.

"Den røde jord i Mzuzu"

(Gyldendal, 2013)

af Trine Andersen

Musikken komponeret specielt til podcasten er af Ekkostøj, under det mere borgerlige navn Nikolaj Lund G., der er bedre kendt som halvdelen af Acid Loving Extremophiles.  

Musikken indleder de tre teksteruddrag fra:

* romanen "AZOTUS, the kingdom" af Shadreck Chikoti - læst af Sue Hansen-Styles

* essayet "How to write about Africa" af Binyavanga Wainaina - læst af Sue Hansen-Styles

* romanen "Den røde jord i Mzuzu" af Trine Andersen, der selv læser fra romanen (Gyldendal, 2013).

---

Mød Trine Andersen på festivalen MØD VERDEN,

hvor hun er med på 3. dagen, 
tirsdag den 13. august kl. 16-21

i Global Art Gallery i Vanløse

Mød Jannik Hastrup, Cirkelines far

Foto: Michael Svennevig.

Gennem det sidste halve århundrede har Jannik Hastrup instrueret og produceret mere end 100 film. Det er også blevet til tre flygtningeportrætter og seneste den animerede dokumentar IGNORANTERNE som denne 21. festivalpodcast handler om.

"Ignoranterne" af Jannik Hastrup

er en animeret dokumentar, 

der giver liv til de mange druknede flygtninge, 

der må lade livet på deres vej over Middelhavet.

Mange vil selvfølgelig forbinde Jannik Hastrup  med og huske ham for ”Bennys Badekar” (lavet sammen med Flemming Qvist Møller) , ”Samson & Sally”, ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”, ”Drengen, der ville gøre det umulige”) samt mange, mange andre – og ikke mindst Cirkeline. Men der er langt fra Cirkeline til ”Ignoranterne” som er en animeret dokumentar. Jannik Hastrup fortæller om, hvordan den blev til.

I januar 2010 blev Jannik forældrerepræsentant for den 15-årige afghanske dreng Asef, der lige var kommet til Danmark. Det var den ydre inspiration for det, der senere blev til de tre flygtningeportrætter: om Solén, Jamila,og Tefik, der blev til i 2013-14. 

Det er indledningsmusikken af Hans-Henrik Ley 

fra ”Hvordan man opdrager sine forældre”, 

der er brugt i podcasten.

Foto: Michael Svennevig.

Mød Jannik Hastrup 

på festivalen MØD VERDEN, 

til festivalafslutningen 

søndag den 18. august kl. 13-16 

i gårdhaven hos Dansk PEN 

I tilfælde af dårligt vejr bliver det 

i Dansk Forfatterforenings lokaler 

– et par gader derfra).

Lyd, toner og klange

Vokalgruppen Syng med Hjertet ledet af Naja Månsson.

_{Med Britt, Lise, Aase og Christina.} 

_{Hvad er lyd og hvornår bliver toner og klange til musik?}

_{Hvad kommer frem på lærredet når penslen er stemmer og der males med toner? Når penselstrøgener går fra bitte små til store, brede og uregerlige? Når lydbillederne bliver skabt i dette nu og aldrig kan genskabes? Et unikt møde mellemVokalgruppen Syng med hjertet og Klanggruppen. Fælles for de to er den dybe intuitive arbejdsproces.}

_{Vokalgruppen syng med hjertet synger intuitivt og uden noder, men med hjertet. Det giver sig udslag i særegne klange, når stemmerne mødes i fælles inspiration hjulpet på vej af Klanggruppen. En klanger slår på nepalesiske syngeskåle.}

_{Der er dermed lagt op til at man kan træde ind i et forunderligt klangunivers, hvor man aldrig kan vide sig sikker på, hvad der vil ske. Man er fælles om et sitrende nu – dét øjeblik hvor musikken opstår, men ikke HVAD der opstår. For selv om det til dels er styret, afhænger det lige så meget af stemningen i rummet og i de fire sangere i vokalgruppen, der er ledet af operasangeren Naja Månsson. Det giver et klangligt udtryk, der både er krævende og ganske uforudsigeligt. Velkommen til en anderledes musikalsk oplevelse, for måske kommer du et nyt sted hen, hvor du aldrig har været før. Det er et møde med en ny verden, hvis man tør gå med og lade sig føre med af musikken.} 

Foto: Christina Svennevig

Klanggruppen med Bodil, Marianne, John og Christina

Oplev Vokalgruppen Syng med Hjertet 

sammen med Klanggruppen

til festivalen MØD VERDENs

festivalafslutning,

søndag den 18. august 2019 kl. 13-16.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet

til Dansk Forfatterforenings lokaler,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

Mød Asef Soltanzadeh

Asef Soltanzadeh, forfatter og dramatiker, f. 1964 i Kabul, Afghanistan. Forlod Afghanistan i 1985. Efter ophold i Pakistan bosatte han sig i Teheran, Iran, hvor han skrev og fik opført sit første skuespil.  Fik stor litterær opmærksomhed, men vakte også vrede blandt religiøse kræfter.

I 2000 udkom novellesamlingen Mennesker på flugt og Soltazadeh modtog Prix de la Critique sammen med den mest prestigefyldte iranske litterære pris - Golshiri-prisen i 2001. I 2004 kom Asef Soltanzadeh til Danmark. Medlem af Dansk PENs bestyrelse.

Uddrag fra Mennesker på flugt 

(2005, Per Kofoeds Forlag). 

På dansk ved Marianne Madelung.

"Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, da jeg når frem til endestationen. De sidste taxaer er klar til at tage af sted. Der er ikke skyggen af passagerer, ikke en bus i det fjerne,. men så dukker der en rutebil op i udkørslen. Måske er den sidste rutebilstation ved at lukke. Jeg løber den i møde og gør tegn til chaufføren. Han sætter farten ned, og hans kontrollør stikker hovedet ud af vinduet. Da han er ud for mig, spørger han:

-Hvor skal du hen?

Jeg har bare lyst til at svare: 
-Ingen steder. Det er mig fuldstændigt ligegyldigt, når bare jeg kommer ud af Teheran. Ligegyldigt hvorhen. Et eller andet sted hvor folk ikke ved hvem jeg er, hvor ingen siger til mig: 
-De har slået din far ihjel... forstår du, og din bror med.

Hvad kommer det dem ved, hvilken smerte jeg har måttet lide? Så jeg svarer:

-Jeg tager derhen, hvor du skal.

Kontrolløren opregner alle de byer som rutebilen kører igennem: Qom, Isfahan, Chirâz, Bandar Abbas.

-Det er fint, jeg skal hen et sted i den retning.

Da han åbner døren for mig, spørger han igen:

-Hvor er det du skal hen?

-Til en af de byer.

Han flytter sig for at lade mig stige på. Jeg har en følelse af, at han ser på mig med mistroiske øjne, men ignorerer det. Jeg sætter mig på den første og den bedste plads. Chaufføren sætter i gang, mens han betragter mig i bakspejlet. måske ligner eg én, der er på flugt. jeg er ligeglad og klemmer mig ind på mit sæde. Tilfældigvis har jeg taget et sæde, der er lier over et hjul. Skidt med det. Jeg kunne godt sætte mig et andet sted, finde et mere behageligt sæde. Men det vil jeg ikke. Hvorfor skulle jeg sætte mig godt til rette?"

Mød Asef Soltanzadeh

på festivalen MØD VERDEN

på den 4. festivaldag,

torsdag den 15. august kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro.

Mød Cecilie Rosdahl

"Alle forfattere har deres egne agendaer. Nogle beskæftiger sig med kærlighed, ytringsfrihed eller menneskerettigheder. Andre vil gerne udvide grænserne for hvad vi kan forstå og acceptere. Nogle er modige. Andre er underholdende. Nogle kan begge dele. Ligesom Cecilie Rosdahl, der er en af de modige. I bog efter bog skildrer hun mennesker, der er ude på kanten. Mennesker der ofte befinder sig i et frit fald. Hun er en eminent skildrer af disse frie fald inde i mennesker, når virkeligheden kolliderer med billederne de har af sig selv og hinanden."

Mød Cecilie Rosdahl 

på den kommende festival MØD VERDEN, 

hvor hun fortæller og læser op fra romanerne

SKÆLVINGER (2017) og PINK (2014)

på festivalens 3. dag, 

tirsdag den 13. august kl. 16-21 

i Global Art Gallery

I ungdomsromanen SKÆLVINGER  skildrer Cecilie Caroline, der går i 9. klasse, og som de fleste på den alder går op i sit udseende, kigger efter fyrene, er på kant med forældrene, men også at hun har sine hemmeligheder. Eller hemmeligheder er det jo ikke, men det er bare ikke noget der er let at tale om, for moren døde i en trafikulykke, hvor hun sad ved siden af Caroline, så hvis bilen var blevet påkørt fra en anden vinkel, havde det været Caroline, der var blevet dræbt. Caroline har gemt morens ting og har med vilje ikke vasket dem, for af bevare morens duft – duften af en mor. Så da faren uforvarende vasker en af morens trøjer, bryder hun sammen. 

Det er en historie om ungdomskærlighed, som der er skrevet utallige bøger om, men det stopper ikke der, for Cecilie giver historien et tvist mere. På sin vis er det ærgerligt at fortælle, hvad der sker, men det er svært at tale om en roman, hvis man ikke italesætter det som romanen kommer til at handle om.

For Kimmy, den nye dreng i klassen, er ikke som de andre. Han udviser hende stor opmærksomhed. Giver hende gaver, tager sig af hende på utallige måder, men når de kæler for hinanden, kæler han for hende, men vil ikke have at hun gør det samme for ham – i hvert fald ikke dér. Caroline forstår det ikke. 

Da Kimmy tager på drengetur med de andre fra klassen, cirkulerer der efterfølgende en video på internettet, der viser, hvorfor Kimmy ikke er som de andre.

Det er en rå og barsk skildring, der handler om kærlighed. En kærlighed som de færreste kommer i kontakt med. Men for Cecilie er der ingen grænser, hun skildrer Kimmy og hans kamp med sig selv og omgivelserne råt, hårdt og alligevel med stor indføling. Så det der startede som en ganske almindelig og konventionel ungdomsroman bliver i bogen foldet ud til noget langt større. Det er en smuk roman, selv om meget af det der skildres ikke er spor smukt.

 - Uddrag fra festivalanmeldelsen

I romanen PINK (2014) får vi hele problematikken udleveret fra starten:

"Hvis bare jeg kunne få lov til at være pink, ville jeg kunne holde det hele ud" (s. 8).

Martin er gift med Nete og har børnene Victor og Helene. Martin er tandlæge med speciale i rodbehandlinger. Martin kan godt lide at gå rundt i Netes tøj. Nete går aldrig i kjole. En dag hvor de er i seng sammen har Martin taget strømpebukser på. Nogle gange har han kvindeundertøj på under sin kittel på tandlægeklinikken. Efter lukketid kan han godt lide at gå rundt der alene – i dametøj.  På borger.dk tilføjer han sig et nyt mellemnavn: Vivian.

Martin elsker at gå til begravelser. Andres begravelser. Klædt som kvinde. Så sidder han der og græder for de ukendte i kisterne, eller også græder han over sit eget liv. I hvert fald lader han følelserne få frit løb.

Da Nete finder hans kvindetøj fra begravelserne tror hun at han har en affære med en anden.

Martin er god til sit tandlægearbejde, og tager alle de rodbehandlingsopgaver som andre ikke kan magte. Han spænder vidt med sine færdigheder, for han er både god til at lave mad, sy og bore, hamre – og er vild med golf. men selv om han er god til nok så mange ting, er han ikke den, han er. Indeni er han ikke den han er udenpå. Tingene passer ikke sammen og de begynder at glide mere og mere fra hinanden.  Til sidst slår det klik for ham, og det hele koger sammen og eksploderer.  Det sker ved at han i en vanvidsakt hiver alle tænderne ud af munden på en af sine klienter. Én der netop har klaget over at det slet ikke er som hun gerne vil have det. Det lover  han at gøre noget ved, men går langt mere systematisk til værks end klienten havde forestillet sig. ”Indgrebet” kommer på forsiden af Ekstra Bladet med billede af ham sammen med overskriften ”Tandtransen massakrerer dig. Han hev alle mine tænder ud!”  

Læs hele festivalanmeldelsen

For de, der vil læse mere endnu, er her anmeldelsen af TYREPOSE.

Mød Cecilie Rosdahl 

på den kommende festival MØD VERDEN, 

hvor hun fortæller og læser op fra romanerne

SKÆLVINGER (2017) og PINK (2014)

på festivalens 3. dag, 

tirsdag den 13. august kl. 16-21 

i Global Art Gallery

Anmeldelse: PINK af Cecilie Rosdahl

2014, Byens Forlag, 280 sider.

Sikke en rejse!

Martin er gift med Nete, og de har børnene Victor og Helene. Martin er tandlæge med speciale i rodbehandlinger. Martin kan godt lide at gå rundt i Netes tøj. Nete går aldrig i kjole. En dag hvor de er i seng sammen har Martin taget strømpebukser på. Nogle gange har han kvindeundertøj på under sin kittel på tandlægeklinikken. Efter lukketid kan han godt lide at gå rundt der alene – i dametøj.  På borger.dk tilføjer han sig et nyt mellemnavn: Vivian.

Martin elsker at gå til begravelser. Andres begravelser. Klædt som kvinde. Så sidder han der og græder for de ukendte i kisterne, eller også græder han over sit eget liv. I hvert fald lader han følelserne få frit løb.

Da Nete finder hans kvindetøj fra begravelserne tror hun at han har en affære med en anden.

Martin er god til sit tandlægearbejde, og tager alle de rodbehandlingsopgaver som andre ikke kan magte. Han spænder vidt med sine færdigheder, for han er både god til at lave mad, sy og bore, hamre – og er vild med golf. Men selv om han er god til nok så mange ting, er han ikke den, han er. Indeni er han ikke den han er udenpå. Tingene passer ikke sammen og de begynder at glide mere og mere fra hinanden.  Til sidst slår det klik for ham, og det hele koger sammen og eksploderer.  Det sker ved at han i en vanvidsakt hiver alle tænderne ud af munden på en af sine klienter. Én der netop har klaget over at det slet ikke er som hun gerne vil have det. Det lover han at gøre noget ved, men går langt mere systematisk til værks end klienten havde forestillet sig. ”Indgrebet” kommer på forsiden af Ekstra Bladet med billede af ham med overskriften ”Tandtransen massakrerer dig. Han hev alle mine tænder ud!” Dermed er hans fremtidige tandkarriere ødelagt. 
Han drømmer om at blive operereret til kvinde i Thailand.  Samtidig begynder han er indledende behandlingsforløb for at blive erklæret egnet til operationen i Danmark, men har på daværende tidspunkt allerede truffet aftale om at få operationen foretaget i Thailand, hvor de har vedens bedste klinik til det, og kan gøre noget af det som ikke er muligt i København. Faren låner ham pengene. Han tager derned med billedkunstneren, Patricia, der er fascineret af både ham og hende. I hvert fald viser det sig senere at Patricia kommer ind på en eftertragtet billedkunstuddannelse netop pga. billederne af Martin og Vivian – taget før og efter operationen. Jo, det føles som et baghold, men Patricia havde nævnt det, men Vivian havde sådan ønsket sig en ven/veninde og overhørte det. For de havde det så dejligt sammen. Martin betaler rejsen, så de sammen kan tage til Thailand til Vivians "fødsel".

Vivian bliver smidt ud fra det første logi, da udlejeren alligevel ikke vil have hende boende, men finder så til gengæld hjem hos Beatrice, der er harpist, og som også tilbyder at tage med Vivian, da hun gerne vil tage tilbage til Thailand for at få foretaget de sidste ansigtsmæssige korrektioner. Passagerne, hvor Vivian korresponderer med den thailandske læge om de seneste ansigtsændringer forekommer nærmest tragikkomiske, for kan man virkelig ændre det hele?

En af Beatrices venner er den italienske kok Aubert, og i hans favn bliver Vivian endelig fuldbyrdigt til den kvinde hun altid har været.

PINK er en roman, der handler om forvandling på mange måder. Om at sætte sig selv fri, men også om hvad det koster og de glæder det giver, når det endelig lykkes. Hvordan det er at være ét køn og hellere vil være et andet.  Hvordan er det at finde sig til rette i sig selv. Hvordan bliver man det som man allerede er?

Det er en godhistorie, med en lykkelig slutning, men spørgsmålet er om det er realistisk? Der er i hver fald umådelig mange faldgrubber i et liv, der gør op med det konventionelle..  Romanen sætter mange tanker i gang om grænser. Om grænser for grænser.

Det virker ikke som om at sønnen og datteren kommer til at vænne sig til at de nu har fået to mødre i stedet for én mor og én far. Men det gør de romanen, der ovenikøbet slutter med en bemærkning om at Vivian har en smuk stemme, hvilket har været det eneste levn hun havde fra Martin, men selv det er der via nogle sprog- og stemmelektioner fundet en løsning for.  Det lykkes også for Cecilie Rosdahl at skrive en både underholdende og gribende roman, der med sit emne er udfordrende og undersøgende, og derfor ekstra spændende.

Mød Cecilie Rosdahl 

på den kommende festival MØD VERDEN, 

hvor hun vil fortælle og læse op fra romanerne 

SKÆLVINGER og PINK 

på festivalens 3. dag, 

tirsdag den 13. august kl. 16-21

 i Global Art Gallery i Vanløse

Anmeldelse: SKÆLVINGER af Cecilie Rosdahl

Lindhardt & Ringhoff  Forlag, 2017. Ungdomsroman. 175 sider

Alle forfattere har deres egne agendaer. Nogle beskæftiger sig med kærlighed, ytringsfrihed eller menneskerettigheder. Andre vil gerne udvide grænserne for hvad vi kan forstå og acceptere. Nogle er modige. Andre er underholdende. Nogle kan begge dele. Ligesom Cecilie Rosdahl, der er en af de modige. I bog efter bog skildrer hun mennesker, der er ude på kanten. Mennesker der ofte befinder sig i et frit fald. Hun er en eminent skildrer af disse frie fald inde i mennesker, når virkeligheden kolliderer med billederne de har af sig selv og hunanden.  

I ungdomsromanen SKÆLVINGER  skildrer Cecilie Caroline, der går i 9. klasse, og som de fleste på den alder går op i sit udseende, kigger efter fyrene, er på kant med forældrene, men også at hun har sine hemmeligheder. Eller hemmeligheder er det jo ikke, men det er bare ikke noget der er let at tale om, for moren døde i en trafikulykke, hvor hun sad ved siden af Caroline, så hvis bilen var blevet påkørt fra en anden vinkel, havde det været Caroline, der var blevet dræbt. Caroline har gemt morens ting og har med vilje ikke vasket dem, for af bevare morens duft – duften af en mor. Så da faren uforvarende vasker en af morens trøjer, bryder hun sammen. Hun er kæreste med Frederik, der er elitetennisspiller. Én som alle ser op til – ligesom hun selv gør. Men en dag møder hun den nye dreng i klassen, Kimmy. Han er anderledes. Han er dygtigere fagligt end de andre, meget mandig og de begynder at komme sammen. Det går først meget langsomt, men de bliver kæreste lidt efter lidt. Så langt, så godt. Det er en historie om ungdomskærlighed, som der er skrevet utallige bøger om, men det stopper ikke der, for Cecilie giver historien et tvist mere. På sin vis er det ærgerligt at fortælle, hvad der sker, men det er svært at tale om en roman, hvis man ikke italesætter det som romanen kommer til at handle om.

For Kimmy er ikke som de andre. Han udviser Caroline stor opmærksomhed. Giver hende gaver, tager sig af hende på utallige måder, men når de kæler for hinanden, så kæler han for hende, men vil ikke have at hun gør det samme for ham – i hvert fald ikke dér. Caroline forstår det ikke. 

Da Kimmy tager på drengetur med de andre fra klassen, så cirkulerer der efterfølgende en video på internettet, der viser, hvor Kimmy ikke er helt som de andre.

Tidlige i bogen nævner Kimmy at ”Boys don´t cry” er en film han har set hundredevis af gange. Det forklares ikke nærmere, men filmen er en dramatiseret livsskildring af Brandon Teenas liv, der endte alt for brat og alt for tidligt. Brandon var født som pige, men levede som dreng. Det er en rå og barsk skildring, der handler om kærlighed. En kærlighed som de færreste kommer i kontakt med. Men for Cecilie er der ingen grænser, hun skildrer Kimmy og hans kamp med sig selv og omgivelserne råt, hårdt og alligevel med stor indføling. Så det der startede som en ganske almindelig og konventionel ungdomsroman bliver i bogen foldet ud til noget langt større. Det er en smuk roman, selv om meget af det der skildres ikke er spor smukt.

Mød Cecilie Rosdahl 

på den kommende festival MØD VERDEN, 

hvor hun vil fortælle og læse op fra romanerne 

SKÆLVINGER og PINK 

på festivalens 3. dag, 

tirsdag den 13. august kl. 16-21

 i Global Art Gallery i Vanløse