Ørkendrømme: 2013

søndag den 22. december 2013

HVAD BLEV DER AF FORÅRET?

Om demokrati og teater i Tunesien.

Dette er den fulde version af artiklen, der i forkortet udgave figurerer på Sameksistens.dk.

af Michael Svennevig, forfatter og dramatiker

Vi var otte danske scenekunstnere der fløj til Tunis, hvorfra vi kørte ud til Kulturcentret i Karthago, hvor vi mødtes med 12 tunesiske scenekunstnere. Vi sad i kulturcentrets prøvesal. Selv sad jeg ved siden af en trapezartist. Vi havde sat os i en rundkreds og faldt langsomt i snak med hinanden. Det var lettest for de fransktalende af os, eftersom fransk er tunesernes 2. sprog fra den franske kolonitid. Lidt efter lidt rykkede vi tættere sammen. Der lå en tre ugers teaterworkshop foran os, der skulle munde ud i en præsentationsforestilling om identitet. Vi kiggede rundt på tuneserne, mens vi forsøgte at udtale deres navne. De næste dage lavede vi så mange improvisationsøvelser, at vi blev fortrolige med hinanden. Det prøvende og tøvende forsvandt, så vi kunne krydse over de kulturelle grænser, der bekræftede os i, at nok var vi forskellige, både som mennesker og kunstnere, men vi var også på mange måder ens.

På revolutionsdagen, den 23. oktober 2010, var der store optøjer. En handlende kunne ikke opnå tilladelse til at sælge grønsager fra sin bod. Til sidst blev han så desperat, at han satte ild til sig selv. Det blev startskuddet til revolutionen og til det arabiske forår, der indvarslede nye vinde i store dele af den arabiske verden. Det gav genlyd fra land til land, men det var her det startede.

Hver gang vi tog en taxa ind til Tunis, blev vi stoppet. Der var kontrolposter alle steder. Bilerne blev vinket ind til siden, og en betjent med skarpladt våben lyste ind i bilen, men effekten var tydelig, og nervøsiteten bredte sig i bilen. Tuneserne slog det hen og forsøgte at spøge med det, selv om vi så deres hjælpeløshed og angsten for at komme i systemets vold. Et system der fængslede modstanderne og kontrollerede det offentlige rum.

En af vores improvisationer mundede ud i, at en tunesiske cirkusartist skrev og fremførte en tekst om demokrati og affald. Han beskrev hvordan folk ventede på demokratiet og ønskede sig medbestemmelse og ansvar, men ikke evnede at fjerne deres eget skrald. For da præsidenten flygtede, forsvandt også ørkenræven som havde været symbol på orden og renhed, og siden havde affaldet hobet sig op overalt. Koblingen mellem det politiske og den enkeltes personlige ansvar fik tuneserne til at studse. Normalt var demokrati kun noget der blev diskuteret på et overordnet plan, så det var svært for ham at huske ordene. De smuttede hele tiden fra ham. Fordi det var nye ord. Det var noget han aldrig havde formuleret før. Det var et uberørt sprogligt område.

Jeg var omgivet af skønne, stærke og vilde kvindelige scenekunstnere - i kontrast til samfundet omkring os. De danske kvinder klagede over, at mændene hele tiden kiggede på dem. De oplevede en stor begrænsning i deres personlige frihed. En af de tunesiske dansere beskrev i en anden tekst, hvordan hun følte sig levende begravet – som kvinde. I to år havde hun arbejdet på teksten, men ikke tidligere haft modet til at læse den op. Hun beskrev det med ordene: ”Jeg har en følelse af, at det er nu eller aldrig. Det er nødvendigt at fremsige teksten. Det er nu jeg skal gøre det.”

Inde i medinaen, Tunis´ gamle bazar, bredte de små gader og stræder sig som et mylder af labyrintiske gange, der løb sammen omkring den store moske i midten. Herinde ophørte tiden. Der var røgelse, tæpper, messingting, sko, lædervarer og alskens souvenirtingeltangel. Der var kaffebarer, tecaféer, hattemagernes gade, guldhandlernes gade og alle de andre gader. Da det begyndte at mørkne lukkede de første boder, og alting blev stablet ind i de små butikker. To katte lå og sov op ad hinanden. Jeg så en sort djellaba med en fin, diskret brodering omkring kraven. Straks greb butiksejeren fat i mig og stak en vild pris ud. Jeg nævnte én, der var 10 gange mindre. Og sådan blev vi ved længe, før jeg gik derfra med min nye djellaba.

Et par stykker af os blev inviteret hjem i forbindelse med den muslimske højtid Eid. Efter morgenbønnen slagter man et får. Det er mændene i familien, der fører kniven. Jeg havde fået at vide, at hvis faren i familien bad om det, skulle jeg hjælpe til. Vi var kørt 35 km. ud mellem bjergene til en lille landsby med forfaldne huse som skuttede sig mellem bjergene. Da vi kørte ind i landsbyen passerede vi en lille plads, hvor jeg lige nåede at se to mænd stå bøjet over et får med en kniv, der glitrede i solen. Fårets strube blev blottet og blodsstrålen pulsede ud. Vi drejede ned ad en lille gyde, hvor porten stod åben ind til et nabohus. En kvinde var ved at feje det blodrøde vand ud på gaden. Overfor boede familien jeg skulle besøge. Et får stod og ventede.

I en anden øvelse skulle vi fortælle om, hvad demokrati betød for os. Flere tunesere sagde: ”Da jeg aldrig har kendt det, ved jeg ikke hvad det betyder!”, mens flere danskere sagde: ”Siden jeg er født ind i det, er det noget, der er en naturlig del af mig!” Men der var også dem, uafhængigt af nationalitet, der sagde: ” I et demokrati er det majoriteten, der bestemmer. Der er altid nogen, der bliver trynet! - og hvor demokratisk er det?” Enkelte tunesere troede slet ikke på det og mente, at det mest var ord. En kvindelig skuespiller, der også var filmproducent i Tunis, fortalte: ”Nogle af mine venner har fået en pris for en film om menneskerettigheder i Tunesien, men de er ikke i stand til at modtage den, for de er fængslet for at ytret sig om det offentligt.”

Mændene på caféen havde sat jasminblomster bag øret til minde om de to mænd fra civilgarden, der var blevet dræbt dagen forinden af terrorister nær grænsen mod Algeriet. Det samme blev nævnt af kulturcentrets kvindelige leder, Raja Ben Ammar, da vi om eftermiddagen mødtes uden for teatret, for at tale om vores forestående turné til Médenine, der ligger i landets sydligste del, grænsende op til Sahara-ørknen. Raja indledte med at sige: ”Jeg forstår godt, hvis I er bange eller bekymrede. Ingen ved, hvad der vil ske. Det er uvisse tider vi lever i. Indtil nu har der ikke været decideret angreb på udlændinge. Så I ville i så fald blive de første!” Hun lo og fortsatte: ”Médenine er per tradition et meget regeringsvenligt område, men jeres tilstedeværelse vil være af stor betydning for kunstnerne der. Som et vigtigt signal om, at der er noget der fortsætter. At kunst forbinder mennesker på trods af diktaturet. De optøjer og attentater, der har været indtil nu, har fundet sted op mod den algeriske grænse, og Médenine ligger helt ovre mod den liberiske grænse.”

Men vi kom ikke på turné, for man forventede uro og manifestationer over hele landet. Ministeriet, der havde stillet en bus til vores rådighed, ville ikke længere tage ansvaret for os, da rejsen indebar at vi skulle køre otte timer om natten ad små veje, for der var kun motorvej på den første del af strækningen. Og tog var der slet ikke.

I kulturcentret havde vi aftalt at mødes på scenen, omklædte, opvarmede og med alle rekvisitter på plads. Vi danskere var der til tiden, mens tuneserne drypvist indfandt sig, men det var som det skulle være, for vi havde endnu ikke oplevet en forestilling, der startede til tiden. Publikum blev lukket ind, mens vi stod skjult i mørket bag sidetæpperne. Vi kunne høre at de ringede tre gange ude i foyeren. Det var 15-20 minutter efter det annoncerede tidspunkt. Det var helt normalt.

CKU (Center for Kultur og Udvikling) og Efteruddannelsen under Dansk Scenekunstskole (tidligere: Statens Teaterskole) finansierede og organiserede turen. På en måde var vi moderne opdagelsesrejsende, der var rejst ud for at danne bro imellem to kulturer. Med devising (betyder egentlig: ”at skabe ting”) som improvisationsmetode skulle vi forsøge at skabe en verden sammen på scenen og vise resultatet ved en præsentationsforestilling i kulturcentret. I stedet for turnéen viste vi det for de studerende på universitets teaterafdeling i Tunis. Fra Danmark var instruktøren Charlotte Munksø, dramaturgen Miriam Frandsen og koordinatoren Kerstin Andersson med som tovholdere. Vi var en blandet skare af dansere, skuespillere, cirkusartister og performere.

”Effekten af workshoppen?” En ung tunesisk skuespiller og danser sammenfattede det: ”Det er selve kulturmødet, der interesserer mig. Alt det nye som det bringer med sig. I starten var det svært at sige hvordan det ville gå. Sproget var et handicap. Sådan virkede det først, men i stedet viste det sig at være en fordel, for når det lykkes at kommunikere sammen, er det ligegyldigt om man taler sproget. Kommunikation er så utrolig mange ting og kan antage mange former. Men hvad der er endnu mere spændende, er at se og opleve den relation der opstår. Ethvert møde med et nyt menneske er som et nyt menneskeligt projekt. Samtidig har det været sjovt, at der har været så mange kunstneriske indfaldsvinkler til det vi skulle. Det har på mange leder og kanter været et frugtbart projekt. Nærmest et menneskeligt projekt, hvor det grundliggende handler om tolerance, og om at være i stand til at rumme hinanden og vores forskelligheder.”

Vi holdt os på hotellet på selve revolutionsdagen. Tuneserne ventede forgæves på at overgangspræsidenten skulle sige noget, men kun premiereministeren kom med en udtalelse, der heller intet konkret lovede. Befolkningen ventede på en dato for det lovede valg.

Derimod blev 5-7 politimænd dræbt på revolutionsdagen, og derfor blev der udstedt tre dages landesorg. Vores gæstespil i Le Kef blev også aflyst.

Vi sad i kulturcentrets fine udendørscafé, da vi hørte dem nærme sig. Først troede jeg at det var skolebørn, der skulle i skole. Vi hørte deres råb længe inden vi kunne se dem. Det var børn, der demonstrererede mod regeringen. De råbte: ”GÅ AF! Gå AF! GÅ AF!” Det virkede surrealistisk, for det var jo bare børn. Der var slet ingen voksne. Kun disse vrede og råbende børn, der langsomt bevægede sig forbi caféen med kurs mod præsidentpaladset. En af tuneserne forklarede nøgternt: ”Ja, når de er så unge, kan politiet ikke arrestere dem, og så bliver de ikke slået!” De blev fulgt af sorte anonyme biler, der registrerede hver af deres bevægelser. De demonstrerende børn efterlod et tomrum inde i os.

Der var flere demonstranter inde i Tunis. Voksne demonstranter - foran Nationalteatret. Det var det tætteste de kunne komme på regeringsbygningen, der var afspærret med pigtråd for at forhindre sammenstimling der. Jeg blev stående lidt uden for biografen skråt overfor. Der var meget politi, men de så muntre ud. Måske fordi det statsejede tv var ved at optage… Det stod i skarp kontrast til demonstranternes vrede. Jeg vejrede stemningen, inden jeg forsvandt ind i biografmørket. Et forelsket par sad og kyssede hinanden på 5. række og forsvandt lidt efter. Udover den tykke sovende mand ved indgangen var jeg alene. Da jeg kom ud, havde manifestationerne bredt sig. På boulevardens midterrabat var der en masse fugle der holdt til i træernes kroner. Normalt kunne de næsten overdøve trafiklarmen og var ikke synlige, men nu flaksede de forvirrede hen over hovederne på den brølende folkemængde. Der blev råbt, klappet og hujet rundt om mig. Jeg begyndte at gå for at komme væk, men havde bare fornemmelsen af at folkemængden bevægede sig i samme retning. Det var det her jeg var blevet advaret imod. Hvis der var manifestationer og demonstrationer gjaldt det om at holde afstand, hvis politiet greb ind. Jeg gik til for at komme væk, men det føltes som om at de andre bare fulgte med, selv om jeg gik hurtigere. Der var vrede råb, politifolk, politibiler, knipler. Jeg satte farten op, og begyndte at småløbe for at slippe ud af mængden. Længere nede var der en stor trafikeret vej, og da jeg slap over på den anden side, havde jeg lagt mængden bag mig. Jeg satte jeg mig på en café for at få vejret. Man kunne stadig høre folkemængden som et fjernt sus. Flere mænd havde rejst sig fra cafébordene, og selv om der ikke var noget at se, blev de stående tavse. Ventende.

fredag den 8. november 2013

Anmeldelse: BODYLAND i Dansehallerne

Fotograf: Christoffer Askman

Hvor er det befriende for en gang skyld ikke bare at være omgivet af ord. Det giver mulighed for at synke ned i en helt anden sanselighed. Og så passer det alligevel ikke, for der er ord med i koreografparret Oded Graf og Yossi Bergs nye forestilling i Dansehallerne: BODYLAND. Men ordene bliver brugt anderledes. I første scene, hvor en enlig mandlig danser (og forestillingen har kun mænd på scenen) står yderst på scenen indrammet af en følgespot kun iført shorts og gummisko, gør han de forskellige ord for sine forskellige kropsdele til melodiøse ordremser, der snart væves sammen med flere ord for andre kropsdele og små sammenkædende historier, samtidig med at berøringer af de nævnte kropsdele lidt efter lidt knyttes sammen til bevægelsesmønstre, der meget vel kunne være sådan som koreografparrets koreografimønstre opstår. For der er humor i forestillingen. Fra starten af ved jeg ikke om det er tilsigtet at jeg kommer til at trække på smilebåndet, og det fortsætter ind i næste scene, hvor samme danser har grebet et sjippetov, og sjipper i takt til høj popmusik. Det er meget enkelt. Så enkelt at det slet ikke er noget, og alligevel bygger det langsomt op alt som forestillingens fem dansere en efter ind indfinder sig på scenen og sjipper med i takt. Det er faktisk dejligt at to af danserne forskudt af hinanden på et tidspunkt taber takten og ryger ud af rytmen. Jeg håber at det er tilsigtet, for det giver netop det daglige liv til scenens monotoni, der gør at det får liv og lever. De snurrende sjippetove, der afgiver en inciterende svirrende lyd, tegner samtidig små lyn og lysglimt igennem luften, der gør at denne nærmest ikke-scene afgiver noget særligt. Sin helt egen smag og en lyd. Jeg kunne blive ved med at kigge på det. Det er ikke noget. Ikke rigtigt, og alligevel fungerer det som en port, hvorigennem jeg betaget kan sidde og kigge ind. Som når man tanktomt kigger fortabt ind i et bålsteds flammer. Så dygtigt er det lavet, at jeg suges dybt ind i mig selv.

Fotograf: Christoffer Askman

Der er noget i koreografparrets formsprog, der både betager og holder mig fangen. Danserne er meget individuelle, og der er kælet for deres sceniske individualitet. For de er spændende i al deres forskellighed.

Forestillingen ligger og balancerer et sted imellem det problematiserende i vores forhold til det kropslandskab som vi uvægerligt bevæger os ind i, når vi har en krop og lader den og dens former komme i kontakt med sig selv og hinanden. Måden danserne bevæger sig rundt på er afslappet. Det er noget casuelt over denne afslappethed, for selv om det er stramt koreograferet, er det også legende. Formsproget har en lethed, og det ser ud som om danserne har det sjovt. Det virker hverken prætentiøst eller selvoptaget. Dette er en undersøgelse af kroppen. En vandring hen over kroppen. Materialet er ikke spor mystisk. Vi er alle i besiddelse af det. Det er allemandseje, og måske netop derfor også så svært at gå til, selv om det her fremstår let og ubesværet. Men koreografparrets tilgang gør det så forfriskende og klart i sit udtryk.

Fotograf: Christoffer Askman

Efter sjippescenen er det black out. Bagerst på scene glider noget luftigt knitrende og sølvglimtende frem. Er det en lang pølse? Nej, det er såmænd bare en flere meter lang fod, der lægger sig til rette bagest i venstre side. Bagefter tager to funklende og knitrende flimrende sølvposeting form som to hænder, der ender med at lægge sig til rette på foden. Der gentager de den undersøgelse som danseren i første scene indledte. Senere stiller de fem dansere sig forskudt af hinanden op på scenen og gør deres kroppe til topografiske kort, hvor de udpeger forskelige steder og benævner dem med stednavne og byer. På den måde får vi både Danmark, Israel, Palæstina, Frankrig og Tyskland bragt i spil. Igen knyttes der små anekdoter om dette og hint til de nævnte steder. Det karakteriserer meget godt forestillingen, for den er hverken alvorlig eller pjattet, men menneskelig, og det er koreografparrets fortjeneste at de får placeret denne genkendelige menneskelighed på scenen. Først og fremmest i kraft af de fem mandekroppe, der bukkes sammen og strækkes ud, og som villigt lader sig bruge som byggeklodser i en større geografisk kropspyramide. Alt sammen gjort så let og ubesværet.

Fotograf: Christoffer Askman

Kropssproget er intimt. Det er hverken udpræget mandigt eller kvindeligt, men bare menneskeligt, og er båret af den store nærhed og intimitet mellem danserne på scenen. Også en stor seksualitet, men uden at være rettet mod noget. Den er der bare som en vågen tilstedeværelse i en naturlig afsøgning af kroppens muligheder. Det ville være forkert at fremhæve nogen af danserne på bekostning af andre, for der er ingen solister. Eller også er der fem solister. Men det er tænk som en ensembleforestilling, hvor alle er med til at bygge et større kropskort op. Og sådan fungerer det også.

Fotograf: Christoffer Askman

Vi er inviteret med til en fest. Forestillingen kan ikke beskyldes for at være tynget af for meget indhold, men det, der skal til, er der - og det efterlader mig som tilskuer med en anden og ny - og væsentlig mere spændende - opfattelse af min bedste ven: kroppen.

Tak for den opfordring til at lytte efter de ting som kroppen hvisker til mig. Det har fået mig til at undres og blive mere nysgerrig efter at finde ud af hvilket kropstopografisk kort jeg selv bærer rundt på, og hvilke byer og steder, der allerede er indtegnet på den.

Fra pressemeddelelsen:

Oded Graf og Yossi Berg begyndte deres samarbejde i 2005. Siden har de optrådt, skabt forestillinger og vundet internationale priser. De udforsker konstant nye måder at anskue dans og performance på i dialog med forskellige kulturer. Inspireret af tidens strømninger udfordrer de sig selv og publikum og har ry for at skabe fysisk kraftfulde, underholdende og originale forestillinger, der rækker ud efter langt flere end det gængse dansepublikum.

PÅ OG BAG SCENEN

Idé & iscenesættelse ODED GRAF & YOSSI BERG
Performere SØREN LINDING URUP, PIERRE ENAUX, ROBIN ROHRMANN, ODED GRAF & YOSSI BERG
Musik JULIA GIERTZ

Dramaturgi CARMEN MEHNERT
Scenografi & kostumer SILLE DONS HELTOFT

Kostumeassistent CAMILLA LIND
Objektbygger ANNA BARSE

Lysdesign ANDREAS BUHL

Koreografi & iscenesættelse: Oded Graf & Yossi Berg

København, Dansehallerne 7.-16. november

Aarhus, Bora-Bora i Aarhus 11.-12. december

http://www.dansehallerne.dk/bodyland.html

http://www.youtube.com/watch?v=XF8ZBC7ji_w#t=13

fredag den 20. september 2013

Anmeldelse: ONDE ÅNDER i Skuespilhuset

”Brødrene Karamazov”, ”Idioten” og ”Raskolnikov” er de tre mest kendte Dostojevskij-romaner. Den fjerde i rækken er ”De Besatte, der siden er nyoversat med titlen ”Onde Ånder””. Enhver tid har sine oversættelser, for sproget skifter, men måske er den ”gamle” titel stadigvæk den mest præcise og mest rammende?

De omfangsrige og vidtforgrenede russiske mesterromaner burde være umulige at omsætte til teater, enten skal man gøre det meget minutiøst og præcist, og det giver dårligt teater, eller også skal man gøre det som det nu kan opleves i Skuespilhuset: frækt og pågående. Langt inde i forestillingen må man som tilskuer stadig spørge sig selv om, hvad det er vi er vidne til? Er dette virkelig Dostojevskij? Det er svært at genkende, men alligevel er det der, farligheden og det snigende. Netop det som romanerne er så gode til, er kongenialt oversat til et dynamisk og fængende teatersprog, der blæser publikum bagover i den 3½ timer lange forestilling.

Selvfølgelig er man udmattet efter forestillingen, for det er voldsomt. Voldsomt spændende. Dostojevskij bliver rigtig farlig, når vi føler at dramaet træder direkte ind fra gaden – og ligeså vel kunne foregå i dag – her. Det er det som den vilde opsætning netop understreger. Forestillingen har masser af kant og brod, mens uhyggen kommer snigende, ganske langsomt.

Endnu en gang glimrer Nicolas Bro i en bærende hovedrolle, denne gang som Piotr. Han præsenteres som konferencier i et øretæveindbydende talkshow, inden han selv træder ind i handlingen. Det handler om politik og forførelse. Folkeforførelse. Nicolas Bro har et særligt talent for at spille disse farlige og morsomt dæmoniske karakterer ligesom han gjorde i Jokum Rohdes ”Manson”, med tråd tilbage til Katrine Wiedemanns opsætning af ”Faust”. Det er samme vilde drive og energi, der præger ”Onde ånder”. Han evner at kombinere det med en slesket sødme, der er uimodståelig. Eller det vil sige... den ældre herre som ved siden af mig, sad nærmest demonstrativt med korslagte hænder og oste langt væk af at dette ikke var den tilbagelænede kongelige skuespilaften som han havde set frem til. Hans kone lod som om hun klappede bagefter, men det var bare på skrømt.

Forestillingen (og romanen) er ikke hyggelig. Det bliver Dostojevskij aldrig. Det er dødsens skræmmende, fordi vi føres helt ind i hjertet af personerne. Der er ingen forstillelse. Vi ler og lider med dem, for vi forstår dem så godt. Det udspiller sig her og nu – især i denne opsætning.

Persongalleriet er stort og vidtforgrenet og man skal holde tungen lige i munden, for at holde styr på personerne. Sådan er det også i romanen, men teatret har sine egne virkemidler og det kommer tordnende imod os. Det er en fornøjelse at blive visuelt blæst bagover. Scenografien af Christian Friedländer imponerer i et veloplagt samspil med lyssætningen af Antonio Rodrigues-Andersen, så det virker som om den gamle verden brister og forsvinder. Om den nye verden er så meget bedre, bliver stående som et åbent spørgsmål. Der spilles scenografisk med musklerne, og ikke nok med at det ser smart og fermt ud, det er samtidig den perfekte løsning på de utallige sceneskift, som den splintrede historie kræver. Instruktionen af Alexander Mørk-Eidem fører alle forestillingens elementer sammen og gør det til en så flot samlet oplevelse.

Kirsten Olesen og Henning Jensen repræsenterer den gamle rige overklasse, der bliver væltet omkuld. De har hver deres søn, og dramaet udspiller sig imellem disse to, hvis venskab bliver en farlig cocktail for omgivelserne – med dødelig udgang for de fleste. Sønnerne spilles af Jakob Cederholm og Nicolas Bro. Den første er skildret som en elegant slyngel, mens den anden er den inkarnerede ondskab selv. Det er måske nok lidt svært at forstå hvorfor stykkets øvrige personer er så fascineret af Cedergrens Stavron selv om han i sceneversionen fremstår som den bedre halvdel af Pjotr. I romanen er det ham, der er hovedpersonen, men i sceneversionen står og falder alting med Pjotr – i Nicolas Bros skikkelse. Og hvilken skikkelse. Han er stor som en vandbøffel og farlig som et krydsermissil, samtidig får han os til at glemme sin volumen, når han i frysende øjeblikket formår at fremstå så ynkværdig at vi næsten kommer til at holde af ham. Fantastisk hvad han formår med sine roller. Både hvad han får ud af rollerne og hvad roller får frem i ham.
Stavron har i de 5 års fravær fra familien giftet sig med en mentalt handicappet kvinde, Maria. Ikke nogen let rolle, men Signe Egholm Olsen spiller rollen yderst dækkende og flot.
Fedka er rendyrket psykopat, og bliver ligeså dækkende spillet af Troels Thorsen, der gør det så grumt godt at Pjotr til sammenligning kommer til at virke helt sympatisk. Men spillemæssigt er det scenerne mellem faren og sønnen, Piotr og Stepan (Nicolas Bro og Henning Jensen), der bagefter står og dirrer, fordi deres samtaler indkapsler hele forestillingens tema. Det er en kamp på verdensbilleder, hvor den gamle alt for godt ved, at han har spillet med lånte kort, og at hans tid ringer ud, for den unge repræsenterer den nye tid. At det gamle verden nødvendigvis må gå under for det nye. En skræmmende ny tid. Det handler om sammenstødet mellem den nye og den gamle verden. Og så handler det om fanatisme. Det går aldrig af mode. Se forestillingen – hvis du tør!