SANDKIND og HVEM BESTEMMER? er to forestillinger, der på hver
sin måde tager os med ind i ukendt land. Den ene er for de 3-8 årige af Teater
Hund & Co. i Krudttønden, mens den anden er et voksenritual eller en meditation, hvor
forskellige kunstneriske genrer befrugter hinanden og publikum i Skuespilhuset.
Begge skabt i et forsøg på at give os mulighed for at møde os selv og hinanden på
en ny og overraskende måde, og begge lykkedes i deres bestræbelser på at sætte
noget fri i mødet med det ukendte. I mødet med sand og leg - og ikke mindst i
mødet med os selv og det, der omgiver os.
Hvad betyder det at lege?
Hvad er det vi gør, når vi byder op til leg, dans og hygge?
Vi inviterer, men måske bestemmer vi også?
Vi lader som om vi inviterer andre med ind i en leg, men måske har vi allerede bestemt det hele, så den inviterede egentlig bare skal klappe af vores gode påfund. Men hvordan leger man på lige fod?
Det er slet ikke så enkelt. Måske er det underbevidstheden, der allerede har bestemt det hele. Hvad sker der, når det ikke lykkes – og hvad gør vi galt, når vi går galt i byen?
I Methe Bendix´ HVEM BESTEMMER? er det Malik Grosos og Jesper Bruun, der bliver placeret i et rum sammen ”til pasning”. Den ene spørger den anden: ”Skal du også passes?” Sproget er skønt, når det på denne absurde måde med sin passive tiltaleform, får sagt en masse, uden at sige noget – og alligevel siger det hele: ”Skal du også passes?” Det lyder som en anbringelse på et pakkedepot.
I starten har legen trange kår for de to på scene. For den
ene vil ikke dele sin leg med den anden. Hvad er det egentlig, som sker? Det hele
sker helt af sig selv, og det kan være svært at opfange de små signaler, for
hurtigt er det noget, der bliver dømt inde, mens noget andet dømmes ude. Godt
nok er det en børneforestilling for de 3-8-årige, men det er det samme, der
udspiller sig imellem os i alle aldre. Vi kigger hinanden ud, og på et
splitsekund, har vi bestemt, hvor skabet skal stå.
.jpg)
Men de kloge noterer sig måske, at pludselig er legen ikke sjov
mere, når det ikke er noget, vi er fælles om. Hvis det straks bliver en konkurrence, er vi allerede ude på et sidespor. Sammen kan vi meget mere end vi nogensinde kan hver
især. Det er det HVEM BESTEMMER? demonstrerer på fineste vis.
Forestillingen er oprindelig fra 2017, men i den nye
version har det kunstneriske hold haft frie rammer. Ide og manuskript er af
Methe Bendix. Laila Skjerning har været dramaturg. Forestillingen er båret af friskt
og kækt humør, og er instrueret af Sofie Christiansen, der har en god rytmisk
fornemmelse for at fange og fastholde de øjeblikke, hvor legen griber fat i os
og bringer os helt nye og anderledes steder hen. Scenografien, af Julie Kyhl, er
spændende og finurlig med alle de enkeltdele, der sat sammen på rette vis, giver
afsæt for leg og samarbejde mellem de to på scenen. Ikke mindst i de scenografiske
kuglebaner bygget af Rasmus Tjelle Finsen. Lydsporet komponeret af Thomas
Dinesen leger sprælsk med. Det oprindelig lysdesign er af Jon Gelting, mens det
i den nye version er af Nicolas Valet, der også er tekniker på forestillingen. Men
først og fremmest er det de to skuespillere, Jesper Bruun og Malik Grosos, der
gør os forelskede i legen og alt det vi kan med den, hvis vi gør den til et
fællesleg – og det er altid det sjoveste. Deres glæde og samspil er
smittende. Det er en fornøjelse at opleve.
Pudsigt nok var det teatrets geninvitation, der fik lokket
mig af huse, for ud fra det tilhørende pressemateriale syntes jeg, at
forestillingen lød ”for rigtig” og for pædagogisk. Med andre ord politisk
korrekt. Så umiddelbart var jeg ikke varm på at se den. Men teatrets øvrige forestillinger
har været så spændende, at jeg lod mig lokke – og det glædede jeg mig over
bagefter.
Så lad forestillingens glæde smitte, der er masser af leg og
underbygget alvor i denne lille perle af en forestilling, hvor der bliver sagt
meget lidt, men til gengæld bliver der leget og eksperimenteret til den store
guldmedalje – og det er skønt at opleve og lade sig inspirere af.
Men hvad betyder det at lege? Det er svært a sige. Måske ”bare”
at fange øjeblikket og give sig hen til det i en leg sammen med andre – og det
er næppe noget, der kun gælder for de 3-8-årige.
Ét minut før forestillingen begynder på Skuespilhusets Lille
Scene, indleder Tora Balslev, der er koreograf og performer, med at introducere
det vi skal opleve og måske også skabe sammen med hende. Vi er inviterede til
en meditation om menneske og sand. Sammen skal vi hælde sand ud på scenen,
hvorefter Tora Balslev skal performe det, vi skal opleve. Det handler om sand og
om menneske - og hvordan de to forholder sig til hinanden.
Inde i salen bliver de, der vil hjælpe med at hælde sand ud på scenen, bedt om at sætte sig på første række, mens resten får mulighed for at sætte sig på de to øvrige rækker. Vi er et halvt hundrede mennesker. Midt ud for stoleopstillingen er der placeret 8 metalbøtter, der viser sig at indeholde sand.
Efter en introduktion, hvor Tora Balslev fortæller om sandets
betydning for os og den verden vi lever i, inviterer hun forreste række til at
komme op og placere sig bag hver sin metalbøtte med sand, hvorefter
sandet bliver hældt ud i en cirkel midt på scenen. Cirklen er skarpt oplyst af en spotlampe, der spreder mørket ved at danne en cirkel på gulvet. Faktisk er det to
cirkler inde i hinanden.
Mens metalbøtterne tømmes, en efter en, er der en meditativ tysthed i rummet, hvor vi er lukket inde med lyden af sandet, der glider fra bøtterne og ned i den voksende sandbunke på gulvet. Bagefter bliver de medhjælpende publikummer bedt om igen at indtage deres pladser. Tora Balslev forsvinder bag os, for et øjeblik efter at vende tilbage helt afklædt.
.jpeg)
Det sker så langsomt, at det virker voldsomt, da hun senere glider ned på gulvet og lader sig glide hen mod sandet.
Hendes krop er vendt væk fra sandet, men den ene arm og hånd søger hen mod
sandet, senere er der en finger, der rører ved sandet. Kroppen bevæger sig
uendelig langsomt længere ind mod sandet, før den glider igennem og
lader kroppen følge med, for bagefter at skubbe sandet ud til siden og lade sig
omslutte af sand.
Den nøgne krop, huden og sandet. Vi er vidne til et ritual,
en ceremoni, hvor tiden er stoppet, og vi er overladt til os selv og hinanden –
og til det, der ganske langsomt udspiller sig i vor midte. Det vi oplever, er ikke en forestilling, men mere et fælles
forløb, hvor vi som publikum ikke er med som tilskuere, men selv indgår i skabelsen.
Tin Soheilis musik ligger som en dronelyd under hele
seancen. Det er mere et lydtæppe end egentlig musik. Det er lange
dvælende lyde, der kæder sig sammen til musik. Det holder vores
koncentration fangen, og sammen med lyset af Martin Danielsen skaber det en
ubrydelig koncentration omkring os.
Komponisten, Tin Soheili, fortalte bagefter mere om det: "Lydsiden er komponeret af optagelser fra planeter i vores solsystem, og den ender med solen, der dunker i baggrunden. På en sær måde så lyder deres stille rotation i rummet, trods det vakuum de befinder sig i, som rislende sand."
Dog var min sidemand i en svær situation, for fortryllelsen
virkede ikke på ham. Han kørte nervøst rundt på stolen, kastede sig skiftevist frem og
tilbage. Hviskede til sin ledsager, mens han kiggede på uret.
Seancen var tydeligvis mere, end hvad han kunne kapere.
På en mærkelig måde bliver min oplevelse større, samtidig med at hans irritation vokser. Det er som om at det helt standser mit åndedræt og får mig til at glide frem på stolen for at komme nærmere på det, vi er fælles om i vor midte. Ja, min sidemand er tydeligvis ikke med på de bølgelængder, men det synes bare at forstærke koncentrationen for alle øvrige. Hele salen er bomstille, og man kan ikke engang høre, at der er nogen, der trækker vejret eller flytter sig. Er der overhovedet andre i salen end performeren? Det fornemmes, at vi måske hver især kun er omgivet af sand og mystik. Alt andet er ophørt med at eksistere. På en måde glider vi med ind i sandet. Skellet mellem krop og sand ophører. Vi bliver selv til sand. Måske forstår vi endda noget om, hvad der omgiver os. Vi har i hvert fald en unik mulighed for at stige af den fart, der omgiver os i det daglige. Vi har tilbuddet om at træde ind i den mytologiske verden uden for tid og rum. Det er meget enkelt, men også meget anmassende og påtrængende, hvis man ikke følger med, sådan som min sidekammerat tydeligvis ikke formår eller har lyst til..
Som eftertanke kan det måske stille os spørgsmål om, hvad
kultur er? Hvorfor opleves det så kedsommeligt for min sidemand. Han
kiggede på sit ur og længtes tydeligvis efter at komme ud, mens vi andre fik mulighed for at opleve det samme i
løbet af seancen. I mødet med sandet kunne vi møde os selv, hvis vi ellers
turde tage udfordringen på os og give slip. Tør vi det? Tør vi træde med ind i
en stillesiddende dans med sandet. Lade det skylle ind over os og gå i ét med
det. Det kræver et sådant ritual.
Da jeg bagefter dalede ned på en stol ude i foyeren sammen
med min ledsager, havde vi svært ved at sætte ord på det, vi havde oplevet. Performancen var en port, vi var gået
igennem. En mulighed. Måske endda en leg. I hvert fald var det en invitation
til et møde med sandet – og os selv.
Det er det, der er forskellen på en forestilling/performance og et ritual. I det første er der nogen, der optræder for et publikum, men i et ritual er det noget vi deler med hinanden. Derfor vil det heller ikke være fair at anmelde det som en forestilling/performance, for der er ikke længere nogen, der optræder for et publikum, men snarere er det noget, vi gør og skaber sammen. Noget vi gennemlever og udforsker sammen. På den baggrund, giver det fin mening, at seancen indgår i K:Select, der er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.
Personligt nød jeg at være bragt ud af betragterens rolle og
træde ind i et fælles ritual. Eller i en meditation, sådan som Tora Balslev benævnte det
i starten.
Betina Birkjær, der selv er forfatter, dramatiker og scenekunstner/performer har været dramaturg på SANDKIND. Antoinette Helbing, der er danser og koreograf, har været koreografisk konsulent. Daily Fiction, der er en scenekunstforening i Det Frie Felt, står bag SANDKIND, der er produceret af prfm -produktion og formidling af scenekunst.
SANDKIND
2020:
*
Se oversigten over de
*
