Hanne Svennevigs pensel er en naturkraft. Den drager som en istid gennem landskaber og efterlader korridorer af materialeaflejringer og krakeleringer, der løber som nydannede bjergkæder over lærredet, for slet ikke at tale om åbninger til lag af det, der ikke før var synligt. Vi ser fysisk lagene, der til tider pastost befinder sig ude i vores eget rum. Det er skabelse som begyndelse og handling.
En verden af tilsynekomster og aflejringer former sig foran os. Nogle endog tilsynekomster af menneskeformer. Men netop som vi tror at kunne begribe og måske ligefrem gribe efter det, som kommer til på et lærred, nægtes vi adgang. Det lukker sig for os og afslører sig aldrig.
Skabelsen viser sig at have den modsatte handling i sig. Lærredernes tilsynekomster er også deres tilsløring. Rækker af menneskeformer forbliver uhåndgribelige trods deres fysiske nærvær. De giver sig til kende, men det er ikke os, der bestemmer mødet.
Menneskeformerne er ikke påtrængende. De forbliver i deres verden. Vi derimod drages efter svar. Vi vil dem nærmere og vide, hvem de er, og hvad de rummer. Jo mere vi insisterer, desto mindre forstår vi - til vi forstår, at vi har grebet den opgave, de har givet os, helt forkert an.
Lad os gå til filosoffen Morse Peckham og hans bog Man's Rage for Chaos fra 1967, der er blevet en bibel for multikunstneren Brian Eno. Peckham erklærede, at "The distinguishing attribution of the artist's role is to create occasions for the disorientation, and of the perceiver's role to experience it”. Det er med andre ord kunstnerens rolle er at skabe desorientering, mens det er beskuerens rolle at opleve den.
Kaos er frihed, ifølge Peckham, og frihed bliver håndgribelig gennem forhindringer. Kunsten er derfor vores chance for at blive udfordret og at udvide vores evne til at tænke større. Når vi giver slip på kontrol og orden, kan vi lade verden ske og skabe stadig nye utopier af de idéer, som opstår.
Som beskuere opdager vi, at det egentlige ligger i at være søgende. Vi ser, at skabelsen aldrig tager endelig form. Kunst er begyndelser, ligesom vi som mennesker selv er begyndelser, der aldrig finder vores endelige form. Hanne Svennevigs lærreder forbliver søgende og spørgende former, der fortæller os, at også vi skal forblive søgende.
Vi
vokser som mennesker, når vi lærer ikke at kræve svar.
*
Hanne
Svennevig (1944),
udstiller 16 værker på den kommende Gammelfestival. Hun er autodidakt og
begyndte at male efter den første rejse til den yderste ø, Røst, i Lofoten. Det
var kærlighed ved første blik. Derefter mange rejser til Svalbard, Færøerne,
Island og Grønland. Et ophold på en fangststation på Svalbard blev en
uforglemmelig oplevelse. To kunstnere, gamle i faget, blev ved deres generøse
vejledning af største betydning. Det begyndte med rivefigurer i papir,
fortsatte med akvarel og acrylmaling, pastelkridt og collager. Udstillinger:
USA, Svalbard, København, Tuse Næs, Luxembourg – og nu også på den 3.
Gammelfestival i De Gamles By fra den 24. - 27. oktober 2025.
Dagbogsnotat:
” – stod i minus 25-30 grader med papir og akvarelfarver, geværet ved siden af,
lidt uden for den lille forskningsstation, hvor jeg var bevilget ophold i
Kunstnerhytta, på Svalbard, med de majestætiske Tre Kronar fjelde og den
prægtige Kongsfjordbræ bag mig, og akvarelfarven frøs til små krystaller, der
efterlod skitsen med en gnubret overflade, som jeg blev så glad for, at den i
varierende former findes i mange af mine malerier.”
Om Louise Christine Larsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar