Viser opslag med etiketten Palæstina. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Palæstina. Vis alle opslag

lørdag den 6. april 2024

Pia Sigmund: "Fortæl en historie!"

 


"Jeg har gået mange veje i løbet af mit liv. En af dem er fortællingens vej. Den giver så megen glæde. Mundtlig fortælling er den måde, mennesker på enklest mulig vis kan mødes på og skabe fællesskaber på. Mundtlig fortælling kan skabe opmærksomhed, forståelse og empati.




Husker du din skoletid? Husker du en lærer, der fortalte historier? Min dansk- og religionslærer, hr. Bjørnvig, fortalte historier, så alle vi 36 unger i klassen på Holsteinsgades skole glemte tid og sted. Vi rejste med ham og Niels Holgersen gennem Sverige, vi rejste med ham til fjerne østlige riger, hvor David og Josef og Benjamin blev vores gode venner, vi fulgte med ham ind i myter og folkeeventyr. Vi kunne så tydeligt se alle stederne for os. Vi levede os ind i alle disse forskellige måder at være menneske på.




De seneste 25 år har jeg fortalt historier mange steder, for små og for store. En dag blev jeg inviteret til at fortælle nordiske sagn på en skole på Nørrebro. Eleverne sad på række og rad i et stort lokale. Det vil sige … mellem cirka hver tredje elev sad en voksen. Skoleinspektøren fortalte mig, at det var meget urolige elever. Han kiggede bekymret på mig. Jeg gik i gang med at fortælle om Tor og hans venner, og der var ikke gået mange sekunder, før alles øjne fulgte mig, og jeg kunne mærke opmærksomheden og lydhørheden i rummet. Der var slet ikke brug for de mange voksne. Jeg har også fortalt for tosprogede småbørn næsten uden sprog. De allerfleste af dem bliver alligevel hurtigt grebet af fortællingen. Måske er det rytmen i sproget, måske fanger børnene nogle ord og sætninger og danner deres egen historie ud af dem. I al fald er jeg gang på gang blevet slået af, hvad fortællingen kan.




Som fortæller – og gammel folkeskolelærer – er jeg overbevist om, at danske børn trænger til at lytte til historier i skolen, og at de trænger til også selv at lære at udtrykke sig mundtligt. Skolen har alt for længe været for skriftlig og for baseret på passiviserende og ensidige skærme og portaler. Når vi fortæller, skærper det opmærksomheden og koncentrationen; de, der lytter, tænker med og danner sig deres egne billeder og tanker, og der opstår et fællesskab omkring historien. Vi får en fælles historie.

Jeg har samlet – hovedsagelig – international viden og dokumentation for, hvad der sker, når børn (og voksne) lytter til en fortælling. Læs korte omtaler af de vigtigste artikler på Fortællere i Danmarks (FIDAs) hjemmeside her.


Foto: Tina Lindop 
(fra KÆRLIGHED, Festival om drømme og fællesskab, 2023)

Vi har ikke megen dokumentation for mundtlighedens gode sider fra Danmark. Derfor har FIDA taget initiativ til et pilotprojekt ”Svendborg som fortællende kommune”, der netop er vel overstået og dokumenteret i en rapport fra Syddansk Universitet, ”Fortællinger i grundskolen”, 2024. Børnene på tre skoler i kommunen har lyttet til masser af historier af fortællere fra Svendborg Fortællekreds, fire måneder i vinteren 23-24, og en studerende fulgte dem. Rapporten er entydigt positiv. Eleverne har koncentreret sig og indlevet sig i fortællingerne, og de har vist stor nysgerrighed og spørgelyst efter fortællingerne. Næsten alle fortællinger blev fulgt op af en god dialog mellem eleverne og fortælleren. Det ser ud til, at klassens læringsrum og elevernes engagement og indlevelse kan udvides med fortælling, og det lægger op til at bruge mundtlig fortælling også i undervisning i fagene. Vi arbejder på at blive en del af undervisningen i folkeskolen.

Vi kan måske hjælpe nogle børn og unge til bedre trivsel med at skabe det rum af koncentration og lydhørhed, som en god fortælling lægger op til. Vi tror på, at mundtlighed, både lærernes og elevernes og indbygget i de fleste fag kan bidrage til at løse en del af den krise, som folkeskolen er i lige nu. Måske kan vi være med til at løse skolens trivselskrise indefra og nedefra med et enkelt greb – fortæl en historie!"

Pia Sigmund, marts 2024



OM PIA SIGMUND

Hør podcasten, "Det er sådan et liv skal ende!" (2018):

Pia Sigmund fortæller om, hvordan historie og historier har været styrende i hendes 84-årige liv. Som lærer mærkede hun behovet for nye historieundervisningsbøger. Efter at have skrevet 11 bøger i serien af fortællinger om børn op igennem Danmarkshistorien (illustreret af Charlotte Clante), og efter universitetsstudier i det mellemøstlige fulgte bøger med fortællinger fra alverdens lande i serien "Historiebazaren". Som fortæller fandt Pia endnu en platform, hvor hun kunne kombinere de ting hun havde beskæftiget sig med gennem et helt liv - og i mødet med Venligboerne faldt det endnu mere på plads.

Hør podcasten fra 2018 i forbindelse med festivalen Billeder af liv.

Læs også Pia Sigmunds Reportage fra Palæstina fra 2023, 

der indgik i sidste års festival om Kærlighed.


 *



Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen.

*


søndag den 28. maj 2023

Pia Sigmund: REPORTAGE FRA PALÆSTINA


Forfatter og historiefortæller Pia Sigmund har i en række FB-opslag rapporteret fra en rundrejse i Palæstina. Hun har kaldt opslagene: 

Go Home and Tell 1-10. 

Læs hendes sammenfattende rejseberetning, der er sidste del af den første af to digitale festivalserie: ET ANDET BLIK. I begyndelsen af juni 2023 præsenteres den anden og sidste serie: ALVERDENS KÆRLIGHED.


Foto: Pia Sigmund.

Pia Sigmund skriver:

Tak Michael, det tema er jeg glad for! Lad os kaste ET ANDET BLIK, et positivt blik på strømmen af nyheder i stedet for at fokusere på sensationer og ulykker.


Foto: Pia Sigmund.

Er der noget sted på jorden, der fortjener ET ANDET BLIK, må det være Palæstina. Mediernes blik på Palæstina er 100% dårligt – optøjer, stenkast og raketter i en lind strøm – er det virkelig alt, der er at sige om det land? Fra mit besøg i Palæstina i 2010 husker jeg smukke landskaber, gode møder med spændende mennesker og en ældgammel historie. Jeg følte mig ganske tryg, selv når jeg færdedes alene. Men da jeg vendte hjem til Danmark, spurgte flere mig: Hvor turde du dog rejse til Palæstina? Jeg kunne mærke, at ingen havde tiltro til mit positive svar, og jeg begyndte at tænke: Kommer der noget godt ud at koncentrere sig om de dårlige nyheder? Gør det noget godt for forholdet mellem Palæstina og Israel? Gør det noget godt for os som mennesker?


Foto: Rune Sostack Clausen.

I mange år har jeg tænkt: Der må være andet og mere end det billede, som nyhederne tegner. Derfor rejste jeg til Palæstina her i marts 2023 for at (gen)finde de gode historier. Jeg mødte en lang række palæstinensere og NGO´er, der arbejder for at løfte deres medmennesker og deres land ud af de trange vilkår, der bydes. Med et gevaldigt overskud og en vidunderlig positiv og konstruktiv tilgang til livet, giver de lige præcis det lille skub, der skal til, for at unge går i gang med og fastholder en uddannelse, for at give befolkningen håb og mod til at turde drømme om en god fremtid, og til at finde og styrke kunstnere, der skaber original palæstinensisk kunst og kultur.


Foto: Pia Sigmund.

De sagde alle: GO HOME AND TELL! Og det er det, jeg prøver at gøre nu: Råbe op om, at vi skal fokusere på de mange gode historier, der gemmer sig under et lag af dårlige nyheder.


Foto: Pia Sigmund.

Det kunne være Mitri Raheb, en karismatisk (protestantisk) præst, der har opbygget et universitet i Bethlehem, Dar al-Kalima, hvor unge med både kristen og muslimsk baggrund kan uddanne sig til erhverv, der er behov for i Palæstina. I øjeblikket opføres en ny stor afdeling af universitetet, hvor de unge kan uddanne sig inden for bæredygtig kulturturisme og dermed bidrage til vækst i den lokale økonomi. Ved siden af deres hovedfag får alle studerende mulighed for at tage et kursus i iværksætteri og virksomhedsledelse. Et andet fokus er på scenekunst, billedkunst og kulturarv. Universitetet tror på kunstens betydning for at øge den kulturelle og sociale bevidsthed og udvikle et levende og aktivt civilsamfund. Fremfor alt vil Dar al-Kalima-universitetet give de unge håb for en positiv fremtid. Mitri Raheb har  skrevet en lang række bøger, der giver os en forståelse af livet og forholdene i Palæstina. Nogle af dem er oversat til dansk. Jeg mødte Mitri i 2010, men i år var han selv på rejse, indbudt af paven i Rom, og der var ikke mulighed for et møde.


Foto: Pia Sigmund.

Det kunne være Sonia Nimr, forsker og forfatter fra Ramallah. Hun underviser i kulturstudier på universitetet i Birzeit. Hun bruger litteraturen til at give palæstinensiske børn og unge håb og mod på fremtiden. Jeg læste (det meste af) hendes bog ”Wondrous Journeys to Strange Lands” på flyet hjem mod Danmark, og det gik ikke stille af sig. Jeg måtte tit le højt, og tit var handlingen så vild og morsom, at jeg blev nødt til at fortælle de nærmeste flypassagerer om, hvad der nu skete med den unge kvindelige hovedperson. Sonia Nimr har modelleret sin bog over en række gamle eventyr (med mandlige hovedpersoner). Hun kan godt lide denne litterære form, for i eventyrets verden ved man, at heltinden/helten skal gå så grueligt meget igennem, men at der altid er håb forude, for historien skal ende godt. I øvrigt udkommer bogen på dansk i år.


Foto: Pia Sigmund.


Det kunne være Palestine Marathon med undertitlen Freedom of Movement, et årligt, internationalt maratonløb, der starter på Fødselskirkens Plads midt i Bethlehem. Heldigvis er der flere distancer, helt ned til 5 kilometers gang, som jeg holdt mig til, da jeg deltog den 10. marts i år. Løbet handler om at fortælle en anden historie om Palæstina og at øge international viden om palæstinensisk kultur, gæstfrihed og liv – og selvfølgelig også om den negative side, palæstinensernes manglende bevægelsesfrihed, der er en overtrædelse af menneskerettighederne. Men fremfor alt er løbet en kæmpe folkefest, der viser, at palæstinenserne gerne vil og kan bevæge sig. I øvrigt er det to unge danske kvinder, der i samarbejde med nogle palæstinensere arrangerede det første løb i 2013, men det hele er for længst på palæstinensiske hænder.



Om Pia Sigmund:

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. I Drømme og visioner i 2014 optrådte jeg sammen med den afghanske forfatter Taiba Sohaila. Taiba var flygtning fra Afghanistan og poet. Jeg hjalp hende med at skrive bogen Silkevejen. I Med og uden smykker i 2016 optrådte jeg sammen med illustratoren Charlotte Clante, der tegnede til alle 11 bøger i min serie Børn i Danmarks Historie. Hovedpersonen i en af bøgerne, Erdogan Adanir, var også med den dag (se filmklip). I bogen Billeder af liv fra 2018 lavede Michael en interview med mig (hør podcast, læs uddrag) og på festivalen optrådte jeg sammen med Alaa Abdol-Hamid. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa opbygget indsatsen 2 Timer om Ugen, hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. Nu i 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til Et andet blik, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige.


Foto: Pia Sigmund.

Jeg er historiker og fortæller og har et stort hjerte for børnene og for mennesker, der ufrivilligt må forlade deres land – og for at finde og fortælle gode, positive historier." Pia Sigmund

 


Mød Pia Sigmund på den kommende festival

torsdag den 10. august 2023 kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro,

hvor hun fortæller mere om rejsen til Palæstina.


Foto: Rune Sostack Clausen.

Læs de øvrige opslag i serien

ET ANDET BLIK

*