Anmeldelse: NATTERGALEN på Takkelloftet

Fotograf: Søren Meisner

Dobbeltforestilling af Dansk Danseteater

Et forudgående 3 års arbejdsforløb resulterede i de to værker med udgangspunkt i henholdsvis HC.Andersens ”Nattergalen” (1843) og Oscar Wildes ”Nattergalen og Rosen” (1888). Dansk Danseteaters nye leder, Pontus Lidberg, der tog over efter Tim Rushton, gav opgaven til koreograferne Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira. Det er der kommet to spændende værker ud af. Kloberg har forholdt sig til HC.Andersens ”Nattergalen”, mens Pereira har ladet sig inspirere af både Andersen og Wilde.

Sebastian Kloberg

I den første og længste, af Kloberg, er der 7 dansere på den ellers tomme scene på Takkelloftet. Bagest står scenografien af den dansk/ukrainske kunstner Sergei Sviatchenko, der i råt udskårne træplader illuderer abstrakte træer og roser, som kan køres frem og tilbage på scenen – og også bliver det. Ikke mindst i den sidste af de to værker. Den meget enkle scenografi er mere kunstnerisk end køn, men passer fint sammen med musikken af Den Sorte Skole, der opførtes live til Københavnerpremieren. Og hvilken musik! Samplede lyduniverser kastedes imod hinanden, smeltede sammen for straks efter igen at forvandles til noget fin og sart. Det gav danserne et stort, kraftfyldt, men også inderligt afsæt for at udfolde sig i de to nye værker.

Sergei Sviatchenko

HC.Andersens ”Nattergalen” handler, ligesom hans kortere historie ”Klokken”, om det ægte sat overfor det kunstige. Scenisk blev det i den første ballet visualiseret ved kejseren omgivet af sine underdanige hoffolk, der konstant affnuggede hinanden og ikke mindst kejseren med røde affnugningsbørster, der som kulørte pletter flyttede sig rundt i det ellers sort/hvide sceneunivers. Deres gentagne manøvrer blev til en lidt trættende gimmick. Til gengæld var den lange pas de deux mellem kejseren (Lukas Hartvig-Møller) og nattergalen (Elin Andersen) vidunderlig smuk, langstrakt og indtagende. I den efterfølgende scene havde hoffolkene fanget nattergalen ind, og fastgjort stramme sorte bånd, så den blev til en marionetdukke, der styredes af hoffolkene. Den indfangne nattergal blev derved til den mekaniske nattergal i buret. Altså historien om friheden, der bliver sat i bur og mister sin glød og sin frie sang.

Dansk Danseteaters dansere er dejligt individuelle. De er alle forskellige. Den smukke, lidt androgynt-udseende kejser var mindst 1½ hoved højere end de tre kvindelige dansere, og kom dermed til at understrege det ophøjede og kejserlige.

Alessandro Sousa Pereira

Efter pausen kom scenografien først rigtigt i spil og også med en meget større farvepalet i det kun halvt så lange værk af brasilianske Alessandro Sousa Pereira. På mange måder havde værket et mere glidende, gennemstrømmende kropsligt udtryk. I hvert fald følte jeg mig meget hurtigere fanget ind, for jeg var med fra den første bevægelse af. Det var også her, at musikken i endnu højere grad intensiveredes, for til sidst at kulminere i en næsten ulidelig, men også frisættende eksplosion. Samtidig med at de tre dansere rykkede helt frem på forscenen, og derved nærmest kastede eksplosionen ud over publikum.  

Det var et værk, der handlede om opofrelse, om at vie sit liv til kunsten eller kærligheden, men med fare for at miste sig selv. Om dedikation og forførelse. Jeg lod mig gladelig forføre.

Fotograf: Raphael Frisenvænge Solholm

NATTERGALEN

Det Kgl. Teater, Operaens Takkelloft

21.1.-1.2.2020

21., 22., 23., 24. kl. 20 & d. 25. jan. kl. 17 & 20,

31. jan. kl. 20 og 1. feb.kl. 17 & 20

Varighed: 80 minutter

*

Koreografi: 

Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira
Dansere: Dansk Danseteaters dansere:

Maxim-Jo Beck McGosh, Emily Nicolaou, Milou Nuyens, Lucas M. Threefoot, Taner Van Kuren, Bradley Waller,  Elena Peschechera, Joe George, Lukas Hartvig-Møller, Jessica Lyall, Merete Hersvik, Edward Pearce, Elin Anderson

Scenograf: Sergei Sviatchenko
Kostumer: Sergei Sviatchenko og Maria Ipsen
Musik: Den Sorte Skole
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Dramaturg: 

Amanda Linnea Ginman og Sosha Teperowska

Sponsorer: Expopartner, Nørhaven A/S og AN IVY.

*

DetKongelige Teater & billetter

Dansk Danseteater & billetter

Trailer

*

FAKTA
Urpremiere: Musikhuset Aarhus/ 17. januar 2020 kl. 20.00
Spilleperiode: Takkelloftet, Det Kgl. Teater / 21.-25. jan./ 31. jan. 2020
DK- turné fra d. 1. februar - 6. marts 2020

Der vil være gratis introduktioner til forestillingen

30 minutter før forestillingsstart på både Takkelloftet og turneen.

*

Anmeldelse: DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE på Takkelloftet

 

Foto: Thomas Petri

Diktatoren i Mériam Bousselmis tunesiske monolog "Det som diktatoren ikke sagde" er i eksil, hvorfra han fortæller om, hvem ham virkelig er. Eller hvem vi tror at han er. Eller hvem han tror at vi er, siden vi opfatter ham sådan. Det er på en gang en meget enkel og meget kompliceret historie med tydelig adresse – også til os, et vestligt publikum, diktatorer er ikke bare noget, der findes langt væk i Mellemøsten, for forestillingens pointe er, at vi vælger om vi enten styrer eller lader os styre.

Holland House og Jacob F. Schokking har som altid et stærkt og fejende flot scenografisk greb om fortællingen. Når det fungerer så godt, som det gør her, er det en visuel betagende oplevelse. Faren er altid at teknikken/maskinparken tager over og skuespilleren reduceres til marionet i en teknisk spidsfindig masterplan. Det kræver en kompetent og stålsat skuespiller som Joen Bille for at sikre balancegangen. Joen Bille er alene på scenen i 5 kvarter. Hans integritet og sceniske nærvær skærer igennem en tekst der skiftevis kærtegner og sparker.

 

Foto: Thomas Petri

Det er fabulerende og visionært stærkt revolutionsteater, der rækker ud efter publikum i sin direkte henvendelse, men det er ikke en tekst der flytter sig. Det er både en svaghed og en styrke, for det er teater som Speakers Corner, men kan man lide at blive fastholdt, klemt op i et hjørne og få sat stolen for døren i en krævende og intelligent opsætning, er det den rette forestilling. For det er både tankevækkende og pågående teater om alle diktatorer - også om dem inde i os selv.

Joen Bille kan fremsige en tekst så det er en fryd. Allerede fra åbningsreplikken: ”Vær nu ikke for ivrige efter at få mig til at sige noget.” kan man høre, hvilken sproglig og velintoneret oplevelse det bliver. Han er velvalgt som ”den svage stærke mand”, han er ikke bare diktator, men også menneske. Ikke hverdagsmenneske, for han er et undtagelsesmenneske, et uhyrligt menneske, men fremstilles nuanceret og det gør ham interessant.

 

Foto: Thomas Petri

 

Dramatikerens egen fransksprogede speak åbner og lukker forestillingen, og placerer den i en nødvendig sammenhæng med ordene: ”Han vil bekæmpe alle sine løgne, selv om alle tilhørerne vil flygte fra teatersalen.” Men diktatoren er ikke til at blive klog på, for han er udspekuleret og snu, og ved udmærket godt at uanset hvad han siger, vil vi ikke tro på ham. Vi er først og fremmest kommet for at dømme ham. Men det er han vant til. Efter 23 år som enehersker er han vant til det.

Det arabiske forår spredte sig fra Tunesien og videre ud til resten af Mellemøsten i 2010-11. Selv var jeg på årsdagen for oprøret i Tunesien med på et teaterprojekt om identitet i kulturhuset i Karthago i 2013, tæt på stedet hvor det hele begyndte. Vi var der, mens uroligheder igen brød ud. Børn demonstrerede i gaderne, for de var for unge til at blive fængslet. De passerede stedet hvor vi øvede, og fortsatte videre ud mod præsidentpaladset, efterfulgt af efterretningstjenestens sorte biler med mørktonede ruder. Teksten mindede mig om det, men også om hvor stor længslen efter frihed og medindflydelse kan vokse sig i et folk, der har ventet så længe. Oplev Joen Bille i en stærk præstation som den sidste diktator på Takkelloftet.

 

Foto: Thomas Petri

     DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE  
(”Ce que le dictateur ne pas dit”)

                                         Gæstespil af Holland House på Takkelloftet, operaens intimscene 

fra den 6. - 17. december 2016

Tekst: Mériam Bousselmi
Medvirkende. Joen Bille
Iscenesættelse & scenografi: Jacob F. Schokking
Oversættelse: Per Aage Brandt
Bearbejdning: Jon Bille & Jacob F. Schokking
Komponist: Gert Sørensen
Lysgraffiti: Wael Toubaji
Lysdesign: Malte Hauge
Tonemester & lyddesign; Troels Bech
Scenemester & dekorationsbygger: Søren Romer
Instruktørassistent: Rebecca Victoria Lund Olsen
Videoproduktion: Alexander Fog
Producent: Traudi Palsbøll
 

 Læs mere på Det kongelige Teaters hjemmeside.

Læs mere på Holland Houses hjemmeside.

Se interview med Jacob F. Schokking & Mériam Bousselmi

Særarrangement "Taletid til teatervisioner"
Artist talk efter forestillingen 14. december 2016.
Arrangementet begynder kl. 21, er gratis og varer ca. 50 minutter.