Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN - 2023

Eva, Nynne og Lea. 

Hør om hvordan det er gået 

med deres fælles vandreudstilling, 

der har været rundt siden 2020

 - og som stadig er på vandring. 

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN 

er titlen på udstillingen, 

der bringer skitser, digte 

og malerier sammen. 

Fotos fra Espergærde Bibliotek: Madame Garborg 

Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1992) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 

Eva Billesbølle Tworek 

Hvor ordene fra Nynne Tworeks digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarer, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. 

”Når hun og jeg legede sammen glemte jeg hendes handicap” 

"Engang lå jeg

på toppen

af en kompostbunke

med arme og ben

spredt og strakt ud

Homo Vitruvianus

kiggede mod himlen

der omfavnede kloden.

Dengang og nu

omfavnede jeg hende

hendes hyl

hendes vrede 

hendes afvisninger

hendes kontrol

hendes egoisme.

Dengang og nu

omfavner jeg de mennesker

som får mit sind

til at slå knude

på sig selv.

Nu

forsøger jeg

at slippe."

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek 

Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget. 

Eva Billesbølle Tworek 

Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os. 

”Mange har spurgt mig

 om det har været hårdt 

at vokse op med en søster 

der har Downs 

og autisme. 

Ja 

har jeg svaret.” 

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek 

De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen. 

Læs og lyt mere: 

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN. I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør” , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København.

Foto: Majka Bjørnager. 

Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse. 

*

Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek 

beskriver selv deres vandreudstilling med disse ord: 

Udstillingen 'Øjeblikket bag Glasdøren' formidler i ord og malerier vores betragtninger samt erfaringer med at være henholdsvis lillesøster og mor til Lea - kvinde pa 31 år med Downs syndrom og autisme. 

Vi har begge arbejdet uafhængigt af hinanden, og har nu sammen valgt at skildre vores fælles knudepunkt. En skildring, der viser, at uanset hvilke forudsætninger livet giver os hver især, vil der altid være ejeblikke, som kan forene os - hvis vi vælger at være åbne over for dem. 

Øjeblikket er derfor vores budbringer: 

Det afgørende øjeblik 

Det vellykkede øjeblik 

Det urolige øjeblik 

Det varme øjeblik 

Det kritiske øjeblik 

Det overraskende øjeblik 

Det samvittighedsfulde øjeblik 

Det ensomme øjeblik 

Det empatiske øjeblik 

Det kærlighedsfulde øjeblik 

Udstillingens formsprog er udtrykt med Nynne B. Tworeks digtsamling "Glasdøren", og malerier samt skitser af Eva M. B. Tworek. 

--- 

Mød

Eva Billesbølle Tworek 

& Nynne Tworek

på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

GLOBAL Art Gallery

Skalbakken 8A, Vanløse.

Udstillingen fortsætter sin vandring.

I august 2023 kan udstillingens frise opleves på Fredensborg bibliotek. 

Den øvrige tekst er en opdateret og udvidet version af udstillingsanmeldelsen fra Espergærde Bibliotek i 2020.  Se den oprindelige anmeldelse.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

HANNE KVIST: ”Blomsten der elsker mig” & ”Cold Hawaii”

Foto: Claus Lynggaard. Bogomslag:: Signe Parkins/Maria Lundéns Grafiske Design (Blomsten der elsker mig”)  og Mikkel Henssel (”Cold Hawaii”)

 

Hør podcast

YouTube 

 

Vi mødes i en lejlighed på Vesterbro lige ud til banelegemet. Man kan høre suset fra den forbikørende trafik selv bag de dobbelte glasruder. Men det er ingen normal lejlighed, for der er trapper op og op og op. Det er en lejlighed i en masse etager. Jeg vidste slet ikke, at man kunne bo i flere etager i en ganske almindelig etageejendom. Men det almindelig slipper heller ikke indenfor. Hanne Kvist er illustrator og børne-, ungdoms- og voksenforfatter og arbejder desuden i ler. Jeg tror først, at det er en hest, men det viser sig at være ”selvbiografisk ler”. Det er såmænd Hanne Kvist sovende i en sovepose - i ler. Der er også en svømmende udgave af hende og fuglen Pip. Det er selvbiografisk, hvis en fugl kan være det. Den døde, så det er en død udgave af Pip.

Bogomslag:: Signe Parkins/Maria Lundéns Grafiske Design.

Hanne Kvists billedbog ”Blomsten der elsker mig” er lavet i samarbejde med billedkunstneren Signe Parkins. Det er deres fællesværk. Den handler om en blomstrende plante, hvor blomsten bliver stående, mens planten hiver sine rødder op og går sin vej. Den er træt af den selvglade blomst, der kun kan tale om sig selv og sine fortræffeligheder. Selv om den ser sjov ud, handler det om at holde fast i sine rødder - og at holde fast i det, der betyder noget.  

Omslag: Mikkel Henssel

Det gør hendes ungdomsroman ”Cold Hawaii” på en måde også. Det handler om at finde sit ståsted i verden. Såvel personligt som seksuelt, men allermest som menneske.

Musikken på podcasten:

 "Tropical" 

af Jam'addict & Monocloud & Bertram Kvist. 

Foto: Claus Lynggaard.

Mød Hanne Kvist til festivalafslutningen

Søndag den 13. august 2023 kl. 13-16

i gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr bliver de ti Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 – et par gader derfra.

*

Næste uges podcast:

21/7/23

Vicky Devi Smidt & Susanna Hartmann:

"Ramlas verden"

De har aldrig mødtes før, men det sker til festivalåbningen, hvor forfatteren Vicky Devi Smidt og illustratoren Susanna Hartmann fortæller om deres samarbejde i forbindelse med serien ”Ramlas Verden”, der foreløbig består af 4 bøger. Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser uddrag. Serien ”Ramlas verden” skildrer Ramlas møde med Danmark. Ramla kommer fra Tanzania og begynder i 3. klasse. Hendes modersmål er swahili. Hun har haft engelsk i skolen, men taler ikke et ord dansk. Vi følger hende på hendes første skoledag. På podcasten er der uddrag fra seriens første og foreløbig sidste bog: ”Skolestart og afrikansk samosas” og ”Politi og overtro”. Serien er udkommet på Forlaget Elysion i 2021. Illustratoren Susanna Hartmann (født 1952) vidste allerede som 2-3-årig, at hun ville tegne børnebøger. Det er nu blevet til over 400 titler, hvoraf hun selv har skrevet 23 af dem. Forfatteren Vicky Devi Smidt (født 1977) er uddannet skolelærer samt designer indenfor beklædning, men arbejder nu som skolebibliotekar i Odense. Skrivningen har siden barnsben givet hende ilt. Som 9-årig skrev Vicky i en dagbog, at hendes største drøm var at skrive bøger. Hun ville skrive bøger til de børn der boksede med livet, og til alle de voksne som ikke forstod. Offentliggøres den 21. juli 2023.

**

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

TONYS SIDSTE DANS - en monolog for to

 

Foto: Tina Lindop.

 

Hør podcast

YouTube

 

TONYS SIDSTE DANS,

 har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Hør podcastsamtale med skuespiller, komponist og scenograf om tilblivelsen og arbejdet med min monolog TONYS SIDSTE DANS. 

”Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Mellem ham og mig var der næsten ingen ord. Måske var det grunden til, at ordene bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS, der har urpremiere og opføres som afslutning på 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 8.8.23 kl. 20. 

Skuespiller: 

Anna Sophie Thalbitzer Lübeck. 

Musikmontage, theremin & lyd: 

Thulla. 

Scenografi (kærlighedsplaneter): 

Eva Billesbølle Tworek 

Fotos: 

Tina Lindop.

 

"Det er stadigvæk mørkt udenfor, men det er morgen. Og sorgfuglen er landet på mig, har sat sig på min ryg – og jeg tænker, hvad skal jeg gøre.

Der er så mange, der har spurgt ind til sorgen. Lige da det skete. Men bagefter bisættelsen, så er der to, der har været i kontakt.

Det minder mig om mine egne svigt. Jeg vidste ikke, at det var svigt, det ved jeg nu.

Man skal altid gå til mennesker, der har sorg – og være der sammen med dem. Tale til dem. Vise at man har set dem i deres sorg. Det har jeg ikke selv gjort. Ofte har jeg følt, at jeg ikke har været tæt nok på. Jeg var bange for at trænge mig på. At det var ubelejligt. Men nu tænker jeg på dem, hvis pårørende jeg ikke har kontaktet.

Den eneste måde at ændre det på, er ikke at være bange for døden."

 

Foto: Tina Lindop.

Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Det hele gik så hurtigt, men heller ikke hurtigere end at jeg vidste, at det var nu, det skulle ske. Han var der ikke længere psykisk til stede. Det var kun kroppen, der var tilbage, men venskabet, opdyrket gennem så mange år, var der stadig. Men hvordan sige farvel til én, der ikke længere er der? Jo, kroppen er der stadig, men den er i smerte – og snart på vej væk.

Nu har jeg venskabet tilbage. Det er måske den største gave at sidde tilbage med.

Vi taler, vi kommunikerer og udveksler ord. Men mellem ham og mig var der næsten ingen. Måske var det grunden til, at de bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS.

Foto: Tina Lindop.

"At holde af ham, at være ansat til at tage vare på ham, var som en tråd, jeg havde indeni. En meget fin tilstedeværelse. En tråd ned til noget inde i mig selv. Min egen medmenneskelighed. Der var forbindelse til det fineste i mig selv.

Jeg ved godt, at det var et arbejde. At jeg blev betalt for det. At det var det jeg skulle, men sådan var det ikke for mig. Jeg involverede mig. Jeg følte hengivenhed for dem og gav dem mit hjerte. Den ømhed, som de fremkaldte i mig, var noget af det fineste i mig. De sørgede for, at jeg forblev menneskelig. At jeg hele tiden havde den side med mig – og det har jeg stadig, for jeg er stadigvæk ansat. Jeg er stadigvæk ikke ”professionel”. Jeg lægger armen om dem. Drager dem ind til mig. Jeg kan ikke lade være. Det er den side jeg møder dem med, det er den side af mig selv, som jeg kan bruge i samværet med dem.

Når vi synger, danser og laver musik sammen, forsvinder grænserne imellem os. Så er vi… sammen om det. Så indgår vi i noget fælles. 

Det, at tage hånd om nogen, det, at være der for hinanden, det var noget, jeg skulle gøre hele tiden ude hos dem. Jeg skulle mene det. Jeg skulle være der i den kontakt.

Jeg var altid helt udmattet, når jeg kørte hjem. Det var som at stå åben med alle sine følelser, som de kunne bruge af."

Foto: Tina Lindop.

Hele teksten kom buldrende som et tog igennem natten og krævede at blive nedskrevet. Alt det usagte fik form og mæle.

”Måske skulle jeg lade ham selv fortælle det… Skrive en tekst, hvor han sagde alt det, han aldrig sagde…”

Først næste morgen, da teksten var udskrevet, forstod jeg, at det blev en monolog – for to.

*

Foto: Tina Lindop.

Min mangeårige kunstneriske sparringspartner, Thulla, der har lavet musik til flere af mine teaterforestillinger, kontaktede jeg samme morgen, og hun sagde straks ja til at komponere musikken til. Jeg elsker vores samarbejde, Thulla laver aldrig det, jeg beder hende om, men altid noget, der er meget bedre.

Bagefter sendte jeg manus til den blinde skuespiller Anna Sophie Thalbitzer Lübeck, for mit indre blik så jeg hende som en norne i den nordiske mytologi, der står og holder styr på vore skæbnetråde. Hun skulle give hans ord mæle fra scenen. Som en stemme, der både kommer udefra og indefra. En allestedsnærværende stemme. Anne Sophie er uddannet skuespiller fra GLAD Teater, og jeg har allerede samarbejdet med hende tidligere og var sikker på, at hun ville være den rette.

Til det scenografiske spurgte jeg maleren Eva Billesbølle Tworek, om hun ville skabe det store øje eller den store jordklode som nornen/Anna Sophie skulle stå med hænderne på. Det var sådan, jeg så det for mig. Jeg blev glad, da alle tre umiddelbart sagde ja. Kort tid efter afholdt vi den første læseprøve.

Foto: Tina Lindop.

"Jeg har haft et godt liv.

Det var flere af mine venner, der lå lang tid, inden de døde. Langsomt sygnede de hen. Det kan nogle gange være svært at komme herfra. Men ikke for mig. Det gik stærkt. Jeg var hurtig.

Selv til sidst… jeg fornemmede godt, at han var der. Det var to dage før jeg døde. Jeg skulle vendes. Han talte beroligende til mig, og stod lige der ved siden af og holdt fast i mig. Jeg kunne ikke sige noget, men holdt endnu fastere i ham.

Jeg kunne mærke, at han forstod, at jeg var tryg ved ham. Jeg skreg ikke, da jeg blev vendt. Det gjorde jeg ikke. Det gjorde jeg ellers, for jeg var bange. Men han blev ved med at tale beroligende til mig:

-Hej Tony. Det er så godt. Du er dygtig. Du klarer det godt.

Det fik mig til at slappe af. Det var også vores farvel. Det mærkede han. Jeg kunne ikke sige noget, selv om jeg forsøgte. Det blev helt uforståeligt. Bare nogle mærkelige lyde. Jeg kunne hellere ikke se noget. Det var som om forbindelsen allerede var ved at være kappet.

Jeg var kun en krop, der lå og reagerede utilpas, når den blev flyttet. De var nødt til at vende mig, så jeg ikke fik liggesår.

Jeg klamrede mig til ham. Han forstod godt, at det var min måde at sige farvel på. Eller også forstod han det først bagefter..."

Se trailer:

Traileren kreeret af Thulla med fotos af Tina Lindop.

Det gav på en eller anden måde helt sig selv. Sådan var det med TONYS SIDSTE DANS.

Jeg arrangerer festival på 16. år, og jeg vidste, at monologen skulle opføres som afslutning den 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse. Men hvad jeg ikke vidste var, at monologen skulle blive bestemmende for hele festivalen. I løbet af månederne bagefter spirede ideen videre frem, indtil den endelig tog form og blev til festivaloverskriften:

KÆRLIGHED? Festival om drømme og fællesskab. 

 5.-16. august 2023 – 5 bydele – 80 kunstnere

 

"Så forvandt jeg. Jeg opløstes og blev bare til en lille prik oppe i intetheden.

Det var som om jeg blev suget op til noget større. Noget, der var vigtigere – som når lyset går ud, og man sidder tilbage i mørket. Et trygt mørke. Et mørke, der helt omsluttede mig. Der faldt jeg til ro."

Foto: Tina Lindop.

Citaterne er fra sceneteksten,

TONYS SIDSTE DANS,

der har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Foto: Tina Lindop.

*

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

 

*

Rithva Landler: DANCE FIRST. TALK LATER!

 

Fotos: Michael Svennevig og MØLLER (portræt).

Hør podcast

YouTube

”Først brugte jeg mange år på at lære alt muligt, og bagefter brugte jeg lige så lang tid på at aflære det igen for at finde hen til mit eget udtryk.”

Rithva Landler (født 1969) er visuel kunstner og hverdagspoet med pop-up-galleri og atelier i Basement art Studio, Guldborgvej 12 på Frederiksberg. Rithva arbejder med genbrugskunst og klassisk billedkunst. Alt visuelt uden begrænsning – og har gjort det gennem 30 år. Rithvas farver er meget mættede, meget sanselige og farverige. Ja, nærmest sydlandske. Hendes værker griber ud efter beskueren. Man bliver ligefrem suget ind i hendes billeder.

”Kunst er et sprog uden ord. Mit sprog. Alle de valg jeg tager, materialer, strøg, farver… er min melodi, min passion, min livsholdning, der kommer til udtryk.”

Men Rithva arbejder ikke bare alene, men maler også kollaborationsværker sammen med jazzsaxofonisten Simon Spang-Hanssen, der har grebet penslen. På podcasten fortæller Rithva om, hvordan det i 2017 kom i stand – og hvordan de rent praktisk griber det an. For hvordan maler man et billede sammen, når man er så forskellige, som de to er i deres streg og deres motivvalg?

Rithva står for de figurmæssige elementer i billederne, mens Simon maler, som var det saxofonriff, malet i en meget hurtigere og mere glidende streg.

”I den proces lærer man noget om ydmyghed. Vi siger ja til hinanden og giver hinanden rum, men det er klart, at Simon har en fordel fra musikken, hvor han er vant til at improvisere sammen med en masse forskellige musikere.”

Der er i forvejen en masse musik og dans i Rithvas billeder.

”Jeg kan godt lide at danse, og har gjort det gennem mange år. Dance first. Talk later!

Jeg kan bedst lide kunst, der er sig selv, og som kan stå alene, hvor man ikke har brug for lange forklaringer. Det umiddelbare! At give plads til hinanden og at være opmærksomme og til stede i nuet, er nogle af de vigtigste livsværdier. Det er kunsten med til at skabe. Kunst skaber nærvær og kommunikerer. Man kan sige, at beskueren taler med sig selv via kunsten. Selvfølgelig afhængig af, hvad modtageren har i bagagen, og hvor meget man er villig til at gå i dialog med et værk. Man lægger meget af det man selv har med sig i et værk. Folk, der opsøger kunst, kan blive meget begejstrede for et værk, når de fornemmer en genkendelse. Det er kunstens største mål. Man udtrykker noget, og så ser man, hvad modtageren får ud af det.

Men jeg holder også meget af at lave genbrugskunst, og hopper gerne op i en container for at se, om der er noget jeg kan bruge der!”

Rithva Landler & Simon Spang-Hanssen.

Musikken på podcasten er fra Simon Spang-Hanssens nyeste album ”Green or purple”(2022) sammen med Mai Lan Doky. Det er et instrumentalt mellemstykke fra titelnummeret, der indgår i podcasten. Tak for lån af nummeret!

Mød Rithva Landler & Ole Bundgaard 

til festivalopvarmningen

fredag den 4. august 2023 kl. 16-21

i Hf Prøvestenen på Amager

*

Næste uges podcast:

14/7/23

Foto: Claus Lynggaard.

Hanne Kvist:

"Blomsten der elsker mig" og "Cold Hawaii" 

Forfatteren og illustratoren Hanne Kvist fortæller om sine to seneste bogudgivelser: billedbogen, "Blomsten der elsker mig", er for børn og "Cold Hawaii" er for unge. Bøgerne handler om at holde fast i sine rødder - og om at finde et ståsted i livet. Vi mødes i en lejlighed på Vesterbro  lige ud til banelegemet. Man kan høre suset fra den forbikørende trafik selv bag de dobbelte glasruder. Hanne Kvists billedbog ”Blomsten der elsker mig” er lavet i samarbejde med billedkunstneren Signe Parkins. Det er deres fællesværk. Den handler om en blomstrende plante, hvor blomsten bliver stående, mens planten hiver rødder op og går sin vej. Den er træt af den selvglade blomst, der kun kan tale om sig selv og sine egne fortræffeligheder. Selv om den ser sjov ud, handler det om at holde fast i det der betyder noget - og om at have venner. Det gør hendes ungdomsroman ”Cold Hawaii” også. Men også om at finde sig til rette i tilværelsen. Såvel personligt som seksuelt, men allermest som menneske.  Offentliggøres den 14. juli 2023.

*

Lyt også til:

1. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

2. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

3. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere. 

&

4. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*