TONYS SIDSTE DANS - en monolog for to

 

Foto: Tina Lindop.

 

Hør podcast

YouTube

 

TONYS SIDSTE DANS,

 har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Hør podcastsamtale med skuespiller, komponist og scenograf om tilblivelsen og arbejdet med min monolog TONYS SIDSTE DANS. 

”Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Mellem ham og mig var der næsten ingen ord. Måske var det grunden til, at ordene bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS, der har urpremiere og opføres som afslutning på 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse, tirsdag den 8.8.23 kl. 20. 

Skuespiller: 

Anna Sophie Thalbitzer Lübeck. 

Musikmontage, theremin & lyd: 

Thulla. 

Scenografi (kærlighedsplaneter): 

Eva Billesbølle Tworek 

Fotos: 

Tina Lindop.

 

"Det er stadigvæk mørkt udenfor, men det er morgen. Og sorgfuglen er landet på mig, har sat sig på min ryg – og jeg tænker, hvad skal jeg gøre.

Der er så mange, der har spurgt ind til sorgen. Lige da det skete. Men bagefter bisættelsen, så er der to, der har været i kontakt.

Det minder mig om mine egne svigt. Jeg vidste ikke, at det var svigt, det ved jeg nu.

Man skal altid gå til mennesker, der har sorg – og være der sammen med dem. Tale til dem. Vise at man har set dem i deres sorg. Det har jeg ikke selv gjort. Ofte har jeg følt, at jeg ikke har været tæt nok på. Jeg var bange for at trænge mig på. At det var ubelejligt. Men nu tænker jeg på dem, hvis pårørende jeg ikke har kontaktet.

Den eneste måde at ændre det på, er ikke at være bange for døden."

 

Foto: Tina Lindop.

Jeg vidste det godt. Vidste godt, at det var tid at sige farvel. Det hele gik så hurtigt, men heller ikke hurtigere end at jeg vidste, at det var nu, det skulle ske. Han var der ikke længere psykisk til stede. Det var kun kroppen, der var tilbage, men venskabet, opdyrket gennem så mange år, var der stadig. Men hvordan sige farvel til én, der ikke længere er der? Jo, kroppen er der stadig, men den er i smerte – og snart på vej væk.

Nu har jeg venskabet tilbage. Det er måske den største gave at sidde tilbage med.

Vi taler, vi kommunikerer og udveksler ord. Men mellem ham og mig var der næsten ingen. Måske var det grunden til, at de bagefter samlede sig i mig og gjorde, at jeg vågnede om natten, greb diktafonen og indtalte det, der blev til monologen TONYS SIDSTE DANS.

Foto: Tina Lindop.

"At holde af ham, at være ansat til at tage vare på ham, var som en tråd, jeg havde indeni. En meget fin tilstedeværelse. En tråd ned til noget inde i mig selv. Min egen medmenneskelighed. Der var forbindelse til det fineste i mig selv.

Jeg ved godt, at det var et arbejde. At jeg blev betalt for det. At det var det jeg skulle, men sådan var det ikke for mig. Jeg involverede mig. Jeg følte hengivenhed for dem og gav dem mit hjerte. Den ømhed, som de fremkaldte i mig, var noget af det fineste i mig. De sørgede for, at jeg forblev menneskelig. At jeg hele tiden havde den side med mig – og det har jeg stadig, for jeg er stadigvæk ansat. Jeg er stadigvæk ikke ”professionel”. Jeg lægger armen om dem. Drager dem ind til mig. Jeg kan ikke lade være. Det er den side jeg møder dem med, det er den side af mig selv, som jeg kan bruge i samværet med dem.

Når vi synger, danser og laver musik sammen, forsvinder grænserne imellem os. Så er vi… sammen om det. Så indgår vi i noget fælles. 

Det, at tage hånd om nogen, det, at være der for hinanden, det var noget, jeg skulle gøre hele tiden ude hos dem. Jeg skulle mene det. Jeg skulle være der i den kontakt.

Jeg var altid helt udmattet, når jeg kørte hjem. Det var som at stå åben med alle sine følelser, som de kunne bruge af."

Foto: Tina Lindop.

Hele teksten kom buldrende som et tog igennem natten og krævede at blive nedskrevet. Alt det usagte fik form og mæle.

”Måske skulle jeg lade ham selv fortælle det… Skrive en tekst, hvor han sagde alt det, han aldrig sagde…”

Først næste morgen, da teksten var udskrevet, forstod jeg, at det blev en monolog – for to.

*

Foto: Tina Lindop.

Min mangeårige kunstneriske sparringspartner, Thulla, der har lavet musik til flere af mine teaterforestillinger, kontaktede jeg samme morgen, og hun sagde straks ja til at komponere musikken til. Jeg elsker vores samarbejde, Thulla laver aldrig det, jeg beder hende om, men altid noget, der er meget bedre.

Bagefter sendte jeg manus til den blinde skuespiller Anna Sophie Thalbitzer Lübeck, for mit indre blik så jeg hende som en norne i den nordiske mytologi, der står og holder styr på vore skæbnetråde. Hun skulle give hans ord mæle fra scenen. Som en stemme, der både kommer udefra og indefra. En allestedsnærværende stemme. Anne Sophie er uddannet skuespiller fra GLAD Teater, og jeg har allerede samarbejdet med hende tidligere og var sikker på, at hun ville være den rette.

Til det scenografiske spurgte jeg maleren Eva Billesbølle Tworek, om hun ville skabe det store øje eller den store jordklode som nornen/Anna Sophie skulle stå med hænderne på. Det var sådan, jeg så det for mig. Jeg blev glad, da alle tre umiddelbart sagde ja. Kort tid efter afholdt vi den første læseprøve.

Foto: Tina Lindop.

"Jeg har haft et godt liv.

Det var flere af mine venner, der lå lang tid, inden de døde. Langsomt sygnede de hen. Det kan nogle gange være svært at komme herfra. Men ikke for mig. Det gik stærkt. Jeg var hurtig.

Selv til sidst… jeg fornemmede godt, at han var der. Det var to dage før jeg døde. Jeg skulle vendes. Han talte beroligende til mig, og stod lige der ved siden af og holdt fast i mig. Jeg kunne ikke sige noget, men holdt endnu fastere i ham.

Jeg kunne mærke, at han forstod, at jeg var tryg ved ham. Jeg skreg ikke, da jeg blev vendt. Det gjorde jeg ikke. Det gjorde jeg ellers, for jeg var bange. Men han blev ved med at tale beroligende til mig:

-Hej Tony. Det er så godt. Du er dygtig. Du klarer det godt.

Det fik mig til at slappe af. Det var også vores farvel. Det mærkede han. Jeg kunne ikke sige noget, selv om jeg forsøgte. Det blev helt uforståeligt. Bare nogle mærkelige lyde. Jeg kunne hellere ikke se noget. Det var som om forbindelsen allerede var ved at være kappet.

Jeg var kun en krop, der lå og reagerede utilpas, når den blev flyttet. De var nødt til at vende mig, så jeg ikke fik liggesår.

Jeg klamrede mig til ham. Han forstod godt, at det var min måde at sige farvel på. Eller også forstod han det først bagefter..."

Se trailer:

Traileren kreeret af Thulla med fotos af Tina Lindop.

Det gav på en eller anden måde helt sig selv. Sådan var det med TONYS SIDSTE DANS.

Jeg arrangerer festival på 16. år, og jeg vidste, at monologen skulle opføres som afslutning den 2. festivaldag i GLOBAL Art Gallery i Vanløse. Men hvad jeg ikke vidste var, at monologen skulle blive bestemmende for hele festivalen. I løbet af månederne bagefter spirede ideen videre frem, indtil den endelig tog form og blev til festivaloverskriften:

KÆRLIGHED? Festival om drømme og fællesskab. 

 5.-16. august 2023 – 5 bydele – 80 kunstnere

 

"Så forvandt jeg. Jeg opløstes og blev bare til en lille prik oppe i intetheden.

Det var som om jeg blev suget op til noget større. Noget, der var vigtigere – som når lyset går ud, og man sidder tilbage i mørket. Et trygt mørke. Et mørke, der helt omsluttede mig. Der faldt jeg til ro."

Foto: Tina Lindop.

Citaterne er fra sceneteksten,

TONYS SIDSTE DANS,

der har urpremiere 

 tirsdag den 8. august 2023 kl. 20 

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse

– og der er gratis adgang.

Foto: Tina Lindop.

*

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

 

*

Rithva Landler: DANCE FIRST. TALK LATER!

 

Fotos: Michael Svennevig og MØLLER (portræt).

Hør podcast

YouTube

”Først brugte jeg mange år på at lære alt muligt, og bagefter brugte jeg lige så lang tid på at aflære det igen for at finde hen til mit eget udtryk.”

Rithva Landler (født 1969) er visuel kunstner og hverdagspoet med pop-up-galleri og atelier i Basement art Studio, Guldborgvej 12 på Frederiksberg. Rithva arbejder med genbrugskunst og klassisk billedkunst. Alt visuelt uden begrænsning – og har gjort det gennem 30 år. Rithvas farver er meget mættede, meget sanselige og farverige. Ja, nærmest sydlandske. Hendes værker griber ud efter beskueren. Man bliver ligefrem suget ind i hendes billeder.

”Kunst er et sprog uden ord. Mit sprog. Alle de valg jeg tager, materialer, strøg, farver… er min melodi, min passion, min livsholdning, der kommer til udtryk.”

Men Rithva arbejder ikke bare alene, men maler også kollaborationsværker sammen med jazzsaxofonisten Simon Spang-Hanssen, der har grebet penslen. På podcasten fortæller Rithva om, hvordan det i 2017 kom i stand – og hvordan de rent praktisk griber det an. For hvordan maler man et billede sammen, når man er så forskellige, som de to er i deres streg og deres motivvalg?

Rithva står for de figurmæssige elementer i billederne, mens Simon maler, som var det saxofonriff, malet i en meget hurtigere og mere glidende streg.

”I den proces lærer man noget om ydmyghed. Vi siger ja til hinanden og giver hinanden rum, men det er klart, at Simon har en fordel fra musikken, hvor han er vant til at improvisere sammen med en masse forskellige musikere.”

Der er i forvejen en masse musik og dans i Rithvas billeder.

”Jeg kan godt lide at danse, og har gjort det gennem mange år. Dance first. Talk later!

Jeg kan bedst lide kunst, der er sig selv, og som kan stå alene, hvor man ikke har brug for lange forklaringer. Det umiddelbare! At give plads til hinanden og at være opmærksomme og til stede i nuet, er nogle af de vigtigste livsværdier. Det er kunsten med til at skabe. Kunst skaber nærvær og kommunikerer. Man kan sige, at beskueren taler med sig selv via kunsten. Selvfølgelig afhængig af, hvad modtageren har i bagagen, og hvor meget man er villig til at gå i dialog med et værk. Man lægger meget af det man selv har med sig i et værk. Folk, der opsøger kunst, kan blive meget begejstrede for et værk, når de fornemmer en genkendelse. Det er kunstens største mål. Man udtrykker noget, og så ser man, hvad modtageren får ud af det.

Men jeg holder også meget af at lave genbrugskunst, og hopper gerne op i en container for at se, om der er noget jeg kan bruge der!”

Rithva Landler & Simon Spang-Hanssen.

Musikken på podcasten er fra Simon Spang-Hanssens nyeste album ”Green or purple”(2022) sammen med Mai Lan Doky. Det er et instrumentalt mellemstykke fra titelnummeret, der indgår i podcasten. Tak for lån af nummeret!

Mød Rithva Landler & Ole Bundgaard 

til festivalopvarmningen

fredag den 4. august 2023 kl. 16-21

i Hf Prøvestenen på Amager

*

Næste uges podcast:

14/7/23

Foto: Claus Lynggaard.

Hanne Kvist:

"Blomsten der elsker mig" og "Cold Hawaii" 

Forfatteren og illustratoren Hanne Kvist fortæller om sine to seneste bogudgivelser: billedbogen, "Blomsten der elsker mig", er for børn og "Cold Hawaii" er for unge. Bøgerne handler om at holde fast i sine rødder - og om at finde et ståsted i livet. Vi mødes i en lejlighed på Vesterbro  lige ud til banelegemet. Man kan høre suset fra den forbikørende trafik selv bag de dobbelte glasruder. Hanne Kvists billedbog ”Blomsten der elsker mig” er lavet i samarbejde med billedkunstneren Signe Parkins. Det er deres fællesværk. Den handler om en blomstrende plante, hvor blomsten bliver stående, mens planten hiver rødder op og går sin vej. Den er træt af den selvglade blomst, der kun kan tale om sig selv og sine egne fortræffeligheder. Selv om den ser sjov ud, handler det om at holde fast i det der betyder noget - og om at have venner. Det gør hendes ungdomsroman ”Cold Hawaii” også. Men også om at finde sig til rette i tilværelsen. Såvel personligt som seksuelt, men allermest som menneske.  Offentliggøres den 14. juli 2023.

*

Lyt også til:

1. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

2. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

3. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere. 

&

4. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Anmeldelse: DE GYLDNE SANDALER af Inger Schiøtt & EEN LANG NAT af Dorte Limkilde

Foto: Mette Kierstein. Omslag: Dorte Limkilde.

 

Dorte Limkilde debuterede sidste år med værket ”Een lang nat" (Forlaget Virkelig). Det er et værk, der lægger sig tæt op ad Inger Schiøtts roman ”De Gyldne Sandaler” fra 1965, der også er genudgivet. Limkilde går i dialog med værket. Det er både en introduktion til værket, men også til Inger Schiøtt og hendes øvrige bøger. Samtidig er det en lyrisk fortælling om den spiritualitet og åndelighed, der ligger til grund for Inger Schiøtts forfatterskab – og i særdeleshed ”De Gyldne Sandaler”.

En af mine store læseroplevelser i min ungdom var finnen Mika Waltaris SINUHE – ÆGYPTEREN. ”De Gyldne Sandaler” af Inger Schiøtt er et besøg tilbage til samme emnekreds og den fascination, jeg følte under læsningen af Waltaris fantastiske beskrivelser. Det føltes som om jeg var med og selv var en del af det. Romanen tog mig med storm, og jeg genoplever meget af det samme under læsningen af ”De Gyldne Sandaler”. Det er selvfølgelig nogle andre lag, min læsning i dag hæfter sig ved. Det er måske ikke så meget de geografiske rejsemål, som det er de indre rejser, så på den måde passer det glimrende, for det er også det, der er Inger Schiøtts ærinde.

Romanen udkom første gang i 1965 og er nu genudgivet som et dobbelt værk sammen med den kommenterende bog af Dorte Limkilde: ”Een lang nat. Om Inger Schiøtt & De gyldne Sandaler”.

Jeg begyndte med ”Een lang nat” og jeg ved ikke, om det er en fordel eller en ulempe at læse den først, for det, der interesserer Limkilde og Schiøtt, er de spirituelle indsigter, der beskrives. Havde det ikke været for Limkilde, var jeg aldrig nået frem til Schiøtt, men til gengæld havde jeg rigtig mange forbehold over for den ventende tekst allerede inden læsningen. Det spirituelle ligger mig egentlig ikke så meget på sinde – på dén måde.

Dorte Limkildes bog er både en introduktion og et løbende kommentarspor til romanen, men også en selvbiografisk skildring af det, som romanen kom til at betyde for hende. Eller rettere for hendes far, der igen gav det videre til datteren. Faren var med i kredsen omkring Inger Schiøtt, der holdt seancer månedligt. Det er samtidig en introduktion til Inger Schiøtts forfatterskab. Hun skrev fem romaner, hvoraf ”De Gyldne Sandaler” er den mest udbredte. Men vigtigere er det en introduktion til hendes spirituelle virke. Det har ikke min store interesse, så er det sagt, men det betyder ikke, at jeg ikke var glad for læsningen af kommentarbogen, det endte med at blive et selvstændigt værk, selv om det støtter sig op ad de mange uddrag fra Schiøtts forfatterskab. Selvfølgelig væver det sig tæt sammen, forfatterskabet og det spirituelle. Limkildes bog er spændende sat op med forskellige typografier (fra de citerede værker) og med illustrationer og opsummeringer som henholdsvis ”Vågne drømme” og ”Ekfrase”. Det sidste læste jeg fejlagtigt som ”Ekstase”, men det fungerer også glimrende i sammenhængen. Det er alt sammen fortalt på en ligefrem og jordnær måde, der gjorde det til en god og meget lyrisk læseoplevelse. Selv med mine spirituelle forbehold.

Derfor var det en store overraskelse, at ”De Gyldne Sandaler” gav mig en ny Waltari-oplevelse, hvor netop det spirituelle løftede bogen op for mig, eftersom det var sat ind i en historisk og episk fortløbende og meget gribende beretning fra det gamle Egypten. Jeg har været der (selv om det var i nyere tid!), og kunne se det hele levende for mig. Endnu mere overrasket blev jeg over, at Schiøtt elegant førte mig ind i alle sine indsigter og forudanelser, som jeg slugte råt, eftersom det er så godt og levende fortalt.

Det endte med at blive en betagende læseoplevelse, der holdt mig fangen til sidste side. Ikke på trods af det spirituelle, men netop på grund af det. Det var en overraskelse. Romanen er skrevet med en særlig fin nænsomhed, der giver den et smukt poetisk vingefang. Den har en særlig lød og tone, der er rar at træde ind i. Det er en klog bog. En bog, som jeg har lært meget af. En bog, der stiller mange spørgsmål – og et værk som jeg vil nyde at have stående på reolen bagefter. Tak til Dorte Limkilde for at genintroducere Inger Schiøtts roman og forfatterskab, og til Forlaget Virkelig for udgivelsen af denne dobbelte udgivelse. Det er opbyggeligt, uden at virke belærende.

Foto: Mette Kierstein. 

DE GYLDNE SANDALER  af Inger Schiøtt 

Schiøtts Forlag, 1965

nyudgivet på Forlaget Virkelig, 2022

186 sider

Scan, formgivning og omslag: Dorte Limkilde

Redaktion: Andreas Vermehren Holm

& 

EEN LANG NAT af Dorte Limkilde

Om Inger Schiøtt & De gyldne sandaler

Forlaget Virkelig, 2022

164 sider

Sats, omslag og illustrationer: Dorte Limkilde

Redaktion: Andreas Vermehren Holm

Omslag: Dorte Limkilde.

Mød Dorte Limkilde på festivalens 2. dag,

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

i GLOBAL Art Gallery 

Skalbakken 8A

i Vanløse.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Rodolph Geraci: REGNVEJRET & LES AMÉTHYSTES

 

Foto: Alan Pary. Forsidefoto: Rodolph Geraci.

FRANSKMAND PÅ AFVEJE

Rodolph Geraci har tidligere været holdkaptajn på festivalens petanque-turneringer (som en del af festivalen på Amager), men i år er han med som forfatter. Rodolph blev født i 1953 af en fransk mor og en italiensk far og har boet i Danmark siden 1981. Han udgav i 1973 sin første digtsamling og har siden skrevet noveller og romaner. ”Prinsen og jeg” (mellemgaard, 2015) var hans første danske udgivelse. Det er en blomstrende kærlighedserklæring til danskhed og franskhed, når de torpederer hinanden allerkærligst på tværs af de dansk/franske kulturelle grænser. Til festivalopvarmningen læser Rodolph novellen, ”Regnvejret”. Hans nyeste roman er indtil videre kun udkommet på fransk, ”Les Améthystes”, der er en kærlighedshistorie mellem Tilde, en ung kvinde og en franskmand, men på grund af sprogbarrieren og Tildes normale udseende, ved han ikke, at hun er udviklingshæmmet.

Rodolph forklarer: ”Den er på fransk, fordi fransk er mit modersprog, og fordi 220 millioner mennesker kan fransk. Jeg overvejer en oversættelse til dansk. Min næste roman "une femme parfaite" handler også om en dansk perfekt kvinde og en fransk mand. Mit kendetegn?"

 

 

Forsidefoto: Rodolph Geraci,.

Læs et uddrag

– det er oversat af forfatteren selv

og bliver læst til festivalafslutningen af

skuespilleren Rebecca Langley:

 

”Armand, der havde frygtet at se en tom bænk, glædede sig over at se Tilde der, selvom det var lørdag eftermiddag. Han hilste hende med fingerspidserne, som hun plejede at gøre, og hun efterlignede ham.

- Jeg har en hemmelighed for ham, sagde hun og vred sig af glæde.

Armand lagde sine læber mod hendes.

- Har du spist ”tache”? Spurgte hun.

- ”Tache” Hvad betyder det?

- Tache... pistache, rettede hun sig selv. Ah, jeg sagde ordet!

- Hvilket ord?

- Ordet, der ikke må siges! Et fyord!

- Pistache?

– Ja, pis! Nu sagde jeg det igen! Pis, pis, pis…

Tilde rejste sig pludselig med hænderne over munden. Hendes ansigt blev lyserødt. Hun satte sig... rejste sig. Hun vidste tilsyneladende ikke, hvad hun skulle gøre med sin krop. Hun lignede en dukke i hænderne på en dårlig marionetfører! Armand brød ud i latter. Da hun så ham grine sådan for første gang, begyndte hun også at grine.”

 

Romanen indgår i

festivalens digitale serie

ALVERDENS KÆRLIGHED..

 Se også den digitale festivalserie

ET ANDET BLIK

*

Lyt også til:

1. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

2. Præsentationspodcast

 (YouTube). Læs mere.

3. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere. 

4. Præsentationspodcast

(YouTube). Læs mere.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Anmeldelse: DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret

Foto: Bjarne Stæhr.

Det er en fryd at opleve Moliéres DEN GERRIGE på Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets smukke have i Bredgade. Historien er enkel, men forviklinger er der mange af: Harpagon (Karen-Lise Mynster) er husfaderen, der elsker sine penge højere end noget andet. Hans børn, Cleante (Jeppe Ellegaard Marling) og Élise (Andrea Øst Birkkjær) har bare at indordne sig, når han frejdigt planlægger deres ægteskabelige fremtid, styret udelukkende af, hvad der økonomisk bedst kan svare sig. Uagtet at sønnen er dybt forlibt i Mariane (Nanna Skaarup Voss), mens datteren elsker Valere (Joachim Kubel). Frosine (Tina Gylling Mortensen) forsøger at få alle smedet sammen på bedste vis i håb om et lille bitte lån, før hun selv går bankerot. Men der er ingen hjælp at hente hos husfaderen, der kun hjælper sig selv, men selv nyder at benytte sig af andres hjælp. Især når det er gratis. Han har gravet sine penge ned i haven, mens han herser og regerer med husets tjenende ånder: La Fleche (Jesper Hyldegaard) og Mester Jacques (Peter Flyvholm). Tilmed har Valere ladet sig ansætte som hushovmester, for at indynde sig hos husfaren ved at tale ham efter munden i et forsøg på at vinde husfarens agtelse, men ikke mindst for at være nær ved datteren. Valere smisker og smisker, men let er det ikke. 

Foto: Bjarne Stæhr.

Sideløbende er der historien om to adskilte børn, der endelig finder sammen med deres forsvundne far, Anselme (Steen Stig Lommer). Der skal en mægler og politikommissær til at få kabalen til at gå op, begge spillet af Jakob Weble. Men hele kabalen går op til sidst. Undervejs er der de fornødne forviklinger og intriger. Det hele afvikles og spilles belevent og rapt i Madeleine Røn Juuls imponerende instruktion. Hun har bearbejdet stykket i Jesper Kjærs oversættelse. Gøje Rostrup har kreeret scenografi og kostumer.

Foto: Bjarne Stæhr.

Det er en folkelig fornøjelse at gå i Grønnegårdsteatret. Man sidder på røde bænke. Der er et godt udsyn. Skuespillerne er miket up, så man hører alt, hvad der bliver sagt. Også mågerne, der lystigt boltrer sig hen over hustagene i Bredgade. Det trækker betydelig latter, når Harpagon skælder ud på mågerne, når de larmer ekstra meget. Det er en ønskerolle for Karen-Lise Mynster - og for os andre. I scenerne, hvor Karen-Lise Mynster og Tina Gylling Mortensen er sammen, fyldes scenen af deres stærke spil, og vi kan som publikum ikke ønske os bedre selskab. Det er teater, når det er bedst. Deres timing er perfekt. De drejer rundt og sværmer om hinanden som bier om en sukkerknald. Det er lystent teater. Tina Gylling Mortensen er pragtfuld som Kirsten Giftekniv. Gøje Rostrup har klædt dem på, så deres kostumer siger det hele, inden de får sagt et ord. Den ene er prægtig, farverig og voluminøs. Den anden er sølle, grå og gerrig. Når de tørner sammen på scenen, står tiden stille. De har os i deres hule hånd. Og vi elsker det. Vi ved allerede fra starten, hvordan det vil gå, så det handler udelukkende om, hvordan det hele løses op. 

Foto: Bjarne Stæhr.

DEN GERRIGE er godt nok skrevet i 1668, hvor Moliére selv spillede hovedrollen, men de knap 400 år har ikke forældet problematikken. Det var grov kost dengang og var måske også grunden til, at Moliéres andre stykker TARTUFFE (1664), DON JUAN (1665) og MISANTROPEN (1666)  var meget mere spillet i samtiden. Mange følte sig formodentlig ramt af stykket og sådan er det måske stadig i dag.

Foto: Bjarne Stæhr.

Vi kender ham alle. Karen-Lise Mynter i bukserollen er ubetalelig. Hun arbejder sig i karakteristikken af den gerrigske af alle lige ind i hjertet på os. Egentlig mærkeligt, for der er slet ikke noget, der er værd at holde af ved ham, og alligevel er det en fryd at opleve, hvordan han skælder og smælder af alt og alle. Det er kun naturligt at mågerne også får deres fur. Men det rager dem. De flyver frejdigt skrigende videre. De skider det hele en lang march. Ligesom Harpagon gør. Der er ikke noget, der kan røre dem. Jeg ved ikke, hvad der optager mågerne. For Harpagon er det kun pengene. Det er sølle og trist, men på Grønnegårdsteatrets scene er det til stor moro for os alle.

Foto: Bjarne Stæhr.

Komedie er noget af det sværeste. Det skal se så tilsyneladende skødesløst ud, men det hele handler om timing. Karen-Lise Mynster får en velfortjent applaus efter sin store dødsscene. Det er urkomisk.

Hvor er det egentlig løjerlig. Vi ler og ler, mens hovedpersonen klager sin nød højere og højere. Hvor er det grotesk. Men sådan er livet. Vi lider og vi ler. Komedie og tragedie er tæt forbundet, og kan opleves med fynd og klem på Grønnegårds Teatret under en fri og åben himmel i Bredgade - og det er det hele værd.

Foto: Bjarne Stæhr.

DEN GERRIGE 

af Moliére

Grønnegårds Teatret

Odd Fellow Palæets have

28. juli - 26. august 2023

Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Tina Gylling Mortensen, Jesper Hyldegaard, Nanna Skaarup Voss, Andrea Øst Birkkjær, Jeppe Ellegaard Marling, Joachim Kubel, Peter Flyvholm, Jacob Weble og Steen Stig Lommer 

Iscenesættelse og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul 

Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup 

Oversættelse: Jesper Kjær 

Koreografi: Esa Alanne

Lyddesign og - teknik: Steen Larsen

Lysdesign og afviklingsteknik: Mikkel Magnus Olsen

Scenemester og produktionsleder: Andreas Vium Bjørn

Forestillingsleder og regissør: Anette Grove Frandsen

Sceneteknisk afvikling: Sofus Sean Bassett og Fabian Constantineanu

Instruktørassistent: Michael Vennike Nielsen

Sufflør: Christoffer Lund Skov

Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

251 andre anmeldelser

*