lørdag den 4. oktober 2025

GAMMELFESTIVAL-udgivelser 2025


Her er uddrag fra anmeldelserne af nogle af de udgivelser, der er med på Gammelfestivalen IIIDet er 7 værker. 6 bøger og en cd. Der er en digtsamling om døden og livet, en debatbog om at afskaffe alderdommen, en erindringsbog om et 100-årigt liv, en samtalebog  om de veje, vi vælger gennem tilværelsen og en bog om 70´ernes hippietid, der på en gang er erindring og fagbog, samt en bog der både er "et personligt vidnesbyrd om alderdom og Alzheimers, men også en litteraturkritikers undersøgelse af aldringens filosofi og Alzheimers idehistorie" - og en cd, der måske er en svanesang. 
Mød kunstnerne bag værkerne på den kommende Gammelfestival. 4 af værkerne var også med på den forgangne sommerfestival FLYVENDE. Om samklang og fællesskab, men er så tematisk relevante,  at de også er med på Gammelfestivalen III.


Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Thomas Bredsdorff  

TØSNE OG FORSYTHIA 

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024

Da jeg har læst de første 100 sider, hvilket er første del ud af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Hele anmeldelsen offentliggøres snart

Mød Thomas Bredsdorff på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober. 

Se dagens program.


Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ALDERDOMMEN 

Bliv i de voksnes rækker 

Debatbog, Gyldendal, 2012

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

Hele anmeldelsen offentliggøres snart

Mød Lone Kühlmann til 

Gammelfestivalåbningen, fredag den 24. oktober 2025. 

Se dagens program.


Portrætfoto: Michael Svennevig.

Jesper Lützhøft

DEN HAFNIENSKE DØDEBOG 

Digte, finkultur.dk, 2018.

Denne digtsamling er en fin måde at nærme sig det på. Tonen er munter og morbid. Kunstnerisk set er det en fornøjelse at bevæge sig ned i mørket. Det giver en spejlvending, for når man kigger ind i mørket, bliver lyset så meget desto klarere. Sådan oplever jeg det i hvert fald i selskab med digtsamlingen.

”At lade himlen skifte ham/at lade løver gå frit i gaderne/at tage afsked med sine børn for sidste gang/at se kranier spejle sig i butiksvinduerne

at lade verden gøre sig til/at lade regnen høre op eller blive ved/at tagge døden på sit profilbillede/at se skibe sejle på boulevarderne

at kræve moderne mirakler/at lade tavsheden indtræde” (side 19)

Hele anmeldelsen offentliggøres snart

Mød Jesper Lützhøft på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober 2026. 

Se dagens program.



Benthe Ploug 

LIVSFORTÆLLINGER 

32 danskere deler ud af deres livsvisdom

Erindringer. Forlaget mellemgaard, 2016. 206 sider.

Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten. Benthe Ploug bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt og præcist som muligt. Der er en fornøjelse at læse teksten. Alt bliver forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 2.7.2025.

Mød Benthe Ploug på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober 2025. 

Se dagens program.



Bernt Stubbe Østergaard

BLOMSTERBØRN. Livet i landkollektiverne  

Indblik Egolibris, 2019. 295 s.

Undertitlen, Livet i landbokollektiverne, rammer fortællingen ind. Det er et enormt researchmateriale som udgivelsen bygger på. Vi får hele forløbet fra start til slut. På de første 150 sider ridses forudsætninger op – eller snarere de manglende forudsætninger og hvad det resulterede i. I bogens anden halvdel opridses samarbejdet med Solvognen og aktionen i Rebild Bakker, men også alle de øvrige aktioner og aktiviteter. Der er mange bolde i luften, men der jongleres kompetent mellem bevægelsens historie og Bernt Stubbe Østergaards egne personlige erfaringer, der indlejrer sig smukt i teksten. Dermed bliver det både en fælles beretning, men samtidig også en personlig beretning, fortalt af en af prionerne. 

 Læs anmeldelse

Offentliggjort den 24. juli 2025

Mød Bernt Stubbe Østergaard på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober 2025. 

Se dagens program.




Tekla Irene Walther 

DANSEN LATTEREN LIVET 

Erindringer, Eget forlag, 2025, 280 sider

Tilbage står indtrykket af en kvinde med et enormt mod og en formidabel åbenhed, på trods af at hun forsøger at fastholde indtrykket af, at hun aldrig rigtig har slået til og har haft svært ved at se sig selv og sine egne ønsker i øjnene. Men latteren bliver hendes redning – og også læserens. Beskrivelsen af, hvordan Tekla nærmer sig latterbevægelsen er fængslende. Bagefter kommer beskrivelsen af hendes dansende karriere i en sen alder samt de efterfølgende afsnit om rejserne rundt i verden. Det er betagende læsning. Det hele er så underspillet fortalt, at det ender med at virke betagende.

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 30. juli 2025.  

Mød Tekla Irene Walther til 

Gammelfestivalåbningen, fredag den 24. oktober 2025. 

Se dagens program.



Portrætfoto: Michael Svennevig.

Tom Sonntag

FADING WITH BIRDS
 
CD med 11 numre. 75 minutter
Produktion: Tom Sonntag
Optagelse: sonnMusic/Tom Sonntag
Mix & mastering: sonnMusic/Tom Sonntag
Udgivelsesdag: 1. juli 2025

"Er "Fading With Birds" en svanesang? Er dette den finsk/danske komponist og musiker Tom Sonntags sidste udgivelse? Han skriver, at det handler om ”the ending of time”. Han er kørestolsbruger og har muskelsvind, så fremtiden er ikke uendelig for ham. Det er de kort, han har fået at spille med i dette liv. Musikken er båret af en stille resignation og en tilsyneladende ubesværet afklarethed. Det meditative er tydeligt, når han beskriver det som «a sound reflection om my wondering about the ending of time»... Not with fear, but as a relief from pain and distress. A strong hope to transcend into a state of ease... Courage to let go and fade away with birds…” Som et musikalsk testamente - et melodisk farvel til livet og naturen, båret af en spindelvævstynd lethed. kombineret med finsk melankoli. Det er blevet til 75 minutters musik fordelt på 11 skæringer. Det grafiske arbejde på omslaget og indercoveret, med fotos af Michael Dam og layout af Christian Grønne, har samme æstetiske lethed."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 11. august 2025

Mød Tom Sonntag

3. festivaldag i De Gamles Bys kirke

(det er det eneste af festivalens arrangementer, der foregår i kirken)

søndag den 26. oktober 2025.

Se dagens program



Læs mere om den kommende Gammelfestival III

*

onsdag den 24. september 2025

Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 1. del

 

Sådan startede det i januar 2010 med den første Gammelfestival.
Artikel fra Vesterbro Bladet, december 2009.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er 1. del af min afrapportering fra Paris – for 11 år siden:

 

Gammelrapportering 

fra Paris, oktober 2014.

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige, at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.

 Jeg er stillet op med min nysgerrighed og har inviteret kunstnere med på festivalen med samme nysgerrighed. Nogle af dem har jeg været i samtale med og andre har selv holdt oplæg, baseret på bøger, film, teater og musik. Det har udgjort en kæmpestor broget buket af blomster i alle farver. Der har været forfattere med én bog, nogle der har talt om kommende bøger og andre med hele livsværk bag sig, bestående af værker, der for længst er indskrevet i litteraturhistorien. Der har været brand- og båltaler. Nogle har fortalt om det, de ikke vil finde sig i og affinde sig med, bare fordi de er blevet gamle. Det har givet mulighed for at kaste blikke ind over skjulte steder. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig i demensen? Hvad er det som gemmer sig i livet?

 Jeg lavede festivalen, fordi jeg syntes, at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af. Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet, som det også er. Også når det skræmmer os. Som en oplægsholder sagde, det er ikke de gamle, der er syge, men tidsånden, der er syg - og sammenlignede det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde sig i noget. Hurtig og overfladisk.

Med Gammelfestivalen lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det, trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig, at meget var generelt og slet ikke så privat, som vi troede. Det var noget, som mange var fælles om. Det er nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os? Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive slutning.

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop giver det liv. Det samme skete med sang og musik på festivalen. Musikken trænger på samme måde ind i bevidstheden og frisætter noget af alt det gemte og glemte. Noget af alt det, vi troede var forsvundet for altid.

Til bearbejdelse af tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig selv på spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.

Det har været væsentligt at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.





Læs mere om den kommende Gammelfestival III:

 DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY 

fra den 24. -27. oktober 2015


Se også festivalen på Facebook


Lyt til podcast-serien i 3 dele:

"Portræt af Aftenhøjskolen"


Læs mere om mødet med Aftenhøjskolen:

"Dagbog fra Aftenhøjskolen"


*

lørdag den 20. september 2025

Anmeldelse: VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans, SORTE FIRKANT på Blaagaard Teater og SHĀH MĀT i Den Grå Hal

Fotos: Per Morten Abrahamsen (VI FORTSÆTTER...), 
Zuhal Kocan.(SORTE FIRKANT) og  Emil Monty Freddie. (SHAH  MAT).


3 forestillinger om fastholdelse.  
Om kongemagt og skak. 
Om tang og overlevelse. 
Om fængsel og afsoning. 
VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans i Centralmagasinet ved Roskilde. 
SORTE FIRKANT på Blaagaard Teater. 
SHAH MAT af Uppercut Danseteater & Holstebro Dansekompagni i Den Grå Hal.


Foto: Lærke Posselt


VI FORTSÆTTER...
af Aaben Dans
13.- 27. september 2025
Centralmagasinet
ved Roskilde

Det er ikke let at finde frem til Centralmagasinet i Sankt Hans-bydelen ved Roskilde. Selv om det kun er 4 km fra centrum. Men det er det hele værd.

Da vi kom ind i foyeren, lagde vi straks mærke til al den tang, der var placeret rundt i rummet.  Det nærmest vældede frem fra lokalets hjørner. Når jeg lod hånden glide henover, føltes det som blødt, renvasket tang. Indgangen til teaterrummet var dækket med blå plastik. Den blå farve var kraftig og draperet på en måde, så det lignede et hav. Som om vi skulle igennem havet for at komme ind til selve rummet, hvor forestillingen foregik. Derinde var der bænke rundt langs ydervæggene på tre sider af dansegulvet i midten, der ligeledes var fyldt med tang.  


Foto: Lærke Posselt


Da lyset dæmpedes, gled lyskegler gennem rummet og momentvist indfangede de fire dansere, der lå livløst spredt rundt i rummet, som var de selv tang, der var skyllet i land. 

I starten skede der ingenting. Alligevel var rummet ladet med alt det, vi skulle opleve. Min forventning var spændt til det yderste, men der skete kun så lidt, at jeg flere gange døsede hen. En enkelt arm bevægede sig. Langsomt, ganske langsomt bredte det sig til resten af kroppen, men kun på den ene af de fire dansere. Det så ud som om bevægelsen voksede ud af tangen, som lå rundt om danserens krop. Langsomt, meget langsomt vågnede de øvrige tre dansere. To mænd og to kvinder: Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund, Ole Birger Hansen og Sophia Mage. De var iklædt almindeligt tøj i overvejende jordfarver, der marchede den sort/brune tang. Lidt efter lidt vækkedes de til live i danseforestillingen VI FORTSÆTTER... af Aaben Dans. Konceptet, koreografien og iscenesættelsen er af Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling.


Foto: Lærke Posselt

Det var ikke egentlig musik. Der var snarere nogle dybe brummende lyde, der flød sammen og udfyldte lydrummet med noget manende, noget uafvendeligt og næsten skæbnesvangert. Der var fra teatrets side intet handlingsreferat. Alt hvad der udfoldede sig for øjnene af os, var noget vi selv skabte meningen i, baseret på det indtryk bevægelserne og dansen skabte i vores egen indre biograf. Det gør netop denne slags forestillinger til noget af det mest udmattende, for man er nødt til selv at sortere og skabe orden i indtrykkene. Det gør vores underbevidsthed automatisk. Vi vil gerne forstå, hvad vi oplever - og også gerne afkode betydningen.


Foto: Lærke Posselt

Min underbevidsthed blev ved med at sende mig afsides, og jeg døsede hen flere gange, og så pludselig var det der, dette magiske øjeblik, hvor det hele giver mening og bliver vedkommende. For mig indtraf det, da danserne fandt sammen og ikke længere levede hvert deres isolerede liv. De dansede meget tæt på de omkringsiddende. Den ene af de to kvindelige dansere satte sig tæt op af et publikum og lagde hovedet i den siddendes skød. Det afgav en impuls, der straks fik mig til at  knytte an til de dansendes univers og gøre det til mit eget. Den lette, næsten tilfældige berøring vækkede noget i mig. 


Foto: Lærke Posselt

Derfra tog forestillingen fart. Dog er jeg mig også bevidst, at den lange (for mig) døsende intro, var min vej til at forbinde mig med det. Nogle gange tager det lang tid, og nogle gange er det der fra begyndelsen. Men at nå ind i det punkt, er altid en lykke, derfra kan alting ske. Det er som en dør, der svinger op, og som publikum får man lov til at træde indenfor i det værk, som nu opføres inde i os hver især.

Der indtraf en katastrofe, som lagde sig ind over de dansende. Måske var det verden, der eksploderende eller flodbølgen, der opslugte alt. Efter katastrofen blev de forsvundne ting genfundet. De dukkede op af tangen, efter at flodbølgen havde skyllet dem væk. Det genfundne (en sko, en beklædningsdel m.m.) iførte de søgende mennesker sig opløftet, som var det genfundne brikker til en mening, der midlertidigt var forsvundet og som nu skulle genfindes. Nogle gik nærmest lettede derfra, for de fortsatte...


Foto: Lærke Posselt

VI FORTSÆTTR... ligesom danserne, der til sidst forlod scenerummet og dermed afsluttede forestillingen efterfuldt af et meget nænsomt sammensat lyd- og lysshow, der smukt samlede hele oplevelsen. Ikke mindst med korværket, "La Nuit" sunget af Sønderjysk Pigekor og Drengekor komponeret af Mads Emil Nielsen. Elke Laleman stod for lys og video.

Vi var to, der blev siddende. Det var dejligt at blive siddende i oplevelsen. 


Foto: Lærke Posselt

Jeg kan godt lige at forsøge at holde oplevelsen så abstrakt som muligt, derved beholder den sin styrke. På en måde formindskes oplevelsen, når den bliver holdt fast og konkretiseret i ord og meninger. Det er som om det beholder sin storhed, hvis vi evner at gribe fat uden at tolke for meget. Men omvendt, som før omtalt, er det en forståelsesproces som vores underbevidsthed automatisk går i gang med - og det er umuligt at hægte den helt af, og det skal vi heller ikke, men tolkningen af det sete afhænger af vores behov for mening og sammenhæng.

Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling kan deres metier. Vi er i trygge hænger, når de lader os med danserne hvirvle sanseløst rundt i lokalen, som var vi alle reduceret til viljesløst tang i et meget stort hav. Der er ikke noget skønnere end at føle sig som viljeløst tang i et stort hav! Tag endelig til Sankt Hans-bydelen ved Roskilde. Det er den skønneste tang-fornemmelse.


Foto: Per Morten Abrahamsen.

VI FORTSÆTTER...
af Aaben Dans
13.- 27. september 2025
Centralmagasinet
Karoline Ebbesens Plads 1,
Skt. Hans bydelen i Roskilde
 
Koncept, koreografi og iscenesættelse:
Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling

Dansere: 
Keren-or Ben Shachar, Kristian Bastholm Refslund, Ole Birger Hansen og Sophia Mage

Scenografi og kostumer:
Marie Rosendahl Chemnitz

Komponist:
Mads Emil Nielsen

Lys og video: 
Elke Laleman

Produktionsleder: 
Madeleine Lind Hoppe

Videotrailer: 
Adam Laver Film og Monokel Studio

Kostumer, indkøb: 
Nina Helbak

Syerske: 
Anne Marie Ramona Würgler



Tidligere anmeldte forestillinger med Aaben Dans:



 

Foto: Zuhal Kocan.



SORTE FIRKANT
på Blaagaard Teater
i samarbejde med Kollektivet SAMLINGEN
12.9. - 3.10.2025


Det tomme rum, der møder os, er belyst med ophængte neonrør, som om vi befinder os i en celle. I et samarbejde mellem scenekunstkollektivet SAMLING og Blaagaard bliver vi præsenteret for fire borgere og to skuespillere.
Skuespillerne Kimmie Liv Sennova og Arian Kashef præsenterer Birgitte, Alexander, Camilla og Yaqoub (sidstnævnte er kun med som stemme), der alle er blevet idømt  og har afsonet lange fængselsstraffe.
De er alle fire uhyre velformulerede, charmerende og velbehageligt selskab. Hvis jeg havde mødt dem til en fest, ville jeg umiddelbart være faldet i snak med dem.
Deres domme til trods, fremstår de umådelig sympatiske og livsduelige.
De får hver især en pensel og grøn maling stukket ud for visuelt at kunne illustrere deres afsoning ved at male lange streger på den hvide væg og opdele den alt efter forløbet i afsoningen.


Foto: Zuhal Kocan.



Alt som deres fortællinger skrider frem, bliver det hvide rum mere og mere grønt. Samtidig bliver vi som publikum mere og mere hensat i undren, for det rejser væsentlige spørgsmål om afsoning og fængselstraf. Er afsoningen egentlig den mindste del af straffen? Når de kommer tilbage ud i samfundet, modtager de den egentlige straf, der er udelukkelse fra det liv som vi andre lever. Pludselig er der en masse døre, der er lukket og forbliver lukkede. Vi ved det godt, men graden og omfanget af det er oprørende.
Sonja Ferdinand har skrevet teksten, baseret på de medvirkendes historier. Marie Boye Thomsen & Helle Kirstine Egsgaard udgør Kollektivet SAMLING. Astrid Lindhardt har instrueret. 


Foto: Zuhal Kocan.



De tre borgere på scenen fremstår umådelig charmerende. De taler om de 10 år, som den ene af de tre, har afsonet. Skuespillerne beretter fra deres eget liv, hvad de har gennemlevet på 10 år, og hvad det har betydet for, hvor de er i dag. Alexander beretter som kontrast, at han blev indsat som 21-årig, og 10 år efter blev han igen ladt ud i samfundet. De 10 år betød, at han aldersmæssigt var blevet 10 ældre, men uden at have levet de 10 år, for som indsat bliver ens liv sat på pause. Han beretter, at kæresten havde sagt, at det tøj han nu købte stadig var ungdomstøj og ikke tøj til en voksen mand. Han er med andre ord stadig  kun 21 år. De efterfølgende 10 år, hvor han har siddet inde, er ligesom slettet. De findes ikke længere.

De dømte på scenen er 3 unge mennesker, der er blevet ældre. Camilla hævder at være dømt på indicier. Kæresten har - under coronaen - fået pakker sendt til deres fælles hjem, og som hun har videresendt. Det lignede sundhedsartikler, som på det tidspunkt var svære at få fat på i butikkerne. Andre pakker, der i stedet var sendt til kærestens arbejde, blev konfiskeret og viste sig at indeholde indsmuglede stoffer. Politiet formodede, at det samme gjaldt pakkerne, der var sendt hjem til dem, men beviset var ikke-eksisterende. Alligevel blev hun dømt. Uden beviser.


Foto: Zuhal Kocan.



Skuespillerne skal både hjælpe med at formidle deres historier, men også stille de spørgsmål, som vi som publikum sidder tilbage med. Kimmie forsøger at få svar på, hvordan det kan være, at de i forbindelse med forestillingen ikke har måttet læse det 97 siders lange anklageskrift? Måske er Camilla slet ikke så uskyldig som hun hævder? Er det for at skjule noget? Hendes retssag resulterede i en dom på 6 års fængsel.


Foto: Zuhal Kocan.


Alexander solgte stoffer, mange stoffer, og blev arresteret på en parkeringsplads i Slagelse i besiddelse af 50 kg. euforisende piller.
Birgitte havde afsonet en straf som miljøaktivist, og blev dømt for civil ulydighed i forbindelse med mange radikale miljøprotester. 
Yaqoub  blev fængslet som islam-ekstremist med syrisk baggrund, og som fremmedkriger med en lang række banderelaterede forbrydelser bag sig. I et omfang, der gjorde at hans sikkerhed ville være truet, hvis han selv stod på scenen.


Foto: Zuhal Kocan.


I den teatermæssige sammenhæng handler det ikke om, idømmelsen af deres straf er rigtig eller retfærdig, men mere om, hvad samfundet gør ved de dømte og efterfølgende om, hvordan vi behandler dem efter udstået straf. Deres fortællinger understreger, at vi allerede har dømt dem ude, så snart de bliver fængslet. Det er det, som er forestillingens ærinde: at give os syn for sagen. At lade os møde deres fortællinger og se dem som mennesker.


Foto: Zuhal Kocan.


Blandt de mange oplysninger om svære forhold og umulige situationer er der især én, der står tilbage: det faktum at enhver straffet modtager et krav om tilbagebetaling af sagsomkostningerne, hvilket for den ene af de fire borgere resulterede i noget nær en million kroner, som han aldrig ville være i stand til at betale tilbage - og derfor heller aldrig ville kunne eje noget. Inden afsoningen forhørte han sig om muligheden for i det mindste at stoppe de påløbende renter, mens han sad inde, men det var ikke muligt. Selv i gode perioder (han arbejder nu som stilladsarbejder) ville den største del af hans månedlige tilbagebetalingsrater primært gå til at dækning af renter.  


Foto: Zuhal Kocan.


Det er dokumentarisk hybridteater om menneskets møde med retssystemet. 
Det faktuelle er forestillingens akilleshæl, for vi aner intet om troværdigheden af deres udsagn, men det er heller ikke det, der er så væsentligt, men snarere fortællingen om, hvad dommen og straffen betyder for disse fire menneskers videre liv. Forestillingen giver glimrende indblik i, hvordan det opleves at være tidligere straffet, og hvordan man klarer det. Efterfølgende er det oplagt at spørge sig selv, hvad vi som samfund egentlig mener, formålet er med afsoningen?


Foto: Zuhal Kocan.


Det er glimrende eksemplificeret af de udklippede sorte firkanter, der er lagt rundt på sæderne til publikum, og som de indsatte har klippet under deres afsoning. Firkanterne var klæbet fast til den underliggende lille pjece, hvor der stod:

"SORTE FIRKANTER KLIPPET I FÆNGSEL. 
Som indsat i Danmarks Fængsler har man ret eller pligt til beskæftigelse. Arbejdsopgaver spænder bredt fra rengøring, madlavning, værkstedsarbejde og cellearbejde. Det kan være svært at finde 37 timers meningsfuldt arbejde, der kan udføres i en celle, hvor der er store krav til sikkerhed, kompetencer, plads og hygiejne. Derfor kan indsatte opleve opgaver, der virker meningsløse. En arbejdsopgave i cellen kan fx være at samle rawplugs eller klippe firkantede, sorte prisskilte efter en skabelon.
I forbindelse med forestillingen har indsatte i Vestre og på det lokale Blegdamsvejens Arrest sagt ja til at skære sorte firkanter og udtrykke deres ønsker eller indtryk indefra til publikum. De 2800 firkanter er hver blevet sikkerhedstjekket og censureret af ansatte i fængslet."

På min firkant var der på bagsiden skrevet med hvid blyant: 

hold ud


Foto: Zuhal Kocan.

SORTE FIRKANT
på Blaagaard Teater
i samarbejde med Kollektivet SAMLINGEN
12.9. - 3.10.2025

Idé, casting & iscenesættelse:
 KOLLEKTIVET SAMLINGEN 
(Marie Boye Thomsen & Helle Kirstine Egsgaard)
Instruktion: Astrid Lindhardt
Dramatiker: Sonja Ferdinand 
Komponist & lyddesign: Julie Østergaard
Lysdesign: Anna Westh 
Scenografassistent: Carlos Manns
Dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen
Produktions- og forestillingsleder: 
Rikke Haarbo
Scenograf- og kostumeassistent:
 Milla Magndahl
Scenograf- og kostumeassistent:
 Johanna Linde 
Malerelev:  Robin Looks
Malerelev: Thor Laadal
Malerelev: Mette Damgaard
Fotograf: Jasko Bobar
Videograf: Sara Jordan



Tidligere anmeldte forestillinger 
på Blaagaard Teater:

2025:




Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


SHĀH MĀT
Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni 
Den Grå Hal, Christiania
18. 9. - 4. 10. 2025

Den Grå Hal var tætpakket til premieren i torsdags. Den Grå Hal er i sig selv et smukt sted med sin massive trækonstruktion, der arbejdede fint sammen med scenografen til SHAH MAT af Johan Kølkjær. Scenen var én stor spilleplade, hvor de 16 dansere fra Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni placerede sig over for hinanden, som om de var spillere eller brikker i et større spil, instrueret af Stephanie Thomasen, der sammen med Mark Philip er kunstnerisk ledere af Uppercut Danseteater . Dette er den hidtil største satsning, når Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni slår sig sammen om at spille skak.


Foto: Emil Monty Freddie.


Det buldrer løs fra begyndelsen, hvor Alexander Skjold Henriksen slår løs på 5 opmikede stortrommer, så det gjalder gennem salen og også får lydvibrationer til at forplante dig til tilskuerrækkerne , der er bygget op i hver ende af salen. Dansen følger synkront de tunge trommeslag. Det er vildt, voldsomt og umådelig sanseligt. Det er umuligt ikke straks at blive revet med. Der danses med en voldsom , nærmest manisk aggression, der er umulig at stå imod. Vi er nede i den dybe jord, Det er rituelt, og det er himmel og hav, der anråbes.


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.



Midt på det skakternede scenegulv var der hængt en trapezlignende rebstige op. Den hang lige over dansernes hovedhøjde. På det nederste trin var der hængt en kongekrone, og det lå implicit i den scenografiske opstilling, at det var den kongekrone, som skakspillet handlede om. Hvem kan vælte kongen eller dronningen? Hvem kan spillede sig frem til kongekronen og magten? Lionel Ah-Sou var den første af danserne, der ifører sig kronen. I en knugende scene fik han de øvrige dansere til at adlyde hans mindste vink, og de begyndte at krøbe som hunde,  dog kun for en stund. Kongen nød tydeligvis sin magt, og det nærmede sig det sadistiske på den måde, han undertvang sine undersætter, inden kronen gled videre til Oksana Masclechko. Hun er meget mere sensuel i sin dans og udøvelse af magten. Det gnistrer fra hende, og hendes kvindelige sensualitet fyldte det hele. Senere var det Mark Philip, der gav kronen videre til Lorenzo Giovanetti, men det var hele tiden Mark Philip, der måtte holde ham oppe. Selv om han stillede ham i positur til at bære kongeværdigheden, formåede han ikke at holde hovedet højt og kroppen rank. På et tidspunkt lå han på en stol, som Mark Philip svingede rundt. Det var utroligt, at det kunne lade sig gøre. Det var ikke overraskende, at kronen måtte gå videre - og det gjorde den. Det blev den ved med i størstedelen af forestillingens første akt. 


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen..


Dansernes mange forskellige måder at møde kongeværdigheden på, og deres måde at udøve magten på, sagde meget om skak, strategi og om magt og frygt. 

Udviklingen af det koreografiske materiale er skabt i samarbejde med danserne. Stephanie Thomasen har et godt blik for, hvad de enkelte magter og kan præstere. 

Forestillingen afvikledes med stor ekvilibrisme og perfektionisme. Det fungerede også som teater, for så vidt at det alvorlige afløstes af det naragtige og bevægede sig helt hen til det sødladne, da det på et tidspunkt bliver til dansernes vokale gengivelse af Abbas "Dancing Queen". Utroligt at de kan synge den så smukt. Der lød grin fra publikum, da det langsomt afsløredes, at det netop var dén sang, der slyngedes ud brudstykkevist. I begyndelsen var det slet genkendeligt, men snart råbtes enkelt linjer ud. Det skete spidsfindigt, mens den pågældende syngende danser prøvede at danse sig op til en af sanglinjerne, som om de var til audition som dansedronning. Det fungerer overraskende godt. Ikke mindst da hele melodien flerstemmigt bragede gennem rummet. De kan de altså også.


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


Senere var det Hilde I. Sandvold, der ikke kunne bestemme sig til, om hun ville være konge eller dronning og som sagde: ”I feel like a king/I feel like a queen/It is clear that I have the talent to play both”Hilde I. Sandvold havde også en monolog tidligere, hvor vi blev stillet til vægs som publikum, for hvor engagerede er vi egentlig? Ville vi gøre noget for at verden bliver bedre, eller er vi bare godt tilfreds, som den er nu. Det er jo ikke alle, der har det så godt, som vi har det. Hvad vil vi gøre for balancen i verden, for diversiteten, for ligeberettigelsen mellem kønnene, for miljøet?
Måske slet ikke noget?
I situationen virkede det lige lovlig woke, men bagefter var det præcis, hvad forestillingen handlede om. Hvem er vi? Hvem lader vi os beherske af - og hvordan underlægger vi os de herskende magter omkring os. 


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


På et tidspunkt bliver kongen til narren, men det må jeg desværre fortie her, da det ville ødelægge overraskelsen ved Jacob Schrøder tilsynekomst som den 17. danser. Det var en velfungerende overraskelse, der da også kom til at præge resten af forestillingen, men det skal opleves ved selvsyn i Den Grå Hal.


Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.


Der er et meget højt tempo gennem hele forestillingen. Efter pausen gled jeg lidt af, men blev snart efter hentet tilbage igen. Ikke mindst af de visuelle overraskelser i 2. akt (og som heller ikke skal afsløres her). SHAH MAT er en stor, saftig danseoplevelse, der gør, at man uvægerlig sidder og slår takten med foden. Det er umuligt at lade være. Lyset (af Raphael Solholm),  lyden (af Lawand Shakur Othman) og kostumerne (af Maria Ipsen) arbejdede sammen med scenografien og koreografien på smukkeste vis. Det er en meget helstøbt oplevelse.

Der er et rigtig godt udsyn fra alle siddepladser. Det er simpelthen en fornøjelse bare at være til stede i Den Grå Hal, og når danserne slår sig sløs, er der ikke noget bedre sted at være. 


Foto: Emil Monty Freddie.


SHĀH MĀT
Uppercut Danseteater og Holstebro Dansekompagni 
Den Grå Hal, Christiania
18. 9. - 4. 10. 2025

KONCEPT OG ISCENESÆTTELSE
Stephanie Thomasen

UDVIKLING AF KOREOGRAFI OG MATERIALE
Stephanie Thomasen i samarbejde med danserne

ASSISTENT FOR STEPHANIE
Ædske Jolie van der Velden

SCENOGRAFI
Johan Kølkjær

KOMPONIST & KAPELMESTER
Lawand Shakur Othman

LIVE PERCUSSIONIST
Katrine Elbo, Alexander Skjold Henriksen

VIOLINARRANGEMENT
Katrine Elbo

LYSDESIGN
Raphael Solholm

DRAMATURG
Betina Rex

DRAMATURGASSISTENT
Maria Schultz-Christiansen

KOSTUMER
Maria Ipsen

DANSERE
Adam Tocuyo, Bjørk-Mynte Paulse, Carley Lund, George Burton, Gil Batista, Giorgia Reitani, Hilde I. Sandvold, Igea Noioso, Jacob Schrøder, Jens-Antonio Schyth Brøndum, Linn Fletcherl, Lionel Ah-Sou, Lorenzo Giovanetti, Mark Philip, Nikoline Kronslev, Oksana Masclechko, Patrick Afuale Eirup

PRODUKTIONSLEDER
Henrik Bank

FORESTILLINGSLEDER
Emilie Hasling

PRODUCENT
Maja Bonde Holtze (Uppercut Danseteater), Anna Marie Houe & David Price (Holstebro Dansekompagni)

BYGGER
Andrew Mathews & Sonny Oeftiger

Forestillingen er støttet af
Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Beckett Fonden, Louis-Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Hoffmann & Husmans Fond, Københavns Kommune & Holstebro Kommune






Tidligere anmeldte forestillinger
med Uppercut Danseteater:

2024:


2023:


2022:



*

Se også fortegnelsen 

over de øvrige 248 teateranmeldelser.

*