lørdag den 2. november 2024

Anmeldelse: REND MIG I TRADITIONERNE på Teater Vestvolden, SPEJLVENDT på Folketeatret og DØDSDANSEN på Teater V

Fotos: Marcus Uhre (Redigering: Søren Maisner), Gudmund Thai og Søgaard Film. 



I "Rend mig i traditionerne" på Teater Vestvolden tror David, at han er en hund og har en tikkende bombe indeni. I "Spejlvendt" på Folketeatret kan Alex ikke finde ud af om han er dreng eller pige. Begge forestillinger handler om at finde sig selv og udfordre normaliteten. Den første er meget konkret, mens den anden er mere svævende og uafklaret, men til gengæld overvældende rørende, mens den første ikke ordentligt får bidt fra sig. I "Dødsdansen" på Teater V danses der på liv og død. Det hele danses uden at der bliver mælet et ord, men alt bliver alligevel sagt.


 Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


REND MIG 

I TRADITIONERNE

TEATER VESTVOLDEN
Fra 13 år + voksne
25. 10. - 16. 11. 2024


Det starter meget lovende i Henrik Markmanns bearbejdning af Leif Panduros roman. Hovedpersonen, David, i skikkelse af  Wahid Sui Mahmoud, er i spil helt fra publikum kommer ind, hvor han klovnesminket går rundt og taler med de unge. I baggrunden høres Tivoli-lyde (lyddesign af Weronika Andersen), mens farvede lysspots (lysdesign af Flora Brandt) fejer rundt på scenen. Stemningen er lidt som den opleves, mens man står i kø til en af forlystelserne i Tivoli. Det lægger virkelig op til noget og det fortsætter også under den første scene, der straks vandt mig over. Wahid Sui Mahmoud udså sig blandt publikum én til at holde stramt fast i hans meget lange slips - og det blev mig, der fik fornøjelsen af at holde alt, hvad jeg kunne i slipsets anden ende, mens han stemte fødderne imod og lænede sig faretruende bagover, sådan så han udelukkende blev holdt oppe af grebet i slipset. I den tilstand udspilledes den første scene sig, mens David havde fået slipset ind i en automat og sad fast. En politibetjent tror, at han er ude på at bryde ind i automaten. Det er godt fundet på. Det er pågående og meget velfungerende, og det satte tonen for det efterfølgende. David bider betjenten, og bliver placeret på en lukket afdeling med tremmer for vinduerne, men ellers er alt godt. Eller så godt som det kan være, når man har en tikkende bombe indeni - og er begyndt at bide folkene omkring sig. David bider også broren, Hugo, og den søde sygeplejerske, Marianne, når det hele bliver for meget. Det er her at det kæntrer, for det bliver aldrig for meget. Det er faktisk alt for lidt.


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


Der er alt for få bid og bomben tikker heller ikke højt nok. Galskaben er så underspillet, så det hele bliver lidt fladt. Jo, det er velfungerende og Wahid Sui Mahmoud spiller godt og fyldestgørende, men dramatikeren og instruktøren, Henrik Markmann og Johan Sarauw, har været alt for enige om at tone det hele ned. Det er synd, for hvis Panduro er uden bid, så bider galskaben sig ikke fast, og så bliver teksten på en måde lidt harmløs. Den bider i hvert fald ikke fra sig. 


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


Det er selvfølgelig et bevidst valg. Men det uskadeliggør teksten. Det så at sige normaliserer den, og så forsvinder galskaben, og det var netop dét, der var det gennemgående i Panduros værker, at der var en tikkende fornemmelse neden under det almindelige liv. Det var denne tikkende fornemmelse, der bredte sig til læserne og tv-seerne for snart rigtig mange år siden - og skubbede til normaliteten. Ja, det lukkede galskaben indenfor, og gjorde at det lagde gaderne øde, når hans tv-spil blev vist i fjernsynet. Men det var dengang.


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..


Det er klart at de unge, der oplever forestillingen på Teater Vestvolden, har ikke den bagage med, og det gør velsagtens, at de bare nyder det for det, det er. Der er både fordele og ulemper ved at bruge allerede kendte tekster på scenen igen. Det giver først og fremmest en nysgerrighed efter at opleve en nyklassiker, men det skaber uvægerlig også nogle forventninger. Denne teatergænger gik lidt slukøret fra forestillingen, selv om den egentlig var god nok, men jeg kunne ikke abstrahere fra, hvad det kunne have været. Jeg havde håbet på, at forestillingen havde været frisk, vild, vanvittig og fræk. Den var den langt fra, selv om alting fungerede i sin egen ret.


Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner.


Det er lykkedes at få romanems mange stemmer kogt ned og forenklet, så det kunne spilles af bare én skuespiller. Scenografien og det visuelle fungerede så fint og effektivt. Men jeg synes ikke at der var den rette olie på maskinen, for Panduro uden vanvid og bid, blev måske nok en forestilling, der fungerer godt nok, men det kunne have været blevet så meget mere og vildere. Måske havde jeg bare håbet på, at dette kunne have været første trin til at mange flere af Panduros tekster igen kunne komme frem i rampelyset, men det synes jeg ikke at forestillingen lægger op til. Men de unge var helt stille under forestillingen og tydeligvis grebne. Bag mig hørte jeg en pige hviske: "Jeg kom vist til at græde...".


.
 Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..

REND MIG 
I TRADITIONERNE
TEATER VESTVOLDEN
25. 10. - 16. 11. 2024
Fra 13 år + voksne
50 min


Medvirkende: Wahid Sui Mahmoud
Forfatter: Leif Panduro
Instruktion: Johan Sarauw
Manuskript: Thomas Markmann
– Med bidrag af/fra holdet
Lyddesign: Weronika Andersen
Projektionsdesign: Amunet Studio
Kostume og lysdesign: Flora Brandt
Dekoration: Holdet
Instruktørassistent: Marcus Haugaard Uhre
Dramaturg: Linnea Fabricius
Kostumier: Henrik Børgesen
Sminkør: Frederikke Bjørk
Bygger og teknisk chef:  Gert Christoffersen
Afvikler og forestillingsleder:  Mikkjal Galan
Producent:  Stephan Pollner
Forestillingsidé & produktion: Teater Vestvolden
Forlag: Gyldendal


Fotograf: Gudmund Thai.


SPEJLVENDT
af HiLS DiN MOR
på Hippodromen, FOLKETEATRET
fra 13 år + voksne
22. 10. - 6. 11. 2024


Det er fuldt ud i tråd med forestillingens og teatrets egen LGBT+målsætning, at vi fra starten af SPEJLVENDT - skrevet af William Lippert - har svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden, for de spilles alle af Lucia Vinde Dirchsen og Tryggvi Sæberg Björnsson, der vandrer glidende fra person til person - også kønsmæssigt i en fortælling, der netop handler om grænserne mellem kønnene. De er også klædt ens og starter med at stå foran store spejle, hvor de spejler sig selv og hinanden. For er de én og samme person eller er de to forskellige personer?



















Fotograf: Gudmund Thai.


Alex, der lige er færdig med 9. klasse, er ved at falde fra hinanden. Han kan ikke få ordentlig fat i sig selv og omgivelserne. Det starter, da han en dag tager en nederdel uden på sine shorts. Straks tror de andre at bedstevennen, Benjamin, også må være en kæreste. De to bedste venner skilles og forsones først mange måneder senere - og det er først ved mellemkomsten af Sylvia Starlight, der spilles af René Benjamin Hansen, at det hele lidt efter lidt lader sig løse op, men let er det ikke, for Alex er selv i vildrede, og ved ikke, hvordan skal han håndtere vennernes spørgsmål og drilleri?


Fotograf: Gudmund Thai.


Den overdådige scenografi af Lise Marie Birch & Lars Englund Frimann, der er enhvert tv-show værdigt, fungerer glimrende - og det gælder også Sylvia Starlight, der hver gang hun kommer til syne i et nyt outfit, modtages af publikums klap og begejstring. Det er en skarp balance at få dette showy format - koreograferet af Beck Heiberg - til at fungere sammen med den meget intime historie, men det mestres dækkende i Mikkel Reenbergs instruktion. Ville det blive for meget, ville det hele blive til banaliteter, men holdt stramt i tøjle, fungerer det på historiens egne præmisser - og det er det, der lykkes i "Spejlvendt". Lys og lyd er lagt i hænderne på Mads Lindegaard og Weronika Andersen.


Fotograf: Gudmund Thai.



For godt nok vendes det hele på hovedet, og det gør det også for publikum, men det er ofte nogle af de mest spændende teateroplevelser, når man skal kæmpe for at hænge fast, for hvem er hvem - og hvorfor og hvordan? Det taler alt sammen direkte ind i forestillingens tema om grænserne mellem kønnene - eller rettere om den ophævelse af grænsen, der giver friheden til selv at vælge sin tøjstil og definere sig selv.


Fotograf: Gudmund Thai.


Jeg kneb en tåre, da Alex indre konflikt bliver råbt ud i et stærkt følelsesudbrud: "Jeg ved ikke, om jeg er dreng eller pige!" Det gik lige til hjertet, selv om vi havde luret at det var omdrejningspunktet helt fra starten af, men når teater fungerer, så fungerer det rigtig godt. Det virkede så renfærdigt. Så såre nøgent og ligetil - og alligevel så helt uoverskueligt og problematisk for hovedpersonen.

Jeg var oprigtig skuffet, da forestillingen sluttede og tænkte: "Nej, det må ikke ende her. Det kan da ikke allerede være forbi. Jeg vil have meget mere. Det kan ikke være rigtigt!" Men det var det - og tillykke til HiLS DiN MOR med deres vellykkede spejlvending af virkeligheden, så det hele kom til at stå meget klarere.



Fotograf: Gudmund Thai.


SPEJLVENDT
af HiLS DiN MOR
på Hippodromen, FOLKETEATRET
fra 13 år + voksne
22. 10. - 6. 11. 2024

Dramatiker: William Lippert
Instruktion: Mikkel Reenberg
Scenografi: Lise Marie Birch & Lars Englund Frimann
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Koreografi: Beck Heiberg
Lysdesign: Mads Lindegaard
Lyddesign: Weronika Andersen
Medvirkende: Lucia Vinde Dirchsen, Tryggvi Sæberg Björnsson, René Benjamin Hansen
Co-produktion HiLS DiN MOR og Folketeatret



Foto: Søgaard Film.

DØDSDANSEN
af Holstebro Dansekompagni
på Teater V
31.10. - 3. 11. 2024


Da lyset går op for Holstebro Dansekompagnis DØDSDANSEN, præsenteres vi for en række billeder, hvor det ældre ægtepar krammer og begærer hinanden, så det tangerer det apatiske. Det ligner mere en nærkamp end det ligner kærlighed. Sådan er kærligheden jo også, men der er alligevel noget foruroligende over det. Det er som om de ikke kan få nok af hinanden eller også er de ved at fortære hinanden. Mon de vil overleve den kærlighed eller vil de gå til grunde og brænde op i  lidenskabens flammer?


Foto: Søgaard Film.


Bagefter sidder parret side om side i hver sin lænestol i dagligstuen. Det er som om tiden er standset, som om de befinder sig i limbo og er spærret inde med sig selv og hinanden. Hun sidder og trommer utålmodigt med fingrene på stolens armlæn. Det virker manisk. Det bliver ved og ved. Det er som om der ingen redning er for dem. De er helt og aldeles prisgivet hinanden.


Foto: Søgaard Film.


Thomas Bentin har koreograferet og instrueret DØDSDANSEN. Koncept og ide er undfanget af Marie Brolin-Tani og Melody Putu. Det var også de to sidstnævnte, der skulle have danset ægteparret, men en skade gjorde at manden i stedet danses af Alexandre Bourdat. Men det er også en tredje med på scenen:  Lionel Ah-Sou. Han præsenteres efter at ægteparret har gennemlevet deres had/kærlighed i utallige scener, der giver fornemmelsen af at det kun er noget udefrakommende, der kan redde dem fra hinanden, så måske er det ham, den yngre, der er redningen?'


Foto: Søgaard Film.


Hans-Olof Tani har med scenografien (og lysdesignet) skabt et rum, der umiddelbart virker tilforladeligt. I hver side er der placeret en række forskellige standerlamper. Gulvet er dækket af et hvidt blødt tæppe. Bag dem i midten er der et langt blødt, hvidt forhæng - og så er der de to lænestole. Rummet virker indbydende og velbehageligt. Denne velbehagelighed kontrasteres af dansen mellem de to, der snart efter bliver til tre. Ægteparret slås tydeligvis om den yngre mands opmærksomhed. De tvinger ham til at vælge side " i krigen", for det er hvad han er trådt ind til. 


Foto: Søgaard Film.


Skiftevist danser de tæt ind på ham. Hun spiller tydeligvis op til ham rent seksuelt, mens han i stedet forsøger at blive bedste venner med ham, mens de samtidig forsøger at holde partneren på afstand.  Alt for sent opdager han, hvad han uvægerligt er blevet blandet ind i. De har som edderkopper spundet ham ind i deres spind, indtil han ikke længere kan bevæge sig. Men ægtemanden kollapser, dog kommer han til sig selv igen. Da ægteparret til sidst igen er ladt alene tilbage, fortsætter de deres had/kærlighedsforhold, som om intet er sket - og det er der måske heller ikke?


Foto: Søgaard Film.


Det er en vild ide, at tage August Strindbergs skuespil DØDSDANSEN og omsætte den til dans. DØDSDANSEN er et intenst drama mellem ægteparret Edgar (kaptajnen), hans hustru, den tidligere skuespillerinde Alice, og vennen Kurt, der kommer på besøg fra Amerika. Ægtefællerne er gennem 25 års samliv blevet hinandens fangevogtere på den lille skærgårdsø, hvor kaptajnen er kommandant på en fæstning. Der går ikke længe, før Kurt bliver draget ind deres psykiske mareridtsspil, og 25 års opsparet bitterhed får frit løb.

Der sker det, at al det faktuelle forsvinder, for uden et eneste ord bliver mælet - for dette er nu omsat til moderne dans, hvor de bitre ord mellem ægtefællerne i stedet er blevet erstattet af deres bevægelser - træder kernen i dramaet lyslevende frem. Måske ser vi det for første gang, for uden ord bliver det hele reduceret til rå parringsdans eller er det hadedans?


Foto: Søgaard Film.


Der er røg på scenen i begyndelsen og slutningen. Røgen indhyller ægteparrets dansen op mod hinanden. Den fjerner dem fra stuen, og får deres dans til at blive en allegori på kærlighedens dybe fald. Der er ingen tvivl om at parret en gang har elsket hinanden. Det må de have gjort, men det er nu så længe siden, at det må de have glemt. Kærligheden er sluppet op og tilbage er kun hadet.


Foto: Søgaard Film.


Det er fascinerende at følge den kamp de to - og siden tre - udkæmper. I den dialog vi ikke hører, handler det om at overleve. De tre lever i hvert deres verden og i deres egen fortolkning af verden, og de tres verdener kolliderer. Ægteparret er for længst holdt op med at lytte til hinanden. Hos Strindberg er det kønnenes kamp mod hinanden. I Strindbergs berømte skuespil ET DRØMMESPIL gentages det, at det er synd for menneskene. Det er det også i DØDSDANSEN, men det er ikke synd for publikum, for vi underholdes fyrsteligt. 
Der er meget at tænke over efter at have oplevet DØDSDANSEN - og endnu mere, når det har udspillet sig i dette ordløse rum, hvor kroppe kastes mod hinanden som var det dødbringende spyd.


Foto: Søgaard Film.


Musikken og lyddesignet, af Christian Tronhjem, hjælper fortællingen på vej. Lydlige soundscapes afløses af knipsk dansemusik, der igen brydes med toner fra en fjern susen, hvor hastigheden manipuleres, for helt at gå i stå i frysende øjeblikke, hvor alting hører op. Åsa Gjerstad har kostumeret danserne, så de både fremstår noble og præsentable, før de danser sig ind i natten og forsvinder. Eller det er netop det grumme ved DØDSDANSEN, at intet forsvinder. Alting gentages. De lever i hinandens mareridt og det bliver ved og ved. Som en uendelig dance macabre. 



Foto: Søgaard Film.


DØDSDANSEN
af Holstebro Dansekompagni
på Teater V
31.10. - 3. 11. 2024

Koncept og ide: Marie Brolin-Tani og Melody Putu
Koreografi og iscenesætter: Thomas Bentin
Medvirkende og medskabende dansere: 
Marie Brolin-Tani, Alexandre Bourdat og Lionel Ah-Sou
Musik og lyddesign: Christian Tronhjem
Kostumedesign: Åsa Gjerstad
Lysdesign og scenografi: Hans-Olof Tani
Koreografisk konsulent og producent:  David Cornelius Price
Producent: Holstebro Dansekompagni


*


Se oversigten over de 

311 andre anmeldelser


*

torsdag den 10. oktober 2024

Anmeldelse: SANDKIND i Skuespilhuset og HVEM BESTEMMER? i Krudttønden

 

Fotos: Jan Vesala ("Sandkind") og Jacob stage ("Hvem bestemmer?")

SANDKIND og HVEM BESTEMMER? er to forestillinger, der på hver sin måde tager os med ind i ukendt land. Den ene er for de 3-8 årige af Teater Hund & Co. i Krudttønden, mens den anden er et voksenritual eller en meditation, hvor forskellige kunstneriske genrer befrugter hinanden og publikum i Skuespilhuset. Begge skabt i et forsøg på at give os mulighed for at møde os selv og hinanden på en ny og overraskende måde, og begge lykkedes i deres bestræbelser på at sætte noget fri i mødet med det ukendte. I mødet med sand og leg - og ikke mindst i mødet med os selv og det, der omgiver os.

 

Foto:  Jacob stage.


HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


Hvad betyder det at lege?

Hvad er det vi gør, når vi byder op til leg, dans og hygge?

Vi inviterer, men måske bestemmer vi også?

Vi lader som om vi inviterer andre med ind i en leg, men måske har vi allerede bestemt det hele, så den inviterede egentlig bare skal klappe af vores gode påfund. Men hvordan leger man på lige fod?

Det er slet ikke så enkelt. Måske er det underbevidstheden, der allerede har bestemt det hele. Hvad sker der, når det ikke lykkes – og hvad gør vi galt, når vi går galt i byen?


Foto:  Jacob stage.

I Methe Bendix´ HVEM BESTEMMER? er det Malik Grosos og Jesper Bruun, der bliver placeret i et rum sammen ”til pasning”. Den ene spørger den anden: ”Skal du også passes?” Sproget er skønt, når det på denne absurde måde med sin passive tiltaleform, får sagt en masse, uden at sige noget – og alligevel siger det hele: ”Skal du også passes?” Det lyder som en anbringelse på et pakkedepot.

I starten har legen trange kår for de to på scene. For den ene vil ikke dele sin leg med den anden. Hvad er det egentlig, som sker? Det hele sker helt af sig selv, og det kan være svært at opfange de små signaler, for hurtigt er det noget, der bliver dømt inde, mens noget andet dømmes ude. Godt nok er det en børneforestilling for de 3-8-årige, men det er det samme, der udspiller sig imellem os i alle aldre. Vi kigger hinanden ud, og på et splitsekund, har vi bestemt, hvor skabet skal stå.


Foto:  Jacob stage.

Men de kloge noterer sig måske, at pludselig er legen ikke sjov mere, når det ikke er noget, vi er fælles om. Hvis det straks bliver en konkurrence, er vi allerede ude på et sidespor. Sammen kan vi meget mere end vi nogensinde kan hver især. Det er det HVEM BESTEMMER? demonstrerer på fineste vis.


Foto:  Jacob stage.

Forestillingen er oprindelig fra 2017, men i den nye version har det kunstneriske hold haft frie rammer. Ide og manuskript er af Methe Bendix. Laila Skjerning har været dramaturg. Forestillingen er båret af friskt og kækt humør, og er instrueret af Sofie Christiansen, der har en god rytmisk fornemmelse for at fange og fastholde de øjeblikke, hvor legen griber fat i os og bringer os helt nye og anderledes steder hen. Scenografien, af Julie Kyhl, er spændende og finurlig med alle de enkeltdele, der sat sammen på rette vis, giver afsæt for leg og samarbejde mellem de to på scenen. Ikke mindst i de scenografiske kuglebaner bygget af Rasmus Tjelle Finsen. Lydsporet komponeret af Thomas Dinesen leger sprælsk med. Det oprindelig lysdesign er af Jon Gelting, mens det i den nye version er af Nicolas Valet, der også er tekniker på forestillingen. Men først og fremmest er det de to skuespillere, Jesper Bruun og Malik Grosos, der gør os forelskede i legen og alt det vi kan med den, hvis vi gør den til et fællesleg – og det er altid det sjoveste. Deres glæde og samspil er smittende. Det er en fornøjelse at opleve.


Foto:  Jacob stage.

Pudsigt nok var det teatrets geninvitation, der fik lokket mig af huse, for ud fra det tilhørende pressemateriale syntes jeg, at forestillingen lød ”for rigtig” og for pædagogisk. Med andre ord politisk korrekt. Så umiddelbart var jeg ikke varm på at se den. Men teatrets øvrige forestillinger har været så spændende, at jeg lod mig lokke – og det glædede jeg mig over bagefter.


Foto:  Jacob stage.

Så lad forestillingens glæde smitte, der er masser af leg og underbygget alvor i denne lille perle af en forestilling, hvor der bliver sagt meget lidt, men til gengæld bliver der leget og eksperimenteret til den store guldmedalje – og det er skønt at opleve og lade sig inspirere af.

Men hvad betyder det at lege? Det er svært a sige. Måske ”bare” at fange øjeblikket og give sig hen til det i en leg sammen med andre – og det er næppe noget, der kun gælder for de 3-8-årige.



HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


ALDERSGRUPPE: 3 – 8 år og deres voksne

VARIGHED: 40 min

På scenen: Jesper Bruun og Malik Grosos
Idé og manuskript: Methe Bendix
Instruktør: Sofie Christiansen
Opr. Scenografi: Julie Kyhl
Scenografisk kuglebanebygger Rasmus Tjelle Finsen
Komponist og lyddesigner: Thomas Dinesen
Opr. Lysdesigner og bygger: Jon Gelting
Lysdesign og tekniker: Nicolai Valet
Foto: Jacob Stage
Dramaturg: Laila Skjerning
Produktionsleder: Anna-Kathrine Madelung Fries
Kommunikation: Rikke Petersen
Producent: Kenneth Gall
Kunstnerisk leder: Methe Bendix


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

2024:

2023:

2022:

2021:

2019:

2027:






Foto: Jan Vesela.

 SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Ét minut før forestillingen begynder på Skuespilhusets Lille Scene, indleder Tora Balslev, der er koreograf og performer, med at introducere det vi skal opleve og måske også skabe sammen med hende. Vi er inviterede til en meditation om menneske og sand. Sammen skal vi hælde sand ud på scenen, hvorefter Tora Balslev skal performe det, vi skal opleve. Det handler om sand og om menneske - og hvordan de to forholder sig til hinanden.

Inde i salen bliver de, der vil hjælpe med at hælde sand ud på scenen, bedt om at sætte sig på første række, mens resten får mulighed for at sætte sig på de to øvrige rækker. Vi er et halvt hundrede mennesker. Midt ud for stoleopstillingen er der placeret 8 metalbøtter, der viser sig at indeholde sand.


Foto: Jan Vesela.

Efter en introduktion, hvor Tora Balslev fortæller om sandets betydning for os og den verden vi lever i, inviterer hun forreste række til at komme op og placere sig bag hver sin metalbøtte med sand, hvorefter sandet bliver hældt ud i en cirkel midt på scenen. Cirklen er skarpt oplyst af en spotlampe, der spreder mørket ved at  danne en cirkel på gulvet. Faktisk er det to cirkler inde i hinanden.

Mens metalbøtterne tømmes, en efter en, er der en meditativ tysthed i rummet, hvor vi er lukket inde med lyden af sandet, der glider fra bøtterne og ned i den voksende sandbunke på gulvet. Bagefter bliver de medhjælpende publikummer bedt om igen at indtage deres pladser. Tora Balslev forsvinder bag os, for et øjeblik efter at vende tilbage helt afklædt.


Foto: Jan Vesela.


Hun stiller sig ved siden af sandbunken og bøjer sig fremover. Langsomt, såre langsomt, strækker hun sin krop og gør sig længere og længere, indtil hun når helt ned og rører gulvet med hænderne.

Det sker så langsomt, at det virker voldsomt, da hun senere glider ned på gulvet og  lader sig glide hen mod sandet. Hendes krop er vendt væk fra sandet, men den ene arm og hånd søger hen mod sandet, senere er der en finger, der rører ved sandet. Kroppen bevæger sig uendelig langsomt længere ind mod sandet, før den glider igennem og lader kroppen følge med, for bagefter at skubbe sandet ud til siden og lade sig omslutte af sand.

Den nøgne krop, huden og sandet. Vi er vidne til et ritual, en ceremoni, hvor tiden er stoppet, og vi er overladt til os selv og hinanden – og til det, der ganske langsomt udspiller sig i vor midte. Det vi oplever, er ikke en forestilling, men mere et fælles forløb, hvor vi som publikum ikke er med som tilskuere, men selv indgår i skabelsen.

Foto: Jan Vesela.


Tin Soheilis musik ligger som en dronelyd under hele seancen. Det er mere et lydtæppe end egentlig musik. Det er lange dvælende lyde, der kæder sig sammen til musik. Det holder vores koncentration fangen, og sammen med lyset af Martin Danielsen skaber det en ubrydelig koncentration omkring os.

Komponisten, Tin Soheili, fortalte bagefter mere om det: "Lydsiden er komponeret af optagelser fra planeter i vores solsystem, og den ender med solen, der dunker i baggrunden. På en sær måde så lyder deres stille rotation i rummet, trods det vakuum de befinder sig i, som rislende sand."

Dog var min sidemand i en svær situation, for fortryllelsen virkede ikke på ham. Han kørte nervøst rundt på stolen, kastede sig skiftevist frem og tilbage. Hviskede  til sin ledsager, mens han kiggede på uret. Seancen var tydeligvis mere, end hvad han kunne kapere.


Foto: Jan Vesela.

På en mærkelig måde bliver min oplevelse større, samtidig med at hans irritation vokser. Det er som om at det helt standser mit åndedræt og får mig til at glide frem på stolen for at komme nærmere på det, vi er fælles om i vor midte. Ja, min sidemand er tydeligvis ikke med på de bølgelængder, men det synes bare at forstærke koncentrationen for alle øvrige. Hele salen er bomstille, og man kan ikke engang høre, at der er nogen, der trækker vejret eller flytter sig. Er der overhovedet andre i salen end performeren? Det fornemmes, at vi måske hver især kun er omgivet af sand og mystik. Alt andet er ophørt med at eksistere. På en måde glider vi med ind i sandet. Skellet mellem krop og sand ophører. Vi bliver selv til sand. Måske forstår vi endda noget om, hvad der omgiver os. Vi har i hvert fald en unik mulighed for at stige af den fart, der omgiver os i det daglige. Vi har tilbuddet om at træde ind i den mytologiske verden uden for tid og rum. Det er meget enkelt, men også meget anmassende og påtrængende, hvis man ikke følger med, sådan som min sidekammerat tydeligvis ikke formår eller har lyst til..


Foto: Jan Vesela.

Som eftertanke kan det måske stille os spørgsmål om, hvad kultur er? Hvorfor opleves det så kedsommeligt for min sidemand. Han kiggede på sit ur og længtes tydeligvis efter at komme ud, mens vi andre fik mulighed for at opleve det samme i løbet af seancen. I mødet med sandet kunne vi møde os selv, hvis vi ellers turde tage udfordringen på os og give slip. Tør vi det? Tør vi træde med ind i en stillesiddende dans med sandet. Lade det skylle ind over os og gå i ét med det. Det kræver et sådant ritual.

Da jeg bagefter dalede ned på en stol ude i foyeren sammen med min ledsager,  havde vi svært ved at sætte ord på det, vi havde oplevet. Performancen var en port, vi var gået igennem. En mulighed. Måske endda en leg. I hvert fald var det en invitation til et møde med sandet – og os selv.


Foto: Jan Vesela.

Det er det, der er forskellen på en forestilling/performance og et ritual. I det første er der nogen, der optræder for et publikum, men i et ritual er det noget vi deler med hinanden. Derfor vil det heller ikke være fair at anmelde det som en forestilling/performance, for der er ikke længere nogen, der optræder for et publikum, men snarere er det noget, vi gør og skaber sammen. Noget vi gennemlever og udforsker sammen. På den baggrund, giver det fin mening, at seancen indgår i K:Select, der er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.

Personligt nød jeg at være bragt ud af betragterens rolle og træde ind i et fælles ritual. Eller i en meditation, sådan som Tora Balslev benævnte det i starten.


Foto: Jan Vesela.

Betina Birkjær, der selv er forfatter, dramatiker og scenekunstner/performer har været dramaturg på SANDKIND. Antoinette Helbing, der er danser og koreograf, har været koreografisk konsulent. Daily Fiction, der er en scenekunstforening i Det Frie Felt, står bag SANDKIND, der er produceret af prfm -produktion og formidling af scenekunst. 

 

Foto: Jan Vesela.


SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Anbefales fra 16 år.

Koncept, koreografi & performer: Tora Balslev

Musik: Tin Soheili

Dramaturgi: Betina Birkjær

Koreografisk konsulent: Antoinette Helbing

Lysdesigner: Martin Danielsen

Producent: prfrm - produktion og formidling af scenekunst

Hjemmeside & billetter


Tidligere anmeldte forestillinger under KSelect:

2024:

The Laughing Crowd

2021:

Cul de sac

2020:

Umwelt


*


Se oversigten over de 

308 andre anmeldelser


*