Anmeldelse: DJINN på Blaagaard Teater

Foto:Karoline Lieberkind

Skoene skal tages af allerede ved indgangen til teatret på Nørrebrogade. I den lille café, der leder ind til teatersalen, er der gjort plads til skoene langs væggen. Blåt lys strømmer ud bagerst i rummet, der leder ind til teatersalen. Det er overraskende at træde indenfor, for vi er straks i en anden verden. Alle stole er væk og erstattet af puder på gulvet og siddepladser langt væggene. I midten er der en platform med en poolstang. Det minder på én gang om et arabisk hjem og en natklub. Vi sidder med front mod et løsthængende gardin. Gennem det tynde stof kan man vagt ane konturerne af noget ubestemmeligt. Vi bliver gennet tæt sammen for at give plads til alle.

DJINN er en dramatisering af Elias Sadaqs anmelderroste digtsamling af samme navn, som han frit har bearbejdet for teater. Det er usædvanligt med en dramatiseret digtsamling. Men ikke for Blaagaard, der for nylig dramatiserede tegneserien ”Desertør” af Halfdan Pisket. Det kom der en glimrende, meget mørk, men også kunstnerisk velforløst forestilling ud af. At dramatisere en digtsamling svarer til at dramatisere en sang. Det kræver stor indføling og en fabulerende anelsesfuldhed, når alt det usagte, der ofte kan være et digts styrke, skal visualiseres, men det hjælper selvfølgelig, når digteren også er dramatiker. Opgaven er på en gang både let og svær, når der skal jongleres med teatrets mangefacetterede flertydighed og lade det kollidere med teatrets magi og fysikalitet. Sargun Oshana, den tidligere leder af Blaagaard, har fermt, pågående og alligevel lyrisk instrueret Kevan Nirwan Soliman i rollen som Zakarias. Vi møder ham først som en begejstret og dansende 11-årig, der har fået lov til at bevæge sig rundt i farmorens, Aminas, sko og skærf, indtil faren stopper det og beskylder sønnen for at være besat af en DJINN. Det ved sønnen ikke, hvad er. Koranen taler også om dem, og omtaler dem som en slags overjordiske væsener, der kan være enten gode eller onde. Det er tydeligvis nogle, der forlokker og frister menneskene, men til hvad?

Foto: Karoline Lieberkind.

Som 15-årig bliver Zakarias gode venner med immanens søn, Younes og straks i deres kontakt sker der noget, han ikke har oplevet før. De bliver tydeligvis gensidigt draget af hinanden. De mødes i moskéen, men det religiøse taber hurtigt deres interesse. Det er ikke dét, der knytter dem sammen. De begynder at ses tiere – og sammen drømmer de om en anden og bedre verden. Sammen flytter de ind i denne drøm, men bliver afsløret midt i et kys, og så falder den moralske hammer – og den træffer dem hårdt. Zakarias og faren skubbes ud af moskéen. Det er svært for Zakarias at forlige sig med, at Younes beskylder ham for at have udsat ham for mørk magi og forførelse, når virkeligheden var en helt anderledes.   

Foto: Karoline Lieberkind.

I en karakteristisk scene fra forestillingen, der foregår i mørke, er vi med hovedpersonen spærret inde i et skab, mens vi hører hovedpersonens hjerteskærende og desperate råb om hjælp. Hverken faren eller farmoren kommer ham til undsætning, for skammen er noget, de synes, han selv har nedkaldt over dem.

Vi er halvvejs gennem fortællingen, da scenen skifter og tæppet trækkes til side og åbenbarer en anden og mere ekstatisk rå verden, som er den hovedpersonen stikker af til. Zakarias er af marokkansk oprindelse med en marokkansk far og dansk mor, men moren er død, og han er opvokset i Brabrand ved Århus. Resten af historien udspiller sig i København, hvor Zakarias lader sig beruse af stoffer, kroppe og musik. Alt sammen HARAM, indtil en opringning fra faren kalder ham tilbage til Jylland – og tilbage til familien. Farmoren har fået en blodprop og faren har brug for at Zakarias kommer hjem. Det gør han.

Foto: Karoline Lieberkind.

Her kunne historien næsten have endt godt, hvis Zakarias ikke havde følte sig som en paria, brændemærket og udstødt af den arabiske sammenhæng som han voksede op i. Til farmorens begravelse kommer alle hen og kondolerer og giver faren hånden. Også dem, der bag farens ryg tidligere har kaldt ham skør, men Zakarias undgår de alle. Ham er der ikke længere plads til.

Det er en smuk og dragende iscenesættelse fuld af billeder og situationer, der tager os med ind bag sløret til en anden verden. Selv om kritikken af det religiøse kun meget vagt formuleres, er det ikke desto mindre en reaktionær og intolerant religion, vi møder. Men måske er det heller ikke så væsentlig, hvorfra fordømmelsen kommer, men vigtigere er, at den er der. Her er den dikteret af koranen, men kunne lige så vel have kommet fra mange andre kanter – også i danske sammenhænge.  

Foto: Karoline Lieberkind.

Forestillingen bæres oppe af Kevan Nirwan Soliman som Zakarias og alle øvrige roller som farmoren og Younes fremføres af danseren Aftab Asghar Gondal, der elegant slanger sig op af poolstangen på platformen i midten i den smukke scene, hvor de to drenge mødes i et kys. Det bæres af en sky og meget rørende uskyldighed, der smitter af på resten af forestillingen, selv om historien knækker over på midten, da hovedpersonen stikker af til København, men det er et velanbragt knæk, der kommer hvirvlende imod os som en rus af høje, potente danserytmer, røg, lysshow og forførende teatermagi.

DJINN er en spændende teaterrejse, fuld af mellemøstlig sensualitet, spirende kønsidentitet og en rækken ud efter alle de umulige drømme, der måske alligevel ikke er så uopnåelige, men prisen er høj – og let er det ikke. Måske handler det ikke så meget om at bekæmpe dem, men mere om at lære disse DJINNER bedre at kende. At vokse op og kaste barndommen af sig og finde sin plads i verden som ungt menneske, er at opdage verden på egen hånd og tage det til sig, som man kan bruge - og så lade resten ligge. Det er forestillingen en varm fortaler for. Ta´ i Blaagaard og oplev denne varmt pulserende, meget sensuelle og forførende teaterberetning om at finde sig selv. Det er det hele værd.

Foto: Karoline Lieberkind.

DJINN spiller fra den 15.11. — 15.12.2025

Medvirkende:

skuespiller Kevan Nirwan Soliman

danser Aftab Asghar Gondal

Skabt af dramatiker Elias Sadaq

Instruktør: Sargun Oshana

Scenografi: Lina Hashim

Lyddesign: Jacobe Suissa

Lysdesign: Thora Eriksen

Dramaturg: Christina Wendelboe

Scenografisk konsulent: Rosa Birkedal

Scenograf assistant: Nora Ray Abraham

Instruktørassistent: Clara Morild Marchmann

I samarbejde med Den Danske Scenekunstskole.

Hjemmeside & billetter

Andre anmeldte forestillinger

på Blaagaard Teater:

SORTE FIRKANT

HVORDAN KAN EN VANDMAND LEVE UDEN HJERNE

DESERTØR

*

Se også fortegnelsen 

over de øvrige 251 teateranmeldelser.

*

Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 2. del

Sammen med Ghita Nørby.Foto: David Blazek.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde. 

Egon Clausen og Kirsten Thorup. Foto: David Blazek.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er min afapportering fra Paris – for 11 år siden:

Læs 1. del. 

Ebba Nørager. Foto: David Blazek.

Her er 2.del:

På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabuiseret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival.  

Alfred og Sam. Foto: David Blazek.

Rigtig mange af de medvirkende på den seneste Gammelfestival fra 2014 er her ikke længere - én af de medvirkende, Henning Carlsen, døde allerede inden sidste festival – og flere er fulgt efter ham i årene siden. Læs mere her om selve programmet og de medvirkende på Gammelfestivalen II, Død og hygge på plejehjemmet, der foregik på Betaniahjemmet på Frederiksberg i 2014:

Det var fx teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om, hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det, der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min énakter ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen var Bozenna, der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en regulær kamptale.  Forfatter Anne Hjælmsø fortalte om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik. Skuespiller Ghita Nørby fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.

Stine Bitsch-Larsen. Foto: David Blazek.

”Gammelfilmen 2014” blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du gammel?” I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde:

-Har jeg ikke set den før?

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:

-Så du filmen i går?

-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

Fangekoret. Foto: David Blazek.

Se programmet for Gammelfestivalen II fra 2014

Se fotos fra Gammelfestivalen II i farver - fra 2014

Dette var 2. del af Gammelrapporteringen fra 2014 - fra Paris

Læs også 1. del. 

Læs mere om den kommende festival

DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY
GAMMELDESTIVAL III
24. - 27. OKTOBER 2025

Hjemmeside

FB-begivenhed

DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival

 

Michelangelo: "Last Judgement", Det Sixtinske Kapel, Rom.

Skriftlig udveksling 

mellem Louise Christine Larsen 

og Michael Svennevig

Nogle gange er det ikke nok bare at skrive det, der skal siges. Nogle gange har man brug for en god samtalepartner for at få dette særlige frem, som en god korrespondance evner. Jeg har tidligere korresponderet om utopi med Louise - og nu har vi gjort det igen. Denne gang om "DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival". Egentlig ville jeg bare have Louise til at skrive en tekst om det, hun bidrager med på Gammelfestivalen, men så skete der det, der tit sker, når de rette penne mødes på papiret og kaster blikke ud over det, der er omkring os. Det var det, der skete - som vi gerne vil dele med jer. For det er en rigtig smuk slutning.

Foto: Michael Svennevig.

Sådan begyndte det:

Kære Michael,

Mon disse ord kan bruges? 

Til Gammelfestivalen har Michael bedt om den store kunst. Der er mulighed for at projicere de billeder op på væggen i salen, som til hverdag er murfaste værker i Italien. For når han beder om den store kunst, bliver det ikke større end de kunstnere, som vi har været på fornavn med et halvt årtusinde. Michelangelo i det Sixtinske Kapel bliver vores afsæt til livets allerstørste drama på den anden side af liv og død, når mennesket på Dommedag skal stå til regnskab. Det gode liv og især det vanartede foldes ud mellem drager og andre øglevæsener.

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Louise.

Tak - ja, det er dejlig tekst.

Jeg kan ikke rigtig finde en god måde at omskrive teksten på, uden at mit navn figurerer, så det har jeg alligevel taget med på denne festivalernes festival - i den anledning er det vist okay.

Har netop sendt en fællesmail rundt, hvor jeg også står ved, at vi nu er nået til vejs ende med festivalerne. Men sikke en rejse - det har været underfuldt og fantastisk.

Jeg har virkelig nydt vores mange udvekslinger af dette og hint. Sikke en berigelse.

Tusind tak, kære Louise.

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Jeg forsøgte først at skrive uden om dit navn, men du skubbede i sin tid til mig, at nu skulle det være stort og deraf kom ideen, at den måtte blive den allerstørste kunst ☺️ Så du er et meget vigtigt led i fortællingen. 

Det er et utroligt program, du har sammensat, det ligner mindst 5 sommerfestivaler...En kraftpræstation og jeg føler mig meget ydmyg i de mange stemmers selskab. Det bliver meget særligt at opleve. Dertil din mors billeder, sikke en pragt overalt.

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Louise.

Som alting ser og gennemskuer du det hele meget bedre og skarpere end alle andre.

Du har fuldstændig ret - dette må være lige præcis på denne måde. Hverken mere eller mindre. Det bliver en FEST!

Hvor skønt at vi skal feste sammen.

Ja, det er faktisk et vildt program. Det er festivalernes festival.

Fantastisk at det overhovedet kan lade sig gøre,

Eh, hvor jeg glæder mig, men det betyder også, at jeg derved afskyder de største raketter - og dermed er det også en afskedssalut, for det er umuligt at efterfølge, så det netop også skal stå tilbage - præcis som dette ekstra store overflødighedshorn.

Det er sjovt, som det hele har aftegnet sig, selv om jeg jo først for nylig har indset, at det nødvendigvis må være sådan.

Hele planlægningen bag lægger op til, at jeg må have vidst det - uden at vide det. Sådan føles det.

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Overflødighedshorn er det helt rigtige ord, og hvor er det stort, at det finder sted omkring temaer som alderdom og død i De Gamles By. Livets styrke, når det er allerstærkest. Du har drømt om denne festival så længe, det betød så meget, at den ville få virkelighed, du har virkelig kæmpet for den. Du fortjener, den bliver den største fest. 

- og lige før en pause, det er fuldstændig, som når sportsfolk arbejder frem til Olympiaden og slutter på toppen. 

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Louise.

Det er en ganske særlig energi, når det er en svanesang. Det er på én gang smukt og voldsomt.

Tror alene det, at der er to festivaler så tæt på hinanden, gør noget ved én.

Det ville nok slet ikke kunne lade sig gøre, hvis det netop ikke forholdt sig sådan, at det netop er for sidste gang.

Nu er det jo heldigvis ikke enden på mig, men det er den foreløbige slutstreg for alle de luftkasteller, som der gennem årene er blevet bygget større og større.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at det netop fra at være luftkasteller er blevet til de utroligste tårne, der modsat de babyloniske i Bibelen, faktisk er blevet sendemaster, der har sendt signaler videre ud til så mange flere.  Utroligt at det har kunne ladet sig gøre...

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Det allervigtigste er, at det netop ikke er din egen slutning, og at du har bygget de utrolige tårne, som står lysende. Hvad du end får lyst til forude, er det helt bogstaveligt i tårnhøjde, at du vil føre det ud i livet. Det vil gøre det muligt, at selv indskydelser har flyvehøjde som udgangspunkt. Det er frihed til at lege og dermed til at vokse endnu mere. Det er fabelagtigt. Det bliver så spændende, og jeg ved, at vi allesammen glæder os til at følge dig og juble, når du optager dine tanker fra nye steder i verden. 

Og igen, tænk, at du har skabt det hele...

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Michael,

Nu du nævner mobilfriheden, så tror jeg, at det var noget af det vigtigste nye. Der var en frihed, ingen angst for, hvad der lægges ud og ses af dem, som ikke forstår eller kender helheden. Vi blev for alvor et os, ikke som mur, men som samhørighed, dette bål for alle at varme sig ved. Du har understreget det ved at skrive så smukt, og sociale medier er kendte for at afsky ord, der sættes sammen. Men din tankefulde fortælling blev endnu stærkere i år, fordi den fik frihed til at slå armene helt ud. Det blev meget personlige ord i år, fordi der var rum til det, selv på et travlt socialt medium. 

Der skal stor kunnen til at skabe det bål, som du har sat i værk. Det kommer som oftest til at handle om regler og midler. I stedet har du udgået fra mennesker, som inspirerer dig, og dramatik, som du gerne vil dele, og hver især sprang til, så helheden blev skabt. Du begyndte fra den modsatte vinkel. Det er så også det svære, de største skabelser i vores samfund har det med at have liv omkring den, som har ilden og energien, og dermed også har sin tid. Men festivalen har haft så mange år, at den er blevet en del af livet i os - 10-15-næsten 20 år er mange procent i vores liv uanset vores alder. For mig har det været en gave og en tid at lege, på samme tid som det har handlet om at mødes omkring sorg eller smerte og høre andres fortællinger inde mellem de optrædende. Samtaler af voldsomt dyb opstået på et øjeblik, fordi rummet var trygt.

Sidste år på cafeen - og trappen - gik en festivalgæst og jeg omkring bygningen lige ud for det hospital, som hun kendte så intenst - og under den lille gåtur i ro og forsigtighed fortalte hun den lange historie. Vi havde tid, og vi var helt os i det øjeblik med jer alle trygt omkring. Det er et lille billede på kraften i din festival.

Kærlig hilsen

Louise

*

Tusind tak for dine ord, kære Louise..

Nu er det som om alt er sagt.

Hvor er det sjældent, at det sker.

Jeg har ikke mere at tilføje.

Det skulle da lige være, som du også siger, at når det personlige kommer ind, og vi får fortalt vores egne og hinandens historier, når vi noget af det ypperligste, for netop da bliver vi synlige og træder frem for hinanden. I det øjeblik bliver vi set. Det er ofte det, vi drømmer om. Så enkelt er det faktisk. Er det ikke?

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Det er i det enkle, at der er plads til at alle ser hinanden. Det er det, som du har skabt.

Kærlig hilsen

Louise

*

Vidunderlig dag forude, kære Michael! Sikke en start på dagen!

*

Åh ja, Louise.

Lad os kaste os ud i den.

Ja, sikke en vidunderlig start på dagen.

Kærlig hilsen

Michael

Vær med på den sidste festival

Gammelfestivelen III

Død og hygge i De Gamles By

Læs  mere om begrundelsen 

for at indstille festivalarbejdet.

Foto: Helle Sheffmann.

Om Louise Christine Larsen

​Louise Christine Larsen, kunsthistoriker med speciale i satiretegninger, fortalte om Sikker Hansen på den forgangne Sommerfestival. Sidste år fortalte Louise om Riber Hansson. Læs mere. 

Læs også samtalen med Louise om utopi, samt blogopslag om tidligere satiretegnere, Louise har præsenteret på Sommerfestivalen bl.a. Nadia Khiari, Khalid Albaih og Valdemar Andersen. Men det startede faktisk med plantemusik. Louise har også bidraget til sidste års festivalbog, "Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning" (2024).

Åbningen af Hanne Svennevigs udstilling på Gammelfestivalen, sker til festivalåbningen, fredag den 24.10. kl. 16, hvor Louise ganske kort vil introducere værkerne.

Senere samme dag medvirker Louise med "DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival". 

Se programmet for festivalåbningen her.

DET HELE HANDLER OM FÆLLESSKAB

Foto: Tina Lindop og Bodil Damgård Madsen.

 

Hanne Karin Garborg fortæller:

Fællesskabsbogen blev til i fællesskab med mange festivaldeltagere.

Nogle havde været med i mange år, andre i få.

Idekvinden, Tina, havde været med i kun få dage, før begejstringen over festivalen blæste hende bagover, og en enkelt festival senere kom hun så på ideen med bogen. Vi fik en donation fra Velux og samlede den anden halvdel af pengene sammen ved forsalg og events. For alle indtægterne fra bogen skulle gives til Michael, til dækning af udgifter til forplejning på hans festivaler. 

Selv om ideen ikke var min, så sagde jeg straks ja, da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at skabe, interviewe, redigere og samle alle disse bidragsyderes fortællinger til denne bog.

Det var et spændende og et stort projekt, med mange nye vinkler og oplivende indsigter i alle de mennesker, som vi troede vi kendte. Men gennem deres tekster, kom vi et spadestik dybere og fik flere og flere personlige oplysninger om festivaldeltagernes baggrunde, fantasier og tanker. Alt sammen noget som har bidraget yderligere til vores fællesskabet. 

Det er dejligt, at en del biblioteker også har købt bogen hjem. Dette er medvirkende til stor glæde, men ligeledes til en stolthed over, at vi har skabt noget, der betragtes som populær og brugbar læsning - også for andre mennesker end lige dem, som der ikke har deltaget i festivalerne. 

Så selvom bogen er skrevet til Michael til hans 60 års fødselsdag og som en fælles gave, så kan bogen sagtens læses uden at den opfattes personligt, på trods af, at Michael er mennesket, der har sået frøene og vandet disse gennem alle festivalårene.

Frugten, eller essensen om man vil, af festivalfællesskabet betyder, at vi alle mere eller mindre på kryds og tværs kontakter hinanden, hvis vi mangler: 

et godt råd, 

et følge til en begivenhed, 

skabelse af et nyt event, 

skrivning af en bog, 

deltagere til en forestilling, 

praktiske gøremål eller 

hjælpende hænder til diverse 

Det helt forunderlige er, at glæden springer hver gang, også når jeg selv bliver spurgt, og sidst men ikke mindst : flere af mine egne hedeste drømme er blevet til virkelighed, netop fordi jeg rakte ud til vores fællesskab og  spurgte; hvem vil være med til dette projekt? 

Omslag: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop.

Fællesskabsbogen “Hånd-i Hånd – en antologi om fællesskabers betydning” udkom på Forlaget Anglomania den 19/5-2024. Fællesskabsbogen er redigeret af Tina Lindop Gable og Hanne Karin Garborg. 

Antologien sælges på Gammelfestival III. Der har været 40 medvirkende bidragsydere til bogens tekster og udformning. Bogen er i stort format, 152 sider, og den er gennemillustreret med farvetryk på kvalitetspapir “Munken Pure Rough, cream”. 

Køb din bog på Gammelfestivalen til 200 kr. Den kan forudbestilles, ved at indbetale kr 200 MobilePay: 2837 1191 til Tina Lindop Gable. 

Bogen vil så ligge klar til dig på festivalen. Beløbet går ubeskåret til bespisningen på Gammelfestivalen III. 

Hvis der sælges bøger nok, så vil bespisningen være gratis alle fire festivaldage - og ellers må der betales et beløb for maden. 

Til festivalåbningen af Gammelfestivalen III vil Hanne Karin Garborg introducerer antologien.

På ovenstående fotos er det Jytte Abildstrøm, der har bidraget til bogen, da hun får den overrakt af Tina Lindop Gable.

* 

Anmeldelse: AFSKAF ALDERDOMMEN af Lone Kühlmann og Henning Kirk

 

 

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

”Før i tiden blev folk gamle – det er der ingen der bliver i dag. At være gammel sidestilles med at være affældig., og det er der ingen der har lyst til at være. ”Han er blevet gammel” refererer ikke til personens alder, men til hans forfald, og når folk siger ”jeg er blevet gammel, du”, mener de det ikke som nogen reklame, men som en opgiven. Derfor er der heller aldrig nogen der taler om ”gammelområdet”. ” (side 20N)

Det bedste grin i lang tid fik jeg, da jeg læste disse linjer: ”Det er interessant at se arrangementerne i forbindelse med Ældre Sagens 25-års jubilæum i 2011. Lokalafdelingerne markerer stort set alle sammen dagen med kaffebord og lagkage ledsaget af ønskekoncertmusik fra lokale hyggepianister. Det er åbenbart gået hen over hovedet på den ellers meget dygtige organisation at nutidens ældre voksede op med Beatles og Stones, tjald og bajere… de er fremtidens gamle og de har måske aldrig hørt Giro 413.” (side 22 M)

Teksten er muntert og lystigt skrevet. Jeg sad i lange perioder og smilede, hvis jeg ikke ligefrem kluklo. Bogen er meget veloplagt. Den er ingenlunde akademisk og tung, men fremstår direkte, uden at virke slingrende. Det er opløftende læsning. Tonen er satirisk, og teksten griller læseren over en sagt ild, når den i flæng konkluderer alt det, som vi godt ved, men som virker pinligt, når vi får det genfortalt. Det er en lyrisk rap fortælling om dilemmaer og sandheder, som det svider at få genfortalt, men man er i godt selskab. Det må have været en sjov bog at skrive. Den er meget træfsikker.

”I det omfang alderdommen defineres som en tilstand af forkalkning, er det stadig muligt at afskaffe alderdommen.” (side 68).

”Forfald skyldes hverken Gud eller andre højere magter. Det er stadig bedre at være rig og rask end syg og fattig, men vi dør alle sammen til sidst. Det er hvordan vi har det inden der er det interessante. Og det som vi kan gøre noget ved.” (side 73).

Bogen er formuleret ved hjælp af humoristiske talemåder, der både gør læsningen let og meget ligefrem, samtidig med at indholdet hele vejen igennem afmonterer alle de selvfølgeligheder og fordomme, som vi er bærere af i større eller mindre grad. Det er bogens fortjeneste, at den skubber tæppet væk under os og giver os røde ører. De fleste vil have let ved at genkende sig selv i teksten. Ikke mindst når vi bliver indfanget i de latterligheder, som bogen er så rig på. Alt det vi gør og siger, der ofte slet ingen mening giver, og i hvert fald slet ikke kan dækkes ind bag noget dokumenterbart. Alle de talemåder og vaner som vi har, bliver langsomt opløst for øjnene af os - og det er bogens fortjeneste. Den angriber så at sige alt – og der er nok at tage fat på. Det er afslørende givtigt.

”Tak. Jeg er død, men jeg har udgangstilladelse.» En citeret replik som denne er typisk for bogen, der præsenterer et nyt energisk blik på livet og døden. Det er generelt opløftende læsning. Måske er det refererede udsagn ikke så positivt i sig selv, men det er et godt eksempel på, at meget ligger i sproget og den sproglige begrebsverden, vi omgiver os selv og hinanden med. Bogen udmærker sig med et forfriskende nyt blik på liv, død og aldring. Efter endt læsning, tænker jeg: ”Nå… Ja, men så skal det jo nok gå!”

”Mæt af dage” eller ”mæt af kage” – bogen giver en fin mæthedsfornemmelse, der efterfølges af lysten til at give sig livet i vold.

 Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ADERDOMMEN

Bliv i de voksnes rækker 

Gyldendal, 2012

 

 

Bogen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

Mød Lone Kühlmann til festivalåbningen, 

fredag den 24. oktober. 

Se program. 

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III