En meget barsk reading i LiteraturHaus om kvindelige soldater i Irak og Afghanistan. En alt for sjov forestilling, "Verdensherskerne", der fortaber sig i ingenting på Mungo Park. Sammen med tre teaterforestillinger fra Det Frie Felts Festival: "Mit Barndomsalfabet" om barndom og opvækst, af DraumVærk. "Symphony in Solitude", om vemodig ensomhed af MØR Collective og "Trauma Kink" om feministiske roma-historier fra Rumænien af Giuvlipen.
The Lonely Soldier Monologues
i LiteraturHaus
Engelsk reading i LiteraturHaus på Helen Benedict´s "The Lonely Soldier Monologues" baseret på hendes bog, "The Lonely Soldier: The Private War of Women Serving in Iraq".
Stykket giver stemme
til 7 kvinder, der gjorde tjeneste i det amerikanske forsvar i Irak og
Afghanistan mellem 2002-2005. Det
udforsker den mentale og følelsesmæssige påvirkning det havde på dem, og handler
om krig og køn indenfor militæret. Selv om det er skrevet ud fra et amerikansk
perspektiv, er det en universel skildring af, hvordan krig og køn bliver sat op
imod hinanden. Stykket er sat sammen af monologer samlet gennem interviews og
korrespondancer med 7 kvindelige soldater fra Benedict´s bog. Det er virkelige
personer som det er baseret på.
Instruktøren, Anna Skanborg, indledte med at fortælle overordnet om stykket og sluttede med at konkludere, at det ville blive hårdt, tungt og dystert. Bare så vi var advaret. Det var ikke overdrevet.
De 7 kvinder,
der alle var meget forskellige og som kom fra forskellige dele af samfundet,
fortæller brudstykkevist om deres motivation for at melde sig til hæren. De
flest måtte have forældrenes accept, da de kun var 17. De meldte sig med løftet
om at komme ud at rejse, at få en masse penge og kæmpe for en ærefuld sag. Men virkeligheden
viste sig at være ganske anderledes. Den eneste rejse de fik, gik til enten Irak
eller Afghanistan. Pengebeløbet de fik, blev delt ud over de 6-8 år som de
forpligtede sig for. Det ærefulde blegnede meget snart. Flere brugte ordet ”folkemord”,
når de skulle beskrive deres gerning. Ud over de voldsomme kampe skulle de som
kvinder kæmpe lige så meget, når de ikke var på vagt. De var så få i det
mandsdominerede militær, at de hele tiden måtte løbe spidsrod mellem deres
mandlige kammerater, der hele tiden holdt nøje øje med dem, passede dem op og
forgreb sig på dem, så snart den mindste lejlighed bød sig. At indberette det hjalp ikke, snarere tværtimod.
Det var en
helvedes beretning, der kun begravede dem under et blytungt dække af daglig fornedrelse. Det var absolut en tung, tung beretning, og alligevel så klingede de
7 kvindelige beretninger igennem den meget barske historie.
I starten er
det alt for meget, og jeg kigger mig om efter udgangen, men bliver alligevel
siddende. De 7s spil er rørende, stærkt og varmt, men også skrækkeligt. Det er
raseriet og afmagten bag deres ord, der står tilbage. Det holder mig fast i en
jernnæve. Det er noget af det som teatret mestrer. Vi tør bevæge os længere ud
end vi ellers ville have gjort, for personerne foran os er levende mennesker,
der sidder så ganske tæt ved os. Vi forholder os til deres menneskelighed
eller måske ligefrem til deres umenneskelighed.
Vi følger med
dem overalt. Vi får en bid af deres liv slynget lige i hovedet. Samtidig bliver
det ”ærefulde” i deres kampgerning langsomt begravet dybere og dybere. Hvorfor
var vi der overhovedet? Hvad havde vi overhovedet at gøre der?
De konkluderer,
at det ikke var et forsvar. Det var en invasion. Ja, et folkemord, det er ordet som flere af kvinderne bruger. Som om det ikke var slemt nok at være afsted
som udsendt soldat, viser det sig, at for de 7 begynder en endnu større kamp
som de udkæmper med og mod sig selv, da de vender hjem igen til den hverdag som
de i mellemtiden er blevet fremmede overfor.
En stor del
af dem forlader aldrig krigen. Den holder dem vågen om natten og forlader dem
aldrig. PTSD har de alle fået med hjem fra krigen.
En af
kvinderne, med native-american baggrund, der tidligere har afholdt ceremonier og
trommedans, har glemt det. Hun husker ikke længere hverken danse eller sange. Det
er som om den indre tråd, der tidligere holdt hendes liv sammen, nu definitivt er
kappet over.
Vi må tvivle på om de nogensinde bliver sig selv igen. Er det overhovedet muligt? Og hvorfor var de overhovedet taget afsted? Gav det overhovedet nogen mening? For dem gjorde det ikke.
Det er et knusende stykke. Som publikum blev vi sat til tælling, men når man oplever noget rigtig godt, så frisætter det også. Mødet med stor kunst kan forædle os. Det er sjældent at opleve det så stærkt som i denne reading, der blev fremført gribende og nådesløst af Kristen Flanagan, Nora Kopp, Rebecca Langley, Karina Møller, Wanjiku-Victoria Seest, Roma Urooj, Dawn Wall og Aragorn Damgaard. Rebecca Langley havde produceret arrangementet. Der er ingen grund til at fremhæve nogen, på bekostning af andre. Det var stilsikkert og gribende ensemblespil, der indledtes og afsluttede med militante oprustende udråb som: KILL! KILL! KILL!
VERDENSHERSKERNE
af Mungo Park
Et par dage forinden overværede jeg repremieren på Mungo Parks ”Verdensherskerne”. Signe Thielsen havde samtidig sin premiere som nyt medlem af Mungo Parks ensemble. Hun spillede sammen med Nana Morks og Sebastian Henry Aagaard-Williams. De spillede glødende og engageret. Instruktionen af Kristoffer Lundberg var hurtig og meget rytmisk effektiv. Lyd, lys og scenografi fungerede upåklageligt, men manuskriptet af Kristoffer Lundberg og Rasmus Krone, inspireret af Yuval Noah Hararis ”SAPIENS”, var en tynd kop te. Hvor var historien?
Nogle gange
når der er for mange sjove ideer, skyldes det, at det mangler den egentlige
bærende ide, der kan binde det hele sammen. Det bliver for hittepåsomt. Leg og
ubetydeligheder stod i kø. Jamen, vi kan jo også… og så kan vi lige… Det er
instruktørens opgave at sørge for at få det hele til at give mening. Det er
ikke nok at sætte tempoet op og tilføje en masse slapstick, så vi ler og
hjælper handlingen på vej. Det var en af de aftner, hvor jeg følte, at der var
langt til Allerød.
Det er oplagt at sammenligne readingen og denne færdige forestilling. I den første var det blot 7 kvinder der sad på stole ved siden af hinanden på en lille scene på LiteraturHaus i Møllegade, men deres reading var barsk, nødvendig og livsalvorlig. Til sammenligning var Mungo Park-forestillingen i bedste fald munter og sat sammen til en lang leg, i et forsøg op at forklare, hvordan verden hang sammen. Rammen var smuk, at de på 100 minutter ville forsøge at finde en mening med alt det, der ikke giver mening. Det er et fint udgangspunkt. At det ikke lykkedes, er der ikke noget at sige til. Det er slet ikke så enkelt. Dog endte det med håbet om, at det måske vil lykkes næste gang. Måske bliver det bedre i morgen! Det håber jeg meget!
Det særlige
ved teater er, at det kan sende én til himmels, når det fungerer, men til
gengæld er der heller ikke noget værre end dårligt teater. Teater behøver ikke
at være tekstbaseret, men så skal der i det mindste være noget andet, der
holder det sammen. Bedre held næste gang, Mungo Park!
VERDENSHERSKERNE
Medvirkende:
Sebastian Henry Aagaard-Williams, Nana Morks
og Signe Thielsen
Manuskript:
Rasmus
Krone og Kristoffer Lundberg
Lyddesign
& komponist: Emil Sebastian Bøll
Lysdesign: Casper
Døi
Forestillingen spiller på Scene 1
Varighed: 1 time og 15 minutter.
Det Frie Felts Festival
Det Frie Felts Festival er en teaterfestival for eksperimenterende teater.
Det er i
København fra den 14. - 18. januar og fortsætter i Århus fra den 22. - 25. januar.
Jeg har haft
fornøjelsen af at se disse tre forestillinger:
MIT
BARNDOMSALFABET af DraumVærk (DK),
SYMPHONY OF
SOLITUDE – S.O.S. af MØR Collective (DK)
og
åbningsforestillingen TRAUMA KINK af Giuvlipen (RO).
MIT BARNDOMSALFABET
af DraumVærk (DK)
DraumVærk er
stiftet af performer, iscenesætter og kunstnerisk leder Lotus Lykke Skov. Det
er også hende, der er på scenen i MIT BARNDOMSALFABET, der er baseret på hendes
egen digtsamling af samme navn. Det er hendes første voksenforestilling.
Normalt optræder hun for børn og unge. Det er nærværet fra de forestillinger
som hun trækker med ind i denne meget poetiske og stille forestilling, der
foregår i et helt mørkt rum for 24 publikummer.
Der er ikke
meget at se, når vi bliver ført ind i mørket. Men når én sans lukkes ned, bliver
de øvrige sanser så meget desto mere vakte, og det spiller forestilling godt
på.
Det starter allerede
uden for teatersalen, hvor vi bliver instrueret i at gentage, hvad der bliver
sagt af lyde og bevægelser, når der lyder særlige ord. Det øver vi et par gange,
indtil alle har fanget det, hvorefter vi bevæger os ind i mørket, hvor vi hver
især bliver ledt hen til der, hvor vi skal sidde. Da jeg har sat mig, og mørket
bliver totalt, oplever jeg et moment, hvor jeg ikke vil være der. Jeg vil ud,
væk og jeg vil skrige, men beroliger mig selv med, at det kan jeg godt klare. Jeg
er voksen og jeg er ikke bange, hvorefter jeg overgiver mig til
mørket.
Derved kommer
forestillingen til at består at to lag. Mit eget møde med mørket og mit møde
med forestillingen. De to ting væver sig sammen og bliver til ét. Teksten
består af 29 billeder – lige så mange som der er bogstaver i alfabetet. Der er
ét sprogligt billede for hvert bogstav, der dermed gør det ud for rammen om fortællingen.
Det bliver til uafsluttede erindringsglimt fra barndom og opvækst til ca. 25-årig,
der også var det tidspunkt, hvor Lotus Lykke Skov fik en skriveopgave på et skrivekursus,
der resulterede i den tekst som forestillingen bygger på.
Det er
erindringer om at have skoldkopper, om at have to liv. Ét med mor og ét med far,
men også oplevelsen af at have flere navne og endnu flere identiteter. Midt i
det hele buldrer religiøse tanker igennem mørket. Det er stort og småt imellem
hinanden. Små poetiske pust og store tanker om at være til. Mørket fungerer som
et stort mørkekammer og måske er publikums bevidsthed den fremkaldervæske, der
kalder det hele frem. For det hele opstår i rummet, hvor vi hver især er
overladt til vores eget og forestillingens mørke, men er vi også fælles om det.
Vi er trådt ind i det sammen, og den følelse bliver kun forstærket af mørket.
Måske er mørket skræmmende først, men senere bliver det vores ven. Det blev i
hver fald min. Da forestillingen var ovre, og det var enhver frit om man straks
ville tilbage ud i lyset eller blive i mørket lidt endnu, var vi mange, der
slet ikke ville ud igen. Vi var via mørket blevet knyttet sammen med
oplevelsen. Mørket og historien havde indtaget os. Jeg følte, at det også havde
betaget mig. Det var et trygt mørke, der havde været befordrende for
oplevelsen.
Men mørket
fornemmes først, når lyset kastet ind i det og spreder det. Først da bliver det
rigtig tæt. På sammen måde med pausen. De fornemmes først, når ordene forstummer.
Det er fraværet af ord, der giver det plads og fylde. Den eksisterer kun i kraft af sin egen modsætning.
På samme måde med mørket.
Fortælleren
havde små påsatte lys på hænder og fødder som hun momentvist tændte. På et
tidspunkt var der også små pærer inde i en kjole og der var også en bog med lys
i. Det spredte et æjeblik mørket, der straks efter samlede sig endnu tættere om
omkring os.
Har mørket en
lyd?
Sådan virker det. Når synssansen lukkes ned, opstår der en fortættet intethed. Måske er det lyden af ikke-lyd, der bryder igennem mørket. Det er en fornøjelse at bliver sænket ned i det, når det foregår i et så trygt mørke. Tak for den oplevelse!
Theresa Grønning var været dramaturg. Amanda Grønning har været kostumedesigner. Lysdesign er af DimsOs.
SYMPHONY OF SOLITUDE – S.O.S.
af MØR Collective (DK)
Tre personer huserer i den overdådige scenografi, der kan køres rundt, så alt kan ses fra alle sider. Det er bygget som en stor bolsjedåse, indrettet med lejligheder hele vejen rundt. Der er et virvar af fascinerende detaljer, som det er let at fortabe sig i. Den lettiske billedkunstner, Katrina Neiburga, har skabt den utrolige scenografi. Det er et helt lille lejlighedskompleks, der binder de tre medskabende performere sammen. Det på én gang både forbinder dem og holder dem adskilt fra hinanden. Ensomhedssymfonien gennemspilles med en imponerende sikker sans for at betage og besjæle publikum. Instrueret og koreograferet af Cille Lansade. Der sker næsten intet og alligevel giver det oplevelsen at vi bliver oversvømmet af en flodbølge af oplevelser.
Et mussemaskebeklædt par står i begyndelsen ryg mod ryg med skilte, hvorpå der står, at man skal gå rundt om
installationen, indtil de med nye skilte signalerer, at vi skal sætte os.
Musseparret trækker scenografien rundt, så vi med jævne mellemrum ser resten af
bygningen og dens levede liv.
Det hele er vævet ind i live musik af Mika Forsling, der også har komponeret den. Han bebor et musikværelse med et stort apparat og en masse lysende knapper. Derfra kan han bevæge sig op oven på bygningen, hvor der står flere elektriske guitarer og venter på ham. Han står deroppe og spiller i røg og damp, mens en enkelt rød ballon stiger til vejr. Et andet sted i bygningen sidder Anika Barkan i et lille køkken og klipper masker ud af dameblade som hun holder op foran ansigtet og spiller teater med, indtil hun sætter dem fast på køleskabet. Der hvor jeg sad, var det især hendes liv jeg kunne følge, men hver gang det hele blev drejet rundt, så befandt hun sig lynsnart i et af lejlighedskompleksets andre rum, eller også lå hun afklædt nede i badekarret og sang i en gammeldags cabaretmikrofon.
Det skete tilsyneladende ikke meget andet, og hvad den tredje performer, der normalt spilles af Petter Wadsten, men hvis rolle i aftes var overtaget af den franske performer Jean-Benoît Mollet, foretog sig, ved jeg dårligt nok. Antagelige ikke noget særlig. Han levede vel bare sig eget stille liv. Ligesom de to andre. Så der skete intet og alt. Det mest forbløffende var, at det var så fascinerende at betragte. Deres stille desperation knyttede dem sammen, men den adskilte dem også.
Jeg aner
ikke, hvad tryllelimen er i forestillingen, men jeg kunne have blevet siddende
og betragtet det længe endnu. Det sugede mig ind, og holdt mig fangen, og alligevel af det hele afleveret som om det intet betød, men det
skulle man ikke lade sig narre af. Her var alt det, der betød noget. Og det er da heller
ikke for ingenting af forestillingen modtog Årets Særpris ved Reumert
prisuddelingen i 2024.
Lysdesign og afvikling af Nicola Suhereva. Girts Kalnins og Mikelis Šķēle har været byggere på den fantastisk scenografi. Laura Hagen Aagaard har været kreativ producent på forestillingen, der er skabt i co-produktion med AFUK Scene.
Forestillingen
spiller også på AFUK Scene fra 19.-20. januar 2025.
TRAUMA KINK
af Giuvlipen (RO)
Festivalen
åbnede med TRAUMA KINK af Giuvlipen fra Rumænien. Teatergruppens navn, Giuvlipen,
betyder feminisme på rumænsk. Det jeg så, blæste mig bagover. Jeg tror egentlig
ikke at oplevelsen har bundfældet sig endnu. For hvad skulle jeg med det?
Men jeg er ignorant, når jeg troede, at det var nok at sætte mig tilrette og opleve det, for taget ud af konteksten virkede det som et kinky show fra en berlinsk natklub, men da jeg efterfølgende talte med festivalens kunstneriske leder, Gritt Uldall-Jessen, måtte jeg sande, at jeg jo intet havde forstået af det hele, når jeg ikke havde sat mig ind i det, hvad det egentlig var. Det går imod, hvad jeg plejer at gøre, for jeg nyder netop intet at vide på forhånd, og bare lade indtrykkene sætte sig i krop og sind, for bagefter at sove på oplevelsen og morgenen efter skrive om det, der var tilbage i mig. Men den går bare ikke med TRAUMA KINK, for uden bare lidt forkundskab, var det umuligt at se, hvad det egentlig havde udspillet sig på scenen. Men det er aldrig for sent at indhente det forsømte.
Jeg læste interviewet med initiativtageren bag forestillingen, Mihaela Drăgan,
hvor hun taler om hekserier og ritualer, og om roma-futurisme. Forestillingen er
feministisk doku-teater om personlige traumer blandt etniske og seksuelle minoriteter.
Det handler ikke bare om Rumænien, men især om romaerne i Rumænien. Så derved
er det dobbelt op. Det er et modigt valg at vælge det som
åbningsforestillingen. Forestillingen var tekstet på engelsk, der vistes oven
over scenen. Det handler om frihed. Ikke bare seksuel frihed, men frihed til at
være til som roma og som rumæner, men især som menneske og som kvinde. Så når
de fra scenen rakte ud efter frihed, var det en frihed, som de langt fra havde
selv. Oprindelig havde de ønsket sig et nationalt roma-teater, men da det ikke
lod sig gøre, blev det i stedet til en teaterfestival i hovedstaden Bukarest – hvor
festivalens kunstneriske leder så forestillingen og bestemte sig for at det skulle være
åbningsforestillingen til Det Fri Felts Festival i år.
Vi får deres
individuelle historier. De er fem på scenen. Fire kvinder og en mand. Det viser det sig, at den ene af de fire, er transperson. De overdrevne
kvindelige bevægelser røber det. Mihaela Drăgan har skrevet teksten, og spiller
den ene af de to veninder, der har lokket den anden med, uden at fortælle, hvad
der skal foregå. På et tidspunkt udvandrer veninden, men vender dog tilbage. Kvinden
i midten er aftenens konferencier og de øvrige - og vi med dem - skal igennem
diverse prøver. Ikke mindst handler det om accept/content. Det er klart, at jeg
bare oplevede det som et seksuelt anliggende, men det handlede om meget andet
og mere. Jeg tog det for pålydende, og forstod det først bagefter, da jeg
spolerede hele oplevelsen tilbage. Det gør selvfølgelig forestillingen
gribende, når de til sidst samlet rækker ud efter den fremtid, der stadig er
langt fra dem, men som de med forestillingen haler sig stadigt tættere på.
Det var en forestilling som de skabte under pandemien og som de har spillet siden.
DR lavede et indslag med gruppen i forbindelse med forestillingen på Aveny-T.
