torsdag den 10. oktober 2024

Anmeldelse: SANDKIND i Skuespilhuset og HVEM BESTEMMER? i Krudttønden

 

Fotos: Jan Vesala ("Sandkind") og Jacob stage ("Hvem bestemmer?")

SANDKIND og HVEM BESTEMMER? er to forestillinger, der på hver sin måde tager os med ind i ukendt land. Den ene er for de 3-8 årige af Teater Hund & Co. i Krudttønden, mens den anden er et voksenritual eller en meditation, hvor forskellige kunstneriske genrer befrugter hinanden og publikum i Skuespilhuset. Begge skabt i et forsøg på at give os mulighed for at møde os selv og hinanden på en ny og overraskende måde, og begge lykkedes i deres bestræbelser på at sætte noget fri i mødet med det ukendte. I mødet med sand og leg - og ikke mindst i mødet med os selv og det, der omgiver os.

 

Foto:  Jacob stage.


HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


Hvad betyder det at lege?

Hvad er det vi gør, når vi byder op til leg, dans og hygge?

Vi inviterer, men måske bestemmer vi også?

Vi lader som om vi inviterer andre med ind i en leg, men måske har vi allerede bestemt det hele, så den inviterede egentlig bare skal klappe af vores gode påfund. Men hvordan leger man på lige fod?

Det er slet ikke så enkelt. Måske er det underbevidstheden, der allerede har bestemt det hele. Hvad sker der, når det ikke lykkes – og hvad gør vi galt, når vi går galt i byen?


Foto:  Jacob stage.

I Methe Bendix´ HVEM BESTEMMER? er det Malik Grosos og Jesper Bruun, der bliver placeret i et rum sammen ”til pasning”. Den ene spørger den anden: ”Skal du også passes?” Sproget er skønt, når det på denne absurde måde med sin passive tiltaleform, får sagt en masse, uden at sige noget – og alligevel siger det hele: ”Skal du også passes?” Det lyder som en anbringelse på et pakkedepot.

I starten har legen trange kår for de to på scene. For den ene vil ikke dele sin leg med den anden. Hvad er det egentlig, som sker? Det hele sker helt af sig selv, og det kan være svært at opfange de små signaler, for hurtigt er det noget, der bliver dømt inde, mens noget andet dømmes ude. Godt nok er det en børneforestilling for de 3-8-årige, men det er det samme, der udspiller sig imellem os i alle aldre. Vi kigger hinanden ud, og på et splitsekund, har vi bestemt, hvor skabet skal stå.


Foto:  Jacob stage.

Men de kloge noterer sig måske, at pludselig er legen ikke sjov mere, når det ikke er noget, vi er fælles om. Hvis det straks bliver en konkurrence, er vi allerede ude på et sidespor. Sammen kan vi meget mere end vi nogensinde kan hver især. Det er det HVEM BESTEMMER? demonstrerer på fineste vis.


Foto:  Jacob stage.

Forestillingen er oprindelig fra 2017, men i den nye version har det kunstneriske hold haft frie rammer. Ide og manuskript er af Methe Bendix. Laila Skjerning har været dramaturg. Forestillingen er båret af friskt og kækt humør, og er instrueret af Sofie Christiansen, der har en god rytmisk fornemmelse for at fange og fastholde de øjeblikke, hvor legen griber fat i os og bringer os helt nye og anderledes steder hen. Scenografien, af Julie Kyhl, er spændende og finurlig med alle de enkeltdele, der sat sammen på rette vis, giver afsæt for leg og samarbejde mellem de to på scenen. Ikke mindst i de scenografiske kuglebaner bygget af Rasmus Tjelle Finsen. Lydsporet komponeret af Thomas Dinesen leger sprælsk med. Det oprindelig lysdesign er af Jon Gelting, mens det i den nye version er af Nicolas Valet, der også er tekniker på forestillingen. Men først og fremmest er det de to skuespillere, Jesper Bruun og Malik Grosos, der gør os forelskede i legen og alt det vi kan med den, hvis vi gør den til et fællesleg – og det er altid det sjoveste. Deres glæde og samspil er smittende. Det er en fornøjelse at opleve.


Foto:  Jacob stage.

Pudsigt nok var det teatrets geninvitation, der fik lokket mig af huse, for ud fra det tilhørende pressemateriale syntes jeg, at forestillingen lød ”for rigtig” og for pædagogisk. Med andre ord politisk korrekt. Så umiddelbart var jeg ikke varm på at se den. Men teatrets øvrige forestillinger har været så spændende, at jeg lod mig lokke – og det glædede jeg mig over bagefter.


Foto:  Jacob stage.

Så lad forestillingens glæde smitte, der er masser af leg og underbygget alvor i denne lille perle af en forestilling, hvor der bliver sagt meget lidt, men til gengæld bliver der leget og eksperimenteret til den store guldmedalje – og det er skønt at opleve og lade sig inspirere af.

Men hvad betyder det at lege? Det er svært a sige. Måske ”bare” at fange øjeblikket og give sig hen til det i en leg sammen med andre – og det er næppe noget, der kun gælder for de 3-8-årige.



HVEM BESTEMMER?

af Teater Hund & Co.

i Krudttønden

25. 9. - 20. 10 2024


ALDERSGRUPPE: 3 – 8 år og deres voksne

VARIGHED: 40 min

På scenen: Jesper Bruun og Malik Grosos
Idé og manuskript: Methe Bendix
Instruktør: Sofie Christiansen
Opr. Scenografi: Julie Kyhl
Scenografisk kuglebanebygger Rasmus Tjelle Finsen
Komponist og lyddesigner: Thomas Dinesen
Opr. Lysdesigner og bygger: Jon Gelting
Lysdesign og tekniker: Nicolai Valet
Foto: Jacob Stage
Dramaturg: Laila Skjerning
Produktionsleder: Anna-Kathrine Madelung Fries
Kommunikation: Rikke Petersen
Producent: Kenneth Gall
Kunstnerisk leder: Methe Bendix


Tidligere anmeldte forestillinger med Teater Hund & Co.:

2024:

2023:

2022:

2021:

2019:

2027:






Foto: Jan Vesela.

 SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Ét minut før forestillingen begynder på Skuespilhusets Lille Scene, indleder Tora Balslev, der er koreograf og performer, med at introducere det vi skal opleve og måske også skabe sammen med hende. Vi er inviterede til en meditation om menneske og sand. Sammen skal vi hælde sand ud på scenen, hvorefter Tora Balslev skal performe det, vi skal opleve. Det handler om sand og om menneske - og hvordan de to forholder sig til hinanden.

Inde i salen bliver de, der vil hjælpe med at hælde sand ud på scenen, bedt om at sætte sig på første række, mens resten får mulighed for at sætte sig på de to øvrige rækker. Vi er et halvt hundrede mennesker. Midt ud for stoleopstillingen er der placeret 8 metalbøtter, der viser sig at indeholde sand.


Foto: Jan Vesela.

Efter en introduktion, hvor Tora Balslev fortæller om sandets betydning for os og den verden vi lever i, inviterer hun forreste række til at komme op og placere sig bag hver sin metalbøtte med sand, hvorefter sandet bliver hældt ud i en cirkel midt på scenen. Cirklen er skarpt oplyst af en spotlampe, der spreder mørket ved at  danne en cirkel på gulvet. Faktisk er det to cirkler inde i hinanden.

Mens metalbøtterne tømmes, en efter en, er der en meditativ tysthed i rummet, hvor vi er lukket inde med lyden af sandet, der glider fra bøtterne og ned i den voksende sandbunke på gulvet. Bagefter bliver de medhjælpende publikummer bedt om igen at indtage deres pladser. Tora Balslev forsvinder bag os, for et øjeblik efter at vende tilbage helt afklædt.


Foto: Jan Vesela.


Hun stiller sig ved siden af sandbunken og bøjer sig fremover. Langsomt, såre langsomt, strækker hun sin krop og gør sig længere og længere, indtil hun når helt ned og rører gulvet med hænderne.

Det sker så langsomt, at det virker voldsomt, da hun senere glider ned på gulvet og  lader sig glide hen mod sandet. Hendes krop er vendt væk fra sandet, men den ene arm og hånd søger hen mod sandet, senere er der en finger, der rører ved sandet. Kroppen bevæger sig uendelig langsomt længere ind mod sandet, før den glider igennem og lader kroppen følge med, for bagefter at skubbe sandet ud til siden og lade sig omslutte af sand.

Den nøgne krop, huden og sandet. Vi er vidne til et ritual, en ceremoni, hvor tiden er stoppet, og vi er overladt til os selv og hinanden – og til det, der ganske langsomt udspiller sig i vor midte. Det vi oplever, er ikke en forestilling, men mere et fælles forløb, hvor vi som publikum ikke er med som tilskuere, men selv indgår i skabelsen.

Foto: Jan Vesela.


Tin Soheilis musik ligger som en dronelyd under hele seancen. Det er mere et lydtæppe end egentlig musik. Det er lange dvælende lyde, der kæder sig sammen til musik. Det holder vores koncentration fangen, og sammen med lyset af Martin Danielsen skaber det en ubrydelig koncentration omkring os.

Komponisten, Tin Soheili, fortalte bagefter mere om det: "Lydsiden er komponeret af optagelser fra planeter i vores solsystem, og den ender med solen, der dunker i baggrunden. På en sær måde så lyder deres stille rotation i rummet, trods det vakuum de befinder sig i, som rislende sand."

Dog var min sidemand i en svær situation, for fortryllelsen virkede ikke på ham. Han kørte nervøst rundt på stolen, kastede sig skiftevist frem og tilbage. Hviskede  til sin ledsager, mens han kiggede på uret. Seancen var tydeligvis mere, end hvad han kunne kapere.


Foto: Jan Vesela.

På en mærkelig måde bliver min oplevelse større, samtidig med at hans irritation vokser. Det er som om at det helt standser mit åndedræt og får mig til at glide frem på stolen for at komme nærmere på det, vi er fælles om i vor midte. Ja, min sidemand er tydeligvis ikke med på de bølgelængder, men det synes bare at forstærke koncentrationen for alle øvrige. Hele salen er bomstille, og man kan ikke engang høre, at der er nogen, der trækker vejret eller flytter sig. Er der overhovedet andre i salen end performeren? Det fornemmes, at vi måske hver især kun er omgivet af sand og mystik. Alt andet er ophørt med at eksistere. På en måde glider vi med ind i sandet. Skellet mellem krop og sand ophører. Vi bliver selv til sand. Måske forstår vi endda noget om, hvad der omgiver os. Vi har i hvert fald en unik mulighed for at stige af den fart, der omgiver os i det daglige. Vi har tilbuddet om at træde ind i den mytologiske verden uden for tid og rum. Det er meget enkelt, men også meget anmassende og påtrængende, hvis man ikke følger med, sådan som min sidekammerat tydeligvis ikke formår eller har lyst til..


Foto: Jan Vesela.

Som eftertanke kan det måske stille os spørgsmål om, hvad kultur er? Hvorfor opleves det så kedsommeligt for min sidemand. Han kiggede på sit ur og længtes tydeligvis efter at komme ud, mens vi andre fik mulighed for at opleve det samme i løbet af seancen. I mødet med sandet kunne vi møde os selv, hvis vi ellers turde tage udfordringen på os og give slip. Tør vi det? Tør vi træde med ind i en stillesiddende dans med sandet. Lade det skylle ind over os og gå i ét med det. Det kræver et sådant ritual.

Da jeg bagefter dalede ned på en stol ude i foyeren sammen med min ledsager,  havde vi svært ved at sætte ord på det, vi havde oplevet. Performancen var en port, vi var gået igennem. En mulighed. Måske endda en leg. I hvert fald var det en invitation til et møde med sandet – og os selv.


Foto: Jan Vesela.

Det er det, der er forskellen på en forestilling/performance og et ritual. I det første er der nogen, der optræder for et publikum, men i et ritual er det noget vi deler med hinanden. Derfor vil det heller ikke være fair at anmelde det som en forestilling/performance, for der er ikke længere nogen, der optræder for et publikum, men snarere er det noget, vi gør og skaber sammen. Noget vi gennemlever og udforsker sammen. På den baggrund, giver det fin mening, at seancen indgår i K:Select, der er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø.

Personligt nød jeg at være bragt ud af betragterens rolle og træde ind i et fælles ritual. Eller i en meditation, sådan som Tora Balslev benævnte det i starten.


Foto: Jan Vesela.

Betina Birkjær, der selv er forfatter, dramatiker og scenekunstner/performer har været dramaturg på SANDKIND. Antoinette Helbing, der er danser og koreograf, har været koreografisk konsulent. Daily Fiction, der er en scenekunstforening i Det Frie Felt, står bag SANDKIND, der er produceret af prfm -produktion og formidling af scenekunst. 

 

Foto: Jan Vesela.


SANDKIND

af Daily Fiction

Skuespilhuset

5.-12. oktober 2024

Anbefales fra 16 år.

Koncept, koreografi & performer: Tora Balslev

Musik: Tin Soheili

Dramaturgi: Betina Birkjær

Koreografisk konsulent: Antoinette Helbing

Lysdesigner: Martin Danielsen

Producent: prfrm - produktion og formidling af scenekunst

Hjemmeside & billetter


Tidligere anmeldte forestillinger under KSelect:

2024:

The Laughing Crowd

2021:

Cul de sac

2020:

Umwelt


*


Se oversigten over de 

308 andre anmeldelser


*

torsdag den 19. september 2024

Anmeldelse: TRONFØLGER på Mungo Park, DE FORTABTE på Musicon og DANCING WITH THE DEAD i Dansekapellet

Foto: Rumle Skafte (Tronfølger) og Aaben Dans (De fortabte).


Tre spændende forestillinger om liv, død og erkendelse.
Om passion og destruktion.
Tre stærke musikalske oplevelser, hvor levet liv, dans og musik flyder sammen og viser vej ind til nye erkendelser.


TRONFØLGER
af Alexander Mayah Larsen
Mungo Park, Allerød
Premiere: 14. september 2024


Foto: Rumle Skafte.

Én ting er at berette om et livsforløb. En anden ting er at lave teater. Men i TRONFØLGER på Mungo Park finder det sammen i Alexander Mayah Larsens selvbiografiske forestilling. Han står selv på scenen i Thomas Hwans billedrige og musikalske instruktion. Alexander Mayah Larsen er en del af Mungo Parks ensemble, og han bliver på scenen assisteret af Nanna-Karina Schleimann, der har komponeret forestillingens musik og som selv synger og spiller live oven på et backtrack. Samtidig glider hun ind og ud af forestillingen både som musiker og medspiller. Forestillingen spændes ud imellem de to på scenen.


Foto: Rumle Skafte.

Det fungerer som et billeddigt, der berettes med stærk rytme og puls med sikker sans for, hvor fortællingen ligger. Det er en fryd at opleve, hvor godt skrevet, fortalt og spillet forestillingen er. 

Det er historien om en far, der er født i Persien, Iran. Det er skildringen af en stor familie, hvor faren som den ældste ud af en søskendeflok på otte, er forpligtet til at blive hjemme og arbejde på familiens daddelplantage, mens de øvrige søskende alle er rejst til udlandet for at videreuddanne sig. Kun faren og lillebroren er tilbage. Faren skal passe arbejdet på familiens plantage og tage sig af lillebroren. 


Foto: Rumle Skafte.

Vi er i 70´erne, hvor Iran stadigt er et kongedømme regeret af Shahen. Landet er sekulariseret og vestligt orienteret. Faren er splittet mellem sine to idoler: fodboldspilleren Pelé og skuespilleren James Dean. Men der er uroligheder, og en revolution er på vej, da præstestyret og Khromeini tager over. De vil lukke nattelivet, og under en razzia på et diskotek bliver faren taget til fange og fængslet. Han bliver torteret og tvunget til at angive sine venner. I fængslet bliver han også tvunget til at overvære en masse henrettelser. Efter fængslet flygter han til Tyrkiet og videre til Europa, hvor han ender i Sandholmlejren i Allerød - et par kilometer fra Mungo Park.


Foto: Rumle Skafte.

Danmark er et paradis for ham. I en rørende scene ved et busstop møder han sin kommende danske kone, der også senere bliver hans børns mor. Sammen får de to sønner. Det er lillebroren, Alexander, der beretter fortællingen om sin far. Alexander Mayah Larsen spiller godt. Der er en tøven i hans spil, som om historien ikke rigtig vil slippe ham. Det er denne tøven, der giver det liv og som gør ham fuldt troværdig som fortæller. Det giver en distance til historien. Der er ingen sentimentalitet. Vi får historien som den er. Det er i hvert fald det indtryk, vi sidder tilbage med. Det farlige ved selvoplevede fortællinger på en scene er altid, at det let bliver for rørende og for følelsesladet, men her holdes det ud i strakt arm. Der er  distancen, der fremhæve historien. Man kan næsten sige, at den fortælles med en godgørende tilbageholdenhed. Det er denne skyhed, der gør, at fortællingen aldrig bliver for meget. Distancen gør, at der bliver plads til publikum. Vi bliver ikke befamlet, og det gør historien heller ikke.


Foto: Rumle Skafte.

Det vigtigste er, hvorfra historien fortælles - og til hvem. Det er vigtigt at positionerne er klare og præcise, for at det hele ikke taber fokus. Især i en historie, der spænder så vidt og er så kompleks som denne.

Den danske del af historien starter lovende. Faren påtager sig alle mulige forskellige arbejder. Det er han tvunget til, da han ikke kan bruge sin iranske ingeniør-uddannelse i Danmark. Han sparer op til kebabboden "Golden Shawarma" på Nørrebrogade. Det er en drøm, der går i opfyldelse - og det går rigtig godt, indtil der i medierne dukker historier op om stening af iranske kvinder. Kunderne trækker sig, selv om faren sætter støtteskilte op til fordel for de undertrykte iranske kvinder. Skilte, der protesterer imod præstestyret. Men det fjerner ikke modstanden, og kunderne forsvinder. Da butiksruden bliver overmalet med slagord om "Rottekød", slutter drømmen. Butikken lukker, og faren trækker sig ind i sig selv. Han synker til bunds i sig selv, installerer parabol og ser iransk tv dagen lang, mens hans danske familieliv smuldrer omkring ham. Han begynder at opsøge moskéen på Vibevej, hvor han bliver taget imod med åbne arme. Da han også vil tage sin danske kone med, nægter hun at klæde sig anderledes for at passe ind. Den ældste søn tager den nye religion til sig som noget nyt og spændende, mens vores fortæller, lillebroren, stiller sig mere tøvende over for det. Forældrene skændes og  bliver til sidst skilt. Faren køber en ny iransk kone, der kan lave al den iranske mad, han savner, men hun siger ikke noget, og det er tydeligt, at hun  mistrives, så hende skiller han sig af med igen. Den ældste søn kommer ud i kriminalitet. I hemmelighed forsøger faren at opdrager den yngste søn i den nye religion, men sønnen er fuld af spørgsmål, ligesom den danske kone var. Den sidste gang de mødes slår faren ham. Han slår og slår. Bagefter forsvinder han. Han rejser tilbage til Iran. Tilbage til det præstestyre, der i sin tid torterede ham - og som han flygtede fra.


Foto: Rumle Skafte.

Sønnen ved blot, at han bor i nærheden af Teheran, men de har ikke længere kontakt, selv om han savner faren. Forestillingen slutter med ønsket om at genoptage kontakten. Han rækker hænderne ud mod den forsvundne far. Her kunne forestillingen for så vidt godt begynde igen. Det er elegant historiefortælling at slutte med at introducere en ny fortælling. 

Virkelighedens veje og vildveje er ofte meget mere kringlede end fiktionens. Der er intet, der overgår virkeligheden. Livet er den største historiefortæller af alle. Det må have været svært at navigere i denne historie. Det hører vi kun lidt om, men den stående applaus efter forestillingen viste med al tydelighed, at alle i salen var grebet af den komplekse og kringlede fortælling.


Foto: Rumle Skafte.

I programmet til forestillingen udtaler Alexander Mayah Larsen: "-Men når jeg  først står på scenen, er det en rolle som enhver anden, og jeg tænker ikke over, at det er mig selv, der spiller. Det er først bagefter, at jeg stopper op og tænker: "Det er jo min families historie".

Men det er ikke en skelnen, publikum laver. Historien er overordentlig nærværende og gribende. Det er svært, men det lykkes Alexander Mayah Larsen at afbalancere historien - både som dramatiker og skuespiller. Det er en svært at skildre levet liv fra en teaterscene, men det lykkedes over al forventning på Mungo Park. Ikke mindst takket være  den fine instruktion af Thomas Hwan. Det er en fryd at opleve.


Foto: Rumle Skafte.


TRONFØLGER
af Alexander Mayah Larsen
Mungo Park, Allerød
Premiere: 14. september 2024


Medvirkende: 
Alexander Mayah Larsen 
& live-musiker Nanna-Karina Schleimann
Idé & manuskript: 
Alexander Mayah Larsen 
Instruktion: Thomas Hwan
Scenografisk konsulent: 
Lise Marie Birch og Lars Englund Frimann 
Dramaturgisk konsulent: Trine Wisbech 
Lysdesign: Casper Døi 
Lyddesign: Emil Sebastian Bøll 
Komponist: Nanna-Karina Schleimann

Varighed: ca. 1 t. 30 min.
Teatret anbefaler forestillingen fra 14 år og op.

Forestillingen spiller på Scene 1.



Foto: Lærke Posselt.



DE FORTABTE
i Hal 9, Musicon, Roskilde
14. - 28. september 2024
Af Thomas Eisenhardt, 
Aaben Dans 
og Dreamers´ Circus.


Der er nogle oplevelser, der lejrer sig i kroppen. De lægger sig til rette og bliver liggende, som om de altid har været der. De bliver en del af én - og vil ikke ud igen. Sådan havde jeg det med SPRÆKKER, som jeg så i Hal 9, Musicon i Roskilde  i 2021 - og sådan har jeg det igen med DE FORTABTE, der spiller samme sted.


Foto: Lærke Posselt.



Den færøske forfatter William Heinesens roman "De fortabte spillemænd" har inspireret Thomas Eisenhardt til i samskabelse med de involverede at skabe dette store pulserende værk. Selv står han for koreografi, iscenesættelse og scenografi og har med 5 dansere fra Aaben Dans skabt en visuel diamant af en forestilling, der musikalsk er lagt i hænderne på Dreamers´ Circus, der spiller ny nordisk folkemusik - og som spiller live til forestillingen. 


Foto: Lærke Posselt.


Det er både en live koncert og en danseforestilling. Det er så stort tænkt, ekvilibristisk udført, og resultatet er så betagende, at oplevelsen ikke vil slippe mig. Det gør næsten ondt at skulle berette om det, for værket er så dragende og imponerende, at det består i sin egen ret. Det ER slet og ret - og ligner intet andet. 



Foto: Lærke Posselt.



Jo, det ligner havet i al sin skøre og dragende vildskab. Det bruser os i møde, og musikken og dansen bærer det ind i os, hvor det bruser videre. Snart stille, snart voldsomt. Det daler ned og bliver så stille, at det helt forsvinder og opløser sig selv, men snart efter svulmer det op igen - lige som forestillingen - og så giver det faen i alt og alle og slår gækken løs. Det bliver vildere og vildere og rejser sig i ekstatiske bølger. Det beskriver essensen i romanen uden et eneste ord. Jo, der var sentenser fra romanen ude i forhallen, inden vi ventede på at blive lukket ind. Det var poetiske ordbilleder, der satte sig fast i kroppen og som slap tankerne løs og skabte en luftlomme omkring os, hvor poesien lokkede os til at træde op til en besættende dans. Sådan virker forestillingen, hvor livemusikken og dansen fører os helt derop i det nordligste, til en fjernt beliggende ø, helt indhyllet i sig selv.  



Foto: Lærke Posselt.



Det er beretningen om vildskab, om liv og død. Om beruselse, om vanvid og om at træde ud i ingenting, hvor musikken og dansen tager over og får os til at give slip. Vi er helt derude, hvor livet står på spil, og hvor vanviddet og elskoven tager over. Men lad os hellere starte med begyndelsen.



Foto: Lærke Posselt.



Hal 9  befinder sig i Rabalderstræde i Musicon i udkanten af Roskilde.  En kæmpestor sorttjæret fangerbåd ligger på pladsen foran den 90 meter lange lagerhal. Vi står tæt sammen i den sorte foyer. Som sagt er der opprojicerede sentenser fra romanen  på væggen. Eller rettere på det sorte stof, der adskiller os fra resten af hallen. Midtfor hænger en masse sortbejsede tykke tove ned fra loftet. De er lyssat, så vi ved, at det er derigennem vi skal ind til forestillingen. Allerede da den indledende velkomst bruser imod os, kan man høre det. Lyden er fantastisk. Den klinger dybt ind i én. Lidt efter bliver vi lukket ind og bevæger os forbi det nedhængende tovværk. Vi kan ikke undgå at komme i berøring med dem. De lugter af tjære. Straks efter træder vi ned på stranden, for det knaser under fødderne på os. Vi træder ind på småsten, muslingeskaller og tangrester. På forhånd var vi blevet bedt om at klæde os godt på, da hallen er uopvarmet, men sådan virkede den nu ikke. Måske fordi stedet er tætpakket. 


Foto: Lærke Posselt.



Da vi er blevet placeret, begyndte drømmen. Sådan kan det bedst beskrives. Det ER en drøm! Vi er langt oppe nordpå i et isoleret ørige, hvor menneskene drikker, elsker, lever og dør. Nærmest som døgnfluer, der lyser op i gigantiske lysglimt eller synker ned i alkoholens bundløse flaskedyb. 


Foto: Lærke Posselt.



Jeg ved slet ikke, hvordan jeg får disse indtryk, men det er det, Thomas Eisenhardt formår ved at sætte musik og  bevægelse sammen i det enorme rum. Musikken er fantastisk og sikke en lyd! Dreamers´ Circus  bliver til de fortabte spillemænd, der spiller os alle til døde  - eller måske genopstår vi netop til den musik, som de tre gutter sender vibrerende ind i os. Musikken er - ligesom dansen - grænseløs vild og dybt melankolsk. Der er en længsel i den, der beruser. Selv når den er vildest, har den en indkapslet melankoli, der sætter sig fast indeni. Det får mig til at tænke på store filmkomponister som Eleni Karaidrou og Zbigniew Preisner. Deres musik er umiddelbart genkendelig, og selv om man måske ikke genkender  navnene, skabte de hver især uforglemmelige filmmusik til den græske filmskaber Theo Angelopoulos og til den polske filmskaber Krzysztof Kieslowski. Der er den samme indbyggede længsel i forestillingens musik. Selv når musikken er gladest og mest sprudlende, har den denne dybe  iboende længsel. Måske er det netop noget, der kendetegner stor kunst, for det samme gælder Heinesens romaner. Denne tunge dansende lethed, der betager og besvangrer os. 


Foto: Lærke Posselt.



Vi træder ind i dansen, der fører os ud midt i det vildeste hav, hvorfra man måske aldrig vender tilbage. Musikken siger det ganske ordløst ligesom dansen.  De fem dansere: Antoinette Helbing, Alvilda Faber Striim, Jan Vesala, Ole Birger Hansen og Ruth Rebekka Hansen blander sig med musikerne. Dreamers´ Circus består af Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen. Det er betagende, hvordan de stadig kan spille og indgå i den koreografiske verdensorden, der besætter os alle og tager os med på rejse til et fjernt beliggende nordligst ørige. 


Foto: Lærke Posselt.



Mette Kruse har været dramaturg og iscenesætter. Ligesåvel som danserne også har  medkoreograferet. (Vel)lyden er lagt i hænderne på Julian Falck. Lysdesignet er af Thomas Bek. Olivier Guillemain har været videodesigner. Lys, lyd og video arbejder sammen på fineste vis, så bølgerne bogstavelig talt slår sammen om os i det kæmpestore rum. Hillary Mugen Adler har været landskabskonsulent. Franciska Toubro har designet kostumerne. Elke Laleman står for teknikken og afvikling, og det kan ikke have været nogen nem opgave.

Jeg føler slet ikke, at jeg verbalt kan yde denne pragtforestilling fuld retfærdighed. Men måske handler det lige som musikken og dansen om at sige alt og intet. Derved kommer vi direkte til det fjernt beliggende ørige ved navn Færøerne. Det er langt, langt væk - og helt tæt på os selv. 

 
Foto: Lærke Posselt.


DE FORTABTE
i Hal 9, Musicon, Roskilde
14. - 28. september 2024
Af Thomas Eisenhardt, 
Aaben Dans 
og Dreamers´ Circus.

Holdet bag:

På et koncept af Thomas Eisenhardt er De fortabte… 
blevet til i samskabelse mellem:

Koreograf, iscenesætter og scenograf: Thomas Eisenhardt
Dramaturg og iscenesætter: Mette Kruse
Dansere og koreografer: Antoinette Helbing, Alvilda Faber Striim, 
Jan Vesala, Ole Birger Hansen og Ruth Rebekka Hansen.
Komponister og musikere: Dreamers´ Circus: 
Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen
Lysdesigner: Thomas Bek
Videodesigner: Olivier Guillemain
Kostumedesigner: Franciska Toubro
Landskabskonsulent: Hillary Mugen Adler
Teknik og afvikling: Elke Laleman
Lyd: Julian Falck
Produktionsledelse: Madeleine Lind Hoppe
Produktionsledelses-praktikant: Christian Henckel Lund Nielsen
Grafisk design: Line Thornberg
Videotrailers: Adam Laver Film og Monokel Studio
Produceret af Aaben Dans



Foto: Alexandra Bergman.



DANCING WITH THE DEAD
af Lava Markusson & Michael Tang
Bobbi Lo Produktion AB
19. september 2024 i Dansekapellet
21. - 28. september 2024 
på turné i Danmark

Straks jeg læste om forestillingen, tænkte jeg, at dén måtte jeg se. Teater har en enestående evne til at åbne døre og vinduer op til andre verdener. At gøre det i en danseforestilling om døden for de 10 årige og opefter, er prisværdigt. Aldersgruppen er bestemt ud fra at instruktøren selv mistede sin far som 10-årig, derfor skulle der med forestillingen skabes et rum, hvor man kunne gå følelserne i møde - næsten ordløst. Koreograf og kunstnerisk leder, Michael Tang, bød velkommen og opfordrede 20 modige til at melde sig til at være de første til at gå ind. De skulle blot stå midt på scenen de første 5-10 minutter. Andet ville der ikke ske!
Da de var forsvundet ind i salen, blev de resterende 40 bedt om at assistere med at lave tungeklik, når danserne gjorde det - og forsøge at holde rytmen. 
Derefter bliver vi også lukket ind i salen.


Foto: Alexandra Bergman.


Der var siddepladser på tre sider af scenen. 
I midten stod de første 20 i en cirkel omsluttet og oplyst af lysstofrør. De fem dansere: Moa Autio, Matilda Bjärum, Mikkel Alexander Tøttrup, Giorgia Reitani og Yiorgos Pelagias cirklede langsomt rundt om dem. Først i slowmotion, derefter stadigt hurtigere. De trak eksploderende impulser ud af kroppen  og sendte dem videre fra person til person, mens de bevægede sig stadigt hurtigere rundt om gruppen i midten. Snart efter spurtede de rundt i et forsøg på at indhente hinanden. Bagefter overrakte de hver af de 20 en rose, og fik dem til at give den videre til de andre siddende rundt om scenen. Derefter brød danserne ud i dans, mens de blev ved med at holde en af de 20 i hånden. Det gav en stump akavet danserytme, eftersom energien ikke forplantede sig og bliver ført videre. De ikke-dansende blev bagefter ført rundt og placeret på tomme pladser rundt om scenen i. Det skabte fornemmelsen af, at vi som tilskuere også blev involveret. Der var ikke kun et "os" og "dem", men et "vi". Det blev gjort på en imødekommende og accepterende måde med plads til improvisation. Ikke meget, men lige nok til at det gav forestillingen sit eget impulsive forløb. Afhængig af, hvor meget publikum gik med på ideen. Nogle dansede lidt med, mens andre undlod det. Begge dele fungerede fint - og var spændende at betragte.


Foto: Alexandra Bergman.


Musikken af Hans-Ole Amossen var nogle steder  manende og andre steder rytmisk massiv, og snart faldt danserne ind i synkrone bevægelser. Energien forplantede sig, og det var let at glide med på den dansende eufori. Indimellem kom der indtalte tekster, der handlede om at befinde sig i tomrum og skulle (gen)finde meningen med livet. Der var historien om den døde søster, der ønskede at forsvinde og blive til et spøgelse. Hendes bror var ikke længere bange for mørket, for derinde gemte søsterens spøgelse sig - og han savnede hende.
De udleverede roser blev vi inviterede til at lægge på den døde i midten. Måske var det søsteren eller en hvilken som helst anden død, som vi hver især ønskede at lægge en blomst for. Igen foregik det i et åbent rum, hvor man var med på hver sin måde, sådan som man hver især selv ville og kunne.  


Foto: Alexandra Bergman.


Der var en stram enkelhed over koreografien og opsætningen skabt af Lava Markusson og Michael Tang. Der er ingen distraherende rekvisitter eller scenografi. Kun danserne, energien imellem dem, deres bevægelser og mørket, der svøber sig om dem og så lyset, der skiftevist løftes og holdes besværgende frem mod dansernes kroppe. Det hele var lyssat af Tanya Theo Johansson med scenografi af Åsa Gjerstad. 


Foto: Alexandra Bergman.


Der siges ikke meget - og det er heller ikke nødvendigt. Vi er budt indenfor i et rum, hvor alt kan ske - og hvor vi kan føle os trygge. Det er tydeligt, at der bliver taget hånd om os, men det er også lige så tydeligt, at alt kan ske herinde i det indre grænseløse rum mellem os.

Det er et særligt rum, som det ikke er alle forundt at betræde, men vi har fået invitationen - og nysgerrigheden driver os videre. Alles opmærksomhed er fangen fra start til slut. Det er en god, men for så vidt udmattende oplevelse. Som publikum klæder vi selv danserne på med en historie om liv, død og savn. Alt efter, hvad vi hver især har oplevet og har brug for at bearbejde.
Jeg tager hatten af for denne type forestillinger, der er forsøg på at skabe adgang  ind til lag i bevidstheden. En slags passage, hvorigennem vi kan passere ind til nye erkendelser - hvis vi ellers kan, vil eller tør. Muligheden er der.
.

Foto: Alexandra Bergman.


Det står åbent for enhver. Det er frit, hvad vi vil hente ud af det. Måske slet intet - eller også lige det, vi har brug for på det givne tidspunkt.
Det lykkedes at skabe det trygge rum, hvor alt kunne ske. Resten er op til hver enkelt. Hvis man vil, kan man befolke det med lige netop den historie, man selv har behov for at få fortalt eller bearbejde. 
Tak for opfodringen til at følge med. Den er værdifuld - og nødvendig.  


Foto: Alexandra Bergman.

DANCING WITH THE DEAD
af Lava Markusson & Michael Tang
Bobbi Lo Produktion AB
19. september 2024 i Dansekapellet
21. - 28. september 2024 
på turné i Danmark
Fra 10 år og op


Koreograf: Lava Markusson og Michael Tang

Dansere: 
Moa Autio, Matilda Bjärum, Mikkel Alexander Tøttrup, Giorgia Reitani og Yiorgos Pelagias

Komponist: Hans-Ole Amossen

Scenograf: Åsa Gjerstad

Lysdesign: Tanya Theo Johansson

Trailer: Diego Monsiváis

Foto: Alexandra Bergman

Forestillingen produceres af Bobbi Lo Produktion med støtte fra: Statens Kunstfond, Kulturrådet, Augustinusfonden, Dansk Skuespillerforbund, Den A.P. Møllerske Støttefond, Malmö Stad og Region Skåne. Co.produceret af Teaterhuset Filuren, Rum för Dans og Dansinitiativet.


*


Se oversigten over de 

305 andre anmeldelser


*