Anmeldelse: AFSKAF ALDERDOMMEN af Lone Kühlmann og Henning Kirk

 

 

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

”Før i tiden blev folk gamle – det er der ingen der bliver i dag. At være gammel sidestilles med at være affældig., og det er der ingen der har lyst til at være. ”Han er blevet gammel” refererer ikke til personens alder, men til hans forfald, og når folk siger ”jeg er blevet gammel, du”, mener de det ikke som nogen reklame, men som en opgiven. Derfor er der heller aldrig nogen der taler om ”gammelområdet”. ” (side 20N)

Det bedste grin i lang tid fik jeg, da jeg læste disse linjer: ”Det er interessant at se arrangementerne i forbindelse med Ældre Sagens 25-års jubilæum i 2011. Lokalafdelingerne markerer stort set alle sammen dagen med kaffebord og lagkage ledsaget af ønskekoncertmusik fra lokale hyggepianister. Det er åbenbart gået hen over hovedet på den ellers meget dygtige organisation at nutidens ældre voksede op med Beatles og Stones, tjald og bajere… de er fremtidens gamle og de har måske aldrig hørt Giro 413.” (side 22 M)

Teksten er muntert og lystigt skrevet. Jeg sad i lange perioder og smilede, hvis jeg ikke ligefrem kluklo. Bogen er meget veloplagt. Den er ingenlunde akademisk og tung, men fremstår direkte, uden at virke slingrende. Det er opløftende læsning. Tonen er satirisk, og teksten griller læseren over en sagt ild, når den i flæng konkluderer alt det, som vi godt ved, men som virker pinligt, når vi får det genfortalt. Det er en lyrisk rap fortælling om dilemmaer og sandheder, som det svider at få genfortalt, men man er i godt selskab. Det må have været en sjov bog at skrive. Den er meget træfsikker.

”I det omfang alderdommen defineres som en tilstand af forkalkning, er det stadig muligt at afskaffe alderdommen.” (side 68).

”Forfald skyldes hverken Gud eller andre højere magter. Det er stadig bedre at være rig og rask end syg og fattig, men vi dør alle sammen til sidst. Det er hvordan vi har det inden der er det interessante. Og det som vi kan gøre noget ved.” (side 73).

Bogen er formuleret ved hjælp af humoristiske talemåder, der både gør læsningen let og meget ligefrem, samtidig med at indholdet hele vejen igennem afmonterer alle de selvfølgeligheder og fordomme, som vi er bærere af i større eller mindre grad. Det er bogens fortjeneste, at den skubber tæppet væk under os og giver os røde ører. De fleste vil have let ved at genkende sig selv i teksten. Ikke mindst når vi bliver indfanget i de latterligheder, som bogen er så rig på. Alt det vi gør og siger, der ofte slet ingen mening giver, og i hvert fald slet ikke kan dækkes ind bag noget dokumenterbart. Alle de talemåder og vaner som vi har, bliver langsomt opløst for øjnene af os - og det er bogens fortjeneste. Den angriber så at sige alt – og der er nok at tage fat på. Det er afslørende givtigt.

”Tak. Jeg er død, men jeg har udgangstilladelse.» En citeret replik som denne er typisk for bogen, der præsenterer et nyt energisk blik på livet og døden. Det er generelt opløftende læsning. Måske er det refererede udsagn ikke så positivt i sig selv, men det er et godt eksempel på, at meget ligger i sproget og den sproglige begrebsverden, vi omgiver os selv og hinanden med. Bogen udmærker sig med et forfriskende nyt blik på liv, død og aldring. Efter endt læsning, tænker jeg: ”Nå… Ja, men så skal det jo nok gå!”

”Mæt af dage” eller ”mæt af kage” – bogen giver en fin mæthedsfornemmelse, der efterfølges af lysten til at give sig livet i vold.

 Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ADERDOMMEN

Bliv i de voksnes rækker 

Gyldendal, 2012

 

 

Bogen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

Mød Lone Kühlmann til festivalåbningen, 

fredag den 24. oktober. 

Se program. 

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

 

GRANDE FINALE med Gammelfestivalen III

Foto: Ole Yssing.

Ja, alting har sin tid. Det gælder både den kommende Gammelfestival, men også overordnet mit eget festivalarbejde. Det er allerede sivet ud, og jeg har også skrevet og mailet det rundt til de medvirkende på denne den sidste festival. Men hvorfor nu det? Det kører jo upåklageligt og er noget, der er helt sit eget – og hvor meget er der af den slags? Ja, der er ikke meget, men det ændrer ikke ved, at festivalarrangøren her altid har arbejdet efter at gøre det bedre og bedre, og ad åre er det lykkedes. Jeg har altid selv været målløs over, at alle stiller op og er glade for at være med til denne årlige celebration af drømme og visioner. Tak til alle for det. Det har været en forunderlig rejse, som jeg har nydt. I starten var det hårdt at løbe det i gang, men det har altid været al besværet værd. Jeg har glædet mig til hvert år og har indrettet hele mit liv efter det. Jeg lærte tidligt, at hvis man vil lave noget rigtig godt, skal man stå tidligt op om morgenen og sørge for, at de enkelte dele er helt i top, så bliver det endelige resultat derefter. Men i år er det sket noget. Det har været på vej gennem de sidste år, for hvert år er jeg blevet mere og mere tilfreds med resultatet – og i år skete det, der måtte ske, at alting faldt i vatter og det var i mine øjne den perfekte sommerfestival. Der var intet, som jeg ville gøre bedre eller tilrettelægge på en anderledes måde. Jeg havde med andre ord opnået det perfekte. Der er altid noget, der kan gøres bedre, men ikke på den overståede sommerfestival. For mig var det idealet af en festival.

Jeg kan forklare det med at sammenligne med mit arbejde med dukketeateret, der sluttede for 20 år siden (dog er det blevet til en enkel forestilling mere sammen med Thulla, der indgår i Gammelfestivalens afslutning), for den gang havde jeg det på samme måde. Jeg levede af dukketeatret gennem mange år, men min målsætning havde hele tiden været, at jeg ville opnå det perfekte forhold mellem form og indhold, og da det lykkedes efter 13 år, havde jeg opfyldt min vision. Det er det samme, der er sket med festivalerne. For mig handler det om at være på rejse. At befinde sig i en kunstnerisk udvikling, der hele tiden er på vej mod nye mål, men når det lykkes, opløser det sig – og så er det tid til sporskifte. For mig er kreativiteten noget, der hele tiden flyttet sig, og så er det min opgave at følge med. Jeg ved ikke, hvor vejen videre fører, men jeg har jo et fuldstændig vidunderligt kontaktnet til alt og alle, og det vil da være mærkeligt, hvis jeg ikke aktiverer det igen, men hvordan og hvornår må ligge hen i det uvisse.

Livet er fantastisk og underfuldt, så det er tid til, at jeg igen må begive mig ud i det uvisse for igen at finde et sted, hvor jeg kan se nye veje og muligheder. Tusind tak disse første 18 år. Sikke en gave!

Kom og vær med til at fejre det på denne GRANDE FINALE med Gammelfestivalen III, Død og hygge i de Gamles By, 24.-27. oktober 2025.

Brev fra Pia Sigmund om frivillighed

Portrætfoto: Tina Lindop.

Kære Michael,

Det ville være nemt at tale med dig om en konkret sag, og det kunne være et af mine hjerteemner: 2 Timer om Ugen, mundtlighed og fortælling i folkeskolen, børnene i Palæstina og Gaza, Bedsteforældre for Asyl, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Børn i Danmarks historie – men da det nu handler om en Gammelfestival med fokus på bl.a. ”aftryk i livet” og ”hvordan vi vælger at bruge vores liv”, så …

vil jeg gerne slå et stort slag for at dyrke frivilligt (socialt) arbejde, også og måske især når man er i den tredje alder.

Verden er fyldt med forfærdelige rovdyr og maghavere, og vi mødes hver dag af så mange udfordringer. Tilsammen er de nok til at gøre os urolige og bekymrede og usikre på fremtiden.

Men sid ikke på dine hænder – ”Hvad du evner kast af/i de nærmeste krav” (Bjørnson) – det har både du og verden bedre af.

Det er så skønt at være frivillig. Det giver glæde og mening.

Du kan forandre verden en lille smule. Vi kan alle forandre verden til det bedre.

Der er så mange steder, man kan give en hånd.

Man behøver ikke sidde hjemme og føle sig ensom.

Det er skønt at finde sammen med andre i bedstealderen. Jeg føler mig så privilegeret, fordi jeg i mit liv som aktivist har fået mange nye gamle venner.

Og unge venner. For jeg oplever, at de unge har respekt for os i bedstealderen, der rækker ud.

Jeg havde nu ellers aldrig drømt om, at jeg skulle blive aktivist. Jeg er vokset op som en pæn og stille pige, men nu kan jeg ikke holde mig tilbage: Demoer i gul vest, demoer i rødt, tale for store forsamlinger, læserbreve, jeg har sendt masser af læserbreve i de seneste år. Jeg er lykkelig for at opleve den fase i mit liv.

Fra rejse til Palæstina. Læs beretningen derfra.

Trods alt har jeg et positivt syn på verden. Det er for let at være pessimist, og verden har brug for optimister. Måske: En lettere bekymret optimist.

På det seneste:

·        Forandre den danske folkeskole – fortælling og mundtlighed og lytning ind i undervisningen.

·        Bedsteforældrenes Klimaaktion

·        Bedsteforældre for Asyl

Altid:

·        2 Timer om Ugen. Det er nødvendigt for børnenes skyld. Alle børn har ret til et liv i trivsel.

Skønne Anne Marie Helger siger: Jeg bruger rødstøttestrømper, jeg har gardisettearme, men jeg er glad for livet. Politikere kommer og går, aktivister består.

Jeg så et digt på en væg. Jeg kender ikke forfatteren:

·        Life is short

Do more, need less

Smile often, be brave, stay true, forgive quickly

Dream big, kiss slowly

Love truly and realize how blessed you are for what you have.

Hilsen

Pia Sigmund, 

6. oktober 2025

*

Foto: Tina Lindop.

 

Pia Sigmund fortæller om festivalerne:

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. I Drømme og visioner i 2014 optrådte jeg sammen med den afghanske forfatter Taiba Sohaila. Taiba var flygtning fra Afghanistan og poet. Jeg hjalp hende med at skrive bogen Silkevejen. I Med og uden smykker i 2016 optrådte jeg sammen med illustratoren Charlotte Clante, der tegnede til alle 11 bøger i min serie Børn i Danmarks Historie. Hovedpersonen i en af bøgerne, Erdogan Adanir, var også med den dag (se filmklip). I bogen Billeder af liv fra 2018 lavede Michael et interview med mig (hør podcast, læs uddrag) og på festivalen optrådte jeg sammen med Alaa Abdol-Hamid. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa opbygget indsatsen 2 Timer om Ugen, hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. I 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til Et andet blik, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige.

Mød Pia Sigmund på Gammelfestivalens 2. dag, 

lørdag den 25. oktober 2025.

Se programmet for dagen

- og læs mere om Gammelfestivalen III

*

Anmeldelse: DEN HAFNIENSISKE DØDEBOG af Jesper Lützhøft

Portrætfoto: Michael Svennevig.

 

Jesper Lützhøft skriver: ”Da jeg indså hvor mange af mine tekster og digte, der kredsede om døden, forstod jeg, at jeg var nødt til at skrive det uafvendelige ned til et niveau, hvor det ikke længere stod i vejen for enhver udsigt. Det blev til denne "Dødebog", der i modsætning til den tibetanske er skrevet for de levende.”

Tonen blev sat allerede med bagsideteksten: ”Denne bog er en selvhjælpsbog. ”Hvordan man lever evigt” hedder den. Svaret er enkelt, som alle svar på store spørgsmål er det. Vanskelige svar er forbeholdt videnskabsmænd og politikere. Så altså: Lad være med at dø – så lever du.”

Digtsamlingen er en forunderlig vandring gennem liv og død. Forinden havde jeg læst og nydt digterens seneste udgivelse: ”En savnsbundet rejsende”(2023), der består af persiske spejlinger, af tanker og ord nedfældet under og efter rejser i Iran. Landet og menneskene har afsat lange spor i hans erindring som han har fastholdt i en fascinerende to-sproget digtsamling, der både er på dansk og farsi.  

Jesper Lützhøft (f. 1957) er oprindeligt musiker, men har bl.a. været operachef på Den Anden Opera og producent mm. i Danmarks Radio. Han debuterede som forfatter i 2012 med teksten til operaen Angelo af komponisten Lars Klit, og siden har han udgivet 10 bøger. Han har skrevet tekst til i alt 6 operaer, hvoraf de tre er opført, den fjerde skulle få premiere i 2025. Han er medlem af bestyrelsen i Danske skønlitterære Forfattere, og initiativtager til etableringen af Musikhuset København i det gamle Bymuseum på Vesterbrogade.

I ”Den Hafniensiske Dødebog” danser vi med digteren rundt om livet og døden. Ingen ved, hvad der egentlig kommer til at ske, så der er frit slag for digterne og kunstnerne.

Digtene går til biddet, men det virker befriende. Når vi træder ind i denne emnekreds, træder vi ind over en tabuiseret grænse, for hvor går grænsen mellem, hvad vi må tænke og sige? Der er ingen! Alt er tilladt – og det benytter Jesper Lützhøft sig af. Det virker befriende og er med til at skubbe grænserne for, hvad vi kan gøre og ikke gøre.

Det er selvfølgelig en smagssag, hvor meget vi hver især har lyst til at bevæge os inden for i dødebogen. Vi har nok en naturlig nedarvet frygt for det, vi ikke kender – døden er hele tiden til stede, selv om vi ved forsvindende lidt om den. Det eneste sikre er, at vi skal dø.

Digtsamling er en fin måde at nærme sig det på. Tonen er morbid og munter. Kunstnerisk set er det en fornøjelse at bevæge sig ned i mørket. Der sker automatisk en spejlvending, for når man kigger ind i mørket, bliver lyset så meget desto klarere. Sådan opleves det i hvert fald i digtsamlingen.

”At lade himlen skifte ham/at lade løver gå frit i gaderne/at tage afsked med sine børn for sidste gang/at se kranier spejle sig i butiksvinduerne

at lade verden gøre sig til/at lade regnen høre op eller blive ved/at tagge døden på sit profilbillede/at se skibe sejle på boulevarderne

at kræve moderne mirakler/at lade tavsheden indtræde” (side 19)

Der er både plads til det blide og det skrigende:

”Skriget over byen ved solopgang/stammer fra/det dræbte mørke”

Mens mest er der tekster, der fylder os med forundring og tager os med på tankerejser langt væk og meget tæt på.

”Altid i mørket et vindue/man kan åbne/ og falde ud af”

”At føre et barn ind/i søvnen/ at føre en olding ind/i døden”

Det surrealistiske er selvfølgelig overraskende:

”Vær opmærksom på dine syner/Hunden på naboens altan er en stol/Den stol manden er ude at lufte er en hund”

Humoren forløser det meste:

”Døden satser på engangskunder”

Det er betagende, når ordene holder op og betydningen skal indfinde sig på en ny:

”Du søvner mig/Du bølger mig/Du tårer mig ind i mørke”

Digteren Jesper Lützhøft får det sidste ord, når han afslutter digtsamlingen med ordene:

”Jeg har forligt mig med døden/Nu har jeg intet mere at sige om den/Nu skal jeg forlige mig med livet/der går videre når jeg bliver liggende”

-og bagefter tilføjer:

”Hjertet pumper lidt endnu”

 

DEN HAFNIENSISKE DØDEBOG

af Jesper Lützhøft

(finkultur.dk, 2018)

Digtsamlingen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

Louise Christine Larsen: Om Hanne Svennevigs motivverden

 

Foto: Michael Svennevig.

Hanne Svennevigs pensel er en naturkraft. Den drager som en istid gennem landskaber og efterlader korridorer af materialeaflejringer og krakeleringer, der løber som nydannede bjergkæder over lærredet, for slet ikke at tale om åbninger til lag af det, der ikke før var synligt. Vi ser fysisk lagene, der til tider pastost befinder sig ude i vores eget rum. Det er skabelse som begyndelse og handling.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

En verden af tilsynekomster og aflejringer former sig foran os. Nogle endog tilsynekomster af menneskeformer. Men netop som vi tror at kunne begribe og måske ligefrem gribe efter det, som kommer til på et lærred, nægtes vi adgang. Det lukker sig for os og afslører sig aldrig.

Skabelsen viser sig at have den modsatte handling i sig. Lærredernes tilsynekomster er også deres tilsløring. Rækker af menneskeformer forbliver uhåndgribelige trods deres fysiske nærvær. De giver sig til kende, men det er ikke os, der bestemmer mødet.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

Menneskeformerne er ikke påtrængende. De forbliver i deres verden. Vi derimod drages efter svar. Vi vil dem nærmere og vide, hvem de er, og hvad de rummer. Jo mere vi insisterer, desto mindre forstår vi - til vi forstår, at vi har grebet den opgave, de har givet os, helt forkert an.

Lad os gå til filosoffen Morse Peckham og hans bog Man's Rage for Chaos fra 1967, der er blevet en bibel for multikunstneren Brian Eno. Peckham erklærede, at "The distinguishing attribution of the artist's role is to create occasions for the disorientation, and of the perceiver's role to experience it”. Det er med andre ord kunstnerens rolle er at skabe desorientering, mens det er beskuerens rolle at opleve den.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

Kaos er frihed, ifølge Peckham, og frihed bliver håndgribelig gennem forhindringer. Kunsten er derfor vores chance for at blive udfordret og at udvide vores evne til at tænke større. Når vi giver slip på kontrol og orden, kan vi lade verden ske og skabe stadig nye utopier af de idéer, som opstår.

Som beskuere opdager vi, at det egentlige ligger i at være søgende. Vi ser, at skabelsen aldrig tager endelig form. Kunst er begyndelser, ligesom vi som mennesker selv er begyndelser, der aldrig finder vores endelige form. Hanne Svennevigs lærreder forbliver søgende og spørgende former, der fortæller os, at også vi skal forblive søgende.

Vi vokser som mennesker, når vi lærer ikke at kræve svar.

Værk: Hanne Svennevig. Foto: Michael Svennevig.

*

Hanne Svennevig (1944), udstiller 16 værker på den kommende Gammelfestival. Hun er autodidakt og begyndte at male efter den første rejse til den yderste ø, Røst, i Lofoten. Det var kærlighed ved første blik. Derefter mange rejser til Svalbard, Færøerne, Island og Grønland. Et ophold på en fangststation på Svalbard blev en uforglemmelig oplevelse. To kunstnere, gamle i faget, blev ved deres generøse vejledning af største betydning. Det begyndte med rivefigurer i papir, fortsatte med akvarel og acrylmaling, pastelkridt og collager. Udstillinger: USA, Svalbard, København, Tuse Næs, Luxembourg – og nu også på den 3. Gammelfestival i De Gamles By fra den 24. - 27. oktober 2025. 

Dagbogsnotat: ” – stod i minus 25-30 grader med papir og akvarelfarver, geværet ved siden af, lidt uden for den lille forskningsstation, hvor jeg var bevilget ophold i Kunstnerhytta, på Svalbard, med de majestætiske Tre Kronar fjelde og den prægtige Kongsfjordbræ bag mig, og akvarelfarven frøs til små krystaller, der efterlod skitsen med en gnubret overflade, som jeg blev så glad for, at den i varierende former findes i mange af mine malerier.”

Foto: Helle Sheffmann.

Om Louise Christine Larsen

​Louise Christine Larsen, kunsthistoriker med speciale i satiretegninger, fortalte om Sikker Hansen på den forgangne Sommerfestival. Sidste år fortalte Louise om Riber Hansson. Læs mere. 

Læs også samtalen med Louise om utopi, samt blogopslag om tidligere satiretegnere, Louise har præsenteret på Sommerfestivalen bl.a. Nadia Khiari, Khalid Albaih og Valdemar Andersen. Men det startede faktisk med plantemusik. Louise har også bidraget til sidste års festivalbog, "Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning" (2024).

Åbningen af Hanne Svennevigs udstilling på Gammelfestivalen, sker til åbningen, fredag den 24.10. kl. 16, hvor Louise ganske kort vil introducere værkerne.

Senere samme dag medvirker Louise med "DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival". Læs opslaget her, der bliver lagt ud inden festivalen.

Læs mere om Gammelfestivalen

Se programmet for festivalåbningen.

GAMMELFESTIVAL-udgivelser 2025

Her er uddrag fra anmeldelserne af nogle af de udgivelser, der er med på Gammelfestivalen III. Det er 7 værker. 6 bøger og en cd. Der er en digtsamling om døden og livet, en debatbog om at afskaffe alderdommen, en erindringsbog om et 100-årigt liv, en samtalebog  om de veje, vi vælger gennem tilværelsen og en bog om 70´ernes hippietid, der på en gang er erindring og fagbog, samt en bog der både er "et personligt vidnesbyrd om alderdom og Alzheimers, men også en litteraturkritikers undersøgelse af aldringens filosofi og Alzheimers idehistorie" - og en cd, der måske er en svanesang. 

Mød kunstnerne bag værkerne på den kommende Gammelfestival. 4 af værkerne var også med på den forgangne sommerfestival FLYVENDE. Om samklang og fællesskab, men er så tematisk relevante,  at de også er med på Gammelfestivalen III.

Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Thomas Bredsdorff  

TØSNE OG FORSYTHIA 

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024

Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Hele anmeldelsen offentliggøres snart

Mød Thomas Bredsdorff på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober. 

Se dagens program.

Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ALDERDOMMEN 

Bliv i de voksnes rækker 

Debatbog, Gyldendal, 2012

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 15. oktober 2025

Mød Lone Kühlmann til 

Gammelfestivalåbningen, fredag den 24. oktober 2025. 

Se dagens program.

Portrætfoto: Michael Svennevig.

Jesper Lützhøft

DEN HAFNIENSKE DØDEBOG 

Digte, finkultur.dk, 2018.

"Jesper Lützhøft skriver: ”Da jeg indså hvor mange af mine tekster og digte, der kredsede om døden, forstod jeg, at jeg var nødt til at skrive det uafvendelige ned til et niveau, hvor det ikke længere stod i vejen for enhver udsigt. Det blev til denne "Dødebog", der i modsætning til den tibetanske er skrevet for de levende.”

Tonen bliver sat allerede med bagsideteksten: ”Denne bog er en selvhjælpsbog. ”Hvordan man lever evigt” hedder den. Svaret er enkelt, som alle svar på store spørgsmål er det. Vanskelige svar er forbeholdt videnskabsmænd og politikere. Så altså: Lad være med at dø – så lever du.”

Digtsamlingen er en forunderlig vandring gennem liv og død."

Læs anmeldelsen'.

Offentliggjort den 10. oktober 2025.

Mød Jesper Lützhøft på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober 2026. 

Se dagens program.

Benthe Ploug 

LIVSFORTÆLLINGER 

32 danskere deler ud af deres livsvisdom

Erindringer. Forlaget mellemgaard, 2016. 206 sider.

Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten. Benthe Ploug bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt og præcist som muligt. Der er en fornøjelse at læse teksten. Alt bliver forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 2.7.2025.

Mød Benthe Ploug på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober 2025. 

Se dagens program.

Bernt Stubbe Østergaard

BLOMSTERBØRN. Livet i landkollektiverne  

Indblik Egolibris, 2019. 295 s.

Undertitlen, Livet i landbokollektiverne, rammer fortællingen ind. Det er et enormt researchmateriale som udgivelsen bygger på. Vi får hele forløbet fra start til slut. På de første 150 sider ridses forudsætninger op – eller snarere de manglende forudsætninger og hvad det resulterede i. I bogens anden halvdel opridses samarbejdet med Solvognen og aktionen i Rebild Bakker, men også alle de øvrige aktioner og aktiviteter. Der er mange bolde i luften, men der jongleres kompetent mellem bevægelsens historie og Bernt Stubbe Østergaards egne personlige erfaringer, der indlejrer sig smukt i teksten. Dermed bliver det både en fælles beretning, men samtidig også en personlig beretning, fortalt af en af prionerne. 

 Læs anmeldelse

Offentliggjort den 24. juli 2025

Mød Bernt Stubbe Østergaard på 

Gammelfestivalens 2. dag, lørdag den 25. oktober 2025. 

Se dagens program.

Tekla Irene Walther 

DANSEN LATTEREN LIVET 

Erindringer, Eget forlag, 2025, 280 sider

Tilbage står indtrykket af en kvinde med et enormt mod og en formidabel åbenhed, på trods af at hun forsøger at fastholde indtrykket af, at hun aldrig rigtig har slået til og har haft svært ved at se sig selv og sine egne ønsker i øjnene. Men latteren bliver hendes redning – og også læserens. Beskrivelsen af, hvordan Tekla nærmer sig latterbevægelsen er fængslende. Bagefter kommer beskrivelsen af hendes dansende karriere i en sen alder samt de efterfølgende afsnit om rejserne rundt i verden. Det er betagende læsning. Det hele er så underspillet fortalt, at det ender med at virke betagende.

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 30. juli 2025.  

Mød Tekla Irene Walther til 

Gammelfestivalåbningen, fredag den 24. oktober 2025. 

Se dagens program.

Portrætfoto: Michael Svennevig.

Tom Sonntag

FADING WITH BIRDS

 

CD med 11 numre. 75 minutter

Produktion: Tom Sonntag

Optagelse: sonnMusic/Tom Sonntag

Mix & mastering: sonnMusic/Tom Sonntag

Udgivelsesdag: 1. juli 2025

"Er "Fading With Birds" en svanesang? Er dette den finsk/danske komponist og musiker Tom Sonntags sidste udgivelse? Han skriver, at det handler om ”the ending of time”. Han er kørestolsbruger og har muskelsvind, så fremtiden er ikke uendelig for ham. Det er de kort, han har fået at spille med i dette liv. Musikken er båret af en stille resignation og en tilsyneladende ubesværet afklarethed. Det meditative er tydeligt, når han beskriver det som «a sound reflection om my wondering about the ending of time»... Not with fear, but as a relief from pain and distress. A strong hope to transcend into a state of ease... Courage to let go and fade away with birds…” Som et musikalsk testamente - et melodisk farvel til livet og naturen, båret af en spindelvævstynd lethed. kombineret med finsk melankoli. Det er blevet til 75 minutters musik fordelt på 11 skæringer. Det grafiske arbejde på omslaget og indercoveret, med fotos af Michael Dam og layout af Christian Grønne, har samme æstetiske lethed."

Læs anmeldelse.

Offentliggjort den 11. august 2025

Mød Tom Sonntag på

3. festivaldag i De Gamles Bys kirke

(det er det eneste af festivalens arrangementer, der foregår i kirken)

søndag den 26. oktober 2025.

Se dagens program

Læs mere om den kommende Gammelfestival III

*

Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 1. del

 

Sådan startede det i januar 2010 med den første Gammelfestival.

Artikel fra Vesterbro Bladet, december 2009.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er 1. del af min afrapportering fra Paris – for 11 år siden:

 

Gammelrapportering 

fra Paris, oktober 2014.

Det har været en rejse ind i et ukendt land, for mig der endnu kun er halvgammel. Jeg har skuet ud over bakker, hen over gærder, set ind i en tåge og set solen stå op. Det er måske så meget at sige, at jeg har set lyset, for det har jeg ikke. Spørgsmålet er også om jeg overhovedet er blevet klogere? Men det handler i højere grad om at stå ved sin nysgerrighed. 40 kunstnere har været med til kaste lys ind over et tabubelagt område. Om livet, demensen og døden.

 Jeg er stillet op med min nysgerrighed og har inviteret kunstnere med på festivalen med samme nysgerrighed. Nogle af dem har jeg været i samtale med og andre har selv holdt oplæg, baseret på bøger, film, teater og musik. Det har udgjort en kæmpestor broget buket af blomster i alle farver. Der har været forfattere med én bog, nogle der har talt om kommende bøger og andre med hele livsværk bag sig, bestående af værker, der for længst er indskrevet i litteraturhistorien. Der har været brand- og båltaler. Nogle har fortalt om det, de ikke vil finde sig i og affinde sig med, bare fordi de er blevet gamle. Det har givet mulighed for at kaste blikke ind over skjulte steder. For hvad er det som gemmer sig i mørket? Hvad er det som gemmer sig i demensen? Hvad er det som gemmer sig i livet?

 Jeg lavede festivalen, fordi jeg syntes, at det var et spændende emne. Det er nu engang lettere at gribe fat om glæden, hvis man også kan favne mørket. Flere af de medvirkende kunstnere gjorde deres til at tilintetgøre lykkebilleder som vi er omgivet af. Falske lykkebilleder som det er umuligt at omsætte til levet liv. De forsøgte at vælte dem, for at skabe mulighed for at tale om livet, som det også er. Også når det skræmmer os. Som en oplægsholder sagde, det er ikke de gamle, der er syge, men tidsånden, der er syg - og sammenlignede det med en teenager, der er rastløs, rasende utålmodig og bare ikke vil finde sig i noget. Hurtig og overfladisk.

Med Gammelfestivalen lykkedes det at skabe et sted og en mulighed for at alt det, der plejer at ligge gemt ude i periferien kunne blive trukket ind i lyset. Vi kiggede på det, trak det frem fra mørket og navngav det. Det viste sig, at meget var generelt og slet ikke så privat, som vi troede. Det var noget, som mange var fælles om. Det er nødvendigt at tale om døden, om afslutningen, om demensen, om plejehjem, om livet som det ser ud, når det er ved at slutte. For hvad står vi med i hænderne, lige inden lyset bliver slukket? Hvad er der tilbage - tilbage af os? Hvor meget af os selv kan vi redde med igennem på vejen hen mod den definitive slutning.

Der var meget teater på festivalen. For teatret har den evne at det kan tage os med ud på en imaginær rejse mod slutningen. Mod det ubærlige. Vi får mulighed for at opleve noget vi ellers ikke selv ville kunne nærme os. Vi træder ind i en magisk cirkel, hvor en skuespiller via sin stemme og sin krop giver det liv. Det samme skete med sang og musik på festivalen. Musikken trænger på samme måde ind i bevidstheden og frisætter noget af alt det gemte og glemte. Noget af alt det, vi troede var forsvundet for altid.

Til bearbejdelse af tankerne er samtalerne noget af det vigtigste, og det var det også på festivalen. En samtale er noget af det mest enkle, men også noget af det sværeste. Det fordrer at to mennesker stiller sig til rådighed for hinanden. I en god samtale er der altid noget på spil. Man skal turde satse – og sætte sig selv på spil, hvis samtalen skal have en retning. På festivalen var der en lang række kunstnere, der stillede op med deres liv og værker – i samtale med mig.

Det har været væsentligt at præsenterede nogle af det, der leder videre. Jeg er fascineret af og respekterer mennesker, der bruger deres liv i en større sags tjeneste. Mennesker som har drømme og visioner og som formår at omsætte det til levet liv.

Læs mere om den kommende Gammelfestival III:

 DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY 

fra den 24. -27. oktober 2015

Se også festivalen på Facebook

Lyt til podcast-serien i 3 dele:

"Portræt af Aftenhøjskolen"

Læs mere om mødet med Aftenhøjskolen:

"Dagbog fra Aftenhøjskolen"

*