Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Den kunstige SNE på scenen konkurrerer med den
ægte udenfor. Hvad foretrækker man: det ægte frem for det
kunstige? Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til
is, før den igen smelter og ender som tøsne og sjap. Den kan både være poetisk
og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt
spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende,
er hjemvendt digter. Godt nok har han ikke skrevet
noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen
Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han
fandt noget bedre ude i det fremmede. Men Karsberg findes alle vegne. Den
er en tilstand eller et sort hul, som en af byens indbyggere kalder den. Den
forlader os aldrig. Den er inde i os.
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt
i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man
er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin
placering. Den lokale skoledirektør har forbudt de muslimske piger at bære
hovedtørklæde. På gaderne bliver der delt løbesedler ud med ordene ”Allah loves
you”. På en stor væg udenfor teatret er det gentaget med tilføjelsen: ”Just the
way you are”. Mange danskere er konverteret ikke mindst takket været ”Grøn”,
der overbevisende og vulgært-populært har talt sig ind i danskernes ensomhed og
givet dem noget at tro på og stå sammen om, og ikke uden at ramme en kerne af
sandhed. Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra
begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på
slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der
vold. Det er en kamp, hvor alle taber.
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Ka er kommet tilbage for at skrive en artikel om
det, og vil ikke umiddelbart vælge side, og vi forstår ham. Vi bliver selv
fanget ind - som publikum, og kommer alt for let til at give vores gunst og
applaus væk til ”Grøn”, der holder en længere hvervetale for os. Det er det, der
gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at
vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok
så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke
kærligheden. For da Ka hører at Silke er blevet skilt fra Herbert, gør han sig
straks forhåbninger om at han og Silke nu ville kunne finde sammen. Han opsøger
hende, og erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed endnu inden de har lært
hinanden at kende, for der er sket meget siden dengang i skolen, hvor Ka
kiggede langt efter hende. Den gang hvor alle de larmende elever blev sat ved
siden af Ka, for der var der altid stille, for ingen talte til ham. Men det knager i
den idealistiske kærlighed, da Ka får at vide at Silke var Grøns tidligere
elskerinde, og at de stadig holder kontakten.
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
SNE er frit efter
den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny,
men anderledes kan det ikke være med en roman, der i så
høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. En tilstand der i romanen
forgrener sig så vildt og uhæmmet at der ville være stof nok til mange
forestillinger, for dette er blot en lille del af romanens
forgrenede plot. Man farer vild i Pamuks bog. Når man først er kommet
ind, er det svært at komme ud igen, og når man gør det, er alting forandret -
ligesom det sker for Ka. Det melankolske ligger lige for. Det er næsten ikke
til at bære. For vi vil have happy endings, men sådan er det bare ikke i
virkeligheden eller for Ka. Vi fornemmer hvor værgeløs
han er, hvor fortabt og sårbar han er over for sneen. I starten kærtegner den
ham, for senere helt at begrave ham. Livet klemmer sammen om os. Ingen slipper
godt fra det. Heller ikke Ka. Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at
det at være menneske er ikke for almindelige mennesker.
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de
fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst
blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men
det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske
skuespiller, Anders Mossling (der i FIX
& FOXYs ”Viljens Triumf”, for lidt over et år siden, gysende gav liv til Leni
Riefenstahl berygtede propagandafilm der opførtes som live teater i en nedlagt
godsstation ikke langt fra Halmtorvet med tilhørerne som velvillige statister) er
i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke
meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en
mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for
hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en
sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet.
De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.
Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen
Medvirkende:
Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda
Manuskript:
Hakan Savas Mican & Oliver Kontny
Instruktion:
Alexa Ther
Scenografi:
Camilla Bjørvad
Lysdesign:
Antonio Rodrigues-Andersen
Lyddesigm:
Jes Theede
Oversættelse:
Kristian T. Erhardsen
Spilleperiode: 1. 2.- 1.3. 2014
