søndag den 6. december 2020

Anmeldelse: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN på Espergærde Bibliotek

 

Fotos: Madame Garborg

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN er titlen på udstillingen, der bringer skitser, digte og malerier sammen på Espergærde Bibliotek for tiden. Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1993) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for knap 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 

Hvor ordene fra Nynne Tworeks nyudgivne digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarede under den indledende rundvisning, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. Det er heller ikke muligt for hende selv at være med på udstillingen. Men det får hun alligevel mulighed for, når hun sammen med sit bosted snart skal besøge udstillingen.



”Når hun og jeg

legede sammen

glemte jeg

hendes handicap”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek



Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget.




”Engang lå jeg

på toppen

af en kompostbunke

med arme og ben

spredt og strakt ud

Homo Vitruvianus

kiggede mod himlen

der omfavnede kloden.

Dengang og nu

omfavnede jeg hende

hendes hyl

hendes vrede

hendes afvisninger

hendes kontrol

hendes egoisme.

Dengang og nu

omfavner jeg

de mennesker

som får mit sind

til at slå knude

på sig selv.

Nu

forsøger jeg

at slippe.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 



Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os.

 




”Mange har spurgt mig

om det har været hårdt

at vokse op med en søster

der har Downs

og autisme.

Ja

har jeg svaret.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 


De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen.


 



Læs og lyt mere:

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast  med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN.    I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København. 


Foto: Majka Bjørnager. 
Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse.

*

Nynne Tworeks digtsamling, "Glasdøren", koster 149,- kr. 
og kan købes i Fredensborg Boghandel 
eller direkte via mail til nynnebtworek@gmail.com

*


Foto: Michael Svennevig


*

tirsdag den 1. december 2020

Anmeldelse: KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER på Får302

 

Foto: Åsmund Sollihøgda.


En sort kvinde kommer ind. Hun smider sit overtøj og begynder at pakke, mens hun øver sig på at sige det hun skal sige til kæresten, Morten. For det går jo ikke. Det bliver stadig sværere, og hun kan ikke mere, for en dag vil det ende galt. Der er ingen vej uden om, og hun vil hellere selv tage beslutningen nu end at lade det udarte sig til, at Morten en dag tager beslutningen for hende. Hun ved, hvad han vil sige: at det bliver bedre – en dag. At de er nødt til at give det tid, og at de er nødt til at tro det bedste. Men hun hører dem allerede tale om det på gaden, og snart vil de komme efter hende. Det har kredset hende ind, og hun vil afsted inden hun bliver kvalt, for hun kan ikke længere trække vejret. Hun ved, at han vil sige, at han sender hende penge, men han har ingen. Hun ved det hele, og ser ingen andre udveje. Hun hører hjemme, hvor han er, og hun ved ikke, hvor hun skal rejse hen, alligevel skal hun bare væk i en fart. Lidt efter står han i døren og kigger på hendes overtøj og den pakkede kuffert. Jo, han kan godt forstå, at hun vil tage en pause, og det er måske også meget godt, for så kan de jo ses igen om et par uger, ikke? Men hun svarer ikke, for hun ved godt, at det er endegyldigt, men opgiver at sige noget, for han vil aldrig kunne forstå det. Det er forestillingens næstsidste scene. Det er en introvert scene, hvor alt det vigtigste ikke bliver sagt, mens det er overladt til publikum selv at udfylde de tomme huller. Det er stykkets eneste scene af den art – og den stærkeste. Scenen forløser med en knusende klarhed alt det, der lægges op til i de øvrige scener. 


Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER er ubærlig at se, for det er en præcis aftegning og affotografering af den tid vi lever i. Efter et år med coronaen er alting blevet tyndslidt indeni. Selv havde jeg måske mest lyst til at se ”Sommer i Tyrol”, hvor jeg ikke skulle forholde mig til noget. Men med henvisning til Bertolt Brechts ikoniske scenekatalog DET TREDJE RIGES FRYGT OG ELENDIGHED fra 1935-38, får vi i den beskrevne scene et kik ind i fremtiden, for nu er vi i København 2024. 


Foto: Åsmund Sollihøgda

Da kvinden går ud ad døren, tager hun os med. I den efterfølgende scene, hvor en hvid kvinde sidder i sin seng og remser alt det op, hun ikke ser, forstår vi, hvad prisen er for alt det vi ikke vil se og forholde os til. For det gør også os selv hjemløse. Afskedsscenen spilles meget afdæmpet af Marie-Lydie Nokouda og Brian  Hjulmann, mens den fornægtende kvinde i sengen spilles af  Tilde Maja Fredriksen. Alle tre vender vrangen ud på sig selv i forestillingen, og investerer sig selv fuldt ud.


Foto: Åsmund Sollihøgda

Nokouda, Fredriksen og Hjulmann kan noget med deres mange skiftende roller i forestillingen. Mens Nokouda er den mest uforsonlige, er de to andre hele tiden til stede med deres sitrende nærvær. De kan spille, så alle dilemmaerne kommer helt op til overfladen. Det kommer så tæt på, at det er umuligt ikke at identificere sig med dem. Især når virkeligheden sniger sig ind på dem og slår dem omkuld. For vi forstår dem så udmærket. Forstår deres svigt og snyd, når de alligevel forsøger at redde sig i land, for det er jo det vi gør. 


Foto: Åsmund Sollihøgda


Det er aktionsteater, der er frysende klart og direkte fortalt – helt i Bertolt Brechts ånd, men der er også en vibrering, en menneskelig nerve til stede, der gør at det ikke bare spilles med Verfremdung, der jo var det teatergreb, som Bertolt Brecht benyttede sig af, for han ville have at skuespillerne skulle være kolde i deres roller. Det var ikke meningen, at vi skulle identificere os med dem på scenen, for vi skulle snarere opleve det som anskuelsesteater, hvor vi fik et polisk statement


Foto: Åsmund Sollihøgda

Meningen er, at vi skal vækkes. Det lykkes så fint i forestillingen, der er skrevet af firkløveret Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen. Ide, instruktion og tekstudvikling er af Anne Zacho Søgaard. Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher. Dramaturg: Miriam Frandsen. Der er tre drengesangere fra Det Danske Drengekor, der på skift medvirker i forestillingen (Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi), og det er et meget overbevisende og smukt integreret greb, der fascinerer og overrumpler i en forestilling om, hvordan angst, paranoia og afmagt har sneget sig helt ind i danskernes hverdag. For måske er det dét vi trænger til: at blive vækket.



Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER

- en musikalsk montage

Teater Får302

28. november – 19. december 2020 (mandag – fredag kl. 20, lørdage kl. 17
90 min.

Idé, instruktion og tekstudvikling: Anne Zacho Søgaard

Medvirkende: Tilde Maja Fredriksen, Marie-Lydie Nokouda og Brian Hjulmann samt drengesangere fra Det Danske Drengekor: Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi.

Tekst: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen

Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher

Libretto: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen og Anne Zacho Søgaard.

Indstudering af musik med drengesangere: Chefdirigent ved Det Danske Drengekor Emil Ritter

Dramaturg: Miriam Frandsen

Scenografi og kostumer: Rebekka Bentzen

Skrædder: Camilla Lind

Lysdesign: Jim Falk

Lyskonsulent: Suni Joénsen

Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen

Praktikant: Henrik Thy

Instruktørassistent: Ea Maria Quaade Arnkov

Instruktørassistent/Forestillingsafvikler: Amalie Christian

Producent: Karina Dichov Lund

Presseansvarlig: Carla Rafaella Gianetti

Produceret i samarbejde med Teater Får302.

 *

Hjemmeside  og billetter  

Trailer af Søren Meisner


Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2019:

Drømme om noget andet

Fashion


2018:

Hvid uskyld


2017:

Et hus på sand og håb


2016:

Jeg, Händel 


2015:

Sange om mor

Turister


2014:

Sympati for djævelen


2013:

Ritualet


2012:

Man skulle tro jeg var en anden


*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*