Mette Soraya Svane: ”Sommerfuglen"

 

Hør podcast 

YouTube.

”Det startede nok med min far, der var jazzmusiker og trompetist. Han trak mig hen til klaveret, hvor vi lyttede sange af og skrev teksterne ned. Han var meget inspireret af Leo Mathisen.

Jeg begyndte at spille guitar, men uden at gå til undervisning. Lærte bare nogle akkorder ovre i fritidscentret, og som 14-årig skrev jeg min første sang, der hed ”På vej”. Det er en glad sang, men jeg var vist egentlig lidt teenage-deprimeret, og har altid hevet mig selv op ved at synge og danse.

Dansen har været en ledetråd gennem mit liv. Da karnevallet kom til København i 1980´erne, mødte jeg dans og dansere fra hele verden. Jeg har blandt andet danset samba, ghanesisk dans og orientalsk dans. Det mange kalder mavedans. Bagefter rejste jeg i mange mellemøstlige lande og benyttede enhver lejlighed til at lære nye danse.

Igennem mange år har jeg arrangeret International Roma Festival i Danmark. Jeg tabte mit hjerte til romaernes musik og dans, men har også samarbejde med sigøjnere fra Ægypten, Indien og Balkan. Blandt andet med Khairiya Mazin fra Luxor i Ægypten - og med Gulabi Sapera fra Kabeliya-stammen i Rajasthan i det nordlige Indien.

Herhjemme leder jeg dansegruppen Gypsy World Dancers, men spiller og synger også roma-numre med Buzor Nenic, der spiller på akkordion. Men det er ikke dans og musik det hele, jeg har også skrevet børnebogen ”Pigen med Fuglenæbbet”, illustreret af Maj Olika. Vi fortsætter samarbejdet, så jeg håber, at der kommer en bog mere. Det er vi ved at skulle i gang med.

Omslagsillustration: Maj Olika.

Jeg spiller og synger i flere musikgrupper med arabisk og flamenco islæt. Senest med flamenco-guitaristen Jens Viggo Fjord og percussionist Mohamad Sultan. Men det har grebet om sig, jeg laver også fortælle-forestillinger med Teater Tatanka - og soloforestillinger med musik og dans, hvor jeg kombinerer det hele.”

 

Musikken på podcast er af og med Mette Soraya Svane.  Det er sangene: ”Flagrende”, ”Sommerfuglen” og ”Drømmestøv”. 

Lyt med her. (YouTube)

Podcasten indgår i serien ET ANDET BLIK.

Mød Mette Soraya Svane til festivalåbningen,

lørdag den 5. august 2023 kl. 12-21

i HF Prøvestenen på Amager

 

   *

  Næste uges podcast:

5/5/23

Foto: Michael Svennevig.

 Ahlam Kassem: 

"FRA BEIRUT TIL KØBENHAVN"

Ahlam Kassem debuterede med digtsamlingen ”Porcelænssamleren”(Forlaget Heebro, 2007) og var også med i antologien "117 Stemmer" (Epigraf, 2013). ”Jeg holdt en lang skrivepause, hvor jeg selv blev mor og fik lyst til at give en fortælling videre til mine børn. Først tænkte jeg, at det skulle handle om en pige, der var født i Libanon, men vokset op i Danmark. Jo mere jeg skrev, des bedre forstod jeg, at der manglede noget om, hvordan mine forældres egen opvækst havde været. Det havde de aldrig fortalt. Det var der historien skulle starte!” Oplæsning: Lise Kamp Dahlerup. Musik: Rosenvinge, Christensen & Svennevig. Indgår i serien ET ANDET BLIK. Offentliggøres den 5. maj 2023.

*

Hør også

1. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de foregående 5 podcasts.

&

 2. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de kommende 5 podcasts.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Qaali Schmidt-Sørensen: OM AT VÆRE VERDENSBORGER

 

Foto: Morten Corneliussen.

Qaali Schmidt-Sørensen har skrevet denne tekst, 

der indgår i serien ET ANDET BLIK:

VERDENSBORGER

Jeg har boet i flere lande, blandt andet i Danmark, Afrika og i de arabiske lande.

Min store familie bor rundt omkring i verden. Min mor og min søster bor i Canada, en af mine brødre bor i USA, en anden bror bor i London, min far bor i Somalia, og min slægt et spredt i mange dele af verden. Min mand er halvt dansk og halvt finsk, hvilket også har givet oplevelser med de skandinaviske kulturer.  Denne baggrund har givet mig mulighed for at besøge min familie og slægtninge i mange forskellige lande gennem årerne.

Det har givet mig mulighed for både at kunne opleve de danske og finske traditioner, kultur og religion, da min svigermor bor og har familie i Finland. Vi holder tit ferie 100 km nord for Helsinki. Jeg har oplevet megen varme og imødekommenhed fra dem jeg mødte i Finland. En sommerferie var jeg sammen med min finske familie til deres finske slægtsfest. Der var flere hundreder til stede.

Jeg blev skrevet ind i deres slægtsbog, da jeg giftede mig med en halv finne, så nu er jeg også blevet en del af deres slægt. Jeg føler mig også hjemme, når jeg besøger min mor og min søster i Canada og familien i USA, selvom de nordamerikanske lande har kulturelle forskelle og et andet menneskesyn. Især har Canada inspireret mig på mange måder med deres evne til at velkomme emigranter og inkludere dem i samfundet. Flere gange har jeg rejst til Egypten, Dubai, Oman og Qatar, da jeg også har kusiner og fætre der. Vi er vokset op sammen i Somalia. Den arabiske kultur og religion har været en oplevelse, da jeg har skullet tilpasse mig for at vise respekt for deres kultur og region. Blandt andet måtte jeg tildække mig som de arabiske kvinder gør og kunne ikke gå alene i byen. Jeg har oplevet de mange uskrevne regler, der skal følges. På mine rejser til Somalia, Kenya, Uganda og Etiopien har jeg oplevet, at selvom folk er meget fattige, har det været glade og varme mennesker med stor menneskelighed, som jeg har mødt alle steder.

Alle lande. jeg har besøgt, har deres egen charme og deres egne positive sider. Under ophold rundt omkring i verden har jeg oplevet folks hverdag, og hvordan den hverdag former sig. Jeg har oplevet meget mere, end hvis jeg bare havde været turist, eftersom jeg har boet hos familie og venner. Min familie taler mange forskellige sprog, og når vi samles, har vi klædt os meget forskelligt og taler forskellige sprog, blandt andet somali, dansk, engelsk, finsk, italiensk og arabisk. Vi har også meget forskellige madkulturer og traditioner, afhængigt af hvor vi bor. Som et multikulturelt menneske har det været nemt for mig at blive accepteret, uanset hvor jeg kom hen.

Verden er i hastig forandring, både stort og småt ændres og forandres. I de sidste 100 år er udviklingen gået fra angst og fordomme til trusler, uro og spændinger imellem de forskellige lande i verden.

Gennem mine rejser har jeg oplevet verden bliver mindre end tidligere, og som verdensborgere deler vi flere synspunkter, og mange af de ting vi taler om, er fælles problemer, som f.eks. krig, forurening, global opvarmning o. lign. I de lande, jeg har besøgt, har der været forskellige kulturelle og religiøse regler, som jeg har måttet tage hensyn til, men det har ikke skabt problemer for mig under opholdene.

Derfor mener jeg, at hvis mennesker har fred og frihed samt mulighed for at forsørge sig selv og deres familie, kan man, uanset hvor man bor i verden, skabe sig et godt liv.

At bo i forskellige lande har givet mig mulighed for at se verden i et større perspektiv.  Jeg blev forelsket i at møde verden positivt.

Foto: Morten Corneliussen

Den dansk/somaliske forfatter Qaali Schmidt-Sørensen har været med utallige gange på festivalen. I 2021 skrev hun første del af den humoristiske beretning om "Den snobbede afrikaner", som blev læst af Rebecca Langley i Salonen på Østerbro. I 2022 blev endnu et afsnit af beretningen læst af Lise Kamp Dahlerup. 3. del kan høres i Salonen på Østerbro, torsdag den 10. august kl. 19-21 og læses igen af Lise Kamp Dahlerup. 4. del kan høres til festivalafslutningen, søndag den 13. august 2023 kl. 13-16 på Christianshavn. Qaali beviser med sine fortløbende satiriske historier om "Den snobbede afrikaner", at humoren kan nå ind på steder, hvor alle andre må give op. Humoren manifesterede sig første gang i teksten "Fejlfarvet kvinde til vejledning", som Qaali skrev til festivalen i 2020, hvor den blev læst af Rebecca Langley.

Qaali er uddannet Cand. Soc. fra Aalborg Universitet. Hun er også translatør og debuterede med romanen ” På taget af dommedag” (CDR-Forlag, 2008). I 2018 rejste Qaali tilbage til Somalia, og genså landet for første gang siden flugten efter borgerkrigen. Det fortalte hun om på festivalen - og på podcasten "Den usynlige krig".

Qaali skrev også "Mødte kærlighed igen" (YouTube), der blev indlæst af skuespilleren Pia Kolbe og er den afsluttende tekst på den opvarmende podcast med festivaltekster, der lancerede den kommende festival. Læs mere.

Festivalfoto 2022: Tina Linop. Fra 3. festivaldag i Salonen.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

 

Anmeldelse: SNOWDROPS på Mungo Park & BROADWAY REARRANGED i Metronomen

Foto: Rumle Skafte ("Snowdrops").

Drøm og virkelighed mødes i Mungo Park og i Metronomen. Begge steder gælder det om at følge med. Det er invitationer til at give slip og lade sig følge med ind i verdener, der ligger langt væk og alligevel tæt på. Rapid Eye inviterer til at møde mysteriet i en fremmed isglat og meget farlig, nådesløs natur, mens CPH Musical Theater Co i samarbejde med Down The Rabbit Hole Theatre fører indenfor i musicalens sukrede verden, hvor alting virker forgyldt og fjernt. Men alligevel er der i begge opsætninger mulighed for at møde verden på en ny måde. Nogle gange skal man kæmpe med sig selv, før overgivelsen indfinder sig. Men med SNOWDROPS og BROADWAY REARRANGED er det spændende rejser ind i et - for mig - ukendt land, men måske er det ikke så fjernt endda.

 

Foto: Rumle Skafte.

SNOWDROPS

af Rapid Eye

Gæstespil 

på Mungo Park i Allerød

19. - 23. april 2023

 &

 11.-12. maj 2023 

på Dynamo i Odense

De to mænd på scenen præsenterer sig med deres rigtige navne: Samuel Gustavsson & David Tholander. På en indsat lydoptagelse præsenterer de øvrige medskabere af forestillingen sig også. Det er en lille overrumplende introduktion til det mysterium vi skal møde. De to beretter om deres fascination af historien om de 9 forsvundne bjergbestigere, der omkom under mystiske omstændigheder i Dyatlovpasset i Uralbjergene i 1959. Man ved fortsat ikke, hvad der skete med dem. Man fandt deres frosne kroppe og kunne konstatere, at de havde lidt en voldsom død, som om de havde været ude for en trafikulykke. De havde svære indre kvæstelser og var radioaktive, men hvad der egentlig skete, ved man fortsat ikke.

Foto: Rumle Skafte.

"Snowdrops" er en afsøgning af det, der kunne være sket. En slags rekonstruktion, hvor vi tages med på rejsen. Det er blevet til en underlig fascinerende forestilling. Den er helt uden hoved og hale, og helt uden start, midte og afslutning. Den er så mystificerende, at det grænser til det uforklarlige, men det er netop midt i denne uforklarlighed, at forestillingen finder sin puls og vi bliver fastholdt i en overraskende intensitet. Når forestillingen forekommer allermest tåget, bringer den os med sig ind i en billedverden, hvor alting antager nye former og betydninger.

Det er forestillingens fortjeneste, at den formår at fascinere os, selv om vi intet aner om, hvor vi bliver ført hen. Det gælder om at give slip og følge med. Det nytter ikke noget at stritte imod, der er ingen vej udenom. Det er individuelt om man kan lide at bliver ført af sted uden at vide noget om, hvor rejsen går hen. Selv synes jeg, at det er spændende, men det er også krævende. Det fordrer, at publikum bliver medskabere af den magi, der opstår på scenen. På sin vis er det en slags trylleshow, så forvent ingen forklaringer. Heller ikke i denne anmeldelse, for det ville stjæle forestillingens helt egen svævende logik.

Foto: Jacob Stage.

Det man ikke forstår, får vi forærende som overraskende scenebilleder, hvor diverse objekter ved hjælp af gammeldags snoretræk hejses op og blive til svævende objekter afskåret fra den normale tyngdekraft. De to medvirkende bliver, i løbet af forestillingens én time lange spilletid, til hårdt arbejdende scenearbejdere, der præcist og omhyggeligt sikrer, at alt kommer til at fungere. De hiver og trækker i det synlige snoretræk, der går hen over scenen. Det griber fat i stof og objekter, der hejses op og danner overraskende scenebilleder. Det er ikke noget, der på nogen måde gør os klogere, men det fører os ind i en forunderlig verden, hvor vi måske/måske ikke kommer tættere på mysteriets opklaring.  

Foto: Jacob Stage.

Vi følger deres arrangering af det vi skal se, uden at ane noget som helst om, hvad der venter. Den slags forløb og situationer rummer forestillingen mange af. Det er en udfordring af tålmodigheden, men det er samtidig også en del af forestillingens sceniske sprog, at vi hele tiden inddrages i processen, og underet sker, at det faktisk bliver spændende at følge, uden at jeg kommer til at forstå hvorfor?

De to på scenen er eminente til at være sig selv. Det lyder ikke af meget, men det er noget af det sværeste: bare at være til stede. Det er noget af hemmeligheden bag forestillingen, at vi kommer til at holde af dem, og derfor drager vi med dem ud på rejsen. 

 

Det får mig til at tænke på den franske filmskaber Jacques Tati (1907-1982), hvis mest kendte film er "Min onkel" (1958), "Playtime"(1967) og "Traffic" (1971). Han kunne på samme måde skabe humor, der var underfundig, hvor du ikke vidste om det egentlig var morsomt eller ej. En lavmælt og forfinet humor. Han var aldrig ondskabsfuld, men varm og hjertelig. På en måde også blufærdig, man holder af ham igennem alle filmene. Han er altid den samme. Han går igennem filmene på sin helt egen tyste måde, men det er også ham, der sætter alting i skred. Ofte uden selv at ane det.

Foto: Majka Bjørnager.

I "Snowdrops" er der netop en opvarmende scene, hvor de to gør sig parate til at rejse afsted på ski. Der bliver ved med at være noget de mangler. Noget, der er vigtigt at få med - og som de har glemt. Det er en lang etablerende scene. Underfundig og legende. Den er egentlig ikke sjov som sådan, men vi kommer til at holde af de to. At Samuel endda ligner Jacques Tati, gør ikke parallellen mindre oplagt.

RAPID EYE, der er moderne eksperimenterende nycirkus, blev stiftet 2010. Deres forestilling "Cul de sac" spillede i Skuespilhuset i november 2021. Det var en fascinerende balanceakt med velcro-belagte røde stave i et sort rum. Igen var det de to på scenen, der stak af med vores interesse. Deres stumspil var betagende, selv om handlingen fortonede sig i det tågede. Det er  samme tåge, der går igen i "Snowdrops", men denne gang arbejder den med forestillingen, der har bevæget sig mere over mod det fortællende. Det kan godt være, at det stadig er uklart, men vi har mere fast grund under fødderne. Det er klart en fordel for historien. Men selv med  mere fast grund under fødderne aner vi fortsat ikke, hvor vi er på vej hen - og det gør heller ikke noget.

"Snowdrops" er betagende tåget og en rejse ind i det uvisse. Ja, en afsøgning af et ukendt terræn. For nogen vil forestillingen virke famlende og søgende, for andre vil den være betagende i sin uafklarethed. Jeg ved stadig ikke, hvad det er, jeg har oplevet - og den usikkerhed betager mig og arbejder med historien.

Foto: Rumle Skafte.

SNOWDROPS

af Rapid Eye

Gæstespil 

på Mungo Park i Allerød

19. - 23. april 2023

 &

 11.-12. maj 2023 

på Dynamo i Odense

Idé & koncept: Samuel Gustavsson

Af & med: Samuel Gustavsson & David Tholander

Dramaturg & outside eye: Léna Rondé

Komponist: Pauline Högstrand & Ingvild

Scenografisk konsulent: Lisbeth Burian

Rekvisitør & kostumer: Signe Beckmann

Teknik: Lasse Munk

Hjemmeside & billetter

Læs mere om Rapid Eye

BROADWAY REARRANGED 

21.-23. april 2023

 i Metronomen

af 

CPH Musical Theatre Co

i samarbejde med

Down The Rabbit Hole Theatre

Det er spændende at krydse over sine egne grænser. Musicals er slet ikke mig, og alligevel blev jeg suget ind af disse 10 dygtige sangere og performere, der optrådte i Metronomen med sange fra musicals som "Hamilton", "The Book of Mormon", "Hairspray", "SIX", "West Side Story" og "Annie". Sangene var kædet sammen og blev præsenteret som "de største musicalsange sådan som det aldrig var meningen at de skulle synges - eller måske var det netop?" Jeg havde måske nok forventet og set frem til, at de var vendt endnu mere på hovedet eller blevet gjort groteske. Det var de ikke.

Det er en fremmed verden for mig. Umiddelbart oplever jeg det som en tegneserieverden, hvor følelserne  - som i opera - synges ud i fuldt register. Det er en slags fantasiverden, der er fortegnet og skævredet, men det er også - ligesom med opera - et medie, der pludselig kan overrumple og gå lige til hjertet. Sådan var det også i Metronomen.

Først og fremmest lyder det godt. Fin lyd, elegant optræden, velfungerende koreografi, flot musikledsagelse. Alt miket op, så det var en fryd at lytte til. Men genren er svær at goutere.

Jo, jeg kender det fra film og musicals som "West Side Story", "Hairspray", "Oliver Twist", "Priscilla - Ørkenens Dronning", "Chess", "Mama Mia" m.fl. men det er alt sammen film og musicals, der som tegnefilm skildrer liv og følelser, der er for meget. Det er en verden, der tegner et tit forsukret billede af livet, der virker grotesk, forskønnet og ofte meget overfladisk. Men det er nødvendigt at godtage denne præmis for at kunne nyde det og lade sig forføre for at kunne rejse ind i dette musikalske rige. 

I "Broadway Rearranged" blev der byttet om på kønnene, men det gjorde ikke den store forskel, for følelser er følelser, og så er det jo ligegyldigt, hvilket køn man har. Men måske er det netop revolutioneret inden for musicalens stramt opdelte verden, sådan er det jo ikke mere i virkelighedens verden. Så hvad det angår, har revolutionen allerede været igang meget længe, og så er det vist ikke rigtig fra musicaler, at revolutionen kommer, men måske er det netop dén genre, der venter på revolutionen.

Genremæssigt sigtes der direkte efter hjertet. Numrene er ret forudsigelige. Der er vers, og der er omkvæd, og det hele stiger en terts til sidst - og gentages. Vi kender det til bevidstløshed. Der søges hele tiden efter en naturlighed, som straks igen bortjages. Det er et dilemma, og alligevel opstår der disse øjeblikke, hvor talent og hjerte mødes, og hvor drømmen bliver levende. Dér lige foran os!

Indtil pausen kæmpede jeg med at overgive mig, for musikken går i kroppen, og performernes eksplicitte kropslighed var forførende. Når de 10 dygtige sangere og performere synger som med én stemme eller inciterende flerstemmigt i de flot opsatte fællesnumre, bruser musikken imod os og går direkte i kroppen. Det slår virkeligheden af banen, og vi blev suget ind i en betagende verden. Men det er en skyldig glæde, for det hele ledsages af denne overartikulerede selvglæde, hvor alle følelser forstørres ulideligt. Det tager tid at goutere og finde sig til rette i dette fortegnede univers, for det kræver at intellektet parkeres i garderoben. Alligevel er det en genre, der slår benene væk under én. Som at svinge sig op på drømmen og flyve til andre verdener, hvor alting er meget bedre. Den rejse er skøn, selv om den virker eskapistisk. Men tak for rejsen!

BROADWAY REARRANGED 

21.-23. april 2023 i Metronomen

af CPH Musical Theatre Co

i samarbejde med

Down The Rabbit Hole Theatre

120 min - inkl. pause

SINGERS:

Aleksandra Jakobsen

Casey Blaine

Dennisalias Crystallando

Freya Uldal

Kristen Flanagan

Kristian Husted

Maria Højrup Jørgensen

Olivia Yoonjoo Jang

Rachel Kador

Roger LeBlanc Jr.

BAND

Keyboard/Conductor: Noah Pott

Drums: Ben Peel

Bass: Lise Lotte Elmelund

Guitar: Rod Ceres

Hjemmeside & billetter

*

Se oversigten over de 

250 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: "CPH under vand" af Sinus Reuss

 

Omslag: Manfred Christiansen.

Sinus Reuss: ”CPH under vand”

Verdenshavene er steget adskillige meter. København er oversvømmet, har skiftet navn til CPH og er ikke længere Danmarks hovedstad. Men er stadig en livlig og spændende by.

Det er forunderligt at svømme med Sinus Reuss ned under vandet i romanen ”CPH under vand”, der foregår i fremtiden. Vi møder Kat og Kim. Kat elsker havet. Sammen filmer de byen under vandet. I en stor fotokonkurrence vinder de verdens bedste kamera, og kan slet ikke vente med at afprøve det, men der begynder at ske underlige ting, når de fotograferer med kameraet. Er det bare synsbedrag eller er det virkelig nogle af de mennesker, der engang beboede de fotograferede huse, der er kommet tilbage – og er ved at indtage deres gamle plads på billederne?

Som læser synker vi med ned på bunden, hvor enhver fornemmelse af tid og rum ophører. Ansatserne til uhygge virker så meget desto kraftigere dernede i dybet. Jeg forstår egentlig godt Nini, Kim bror, der slet ikke er spor interesseret i brorens liv i vandet, for det ER underligt. Hun bliver søsyg bare hun ser en bølge. Alligevel bliver hun forelsket over hals og hoved, da hun møder den anderledes frigjorte Aisha. Det er nu ikke helt let at forestille sig den snerpede søster fra provinsen bare slå sig løs og give los i den pludseligt opståede forelskelse med stripteasedanseren. Men lige så snart personerne springer i vandet, er jeg med hele vejen. Helt derned i dybet, hvor alting kommer til at virke underlige forsinket og fortegnet. Både da de tidligere i romanen er på besøg i en undervandslabyrint og da de siden tager rundt for at undervandsfotografere, mens de gamle motiver begynder at få deres eget liv – og på en måde stikker af fra motiverne på de gamle fotografier fra dengang, inden byen blev oversvømmet.

Romanen lever og ånder i de afsnit, og mysteriet løses også op på tilfredsstillende måde, selv om det både forklares og ikke forklares. Der virker i hvert fald plausibelt.

Der er meget kærlighed og forelskelse i romanen, men jeg vil meget hellere med personerne ned under vandet – selv om det ikke er helt ufarligt – og temmelig uhyggeligt.

Omslag: Manfred Christiansen.

Sinus Reuss: ”CPH under vand”,

Science Fiction Cirklen, 2022

Redaktør: Johannes Lundstrøm.

232 sider.

Sinus Reuss: ”CPH under vand”

 

Foto: Michael Svennevig. Omslag: Manfred Christiansen.

Hør podcast.

Også på YouTube.

Vi mødtes til et kursus i Dansk Forfatterforening – og faldt i snak i pausen, hvor Sinus fortalte om ”CPH under vand”, en science Fiction-roman han netop havde færdiggjort. I romanen skildrer han livet efter at verdenshavene er steget adskillige meter. København er oversvømmet, og har skiftet navn til CPH og er ikke længere Danmarks hovedstad. Men stadig en livlig og spændende by. Men det er ikke en dommedagsfortælling om, hvor slemt det bliver, men snarere en åben og optimistisk skildring af et andet og fremtidigt liv på havet – eller rettere i havet.

På podcasten fortæller Sinus også om de særlige vilkår, som hans bøger bliver til under. Hvad betyder det at være bipolar, og hvordan påvirker det arbejdet med de tre bøger han indtil videre har skrevet? Hvad gør man, når humøret skifter fra det hurtigt maniske til det formørkede depressive? Sinus blev diagnosticeret for 10 år siden, og har levet de første 40 år uden den viden. Medicinering gør, at det i dag er muligt for ham at leve et godt og forholdsvis almindelige liv med de forbehold som det kræver. Men ingen diagnoser er ens, og det er langt fra alle, der er så heldigt stillet som han.

Omslag: Manfred Christiansen.

Uddrag fra 

romanens indledning:

"Matte tråde af sollys flimrer i det dunkle vand, og blege pletter sanser på Kats udstrakte arme, følger havets rytme og melodi, dets leg med den mørkegrønne tang på niveau 2 lige over hende, samt videns rusk i havrugen længere oppe på havets overflade. Niveau 3´s mørke, brungrønne tang strækker de lange flade strimler fra næringsristene på hver side af Kat og op mod lyset, efterlader hende en smal tunnel at svømme i. Tangstrimlerne strejfer kildrende hendes flydende krop, når havet bølger dem mod hende. Hendes ben og svømmefødder fører hende fremad med dovne bevægelser."

Uddrag 

fra festivalanmeldelsen 

af ”CPH under vand”:

”Som læser synker vi med ned på bunden, hvor enhver fornemmelse af tid og rum ophører. Ansatserne til uhygge virker så meget desto kraftigere dernede i dybet. Jeg forstår egentlig godt Nini, Kim bror, der slet ikke er spor interesseret i brorens liv i vandet, for det ER underligt. Hun bliver søsyg bare hun ser en bølge. …Men lige så snart personerne springer i vandet, er jeg med hele vejen. Helt dernede i dybet, hvor alting kommer til at virke underlige forsinket og fortegnet. Både da de tidligere i romanen er på besøg i en undervandslabyrint og da de siden tager rundt for at undervandsfotografere, mens de gamle motiver begynder at få deres eget liv – og på en måde stikker af fra motiverne på de gamle fotografier fra dengang, inden byen blev oversvømmet.”

Læs hele anmeldelsen.

 

Uddrag fra romanen læses på podcasten af skuespilleren Lise Kamp Dahlerup. Musikken på podcasten er en hav-improvisation af Sophus Rosenvinge på flygel. Musikken er bagefter garneret med havlyde fra BBCs omfattende lydarkiv, der er til fri afbenyttelse.

Indgår i serien ET ANDET BLIK.

Foto: Michael Svennevig.

Mød Sinus Reuss

på 3. festivaldag,

torsdag den 10. august 2023 kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro. 

  *

  Næste uges podcast:

28/4/23

Mette Soraya Svane: 

”Sommerfuglen”

”Det startede nok med min far, der var jazzmusiker og trompetist. Som 14-årig skrev jeg min første sang, der hed ”På vej”. Det er en glad sang,  og jeg har altid hevet mig selv op ved at synge og danse. Dansen har været en ledetråd gennem mit liv. Det startede med karnevallet i København i 1980´erne. Bagefter rejste jeg rundt i mange mellemøstlige lande og lærte mange nye danse. Men  jeg har også skrevet børnebogen ”Pigen med Fuglenæbbet”, illustreret af Maj Olika. Den rejser jeg også rundt med som fortælle-forestilling, hvor jeg med musik og dans  kombinerer det hele.” Indgår i serien ET ANDET BLIK. Offentliggøres den 28. april 2021.

*

Hør også

1. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de foregående 5 podcasts.

&

 2. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de kommende 5 podcasts.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

PIA RAUG: Fugleflugt og protest (2:2)

 

Portræt: Sigrun Gudbrandsdottir. Layout: Grafisk design, Sdr. Omme.

Jeg glæder mig til koncerten på torsdag. Det er først i Templet i Lyngby og to dage efter i Musikhuset i Århus og bagefter i Musikcaféen i Kbh (snart udsolgt alle tre steder), hvor Pia Raug optræder sammen med Jomi Massage & Frihedskæmperne i et repertoire, der blander deres sange.

Læs også 1. del.

Jeg bliver helt rørt indeni. ”Jorden er ingen stjerne” synger Pia Raug på ”Hej lille drøm” med tekst af Ebba Munk, der blev hendes debutalbum i 1978. Siden fulgte en lang række stærke og personlige album. Mine favoritter er ”Saga”(1979), ”Krystaller” (1983) og ”Forår i menneskenes land” (1988). Især den sidste. Inger Christensens ”det” (1980) er også i en kategori for sig. Pia Raug er eminent god til at ramme og holde fast i en ganske særlig inderlighed og rendyrket hjertelighed.

De fleste af LP´erne har jeg stående, men også de to bokssæt: ”De elsked ungt – og drømte langt” (sammen med Steve Dobrogosz, Exlibris 2011) og ”Fugleflugt” (Exlibris 2015). De indeholder også Louisiana-optagelsen ”Husker du” (med Steve Dobrogosz, 1989) og ”...fred er at skabe” (med Slesvigs Musikkorps, 2008). Dertil bonus-cd´en med ekstra numre såsom ”Mod Nul” (med tekst af PH) og ”Lidt til Måske mere end Lidt” (begge til Alzheimerforeningen, 1997). Det er en svir!

Foto: Tom Poulsen, Omø..

Når jeg først begynder at lytte til musikken, klinger ord og toner fra ”Paradisets børn”(fra Red Barnets Støtte-LP, 1988): ”Du kan flyve – du er fri” videre inde i mig. For måske er det netop det, der er så betagende, at Pia Raug både formår at få os op at flyve og sætter os fri. Det er det, hun gør ved mig.

Der er i det hele taget mange fugle og meget fugleflugt over musikken og teksterne. Det var noget af det vi talte om, da jeg besøgte Pia på Omø. Det er blevet til to podcasts. Den første på Vesterbro og den anden på Omø. Den sidste er også en af de mest lyttede podcasts, og det forstår man, når man lægger øret til. Der er fugleflugt og højt til himlen i selskab med Pia Raug. Hun fortæller bl.a. om baggrunden for den nye sang ”Svanesalme”. Det er også blevet til adskillige fuglemalerier og bøgerne ”Huset” (Klitrose. 1984), ”Bristepunktet” (Forum, 2000) og ”Et Testamente” (ESCHO, 2022)

Alt dette for at bekendtgøre, at Pia Raug, 

akkompagneret at Søren Thuesen 

(som hun indspillede ”Hærvejen” sammen med i 1983), 

er med på årets festival – 

til festivalåbningen i HF Prøvestenen på Amager. 

Vi ses lørdag den 5. august 2023 kl. 16. 

At have Pia Raug med på en festival om 

kærlighed, drømme og fællesskab er en drøm!

Foto: Michael Svennevig.

Hør PIA RAUG PÅ OMØ (2019). Læs mere.

Denne podcast er nr. 5 på listen over de mest hørte podcast. 

Lyt til TOP 10-LISTEN.

Jeg glæder mig allerede 

– både til gensynet på torsdag 

og ikke mindst til Pia & Sørens optræden til festivalåbningen!

Læs også 1. del.

*