Foto: Rumle Skafte ("Snowdrops").
Drøm og virkelighed mødes i Mungo Park og i Metronomen. Begge steder gælder det om at følge med. Det er invitationer til at give slip og lade sig følge med ind i verdener, der ligger langt væk og alligevel tæt på. Rapid Eye inviterer til at møde mysteriet i en fremmed isglat og meget farlig, nådesløs natur, mens CPH Musical Theater Co i samarbejde med Down The Rabbit Hole Theatre fører indenfor i musicalens sukrede verden, hvor alting virker forgyldt og fjernt. Men alligevel er der i begge opsætninger mulighed for at møde verden på en ny måde. Nogle gange skal man kæmpe med sig selv, før overgivelsen indfinder sig. Men med SNOWDROPS og BROADWAY REARRANGED er det spændende rejser ind i et - for mig - ukendt land, men måske er det ikke så fjernt endda.
Foto: Rumle Skafte.
SNOWDROPS
af Rapid Eye
Gæstespil
på Mungo Park i Allerød
19. - 23. april 2023
&
11.-12. maj 2023
på Dynamo i Odense
De to mænd på scenen præsenterer sig med deres rigtige navne: Samuel Gustavsson & David Tholander. På en indsat lydoptagelse præsenterer de øvrige medskabere af forestillingen sig også. Det er en lille overrumplende introduktion til det mysterium vi skal møde. De to beretter om deres fascination af historien om de 9 forsvundne bjergbestigere, der omkom under mystiske omstændigheder i Dyatlovpasset i Uralbjergene i 1959. Man ved fortsat ikke, hvad der skete med dem. Man fandt deres frosne kroppe og kunne konstatere, at de havde lidt en voldsom død, som om de havde været ude for en trafikulykke. De havde svære indre kvæstelser og var radioaktive, men hvad der egentlig skete, ved man fortsat ikke.
Foto: Rumle Skafte.
"Snowdrops" er en afsøgning af det, der kunne være sket. En slags rekonstruktion, hvor vi tages med på rejsen. Det er blevet til en underlig fascinerende forestilling. Den er helt uden hoved og hale, og helt uden start, midte og afslutning. Den er så mystificerende, at det grænser til det uforklarlige, men det er netop midt i denne uforklarlighed, at forestillingen finder sin puls og vi bliver fastholdt i en overraskende intensitet. Når forestillingen forekommer allermest tåget, bringer den os med sig ind i en billedverden, hvor alting antager nye former og betydninger.
Det er forestillingens fortjeneste, at den formår at fascinere os, selv om vi intet aner om, hvor vi bliver ført hen. Det gælder om at give slip og følge med. Det nytter ikke noget at stritte imod, der er ingen vej udenom. Det er individuelt om man kan lide at bliver ført af sted uden at vide noget om, hvor rejsen går hen. Selv synes jeg, at det er spændende, men det er også krævende. Det fordrer, at publikum bliver medskabere af den magi, der opstår på scenen. På sin vis er det en slags trylleshow, så forvent ingen forklaringer. Heller ikke i denne anmeldelse, for det ville stjæle forestillingens helt egen svævende logik.
Foto: Jacob Stage.
Det man ikke forstår, får vi forærende som overraskende scenebilleder, hvor diverse objekter ved hjælp af gammeldags snoretræk hejses op og blive til svævende objekter afskåret fra den normale tyngdekraft. De to medvirkende bliver, i løbet af forestillingens én time lange spilletid, til hårdt arbejdende scenearbejdere, der præcist og omhyggeligt sikrer, at alt kommer til at fungere. De hiver og trækker i det synlige snoretræk, der går hen over scenen. Det griber fat i stof og objekter, der hejses op og danner overraskende scenebilleder. Det er ikke noget, der på nogen måde gør os klogere, men det fører os ind i en forunderlig verden, hvor vi måske/måske ikke kommer tættere på mysteriets opklaring.
Foto: Jacob Stage.
Vi følger deres arrangering af det vi skal se, uden at ane noget som helst om, hvad der venter. Den slags forløb og situationer rummer forestillingen mange af. Det er en udfordring af tålmodigheden, men det er samtidig også en del af forestillingens sceniske sprog, at vi hele tiden inddrages i processen, og underet sker, at det faktisk bliver spændende at følge, uden at jeg kommer til at forstå hvorfor?
De to på scenen er eminente til at være sig selv. Det lyder ikke af meget, men det er noget af det sværeste: bare at være til stede. Det er noget af hemmeligheden bag forestillingen, at vi kommer til at holde af dem, og derfor drager vi med dem ud på rejsen.
Det får mig til at tænke på den franske filmskaber Jacques Tati (1907-1982), hvis mest kendte film er "Min onkel" (1958), "Playtime"(1967) og "Traffic" (1971). Han kunne på samme måde skabe humor, der var underfundig, hvor du ikke vidste om det egentlig var morsomt eller ej. En lavmælt og forfinet humor. Han var aldrig ondskabsfuld, men varm og hjertelig. På en måde også blufærdig, man holder af ham igennem alle filmene. Han er altid den samme. Han går igennem filmene på sin helt egen tyste måde, men det er også ham, der sætter alting i skred. Ofte uden selv at ane det.
Foto: Majka Bjørnager.
I "Snowdrops" er der netop en opvarmende scene, hvor de to gør sig parate til at rejse afsted på ski. Der bliver ved med at være noget de mangler. Noget, der er vigtigt at få med - og som de har glemt. Det er en lang etablerende scene. Underfundig og legende. Den er egentlig ikke sjov som sådan, men vi kommer til at holde af de to. At Samuel endda ligner Jacques Tati, gør ikke parallellen mindre oplagt.
RAPID EYE, der er moderne eksperimenterende nycirkus, blev stiftet 2010. Deres forestilling "Cul de sac" spillede i Skuespilhuset i november 2021. Det var en fascinerende balanceakt med velcro-belagte røde stave i et sort rum. Igen var det de to på scenen, der stak af med vores interesse. Deres stumspil var betagende, selv om handlingen fortonede sig i det tågede. Det er samme tåge, der går igen i "Snowdrops", men denne gang arbejder den med forestillingen, der har bevæget sig mere over mod det fortællende. Det kan godt være, at det stadig er uklart, men vi har mere fast grund under fødderne. Det er klart en fordel for historien. Men selv med mere fast grund under fødderne aner vi fortsat ikke, hvor vi er på vej hen - og det gør heller ikke noget.
"Snowdrops" er betagende tåget og en rejse ind i det uvisse. Ja, en afsøgning af et ukendt terræn. For nogen vil forestillingen virke famlende og søgende, for andre vil den være betagende i sin uafklarethed. Jeg ved stadig ikke, hvad det er, jeg har oplevet - og den usikkerhed betager mig og arbejder med historien.
Foto: Rumle Skafte.
SNOWDROPS
af Rapid Eye
Gæstespil
på Mungo Park i Allerød
19. - 23. april 2023
&
11.-12. maj 2023
på Dynamo i Odense
Idé & koncept: Samuel Gustavsson
Af & med: Samuel Gustavsson & David Tholander
Dramaturg & outside eye: Léna Rondé
Komponist: Pauline Högstrand & Ingvild
Scenografisk konsulent: Lisbeth Burian
Rekvisitør & kostumer: Signe Beckmann
Teknik: Lasse Munk
BROADWAY REARRANGED
21.-23. april 2023
i Metronomen
af
CPH Musical Theatre Co
i samarbejde med
Down The Rabbit Hole Theatre
Det er spændende at krydse over sine egne grænser. Musicals er slet ikke mig, og alligevel blev jeg suget ind af disse 10 dygtige sangere og performere, der optrådte i Metronomen med sange fra musicals som "Hamilton", "The Book of Mormon", "Hairspray", "SIX", "West Side Story" og "Annie". Sangene var kædet sammen og blev præsenteret som "de største musicalsange sådan som det aldrig var meningen at de skulle synges - eller måske var det netop?" Jeg havde måske nok forventet og set frem til, at de var vendt endnu mere på hovedet eller blevet gjort groteske. Det var de ikke.
Det er en fremmed verden for mig. Umiddelbart oplever jeg det som en tegneserieverden, hvor følelserne - som i opera - synges ud i fuldt register. Det er en slags fantasiverden, der er fortegnet og skævredet, men det er også - ligesom med opera - et medie, der pludselig kan overrumple og gå lige til hjertet. Sådan var det også i Metronomen.
Først og fremmest lyder det godt. Fin lyd, elegant optræden, velfungerende koreografi, flot musikledsagelse. Alt miket op, så det var en fryd at lytte til. Men genren er svær at goutere.
Jo, jeg kender det fra film og musicals som "West Side Story", "Hairspray", "Oliver Twist", "Priscilla - Ørkenens Dronning", "Chess", "Mama Mia" m.fl. men det er alt sammen film og musicals, der som tegnefilm skildrer liv og følelser, der er for meget. Det er en verden, der tegner et tit forsukret billede af livet, der virker grotesk, forskønnet og ofte meget overfladisk. Men det er nødvendigt at godtage denne præmis for at kunne nyde det og lade sig forføre for at kunne rejse ind i dette musikalske rige.
I "Broadway Rearranged" blev der byttet om på kønnene, men det gjorde ikke den store forskel, for følelser er følelser, og så er det jo ligegyldigt, hvilket køn man har. Men måske er det netop revolutioneret inden for musicalens stramt opdelte verden, sådan er det jo ikke mere i virkelighedens verden. Så hvad det angår, har revolutionen allerede været igang meget længe, og så er det vist ikke rigtig fra musicaler, at revolutionen kommer, men måske er det netop dén genre, der venter på revolutionen.
Genremæssigt sigtes der direkte efter hjertet. Numrene er ret forudsigelige. Der er vers, og der er omkvæd, og det hele stiger en terts til sidst - og gentages. Vi kender det til bevidstløshed. Der søges hele tiden efter en naturlighed, som straks igen bortjages. Det er et dilemma, og alligevel opstår der disse øjeblikke, hvor talent og hjerte mødes, og hvor drømmen bliver levende. Dér lige foran os!
Indtil pausen kæmpede jeg med at overgive mig, for musikken går i kroppen, og performernes eksplicitte kropslighed var forførende. Når de 10 dygtige sangere og performere synger som med én stemme eller inciterende flerstemmigt i de flot opsatte fællesnumre, bruser musikken imod os og går direkte i kroppen. Det slår virkeligheden af banen, og vi blev suget ind i en betagende verden. Men det er en skyldig glæde, for det hele ledsages af denne overartikulerede selvglæde, hvor alle følelser forstørres ulideligt. Det tager tid at goutere og finde sig til rette i dette fortegnede univers, for det kræver at intellektet parkeres i garderoben. Alligevel er det en genre, der slår benene væk under én. Som at svinge sig op på drømmen og flyve til andre verdener, hvor alting er meget bedre. Den rejse er skøn, selv om den virker eskapistisk. Men tak for rejsen!
BROADWAY REARRANGED
21.-23. april 2023 i Metronomen
af CPH Musical Theatre Co
i samarbejde med
Down The Rabbit Hole Theatre
120 min - inkl. pause
SINGERS:
Aleksandra Jakobsen
Casey Blaine
Dennisalias Crystallando
Freya Uldal
Kristen Flanagan
Kristian Husted
Maria Højrup Jørgensen
Olivia Yoonjoo Jang
Rachel Kador
Roger LeBlanc Jr.
BAND
Keyboard/Conductor: Noah Pott
Drums: Ben Peel
Bass: Lise Lotte Elmelund
Guitar: Rod Ceres