Viser opslag med etiketten Bedsteforældre for Asyl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bedsteforældre for Asyl. Vis alle opslag

søndag den 12. oktober 2025

Brev fra Pia Sigmund om frivillighed

Portrætfoto: Tina Lindop.


Kære Michael,

Det ville være nemt at tale med dig om en konkret sag, og det kunne være et af mine hjerteemner: 2 Timer om Ugen, mundtlighed og fortælling i folkeskolen, børnene i Palæstina og Gaza, Bedsteforældre for Asyl, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Børn i Danmarks historie – men da det nu handler om en Gammelfestival med fokus på bl.a. ”aftryk i livet” og ”hvordan vi vælger at bruge vores liv”, så …

vil jeg gerne slå et stort slag for at dyrke frivilligt (socialt) arbejde, også og måske især når man er i den tredje alder.

Verden er fyldt med forfærdelige rovdyr og maghavere, og vi mødes hver dag af så mange udfordringer. Tilsammen er de nok til at gøre os urolige og bekymrede og usikre på fremtiden.

Men sid ikke på dine hænder – ”Hvad du evner kast af/i de nærmeste krav” (Bjørnson) – det har både du og verden bedre af.

Det er så skønt at være frivillig. Det giver glæde og mening.

Du kan forandre verden en lille smule. Vi kan alle forandre verden til det bedre.

Der er så mange steder, man kan give en hånd.

Man behøver ikke sidde hjemme og føle sig ensom.

Det er skønt at finde sammen med andre i bedstealderen. Jeg føler mig så privilegeret, fordi jeg i mit liv som aktivist har fået mange nye gamle venner.

Og unge venner. For jeg oplever, at de unge har respekt for os i bedstealderen, der rækker ud.

Jeg havde nu ellers aldrig drømt om, at jeg skulle blive aktivist. Jeg er vokset op som en pæn og stille pige, men nu kan jeg ikke holde mig tilbage: Demoer i gul vest, demoer i rødt, tale for store forsamlinger, læserbreve, jeg har sendt masser af læserbreve i de seneste år. Jeg er lykkelig for at opleve den fase i mit liv.


Fra rejse til Palæstina. Læs beretningen derfra.

Trods alt har jeg et positivt syn på verden. Det er for let at være pessimist, og verden har brug for optimister. Måske: En lettere bekymret optimist.

På det seneste:

·        Forandre den danske folkeskole – fortælling og mundtlighed og lytning ind i undervisningen.

·        Bedsteforældrenes Klimaaktion

·        Bedsteforældre for Asyl

Altid:

·        2 Timer om Ugen. Det er nødvendigt for børnenes skyld. Alle børn har ret til et liv i trivsel.

Skønne Anne Marie Helger siger: Jeg bruger rødstøttestrømper, jeg har gardisettearme, men jeg er glad for livet. Politikere kommer og går, aktivister består.

Jeg så et digt på en væg. Jeg kender ikke forfatteren:

·        Life is short

Do more, need less

Smile often, be brave, stay true, forgive quickly

Dream big, kiss slowly

Love truly and realize how blessed you are for what you have.


Hilsen

Pia Sigmund, 

6. oktober 2025

*


Foto: Tina Lindop.

 

Pia Sigmund fortæller om festivalerne:

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. I Drømme og visioner i 2014 optrådte jeg sammen med den afghanske forfatter Taiba Sohaila. Taiba var flygtning fra Afghanistan og poet. Jeg hjalp hende med at skrive bogen Silkevejen. I Med og uden smykker i 2016 optrådte jeg sammen med illustratoren Charlotte Clante, der tegnede til alle 11 bøger i min serie Børn i Danmarks Historie. Hovedpersonen i en af bøgerne, Erdogan Adanir, var også med den dag (se filmklip). I bogen Billeder af liv fra 2018 lavede Michael et interview med mig (hør podcast, læs uddrag) og på festivalen optrådte jeg sammen med Alaa Abdol-Hamid. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa opbygget indsatsen 2 Timer om Ugen, hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. I 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til Et andet blik, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige.


Mød Pia Sigmund på Gammelfestivalens 2. dag, 
lørdag den 25. oktober 2025.

Se programmet for dagen
- og læs mere om Gammelfestivalen III




*

torsdag den 1. februar 2018

Bedsteforældre for Asyl modtager Venskabsprisen



SOS Racismes Venskabspris

til Bedsteforældre for Asyl 
i Verdenskulturcentret den 31.1.2018
 
”I holder af, I holder med og I holder ved!” sagde Anne Nielsen (formand for SOS mod Racisme) ved prisoverrækkelsen af Venskabsprisen til Bedsteforældre for Asyl i aftes i Verdenskulturcentret.    

Nina Lørring (Bedsteforældre for Asyl) takkede for prisen med ordene: ”På mange måder er det værre i dag end da vi startede. Anerkendelsesprocenten for dem, der får asyl er meget, meget lavere end den har været i mange år, og der gives frygteligt mange afslag. Hovedmantraet hos regeringen er i dag: ”Vi skal have dem hjem, de skal udsendes, og det skal de på alle mulige måder tilskyndes eller trues til!”
 
 
 
Tove Krag fra Kongelundsgruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte muntert om de vellykkede udflugter, som de havde lavet med kvinderne fra Kongelunden, der aldrig tidligere havde været på nogen som helst udflugter, og slet ikke uden hverken mænd eller børn, og sluttede med at konstatere: ” Det kan ikke siges stærkt nok: Det er en skændsel at placere forældre med børn i Sjælsmark. Det er psykisk nedbrydende, det er umenneskeligt – og vi kan kun sige det til jer som I garanteret ved i forvejen - Der er fortsat brug for hjælp. Nu mere end nogensinde. Jeg tror ikke at der er steder i Danmark, hvor man behandler mennesker på den måde. Det er værre end at være i fængsel i Danmark. Der er brug for fortsat at protestere mod de forhold. Det er frygteligt at være på besøg i Sjælsmark og se, hvordan regeringen og støttepartiet accepterer at mennesker skal leve.”

Jørn Nerup fra Lægegruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte fint og oplysende om, hvordan man forsøger at fastslå unge flygtninges kronologiske alder ud fra metoder, der videnskabeligt slet ikke er belæg for at bruge, hvilket man heller ikke gør i andre lande. Kun i Danmark. Fordi der fra regeringens side er behov for et redskab og en metode til at fastslå den pågældendes alder i et forsøg på at ”dokumentere” at alderen er over 18 og dermed voksen, for at kunne gøre det lettere at behandle - og i sidste ende give afslag på asyl. 
 


Pris-omtaler :

Læs Marianne Olsens ord om Venskabsprisen
Arrangementsopslag på Facebook

-----------------------------------------

Opdatering:


Hvor er det dejligt at så mange har været inde og læse om prisoverrækkelsen.
1.400 har læst med om den fine begivenhed i går aftes.
For dem der vil mere end bare læse og sympatisere, er der en mulighed mere,
der intet andet kræver end et par tryk på tastaturet. På Folketingets nye Borgerforslag kræves der 50.000 stemmer før et forslag kan komme op i Folketinget.
Det startede i forgårs og et af de 10 forslag, der allerede ligger der, handler netop om ”Statsborgerskab til unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark - indfødsret ved erklæringsafgivelse”.
Man stemmer – og det er anonymt - ved at følge linket, logge ind med NemID og bekræfte. Det er ganske enkelt – og det kan måske være med til at gøre en forskel.
Jeg synes at det er forsøget værd. Det er et af de mest støttede forslag.
 
NB: Her er et tip!
Selv havde jeg svært ved at komme ind med Internet Explorer, men da jeg skiftede browser til Google Chrome gik det bedre.
 
 - 4.2.2018 kl.18.28 -