Viser opslag med etiketten IMMART. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten IMMART. Vis alle opslag

tirsdag den 5. juli 2022

"At home with Difference". Samtale mellem Nicol Savinetti & Mads Nygaard

 

Foto: Michael Svennevig & Majka Bjørnager.

Mød Nicol Savinetti & Mads Nygaard til festivalafslutningen til en samtale, der tager udgangspunkt i ude og hjemme. Om at føle sig meget farvet eller meget bleg. Om udlængsel eller om at være en hjemmefødning. Om at være en brun person i en nordisk region. Om forskelle og variationer.

*





Foto: Michael Svennevig

Nicol Savinetti er født i London og opvokset i Southend-on-Sea, med forældre fra Jamaica og bedsteforældre fra Indien, er italiensk gift - og initiativtager til kunstnerorganisationen IMMART, der samler herboende kunstnere fra ind- og udland. Et samarbejde, der er inkluderende uden at være ekskluderende. Selv har Nicol akademisk baggrund. Efter sin bachelor, fortsatte hun med en Master indenfor europæisk samfundspolitik. For tiden er hun særligt optaget af og interesseret i menneskelige forskelle eller variationer som hun overvejer om hun skal kalde det. Hør hendes forklaring på, hvorfor det det er vigtigt. Læs hendes oplæg. Som sparringspartner har hun denne dag:



Foto: Majka Bjørnager

Forfatteren Mads Nygaard er lige så meget hjemmefødning som Nicol ikke er det. Mads beskriver selv sin opvækst som noget, der foregik inden for landsbyens snævre rammer. I stedet var det i fantasien, at han sprængte alle rammer, for rent geografisk har han aldrig rykket sig særligt lang, og han fik i mange år nervøse trækninger, når han skulle længere væk end Aalborg. Mød Nicol og Mads i en samtale om nær og fjern, om forskelle og variationer. Fælles for dem begge er deres utrolige flair for at række ud efter mennesker og forbinde mennesker på kryds og tværs.


Det hele tager udgangspunkt i en tekst som Nicol har skrevet. 

Her er et uddrag:


NICOL SAVINETTI: At home with Difference

Skriv noget om,

hvordan det er at være en brun person,

der bor i den nordlige region!

(… write something about, how it is to be a person of colour living in the Nordic region).

Her er et uddrag af, hvad jeg skrev tilbage i 2008, hvor der ikke var så mange brune personer, der søgte ind på de finske universiteter, hvor jeg endte med at skrive min PhD om privilegeret udvandring.

*

The question Where are you from? is not a simple one for people like me to answer: born in England, a different skin colour, living in Denmark and studying in Finland. I no longer have an instinctive response, but rather a process of thoughts: my immediate thought is What difference do they want to know about? In mathematics the concept of difference is clear: the difference between eleven and seventeen is six. If only difference among human beings were so easily understood and, more importantly, accepted. In coming up with my answer there are three further steps in my thought process: First of all I consider the country we are located in when the question is asked. Then I make an evaluation and conclusion (be it right or wrong) as to whether the person is asking where I was born, where I grew up, where I live, or what my ethnic origins are. Finally I respond with an answer to one of the aforementioned, often qualified by an answer to one or two of the others. This must sound like a drawn out process, but I have been doing it for many years now so it is pretty much second nature to me. If the question is being asked by someone who is English, they are usually asking about where I grew up; then my response is born in London, grew up in Essex (and live in Copenhagen). This is usually followed up with banter about Essex girls (in the rest of Europe, the jokes are often about blonde girls) and my ‘hometown’ Southend-on-Sea. Brits are usually quite direct if they want to know about my cultural heritage or skin colour and simply ask where my parents are from. Finns, when they ask where I am from, are usually asking what country I have come from, i.e. where I live, so I respond with live in Copenhagen and am from England. I love the Finns for their need-to-know basis for conversation. I have good friends who have never asked me where my parents are from. When I lived in Germany, the experience was similar to that of Finland: my heritage was not a common topic of conversation. Danes are a little tricky: most want to know about my skin colour, but many want to know what part of England (or even the US) I am from. So, in Denmark I usually respond with from Essex in England and then I wait for them to ask about my skin colour if that is their interest. At some point early on in the ensuing discussion I usually also have to mention that I have not lived in England full-time for about 12 years as many people start referring to TV programs and other decidedly British stuff. When I was in Australia I responded with from Essex in England and was often confronted with “No, where are you really from?” which made me laugh at first and then horrified me when I would reply that my parents are Jamaican and the proceeding conversation would be about reggae music, Bob Marley and the sun, sea and sand of the Caribbean, which I have only visited twice for a total of 4 weeks. What is even more horrifying is that I have similar conversations with highly educated and welltravelled people in Denmark as well. This conversation was more of a surprise to me in Denmark because I couldn’t understand how people could be so uninformed in Western Europe, a relatively small area of land with a multitude of diverse cultures, languages and histories where the vast majority of people have good access to education, media and travel. I cannot say so much about my Finnish experiences because I do not speak Finnish and am only ever in academic environments when I am there. But, I can say that I have never had that conversation.

Different perspectives

Having lived here in Copenhagen now for almost a decade, I realize that many Danes have such an enormous sense of pride and strong affiliation to their national identity that it may be difficult to comprehend that not everyone is as patriotic or nationalistic, and that we don’t actually need to be. Here, it is almost expected that I express the same feelings of affiliation to a place, be it Jamaica or England (but not Denmark) no matter how long I have lived here for, which leads us to another common question: “So, do you think you are going to stay here?” Imagine being asked that question every single time you meet a new person – that is the reality of being foreign in Copenhagen.

In the Danish media when an incident occurs involving someone with an ethnic background that is not 100% Danish, they are commonly referred to as having a ‘foreign’ appearance (a Danish synonym for different colour skin). The use of the word ‘incident’ is intentional - when it is an ‘event’ that difference is barely given a mention. As has been well advertised in recent years, Danes are some of ‘the happiest people in the world’. I nickname the World Happiness Survey the Nothing to Complain About Survey, as if you have ever lived in Denmark you would know that on a day-to-day basis, Danes are not considered to be the happiest bunch by foreigners who live here. They do on the other hand have the capacity when speaking to foreigners and journalists to be proud of, and fully appreciate, the fact that they are fortunate to have more opportunities open to them than most people in the world and live in a relatively safe, secure, well-functioning environment. Life as a foreigner is a different story: the windows of opportunity are few compared to many other European countries, but the attraction is that the lower level of that window is very high. High basic incomes, good welfare and social provisions, good access to education, more sense of equality between the sexes and a moderate climate altogether make for an attractive place to stay, in spite of the racial insensitivity and tension.

Being different

All said and done, I absolutely love being a foreigner. I always have been one and I always will be wherever I live or travel. I was fortunate to be a middle child and that my parents gave me the start in life that allowed me to explore people and places with a calm, inner confidence about who I am and what I represent. It may simply be for that reason that I have not ever regarded difference as negative or something to be afraid of. Being a foreigner in Scandinavia is not much different from being a foreigner anywhere else in these times; the challenges simply change depending on the location. Being a woman here on the other hand is something special and totally unique to Scandinavia.

 

*

Mød Nicol og Mads til festivalafslutningen, 

søndag den 14. august 2022

i Gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat,
Dronningensgade 14, på Christianshavn.
I tilfælde af dårligt vejr bliver arrangementet afholdt
 et par gader derfra 
i Dansk Forfatterforenings lokaler,
Strandgade 6.

Læs mere om festivalen

*


 


onsdag den 22. juli 2020

Nicol Savinetti og Fernando Gabriel Massino: Vi har forskelligheden til fælles!


Foto: Michael Svennevig.

Lyt til denne 16. podcast 
med Nicol Savinetti og Fernando Gabriel Massino

Nicol Savinetti er født i London og opvokset i Southend-on-Sea, med forældre fra Jamaica og Indien, er italiensk gift - og initiativtager til kunstnerorganisationen IMMART, der samler herboende kunstnere fra ind- og udland. Et samarbejde, der er inkluderende uden at være ekskluderende. Selv har Nicol akademisk baggrund. Efter sin bachelor, fortsatte hun med en Master indenfor samfundspolitik og en PhD om statsborgerskab og medborgerskab blandt migranter.

Fernando Gabriel Massino er sammen med Claudia Adeath initiativtager til Sonamos Latinoamérica/Lyden af Latinamerika. Fernando kommer fra Buenos Aires i Argentina og er dansk gift. Er musiker, komponist og spiller Bombo - en særlig argentinsk tromme - ligesom han gør indledende og afsluttende på denne podcast, og også gør det til festivalafslutningen. Oprindelig var han webdesigner, men som han siger: ”Jeg vil ikke arbejde med computere. Det gider jeg ikke. Jeg vil arbejde med mennesker. Det er vigtigt at bygge noget med andre.”

For begge er det at samle mennesker og kunstnere og skabe netværk en væsentlig del af deres virke. De er begge opvokset i familier, der inspirerede dem til at forbinde sig med andre mennesker.

Som Nicol fortæller: ”Vi lærer rigtig meget i mødet med andre, hvis vi er åbne og imødekommende. Det er ikke til at sige, hvad vi lærer, for det afhænger af dem vi møder.”
Fernando fortæller: ”Jeg kommer fra en særlig folkemusiktradition i Argentina, og når jeg spiller med musikere fra samme musiktradition, kan vi sammen bygge noget ud fra det. Men når man møder musikere med andre musiktraditioner, er det vigtigt at tænke på, hvordan man kan bidrage med det til andre. Hvis man er åben over for hinanden er det, at folkemusikken udvikler sig og har gjort det lige fra starten, hvor musikerne har taget musikken med sig til andre steder, hvor de måske møder andre musikere eller nye landskaber, og det skaber andre billeder inde i hovedet. Men man må være åben over for andre og deres musiktraditioner. Det er nødvendigt.”

Nicol: ” Vi har forskelligheden til fælles, og det har vist sig, at det ikke bare gælder dem af os, der har immigrantbaggrund, men at det også gælder de danske kunstnere. Det er nok fælles for os alle.”



Foto: Michael Svennevig.


På podcasten er der musik af Fernando Gabriel Massino. Dels den indledende og afsluttende ” Bombo solo” og dels ”Polska for Mats” og ”Polskarera Soy Futuro”. Begge indspillet mens Fernando studerede på Musikkonservatoriet i Malmö. Det er polska, men med inspiration fra mange andre steder i verden. Det er en blanding af argentinsk og svensk folkemusik.

Mød Nicol Savinetti, 
Fernando Gabriel Massino 
& Claudia Adeath 
til festivalafslutningen

Lyt til denne 16. podcast 


med Nicol Savinetti og Fernando Gabriel Massino

***

Lyt også til de to tidligere præsentationspodcasts 
med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts. 

1. del, 2. del og 3. del


Læs mere om festivalen