Ligesom i
forgængeren, debutromanen, KUN NÅR DET BRÆNDER, er en roman af Jakob Hero som
at træde ind i et litterært bad. Som læser gennemvædes man af stemninger og
fornemmelser, der sætter sig på én. Først som lette sommerfuglevinger, og siden
som våde, visne blade. Det, der i starten virker så anelsesfuldt, ender med en
betydelig tyngde. På den gode måde. Det er vel det, vi ønsker os af en roman:
vi vil fortrylles, vi vil ruskes, og vi vil møde noget nyt og lære noget gennem
mødet med det nye og fremmede. Alt det gør Jakob Hero igen i IKKE ET KIRSEBÆR.
Der er ingen lethed over hans måde at skrive på. Det burde virke tungt og
ufremkommeligt, men teksten og tematikken ilter sig selv. Det er dét, kunsten
kan. Den bringer os en medviden og en indsigt, når det lykkes – og det gør det
igen i denne efterfølger til den vellykkede debutroman.
Selvfølgelig
handler romanen om noget eksakt, og det er da vigtigt, for det er dét, der
driver handlingen og historien frem, men samtidig er det også bare en undskyldning
for at fortælle om alt det, der samtidig sker, og det er det, der interesserer
forfatteren, og som han er så ferm til at skrive frem på en både anelsesfulde og
inciterende måde.
På sin vis
har vi at gøre med en nervøs forfatter. Nervøsiteten sitrer gennem romanen. Som
et dådyr står han i morgengryet og vejrer morgenluften. Der er en stor troskyldighed
til stede. En hengemt naivitet, men samtidig ved vi, at det kun varer kort. En
lille historie midt i bogen kan på sin vis fortælle hele den bagvedliggende
historie for romanen. En lille sidehistorie bliver i et splitsekund til et
billede på det hele. Tilbage til dådyret og uskylden. Moren og faren har en
samtale om sønnens følsomhed. Faren beskylder ham for at være vattet, og moren
forsvarer sønnen og siger, at han ikke er hård som faren. En hjort viser sig i
vejsiden og er ved at gå ud på vejbanen, netop som de kommer kørende og faren
påkører den. Nærmest med vilje. Sådan virker det. Bagefter stoppede de, og
faren kalder på sønnen og tvinger ham til at slå en hammer mod den påkørte
hjorts hoved. Igen og igen. Sønnen har altid trøstet sig med, at moren i det
mindste altid ville være der, til at beskytte ham, men det gør hun alligevel ikke
ved dén lejlighed.
Scenen bliver
siddende indeni bagefter. Det er svært at komme videre efter den. Der lægges op
til den allerede fra bogens begyndelse, hvor bulen i kofangeren er en reminiscens
fra den oplevelse i barndommen, der er med til at forklare, hvorfor
hovedpersonen, Henrik, er blevet som han er.
Den primære
handling er, at moren ligger for døden og beder den voksne søn om at køre deres
autocamperen ned til hende, hvor hun nu bor, i Østrig. På sin vis er det at
køre om kap med døden, men Henrik er ikke nært knyttet til hverken moren eller
faren. Ja, faktisk ikke til nogen overhovedet. Måske med undtagelse af den
14-årige datter, der tog sit eget liv. På køreturen møder han den unge Lena.
Deres veje krydses flere gange og han tager sig af hende, selv om hun er ude på
et kriminelt skråplan, og tydeligvis også har sine egen dæmoner at kæmpe med.
Hun minder om hans afdøde datter, og kontakten med Lena er måske hans sidste desperate
forsøg på at aftvinge livet og tilværelsen en form for mening, for det
forsvandt alt sammen, da datteren tog sig af dage. Alt er smuldret mellem
fingrene på ham. Hans voldsomhed og iltre temperament har drevet alle væk fra
ham.
Historien
forgrener sig vidt omkring på romanens 458 sider, men det hele holdes i stramme
tømmer af den meget kapable forfatter. Det er en fornøjelse at være med på
køreturen til Østrig. Hero har en vedholdende og insisterende forfatterstemme.
Han satser det hele og søger helt ud, hvor tilværelsen står på spil, og
eksistensen knager. Det kan ikke være omkostningsfrit at skrive så nuanceret,
så mangefacetteret og loyalt over for alle de skildrede personer. Vi har at
gøre med en forfatter med et stort og rigt menneskekendskab og som
tilsyneladende ikke er bange for noget. Tillykke med denne prægtige efterfølger
til sidste års debutroman. Meget anbefalelsesværdig.
Bare lyt til
musikken i sproget, når romanen åbner med disse ord:
”Novembertåge
er snu og sulten. Den spiser alt. Den sluger dig, dæmper lydene og reducerer
virkeligheden til skygger i et gråt hav. Til tanker i en labyrint. Novembertåge
holder dig fanget med dig selv. Den lader dig fare vild, og selv når du slipper
fri, er det. som om en del af dig stadig søger efter udgangen.”
Jakob Hero
IKKE ET KIRSEBÆR
Roman, 458 s.
Superlux, 2023
Redaktion: Louise
H. A. Trankjær
*
Mød forfatter Jakob Hero
søndag den 11. august kl. 13-16
på Christianshavn
i Gårdhaven ved Dansk PEN,
Dronningensgade 14 -
hvis det ikke er udevejr flyttes det til
Dansk Forfatterforening,
Strandgade 6 - et par gader derfra.
*
Læs uddrag fra de øvrige festivalanmeldelser:
