Billeder fra et liv III

Om GIV MIG LIV.
En historie om en forlist barndom og en bortadopteret søster – og om hvordan vi igen fik kontakt med hende. Det er en historie der rummer det hele og hvor alting er vendt på hovedet. Det er også en historie om at høre til.

Når jeg har fortalt min historie, er der altid meget stille bagefter. Det er en historie der rammer noget almenmenneskeligt – og det har overrasket mig, hvordan denne meget personlige historie berører andre.



Kardinalpunktet er det store HVORFOR? Men det var på en tid, hvor abort ikke var mulig. Så hvis man blev gravid, fik man et barn, hvis man da ikke fik det fjernet hos englemageren. Så min mor blev gravid og fik et barn. Det var mig. To år efter fik hun ét mere, og det bortadopterede hun. Så jeg er vokset op som enebarn – men det er jeg ikke længere!
Min søster er også vokset op som enebarn – og som en hemmelighed.



Det er også historien om hvordan familien reagerede. Begge mine forældre giftede sig igen. Men det var først mange år senere. Min mor giftede sig med en amerikaner, og måske på grund af hans jødiske herkomst havde han har en særlig stærk familiefølelse. I hvert fald var det ham, der pressede på, da min mor tøvede. Og selvfølgelig var det svært for både hende og min far. Alligevel var min far meget mere umiddelbart emotionelt engageret. Sådan virkede det i hvert fald. Som om det ville være let for min far, og svært for min mor. Men i virkeligheden er det gået lige modsat.

Det er et tabu, når en familie ikke fungerer. Og hvorfor egentlig? Verden er fuld af dens slags familier. Ja, det virker næsten som alle familier har en slagside, men der er selvfølgelig forskel på at fortælle det som en sjov historie, og så til at trække en streg i sandet - og fortælle det som det var: det er et tabu. Jeg ved ikke hvorfor? Hvis nogen har et godt bud på grunden til det, så hører jeg det gerne! Måske fordi vi jo alle gør det så godt vi kan, også selv om det sjældent er godt nok. For mig var det ikke godt nok. Og hvem har lyst til at fortælle en historie om at de ikke slog til, at familien ikke slog til, at man var alene, overladt til sig selv – og ikke mærkede at der var nogen forældre. Sådan var mit udgangspunkt. Det har taget mig årevis at trevle historien op. Vi skriver selv vores livsberetning, og det er en livslang proces, men jeg har valgt at skrive den ned i en alder af 47 år, for at kunne komme videre. Det har taget 10 år at få den nedskrevet. Jeg har været nysgerrig efter at finde ud af sammenhængen. Jeg ville gerne forstå, hvad der skete og hvorfor.
Hvert menneske har deres syn på tingene. Det ser forskelligt ud alt efter hvorfra man ser det.

Jeg er draget på opdagelse i mit liv. Som en rapporter har jeg snust rundt på åstedet efter spor. Selv så mange år efter er der altid efterladte spor inde i én selv. Jeg har interviewet de involverede parter, og har givet dem den taletid som de skulle have. Jeg har på intet tidspunkt ønsket at stille dem til ansvar eller fælde nogen dom. Det har ikke været mit ærinde. I hvert fald er det blevet en beretning om et ungt par og deres 2 børn. Det ene barn beholdt de, mens de bortadopterede det andet.
Som det barn de beholdt, har jeg altid følt at der manglede noget. Måske har jeg kunnet føle min søsters fravær? Måske har jeg kunnet se det i øjnene på mine forældre?
Måske er børn bare så meget klogere end vi er klar over.
Dette er min beretning om hvordan jeg genfandt min søster – mange år efter.

Det hele startede med en drøm. En drøm, der fik mig til at huske det fortrængte.
Nu er det ikke længere en hemmelighed. Det er blevet til en roman. Det bliver til en musikalsk teaterforestilling baseret på romanen med musik og sang af Thulla.
Så forseglingen er brudt og døren ind til det lukkede rum er slået op.



----------------------------------------------------------------------------------

Velkommen til GIV MIG LIV – en erindringskabale.
Både som roman og som teaterforestilling, der opføres på bogens udgivelsesdag, lørdag den 13.8. kl. 19.00 i Apostelkirken, Kbh. V.
Forestillingen indgår i Menneskefestival om drømme og visioner
fra den 11.-14. august 2011 på Vesterbro og Christianshavn.

----------------------------------------------------------------------------------

Billeder fra et liv II

Foto: Helle Poulsen


Som forlægger har jeg haft fornøjelsen af at redigere Marie Thøgers erindringsbog

OG FREDEN KOM

, der udkommer til august 2011 på Forlaget Epigraf.





Vores samarbejde begyndte, da jeg havde inviterede hende til at være med i

DRØMME OG VISIONER. 13 portrætsamtalebogen om om at ville og kunne.

Både den og Maries erindringsbog udkommer samtidig.



Foto: Lone Poulsen


Under vores samtale blev det hurtigt klart at Maries historier fra hendes lange rejseliv slet ikke kunne nå at folde sig fuldt ud i portrætsamtalebogen, så jeg opfordrede hende til selv at skrive det ned. Det blev indledningen til et spændende og meget lærerigt samarbejde, der stod på i vinteren 2010/11.

Marie leverede en fantastisk historie, min opgave var bare at forsøge at få det redigeret til brug for en bogudgivelse, og nu ligger bogen klar til udgivelse den 12.8.2011 i forbindelse med

Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august
på Vesterbro og Christianshavn.

Lige efter krigen brugte Marie sine lange sommerferier som ung nyuddannet lærer på at tage rundt på frivillige arbejdslejre i Europa. Da jeg første gang hørte hende fortælle om det, måbede jeg. Jeg anede ikke at Europa havde set sådan ud i årene efter krigen. Det var en side af Europas historie som jeg aldrig tidligere var stødt på.
På forlagets hjemmeside er der lagt et tekstuddrag ud, der netop beskriver hendes oplevelse af Europa i efterkrigstiden - og især af de frivillige arbejdslejre som hun var med på i Tyskland, Finland og Frankrig.


Bagefter rejste hun som den første u-landsfrivillige til Indien.
Her er et uddrag fra bogen, hvor hun beskriver hvordan det gik til. Det var i 1953:

Unesco

En dag i foråret 1953 stødte jeg så på en annonce, som interesserede mig i lærernes blad Folkeskolen. Den handlede om en nyskabt særorganisation under United Nation, som blev kaldt Unesco, United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation. Man søgte folk, som var interesserede i at lade sig uddanne til arbejde i et underudviklet land. Det var den betegnelse, man på den tid brugte for de lande, som lå udenfor Europa og i de år var i færd med at ryste kolonitidens besættelser af sig. Der blev i annoncen stillet krav om, at man havde en færdig uddannelse i sit eget land, at man havde et vist kendskab til et af hovedsprogene og var villig – to adapt oneself to the situation whatsoever, to drive a motorbike or to ride a camel.
Mine sprogkundskaber var forsvindende små, men det lykkedes mig ved Johannes hjælp at flikke en ansøgning sammen på engelsk. Den sendte jeg til Unescos hovedkvarter, som havde til huse i det gamle Hotel Majestic på Avenue Kleber i Paris. I brevet fortalte jeg om mit arbejde som underviser i mit modersmål og om mine erfaringer med arbejdslejrene gennem fem år. Kort efter modtog jeg et brev med en invitation til at møde op til et interview på adressen Frederiksholms Kanal, hvor skolestyrelsen dengang havde til huse. Det blev mit første møde med John B. Bowers, som var idemanden bag dette internationale U-landskursus. Han skulle ialt bruge ni personer fra Europa, een fra hvert af de lande han besøgte. Mange forskellige danskere med høje uddannelser og gode sprogkunskaber var mødt op denne morgen. Jeg forstod kun dunkelt vores samtale, men fik kort efter et brev om at jeg var udtaget til ni måneders træning i staten Mysore i Sydindien fra begyndelsen af december 1953.
Så fulgte en travl tid med at få styr på mange formaliteter. Orlov fra skolen - uden løn naturligvis. Lægeundersøgelser, vaccinationer og den slags. Modvilje fra forældre i mine skoleklasser, men heldigvis også folk som forstod ideen bag og højlydt forsvarede projektet. Hård modstand fra især min mor, mens min far tog det mere roligt. Dengang var det ikke nogen given sag for en bondefamilie fra Himmerland, at nogen kunne regne med at vende sikkert hjem fra en tur til det fjerne Østen. Senere, da det viste sig, at breve nåede frem, blev mine forældre mere optaget af projektet. Hvis overhovedet muligt var jeg omhyggelig med at skrive hjem en gang om ugen. Min mor gemte alle brevene.

Meget trætte og pustende af varme nåede vi frem til Bombay. Straks vi var landet kom et par uniformerede mænd ombord og gik en tur frem og tilbage i maskinen med noget som lignede en flitsprøjte, og så måtte vi alle forblive i osen seks minutter, før vi fik lov at gå ud. Endelig skulle vi føle den friske luft, men temperaturen var mindst lige så høj udendørs. Med sveden trillende begyndte nu en vandring fra bord til bord for at udfylde papirer, tæt fulgt af pressefolk og fotografer. Vi var ventet.
Derefter gik turen i en Air India-bus til Taj Mahal gennem gader, som jeg ikke kan beskrive: støv, støv, støv, snavs og varme. Små butikker som bare er en åbning ind i muren på et hus. Mennesker overalt. Efter en halv times kørsel havde jeg på fornemmelsen, at vi havde passeret millioner. Der lever fire millioner i Bombay, og halvdelen sover nok på gaden, ikke pænt gemt af vejen i en krog bag en husrække eller på en bænk. Nej, midt på fortovet med et tæppe viklet om hovedet, eller på den bare jord som om de netop var faldet om der. En hel række på en stråmåtte, måske en familie. Så et boligkvarter med vajende palmer mellem enorme paladser bag blomstrende nerier og hibiscus.

Billeder fra et liv.

Bag de blå bjerge

En monolog om glæde, overlevelse og Kulturrevolution
af Michael Svennevig baseret på Aihua Yans liv.

Aihua Yan kom til Danmark som politisk flygtning i 1990 og blev dansk statsborger 9 år efter. Som et led i bearbejdelsen af hendes fortid (og især opvæksten under kulturrevolutionen i Kina) blev hun hos RCT anbefalet at nedskrive sin historie, og da hun ikke selv følte at hun var i stand til det, fik hun via en fælles ven kontakt til mig. Jeg var netop igang med at skrive bogen

”Drømme og visioner – portrætsamtaler om at ville og kunne”.

Aihua blev én af de 13 medvirkende i bogen. Men bagefter fortsatte vi med at mødes, og det resulterede i monologen

"Bag de blå bjerge",

der får urpremiere på Verdens Mindste Teater i København i Ulla Koppels instruktion den 31. oktober 2011. Teaterteksten udkommer også i bogform (med et efterord af Linda Nordin, psykolog ved RCT, København).
Bøgerne udkommer den 12.8.2011 på Forlaget Epigraf.



Under Kulturrevolutionen blev al fortid slettet og alle fotografier skulle destrueres, men disse familiefotos eksisterer mirakuløst nok stadigvæk. Det er Aihua Yan på forsiden i tiden efter Kulturrevolutionen – og på bagsidefotoet, sammen med sin famile i begyndelsen af Kulturrevolutionen.

Udgivelsen fejren ved et arrangement og en reception på dagen,
fredag den 12. 8. 2011kl. 19.00 i Apostelkirken i Kbh.,
hvor der også vil blive fremført uddrag af monologen af skuespilleren Elisabeth von Rosen. Derudover vil der være en samtale med Aihua Yan.
Det indgår i
Menneskefestival om drømme og visioner fra den 11.-14. august.

ET INDISK TRYK - 2011

Jeg tror, man kan det man vil, hvis man er parat at yde de ofre for det som det kræver. Selv har jeg i en årrække ernæret mig ved at spille dukketater, og har turneret landet tyndt sommer på sommer med mine forestillinger nedpakket i en cykelanhænger. Jeg lagde ud med at spille i Den Gamle By i Århus og på Sønderborg Slot. Det er måske irrelevant at fortælle, når det handler om at få bøger trykt i Indien, men det fortæller måske indirekte noget om, hvad det kræver af den, der vover sig ud på det eventyr. For det er et eventyr, der kræver is i maven. Men som med alt andet, så bliver man jo mere modig, des bedre det går.



Fakta er, at jeg sidste år udgav en antologi om alder og om at blive gammel med 24 forfattere (bl.a. Kirsten Thorup, Hanne Marie Svendsen, Janina Katz, Egon Clausen, Stig Dalager og Marianne Larsen). Derudover udgav jeg to digtsamlinger, dels af en ung dansk debutende digter og dels af en irakisk-kurdisk herboende digter. I år udgiver jeg en samtaleportrætbog, en digtsamling, en livsberetning, en monolog og en roman, hvoraf jeg selv har skrevet flere af dem. Det der koster penge, når man udgiver bøger er selvfølgelig at få dem trykt. Det var en prøveballon jeg sendte op første gang jeg lavede en aftale med en trykker, men da det gik godt, fortsatte jeg, så nu tager jeg årligt tilbage til min trykker – i Indien. Men hvordan startede det?



Det startede for et par år siden i Indien. Jeg havde skrevet min anden indiske roman, og havde leget med tanken, men det forekom mig alligevel for uoverskueligt. Det var først da min indiske ven foreslog det og tilbød at hjælpe, at jeg kastede mig ud i det.
Jeg har svært ved at beskrive min glæde og stolthed, da jeg bagefter sad og bladrede i de bøger som jeg havde fået trykt i Jodhpur i den nordindiske delstat Rajasthan. Jodhpur er omgivet af ørkenagtige landskaber, der grænser op til verdens tredjestørste ørkenområde, Thar-ørknen, der strækker sig over mod Pakistan.
Jeg befandt mig i toget i sydlig retning mod Bombay, mens tørre og sandede landskaber gled forbi det åbne togvindue. Thesælgeren havde lige været igennem togvognen.



Mens jeg rejste ned gennem landet blev det kvarte ton bøger jeg havde fået trykt, syet ind i ostelærred, forseglet og afsendt som skibsfragt til Danmark.
I Indien kan alting og ingenting lade sig gøre. Umulige ting kan ret let lade sig gøre, mens tilsyneladende enkle og banale ting tager en evighed. Det skal man være indstillet på. Min trykker siger altid: -Of cause I can!
Når han viser mig resultatet, nægter han at se hvad jeg mener er gået galt og skal ændres. Han foregiver tit, at han slet ikke kan se det.



Selve trykkeriet er et lille rum, hvor trykpressen nok er elektrificeret, men farven skal duppes på manuelt. Lige op ad den står en stor tilskærermaskine og et skrivebord, hvor trykkeren og hans kone sidder ved hver sin computer, når der ellers er strøm.
Resten af rummet er proppet med papirruller og tryksager. Foran skrivebordet kan der lige klemmes et par skamler ind. Det er der jeg sidder og drikker te, mens dagene går. Uden at der tilsyneladende sker noget, og når det så endelig går op for trykkeren at de allerede er håbløst bagud, retter de skuden op og sætter sejl, men det er jo stadig i indisk tempo. Varmen gør sit.



Midt på dagen ligger de unge mænd og sover i skyggen eller inde i rummet oven på de store papirruller. Hele samfundet går i stå. Min indiske ven bliver sur, når jeg udpeger alle de sovende indere for ham. Han mener at det bare er mine fordomme, men det benægter jeg, mens jeg peger en ny ud for ham. For de er jo også kendt for deres flid. Det får ham kun til at gasse motorcyklen yderligere op, for han ved at jeg hader at han kører stærkt. Især når jeg sidder bagpå. Vi kører ad veje med enorme huller i asfalten. Ud og ind mellem mennesker, dyr, knallerter, cyklister og lastbiler. Og så er der de hellige køer. De findes både inden for trykkeribranchen og i trafikken. Pludselig står de der, midt i det hele og fylder op. De er tilsyneladende helt upåvirkede af den kaotiske trafik omkring dem. De står der bare og drøvtygger.



Kvaliteten af det trykte svinger meget, og det skyldes at de unge mænd, der står for den praktiske udførelse af arbejdet, meget hellere vil kigge efter piger end indbinde bøger. Jeg ville ønske at de bare holdt inde med arbejdet mens de glor, men de fortsætter, og til deres store forbavselse går der kludder i det.



Det man bruger maskiner til andre steder, bliver her lavet i hånden. Bogbindingen foregår udenfor på gaden. Der sidder de, disse hvalpede unge mænd på trappetrinnene op til trykkeribiksen. De bruger ikke arbejdsborde, for de har ikke nogen.
Et papstykke bliver smurt med lim og lagt på et stykke lærred, hvis kanter bukkes rundt om pappet, der igen fastlimes til bogens trykte sider. Det er så overskueligt, når det gøres i hånden. Bagefter trykkes titlen på stofindbindingen med silketryk.
De har lånt en seng af naboen. Den er anbragt ude på gaden, hvor bøgerne bliver lagt til tørre i solen. Ved siden af står teen som de nipper til imens.



Jeg elsker timerne sammen med dem på gaden, mens stablerne med bøger vokser.
Men håndindbindingen er jeg igen gået væk fra, da det fine ørkensand satte sig fast i den våde lærredsindbinding, og den efterfølgende rengøring af bøgerne blev for omfattende, så nu nøjes jeg med at få dem syet i ryggen og med blødt omslag. Jeg er også gået væk fra den tre måneders lange skibsfragt. Nu får jeg dem fløjet hjem.



Trykkeprocessen var en prøvelse den første gang. Men det lykkedes, selv om jeg først fik det sidste fra trykpressen, da trykkeren kom løbende med det på perronen lige inden toget blev fløjtet til afgang.
Siden er jeg vendt tilbage hver vinter. For at besøge min indiske ven og hans familie og for at drikke mere te med postmesteren, med bankdirektøren, med trykkeren og de unge mænd der arbejder for ham – og for at få trykt flere bøger.
Hvis man synes at det individuelle præg er en ulempe, skal man ikke vælge et indisk tryk, men hvis man synes at det er en charme i sig selv at bøgerne har været gennem menneskehænder – og sagtens kan bære præg af det, at trykket er anderledes og uens, at papirkvaliteten er noget vi slet ikke kender, at den dufter og føles anderledes og hvis det i øvrigt harmonerer med bogens form og indhold, er det en tænderskærende, meget varm og spændende oplevelse at følge trykningen på så nær hold. For man er selvfølgelig nødt til at være der selv. Men hvis man kan lide indisk chai, og synes der er sport i at se, hvor lang tid strømmen holder, er det en umanerlig spændende oplevelse. Det kunne man godt skrive en bog om.



Garvit Offset Printers
Gajendra Singh Chouhan (ejer)
Anchana Chouhan (kontor)

Mahendra Dadhich (trykker)
Firoz Khan (programør)
Raise Khan (indbinding)

Praveen Sharma: fotograf

Teateraften hos Får302

I samarbejde med Teater Får302 inviterer Dansk PEN og Dansk Forfatterforening til teateraften:

Teater Får302
Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.

præsenterer den singaporeanske dramatiker Alfian Bin Sa’ats
SEX.VOLD.BLOD.SNASK

Se forestillingen
onsdag den 2. februar 2011 kl. 20.00
og deltag i den efterfølgende samtale
med stykkets instruktør Kamilla Bach Mortensen.

Det er vildt, det er voldsomt. Det er morsomt og grotesk – og dybt rørende.

Med SEX.VOLD.BLOD.SNASK vender Teater FÅR302 blikket mod den anden side af verden. Mod det tidligere koloniland: Singapore, som er indbegrebet af en grotesk kopi af Vesten. Med denne moderne og helt unikke eksposé over civilisation vil vi undersøge vores identitet ved at spejle den i det fjerneste Østen. Forestillingen består af seks meget forskellige scenebilleder: Fra Singapore i nutiden over kolonitidens engelske borgerskab i 1800-tallet, den japanske besættelse, nutidens transvestitter i et moderne MDT-tog og til en robot i sølvbikini på Nordpolen i 2020. De fem første scener er nedslag i Singapores historie og 6. scene er en præsentation af Singapores sjæl.

Alfian Bin Sa’at spilles nu for første gang i Danmark. Han har vundet et utal af priser for sine stykker og litterære værker. Han er Singapores enfant terrible, og som muslim, marxist og homoseksuel, er hans værker ofte groft censurerede i hans hjemland. Han beskrives som en spøgefuld provokatør og hip libertiner og går lige i kødet på det topstyrede Singapore, hvor regeringen match-maker, kvoteinddeler etniske grupper i boligområderne. Singapore tror på assortativ pardannelse – lige børn leger bedst – at akademikere bør gifte sig med akademikere for at højne den nationale æt. Får du barn udenfor ægteskab eller gennemgår skilsmisse er du socialt og økonomisk stigmatiseret for altid. I dette land styret af en gennemgribende samfundskontrol og renlighed skriver Alfian Bin Sa’at af nødvendighed på en obskøn og fanden i voldsk kraft for at finde ind til kernen af, hvad et menneske er.
Med et dybt originalt, meget fremmedartet og samtidigt uhyggeligt genkendeligt stykke stilles der skarpt på civilisationstanken set fra et asiatisk perspektiv. SEX.VOLD.BLOD.SNASK er fra 1999 og er Alfian Bin Sa’ats dramatikerdebut.





Om Singapore og Alfian Bin Sa’at
Singapore var kolonialiseret af England fra 1819 frem til 1965, hvor landet fungerede som et af de vigtigste kommercielle og militære centre for det britiske imperium. Efter frigivelsen og selvstændigheden som republik, er Singapore blevet en ”mærkelig kopi” af vesten – en mærkelig fremmedartet og samtidig meget genkendelig verden. Singapore profileres i dag som en succeshistorie. Landet drives som en topstyret virksomhed med streng diciplin - all round. Lee Kuan Yew, grundlæggeren af det moderne Singapore har sagt: “For at regere et samfund må man forstå den menneskelige natur. Jeg har altid ment, at mennesket var som et dyr. Den konfucianske teori var at mennesket kunne forbedres, men det er jeg ikke så sikker på. Det kan optrænes, det kan disciplineres”. Hvordan finder man sig selv igen eller på ny efter næsten 150 år i en anden kulturs varetægt og en nutid præget af streng diciplin og censur? Singapore er stykkes hovedperson.

Lee Kuan Yew blev Singapores premiereminister/præsident i 1965 da Singapore blev smidt ud af føderationen med resten af de store lande i Asien. Lee Kuan Yew har været bagmand lige siden. Indførte hårde love og streng kontrol. Han trådte tilbage i 1990, men blev siddende i regeringen, som ”mentor minister” og stadig ham der trækker i trådene. Han er 86 i dag. Man ved han ikke vil leve evigt og det er skræmmende, når de har været styret af hård patriark så længe, hvis han forsvinder, hvem skal så styre dem. Singapore næsten bygget op som en streng & kontrolleret virksomhed alla mærsk. Med produktion for øje.

Singapore er ikke meget større end Bornholm. Der er lige under 5 millioner indbyggere på øen. Befolkning deles ind i tre hovedgrupper. Kinesere i overtal + dem der stort set sidder på magten, malajerne er 2. største befolkningsgruppe – også indvandrere fra forskellige egne af Indonesien kaldes malaj, 3. gruppe er indere fra Indien Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og Burma.
Alle bor i storbyer, landdistrikterne er affolkede. Dvs, der bor i bogstavligste forstand 3 millioner mennesker ovenpå hinanden i højhuse i byener. Der er ca. 27 grader varmt året rundt og der er en høj luftfugtighed.

Folk der har været i Singapore siger at alt skifter hele tiden, man kan gå ned ad en gade som er helt vestlig og så dreje om hjørnet og så ligger der et lig på gaden, fordi det er en indisk tradition at lade den døde ligge ude, så kommer man til et mini Kina osv. det er lidt som i stykket, flere forskellige verdener, der ligger ved siden af hinanden. Men som ikke nødvendigvis forholder sig til hinanden. Der kan ligge et thai hus, hvor alt foregår på thailandsk vis og overfor et indisk, hvor alt er indisk.

Siden selvstændighed i 1965 har regeringen arbejdet på at skabe en fælles national identitet, bygget på ”asiatiske værdier” – ønsker en kontrast til vestlig individualisme. Prøver at skabe multikulturelt samfund, hvor folkegrupper bevarer deres eget sprog, traditioner og religioner. Alligevel er forholdet mellem Singapores befolkningsgrupper meget ømtåleligt. Trods landets multikulturelle sammensætning er hovedsprogene engelsk samt mandarin - andre sprog bortcensureres i medierne. Pressen og kunstscenen er underlagt censur. Årligt nyskrevne nationalsange er til for at holde befolkningen fokuseret fx. "One nation, one people, one Singapore": http://www.youtube.com/watch?v=QPdKTd8okXs




Billetpris kr. 110,-
NB! Der er reserveret 20 billetter, der fordeles efter først-til-mølle-princippet
via henvendelse enten til PENs eller DFFs sekretariat eller via koordinator: Michael Svennevig

Asterions Hus - sådan så vi myten om Minotauros

Der var fuldt fremmøde til teatrets sidste opførelse af "Asterions Hus - myten om Minotaurus".

Med trommer og percussion gennem natten ledes publikum længere og længere ind i laburintens gange.
Vi hører om undfangelsen af Minotauros. Vi oplever den liderlige dronning Pasiphae.
Kong Minos af Kreta lader sin arkitekt, Daidalos opføre en labyrint og inde i den placerer han sin uægte søn – Minotauros.
Fra Athen ankommer hvert 9. år en ladning af ofre til Minotauros. Én af dem er Theseus, søn af Poisedon. Han forelsker sig i kongedatteren, Ariadne. Det lykkedes Theseus at besejre tyreguden og med Ariadnes røde tråd igen at finde ud af labyrinten. Sammen flygter de to unge elskende væk fra Kreta.
Sprudlende vild og spjættende frisk forestilling. Dans og liderlighed under stjernerne i ly af Lynettens store slagskygge.
Vandet klukker mens stjernerne tegner sig på den natsorte himmel over de optrædende, mens dramaet rulles ud foran tilskuerne. Forestillingen foregår både ude og inde og publikum følger efter skuespillerne rundt i historien som om de selv er inde i en labyrint. Musikken er den røde tråd, der leder dem igennem labyrintens gange gennem natten.

Tak til instruktøren/dramatikeren Peter Kirk og til resten af Asterions Hus for en skøn aften under stjernerne i selskab med deres version af myten om Minotauros.

Asterions Hus - myten om Minotauros

Lørdag den 4. september kl. 20.20-24.00:

Besøg teatret Asterions Hus og oplev sommerens sidste udendørsforestilling af “Asterions Hus – myten om Minotauros” og vær med til den efterfølgende samtale om myte, teater og virkelighed – og om hvad det vil sige at træde i karakter - med stykkets instruktør, manuskriptforfatter og de medvirkende.

Forestilling (120 min), samtale (30 min), te/kaffe og bustransport fra Dansk Forfatterforening, Strandgade 6: samlet pris 75,- kr.
Afgang kl. 20.20 og hjemkomst ca. kl. 24.

Asterions Hus, Williams Wainsgade 9-11, 1432 Kbh. K., www.asterionshus.dk.

Tilmelding til Michael Svennevig: micsvennevig@msn.com
Tlf: 3526 0564.



Forestillingen “Asterions Hus” er en gådefuld og dyrisk myte om den frygtindgydende Minotauros, der som halvt tyr halvt menneske er dømt til evigt fangenskab i labyrinten på Kreta. Det er historien om hans dronningemoder, der ulykkeligt døber ham Asterion, da hun kan se stjernerne i hans mørke øjne. Og om de purunge ofre, der sejles til Kreta fra Athen hvert niende år, kun for at blive sendt ind i labyrinten til det sultne menneskedyr. Det er myten om den unge Thesus, der besnærer Asterions menneskelige halvsøster, Ariadne, og af hende får et garnnøgle, der redder ham ud af dødens labyrint. Eller sagt på en anden måde - “Asterions Hus” er en betagende forestilling, der nærmest driver af poesi og dyriske drifter. Stilen er visuel, legende, ekspressiv – til tider larmende. En sammensmeltning af smukke og kraftfulde bevægelser, tankevækkende monologer, flygtige og intime “walk-thoughts” og dans, dans, dans. Alle roller spilles, danses og udleves i forrrygende tempo af fem fysiske skuespillere.

Teatret Asterions Hus er kendetegnet ved deres dynamiske og ekspressive spillestil, der er rå og ekstrem fysisk, hvor ord og bevægelse indgår i en nærmest akrobatisk eller dansende helhed.

NB:
Husk varmt tøj og evt. et tæppe.
Aflyses i tilfælde af meget dårligt vejr.



Anne Middelboe Christensen skrev i Information:

"Denne forestilling har i det hele taget krop for alle pengene. Og Asterions performere har både kondition og muskeltoning, der kan matche myternes heltindeskikkelser og halvgudeskuldre. Den kønne Tilde Knudsen oser af sensualitet og råvilje i rollen som anarkistisk dronning for Basse Dams ældre og muntre konge i bredmavet guldtoga. Han raser over sin kvindes utroskab, men må finde sig i den alligevel. Og han råber tilsvarende, da hans datter Ariadne forelsker sig i Theseus. Den bedårende Ida Marie Rasmussen (der spillede en lysten Lulu for to år siden på Aarhus Teater), udnytter sin dansante kropslighed og en vidunderlig komisk dånen, som den muskelsmækre Martin Ammundsen ikke er sen til at udnytte som hendes parate elsker. Jo, her er vitterlig koreografi for sommernat og lystne sind med og uden græsk kor.
Over vandene og op ad vedbenden svæver Bo Madvig som opfinderen Daidalos. Bo Madvig har efterhånden en spåmandskraft i hver eneste af sine hyperstyrede bevægelser. En japansk ro sidder i denne harmoniske og garvede danser, der er blevet en slags nestor for det danske performancefolk. For Bo Madvig er både bizar og urokkelig, og her giver hans sorte præsteblik forestillingen en åndelig dimension, som burde glæde de gamle, græske guder mindst lige så meget, som den fryder tilskuerne.
Ude under hyldetræerne spiller Birgit Løkke på bjælder og enorme gong-gonger, mens Jesper Siberg maner fortidsstemningen frem med alverdens elektroniske klangstrimler. Levende og umiskendeligt mystisk.
Og sådan føler man næsten, at man selv fumler det røde garnnøgle op fra lommen og ind i labyrinten. Alt for drømmen om en græsk helt fra den anden side af vandet!"