Madame Garborg: "Bare en skål, tak!"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 12. festivalpodcast med Madame Garborg.

Madame Garborg debuterede under festivalen Billeder af liv (2018) med ”Alt var kun en drøm” (Epigraf, 2018), der var symfonisk kortprosa, hvor barske, men også humoristiske glimt fra en udsat opvækst og ungdom iblandes sangstrofer fra tidens slagere. Det var festligt, pågående råt og morsomt på en overlevende måde.

Nu er madame Garborg tilbage på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER, når hun på festivalens 3. dag i Global Art Gallery i Vanløse fremfører sin helt nye monolog ”Bare en skål, tak!”.  

Det er igen et nyt styrtdyk tilbage ned i barndommen, hvor der ingen hjælp er at hente, men det berettes med stor husløshed, så det kommer til at virke umådelig ærligt og ligetil, men det svier. Ofte mere end personen selv er klar over. Men når det gør allermest ondt, kommer humoren som forløser.

”Bare en skål, tak!” (uddrag)

Min angst bliver helt usynlig

Jeg ser den flygtigt i øjnene når opvaskeren tømmes

Jeg koger det ikke

Det er ikke det samme

Det tager tid

Tankerne tegnes på kogepladen

Ristet står der på pakken

Det er jeg også

Bare en skål mere

På podcasten er der uddrag fra monologen ”Bare en skål, tak!”, og fra udgivelsesseancen (video) fra ”Alt var kun en drøm” i Vanløse. Der er også uddrag fra ”En bøn til havet” i Apostelkirken, hvor Madame Garborg, Ole Bundgaard og Mika Filborne medvirker sammen med indvandrerpræsten Niels Nymann Eriksen og Elisabeth Arnsdorf Haslund, UNHCRs talsperson. Opslag & podcast.

”Bare en skål, tak!” (uddrag),

Jeg skal sidde stille, han kommer tilbage lige om lidt

Søster skal også være stille

Det er bare helt unødvendigt at han nævner det for hende

Hun er rolig, klein og aldrig sulten

Jeg er sulten

Det er mørkt

Det er mig der er rebellen

Der går tit lang tid

Når han kommer tilbage

Siger han at vi er så søde og dygtige

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 12. festivalpodcast med Madame Garborg.

Mød Madame Garborg på  
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse
og til festivalopvarmningen på Amager.

Lyt til festivalens 1.  og 2.  præsentationspodcast  

med uddrag fra de 12 første festivalspodcasts. 

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN  ENDER

*

Margrethe Tjalve: "Iseskrog"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Tanken blev født, da lektor Margrethe Tjalve skulle til Grønland på studietur med en gruppe studerende, som hun underviste på gymnasiet i Helsingør. Hun ville gerne fortælle om Grønlands missionshistorie – og om det særlige, som knyttede Grønland og Danmark sammen.

Margrethe læste om Hans Egede, der kom til Grønland i 1721 sammen med hustruen Gertrud Rask, men der var noget som hun ikke kunne få til at passe, og det fik hende til at dykke dybere og dybere ned i stoffet. Måske kunne det ad åre blive til en PHD, men da der ingen primærkilder fandtes, altså skriftlige kilder fra Gertrud Rasks egen hånd, blev det alligevel ikke til nogen videnskabelig afhandling. Desuden var Margrethe Tjalve heller ikke historiker, men filolog. I stedet blev det til en rund fortælling, som hun kunne skrive og give stemme i en skønlitterær form som roman.

”Mit personlige emancipationsprojekt” kaldte Margrethe det i et indslag i Skønlitteratur på P1. Det kom til at handle om drømme, håb og længsler.

Uddrag fra anmeldelse:

”Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Musikken på podcasten: 

”Interstellar” fra cd´en ”Theory of Colours”(2019) er skrevet og komponeret af sønnen Esben Tjalve, der har indspillet det med bandet Red Kite.

*

Mød Margrethe Tjalve på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.

Lyt også til de to præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts. 
1. del og 2. del. 

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Anmeldelse: ISESKROG af Margrethe Tjalve

Hans Egede og hustruen Gertrud Rask kom til Grønland i 1721. I de fleste historier er Hans Egede hovedpersonen, når det gælder missionsgerningen og koloniseringen af Grønland, men ikke i Margrethe Tjalves roman, ISESKROG. Gertrud Rask sad ikke fast i samme stive rettroenhed som Hans Egede, og grønlænderne kunne ikke lide Hans Egedes kobling mellem handlen og mission, men de kunne godt lige Gertrud Rask, der af mange blev opfattet som en kvinde med særlige kræfter. Det gjorde, at de fik et ganske godt forhold til hinanden, så Gertrud Rask faktisk blev venner med grønlænderne, og ville til sidst slet ikke hjem derfra. Heller ikke selv om hun i første omgang havde strittet voldsomt imod overhovedet at komme dertil. Men hun tabte sit hjerte til landet, naturen og folket.

Ligesom Margrethe Tjalve tydeligvis har gjort under sit mangeårige arbejde med romanen.

Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.

Foto: Michael Svennevig

Det er en besk morale i bogen, når Gertrud Rask i slutningen konkluderer: ”Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (s. 369). Men det er samtidig en betagende skildring af Hans Egede eller Palasi, som grønlænderne kaldte ham, og af hans hustru Gertrud Rask, der har hver deres tilgang til livet og menneskene – og den gerning som de selv og kongen har givet dem. Det bliver på mange måder en kamp om at vinde mennesker for sig – og der har de hver deres tilgang. Hvor Hans er teologisk funderet, er Gertrud mere praktisk anlagt. Det er Hans, der sætter sin vilje igennem og får dem afsted, men det er hende, der formår at opbygge noget varigt i forhold til grønlænderne.  Der er også betagende skildringer af hendes fascination af og forhold til hjælpepræsten. Især er det en afgørende ulykkesstund i begyndelsen af romanen, hvor hendes søn er nødstedt uden at hun kan gøre noget, og hun lover at tage missionsgerningen på sig, hvis Gud lader ham overleve. Det sker og hun holder sit løfte. Der mangler ikke dramatiske optrin. Det er en roman fuld af overlevelseskampe, der er båret af dyb menneskelig indsigt og en overvældende og meget righoldig research, der gør, at tiden og begivenhederne folder sig ud i fuldt panoramisk format for læseren. Vi kommer med på en fascinerende, men også farefuld færd til menneskenes land, Grønland.

”Det var deres blinde iver, der førte dem herop i stedet for Hans forsyn. Iver efter hvad? I hvert fald ikke rigdom! Var det hendes vilje, og ikke, som hun altid troede, en opgave, Gud havde givet dem?

Min vilje, gentager hun. Hører du mig?

Og hvad så, om Gud hører hende, hvornår har Gud i grunden hørt? Sygdom, sorg, vrede, forbitrelse. det er onde ånder, som hun har erfaret gennem det sidste halve år. Hun dukker hovedet. Tomheden rammer hende som et slag med en storåre. Oppe fra Guds plads må menneskene på havnen tage sig ud som myrer, der løber rundt i deres baner, frem og tilbage.

Hvilke planer er der for dem? Hun lytter igen, stadig intet svar.

Den tomhed er også grønlændernes. Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (side 368-69)

*

 Margrethe Tjalve: ISESKROG (Forlaget Vandkunsten, 2017), 376 sider.

Hør den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve, 

der offentliggøres i morgen

Mød Margrethe Tjalve på 3. festivaldag i Vanløse.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER


*

Anmeldelse: JEG VIL GERNE TILDELES RIDDERKORSET FOR MIN EMINENTE ELSKOVSKUNST af Jesus Almodovar

Festival-anmeldelse:

Jesus Almodovar:

”Jeg vil gerne tildeles Ridderkorset for min eminente elskovskunst”

Baggårdsbaronerne, 2019

48 sider

Digtsamlingen er en sproglig eksplosion og et bredt anlagt medmenneskeligt dokument.

Det er dokumentation for et kort liv inden for psykiatrien, men samtidig en higen efter hverdagslivet udenfor. Det er ikke en higen efter noget stort og prangende liv, men bare ønsket om plads nok til at trække vejret og langsomt generobre den hverdag, der er gledet hovedpersonen af hænde.

Godt nok er digtsamlingen skrevet under pseudonym. Umiddelbart virker det som en stækkelse af autenciteten, men gennem digtene, hvor jeg´et gentagende gange taler om, at virkeligheden forsvinder, og at han er ved at tabe sig selv eller rettere at det allerede er sket, giver det fin mening. I den kontekst betyder det straks mindre, hvem det ”jeg” er, der er gået i opløsning. Som tilsigtet giver det mulighed for uforstyrret at dykke ned i digtsamlingen og blive betaget af alle de iltfattige undervandssvømninger, som digtsamlingen inviterer læseren med ud på.

Vi dykker dybere og dybere ned i eksistensen. Det er på én gang ganske tæt på og samtidig fortalt med en vis berettende distance. For det er 2 digtsamlinger, der er skrevet sammen til én. Man kan sige, at det faktisk er 3 beretninger, der er skrevet sammen til én. Dels beretningen inde bag de lukkede mure, dels den efterfølgende tilbageerobring af det tidligere liv og mødet med kærligheden uden for murene - og så beretningen om det gule lys.  Det klare og skærende gule lys, der er ubehageligt for øjnene, trænger gennem det hele, som et forklarelsens lys, men også som et rædselsvækkende klarsyn, for den lille tynde digtsamling på 48 sider rummer det hele, og efterlader læseren afklaret og rystet. Det er en bedrift.

Forsiden med den skønne titel: ”Jeg vil gerne tildeles ridderkorset for min eminente elskovskunst” er skrevet i sølv på gult papir. Resten er bogen er tegnet eller skrevet i hånden med versaler - ligeledes på gult papir. Altså ingen computergenereret sats. I nogle af digtene er teksten skrevet i én blok, hvor det er op til læseren selv at inddele og afgrænse hver sætning. Det er en kreativ udfordring, men det stimulerer læsningen og gør det til en kunstnerisk oplevelse. Sjældent har en så lille digtsamling favnet så bredt.

Forfatteren har været elev på Outsiderens skriveskole, der er et skriveværksted for folk, der har været i clinch med psykiatrien. Forlaget Baggårdsbaronerne har arbejdet med på bogen, og det er der kommet en meget flertonet og smuk, men også rystende digtsamling ud af.

Fortællerstemmen er på én gang ganske tæt på, men samtidig også nøgternt observerende. Midt i al alvoren, lyner den groteske humor gennem digtene. Det virker næsten som om det er tilfældigt, hvilket det selvfølgelig ikke er – og derfor fungerer det netop så godt og befriende. Ja, som gult lys gennem mørket.

Selv om det der berettes er grænseoverskridende, formår digteren umærkeligt at alliere sig med læseren, sådan at alt det forrykte og underlige ikke bliver mærkeligt, men bare beskrivelser, som det ikke er farligt at tage imod. Som læser er det ikke svært at gå med, for vi bliver guidet skånsomt igennem. Eller måske snarere ærligt, for det er tydeligt at det der berettes om ikke bliver medtaget for effektens skyld. Alting er holdt i en meget sober og fornuftig tone – især det der er allermest ufornuftigt og skrigende.

Digtsamlingen er skrevet frem mod at give og danne en oplevelse hos læseren af, at dette bare er menneskeligt. Det er ikke farligt at have med psykiske sygdomme at gøre – i hver fald ikke som læser. Det giver en indsigt og en forståelse af, at sindet kan rumme det hele, også selv om det nogle gange brænder sammen. Men vi er trods alt mennesker. Og som mennesker forstår vi hinanden langt hen ad vejen. Hurra for det – og for denne fine digtsamling. Jo, Jesus Almodovar bør skam tildeles ridderkorset for sin eminente elskovskunst.

*


Mød Jesus Almodovar på 3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER

Se festivaltrailer 


*

Birgitte Bregnedal: Fra økonom til børnebogsforfatter

Foto: Michael Svennevig.

Mød Birgitte Bregnedal på denne 10. festivalpodcast. 

-Det er helt ubegribeligt, at du har læst økonomi, mor!

Det er datterens kommentar, men Birgitte svarer:

-Men det er godt, at man kan rumme forskellige ting, Det gør alle.

Birgitte Bregnedal er forfatter til 20 børnebøger og en enkelt til unge og voksne der normalt ikke læser så meget. Egentlig er hun uddannet økonom, men kvittede finanskarrieren og kastede sig ud i livet som forfatter efter 13 økonomi-år. Hun er medlem af Danske Rejsejournalister. Som rejseskribent kombinerer hun eventyrlysten og skrivningen - to af hendes store passioner. 

- Jeg troede, at jeg skulle være så klog og skrive voksenromaner. Det var først, da jeg gav slip, at der kom børneromaner. Og så var det befriende ikke at skulle lyde så klog, som jeg skulle som økonom. Det var mere tæt på følelser, siger hun.

Foto: Michael Svennevig.

”Jeg var nyudklækket kandidat i finansernes blå kulør. Logoerne var blå, jakkesættene var blå, direktørernes biler var blå, blodet var blåt, fremtiden var blå. Himlen var høj. Under loftet lyste PH-kogler blåt og kastede lys på de blå jakkesæt, der ydede beskyttelse over bævende økonomkroppe. Kroppe, der forsøgte at fylde jakkesættene ud på bedste vis. Jeg var rød bag den blå facade, men ville gøre alt for at tilpasse mig, falde i med det blå bagland. Klædte mig blåt, havde blå iris i de rødsprængte øjne og pebermyntefrisk ånde. Blåligt skær over den blege hud, blåspættede lår under de blå pressefolder...

Forvandlede mig som en kamæleon på vej til arbejde – faldt i et med de blå lokaler, de liberale omgivelser, gjorde det jeg var bedst til i arbejdstiden. Beregninger, love, analyser, logik – var helt blå i hovedet, når dagen var omme. Blev lilla på vejen hjem og endte i rødt, da mand og børn tog imod på hjemmefronten med rødvin og jordbær med grønne stilke...
Men selv kamæleoner har en omstillingstid. Hjemmeopkoblingen blev for følsom, børneomsorgen for blå. Jeg var pink på jobbet, sort i sengen, gul i køkkenet, grøn i hovedet. Færdigretter i køkkenet, socialist på arbejdet, autoritær i børneopdragelsen, aviser og glas i affaldsspanden. Farveflimmer for øjnene, gråtoner hylede i ørerne. Mosaik af opkast i den hvide seng.
Jeg lukker øjnene og græder, da ambulancedøren smækker. Fastspændt på båren, cirkler mine tanker kun om de to små, der intetanende spiser ymer sammen med deres far. Jeg tænker tilbage på det seneste år. Kvalmen gennemsyrer min krop.”

Uddrag fra En kamæleon bekender kulør (Femina nr 11/2008)

*

Hør Birgittes beretning på denne 10. festivalpodcast 

Musikken er komponeret af Mika Filborne.

Mød Birgitte på festivalens 3. dag i Global Art Gallery i Vanløse.

Lyt også til de to præsentationspodcasts med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts: 1. del  og 2. del.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER.

                                                                                      *

Cindy Lynn Brown: digter og småkageopfinder

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 9. festivalpodcast med Cindy Lynn Brown.

Digteren Cindy Lynn Brown fortæller:

”Jeg er født i Århus og opvokset i en dansk/amerikansk familie, og har altid været et skrivende menneske og vidste allerede som 6-årig, at jeg ville være forfatter. Eller rettere forfatter og småkageopfinder.

Hver af mine bøger er forskellige, fordi jeg arbejder tematisk og også sigter efter at udfordre mig selv formmæssigt i hver ny bog. Det teksterne har til fælles, er at de ofte kredser om verden - dens mangfoldighed, skrøbelighed, rædsel og absurditeter.

Jeg er ret tændt på kollektivt skrivesamarbejde og crossover-samarbejder mellem skrivning og andre kunstformer og har kastet mig ud i flere af slagsen, en del endnu work-in-progress og andre afsluttede.

Rejser gerne ud i verden på skriveresidencies og til konferencer og poesifestivaler, hvor jeg taler om litteratur eller optræder med mine digte.

Er uddannet Mag.Art i litteraturvidenskab og skrivekunst og arbejder foruden mit forfatterskab som oversætter, redaktør, underviser i skrivekunst og engelsk samt erindringsskriver.

Under min studietid var jeg Erasmus-udvekslingsstuderende i Nancy, Frankrig, hvor jeg fandt stor kærlighed til landet og dets sprog. Dette førte til 1 års arbejde på et forlag i Paris, og siden til at jeg i Frankrig afsluttede mit speciale "Virkelighedsopløsning som tendens i kontemporær fransk litteratur" (2003).”

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 9. festivalpodcast med Cindy Lynn Brown.

Mød Cindy Lynn Brown, søndag den 16.8. kl. 13-16, 

til festivalafslutningen på Christianshavn.

Hvis vejret er godt bliver den udendørs i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, Dronningensgade 14, og hvis det er indevejr, bliver det i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 - et par gader derfra.

Lyt også til de to præsentationspodcasts med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts: 1. del  og 2. del.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Jeremy Wilson & superheltene

Foto: Michael Svennevig.

                                     Lyt til denne 8. festivalpodcast med Jeremy Wilson.

Hvem drømmer ikke om at være en superhelt?

Peter Parker (eller Spiderman) er som teenagere er flest – og dog. Det er noget som Jeremy Wilson kan genkende og spejle sig i. For Jeremy er heller ikke som de fleste.

21 år, 4. semester på miljøingeniørstudiet DTU, praktikant ved Dansk Tegnefilm, 1. filmpris til ”Ibrahim & Andreas” på Thenextfilm Filmfestival for unge under 21, der betød 5.000 kr i produktionsstøtte til det næste filmprojekt.

Dummere end Ku Klux Klan (2014)

”Det har været en lang dag i skole, og Jeremy vil bare gerne hjem for at holde weekend med sine venner. Hans venner er tre personer med afrikansk baggrund. Af en eller anden grund har de en holdning til, hvordan sorte mennesker skal opføre sig. Og da Jeremy selv har afrikansk baggrund, så bliver han selv udsat for deres latterlige fordomme, som Jeremy ikke gider at leve op til, og så begynder balladen......”

Valentinstegnefilm 

Don´t fight - make love and peace (2017)

Jeremy Wilsom Animation Studios 
præsenterer med sorg...

Ibrahim & Andreas (2019) 

FB: ”Min tegnefilm Ibrahim & Andreas er i øvrigt blevet inspireret af en af Tom & Jerry-kortfilmene (Ja, den er god nok - min tegnefilm om homoseksualitet i et religiøst minoritetsmiljø har taget lidt inspiration fra Tom & Jerry) ”.

“Til dem af jer, der har følt, at jeres seksuelle frihed og udfoldelse er blevet undertrykt af en stærk religiøs baggrund, så har jeg lavet denne specielt til jer. Gid den må gavne fremtiden. Jeremy Wilson” 

”Det der tæller er kærlighed af enhver slags.”

Awardshow 2019, Thenextfilm Filmfestival for unge under 21

Kommende projekter:

FB, 1.2.20: ”Jeg føler, at jeg er ved at være færdig med mit manuskript til mit næste projekt, Stjerneskud. Jeg har dog forkortet manuskriptet til snart 3 sider, der primært er domineret af en kvindelig monolog, fordi den ligesom Primatdrengen burde være en simpel superheltefortælling, hvor hovedpersonen bare får en introduktion til, hvem hun er etc., der kan åbne for et potentiale for, hvilke større historier hun kan bruges til senere. Jeg skal selvfølgelig sende den til testpersoner, så jeg kan få konstruktiv feedback. Jeg begynder også at tænke, at jeg er blevet meget mere kreativ og ivrig efter at tegne alt muligt, fordi jeg i virkeligheden er lidt deprimeret. Det er sjovt, at man pludselig bliver langt mere kreativ, når man ser nogle problemer i sin hverdag, som man kan blive inspireret af, ift. når ens hverdag har lidt bedre balance, men måske er det meget naturligt, at det er den største drivkraft siden kunstnere som Michael Jackson, Eminem, 2pac m.m. har lavet rigtig mange sange, der er funderet på sociale problemer, raceproblemer, sult osv. Siden jeg er blevet diagnosticeret med OCD, og der er mange ting som jeg ser tilbage til, som jeg også deler her, kunne det være, at det er ligeså vigtigt at lave noget om den slags ting og prioritere det mere end en simpel superheltefortælling, som jeg glæder mig til at begive mig ud i. Ensomhed og sociale udfordringer har jeg trods alt stået overfor en del gange, som mange andre, og det kræver også et væsentligt spotlys.”

Lyt til denne 8. festivalpodcast med Jeremy Wilson

Mød Jeremy Wilson på festivalens 
4. dag i Salonen påØsterbro.

Lyt også til de to præsentationspodcasts med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts: 1. del og 2. del.

Læs mere om festivalen 
HVOR REGNBUEN ENDER.